Del 2: De centrale spørgsmål

Kapitel 3: Tilegnelse af mediernes indhold

3.1 Indledning

Denne betænkning opfatter mediebrug i to betydninger: som tilegnelse af mediernes indhold og som redskab for egne ytringer.

Dette kapitel sætter fokus på den første betydning, dvs. hvordan børn og unge får information, viden og oplevelser ved at læse trykte medier, se fjernsyn, lytte til radio osv. Og i den forbindelse diskuteres det også, om de elektroniske billedmedier - især med deres voldsskildringer - kan skade nogle børn og unge.

3.2 To grundholdninger

Spørgsmålet om tilegnelsen af mediernes indhold har ofte været genstand for principiel debat. Det gælder blandt medieforskere og i den offentlige debat generelt, og det gælder især i spørgsmålet om børns og unges tilegnelse af medier.

På den ene side er der blevet fremført en kulturpessimistisk holdning: tegneserier var underlødig litteratur, tv bidrog til kulturel ensretning og berøvede børn og unge deres kreativitet, video blev sat lig videovold osv. For nu at sætte synspunktet på spidsen.

På den anden side stod og står en kulturoptimistisk holdning: nye medieteknologier er blevet hilst velkomne og markedsført, som om de nærmest kunne løse alle problemer. Nogle af de mange annoncer for multimediacomputere i dagens aviser er måske et godt eksempel på det.

Også medieforskerne har været delt i spørgsmålet. Naturligt nok - fordi det drejer sig om forhold, hvor mange faktorer spiller ind. Men generelt synes der inden for de seneste 10-15 år at være en bevægelse væk fra den kulturpessimistiske holdning. De fleste medieforskere anser således i dag ikke tilegnelsen af medier som et passivt forbrug, men snarere som en aktiv proces, hvor børn, unge og voksne får information, viden og oplevelser, som almindeligvis er en ressource for dem.

Som det fremgår af kapitel 1 i denne betænkning har Medieudvalget samme grundsynspunkt: at tilegnelsen af medier snarere er en aktiv proces, som kan give ressourcer, end den er et passivt forbrug, som skader menneskers kreativitet.

Det betyder ikke, at udvalget anser enhver medieudvikling og ethvert medieindhold for uproblematisk. Og derfor er der bestemt grund til at vurdere forholdene: både de positive muligheder og eventuelle slagsider.

Det første forhold drejer sig om vilkårene for børns og unges tilegnelse af medier.

3.3 Vilkår for tilegnelsen

I løbet af de seneste 10 år har medieudviklingen - især hvad angår de elektroniske medier - ændret sig væsentligt, så børn, unge og voksne i dag har et meget anderledes medieudbud. Udviklingen kan sammenfattes i tre kendetegn:

- medieboom. Siden midten af 1980'erne har mange hjem fået kabel-tv med mulighed for mere end 20 tv-programmer. En ny national tv-kanal, TV 2, er opstået, og lokalradio og -tv er blevet en del af det samlede mediebillede;

- internationalisering. Satellit-tv og jordbaseret tv fra andre lande er blevet almindeligt. I dag sendes der ikke bare fra land til land, men fra verdensdel til verdensdel. Satellit-kanalerne CNN og MTV er således eksempler på globalisering;

- kommercialisering. Privatejede tv-selskaber giver public service-kanalerne modspil, omend de (DR og TV 2) stadig står stærkt i konkurrencen. Reklamer er blevet gængse også i de elektroniske medier.

I de seneste år er der sket en markant udvikling på edb-området. Børn og unge i dag vokser således op i en tid, hvor ord som internet, cyberspace og virtual reality er almindelige.

Det er umuligt at forudsige den fremtidige udvikling, der knytter sig til disse ord, men sikkert er det, at mediebilledet er under stadig forandring, og at det vil være en udfordring for det enkelte barn og unge menneske og for samfundets demokratiske institutioner.

Medieudvalget er således overbevist om, at de ændrede vilkår for medietilegnelsen vil stille større krav til, at børn og unge opøver og udvikler de grundlæggende færdigheder, som er fremstillet i kapitel 2 i denne betænkning.

Alene det forhold, at børn og unge i dagligdagen er omgivet af en omfattende informationsmængde, aktualiserer behovet for at kunne læse, vælge, vurdere, kombinere og formidle.

3.4 Børns og unges egne ønsker til medierne

For at vurdere, hvordan medierne i højere grad end i dag kan være ressourcer for børn og unge, er det oplagt at høre, hvad de selv mener om spørgsmålet.

Med det udgangspunkt har Børnerådet - på Medieudvalgets opfordring - gennemført en mediehøring[9], hvor mere end 600 børn i alderen fra 4 til 17 år udtalte sig om deres brug af og ønsker til medierne.

Af boks 2 fremgår de vigtigste resultater af høringen.

Børnerådets sekretariat har sammenfattet hovedindtrykket af mediehøringen på følgende måde:

"Børnene ønsker at blive mere tilgodeset på de nære og konkrete områder. Dagblade og lokale blade kan bruges af børn til at deltage mere aktivt i samfundsdebatten - lokalt og på landsplan.

Børnene vil tages med i processerne, og emnerne, der tages op, skal helst være vedkommende og handle om børnenes hverdag. Skole- og institutionslivet og hele fritidslivet er områder, hvor børnene ønsker mere mediemæssig fokus. Som børnene ser det, kunne de let blive inddraget mere i medierne. Der vil være mange interesserede læsere/seere/lyttere blandt børnene, hvis indholdet blev mere vedkommende for deres daglige liv."

Selv om de fleste børn sjældent læser dagblade, havde alle kategorier af børn, som deltog i høringen, idéer til, hvordan de kunne tænke sig at bruge medierne anderledes. "Børnene savner faktisk læsestof, der henvender sig specielt til dem", hedder det i sammenfatningen fra Børnerådets sekretariat.

Mediehøringen bekræfter en række af de konklusioner, som er indholdt i den omfattende undersøgelse om børns og unges avislæsning, som avisudgivernes brancheorganisation, Danske Dagblades Forening, fik udarbejdet i 1989-90. X-pres-undersøgelsen, som den blev kaldt, pegede dog ikke i samme grad som Børnerådets høring på, at børn ønsker særligt avisstof for børn.

Boks 2

Resultater af mediehøring om børns mediebrug


De trykte medier
De elektroniske medier
Børnene læser ikke om nyheder i dagens avis; de læser om tv, og det gør de også gerne i ugebladene. Børnene læser forældrenes ugeblade, hvor de særligt interesserer sig for tv- og filmverdenen. Kun ca. 10% af de spurgte børn i alderen 8 til 13 år angav, at de læser dagblade ofte - det gælder for landsdækkende såvel som lokale dagblade.

Mange børn kunne tænke sig en børneavis en gang om ugen, om hvad der sker i Danmark og i verden i øvrigt, om det, der har indflydelse på børns liv. Svære ting skal forklares. Avisen skal ikke være for dyr.

En side i de store dagblade om og for børn. Nyt om nye regler på børneområdet og mere om skolelivet. Børn kan også skrive til andre børn. Underholdning, krydsord, find fem fejl mv. ønskes også.

Sider i lokalblade med nyt om fritidstilbud, kommunale regler, annoncer til børn mv. Her kan man spørge om børns mening, når noget skal laves for børn i kommunen.

Fjernsyn er det medie, børnene bruger mest tid på. Børn i alle aldre ser både børne-tv og voksen-tv, hvis det er underholdende. Børn ser meget voksen-tv, men programmer for børn holder de mest af.

Børnene savner nyheder, der kan forstås af børn; nyheder, der ikke fokuserer på de voldelige elementer i verdens konflikter, men på, at det kan lade sig gøre at leve under andre forhold, end dem de kender til.

Eftertragtet er også udsendelser om sport, konkurrencer, ungdomsserier, fakta om konkrete ting i børns liv, informationer om fremtiden - uddannelse, job mv.

Der mangler i høj grad fjernsyn for gruppen mellem 8 og 12 år. Der er langt fra Fjernsyn for dig til Zig-zag. I det hele taget vil børn gerne se mere til børn på skærmen. Fjernsyn om og lavet af børn.

Radiomediet optager de ældre børn mere end de yngste børn. Børnene begynder først vedholdende at høre radioprogrammer i 9-10 års alderen.

3.5 Medier som ressourcer

Medieudvalget ser det ikke som sin opgave at komme med specifikke forslag og anbefalinger til medievirksomhederne med hensyn til medieudbudet og dets indhold. Men udvalget vil betone det almene mål:

* børn og unge har adgang til et alsidigt udbud af medier og et medieindhold med kvalitet og relevans.

Adgang til et alsidigt udbud af medier vil sige, at børn og unge i dagligdagen kan orientere sig i både trykte og elektroniske medier. Mange børn og unge ser ikke et dagblad i hjemmet, og det er derfor vigtigt, at de i skolen, fritidshjemmet, i ungdomsklubben og andre steder har adgang til et bredt udvalg af trykte medier.

Et medieindhold med kvalitet vil sige, at medierne giver børn og unge muligheder for saglig og grundig information samt kunstneriske oplevelser og underholdning. Det drejer sig både om at give børn og unge et medspil, dvs. et medieindhold de selv umiddelbart ønsker, og et modspil, dvs. et medieindhold som kan udfordre dem ved f.eks. at give indsigt på nye områder.

Et medieindhold med relevans vil sige, at det dels opfylder her-og-nu funktioner, som børn og unge kan bruge i daglige gøremål, dels formidler information, kunst og oplevelser, der også har betydning for dem på langt sigt - i udviklingen af deres personligheder.

Alt i alt er medieudbudet en væsentlig kilde for mange børn og unge - ved siden af forældrene og skolen - når det gælder at skaffe sig viden og forståelse for verden og samfundet omkring dem. Det handler om alt fra aktuelle emner som miljøspørgsmål, krig og sociale konflikter til almene emner som historie, natur og videnskab.

Man kan naturligvis som voksen nære bekymring for, at meget af den information og viden, der formidles af de mange medier, bliver kaotisk og uden indre sammenhæng, og derfor af og til kan opleves som skræmmende af børn og unge. Det samme kan siges om de følelsesmæssige sider af livet, som børn og unge søger svar på i medierne, men omvendt må det siges, at det altid har været de nære voksnes og skolens opgave og ansvar at bringe struktur og sammenhæng ind i den verden, børnene og de unge lever i. Den opgave er formodentlig ikke blevet mindre kompliceret i et moderne kommunikationssamfund, men det bør ikke overskygge, at medierne for de fleste børn og unge er en positiv ressource, som udvider de erfaringer og den viden, som bl.a. forældre, skole og kammerater repræsenterer.

De svar, som børnene i mediehøringen gav om medieudbudet og dets indhold, synes at bekræfte disse overvejelser om mediernes flertydige rolle i børns og unges hverdag.

3.6 Behov for åben dialog

For at udvikle medieudbudet til gavn for børn og unge er der efter Medieudvalgets mening behov for åben dialog om, hvordan medieudbudet i højere grad end i dag kan blive sociale, kulturelle og politiske ressourcer for børn og unge.

For at skabe en sådan dialog er det for det første vigtigt at tage børns og unges egne ønsker til medieudbudet alvorligt. For det andet kan der være grund til på en mere systematisk måde end hidtil at organisere dialogen. Og for det tredje bør medievirksomhederne være åbne om egne mål på området.

3.6.1 De trykte medier

Medieudvalget mener, at dialogen om at forbedre de trykte mediers udbud til børn og unge især bør omfatte de synspunkter, som børn og unge selv har givet udtryk for - f.eks. at:

- børns og unges synsvinkler må anvendes, hvor det er relevant;

- børn og unge bør bruges som kilder og kommentatorer, når det er stofområder med konsekvenser for dem.

Erfaringerne med X-pres-undersøgelsen er et godt eksempel på, hvordan en positiv proces kan udvikles. Den grundige kortlægning af børns og unges medievaner og deres visioner om bedre aviser gav således anledning til konkrete initiativer og eksperimenter på avisredaktioner. Og det gav grundlag for nye erfaringer, ny debat og nye handlemuligheder.

Forudsætningen for en dialog om medieudbudet - hvor også børns og unges synspunkter inddrages - er, at børn og unge har adgang og kendskab til et bredt udvalg af trykte medier.

Mens alle børnefamilier i Danmark har umiddelbar adgang til radio og tv i hjemmet, er det ingen selvfølge, at der er dagblade i hjemmet. Og derfor anser Medieudvalget det for særligt vigtigt at gøre en indsats for, at en mangfoldighed af trykte medier bliver tilgængelige i de miljøer, hvor børn og unge færdes i det daglige: uddannelsessteder, fritids- og ungdomsklubber mv.

Erfaringerne med Avisen i undervisningen og Ugeblade og magasiner i undervisningen er gode eksempler på, at trykte medier på en systematisk måde gøres mere tilgængelige for børn og unge i dagligdagen. Børn og unge får muligheder for at arbejde med aviser, ugeblade og magasiner i undervisningen, og det giver et vigtigt grundlag for, at de kan tages med på råd om, hvordan medierne bliver mere vedkommende for dem.

Medieudvalget hilser det velkomment, at Dansk Fagpresse vil etablere og udvikle projektet Fagpressen i undervisningen. Det vil kunne gøre børn og unge i skolemiljøet mere fortrolige med disse medier, og det vil give bedre grundlag for, at de selvstændigt kan vurdere udbudet.

Efter udvalgets opfattelse er tilgængelighed et nøglebegreb, når det gælder om at gøre alle trykte medier til bedre ressourcer for børn og unge.

3.6.2 De elektroniske medier

Public service medierne - som medier for hele befolkningen - har pligt til også at udsende programmer, der henvender sig til de yngre aldersgrupper. Børne- og ungdomsstoffet er et højt prioriteret programområde i DR med en stor andel egenproducerede udsendelser, herunder dramatik. TV 2 har i den senere tid arbejdet på at opprioritere området, især med danske programmer.

Det er således Medieudvalgets generelle indtryk, at DR og TV 2 tager deres public service forpligtelse alvorligt på børne- og ungdomsområdet, og at de handler i overensstemmelse med FNs børnekonvention, som pålægger landene at sørge for et alsidigt og kvalificeret tilbud af information til børn og unge.

Medieudvalget har tidligere peget på behovet for, at DR og TV 2 udarbejder public service regnskaber[10]. Børne og ungdomsprogrammer bør her have en central plads. Og i den sammenhæng kan det være nyttigt med brugerpaneler, fokusgrupper og andre fora med feedback på og debat om medieudbudet.

For at give børn og unge et bedre tilbud om at orientere sig om politik og samfund via de elektroniske medier foreslår udvalget, at DR og TV 2 kontinuerligt sender aktualitets- og debatprogrammer for børn og unge. I disse programmer bør børn og unge selv kunne komme til orde.

Selv om det ikke nødvendigvis er en kvalitet, at programmer er danske, så er et mangfoldigt udbud af danskproducerede børne- og ungdomsprogrammer et vigtigt bidrag til at udvikle dansk kulturliv. Og derfor tillægger Medieudvalget det stor betydning, at forudsætningerne for denne programvirksomhed er til stede, og at alle danske medievirksomheder bidrager til at sikre børns og unges adgang til danske børne- og ungdomsprogrammer, herunder fiktionsserier.

3.7 Medier - som trussel?

I det følgende diskuteres to af de mest omstridte spørgsmål om de elektroniske medier og deres påvirkninger af børn og unge: Voldsskildringer i elektroniske billedmedier (afsnit 3.7.1) og reklamer (afsnit 3.7.2).

Blandt kritikerne har 'medievolden' og reklamevirksomheden fremkaldt udsagn om, at elektroniske medier udgjorde en trussel mod børns og unges velfærd.

3.7.1 Voldsskildringer i de elektroniske billedmedier

Fremkomsten af nye medier er ofte ledsaget af debat om mediernes skadelige påvirkninger af børn og unge. Det gjaldt film, tegneserier, tv, video og nu computerspil og virtual reality. Disse debatter afspejler formentligt også en vis utryghed hos nogle voksne over for ny teknologi med nye udtryksformer. Et hovedspørgsmål er her, om voldsskildringer i elektroniske billedmedier - med disse mediers særlige påvirkningsmuligheder - har skadelige virkninger på børn og unge.

3.7.1.1 De vigtigste forskningsresultater

Den internationale forskning om medier og vold er meget omfattende[11]. Der er især sat fokus på fiktionsprogrammer og den fysiske vold blandt grupper af børn og unge. Voldsskildringer i faktaprogrammer og deres påvirkninger synes derimod ikke at være belyst tilstrækkeligt til, at der kan siges noget klart herom.

Megen tidligere forskning på området har forsøgt at finde direkte sammenhænge mellem at se voldsskildringer og børns aggressive og destruktive adfærd. Sådanne enkle sammenhænge er ikke blevet tilfredsstillende godtgjort. Og i det hele taget giver de fleste undersøgelser ikke enkle og entydige resultater, men rummer mange modsigelser eller peger på en række forskellige, mulige sammenhænge.

I boks 3 er de vigtigste resultater af nyere forskning om voldsskildringers påvirkninger af børn og unge uddybet. Resultaterne drejer sig vel at mærke om voldsskildringer i fiktionsprogrammer - og ikke faktaprogrammer.

Boks 3

Resultater af forskning om voldsskildringers påvirkninger af børn og unge

1. De yngste børn er særligt sårbare. Mange børn får indtil 8-9 års alderen angstreaktioner, når de ser programmer med voldsomme eller voldelige scener. Fra 6-7 års alderen begynder børn at vurdere tv's fiktion i forhold til virkeligheden. De store børn skræmmes ikke så meget af uhyggelige eller voldsomme fantasihistorier, som de mindre børn gør. De store børn skræmmes mere af film og historier om f.eks. krig eller atomfare.

2. Familiens sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige baggrund spiller en stor rolle for børns og unges medievaner. Børn fra lave socialgrupper ser således generelt mere tv og video end børn og unge fra højere socialgrupper. Der synes tillige et være forskel på, hvordan forældre forholder sig til børns og unges medieforbrug, idet forældre fra de mellemste og høje socialgrupper i højere grad ser og diskuterer medieudbudet med børn og unge.

3. Børn og unge fra lave socialgrupper vælger i højere grad actionfilm og film med voldelige elementer end børn og unge fra andre socialgrupper. Der er her tale om væsentlige forskelle mellem kønnene. Drenge (unge) fra lave socialgrupper ser gennemsnitligt mest vold, f.eks. karate- og actionfilm. En mindre gruppe af disse drenge er storforbrugere af videofilm, herunder film med megen vold. Denne gruppe er samtidig den mest negative over for skolen og dens værdier, og de orienterer sig snarere efter deres kammeraters værdier end efter forældrenes og andre voksnes.

4. En lille gruppe børn og unge på tværs af aldre og socialgrupper er særligt sårbare over for voldsprogrammer, idet flere negative virkninger er koncentreret i denne gruppe. Det drejer sig f.eks. om aggressiv adfærd og tilvænning til voldsskildringer. Det er børn, der ser meget tv og video, og som også ser mange voldsprogrammer. Samtidig har disse børn dårlige leve- og opvækstvilkår, som knytter sig til såvel psykiske og fysiske som familiære, sociale og kulturelle forhold samt negative skoleerfaringer. Mange af disse 'udsatte' børn og unge har den specielle personlighedsstruktur, at de, fordi de har modtaget for lidt omsorg, nemt frustreres, hvorefter de reagerer udadvendt og aggressivt. Den svigtende omsorg har medført en utilstrækkelig socialisation i relation til moral og normer. Denne svigtede, svage gruppe børn er særlig udsat for medieinspireret, negativ indflydelse i forhold til holdninger og adfærd.

De nyeste undersøgelser på området konkluderer:

- der er et bredt spektrum af faktorer, herunder sociale og familiemæssige, som gør nogle børn og unge aggressive, bange eller rastløse - og at medievaner her spiller en rolle;

- visse børn og unge er særligt påvirkelige over for voldsskildringer i billedmedierne. Det gælder:

a) de yngste børn, fordi de har vanskeligt ved at skelne mellem fiktion og virkelighed;

b) drenge, der tilhører de lave socialgrupper og er storforbrugere af tv og video;

c) børn og unge fra alle sociale lag med manglende omsorg, dårlige leve- og opvækstvilkår samt negative skoleerfaringer.

3.7.1.2 Forholdsregler

Medieudvalget har vurderet de forhåndenværende forskningsresultater og diskuteret mulige forholdsregler. Udvalgets opfattelse er således:

Tv-stationerne bør være opmærksomme på programmer eller indslag, som sendes i det tidsrum, hvor specielt små børn ser tv, dvs. om eftermiddagen og de tidlige aftentimer. En mulighed er, at stationerne indfører et 'vandskel' i programlægningen inspireret af de britiske regler for jordbaseret tv, som indebærer, at der før et bestemt tidspunkt sendes programmer, som er henvendt til almenheden, herunder børn. Efter dette tidspunkt må forældrene tage det fulde ansvar for børnenes tv-sening. Både BBC og ITV stationerne har udarbejdet detaljerede interne retningslinier, som bygger på denne regel (BCC's interne regler findes i bilag 3). I Sverige er der skabt principiel enighed mellem kulturministeren og svenske tv-virksomheder - herunder de satellitselskaber, som sender til Sverige fra udlandet - om en lignende ordning, der således har karakter af en frivillig overenskomst.

Tv-stationerne bør konsekvent forannoncere stærke indslag eller programmer, der er uegnede for børn. Det burde så vidt muligt ske i trykte programmer og tekst tv samt umiddelbart inden programmet sendes.

Forældrene har det primære ansvar for børnene - også for deres medieforbrug.

Derfor er det vigtigt, at forældre er opmærksomme på børnenes medieforbrug og så vidt muligt ser tv sammen med yngre børn, taler med dem om medieoplevelser og holder øje med, hvad de har adgang til også uden for hjemmet (biograf, video).

Lærere og pædagoger, som har med børn og unge at gøre i skole og fritid, bør være opmærksomme på børns og unges medieforbrug og diskutere og bearbejde medieoplevelser med dem. Børn og unge, som tydeligvis har et stort og ensidigt forbrug af voldelige film, kan det være nødvendigt at forsøge at påvirke til at ændre vaner.

Det politiske system og myndighederne har en naturlig opgave i at tage initiativ til og iværksætte informationsvirksomhed på skoler, fritidshjem og andre steder. Den 'voldspakke' med undervisningsmaterialer, som Undervisningsministeriet m.fl. udarbejdede i 1995, er et godt eksempel på mulighederne. Formentlig har 'pakken' også bidraget til en vigtig diskussion mellem børn, unge og forældre.

Det er ligeledes et politisk ansvar, at børn og unge fortsat er beskyttet af nationale og internationale regler om medier. I den forbindelse bør der sættes fokus på EU's tv-direktiv og Europarådets tv-konvention, fordi tv mere og mere bliver et grænseoverskridende medie, og fordi regulering ad den vej er den mest realistiske måde, hvorpå der kan gennemføres og efterleves effektive regler om beskyttelse af børn og unge.

I boks 4 er citeret den del af EU's tv-direktiv (fra 1989), som vedrører beskyttelse af børn og unge. Europarådets tv-konvention har stort set samme indhold.

Boks 4

EU's tv-direktiv, artikel 22: beskyttelse af børn og unge

"Medlemslandene træffer passende foranstaltninger med henblik på at sikre, at de tv-radiospredningsorganer, som hører under deres myndighed, ikke udsender programmer, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysiske, mentale eller moralske udvikling, herunder navnlig programmer, som indeholder pornografi eller umotiveret vold. Dette gælder også programmer, som kan skade mindreåriges fysiske, mentale eller moralske udvikling, medmindre det ved valget af sendetidspunkt eller ved tekniske foranstaltninger sikres, at mindreårige i udsendelsesområdet normalt ikke ser eller hører udsendelserne."

Det er Medieudvalgets indtryk, at beskyttelsesforanstaltningerne i den nuværende lovgivning er tilstrækkelige og stort set fungerer efter hensigten. Det er næppe muligt at håndhæve yderligere restriktioner - f.eks. med hensyn til udlejning og salg af videofilm. En effektiv beskyttelse af børn og unge mod skadelige medieoplevelser hviler til syvende og sidst på opmærksomhed, etik og ansvarsbevidsthed hos medierne, forældrene, lærere, pædagoger og andre, som har med børn og unge at gøre, og endelig hos myndigheder og politikere.

3.7.2 Reklamer

Spørgsmålet om reklamer i tv i relation til især børns mediebrug har med jævne mellemrum været genstand for betydelig offentlig debat.

I debatten er det bl.a. fremført, at reklamevirksomheden overskrider etiske grænser, idet børn ikke har tilstrækkelig modstandskraft over for 'reklamebombardementet'.

I lyset af medieudviklingen - med mange nye medie- og reklameformer - kan der være grund til at overveje konsekvenserne af reklamevirksomheden og vurdere mulige forholdsregler.

Som det fremgår af boks 5 er der allerede i dag reklameregler, der skal beskytte børn og unge under 18 år. I boksen fremstilles endvidere eksempler på særlige reklameformer, som er på fremmarch, og som er mindre gennemskuelige end andre reklamer.

Medieudvalget mener, at reglerne er tilstrækkelige og finder ingen anledning til at foreslå ændringer af dem.

Spørgsmålet er snarere, om der burde gøres en indsats for, at tv-stationer, som sender dansk tv fra udlandet til Danmark, fik bestemmelser om reklamevirksomhed, der kom på dansk niveau. Det ville indebære, at Danmark rejste spørgsmålet i EU- og Europarådsregi.

Men det vigtigste er efter Medieudvalgets opfattelse, at børn og unge får styrket deres egen dømmekraft i forhold til reklamebudskaberne. Det stiller især krav til uddannelsessystemet, så børn og unge bl.a. bliver bedre til at afkode billeder og at skelne mellem fiktion og fakta.

Boks 5

Regler for reklamering til børn og unge

Reklamerne må ikke udformes, så de vil kunne skade børn og unge psykisk eller moralsk; de må ikke udnytte børns og unges naturlige godtroenhed og deres tillid til forældre, lærere eller andre. De må ikke underminere disses autoritet eller ansvar.

Børn og unge må ikke uden grund afbildes i farlige situationer, og der må f.eks. ikke direkte appelleres til børn og unge om at overtale andre til køb af produktet. Det må heller ikke fremgå, at et produkt kan skaffe ejeren særlige fordele frem for andre. Reklamerne må ikke vildlede børn og unge mht. produktets størrelse, værdi o.lign. Figurer, dukker og andre medvirkende i børneprogrammer må ikke anvendes i reklamer for børn. Børn under 14 år må ikke optræde som anbefalere af et produkt, og de må ikke optræde i reklamer, medmindre de indgår som en naturlig del af et afbildet miljø eller er nødvendige for at demonstrere anvendelsen af produktet.

De danske reklameregler har indarbejdet minimums-bestemmelserne i EU's tv-direktiv (SS16 om reklamer), men indeholder derudover en række mere detaljerede bestemmelser - bl.a. forbudet mod at anvende figurer fra børneprogrammer og begrænsningerne i anvendelse af børn under 14 år. Ifølge tv-direktivet må programmer - også for børn - gerne afbrydes af reklamer, hvilket er forbudt ifølge dansk lov.

Eksempler på særlige reklameformer
Totalreklame: film, legetøj og andre produkter markedsføres som dele af et samlet koncept (f.eks. Turtles, My Little Pony og Løvernes konge).

Produktplacering: det fænomen, at der f.eks. i en film reklameres for produkter ved at kameraet fokuserer på et bestemt bilmærke, et cigaretmærke el. lign.

Cross-selling: det fænomen, at der i et reklamespot, som tilsyneladende reklamerer for et produkt, er indlagt reklamer for mange andre produkter (efter indbyrdes aftale).

3.8 Medier - ressource eller trussel

Medieudvalgets overvejelser om de spørgsmål, som er behandlet i dette kapitel, har ført frem til at betragte medierne som i hovedsagen en ressource i børns og unges liv, selv om der kan være elementer, der kan virke skræmmende. Ligefrem at se medieudviklingen som en trussel mod børns og unges velfærd finder udvalget imidlertid ikke, at der er belæg for.

På denne måde er Medieudvalgets position hverken at finde i den kulturoptimistiske eller den kulturpessimistiske lejr - for at referere til de to grundholdninger, som blev trukket op i starten af dette kapitel.

For i højere grad end i dag at gøre medierne til ressourcer for børn og unge bør der skabes bedre rammer for brugen af medier i stedet for at udøve restriktioner mod adgangen til et bestemt medieindhold eller at begrænse medievirksomhedernes redaktionelle frihed. Forbudspolitik er således efter Medieudvalgets opfattelse ikke en farbar vej: dels fordi medieudviklingen - med mange nye medieformer - gør det vanskeligt at håndhæve forbud, dels fordi man grundlæggende må have tillid til, at børn og unge sammen med deres forældre kan vurdere, hvad der er kvalitet og har relevans.

Det betyder dog ikke, at f.eks. voldsskildringer i de elektroniske billedmedier er uproblematiske. Her kan der være grund til at fastholde opmærksomheden og overveje tidssvarende forholdsregler, men i det samlede billede er og må det blive restriktioner på afgrænsede områder, hvor særlige hensyn taler for det.

3.9 Sammenfatning

* Børns, unges og voksnes tilegnelse af medier er snarere en aktiv proces, som kan give sociale, kulturelle og politiske ressourcer, end den er et passivt forbrug til skade for menneskets kreativitet.

* Vilkårene for medietilegnelsen har ændret sig væsentligt de seneste ti år. Medieboom, internationalisering og kommercialisering kendetegner medieudviklingen. Og der udvikles til stadighed nye medieformer med nyt medieudbud.

* Det må sikres, at børn og unge har adgang til et alsidigt udbud af medier og et indhold med kvalitet og relevans.

* Børnene ønsker, at medierne i højere grad vil tilgodese dem på de nære og konkrete områder. Dagblade og lokale blade kan bruges til at deltage aktivt i samfundsdebatten - bl.a. ved at aviserne har særlige børnesider, mener mange børn. Også med hensyn til de elektroniske medier vil børnene gerne til orde. Fjernsyn om og lavet af børn er et udbredt ønske.

* Bestemte grupper af børn og unge er særligt påvirkelige overfor voldsskildringer i de elektroniske billedmedier. En effektiv beskyttelse af børn og unge mod skadelige medieoplevelser hviler især på opmærksomhed, etik og ansvarsbevidsthed hos medierne, forældrene, lærere, pædagoger og andre, som har med børn og unge at gøre, og endelig hos myndigheder og politikere.

* Reklamereglerne vedrørende børn og unge synes at være tilstrækkelige, men der kan være behov for at styrke børns og unges dømmekraft i forhold til reklamebudskaberne. Det stiller krav til uddannelsessystemet.