Modtagernes nyheder

Baggrund og metode

Den danske offentlighed var i begyndelsen af 1990erne gennem nyhedsmedierne vidne til to udviklinger, der umiddelbart kunne være svære at forklare. I Danmark stemte et lille flertal af befolkningen i første omgang, i 1992, imod tilslutning til Den europæiske Union. Det skete på trods af, at stort set hele det danske politiske liv og næsten den samlede danske presse støttede Unionen. Ved den anden afstemning, i 1993, var der et lidt større, men stadig ganske lille flertal for tilslutning til EU.

I Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen gik fortidens unioner i opløsning på det politiske, økonomiske og militære område. Det skete på trods af, at en lang række magtfulde interesser -- i og uden for landenes medier, i de enkelte lande og i internationalt politisk-økonomisk samarbejde -- ønskede at bevare en stabil ramme om produktionen og samfundslivet, i hvert fald i en overgangsperiode. Samtidig dukkede der kulturelle, etniske og religiøse strømninger op på samfundets overflade, som i en lang periode havde været `glemt', i det mindste i mange politiske kredse og nyhedsmedier.

Begge udviklinger kan fortolkes som udtryk for, at en væsentlig del af dén proces, nyhedsmedier og politikere kalder `opinionsdannelsen', foregår i relativ ubemærkethed, mand og kvinde imellem, og at den af og til skaber en overraskende opinion og udvikling. Udredningens anden del sammenfatter det seneste danske forskningsprojekt om den oversete understrøm af betydninger og synspunkter, som danskere formulerer til daglig, bl.a. med udgangspunkt i deres tv-nyheder (se de samlede resultater i Jensen, 1994). I forhold til tidligere undersøgelser om nyhedsstrømmen i verden har denne undersøgelse lagt vægten på spørgsmålet om, hvad der sker med nyhedsstrømmen, efter den når frem til modtagerne. Den danske undersøgelse indgår iøvrigt i et internationalt projekt, der sammenligner seernes brug og oplevelse af tv-nyheder i otte forskellige lande -- Danmark, Hviderusland, Indien, Israel, Italien, Mexico, Tyskland og USA .

Undersøgelsen har benyttet flere forskellige metoder: indholdsanalyse af de landsdækkende tv-nyheder i en udvalgt periode; individuelle interviews om disse nyheder; samt gruppeinterviews og observationer i et mindre antal husstande. Omdrejningspunktet i undersøgelsen er gruppeinterviewene, der især drejede sig om fire emner: respondenternes genfortælling af de væsentligste indslag, sådan som de opfattede dem; deres beskrivelse af, hvad der normalt foregår i stuen, når der ses nyheder; deres sammenligninger mellem tv-nyheder og andre nyhedsmedier; og respondenternes vurdering af, hvad tv-nyheder kan bruges til.

Eftersom formålet var at indfange nuancerne i modtagernes nyheder ved at gå i dybden med deres synspunkter, er der lavet forholdsvis få interviews, ialt 11 husstandsinterviews og observationer samt det tilsvarende antal individuelle interviews; dette omfang er almindeligt i international forskning af denne type. Undersøgelsen udtaler sig derfor ikke om, hvem der ser hvad og hvor ofte (det dokumenteres løbende i TV-meter-undersøgelsen og andre forbrugsanalyser), eller hvor mange danske seere der mener dette eller hint, men om de kriterier og kategorier, disse seere bringer på bane, når de skal beskrive og vurdere nyheder. Det er altså selve beskrivelsernes forekomst, ikke deres genkomst, som er af betydning her. Ofte er det jo den enkelte konkrete beskrivelse, der kan få os til at se verden på en ny måde. Undersøgelsen bidrager til en afklaring af, hvordan nyhedernes verden ser ud i danske seeres øjne.

1'eren, 2'eren og de andre nyhedsmedier

Når respondenterne sammenligner aviser, radio og tv, kommer der især to pointer frem: Nyhedsmedierne udgør et `mix', som man jo ikke er tvunget til at vælge imellem. Samtidig står det klart, at tv opfattes som omdrejningspunktet i det samlede mediemiljø -- centralmediet i Danmark.

Aviser giver det, som mange tv-nyheder mangler, mere "baggrund" og flere "nuancer". Og fordi man har lejlighed til at genlæse nyheder, kan man bagefter føle, at man er "mere oplyst", og at man husker mere konkret. Derudover forbindes aviserne, fordi det er trykte medier, med mere troværdig, endelig information, selvom tv-billeder i vidt omfang opfattes som en direkte og pålidelig gengivelse af virkeligheden. En yngre mand bemærker også, at man som avislæser er sin egen "regissør", der selv sammensætter nyhedsmåltidet.

Alligevel er det altså tydeligt, at tv i vidt omfang har erstattet aviser som pejlemærke i respondenternes orientering mod samfundet og verden. TV har mindst to kvaliteter, som gør det til et mere effektivt nyhedsmedie. Billedet holder opmærksomheden fast, "Altså helt, øhm, biologisk, naturligt, så siver den nok bedst ind, øh, når man ser billeder til det". Og hvis man føler, man har for lidt tid, giver tv, "næsten omkostningsfrit" i tidsforbrug, "en relativt høj information om nogen centrale spørgsmål på en nemt tilgængelig måde".

Radionyheder kan ligesom tv give en oversigt, og derudover kan radio inspirere til at se tv. Både i omtalen af aviser og radio ligger det som en skjult antagelse, at de er bedre, mere lødige nyhedsmedier end tv, der kan opfattes som "en dårlig vane", når de samme oplysninger nu kan fås i radioen. Men billederne er altså en afgørende attraktion. Billeder kan på den anden side være `farlige', fordi de fastholder og i virkeligheden afleder opmærksomheden fra indslagets helhed.

Forskelle og ligheder mellem de to centrale danske tv-nyhedsprogrammer får stor opmærksomhed. Men programmerne opfattes først og fremmest som det samme `produkt' i forskellig `indpakning'. Respondenterne peger altså ikke på egentlige forskelle i nyhedsudvælgelsen på de to kanaler, og tidligere tiders intense offentlige debat om politisk farvning af tv-nyheder optræder ikke i interviewene.

TV-Avisen fremstår som storebror, som danskernes velkendte, ansvarlige og omhyggelige budbringer. Vurderingen udtrykkes i beskrivelser som "seriøs", "til bunds", "mere dybde", "bedre forklaring", "gennemarbejdet", "professionel". Og vejrudsigten fremhæves som en del af udsendelsens særlige informationsværdi.

Nyhederne er forbundet med mere blandede følelser. På den ene side ses programmets nyheder i et positivt lys som "koncentrerede" og "kontante", "unge" og "strømlinede", "friskere", "bredere", med mere "tempo". På den anden side finder man her mere "pop" og "sladder", og Nyhederne lugter lidt af "parfumesælgere". Kritikken nuanceres, når én respondent siger, at programmet i starten var "amatøragtigt", men nu er blevet bedre, muligvis også fordi seerens vurdering har ændret sig i takt med et nyt mediebillede. Endvidere forklarer en anden respondent TV2-programmets begrænsninger med henvisning til dets mere begrænsede budget. Blandt styrkerne nævnes det også, at Nyhederne har mere kritiske interviews end TV-Avisen.

Kritikken og diskussionen om mulige ændringer i danske tv-nyheder går især på forholdet mellem `oversigt' og `baggrund', og respondenterne henviser her til forskellige svenske, tyske og amerikanske modeller. Hvis man fastholder, at de daglige tv-nyhedsudsendelser i princippet må henvende sig til alle, har man i den differentierede form, med klarere skel mellem oversigt og baggrund, en fællesnævner, der muligvis kunne tilfredsstille begge grupper af seere. I den sammenhæng bliver CNN et symbol på den udfordring om produktudvikling, som nyhedsafdelingerne på både DR og TV2 står over for. CNN tilbyder en ny, kortfattet og lettilgængelig nyhedsform til dem, der definerer nyheder som `oversigt'. Og CNN giver også, i princippet og i nogle af sine nuværende magasiner, plads for nogle meget mere differentierede programformer inden for en udvidet programflade -- til glæde for dem, der kræver nyheder i betydningen `baggrund'. Udfordringen består i at kombinere disse to elementer i en ny henvendelsesform til seeren, der passer til den danske sammenhæng, og som hverken lugter af parfumesælgere eller mølkugler.

Billeder i hovedet

Billedsiden spiller en særlig rolle for udviklingen af fremtidens nyhedsformidling, ikke blot på tv, men også i nye computermedier såvel som i forskellige trykte medier. Selvom de danske tv-stationer er begyndt mere målrettet at lade billederne fortælle historien, er det stadig en begrænset del af billedernes spektrum, som udnyttes. I den ene ende af spektret findes `stereotyperne'. Alle ved, hvordan nyhedsbilleder -- af en politiker eller embedsmand bag et skrivebord, af en afbrændt landsby i en krigszone, eller af et sultende barn dækket af fluer -- ser ud. Et af problemerne ved de stereotypiske billeder er, at de til modtagerne udsender et kraftigt `signal', der kan overdøve pointen i den talte kommentar eller i en interviewpersons svar.

I den modsatte ende af spektret ligger de `selvstændige' billeder -- billeder, der har `revet sig løs' fra sammenhængen og giver anledning til tankespring og associationer. Billedsidens selvstændige information giver mulighed for, at man helt kan fortabe sig i nyhedsbillederne, f.eks. et landskab eller bysceneri, men også i studieværtens og andre personers udseende.

En væsentlig udfordring i produktionen af tv-nyheder er at navigere mellem disse to yderpunkter. Når det lykkes, ud fra seerens perspektiv, kan man tale om billeder som `øjenåbnere'. Der er dels den kontante effekt i form af bedre forståelse. Dels bidrager billederne også til en oplevelse, man kunne kalde sanseligt nærvær. Sådanne billeder giver seeren et konkret symbol på indslagets pointe. De `øjenåbnende' billeder adskiller sig fra de `stereotypiske' ved at have symbolske perspektiver, og fra de `selvstændige' ved at have konkret forbindelse til journalistens nyhed. Et konkret symbol formidler ikke i sig selv viden om nuancerne bag ved de generelle temaer, men det kan være det håndtag, der giver seerne mulighed for at gribe fat i indslaget og lukke det op ud fra deres eget perspektiv. Øjenåbnerne kommenteres og værdsættes af respondenterne.

Verden foran skærmen

Vurderingerne af de forskellige nyhedsmedier giver et første bud på, hvordan tv-nyheder kunne, og måske burde, henvende sig til seerne, for dermed at skabe sammenhænge mellem de enkelte nyheder indbyrdes og mellem nyhed og seer. Men sammenhængen skabes først i seerens hovede. Inden nyheden når så langt, skal den forcere hverdagens verden foran skærmen. I modsætning til en offentlig debat, der gerne tager for givet, at store og små danskere er i tvs vold fra morgen til kvæld, tyder den nyere medieforskning snarere på, at hverdagen kommer før tv, selvom hverdagen i et vist omfang kan indrettes, så der bliver plads til tv.

Massemedierne er bl.a. et redskab, man kan bruge til at sætte form på sin hverdag, og de enkelte medier bliver da også forbundet med bestemte tidspunkter og gøremål. I forskellige familier spiser man før, under eller efter `sine' tv-nyheder, og forældre giver børn lov til at vente med at gå i seng, indtil et bestemt program er færdigt. I den sammenhæng spiller børnene naturligvis en særlig rolle: Afhængigt af børnenes alder kan tv-sening være en umulighed, en babysitter, et samlingspunkt for familien eller noget, `de gamle' gør.

Nyhederne har en særlig betydning for hverdagens form, og en særlig prestige i forhold til andre programmer i tv, fordi respondenterne oplever dem som et led i deres rolle som samfundsborgere. Som bindeleddet mellem politik og hverdag bør nyheder, mener man, have deres faste plads i hverdagen. Dog er det i mange tilfælde en overdrivelse at sige, at der bliver `set' tv-nyheder. Snarere bliver der `hørt' tv, mens der også bliver snakket, strikket, læst lektier og smurt madpakker -- og af og til samles opmærksomheden så om tv.

At se tv-nyheder sætter ikke blot form, men også mening på hverdagen. Ud fra seernes perspektiv er den enkelte journalistiske information eller pointe mindre afgørende end de generelle begreber, perspektiver og temaer, der knytter forbindelsen mellem nyhedernes verden og seernes egen verden. Der er ofte tale om meget brede temaer, som ved første øjekast kun har ganske lidt til fælles med detaljerne og nuancerne i `journalisternes nyhed' -- noget, man i medieforskningen har kaldt for supertemaer. Disse supertemaer udgør tilsammen en slags mentalt `kort' af nyhedernes verden, som respondenterne tilsyneladende går rundt med i hovedet.

Verden i hovedet

Ordet `andegården' går igen i flere interviews, og selve temaet -- det lille, rige, selvtilfredse land, der f.eks. i forbindelse med Unionsafstemningen for et kort øjeblik soler sig i den internationale interesse -- bliver bragt på bane i forbindelse med flere forskellige indslag. Omvendt giver respondenterne dermed udtryk for, at de selv delvis har gennemskuet `andegården' med udgangspunkt i en Jantelov, der bliver møntet på hele nationen: `Du skal ikke tro, du er noget, Danmark!'

`Andegårdens' modsætning træffer man i respondenternes omtale af `krigen', der normalt foregår langt fra -- men nu også i det tidligere Jugoslavien foruroligende tæt på -- Danmark. Der er netop tale om krigen i bestemt form og i bred almindelighed: Beskrivelserne antyder en oplevelse af en vag og alligevel reel trussel mod den enkelte. Fra et dansk synspunkt er den nære verden tryg, men begrænset; verden derude er truende, men samtidig forpligtende. Hvis forbindelsen bliver for overvældende for seerne, kan de jo helt slukke for den, men de kan også skrue ned for den igennem ironi og distance.

Endnu et gennemgående seer-tema har at gøre med `dem, det går ud over' -- ofrene ikke blot for krigen, men også for andre beslutninger og begivenheder bl.a. i den hjemlige andegård. Det betyder ikke, at seerne nødvendigvis opfatter sig selv som uskyldige og viljeløse ofre for en grum verden, men nok at forskellige mulige konsekvenser er et afgørende kriterium for seernes vurdering af en nyheds relevans.

Spørgsmålet om, `hvem det går ud over', hænger naturligt sammen med et spørgsmål om `de, der bestemmer' over forhold i seerens hverdag. Forestillingen om magt, der udøves igennem upersonlige, men meget nærværende hierarkier, står centralt i respondenternes oplevelse af nyheder.

Man kan sammenfatte resultaterne i en model med fire dimensioner, der udgør en grundstruktur i respondenternes oplevelse af verden via tv-nyheder. I modellen er det også angivet, hvor de generelle supertemaer kan placeres på akserne. Desuden bliver det muligt, ud fra modellen og de generelle temaer, at belyse nogle forskelle mellem respondenter med forskellig social baggrund.

Den vandrette akse angiver det rum, som seeren befinder sig i, sammen med begivenhederne i nyhederne. Og der er vel at mærke tale om `et mentalt og socialt rum': Det er ikke den absolutte, geografiske afstand, men den oplevede afstand, som kan forklare nyhedsoplevelsen. Med respondenternes egne begreber kan en begivenhed placere sig på en akse fra `andegården', som næsten er for tæt på, til `krigen', der befinder sig alt for langt ude i sindssygens ingenmandsland.

Den lodrette akse markerer underordningen af `dem, det går ud over', under `dem, der bestemmer'. Selvom respondenterne placerer sig selv forskelligt på denne akse, i forhold til forskellige slags begivenheder, er det tydeligt, at magtforholdet mellem samfundets institutioner og den enkelte seer er styrende for fortolkningen af de enkelte indslag.

Denne udredning har sagt mindre om den tværgående akse, som forbinder seeren med `de andre'. Pointen er, at vi får vores identitet -- socialt, kulturelt og etnisk -- i vores omgang med andre og igennem deres perspektiv på os. `De andre' kan være familien, en interessegruppe, en religion, og så videre. Respondenterne henviser indirekte til aksen, når de f.eks. sammenligner sig selv med mennesker i det tidligere Jugoslavien eller i den 3. verden, og når de placerer sig selv i en bestemt gruppe, som `det går ud over'. Man kan sige det sådan, at respondenterne tilskriver de lodrette og vandrette akser betydning ud fra den tværgående akses værdier og kategorier. Vi kan kun blive `os selv' i forhold til `de andre' i samfundet og i verden.

Endelig benytter respondenterne af og til den historiske tidsakse som en sigtelinie for at forstå nutidens nyheder. Et centralt eksempel er den 2. verdenskrig, ikke mindst den tyske besættelse af Danmark, der dukker op både som en parallel til krigen i det tidligere Jugoslavien og som en baggrund for EF-debatten, bl.a. i spørgsmålet om Tysklands rolle i fremtidens Europa. Et andet eksempel er Sarajevo, der for nogle respondenter bliver symbol både for den 1. verdenskrig og for en mulig 3. verdenskrig.

Den dobbelte virkelighed

Modellen er med til at etablere et skel mellem respondenter med kortere eller længere uddannelse. Således er det respondenter med en længerevarende uddannelse, der er i stand til nuancere deres forståelse af nyheder ud over de helt generelle supertemaer, mens supertemaerne og modellens akser for nogle respondenter med kortere uddannelse bliver deres eneste livline til nyhedernes verden. Der er altså tale om `informationsstærke' og `informationssvage' grupper. Det er bemærkelsesværdigt, at den `informationssvage' gruppe ud fra denne definition er ganske bredt sammensat og, ud over mennesker med f.eks. 7 års skolegang, også omfatter flere respondenter med en mellemlang videregående uddannelse.

Et andet skel mellem de to uddannelsesgrupper har at gøre med nyhedernes status som `virkelighed'. Nyhedernes billede, lyd og tekst opfattes i vidt omfang som virkelighed af begge grupper, men der findes også en anden, skjult virkelighed, man selv som seer må hente frem igennem fortolkning. I interviewene optræder der to forskellige typer af forklaringer på forholdet mellem den åbenlyse og den skjulte virkelighed. For det første taler nogle respondenter om `sammensværgelser', som de mener enten styrer afgørende begivenheder i det danske samfund og i verden, eller som eventuelt har været styrende for, at lige præcis disse begivenheder blev dækket i tv-nyhederne. Den anden type forklaring på tv-nyhedernes forhold til den bagvedliggende virkelighed lægger vægten på de komplicerede sammenhænge under hverdagens overflade, samfundets `strukturer'. Igen er det respondenter med længerevarende uddannelse, der henviser til samfundets strukturer, mens andre med korterevarende uddannelse taler om mulige sammensværgelser.

Efter nyhederne

Når nyhederne er forbi, skal de stadig stå deres prøve som ressourcer for mediebrugernes deltagelse i den politiske proces. På den ene side knyttes der, også ifølge disse respondenter, forbindelser mellem tv-nyhederne og den politiske offentlighed igennem hverdagens mange forskellige slags samtaler. Efter at man som seer har konstateret, at `der ikke er sket noget særligt' -- at man selv, ens familie, lokalsamfund eller land ikke er i fare -- bliver der plads til videre overvejelser over, og samtale om, de seneste nyheder. Der er iøvrigt ikke kun tale om udveksling af synspunkter, men også i vidt omfang om videreformidling af information. Fra tidligere forskning ved man, at denne dagsordensættende funktion er central for nyhedsmediernes virkninger i bred forstand på det omgivende samfund. Mens medierne kun i begrænset omfang kan fortælle modtagerne, hvad de skal mene, fortæller de i højere grad modtagerne, hvad de bør mene noget om.

På den anden side tyder beskrivelserne på, at respondenterne opfatter sig selv som seere, der overvåger verden igennem nyhederne, uden at debattere eller handle ud fra informationerne i større omfang. Selvom den selvstændige stillingtagen ud fra de foreliggende informationer også er et politisk ideal for disse mediebrugere, kan man med nogen ret hævde, at deres politiske deltagelse består i forbrug af nyhedsmedier. Der er i den sammenhæng grund til at understrege, at heller ikke gruppen af forholdsvis informationsstærke respondenter er i stand til at begrunde nyhedernes konkrete relevans eller deres egen brug af informationerne. Det er nærliggende at fortolke deres mere nuancerede forståelse som led i et psykologisk forsvar, der adskiller sig fra, men ikke nødvendigvis er mere hensigtsmæssig end de informationssvage respondenters strategier over for en mængde og type af informationer, som de alle burde engagere sig i, både ifølge de normative presseteorier og ud fra deres eget perspektiv. Hvis nyheder således kun har en lille politisk brugsværdi, kan det skyldes ikke blot begrænsninger ved selve nyhedsformidlingens form eller bagstræb i det politiske system: Det kan også skyldes en manglende stillingtagen til, og planlægning af, de bindeled mellem de politiske institutioner og offentligheden, som tilsammen skaber et demokrati.