Kapitel 5: Medieundervisning

Dette kapitel beskriver undervisningen i medier og brugen af medier i folkeskolen, ungdomsuddannelserne og læreruddannelserne. Der sættes fokus på undervisning om og med såvel trykte som elektroniske medier.

5.1 Den nuværende medieundervisning

Undervisningstraditionen i folkeskolen og ungdomsuddannelserne bygger på den mundtlige kommunikation og det skrevne ord som de vigtigste redskaber i indlæringen; bogen er nu som før det dominerende medie for vidensformidling og indlæring.

Andre medier som aviser, uge- og månedsblade, film og video er kommet til som supplementer og anvendes ofte i undervisningen som afveksling, afkobling eller motivationsskabende redskaber og for at sætte en debat i gang. Bortset fra bogen betragter skolen i almindelighed ikke medierne som gode vidensformidlere i væsentlig grad. Derfor finder en del lærere også, at andre medier end bøger tager tid fra den egentlige undervisning og indlæring.

Der er altså et langt spring mellem den kultur, der kendetegner skolen, og den mediekultur, som præger børns og unges fritid[15]. Når moderne medier (dagblade, ugeblade, magasiner, fagblade, radio, film, tv og multimedier) i så forholdsvis ringe grad er blevet integreret i den moderne skoles hverdag og indlæring, kan det utvivlsomt forklares med den dominerende status, som den traditionelle skriftkultur fortsat besidder i samfundet. Det afspejler sig i såvel læreres som forældres og børns holdning og bevidsthed, hvor de elektroniske medier i høj grad anses for underholdning og afkobling.

At medierne, trykte såvel som elektroniske, i de sidste 20-30 år har erobret en stadigt mere dominerende plads i kulturen, samfundslivet og den demokratiske proces er en viden og erfaring, som kun langsomt er ved at blive opfanget også i skolens verden.

Dertil kommer at mange lærere er usikre og mangler kundskaber om, hvordan man inddrager medierne konstruktivt i undervisningen, og hvordan man skal undervise om medierne. I den sammenhæng er det ofte vanskeligt for den enkelte lærer at få information og overblik over de undervisningsmidler, som findes til medieundervisningen, og at lokalisere mediematerialer, der giver indholdsmæssig dækning i den pædagogiske situation.

5.1.1 Folkeskolen

I Folkeskoleloven, der trådte i kraft den 1. august 1994, er undervisning i medier (i modsætning til edb) ikke omtalt som obligatorisk emne. Som noget nyt er medier som valgfag indført for 8.-10. klasse.

Undervisning i medier har som følge af den nye folkeskolelov fået en mere eksplicit placering og nævnes i formålsbeskrivelserne og de nye vejledende læseplaner[16], som undervisningsministeriet har udarbejdet. Medier nævnes som et element, der kan indgå i nogle af de obligatoriske fag i folkeskolen. Det gælder især fagene dansk, billedkunst og samfundsfag.

På lokalt plan i kommunerne udarbejdes egne læseplaner på grundlag af ministeriets forslag. Der er således ingen garanti for, at de vejledende læseplaner følges, når det gælder medieundervisning, da dette område ikke er obligatorisk.

I danskfaget, som er obligatorisk på alle klassetrin, ligger hovedvægten på arbejdet med sprog og litteratur, men formålsbeskrivelsen nævner også, at "undervisningen omfatter kundskaber om trykte og elektroniske medier, billedkunst, film og drama." I de vejledende læseplaner er arbejde med iagttagelse og udarbejdelse af medieproduktioner nævnt som en del af de faglige aktiviteter, og under fagligt stof, som undervisningen omfatter, nævnes medieprodukter som film, video, radioudsendelser, aviser, blade, tegneserier mv.

I billedkunst, som er obligatorisk i 1.-5. klasse, ligger hovedvægten i formålsbeskrivelsen på, at "eleverne skal tilegne sig en billedmæssig kompetence i en kultur, hvor billedet har fået større betydning", og bl.a. nævnes arbejdet med elektroniske billeder. Læseplanen foreslår at anvende computeren som værktøj til at eksperimentere med billedudtryk og manipulationer med digitaliserede billeder. Der nævnes også mulighed for at beskæftige sig med layout, design, reklamer og samspil mellem tekst og billeder samt med generelle mediespørgsmål som presseetik.

I samfundsfag, som er obligatorisk i 9. klasse, ligger hovedvægten på forholdet mellem individer og fællesskaber, stat, samfund og natur. Et centralt emne er demokrati og de demokratiske processer i samfundet og det politiske system, herunder et emne som ytringsfrihed. Medier og informationsteknologi nævnes perifert som emner, der kan tages op i undervisningen, men eksempelvis nævnes ikke et begreb som opinionsdannelse hverken i formålsbeskrivelsen eller den vejledende læseplan.

I andre af folkeskolens obligatoriske fag, f.eks. sprogfagene, foreslås mediematerialer at indgå i undervisningen.

I 8.-10. klasse findes medieundervisning i to valgfag: medier og filmkundskab og mere perifert i et tredje: fotolære.

I valgfaget medier er formålet, "...at eleverne gennem oplevelse, produktion og analyse skal udvikle deres færdigheder i at forstå og bruge medier." Undervisningsvejledningen lægger op til en helhedsopfattelse af kommunikation og medier i samfundet. I undervisningen indgår tre hovedområder: trykte, elektroniske og computermedier, og undervisningen foreslås at omfatte produktion med forskellige medier, analyser af egne og de professionelle mediers produkter.

I valgfaget filmkundskab er formålet, "...at eleverne skal styrke deres indlevelse og udtryksfærdighed i film- og tv-mediet som led i deres personlige udvikling." Det centrale i faget er filmen som æstetisk og kunstnerisk udtryksform samt forståelse af filmens fascinationsformer og funktion som kulturbærende faktor. Der arbejdes med filmens virkemidler, genrer, æstetik og med filmmediet i en kulturel og samfundsmæssig sammenhæng. Det foreslås, at der arbejdes pratisk med film- og tv-produktion.

Valgfaget fotolære er først og fremmest et praktisk orienteret fag med vægt på fotografisk teknik, mørkekammerteknik mv., men der lægges også op til arbejde med forskellige fotografiske genrer, f.eks. reportage, sportsbilleder og portrætter, og i den sammenhæng foreslås at komme ind på emner som sandhedsværdi, troværdighed, kildekritik mv.

En mulighed for at anvende medier i undervisningen ligger også i elevernes arbejde med projektopgaver i 9. og 10. klasse. Ud fra et emne, som skolen vælger, formulerer eleven eller elevgruppen en opgave. Eleverne planlægger, samler information, bearbejder materialet og fremlægger resultatet. Dette kan eventuelt være i form af et medieprodukt.

I arbejdet med de elektroniske medier - men også til dels de trykte medier - har det betydning, at der findes medieværksteder oprettet f.eks. i tilknytning til de enkelte skolers skolebiblioteker. Ifølge en ny bekendtgørelse (marts 1995) fra Undervisningsministeriet skal der ved "...hver selvstændig skole oprettes et skolebibliotek som et pædagogisk servicecenter", og til "...skolebiblioteket kan knyttes et medieværksted/medieværkstedsfunktioner, hvor der ydes elever og lærere vejledning i forbindelse med bearbejdning og formidling af indsamlede informationer, brug af ny informationsteknologi, herunder eksterne net og databaser, og ved gennemførelse af undervisningsprojekter, herunder projektopgaver."

En undersøgelse fra 1994 viste, at ca. halvdelen af skolebibliotekerne rummede medieværkstedsmuligheder i et eller andet omfang og altså rådede over udstyr, så elever og lærere kan indsamle, bearbejde og formidle informationer ved hjælp af trykte og elektroniske medier.

*

Med hensyn til de trykte medier stilles der ikke så store tekniske krav til gennemførelse af undervisning om aviser, avisproduktion, avisens rolle i samfundet osv. Brancheorganisationen Danske Dagblades Forening har - som omtalt i kapitel 3 - organiseret et tilbud til skolerne kaldet Avisen i undervisningen. Der er udarbejdet hæfter til brug for arbejdet med aviser og avisproduktion, og desuden tilbyder konsulenter at hjælpe lærerne med at organisere undervisningsforløb om dagspressen.

Magasinpressen har i de seneste år organiseret et lignende tilbud til skolerne med titlen Ugeblade og magasiner i undervisningen[17]. Her er også udgivet hæfter med resultater af undervisningsforsøg med ugeblade og magasiner samt forslag og ideer til at inddrage disse medier i undervisningen. Dansk Fagpresse har i december 1995 besluttet at iværksætte et tilsvarende projekt, Fagblade i undervisningen.

Ud fra de seneste års mediepædagogiske forsknings- og udviklingsarbejde kan det konstateres, at det fortsat i meget høj grad er tilfældigt, på hvilke skoler medieundervisning finder sted, uanset om de tekniske faciliteter er til rådighed. Det afgørende er, om der på den pågældende skole er kompetente og interesserede lærere. På grund af de mangelfulde muligheder for efteruddannelse er der ofte tale om autodidakte 'ildsjæle', som sætter medieundervisningen på skemaet.

5.1.2 Ungdomsuddannelserne

I gymnasiet indgår medieundervisning i det obligatoriske fag dansk og helt perifert i billedkunst.

I danskfaget, som har en central placering i hele gymnasieforløbet, er massekommunikation et obligatorisk element. I gymnasiebekendtgørelsen hedder det:

"Undervisningen i massekommunikation skal skærpe elevernes oplevelsesevne og kritiske indsigt gennem arbejdet med delområder inden for især nyeste tids massekommunikation og med massemediernes betydning for bevidsthedsdannelsen efter 2. verdenskrig. Massekommunikation kan også inddrages i forbindelse med den historiske læsning."

I billedkunst, som er obligatorisk fag i 3.g, skal undervisningen "...give eleverne betingelser for at opleve og forstå den skabende proces og de visuelle indtryk." Der skal arbejdes med tre kategorier: billeder i flade, billeder i rum og billeder i tid. Under sidstnævnte kategori indgår f.eks. video, lyd/dias og performance.

Medieundervisning indgår i valgfagene film og tv og samfundsfag.

I film og tv skal eleverne "...arbejde både praktisk og teoretisk med medierne, idet der i undervisningen tilstræbes en sammenhæng mellem det praktiske arbejde og den teoretiske behandling"; i de praktiske forløb "...kan der arbejdes med video, lyd/dias, smalfilm og lydproduktion." Undervisningen skal give et grundlæggende kendskab til et eller flere mediers udtryksformer og produktionsprocesser samt omfatte samtlige faser i en medieproduktion.

Film og tv udbydes ikke på alle gymnasier og HF-kurser; faget findes på ca. hver fjerde skole.

I samfundsfag indgår kommunikation og meningsdannelse under et af de fire obligatoriske områder, som skal gennemgås i undervisningen: sociologi med socialpsykologi.

På HF indgår medieundervisning med stort set samme vægt i den samlede undervisning, som tilfældet er i gymnasiet.

Også i de erhvervsgymnasiale uddannelser til højere teknisk eksamen (HTX) og højere handelseksamen (HHX) indgår medieundervisning. I dansk er det obligatorisk fagområde - mest eksplicit på HTX, hvor der under temaet mediekultur arbejdes med analyse og vurdering af trykte medier, lyd-billedmedier og computerkommunikation.

Medieundervisning i gymnasiet og HF foregår i henhold til gymnasieloven fra 1987, som erstattede loven fra 1971. 1987-loven betød, at massekommunikation som obligatorisk element i dansk blev vægtet mindre end tidligere til fordel for fagets litterære elementer (læsning af klassikere). I fagene historie, samfundsfag og sprogfagene nævnes, at der kan inddrages medietekster i undervisningen. Medieundervisningen som valgmulighed blev dog indført med 1987-loven, idet film og tv ophørte som forsøg og blev et valgfag med eksamen i både fagets teoretiske og praktiske discipliner.

5.1.3 Lærernes uddannelser

Medieundervisning er ikke en obligatorisk del af seminarieuddannelsen, men der er gennemført forsøg med medier som liniefag på to seminarier i slutningen af 1980'erne. Søgningen til medie-liniefaget var stor.

I 1993 startede et studium i medie- og informationskundskab på Danmarks Lærerhøjskole. Der har været stor søgning til studiet, og de første kandidater på exam. pæd. niveau er uddannede. Denne uddannelse planlægges videreført til cand.pæd. niveau.

Med hensyn til efteruddannelse i medier og medieundervisning har der i en række år været afholdt kurser på Danmarks Lærerhøjskole. Desuden udbydes der efteruddannelse på nogle seminarier og kurser af kortere varighed på amtscentraler landet over. Imidlertid viser erfaringerne, at efteruddannelseskurserne langt fra opfylder behovene. Lærernes muligheder for at deltage i kurser er yderligere begrænset af, om den pågældende kommune og den enkelte skole prioriterer medieundervisningen.

For gymnasielærernes vedkommende er mediekundskab integreret i danskfaget på universitetet, og lærerne i film og tv har ligeledes en relevant faglig baggrund. Med hensyn til lærerne i billedkunst, samfundsfag, historie og sprogfagene er det mere vilkårligt, med hvilken vægt mediekundskab indgår i de enkelte læreres faglige ballast.

5.1.4 Andre uddannelsesområder[18]

Medieundervisningen i folkeskolen, ungdomsuddannelserne og lærernes uddannelser har afgørende betydning som forudsætning for udviklingen af børns og unges medieindsigt og -kundskaber. Men også andre uddannelser har betydning i denne sammenhæng. Det gælder uddannelser til bibliotekarer og skolebibliotekarer samt til pædagoger i børnehaver og fritidshjem. Disse uddannelser sigter mod institutioner, som børn og unge anvender i fritiden, hvor medierne også indgår i aktiviteterne - eventuelt i forbindelse med medieværksteder.

5.2 Behov for at styrke medieundervisningen

Medieudvalget har diskuteret medieundervisningens omfang og placering i uddannelsessystemet, og efter udvalgets opfattelse er der et klart behov for at styrke medieundervisningen på alle niveauer.

I sin rapport[19] til Medieudvalget peger medieforsker Kirsten Drotner på, at børns og unges "mediekompetencer er blevet stadig mere centrale for at kunne orientere sig i og deltage i samfundslivet." Hun redegør for, at mange børn og unge allerede i dag oplever en modsætning mellem fritidens blandede mediekultur og skolens dannelseshierarki - en modsætning som ifølge Drotner vil øges, hvis ikke der bygges bro mellem skolens kultur og fritidens mediekultur. "Uddannelsessystemet er et helt centralt forum for mediedannelse, fordi det her er muligt at gøre medierne til en fælles ressource og et fælles udviklingsmiddel på en måde, som fritiden ikke i samme grad levner plads til", konkluderer Kirsten Drotner.

Den centrale problemstilling er efter Medieudvalgets opfattelse, at skolen ikke har været i stand til at opfange et videns- og kompetenceområde, som er blevet stadigt vigtigere både som fundament for arbejdslivet og som fundament for demokratisk medleven i samfundet, og dette er et alvorligt problem, som bør løses.

Elevernes forståelse af kommunikationsprocesserne i samfundet - forstået meget bredt - sikres ikke gennem den nuværende lovgivning. Det er muligt og formodentlig ret almindeligt, at elever forlader folkeskolen, uden at mediernes formidlingsformer, rolle og betydning i samfundet har været inddraget i undervisningen. En sådan forståelse vil være væsentlig for fremtidige voksne såvel i arbejdsliv som fritidsliv. Det vil være betydningsfuldt, at forståelsen for mediernes rolle i de demokratiske processer gives en central plads, ligesom kundskaber om, hvordan man selv kan anvende medierne til at komme til orde og skaffe sig indflydelse, er vigtige.

5.2.1 Formål med medieundervisningen

Medieundervisningen bør tilpasses de enkelte elevers forudsætninger og behov. Formål, metoder mv. må derfor svare til det trin i uddannelsessystemet, som eleverne befinder sig på.

Selv om det er nødvendigt at differentiere medieundervisningen i forhold til uddannelsesniveau, mener Medieudvalget, at der kan formuleres følgende generelle formål med medieundervisningen:

Formålet med medieundervisningen er, at børn og unge opnår grundlæggende færdigheder i at tilegne sig mediernes indhold og udtryksformer, opøver en selvstændig og kritisk stillingtagen og lærer formidling ved hjælp af medier.

Med grundlæggende færdigheder i at tilegne sig mediernes indhold og udtryksformer menes især færdighed i at læse og forstå tekst, billeder og lyd samt at kombinere disse medieudtryk.

Med selvstændig og kritisk stillingtagen menes færdighed i at forstå mediernes budskaber, produktionsforhold, kildegrundlag og funktioner.

Med formidling ved hjælp af medier menes færdighed i at bruge medierne - både de trykte og elektroniske - som kommunikationsredskaber.

En medieundervisning med det formål vil efter Medieudvalgets opfattelse give børn og unge et solidt grundlag for at bruge medierne som sociale, kulturelle og politiske ressourcer. De grundlovssikrede rettigheder til ytringsfrihed og informationsfrihed får mere reelt indhold i hverdagen. Og det enkelte individs handlemuligheder i folkestyret vil blive styrket.

5.2.2 Medieundervisningens område

Formålsformuleringen indebærer, at der undervises både om og med medier.

Medieundervisning om medier bør omfatte:

- medier i forhold til samfund og demokrati;

- medieanalyse og kildekritik;

- mediehistorie, dvs. mediernes udvikling fra den trykte presse til multimedier;

- mediernes produktionsforhold og forhold til modtagerne;

- mediernes indhold, sprog, æstetik og genrer.

Medieundervisning med medier bør omfatte at:

- skrive, redigere og fremstille trykte medier;

- producere statiske og levende billeder;

- producere med lyd;

- søge i databaser og producere med multimedier.

Medieundervisningens område omfatter ikke kun medierne, men i princippet alle de sider af kulturen og samfundet, som har særlig relevans for mediernes indhold, produktion, distribution og modtagelse.

I forhold til faget dansk bør der gøres en ekstra indsats for at styrke elevernes færdigheder i at læse og forstå samt skrive tekst. Som led heri bør eleverne få indsigt i forskellige læsestrategier, så de bedre kan orientere sig i og finde det relevante i en omfattende tekstmængde.

5.2.3 Erfaringer med medieundervisning

At undervise om medier og med medier er to sider af samme sag. Medieudvalget har således hæftet sig ved, at der er gode erfaringer med at skifte mellem teori og praksis i medieundervisningen: at børn og unge i samme undervisningsforløb får viden om medier og arbejder praktisk med dem.

Medieudvalget mener, at der fortsat bør være størst muligt spillerum for eksperimenterende medieundervisning, og udvalget vil derfor ikke komme med anbefalinger om metodeforhold. Men udvalget vil anbefale, at medieundervisningen sikres en obligatorisk plads i skoleforløbet.

Af bilag 3 fremgår en række eksempler på medieundervisning og idéer til udviklingen heraf.

5.3 Medieundervisningens barrierer

For at styrke medieundervisningen i det omfang, som foreslået i de foregående afsnit, er der barrierer at overvinde. Der kan peges på følgende barrierer, der til dels er fælles for uddannelsesniveauerne:

1. den materielle barriere, som angår behovet for mere og bedre udstyr til medieproduktion - f.eks. til skolebibliotekets medieværksted;

2. den uddannelsespolitiske barriere, som angår den politiske vilje til at tildele de nødvendige ressourcer, f.eks. til en styrkelse af lærernes efteruddannelse på medieområdet;

3. den holdningsmæssige barriere, som angår lærernes engagement på området.

Den materielle barriere handler om manglende undervisningsmidler på de enkelte skoler. En del skoler har i dag apparatur til medieproduktion, bl.a. videokameraer og mere eller mindre avancerede former for videoeditering, men der mangler fortsat de fleste steder faciliteter og teknisk udstyr til at gennemføre undervisning i nogen større udstrækning om og med elektroniske medier. Desuden mangler der generelt gode læremidler som håndbøger for lærere, film, programmer og hæfter eller bøger til støtte for elevernes arbejde med de forskellige medietyper.

Den uddannelsespolitiske barriere handler om mangelfulde kundskaber hos lærerne. Medieundervisning som didaktisk område eller kundskaber om mediernes funktion i samfundet indgår ikke i seminariernes læreruddannelsen, og indtil videre har der været meget sparsomme muligheder for efter- og videreuddannelse af lærerne. For ungdomsuddannelsernes vedkommende findes der kapacitet på universiteternes medieinstitutter til at gennemføre efteruddannelser for gymnasielærere og andre lærere i ungdomsuddannelserne. Det foregår allerede i dag i et vist omfang, ligesom de faglige foreninger står for en del efteruddannelse.

Med hensyn til den holdningsmæssige barriere er det Medieudvalgets indtryk, at mange lærere allerede har vist et stort engagement med henblik på at styrke medieundervisningen, men at der er en betydelig tilbageholdenhed og mangel på initiativ blandt andre lærere. Hos nogle lærere synes der endda at herske den holdning, at det er mindre fint at beskæftige sig med visse medier.

Samtidig vil udvalget betone, at selvom der er en række barrierer, hvad angår en styrket medieundervisning, bør skolerne og de enkelte lærere ikke afvente udviklingen. Medieundervisningen kan også gennemføres med enkle midler.

5.4 Medieundervisningens niveauer

Ud fra bl.a. kortlægningen af medieundervisningen (se afsnit 5.1) har Medieudvalget diskuteret mulighederne for at styrke og forbedre medieundervisningen på de enkelte niveauer i uddannelsessystemet.

5.4.1 Folkeskolen

For effektivt at sikre børn og unge den fornødne medieundervisning bør faget medier efter Medieudvalgets opfattelse etableres som et selvstændigt, obligatorisk fag på alle klassetrin. Det kan f.eks. ske ved, at billedkunst, som er obligatorisk fag i 1.-5. klasse, får et bredere sigte, og fortsættes som et bredt mediefag fra 6. til 10. klasse. Et nyt mediefag bør beskæftige sig med både trykte og elektroniske medier.

Medieudvalget er opmærksomt på, at forslag om et nyt, obligatorisk mediefag formentligt kan betyde nedprioritering af andre fag. Imidlertid ser udvalget det ikke som sin opgave at tage stilling til folkeskolens samlede fagstruktur. Udvalget vil alene betone det synspunkt, at opprioritering af mediefaget passende kan ske ved at omdefinere eller samordne beslægtede fag.

At gøre medier til et selvstændigt, obligatorisk fag bør ikke ske på bekostning af den tværfaglige dimension i medieundervisningen. Det vil f.eks. være oplagt, at faget historie også beskæftiger sig med mediehistorie, og at samfundsfag også beskæftiger sig med spørgsmål om medier, demokrati og opinionsdannelse. Og det er nu som før vigtigt, at elever og lærere arbejder med medier som kommunikationsredskab i relevante faglige sammenhænge. Faget dansk bør fortsat varetage vigtige opgaver i medieundervisningen. Det gælder især i forhold til de trykte medier og andre former for tekstbaserede medier og kommunikation.

Hovedmålet må være, at der indføres et større, obligatorisk medieelement integreret i folkeskolens fag.

5.4.2 Ungdomsuddannelserne

Med gymnasierne som eksempel kan det konstateres, at massekommunikation er et obligatorisk element i danskfaget og et led i valgfagene film og tv og samfundsfag, men omfanget er efter Medieudvalgets opfattelse ikke tidssvarende.

En mulig løsning er en to-trins plan, hvor første trin omfatter en udbygning af valgfaget film og tv til en reel valgmulighed på flere skoler, og hvor andet trin sigter mod etablering af et egentligt mediefag, eventuelt i samarbejde med edb-faget, der i stigende grad deler fagområde med mediefaget.

5.4.3 Læreruddannelserne

Mere og bedre medieundervisning i skolerne forudsætter, at medieundervisningen styrkes på lærerseminarierne og lærernes efteruddannelse, herunder også gymnasielærernes efteruddannelse.

Medieudvalget foreslår derfor, at medieundervisning bliver et obligatorisk element i læreruddannelserne. Og det foreslås, at disse uddannelser samt efteruddannelser indeholder:

- teori om mediers indhold, udtryksformer, produktion og funktion;

- kendskab til børns og unges anvendelse af medier;

- elementære færdigheder i produktion af trykte medier, lyd og billeder;

- søgning i databaser og anvendelse af multimedier;

- læsestrategier for søgning i store tekstmængder.

5.4.4 Øvrige uddannelser

Uddannelserne til bibliotekar og skolebibliotekar samt til pædagog i børnehave og fritidshjem bør også indeholde tidssvarende medieundervisning, ligesom der bør findes efteruddannelse i medier bl.a. med henblik på at kunne fungere i tilknytning til lokale medieværksteder.

Udvalget har ikke specielt undersøgt disse uddannelsesområder, men vil pege på det vigtige i, at uddannelserne udvikles i takt med de udfordringer, der tegner sig for børn og unge i kommunikationssamfundet.

5.5 Skolebiblioteker og medieværksteder

For at børn og unge kan arbejde med medier finder Medieudvalget det vigtigt, at skoler har medieværksteder - gerne i tilknytning til skolebiblioteker. Værkstedet bør fungere som ramme om arbejdet med trykte og elektroniske medier i undervisningen. Det er ligeledes vigtigt, at børn og unge har umiddelbar adgang til at orientere sig i en mangfoldighed af medier, f.eks. et udvalg af dagens aviser, til brug i værkstedsarbejdet. Da mange børn og unge ikke har adgang til aviser hjemme, er det af særlig betydning, at de findes som lettilgængelige ressourcer i skolemiljøet.

Som led i at styrke skolebibliotekernes og medieværkstedernes rolle kan det endvidere overvejes at åbne skolebibliotekerne for børn og unge i fritiden. På denne måde kan der tilbydes et mediemiljø, som bidrager til at bygge bro mellem børns og unges skoleliv og fritidsliv.

Af kapitel 4, afsnit 4.4, i denne betænkning fremgår børns ønsker til medieværksteders organisering og funktion.

5.6 Medieforskningen

Der foretages i dag kun få systematiske, kontinuerlige statistiske analyser af det samlede medieudbud og den samlede mediebrug for børn og unge, og der savnes forskningsbaseret viden om bl.a. medieoplevelsernes betydning. Selv om der i de senere år er oprettet forskerstillinger inden for området, kan forskningen karakteriseres som spredt og noget tilfældig.

Som denne betænkning afdækker, er det nødvendigt med både bredde og dybde i forskning om forhold mellem børn, unge og medier - og mediepædagogik.

5.7 Sammenfatning

* Medieundervisning er fortsat ikke en obligatorisk del af folkeskolens undervisning. Med den nye folkeskolelov er mediefag blevet valgmulighed i 8.-10. klasse.

* I lighed med folkeskolen findes medieundervisning i ungdomsuddannelserne som element først og fremmest i danskfaget. Valgfaget film og tv udbydes på ca. 1/4 af landets gymnasier og HF-kurser.

* Skolen har ikke i tilstrækkelig grad været i stand til at opfange, at medier og viden om medier er blevet et centralt videns- og kompetenceområde, som er blevet stadig vigtigere som fundament for arbejdslivet og som fundament for demokratisk medleven i samfundet, og dette er efter medieudvalget et alvorligt problem, som må løses.

* Medieundervisning må gøres til et obligatorisk element i folkeskolen, ungdomsuddannelserne og på seminarierne. Dertil kommer, at efteruddannelsen af lærerne bør styrkes på området.

* Formålet med medieundervisningen er, at børn og unge opnår grundlæggende færdigheder i at tilegne sig mediernes indhold, opøver en selvstændig og kritisk stillingtagen og lærer formidling ved hjælp af medier. Undervisningen må tilpasses det givne uddannelsesniveau.

* Medieundervisning bør omfatte uddannelse om og med medier. Om medier vedrører indsigt i mediernes samfundsmæssige rolle, indhold, kildegrundlag og påvirkningsmuligheder. Med medier vedrører arbejde med selv at fremstille egne medieprodukter, trykte, elektroniske eller multimedier.

* Til ethvert skolebibliotek bør der knyttes et medieværksted, men i 1994 havde kun ca. halvdelen af skolerne medieværksteder.

* Der er behov for kontinuerlig forskning i forhold mellem børn, unge og medier - og mediepædagogik.