Mediepolitikkens ABC

Demokratiets skizofreni

Udredningens to første afsnit har dokumenteret en modsætning mellem de politiske teorier om mediernes rolle i den demokratiske proces og modtagernes mediebrug i praksis. Modsætningen er så grundlæggende, at den må fortolkes som en krise i demokratiets selvforståelse -- en skizofreni på samfundsniveau. De normative presseteorier fastholder en positiv definition af borgernes rettigheder til at bidrage aktivt til den samfundsmæssige debat og de politiske beslutninger, der skal omsætte synspunkter i handling. Modtagernes nyheder beskriver derimod en politisk virkelighed, som i al væsentlighed ligger uden for mediebrugernes rækkevidde. Dette tredje og sidste afsnit skitserer en række muligheder for at behandle, om ikke kurere, demokratiets skizofreni. Præmissen for de valgmuligheder, der gennemgås, er, at mediepolitiske debatter og beslutninger bør interessere sig mindre end hidtil for (de i sig selv væsentlige) spørgsmål om selve kommunikationens forløb -- hvem har mulighed for at kommunikere med hvem om hvilke emner og i hvilket omfang -- og mere for kommunikationens afslutning. Mediepolitikkens centrale udfordring er at tage stilling til forholdet mellem politisk kommunikation og de handlinger i samfundet, som kommunikation gør mulige.

Kommunikationens afslutning

Den mediepolitiske debat lægger normalt afgørende vægt på selve dette `at holde snakken i samfundet gående'. I sin mest banale form er synspunktet, at kommunikation er bedre end konfrontation, hvad enten slagsmålet bliver korporligt eller verbalt. Så længe dialogen er i gang, er beslutninger, som går imod nogle af deltagernes interesser, suspenderet. Men før eller senere slutter samtalen og afløses af handling, selvom det måske ikke er alle samtalens deltagere, der opdager det. Det er i den reelle demokratiske dialogs interesse, at dialogen som et fast punkt på dagsordenen retter opmærksomheden mod sin egen afslutning.

Også de normative presseteorier har lagt hovedvægten på selve kommunikationsprocessen. Det var tydeligst i den liberalistiske teori, hvis mål var at fjerne traditionelle begrænsninger på kommunikationen, men den sociale ansvarlighedsteori har ligeledes defineret pressens ansvar som en sikring af kommunikationens indhold og forløb, snarere end dens afslutning. Også udviklingsteorien har først og fremmest stillet krav til en ligelig repræsentation af alle kulturer i verdenskommunikationen. Selv deltagelsesteorien har hovedsagelig understreget behovet for mere kommunikation, nedefra og fra samfundets udkanter.

Hvis kommunikationens afslutning skal inddrages i fremtidens lovgivning og infrastruktur, vil det således kræve en nytænkning af mediepolitikken.

Udfordringen kan præciseres med udgangspunkt i begrebet interaktivitet, som har mindst to betydninger. I den mediepolitiske debat, især om det såkaldte `informationssamfund', optræder begrebet som et ideal for de nye kommunikationsformer, som telematikken -- sammenknytningen af computerbaserede databaser i netværk -- gør mulige. Informationssamfundets medier giver ideelt set modtagerne mulighed for både større valgfrihed og mere målrettet brug af information og kultur. Interaktivitet er at søge information i en international database eller at deltage i et computerspil; kommunikationen etableres kun i kraft af modtagernes egne løbende valg. Men interaktivitet er også at udvikle nye produkter med computerbaserede ekspertsystemer og at gribe ind i en politisk beslutningsproces med et medieindlæg -- at skabe ting og at handle. Interaktivitetens formål er aktivitet. Det ligger i Medieudvalgets Kommissorium, at fremtidens medieplanlægning bør fremme modtagernes politiske aktivitet gennem deres mediemæssige interaktivitet.

De punkter på den mediepolitiske dagsorden, der specielt retter opmærksomheden mod kommunikationens afslutning og modtagernes aktivitet, kan sammenfattes i en mediepolitikkens ABC.

A -- Adgang

Brugen af massemedierne som politiske og kulturelle ressourcer forudsætter fri adgang til kommunikationsmidlerne i samfundet. På den ene side informationsfrihed til at modtage det bredest mulige spektrum af informationer med færrest mulige begrænsninger af teknologisk art (adgangen er måske ikke brugervenlig nok) eller økonomisk art (adgangen er forholdsvis for dyr for brugeren); på den anden side ytringsfrihed til at afsende informationer, der bidrager til det samlede spektrum. Selvom informationsfriheden rejser væsentlige juridiske og økonomiske spørgsmål, er det især sikringen af den reelle ytringsfrihed, der vil kræve en særlig indsats i fremtidens mediepolitik.

Opgaven vil være at skabe fleksible systemer, der kan udbygges og revideres i takt med brugernes faktiske interesser og initiativer. Forsøgene med lokalradio og -tv fra 1983 var f.eks. et lærestykke i, hvorledes modtagernes interesse i mediebrug både med hensyn til omfang og form er svær at forudsige. Af samme årsag er det formentlig ikke hensigtsmæssigt at forsøge at genoplive det direkte demokrati i form af det færdigdesignede `trykknapdemokrati', der jævnligt bliver fremdraget som et demokratisk potentiale ved informationsteknologien (senest i Schmidt, 1993). Forslag af denne type lægger iøvrigt snarere op til avancerede meningsmålinger end til nye former for politisk dialog. Et nyligt forsøg med `politik pr. telefon' i Helsingør havde tilsyneladende begrænset interesse, i modsætning til borgermøder (Politiken, 12.12.94), og de såkaldte `sociale eksperimenter' med informationsteknologi i 1980erne tyder mere generelt på, at de nye mediers relevans afhænger af den lokale, sociale sammenhæng, de anvendes i (Cronberg, 1990: kapitel 13). (Erfaringer fra det amerikanske præsidentvalg i 1992 viser, at nye programformer i de eksisterende medier også kan bidrage til at engagere vælgerne i den politiske proces. Se Graber, 1994, og Weaver, 1994).

Forsøgene på at udvikle et fleksibelt system for offentlig adgang til medierne kan tage udgangspunkt i tre nødvendige betingelser for kommunikation:

*Tænketid. En begrænsning ved deltagelsesteorien og andre visioner om offentlig adgang til medierne har været en naiv forestilling om, at borgernes private synspunkter foreligger i en form, der umiddelbart egner sig til offentliggørelse og egentlig bare skal transmitteres. En nødvendig betingelse for en relevant brug af medierne er, at kommunikationen forberedes, på det individuelle niveau og i mange tilfælde inden for en eksisterende organisation. Det tager tid at tænke sig om på en målrettet måde. Sammen med anden kulturel aktivitet kan aktiv mediebrug sikres som en borgerlig rettighed, der godskrives under fremtidens ordninger for livslang uddannelse og orlov fra arbejdsmarkedet. Adgang til medierne kan blive, om ikke et borgerligt ombud, så et tilbud til borgerne.

*Mediehjælp. Vejen fra tanke til udsendelse er også længere, end de fleste forestiller sig. Selv når tankerne foreligger i en nuanceret form, skal de udformes nærmere med henblik på det medie, de skal præsenteres i. Og man skal allerførst vurdere, hvad der er det mest hensigtsmæssige medie til det konkrete budskab. En af begrænsningerne ved deltagelsesteorien, sådan som den er blevet omsat i praksis i diverse forsøg og mediecentre ("Kom ind fra gaden og lav dit eget tv-program"), har været en urealistisk opfattelse af, at den oprigtige amatør både kan vurdere de forskellige medier styrker og formulere sit budskab i det rigtige medie. Større politiske organisationer har medieafdelinger til at hjælpe sig, men det har hverken små organisationer eller borgergrupper i deres spæde begyndelse. Professionel assistance i en eller anden organiseret form, sådan som man kender det fra retshjælpen på domstolenes område, er nødvendig for at give nye politiske synspunkter mulighed for at markere sig og stå deres prøve i den offentlige debat. Lighed for loven kræver retshjælp; lighed for medierne kræver mediehjælp.

*Sendetid. En sidste nødvendig betingelse for at udnytte sin ytringsfrihed via massemedierne er, at man får både `sendetid' og de praktiske muligheder for at udfylde den. Især radio- og tv-stationer kan i lovgivningen pålægges at stille såvel sendetid som teknisk ekspertise til rådighed for individer og organisationer som en del af deres `public service' til borgerne. Mens mediehjælpen kan sikre en kompetent vurdering af, hvilke medier borgeren bør vælge, kan den tekniske assistance i det enkelte medie sikre, at det bliver synspunktet, ikke (manglen på) form, som modtagerne forholder sig til. Om denne reelle offentlige adgang til medierne, og i givet fald til hvilke medier (en tredje dansk tv-kanal, alle tv-kanaler i dagtimerne, lokalradioer?), skal sikres -- er et politisk spørgsmål.

B -- Balance

Balance i massekommunikation har at gøre med indholdet, det endelige produkt snarere end processen. Mediepolitikken kan først og fremmest fastlægge generelle rammer for mediernes virksomhed, som søger at sikre alsidig og relevant information ud fra brugernes synspunkt. Inden for disse rammer er det op til den kreative og tekniske dynamik i det enkelte medie, den enkelte profession og den enkelte mediearbejders initiativ at skabe den konkrete balance.

Dog er der grund til at understrege, at `balance' betyder mindst tre forskellige ting, som både lovgivningen og planlægningen internt i medierne må tage højde for. For det første er der den traditionelle opfattelse af balance som faktualitet og neutralitet i dækningen af kontroversielle emner. Det er væsentlige krav også til fremtidens journalistik. Samtidig må man ud fra modtagernes synspunkt tilføje forståelighed: Neutrale fakta har begrænset værdi, hvis de ikke tiltaler modtagerne dér, hvor de står. Med udgangspunkt i undersøgelsen af tv-nyheder kan man sige, at nyhedsmediernes opgave er at finde en måde at omtale begivenheder i verden på, som samtidig tiltaler seernes `verden i hovedet'.

For det andet er balance et træk ved hele programfladen (trykte mediers helhed kan også anskues som en `programflade'). Medierne bliver til en reel politisk og kulturel ressource, hvis udbuddet er præget af forskellighed, både i stofområder og fremstillingsformer.

For det tredje, og måske det vigtigste i denne sammenhæng, må modtagerne ønske sig balance i det samlede mediemiljø. Modtagerne er mindre interesserede i det enkelte medies problemer, ja egentlig er de egensindige og troløse. Mediepolitikken må i stigende grad tage hensyn til, at medierne spiller sammen -- gennem økonomiske bindinger, gennem genbrug og `lån' af emner, og ikke mindst spiller de sammen i modtagernes hoveder. Ud fra undersøgelsen af tv-nyheder er det tydeligt, at et samspil mellem medierne, der tager hensyn til det enkelte medies styrker, er i modtagernes interesse. F.eks. kan den differentierede form, med en klarere opdeling af de enkelte indslag i `oversigt' og `baggrund' og en bevidst brug af billederne til at fortælle historien, bane vejen for en mere professionel udnyttelse af tv-mediet til formidling af politik. Endelig kan man ud fra den interkulturelle teoris synspunkt spørge, om det samlede danske mediemiljø i tilstrækkelig grad præsenterer danskerne for forskellige kulturer: Når den offentlige debat jævnligt bekymrer sig om den `danske' kulturs egenart og overlevelse i medierne, kunne det hænge sammen med en manglende orientering om `andre' kulturers kvaliteter.

C -- Check og critique

Hvis modtagerne skal kunne anvende nyhedsmedierne i politisk handling, har de brug for at checke og kritisere både de enkelte informationer og mediernes samspil med diverse politiske aktører. Modtagerne skal kunne udøve `critique' i klassisk filosofisk forstand, ikke som en negativ afvisning, men som en positiv stillingtagen, der også formulerer alternativer og spørger: hvorfor nu dét?

Evnen til at forstå, fortolke og anvende massemedier er ikke medfødt. Selvom billede og lyd forstås på andre måder end alfabetisk kommunikation, kræver de også indlæring og udvikling af en række færdigheder, før den audiovisuelle kommunikation kan omsættes i kultur og politik. Det må i dag være en afgørende udfordring for det samlede danske uddannelsesystem at tilbyde alle elever både en specifik audiovisuel og en bredere mediekritisk kompetence; det er en udfordring som i omfang og væsentlighed modsvarer det 19. århundredes alfabetisering af befolkningen. Der er mange indicier på, at de `almene' færdigheder i at analysere og bearbejde information, der er indlært inden for skolens skriftlige kultur, kun delvis lader sig overføre på de audiovisuelle medier, og at et relativt højt uddannelsesniveau ikke i sig selv giver en mediekritisk kompetence. F.eks. viste undersøgelsen af tv-nyhedernes seere (Jensen, 1994), at selv respondenter med en mellemlang videregående uddannelse havde svært ved at bearbejde nyhederne ud over supertemaernes helt almene niveau.

Uddannelsessystemet må i stigende grad indstille sig på, at skriften er ét blandt flere medier, der formidler viden, som altså kan oplagres i flere forskellige former. Et bibliotek kan således opfattes som en kombination af en database og en datastue: Her oplagres og formidles viden, men den oplagres også i andre baser, og bibliotekets viden kan formidles til `lånernes' egen stue, uden at de selv kommer `til stede'. Der er således behov for specifik uddannelse, der sikrer borgernes kompetencer i forhold til forskellige medietyper -- uddannelse i de former, som viden kan antage, ved siden af uddannelse i indhold fra forskellige vidensområder.

Medieforskningen i almindelighed og mediepædagogikken i særdeleshed har dokumenteret dette behov og undersøgt de former, som en almen medieuddannelse kan antage. I lighed med de medieprofessionelle har mediernes amatører -- modtagerne -- krav på en målrettet uddannelsesindsats. Formen og omfanget kan naturligvis diskuteres, men der er et uomgængeligt behov på tre niveauer af uddannelsessystemet:

*Folkeskolen. I Folkeskolen er undervisningen i medier en integreret del af andre fag som dansk, formning, og samtidsorientering, men undervisningsvejledningerne indeholder snarere kan- og bør-formuleringer end skal-formuleringer. Danske børn kan stadig gå igennem skolesystemet uden at få andet end et overfladisk kendskab til det fænomen, de som voksne kommer til at bruge det meste af deres tid på næst efter arbejde og søvn. Det skyldes ikke kun dyr teknik og manglende efteruddannelse af lærerne, men også et meget udbredt rugbrødsargument, bl.a. blandt lærere: Når børnene får dårlig kulturel kost i medierne i fritiden, så skal de have noget ordentlig føde i skolen. Madpyramide-argumentet er mere konstruktivt: Børnene skal lære at udvælge og sammensætte alle mulige former for kultur. Men for at nå det mål må der indføres et større, obligatorisk medie-element integreret i Folkeskolens fag, eksempelvis med et stigende timetal i løbet af de ti år. Herved kunne man undgå en yderligere opsplitning af skolens daglige virkelighed, som allerede er et praktisk og pædagogisk problem i dag.

*Ungdomsuddannelserne. Med gymnasiet som eksempel kan man konstatere, at ungdomsuddannelserne står over for lignende problemer: de tekniske ressourcer, lærernes efteruddannelse, holdningen til populærkulturen. Nok er massekommunikation blevet et obligatorisk element i danskfaget, og desuden et led i valgfagene samfundsfag og film- og tv-kundskab, men omfanget er begrænset, og det er ud over danskfaget op til eleverne selv at vælge sig ind på medierne. I betragtning af mediernes voksende betydning vil fremtidens ungdomsuddannelser vel egentlig kun være forsvarlige og tidssvarende, hvis de indholder et væsentligt obligatorisk medie-element. En mulig løsning er en to-trins plan, hvor første trin omfatter en udbygning af valgfaget film- og mediekundskab til en reel valgmulighed på flere skoler, og hvor andet trin efter en planlægningsfase etablerer et egentligt mediefag, eventuelt i samarbejde med edb-faget, der i stigende grad deler genstandsfelt med mediefaget.

*Voksenuddannelse. Der gøres et meget stort arbejde på højskoler, aftenskoler og i anden voksenuddannelse for at give danskerne den undervisning i nye medier, som de ikke har fået i skolen, men åbenbart indser behovet for og ønsker sig. Men der er ikke tradition i Danmark for, at man må skaffe sig basal viden og færdigheder, der er afgørende for deltagelse i samfundslivet, på trods af uddannelsessystemet og betalt af egen lomme. For at rette op på fortidens synder er det nødvendigt at overveje, i hvilken form der kan gives et tilbud til alle om medieundervisning. I lyset af den politiske enighed om en almindelig ret til efteruddannelse, i en eller anden form, kan man pege på to typer af medieundervisning, som naturligt kan indgå i en livslang uddannelse. For det første er der behov for grundlæggende efteruddannelsestilbud om massemediernes opbygning, virkemåde og betydning i kulturen. Dels spiller medierne i dag en helt anden rolle, end dengang den 50- eller 60-årige voksede op og gik i skole. Dels går udviklingen af teknologi og indhold så tilpas hurtigt, at også de 30- og 40-årige har noget at lære -- bortset fra at mange af dém heller ikke tidligere har mødt medierne i skolen. For det andet drejer efteruddannelse sig ikke kun om afgrænsede færdigheder og viden om nye produktionsprocesser, men også om almen (ud)dannelse til deltagelse i politik og kultur. Medieundervisning kan fremme refleksionen over oprindelsen, kvaliteten og relevansen af den viden, vi i stadig større omfang får tilbudt gennem stadig flere medier, og den kan stille spørgsmålet om, hvad modtagerne bruger medierne til -- og hvad de kunne bruge dem til.