De normative presseteorier

Mens den offentlige debat i dag især bekymrer sig om, hvad de moderne massemedier gør ved modtagerne, har tænkningen om mediernes rolle i samfundet historisk set lagt vægten på spørgsmålet om, hvad modtagerne gør med medierne. Medierne er en ressource for borgernes aktive deltagelse i politik og kultur, og de normative presseteorier har siden 1600-tallet givet forslag til, hvorledes kommunikationen mellem borgere, statsmagt og medier kan og bør organiseres. Der er ikke tale om formaliserede videnskabelige teorier, men nok om sammenhængende idésæt med konsekvenser for politisk praksis. Udredningens første del giver en oversigt over disse teoriers udvikling med særligt henblik på den rolle, modtagerne er blevet tildelt, og oversigten leder frem til en karakteristik af de normative presseteoriers fortsatte relevans i 1990ernes mediesituation.

Fra fire til seks teorier

Selvom den vestlige verdens idealer om kommunikation som midlet til at virkeliggøre samfundsmæssige mål har deres oprindelse i det klassiske Grækenland -- i det athenske demokratia og videnskabernes sokratiske dialog -- er det først i begyndelsen af den moderne periode, at ideerne om ytringsfrihed og informationsfrihed bliver til ideologier med en politisk dagsorden. Konfrontationerne mellem de enevældige monarkier og den nye europæiske middelklasse fra midten af 1600-tallet og frem til 1800-tallets borgerlige revolutioner gav anledning til en præcisering af to grundlæggende normative teorier, nemlig den autoritære og den liberalistiske presseteori.

Den autoritære teori udsprang af opfattelsen af det traditionelle samfund som en pyramide, der hvilede på et evigggyldigt, religiøst grundlag. Samfundspyramiden havde monarken placeret i toppen, med undersåtterne på forskellige trin under ham, og den havde sit modstykke både i den religiøse rangfølge mellem Gud og hans tjenere, og i den naturlige rangorden af dyr og planter. Pyramiden blev ikke så meget opfattet som et middel til undertrykkelse, men snarere som en ramme, der tillod alle væsener at nå deres bestemmelse her i verden. Kun som medlem af samfundet kunne det enkelte menneske udfolde sig fuldt ud, og kun en handlekraftig statsmagt kunne bevare samfundet stabilt i den foreskrevne form. Også viden og værdier kommer ifølge den autoritære presseteori ovenfra, og kun bestemte pålidelige individer får tilladelse til at kommunikere disse videre til en større offentlighed og overvåges iøvrigt nøje, eventuelt gennem censur. Det siger sig selv, at modtagerne ifølge den autoritære presseteori er just dét -- modtagere af meddelelser fra en politisk og religiøs øvrighed, som véd bedre.

Den liberalistiske teori udfordrede den autoritære teori som led i det større historiske skifte fra traditionelle til moderne samfund. Udgangspunktet var opfattelsen af det enkelte menneske som et mål i sig selv, udstyret med et antal naturlige økonomiske, politiske og kulturelle rettigheder. Samtidig blev mennesket nu opfattet som et rationelt dyr, der selv var i stand til at fastsætte og afgrænse disse rettigheder eller friheder. Den økonomiske frihed til at søge sin egen lykke modsvares af den politiske frihed til at deltage i de kollektive beslutninger, som ideelt set fremmer alles lykke. Den tredje, kulturelle frihed sikrer det enkeltes individs deltagelse i de overvejelser og debatter, der skal føre frem til de kollektive beslutninger. Og i kraft af den økonomiske frihed har enhver i princippet mulighed for at ytre sig ved at etablere sin egen presse. Markedet for varer bliver også et marked for idéer. På samfundsniveau bliver pressen da også beskrevet som en uafhængig fjerde statsmagt, der kan kontrollere og kritisere den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.

For modtagerne, de almindelige borgere, rummer det liberalistiske mediemarked både muligheder og begrænsninger. På den ene side tilkender teorien dem en hidtil uset mulighed for at modtage og afsende væsentlig og kontroversiel information. På den anden side sætter teknologi og især økonomi snævre grænser for, hvem der kan kommunikere hvad og til hvor mange, og på en måde, der kan få samfundsmæssige konsekvenser. Iøvrigt havde den liberalistiske teori oprindelig kun forudset, at mænd med en vis uddannelse og indkomst, i en vis aldersgruppe, skulle deltage i samfundskommunikationen.

Det 20. århundredes historie bidrog i første omgang med to yderligere normative teorier. Den totalitære teori, eller den kommunistiske presseteori, voksede frem i kølvandet på 1917-revolutionen i Sovjetunionen og blev styrende for de kommunistiske staters medieopbygning. Det er omdiskuteret, om den totalitære teori adskiller sig afgørende fra den autoritære (og hvor f.eks. 1930ernes fascistiske regimer passer ind i teorierne); helt frem til 1980erne optrådte skellet i amerikansk udenrigspolitik som en begrundelse for, hvilke regimer man ville samarbejde med (autoritære militærdiktaturer, der angiveligt kunne udvikle sig til demokratier), og hvilke ikke (totalitære kommunistiske stater, der ansås for uforbederlige). Imidlertid er det for det første karakteristisk, at den totalitære teori ikke blot lægger op til statens centrale styring af medierne, men at formålet er en gennemgribende omformning, modsat en bevarelse, af det eksisterende samfund i overensstemmelse med en politisk utopi. For det andet er det afgørende for både utopien og teorien, at staten ejer og kontrollerer produktionsmidlerne, også de kulturproducerende medier. Ligesom den autoritære teori definerer den totalitære teori borgerne som modtagere af den rette lære, men også som redskaber til omformningen af samfundet, økonomisk, politisk og altså kulturelt.

Konfrontationen mellem liberalistisk og totalitær presseteori har været et velkendt led i øst-vest konfrontationen efter 1945, lige så kendt som den totalitære teoris sammenbrud efter 1989. Det er mindre kendt, at også den liberalistiske teori i efterkrigstiden har gennemlevet en krise, der førte til formuleringen af den sociale ansvarlighedsteori. I løbet af det 20. århundrede og især siden 2. verdenskrig er det blevet selvindlysende, at `frihed' til at afsende og modtage information ikke i sig selv kan sikre alsidig og relevant kommunikation mellem individer og institutioner i samfundet. Dels er der fremkommet nye teknologier -- film, radio, tv, telematik -- som kun giver grundlag for forholdsvis få enkeltmedier, fordi de kræver meget store ressourcer både økonomisk og professionelt, og fordi selve teknikken (antallet af radio- og tv-frekvenser) i det mindste indtil videre har begrænset antallet af afsendere. Dels har markedskræfterne også bidraget til en koncentration i mediesektoren, der ofte tager form af egentlige monopoler, og til et indhold, som mere tilgodeser det store flertal blandt modtagerne (den laveste fællesnævner) end de mange mindretal, som ethvert flertal også består af.

På den baggrund foreskriver den sociale ansvarlighedsteori, at medierne har ansvaret for at informere alle grupper i en nation eller et lokalsamfund i en form, der endvidere gør dialog mellem grupperne mulig. Garanterne for denne kommunikationsform er afsendernes professionalisme samt modtagernes respons og egne bidrag til medierne. Modtagerne kan altså delvis varetage egne interesser igennem deres bidrag til samfundskommunikationen, ligesom også den liberalistiske teori understregede. Men herudover udpeger den sociale ansvarlighedsteori journalisterne og andre mediearbejdere som borgernes repræsentanter i den fjerde statsmagt -- professionelle modstykker til borgernes politiske repræsentanter inden for de lovgivende og udøvende magter. Teorien angår principielt alle medier, men er i Europa især udmøntet i princippet om `public service' inden for radio og tv.

Det var disse fire klassiske teorier, der under Den kolde Krig blev sammenfattet som de valgmuligheder, 300 års politisk historie og filosofi havde påpeget (Siebert, Peterson, & Schramm, 1956). Men både historien og filosofien er siden da blevet udfordret på mindst to fronter. Afkoloniseringen fra begyndelsen af 1960erne var med til at sætte fremstillingen af ikke-vestlige kulturer i de internationale medier på den politiske og videnskabelige dagsorden. Den politiske debat blev i løbet af 1970erne og 1980erne ført inden for rammerne af UNESCO. Målet for især Den tredje Verdens lande var her at opnå en mere afbalanceret strøm af nyheder til og fra disse lande på trods af de vestlige nyhedsbureauers dominans. Forskningen kunne delvis bekræfte ubalancen mellem rige og fattige lande også på informationsområdet, og man forsøgte herudover at formulere en bredere udviklingsteori for medieområdet (MacBride, 1980). En sådan teori må foretage en afvejning af interesser på to niveauer -- på det internationale niveau mellem (Første Verdens) nyhedsmediernes interesse i en `fri' informationsstrøm og de enkelte (Tredje Verdens) landes interesse i et nuanceret billede af `deres' kulturelle virkelighed, og på det nationale niveau mellem de fleste politiske aktørers principielle interesse i pressefrihed og en siddende regerings praktiske interesse i at bruge medierne i en bestemt social udviklings tjeneste. I praktisk politik har disse modsatrettede interesser ført til ideologisk og økonomisk lammende konflikter i bl.a. UNESCO. I medieforskningen har udviklingsteorien understreget behovet for at udvikle en egentlig interkulturel kommunikationsteori om mediernes mulige rolle i forskellige politiske og kulturelle systemer. Ud fra modtagernes perspektiv bliver det centrale spørgsmål, hvilken mediestruktur der kan forene deres interesse i en alsidig informationsstrøm med deres interesse i en målrettet brug af medierne til at forbedre de samlede livsvilkår for kulturen og den enkelte.

Også internt i den vestlige verden satte 1960ernes politiske og kulturelle opbrud spørgsmålstegn ved de dominerende nyhedsmediers sociale ansvarlighed, specielt deres åbenhed over for offentligheden. Kombineret med en ny opmærksomhed om kommunikationsteknologiernes demokratiserende muligheder førte kritikken til en deltagelsesteori: Alle modtagere kan blive afsendere, og de kan dermed gennem medierne deltage aktivt i politik og samfundsliv. Selvom dette perspektiv som sagt allerede lå i både liberalismen og den sociale ansvarlighedsteori, drager deltagelsesteorien den videre, strukturelle konsekvens og spørger, hvordan man kan tilrettelægge den politiske kommunikation, således at borgernes deltagelse i processen bliver så omfattende som muligt, kvantitativt og kvalitativt. Deltagelsesteorien udspringer af kritisk samfundsteori (Brecht, 1932/1974; Enzensberger, 1970/1974), men har desuden været en væsentlig inspiration for de sidste årtiers forsøg med både lokalmedier og computermedier, i Danmark og internationalt. At modtagernes deltagelse i praksis er blevet noget mindre end forudset i teorien, har både økonomiske, teknologiske og professionelle årsager, men det har ikke ændret afgørende ved teoriens fortsatte tiltrækningskraft i store dele af det politiske spektrum i dag.

Fra negative til positive rettigheder

I 1990erne har de seks valgmuligheder indskrænket sig til tre i dansk politisk praksis. Ligesom de totalitære og autoritære teorier har spillet fallit internationalt, er den klassiske liberalistiske teori ikke mere nogen relevant mediepolitisk position. Liberalismens begrænsninger førte den sociale ansvarlighedsteori med sig, og utilfredsheden med den sociale ansvarlighedsteoris reformisme førte deltagelsesteorien med sig. Dansk mediepolitik må i dag først og fremmest tage stilling til, hvilke elementer af ansvarlighed og deltagelse der kan indbygges i det samlede mediesystem, og i hvilken institutionel form. Samtidig udgør den interkulturelle udviklingsteori en særlig udfordring til mediepolitikken på et tidspunkt, hvor det flerkulturelle samfund er blevet den daglige virkelighed i Danmark, ikke kun via migration over grænserne, men også via de transnationale medier.

Valgsituationen kan præciseres i et sammenfattende historisk perspektiv, nemlig det grundlæggende skift i opfattelsen af borgernes frihedsrettigheder, der er sket i løbet af det 20. århundrede. `Frihed' har nemlig mindst to betydninger. På den ene side betyder frihed fraværet af begrænsninger på individets udfoldelse i form af økonomisk aktivitet, politisk engagement og kulturel kreativitet. 1800-tallets liberalistiske revolutioner havde denne negative definition af rettigheder som deres ledestjerne: Individet skulle nu befries for fortidens snærende bånd og udfolde sine muligheder inden for rammerne af en minimal statslig regulering. Frihed er fraværet af `det onde'.

På den anden side er frihed tilstedeværelsen af `det gode' -- i form af de betingelser, der er nødvendige for, at individerne selv kan udfylde rammerne med dét, de opfatter som det gode liv. I lyset af økonomiske kriser og krige blev denne positive definition af rettigheder fastslået i mellemkrigstiden, både i de tidlige europæiske velfærdsdemokratier og i New Deal-tidens USA (Habermas, 1962/1971: 212; om den danske udvikling, se Mørch, 1987: 135-188, og Pedersen m.fl., 1994: kapitel 7). Udbygningen af socialvæsen og skattevæsen gik hånd i hånd og fik en stadig stærkere integration af den private og den offentlige sektor som resultat. Den positive definition af rettigheder er måske det mest afgørende træk ved de samfund, der i dag forstår sig selv som på én gang moderne og civiliserede. De centrale stridspunkter er blevet de positive rettigheders omfang og gyldighedsområde: Hvor omfattende skal f.eks. det sociale sikkerhedsnet være, og bør det være en positiv rettighed at kunne læse mindst én daglig lokalavis?

Også Medieudvalgets Kommissorium tager allerede i udgangspunktet en positiv definition af rettigheder på kommunikationsområdet for givet, når der tales om at sikre betingelserne for, at "den enkelte borger får mulighed for at udnytte sine økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder" (Statsministeriet, 1994: 1). Spørgsmålet bliver derfor først og fremmest, hvilke midler der kan og bør tages i brug for at sikre mediernes sociale ansvarlighed og offentlighedens deltagelse i samfundskommunikationen. Her hører de normative teoriers svar imidlertid op; spørgsmålet om midler kan ikke besvares principielt og abstrakt. Ligesom hver af teorierne, som påvist, er vokset ud af en konkret historisk og politisk sammenhæng, må afvejningen og videreudviklingen af teorierne med henblik på konkrete mediepolitiske valg tilpasses dagens danske medier. Et nødvendigt grundlag for at foretage disse valg er en nuanceret viden om offentlighedens oplevelse af nyhedsmediernes relevans. Hvad modtagerne mener om, og gør med, medierne, er ikke nødvendigvis det rigtige, men ét er sikkert: Modtagernes nyheder adskiller sig i væsentlige henseender fra journalisternes og politikernes nyheder.