16. Ophavsret og beslægtede problemer

16.1 Indledning

Informationsteknologien har skabt nye veje og nye metoder for massekommunikation. Det giver anledning til mange overvejelser om, hvordan dette vil påvirke samfundsudviklingen.

I Danmark, Europa, USA og adskillige andre lande i verden investeres der mange ressourcer - økonomiske og menneskelige - på at opbygge en informationsteknologisk infrastruktur, der skal medvirke til at styrke de enkelte landes informationsniveauer, undervisning, kultur, muligheder for fri samfundsdebat m.m. og evne til at konkurrere med andre lande på disse og mange andre felter.

Ophavsretten er i fokus, fordi der stilles spørgsmål ved, om den gældende retstilstand kan yde tilstrækkelig beskyttelse i forbindelse med værkerne og præstationernes udnyttelse i de digitale medier, og fordi det ønskes afklaret, om ophavsretten stiller sig i vejen for en samfundsgavnlig og konkurrencedygtig udnyttelse af informationsteknologien.

Nedenfor redegøres for i hvilket omfang, den danske ophavsretslov tager højde for de digitale udnyttelser, og herefter ses dette i internationalt perspektiv. Dernæst vil de interessemodsætninger, der i særlig grad træder frem i de nye medier, blive beskrevet.

16.2 Den danske ophavsretslov og de digitale udnyttelser

Den nyreviderede ophavsretslov

Den nye ophavsretslov (nr. 395 af 14. juni 1995) er udarbejdet med det sigte så vidt muligt at tage højde for den informations-teknologiske udvikling.

Det ses i lovteksten, bl.a. gennem dens indskrænkning af retten til kopiering til privat brug, når der er tale om en digital kopi af et værk i digital form, jf. SS 12 stk. 2, nr. 4.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i loven, at begrundelsen for stramningen er, at "den nye teknologi indebærer så betydelige og aktuelle muligheder for hurtig reproduktion i høj kvalitet, at det forekommer velbegrundet at udvide den gældende bestemmelse om forbud mod at kopiere edb-programmer til privat brug til at omfatte alle typer af værker i digitaliseret form".

Denne stramning i loven blev støttet af Danske Dagblades Forening, Den danske Forlæggerforening og film- tv- og musikproducenter m.fl. Bestemmelsen fik også støtte fra kunstnernes og øvrige kreative og intellektuelle rettighedshaveres organisationer via Samrådet for Ophavsret.

I 1989 indførtes et forbud mod udlån af eksemplarer af edb-programmer. I en elektronisk bog indgår et edb-program som en "bogfremviser". Forbuddet omfattede derfor også udlån af elektroniske bøger. Med forbuddet ønskede man at modvirke risikoen for omfattende piratkopiering. Med samme begrundelse fastholdt Kulturministeriet i lovforslag nr. L 119 forbuddet mod udlån af edb-programmer og elektroniske bøger.

Efter kraftigt pres fra bibliotekernes side blev ophavsretsloven imidlertid ændret under behandlingen i Folketingets kulturudvalg, således at det nu er tilladt at udlåne eksemplarer af edb-programmer i digitaliseret form, når de "udgør en del af et litterært værk og udlånes sammen med dette". Den nye bestemmelse i SS 19, stk. 3, 2. pkt., dækker alene rent tekstbaserede elektroniske bøger og altså ikke bøger, der også indeholder billeder, filmklip m.v. Forslaget blev vedtaget trods kraftig modstand fra udgiverside på grund af risikoen for piratkopiering.

Under udvalgsbehandlingen i Folketinget blev endvidere optaget en bestemmelse i lovens SS 21, stk. 3, hvorefter "udgivne eksemplarer af filmværker, musikværker og værker i digital form kan stilles til rådighed for enkeltpersoner på offentlige biblioteker til personligt gennemsyn eller studium på stedet ved hjælp af teknisk udstyr". Bestemmelsen tillader ikke eksemplarfremstillling.

Herudover henvises der i bemærkningerne til loven til den rapport, der udkom i 1994 om "Informationssamfundet år 2000" og det udvalg under Kulturministeriet, som er sat til at udarbejde forslag, der skal sikre, at folkebiblioteker og undervisningsinstitutioner får mulighed for at inddrage digitale værker på relevant vis i deres oplysnings- og undervisningsarbejde.

Udvalget har endnu ikke afgivet betænkning.

Definitionen af beskyttede værker i digital form

Værker i form af edb-programmer henregnes til litterære værker, jf. lovens SS 1, stk. 3. Dette gælder dog ikke f.eks. et værk af billedkunst, der gengives i digital form (selvom værket i denne form består af binære tal). Den digitaliserede gengivelse af billedkunstværket anses for at være en kopi (et eksemplar) og den ophavsretlige beskyttelse følger reglerne for billedkunstværker.

Et fotografisk værk, der skabes ved brug af digital teknik, er stadig et fotografisk og ikke et litterært værk, selvom det også ved siden af sin fremtrædelse som fotografisk værk eksisterer i form af et digitaliseret eksemplar. Det samme gælder på tilsvarende vis de øvrige værkstyper nævnt i SS 1.

Det fremføres som argument for det håbløse i at håndhæve ophavsrettigheder i de digitale medier, at mulighederne for at bearbejde og sammenstille værkerne helt vil udviske værksbegrebet.

Men ophavsretslovens bestemmelser om bearbejdelser, samleværker og fællesværker kan uden problemer overføres på værker i digital form.

Udviskes de oprindelige værker fuldstændigt i bearbejdningen, har de(n) oprindelige ophavsmænd ikke rettigheder til det nye værk. Spørgsmålet bliver da kun, om ophavsmanden til det bearbejdede værk har fået lov af de oprindelige ophavsmænd til at benytte et digitalt eksemplar af deres værk til den pågældende bearbejdning.

Hvordan rubriceres de digitale udnyttelser under enerettighederne?

Ophavsmanden til et ophavsretligt beskyttet værk udstyres med nogle enerettigheder, der falder i 2 hovedkategorier:

- retten til at fremstille eksemplarer af værket og

- retten til at gøre værket tilgængeligt for almenheden.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at lovens kapitel 2 indeholder en række undtagelser til de hovedregler, der beskrives nedenfor.

Eksemplarfremstilling

Digitalisering af et værk vil i almindelighed indebære en eksemplarfremstilling. I disse tilfælde skal ophavsmanden til det beskyttede værk give sin tilladelse til digitalisering i henhold til lovens almindelige regler om eksemplarfremstilling.

Tilgængeliggørelse for almenheden

Ophavsmanden skal også give sin tilladelse, før værket kan gøres tilgængeligt for almenheden.

At gøre et værk tilgængeligt for almenheden er et bredt samlebe-greb for den situation, at ophavsmanden stiller sit værk til rådighed på en måde, der gør, at en ikke-privat kreds af mennesker mod betaling eller gratis kan få en eller anden adgang til værket.

I bemærkningerne til den nyreviderede ophavsretslov er det præciseret, at også spredning af værker i digital form samt visning og fremførelse, herunder udsendelse i radio og tv i digitaliseret form, omfattes af begrebet tilgængeliggørelse for almenheden.

Ophavsmanden skal give sin tilladelse, før værket kan gøres tilgængeligt for almenheden, jf. ophavsretslovens SS 2, stk. 3, ved at

1) eksemplarer af værket udbydes til salg, udlejning eller udlån eller på anden måde spredes til almenheden

2) eksemplarer af værket vises offentligt, herunder udsendes i fjernsyn, eller

3) værket fremføres offentligt, herunder udsendes i radio eller fjernsyn. Som offentlig fremførelse efter 3) anses også fremførelse i en erhvervsvirksomhed, der finder sted for en større kreds, som ellers måtte anses som ikke-offentlig.

Denne fremstilling tager udgangspunkt i ophavsmandens rettigheder. Udøvende kunstnere (skuespillere, musikere, dansere, sangere, artister m.fl.), fremstillere af lydoptagelser, billedoptagelser, fotografiske billeder, kataloger (og snart databaser) samt radio- og fjernsynsforetagender er i større eller mindre omfang omfattet af de samme rettigheder og undtagelser herfra som ophavsmændene. Disse gruppers rettigheder kaldes nærtstående eller beslægtede med ophavsretten.[1]

Ad 1) Salg, udlejning, udlån eller anden spredning

Foruden at give sin tilladelse til fremstilling af eksemplarer, skal ophavsmanden også give sin tilladelse til spredning (distribution) af eksemplarerne.

Reglen om spredning (distribution) af eksemplarer knytter sig efter dansk ret til fysiske eller såkaldt rørlige genstande.

Det kan være en compact disc, en edb-diskette, et kassettebånd, en bog, en statuette m.m. og således være fæstnet på enten et digitalt medium eller et medium af papir, plastisk materiale el. lignende.

Ordene "eller på anden måde gøres tilgængeligt for almenheden" dækker over den situation, at værkerne spredes gratis (som gave) til almenheden.

Et af de store diskussionsemner i international sammenhæng er, om tilgængeliggørelse af et værk i et digitalt netværk kan defineres som eksemplarspredning.

I de nordiske lande er der enighed om, at tilgængeliggørelse via digitale net er fremførelse eller visning af værker, herunder fremførelse eller visning i fjernsyn og fremførelse i radio. Der vil samtidig ofte være tale om en midlertidig eller permanent eksemplarfremstilling, der kræver ophavsmandens samtykke.

Når det er vigtigt at sondre mellem eksemplarspredning og de øvrige måder at gøre værker tilgængelige for almenheden på, skyldes det, at flere for ophavsmanden betydningsfulde rettigheder går tabt (konsumeres), når eksemplarer er gjort tilgængelige for almenheden ved spredning end ved anden form for tilgængeliggørelse for almenheden.

Det er usikkerheden om dette spørgsmål, der har ført til at EU-kommissionens i grønbogen om ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet spørger medlemslandene, om der bør indføres en selvstændig eneret til digital transmission.

Kommissionen har oplyst, at et meget stort antal høringssvar vender sig imod denne løsning og peger i stedet på den løsning, som bl.a. de nordiske lande har lagt sig fast på.

Ad 2) Offentlig visning af eksemplarer af værket, herunder igennem fjernsynsudsendelse

Ophavsmanden skal give sin tilladelse til, at et kunst-værk gøres tilgængeligt for almenheden i fjernsyn eller på film. Det samme gælder offentlig visning af værker i digital form på en edb-skærm.

Ad 3) Offentlig fremførelse af værket, herunder udsendelse i radio eller fjernsyn

At fremføre et værk er at afsynge det, opføre det f.eks. som skuespil, afspille det på cd-afspiller, videoanlæg, i radio eller fjernsyn eller ved transmission i digitale netværk.

En rockkoncert i Fælledparken er klart en offentlig fremførelse. Men det er det også, når musik eller videofilm stilles til rådighed på hotelværelser som tilbud til de enkelte gæster under deres ophold der.

Det afgørende kriterium er, at værkerne stilles til rådighed for fremførelse for en ubestemt ikke-privat kreds.

Dette princip er bekræftet i en række principielle danske og svenske domsafgørelser.

Pay-per-view og video-on-demand og andre tilsvarende on-demand serviceydelser er således i henhold til gældende dansk ret offentlig fremførelse.[2]

Det gælder også, når fremførelserne stilles til rådighed on-demand i digitale netværk.

I EU-kommissionens grønbog om ophavsret og beslægtede rettigheder henføres pay-per-view og video-on-demand til regulering i henhold til bestemmelserne i låne/lejedirektivet.

Dette er i strid med den danske (og nordiske) opfattelse af låne/leje begrebet og EU-direktivet. Det er også et af de punkter i grønbogen om ophavsret i informationssamfundet, som bliver udsat for kritik i høringssvarene til Kommissionen.[3]

Droit moral beskyttelsen og de digitale udnyttelser

De moralske - også kaldet ideelle - rettigheder er gjort til genstand for særlig diskussion i forbindelse med den digitale informationsteknologi.

Rettighederne beskrives i ophavsretslovens SS 3 og består af ophavsmandens ret til at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, såvel på eksemplarer af værket som når dette gøres tilgængeligt for almenheden, jf. SS 3, stk. 1.

Dernæst fastslås det i SS 3, stk. 2, at værket ikke må ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart.

Den digitale teknologi gør det uhyre let at ændre og manipulere værker i digital form. Både på grund af hensynet til ophavsmændenes integritet og brugernes krav på at kunne stole på autenciteten af de værker, der stilles til rådighed i de digitale netværk, er det uhyre vigtigt med stærke droit moral rettigheder og lige så vigtigt, at rettighederne bliver respekteret, og overtrædelser retsforfulgt.

Ophavsmanden kan ikke frafalde sine droit moral rettigheder, "medmindre det gælder en efter art og omfang afgrænset brug af værket", jf. ophavsretslovens SS 3, stk. 3.

Ophavsretslovens undtagelsesbestemmelser og de digitale udnyttelser

Indskrænkningerne i ophavsmandens enerettigheder har primært til formål at sikre kulturelle og andre samfundsmæssige hensyn.

Disse hensyn er afvejet overfor ophavsmandens økonomiske interesser.

Indskrænkningerne forekommer i form af bestemmelser om fri udnyttelse og bestemmelser om aftalelicens og tvangslicens.

De vigtigste bestemmelser om fri udnyttelse er retten til kopiering til privat brug og retten til at citere fra et offentliggjort værk.

Aftalelicensbestemmelser går ud på, at aftaler, der indgås af repræsentative organisationer om en bestemt brug af en bestemt kategori af værker eller præstationer, er bindende også for ophavsmænd, som ikke er medlemmer af de pågældende organisationer, og som derfor - end ikke indirekte - har haft indflydelse på aftalens indgåelse og indhold.

Tvangslicensbestemmelser er langt mere indgribende, idet disse bestemmelser giver ret til at bruge værkerne på en bestemt måde, uden at ophavsmanden har nogen muligheder for at modsætte sig det, og uden krav om, at der indgås nogen form for aftale. Ophavsmanden har dog krav på et vederlag, der fastsættes ved et ophavsretslicensnævn, hvis der ikke kan opnås enighed om det.

Som nævnt i indledningen er digital kopiering fra værker i digital form undtaget fra retten til kopiering til privat brug.

Aftalelicensbestemmelserne om kopiering inden for undervisningsvirksomhed (SS13) og inden for erhvervsvirksomhed (SS14) gælder ikke digital eller anden elektronisk kopiering.

16.3 Overdragelse af ophavsrettigheder

Hovedreglen er overdragelse ved frie aftaler

Ophavsmanden kan helt eller delvis overdrage sine rettigheder efter ophavsretsloven, jf. ophavsretslovens SS 53.

Formålet med at udstyre ophavsmanden med enerettigheder er at gøre det muligt at overdrage rettighederne.

Overdragelse af ophavsrettigheder foregår i henhold til almindelig dansk aftalerets principper, hvadenten overdragelsen sker i eller udenfor ansættelsesforhold.

Dog rummer ophavsretsloven nogle særlige regler, der supplerer de almindelige aftaleretlige principper.

Undtagelser og formodningsregler, der beskytter ophavsmanden

I SS 53 er det præciseret, at overdragelse af eksemplarer ikke indbefatter overdragelse af ophavsretten. Endvidere, at hvis ophavsmanden har overdraget en ret til at udnytte værket på en bestemt måde eller ved bestemte midler, opnår erhververen ikke ret til at udnytte værket på andre måder eller ved andre midler.

SSSS 54, 55, 56 og 57 indeholder en række regler, der har til opgave at stille ophavsmanden rimeligt, når den mellem parterne indgåede aftale om omfanget af rettighedsoverdragelsen, udnyttelsespligten eller afregningen giver anledning til tvivl.

Som det fremgår, kan bestemmelserne fraviges ved aftale.

Formodnings- og legitimationsregler til fordel for producenter og udgivere

Ophavsretslovens SS 58 opstiller en regel for hvilke rettigheder, filmproducenten er legitimeret til at råde over, når en ophavsmand har indgået en aftale om medvirken til en film og andet ikke er aftalt.

I så tilfælde kan ophavsmanden ikke modsætte sig, at der fremstilles eksemplarer af filmen, at disse spredes til almenheden, at filmen fremføres offentligt, eller at filmen forsynes med tekster eller tale på et andet sprog.

Formodningsreglen finder dog ikke anvendelse på allerede eksisterende værker, drejebøger og dialoger. Heller ikke på musik-værker, som er frembragt med henblik på fremstillingen af filmen, eller filmens hovedinstruktør.

I ophavsretslovens SS 59 findes en regel om, at "ophavsretten til et edb-program, der er frembragt af en arbejdstager under udførelsen af dennes arbejde eller efter arbejdsgiverens anvisninger, overgår til arbejdsgiveren".

I henhold til ophavsretslovens SS 53 stk. 4 kan reglen fraviges ved aftale.

I bemærkningerne til lovforslaget fra 1989 står der som begrundelse for optagelse af bestemmelsen:

"Spørgsmålet om den ophavsretlige beskyttelse af edb-programmer er først blevet aktuelt i de senere år. Kulturministeriet finder imidlertid at måtte gå ud fra, at den gældende ulovbestemte retstilstand under hensyn til eksisterende praksis og sædvane på edb-området ofte vil føre til, at arbejdsgiveren allerede i kraft af selve ansættelsesforholdet erhverver alle for den pågældende virksomhed relevante udnyttelsesrettigheder til edb-programmer, som i et teamwork er frembragt af personer, som er ansat med henblik på frembringelse af sådanne programmer. Dette må efter ministeriets opfattelse ikke mindst antages at være tilfældet, hvor en virksomheds formål er at frembringe edb-systemprogrammer med henblik på almindelig omsætning, det være sig ved salg eller begrænset overdragelse.

Selvom det herefter kan forekomme tvivlsomt, om der foreligger et tilstrækkeligt behov for en lovregulering, finder ministeriet det rigtigst, at der ud fra almene samfunds- og retssikkerhedsmæssige hensyn i forbindelse med omsætningen af edb gennemføres en sådan regulering."

"Den foreslåede bestemmelse vedrører udelukkende spørgsmålet om rettighedsovergang til arbejdsgiveren, når det gælder frembringelse af edb-programmer. Bestemmelsen har ikke konsekvenser for spørgsmålet om overgang af rettigheder til arbejdsgiveren på andre områder, som er omfattet af ophavsretslovgivningen."

Hovedreglen i gældende ret vedrørende rettighedsoverdragelsen i ansættelsesforhold

Overdragelse af ophavsrettigheder i ansættelsesforhold sker ved udtrykkelig eller stiltiende aftale.

Fortolkningen af aftalerne sker, når bortses fra ovennævnte regel vedrørende edb-programmer, med udgangspunkt i ophavsretslovens SS 53 og 56 efter de almindelige aftaleretlige principper.

Den ledende dom vedrørende rettighedsoverdragelsen i ansættelsesforhold er højesteretsdom i UfR 1978.901.

Med basis i denne dom, kan der udledes den hovedregel, at ophavsrettighederne ikke overgår til arbejdsgiveren i videre omfang end nødvendigt af hensyn til arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed.

Denne regel er bekræftet i en senere som afsagt af Østre Landsret, optrykt i UfR 1982.926.

I de hidtidige domme, der er afsagt om ophavsret i ansættelsesforhold, er det fastslået, at det er tidspunktet for værkets frembringelse - og ikke ansættelsestidspunktet - der er udgangspunktet for vurderingen af rettighedsoverdragelsens omfang.

I forbindelse med revisionen af ophavsretsloven i 1995 blev det overvejet - men afvist - at indføre en generel bestemmelse om ophavsret i ansættelsesforhold. Afvisningen skete med henvisning til bestående aftaler og kollektive overenskomster på arbejdsmarkedet.

I den afsluttende betænkning fra flertallet i Folketingets Kulturudvalg udtales følgende:

"Uanset at ophavsretten først og fremmest tilsigter at beskytte den frie kunstner, der selv må kæmpe for at afsætte sine produkter, og uagtet at f.eks. en fastansat journalist eller skuespiller gennem lønaftaler m.v. er sikret betaling for sine produkter, har flertallet i lyset af de foreliggende oplysninger fundet, at der ikke for tiden er tilstrækkeligt grundlag for at gennemføre en særlig regulering af ophavsretten i ansættelsesforhold.

Flertallet bemærker, at der knytter sig væsentlige samfundsmæssige interesser til at give gode vilkår for mangfoldigheden, idegrundlag og geografisk tilhørssted for den skrevne presse, ligesom der er behov for at give muligheder for, at f.eks. danske TV-produktioner kan konkurrere med udenlandske.

Flertallet er opmærksom på, at den bestående retstilstand for blandt andet den skrevne presse har medført, at udgiverne for at undgå dobbeltproduktion har fundet nye samarbejdskonstruktioner.

Flertallet forudser, at parterne viser stor fleksibilitet og evne til at finde aftalemæssige løsninger, da det ellers kan blive aktuelt at revurdere de ansattes ophavsret".

Freelance- og bestillingsforhold

Det er kun i faste ansættelsesforhold, at der sker en rettighedsoverdragelse i kraft af ansættelsesforholdet.

I freelance- og bestillingsforhold overdrages ophavsrettighederne til aftageren/bestilleren ved udtrykkelig eller stiltiende aftale. Det kan således være (stiltiende) forudsat, at bestilleren i et vist omfang erhverver rettigheder til brug af værket, og bestilleren erhverver i så fald de rettigheder, der i henhold til forudsætningerne er nødvendige for at tilgodese formålet med aftalen.[4]

Kollektive tillægsaftaler om overdragelse af videreudnyttelsesrettigheder

Der er indgået nogle kollektive aftaler - især indenfor massemedierne - mellem de ansatte ophavsmænds organisationer og de forskellige medier eller deres foreninger.

Aftalerne giver mulighed for videreudnyttelse af det tjenstligt producerede stof, uden at den enkelte ophavsmand skal spørges i hvert enkelt tilfælde.

I aftalerne betinger de ansatte sig, at det tjenstligt producerede stof - også i videreudnyttelsesleddet - behandles pressetisk forsvarligt. Er der tale om kommerciel videreudnyttelse (uden for den sædvanlige virksomhed) betinger de ansatte sig en andel af indtjeningen.

Der er indgået sådanne aftaler med TV 2 Danmark, Danmarks Radio, Foreningen af Arbejderbevægelsens Elektroniske Medievirksomheder (FAEM), Arbejderbevægelsens Mediearkiv, Delta Productions, Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation på vegne af de fleste danske dagblade (Rammeaftale), A/S Dagbladet Politiken (lokalaftale til Rammeaftalen), Jyllands-Posten A/S og Dagbladet Børsen (lokalaftale).

Beskyttelse for fremstillere (producenter)

I ophavsretslovens SSSS 66, 67, 69 og 71 findes en række bestemmelser, der yder beskyttelse til fremstillere af lyd- og billedoptagelser, radio- og fjernsynsudsendelser samt kataloger, tabeller og lignende arbejder, der sammenstiller et større antal oplysninger. Beskyttelsen eksisterer uafhængigt af ophavsmændene og de udøvende kunstneres rettigheder.

16.4 Den internationale udvikling

EU grønbogen om ophavsret m.m. i informationssamfundet

I juli 1995 udsendte EU-kommissionen en grønbog om ophavsret og ophavsretsbeslægtede rettigheder i informationssamfundet.

Grønbogen indledes med en beskrivelse af emnets betydning for det indre marked, den kulturelle, økonomiske og sociale dimension. Herefter beskrives de nye tjenester, EU-lovgivning på ophavsretsområdet og de mulige konsekvenser, som udviklingen kan få for de implicerede i informationssamfundet.

Grønbogen stiller en række spørgsmål for at få respons fra medlemslandene vedrørende konsumtion af rettigheder og parallelimport, enerettighederne og droit moral og spørgsmål i tilknytning til erhvervelse og forvaltning af rettighederne samt tekniske systemer til identifcering og beskyttelse.

Som det vil fremgå af afsnit 2 i denne redegørelse, er der i Danmark (og i de øvrige nordiske lande) enighed om, at de digitale udnyttelser uden større problemer lader sig rubricere under de eksisterende enerettigheder, sådan som disse er beskrevet i den danske ophavsretslov.

EU-landenes ophavsretslovgivninger er forskellige, men der synes at tegne sig et flertal for, at problemerne vedrørende digital transmission kan løses ved harmonisering (eller en fælles definition) af begrebet "tilgængeliggørelse for almenheden".

Adskillige lande kan tilslutte sig behovet for en harmonisering af EU-landenes regler om droit moral, hvis denne harmonisering sker på højeste niveau.

EU-kommissionen afholdt en særlig konference om erhvervelse og forvaltning af rettighederne samt tekniske systemer til identificering og beskyttelse i januar 1996.

På denne konference var der overvejende tilslutning til, at sådanne systemer bør understøttes ved lovgivning, men at systemerne skal opbygges på frivillig basis.

EU-direktiv om retlig beskyttelse af databaser

Den 11. marts 1996 udstedtes et direktiv (96/9/EF) om retlig beskyttelse af databaser.

Direktivet indeholder en såkaldt "sui generis" beskyttelse af databaser (og multimedier). En sådan regel sikrer skaberen og/eller producenten af en database- eller et multimediebeskyttelse - også for det indhold i databasen, som ikke i sig selv er ophavsretligt beskyttet og uafhængigt af den ophavsretlige beskyttelse, som de individuelle rettighedshavere nyder.

USA og øvrigt globalt samarbejde

I USA har man valgt at tilføje sin ophavsretslovgivning en bestemmelse om, at kopier af lydbåndoptagelser kan spredes (distribureres) ved digital transmission, og at denne distribution reguleres af rettighedsindehaverens eneret til at tillade spredning af kopier. Herved lægger amerikanerne vægt på den eksemplarfremstilling, der sker i modtagerenden.

Denne model og de løsningsmodeller, der drøftes i EU og i den øvrige verden, behandles i øjeblikket i WIPO (World Intellectual Property Organization).

WIPO drøfter også en protokol til Bernerkonventionen og et særligt instrument til beskyttelse af udøvende kunstnere og fonogramproducenter.

EUs forslag til sui-generis beskyttelse af databaser er blevet modtaget positivt i WIPO.

I WIPOs regi arbejdes der særdeles aktivt med etablering af globale (frivillige) systemer, der skal lette rettighedserhvervelsen, forvaltningen og beskyttelse af værkerne samt registrering af ophavsrettighedsinformationer m.v.

16.5 Interessemodsætningerne i de moderne massemedier

Situationen set fra udgivernes og producenternes side

I en tid hvor politikerne intenst følger og understøtter udviklingen af en ny digital infrastruktur, der skal sikre Danmarks deltagelse i den internationale udvikling af viden og oplevelse, er det af afgørende betydning, at danske medievirksomheder ophavsretligt stilles lige med deres vigtigste internationale konkurrenter. Alle udgivere på dette marked bliver stærkt påvirket af de rammer og spilleregler, som offentlige myndigheder fastsætter for elektronisk kommunikation. De samme politikere, som ønsker dansk tilstedeværelse på The Information Highway, har en naturlig forpligtelse til at sikre danske medievirksomheder lige konkurrencevilkår og i hvert fald påse, at ophavsretsloven ikke virker som en bremse på de danske medievirksomheders udvikling.

Tre forhold påkalder sig her særlig opmærksomhed:

- Behovet for en formålstjenlig regel om virksomhedernes ophavsret i forhold til de ansatte.

- Behovet for en producentregel.

- Risikoen for, at der kan ske en udviklingshæmmende kollektivisering af ophavsretten.

På disse punkter må der tages højde for de krav, der stilles af markedet og af den informationsteknologiske udvikling, specielt online/internet-udviklingen.

Markeds- og konkurrenceforholdene

På medieområdet sker der i disse år en rivende udvikling, der er en samlet effekt af de informationsteknologiske udviklingsspring, medieområdets stigende internationalisering og liberaliseringen af tidligere monopoltjenester, navnlig på tv- og telekommunikationsområderne.

Der foreligger en "historisk" situation, der indeholder store muligheder for den danske kultur- og medieindustri - tv-stationerne, dagspressen, forlagene og de øvrige medievirksomheder - og store risici for at blive sejlet agterud, såfremt mulighederne ikke udnyttes:

- De danske tv-stationer skal således gøre sig gældende i konkurrencen med stadig flere og større udenlandske aktører, der på et internationaliseret dansk tv-marked mere og mere målgruppeorienteret forsøger at tiltrække de danske seere via satellit- og kabelnettilbud. Først er der tale om konkurrence på traditionelle tv-tilbud. Derefter konkurrencen på de interaktive multimedier, hvor tv-stationerne skal være til stede, så deres programindhold indgår i publikums valgmuligheder.

De danske dagblade skal gøre sig gældende på det hastigt voksende marked for online-udgivelser, der omfatter både generel nyhedsinformation, særtjenester på erhvervs-, finans- og andre områder, og individuelle informationsprodukter rettet mod erhvervsvirksomheder, organisationer m.v. Her er dagbladene oppe mod en skarp konkurrence fra de store udbydere af internationale publikationer og nyhedstjenester.

- Tilsvarende skal de danske forlag gøre sig gældende på det digitale udgivelsesfelt, der omfatter offline-udgivelser og i stigende grad online-produkter, for eksempel på tidsskrifts- og undervisningsområdet. I efteråret 1995 kunne man for eksempel se danske multimedie-leksika i direkte konkurrence med tilsvarende udenlandske udgivelser.

Skal de danske medievirksomheder hævde sig i konkurrencen, må de være i stand til at udnytte de nye muligheder, således at de med udgangspunkt i deres hidtidige virksomhed kan få fodfæste på de nye områder, der skabes af den informationsteknologiske udvikling. Grundlaget herfor er den enkelte medievirksomhed, hvor kreativiteten, knowhow 1/2en og den forretningsmæssige fremdrift findes - og som skal være i besiddelse af de fornødne rettigheder til at kunne udnytte mulighederne.

En forudsætning for de danske medievirksomheders succes er, at deres udvikling ikke bremses af en ophavsretslovgivning, der stiller dem ringere end de anglo-amerikanske medievirksomheder, der i dag dominerer mediebilledet.

Virksomhedernes ophavsret

Det er udgivernes og producenternes opfattelse, at bestemmelsen i ophavsretslovens SS 59 om, at ophavsretten til et edb-program, der er frembragt af en arbejdstager under udførelsen af dennes arbejde eller efter arbejdsgiverens anvisninger, overgår til virksomheden, bør udvides til at omfatte alle ophavsretlige produkter, der fremstilles som led i faste ansættelsesforhold. Ophavsretten til produkter, der produceres i et fast ansættelsesforhold, skal tilhøre virksomheden, medmindre andet er aftalt.

Aftalefriheden skal være det ledende princip. Virksomheden har ophavsretten, hvor der ikke indgås aftale. Med forslaget ændres lovens udgangspunkt - men aftalefriheden opretholdes. Den nuværende retstilstand vedrørende ophavsretten i ansættelsesforhold, hvorefter ophavsrettighederne ikke overgår til arbejdsgiveren i videre omfang end nødvendig af hensyn til arbejdsgiverens "sædvanlige virksomhed", virker bremsende på danske medievirksomheders udviklingsmuligheder og konkurrenceevne. Retstilstanden tillægger de ansatte ophavsmænd og deres organisationer en vetoret mod danske medievirksomheders erhvervsmæssige udvikling. Dette er en uheldig tilstand i det eksisterende konkurrencemiljø, hvor en medievirksomheds styrke beror på bredden og dybden i dens rettighedsposition. Den tilsyneladende "aftalefrihed" på det ophavsretlige område er i dag en illusion på grund af de gældende organisationsforhold. Vil den pågældende fagforening ikke medvirke til en nyudvikling - eller først medvirker med lang tids forsinkelse - rækker virksomhedens ophavsret ikke længere end til den "sædvanlige virksomhed", og udviklingsplanerne må opgives. Det er derfor af afgørende betydning hvilken regel, der gælder, når der ikke indgås en aftale.

For at skabe gunstigere muligheder for danske medievirksomheder er der derfor behov for en tidssvarende, udviklingsorienteret ophavsret, der tillægger virksomheden ophavsretten til produkter, der produceres i et fast ansættelsesforhold. Udover den konkurrencemæssige nødvendighed, der er omtalt ovenfor, taler en række forhold herfor:

- Ophavsrettens oprindelige beskyttelsessubjekt er den frie og selvstændigt skabende kunstner, der skal leve af indtægterne ved salget af sine værker. Denne kunstner havde og har stadig behov for en stærk ophavsretlig beskyttelse. Anderledes forholder det sig for den store del af nutidens ophavsmænd, der som fastansatte medarbejdere medvirker til virksomhedernes frembringelse af ophavsretligt beskyttede produkter. For den ansatte ophavsmand er situationen afgørende forskellig fra de vilkår, der gælder for den selvstændige kunstner.

- Ansatte medarbejdere i medievirksomheder er socialt sikret på en række punkter. De har deres faste lønindtægt og typisk ret til ferie med løn eller feriegodtgørelse efter ferieloven og vil ofte være omfattet af en pensionsordning. De vil være beskyttet mod arbejdsgiverens insolvens efter reglerne om Lønmodtagernes Garantifond. De vil næsten altid være funktionærer og dermed omfattet af funktionærlovens beskyttelsesregler. Ophavsretslovgivningen er blevet hængende i det traditionelle kunstnerbillede som repræsentativt for hele det ophavsretlige område, og har således ikke taget hensyn til udviklingen på arbejdsmarkedet.

- Det er virksomheden, der danner rammen for tilblivelsen af det ophavsretlige materiale. Virksomheden udgør forudsætningen for, at den ansatte kan medvirke til fremstilling af det ophavsretlige materiale, som er virksomhedens produkt. Det er typisk virksomheden - ved dens ledelse - der er igangsætteren, og som sørger for, at ideen gennemføres. Den ansatte ophavsmand er undergivet samme instruktionsbeføjelser som andre ansatte. Virksomheden investerer i produktionsapparatet og stiller dette til rådighed for den ansatte. Det er også virksomheden, der har salgsarbejdet. Virksomheden udgør endelig hele den administrative ramme. Det er således virksomheden og ikke den ansatte, der løber den økonomiske risiko. Ophavsretten til det færdige produkt bør følge den økonomiske risiko.

- I dagens informationssamfund vil det ofte være umuligt at konstatere, hvem der egentlig har skabt det færdige ophavsretlige produkt. Der vil typisk være tale om et samvirke mellem et større antal ansatte, hvis enkeltbidrag til det samlede resultat ikke efterfølgende kan identificeres. Det ophavsretlige materiale vil desuden i dets aktuelle form have haft en successiv tilblivelse, hvortil talrige ansatte i årenes løb har medvirket. Disse forhold betyder, at det for de pågældende virksomheder vil være umuligt eller vanskeligt at vide, fra hvilke personer samtykke til en ny udnyttelsesform skal indhentes. Endvidere vil det i mange tilfælde være således, at samtykke skal indhentes fra personer, der ikke længere er ansat i virksomheden og som følgelig er uden ethvert interessefællesskab med denne, samt fra tidligere ansattes arvinger m.v. Den naturlige følge af disse forhold må være, at virksomheden bør have ophavsrettighederne.

Producentregel

Som beskrevet ovenfor er det nødvendigt for danske medievirksomheders konkurrenceevne, at alle udnyttelsesmuligheder som udgangspunkt ligger hos producenten som den økonomisk ansvarlige for fremstillingen af ophavsretligt beskyttede produktioner, der er resultatet af mange personers arbejde og indsats - en såkaldt producentregel.

På denne baggrund er det udgivernes og producenternes opfattelse, at den gældende filmformodningsregel i ophavsretslovens SS 58, der legitimerer filmproducenten til at råde over rettighederne til at fremstille eksemplarer af filmen, at sprede eksemplarer af den, at fremføre filmen offentligt og at forsyne filmen med tekster eller tale på et andet sprog, bør udvides til en egentlig producent-regel for værker, som eksempelvis multimedieprodukter, der har mange medvirkende ophavsmænd og/eller udøvende kunstnere.

At producenten behøver alle rettigheder for at kunne udnytte produktionen på alle måder, betyder ikke, at producenten ikke er indstillet på at betale hver enkelt rettighedshaver for brugen af den færdige produktion. Producentreglen sikrer blot, at producenten har mulighed for at bruge produktionen - uden mulighed for veto fra en enkelt medvirkende eller arving - men selvfølgelig mod betaling.

Filmformodningsreglen er blandt andet indført for at skabe klarhed og entydighed om retsforholdene omkring film, idet rettighedsforholdene her ofte er uklare på grund af de mange medvirkende ophavsmænd og udøvende kunstnere. Sådan uklarhed eksisterer ikke alene for filmværkers vedkommende, men også for multimedieprodukter, der også har mange medvirkende ophavsmænd og udøvende kunstnere.

Danske producenter af filmværker og multimedieprodukter er oppe imod en konkurrence fra virksomheder fra anglo-amerikanske lande med det såkaldte "copyright-system", hvor lovgivningen tillægger producenten en selvstændig ophavsret, der sætter de medvirkendes rettigheder ud af kraft. For at give danske producenter af multimedieprodukter en rimelig position i konkurrencen med anglo-amerikanske virksomheder bør SS 58 ændres således, at den udformes til ikke alene at være en filmformodningsregel, men en egentlig producentregel for værker, hvor der medvirker mange ophavsmænd. Bestemmelsen bør af samme årsag udvides til også at omfatte udøvende kunstnere. Også her gælder det, at en producentregel vil ændre lovens udgangspunkt, men at aftalefriheden opretholdes.

Kollektiv forvaltning contra individuel forretningsudvikling

Det er vigtigt for udviklingen af den danske kultur- og medieindustri, at der sker den rette afgrænsning af de kollektive forvaltningsinstitutioners opgaver.

Det er udgivernes opfattelse, at de kollektive forvaltningsselskaber har deres berettigelse, men den er begrænset til områder, hvor individuel forretningsdrift og -udvikling ikke er praktisk mulig og hvor der alene er tale om registrering, opkrævning og tilsvarende opgaver.

Et godt eksempel herpå er COPY-DAN 1/2s varetagelse siden 1980 af opkrævningen af vederlag for fotokopiering inden for det offentlige skolevæsen, idet der var tale om en opgave, som det ikke var praktisk muligt for de enkelte forlag og dagblade at varetage, og som derfor ikke var en del af udgivervirksomhedernes primære virksomhed.

Helt anderledes forholder det sig, hvis man forlader den traditionelle fotokopiering og ser på de digitale udnyttelsesformer, specielt på online-området. Her er der tale om et område, der enten allerede er eller vil blive en del af forlagenes og dagbladenes primære virksomhed. Der vil her blive skabt en lang række nye dagblads- og forlagsprodukter, hvis fremstilling, distribution og betaling fuldt ud vil blive styret af den enkelte udgivervirksomhed i forhold til brugerne ved anvendelse af de nye elektroniske identifikations-, krypterings- og betalingssystemer.

I takt med at det danske skolevæsen i overensstemmelse med intentionerne i Dybkjær-rapporten udstyres med pc 1/2ere, er det sandsynligt, at den nuværende fotokopieringspraksis vil blive afløst af mere sofistikerede online-ydelser direkte fra den enkelte medievirksomhed til den enkelte skoleklasse. Dette kan meget vel udvikle sig til et væsentligt erhvervsområde for udgiverne.

Der er derfor tungtvejende grunde til, at udgiverne har taget afstand fra ophavsmandsorganisationernes ønske om at få de kollektive fotokopieringsordninger i ophavsretslovens SSSS 13 og 14 udvidet til også at omfatte det digitale område.

Situationen set fra ophavsmændenes side

Af hensyn til overskueligheden fremføres ophavsmændenes synspunkter som svar på de spørgsmål, som producenterne og udgiverne har fremhævet som de væsentligste. Det vil sige

1) Er der behov for en arbejdsgiverregel?

2) Er der behov for legitimationsregel for multimedieværker à la den, der gælder for filmværker?

3) Er der risiko for, at der sker en udviklingshæmmende kollektivisering af ophavsretten?

Behovet for en arbejdsgiverregel

Efter 20 års drøftelser i Kulturministeriets lovrevisionsudvalg og grundig behandling i 2 folketingssamlinger har et stort flertal i Folketinget (alle partier med undtagelse af Fremskridtspartiet) besluttet ikke at imødekomme udgivernes og producenternes ønske om en arbejdsgiverregel.

Som det fremgår af den afsluttende betænkning fra Folketingets Kulturudvalg har det for det første haft afgørende betydning, at en arbejdsgiverregel ville betyde et indgreb i bestående overenskomster.

Det skyldes, at den regel, som udgiverne og producenterne ønsker sig, vil give arbejdsgiveren alle udnyttelsesrettigheder til stoffet, hvis der ikke er indgået en aftale. Med en sådan regel vil aftalefriheden blive sat ud af kraft.

For det andet lagde flertallet bag den nye ophavsretslov vægt på, at de ansatte ikke har blokeret for en hensigtsmæssig videreudnyttelse af det tjenstligt producerede stof, og at der er indgået kollektive aftaler med de arbejdsgivere, der har ønsket mulighed for at videreudnytte stoffet uden at skulle spørge den enkelte ophavsmand eller dennes arvinger.

Aftalefriheden indskrænkes ikke af organisationsforhold som påstået af udgiverne og producenterne. Det står arbejdsgiverne frit for at indgå individuelle aftaler med den enkelte ophavsmand.

Folketingets Kulturudvalg gør opmærksom på, at hvis ikke parterne også i tiden fremover kan sikre den nødvendige fleksibilitet, vil spørgsmålet om behovet for en arbejdsgiverregel blive genovervejet.

Siden lovens vedtagelse i Folketinget har udviklingen ikke givet belæg for en revurdering. Tværtimod har den bekræftet antagelsen om, at parterne er i stand til at indgå de fornødne aftaler uden indgreb fra lovgivningsmagtens side.

Der er siden den nye ophavsretslovs vedtagelse eksempelvis indgået aftale med Danmarks Radio. Aftalen omfatter alle grupper af ansatte og giver DR mulighed for at videreudnytte det tjenstligt producerede stof på alle måder og ved hjælp af alle tekniske metoder (herunder de nye digitale udnyttelsesmuligheder).

TV 2 har allerede tidligere aftalt sig til tilsvarende vilkår.

De danske tv-foretagender har således de frie handlemuligheder, som efterlyses af udgiverne og producenterne.

Den betaling, som tv-foretagenderne giver de ansatte i henhold til disse aftaler, stækker heller ikke de danske tv-stationers konkurrenceevne overfor udlandet. Betalingen skal regnes i promiller af stationerens omsætning.

Der er heller ikke grundlag for den bekymring, som udgiverne og forlæggerne nærer for den trykte presses muligheder for at gøre sig gældende på markedet for online-udgivelser m.m.

Der er indgået aftaler om digital udnyttelse af stoffet, herunder online-udgivelse, med de dagblade, som har ytret et ønske om det. Det drejer sig pt. om Politiken A/S, Jyllands-Posten, Det Berlingske Officin A/S (udgivelse af Officinets dagblade på cd-rom), Dagbladet Børsen (udgivelse på internet) og Arbejderbevægelsens Mediearkiv (database).

Vedrørende forlagenes muligheder for digitale udgivelser kan der henvises til den aftale, som UBVA på AC-organisationernes vegne netop har indgået med Egtmont om forfatterrettighederne til Lademanns multimedialeksikon - en aftale der gør det muligt at sælge dette gigantiske leksikonværk i detailhandelen til et beløb på langt under 1.000 kr.

Ganske vist giver den gældende retstilstand i princippet de ansatte ophavsmænd mulighed for at modsætte sig videreudnyttelse. Men de ansatte ophavsmænd benytter ikke deres ret til medindflydelse på denne negative måde.

Ansatte producerer dagligt ophavsretligt beskyttet materiale i et stort antal forskellige private og offentlige virksomheder.

Kun inden for ganske få områder, gøres spørgsmålet om overdragelse af ophavsrettigheder til genstand for forhandling eller giver anledning til interessemodsætninger.

Det er hovedsagelig ansatte forskere og undervisere på de højere læreanstalter, ansatte kunstnere og mediernes redaktionelle medarbejdere, som ønsker at bevare kontrollen med den udnyttelse af det ophavsretlige stof, som finder sted uden for virksomhedens sædvanlige drift og rammer.

Søges der efter en fællesnævner hos disse grupper af ansatte, viser der sig et fælles særligt behov for at kunne sikre den intellektuelle eller kunstneriske integritet og i øvrigt for at kunne stå personligt til ansvar for stoffet i henhold til medieetiske og medieretlige normer. Der er også et stort hensyn at tage i forholdet til kilderne.

Foruden det særlige personlige initiativ og engagement, der følger med indflydelse og ansvar, betyder det forhold, at de ansatte ophavsmænd har mulighed for at bevare en vis kontrol med udnyttelse af stoffet uden for virksomheden, at de ansatte holder øje med og forfølger principielle medieetiske sager, hvad enten disse drejer sig om pressefriheden, kildebeskyttelse eller trediemands overtrædelse af de ideelle eller økonomiske ophavsrettigheder.

Alle erfaringer viser, at virksomhederne ikke selv tager initiativ til at forfølge sådanne sager, hvilket formentlig skyldes, at ledelserne og de administrativt ansatte ikke nærer den samme personlige ærekærhed overfor det redaktionelle stof.

Fraværet af ideelle og økonomiske ophavsrettigheder medvirker til at distancere det retlige og etiske ansvar fra den enkelte person. I de lande, hvor dette er gældende ret, synes der at ske en svækkelse af mulighederne for at holde et højt medieetisk niveau.[5]

Det er ophavsmændenes opfattelse, at det (kontinental)europæiske ophavsretssystem har en væsentlig del af æren for, at en stor del af indholdet i de europæiske medier er af høj kvalitet.

Global massespredning af informationer og underholdning er kun af værdi, hvis det fortsat bliver muligt at få adgang til medier/kilder, som er præget af kvalitet og troværdighed.

Den kontinental-europæiske ophavsretstradition vil således styrke og ikke svække mulighederne for at konkurrere med medie- og underholdningsgiganterne i USA, England og de øvrige lande i verden, der har adopteret det anglo-amerikanske copy-right system.

Virksomhedernes rettigheder

I det omfang en arbejdsgiver bidrager med personlig kreativitet eller en intellektuel indsats, som gør værket ophavsretligt beskyttet, er arbejdsgiveren som person ophavsmand til dette på linie med enhver anden ophavsmand.

Gældende ret sikrer herudover udgiverne og producenterne alle de udnyttelsesrettigheder til det ophavsretligt beskyttede stof, som er nødvendige for at drive den sædvanlige virksomhed.

Arbejdsydelsen, lønnen og de øvrige ansættelsesvilkår vil normalt være fastsat i forhold hertil. Vil arbejdsgiveren også sikre sig fremtidige udnyttelsesmuligheder fra den ansatte, kan dette aftales ved ansættelsen, ved overenskomsforhandlingerne eller direkte med den enkelte ophavsmand, når behovet måtte opstå.

Almindelige konkurrenceretlige regler betyder som hovedregel, at den ansatte ikke uden samtykke fra virksomheden kan udnytte det tjenstligt producerede stof udenfor arbejdsstedet. (Gælder dog ikke almindelig foredragsvirksomhed etc.)

Gældende ret i Norden og i de fleste EU-medlemstater sikrer med andre ord en afbalanceret afvejning af parternes naturlige interesser, både når det gælder udnyttelsen af de økonomiske rettigheder og sikring af de moralske (ideelle rettigheder).

Freelancere og frie kunstnere

Ophavsretsloven er ikke kun for frie kunstnere. Den gælder for alle, der giver ord, formgivning eller billeder et individuelt præg. Det være sig akademikere, reklametegnere, fagbogsforfattere, journalister, tv- og filmfotografer, kronikører m.m. og hvad enten disse er freelancere eller ansatte.

Det er helt nødvendigt og rigtigt at alle, der har deres udkomme ved at producere immaterielle værker, opnår en relevant beskyttelse, så andre ikke ved piratkopiering eller på anden uretmæssig måde kan tilegne sig resultatet af arbejdsindsatsen eller investeringen.

Dette synspunkt deler udgiverne og producenterne i realiteten også. Når udgiverne og producenterne selv har erhvervet rettighederne, hævdes der fuld ophavsretlig beskyttelse (og pris) for alle typer af værker uanset "værkshøjde", og uanset om værket er skabt af en kunstner eller en amatør, en ansat eller en freelancer.

Er der behov for en legitimationsregel for multimedieværker à la den, der gælder for filmværker?

Både som argument for indførelse af en generel arbejdsgiverregel og for indførelse af en producentregel eller en legitimationsregel for multimedieværker à la den, der gælder for filmværker, fremføres det, at der ofte vil have været så mange medvirkende til eksempelvis et multimedieværk, at det vil være helt umuligt for udgiverne og producenterne at erhverve nye udnyttelsesrettigheder i forhold til det oprindeligt aftalte.

Som beskrevet ovenfor er dette ikke korrekt. De store tv-foretagender har fuld råderet over de ansattes stof. Det samme har de trykte medier, der har ønsket det.

Indtil videre har udgiverne og producenterne kun i begrænset omfang ønsket at indgå kollektive aftaler for freelancere. Det skyldes, at man ønsker at bevare sin styrkeposition overfor den enkelte. Der er ikke behov for at tippe balancen yderligere til fordel for de store medieforetagender og til ugunst for den enkelte freelancer.

En legitimationsregel eller en yderligere producentregel er heller ikke nødvendig af andre grunde som uddybes nedenfor.

Desuden er multimedieprodukter forskellige fra film, både hvad indhold og anvendelse angår. De enkelte multimedieprodukter er også indbyrdes forskellige. Der kan derfor ikke som med film opstilles formodning for, at har man indgået en aftale om at medvirke til produktionen af en film, har man også været klar over, at denne skulle kunne vises i biografen, forsynes med undertekster, fremstilles i flere eksemplarer o.l.

Multimedieprodukter vil ofte bestå af flere allerede producerede værker, som blot nu ønskes føjet sammen til et multimedieprodukt.

Skulle lovgiverne formulere en legitimationsregel for multimedieværker, skulle den for at dække alle de mange forskellige kombinationsmuligheder have en meget bred og generel formulering. En sådan bestemmelse ville få samme negative virkning for ophavsmændene som de tvangslicensbestemmelser, som man både i Danmark og i EU har besluttet helt at ophøre med at anvende.

I EU-direktivet om retlig beskyttelse af databaser, som blev vedtaget i marts måned 1996, er der optaget en bestemmelse, som giver udgivere og producenter af multimedieværker en selvstændig og ophavsretsbeslægtet beskyttelse af deres rettigheder og investeringer. Beskyttelsen gælder også de bestanddele af et multimedieværk, som ikke i sig selv opfylder kravene til beskyttelse i henhold til ophavsretsloven.

Reglen er netop indført med det sigte at beskytte udgiverne og producenternes rettigheder til multimedieværker, der er baseret på digital informationsteknologi. Multimedieværker baseret på analog informationsteknologi er allerede dækket ind af diverse producentregler (SSSS 66, 67, 68, 69 og katalogreglen i SS 71).

I Danmark, i EU og i internationalt regi i øvrigt er samarbejder og systemer under opbygning, som vil gøre det let at erhverve rettigheder til multimedieværker.

Er der risiko for, at der sker en udviklingshæmmende kollektivisering af ophavsretten?

Hver m/k kan optræde som sin egen udgiver i de digitale netværk. Det skyldes den almindelige udbredelse af "desk-top publishing", og at der ikke sker nogen kvalitetsforringelse ved digital kopiering, og at denne kopiering er billig.

Denne udvikling skaber bekymring hos udgivere og forlæggere, der derfor lægger stor vægt på at erhverve enerettigheder til alle udnyttelsesformer fra forfatterne.

Som tidligere nævnt er aftalemønstrene (herunder standard-forlagskontrakterne) ved at blive tilpasset de digitale udnyttelser. Disse aftaler respekterer de særlige forhold ved digital udgivelse.

Det er ophavsmændenes opfattelse, at den samme tilpasning må ske for så vidt angår de aftaler, som bladudgiverne, forlæggerne og producenterne sammen med de individuelle rettighedshaveres organisationer har indgået med undervisningsinstitutioner og erhvervsvirksomheder om kopiering til undervisnings- og informationsformål.

Disse aftaler er omfattet af aftalelicensbestemmelser i ophavsretsloven og gør det let for brugerne at sikre sig adgang til at bruge stoffet, idet aftalelicensbestemmelsen indebærer, at aftalerne også får virkning for ophavsmænd og udgivere, der ikke er medlemmer af de (repræsentative) organisationer, som har indgået disse.

Det er ophavsmændenes opfattelse, at det er ønsket om eneret til digital udgivelse, der har ført til, at udgiverne og producenterne indtil videre har modsat sig en tilpasning af aftalelicensbestemmelserne i ophavsretsloven.

Det kan imidlertid efter ophavsmændenes opfattelse ikke undgås, at undervisningsinstitutionerne og erhvervsvirksomhederne i takt med anskaffelsen af digitalt scanner udstyr ved siden af fotokopiering vil ønske sig mulighed for at kunne indscanne f.eks. avis-klip eller fotokopier fra lærebøger til den interne BBS (Bulletin Board System) eller en intern informationsdatabase.

Det er i øvrigt opfattelsen at dette allerede i nogen udstrækning finder sted, nøjagtig som da fotokopieringsmaskinen vandt udbredelse. Det tog mange sager (ført af ophavsmændenes organisationer) og mange års forhandlinger at nå frem til det aftalemønster, der i dag sikrer begge parter en rimelig kompensation for den omfattende fotokopiering.

Ophavsmændenes organisationer har derfor foreslået udgiverne og producenterne, at parterne enes om at lære af erfaringerne ved fotokopimaskinens indtog og bede lovgiverne om at udvide de eksisterende aftalelicensbestemmelser i ophavsretsloven til også at dække aftaler om den digitale kopiering, der er sammenlignelig med fotokopiering.

Ophavsmændene har fælles interesser med udgiverne i, at sådanne aftaler ikke erstatter primærudgivelse eller online abonnement til databaser eller lignende forretningsområder.

Udgivernes og producenternes frygt for en udviklingshæmmende kollektivisering af ophavsretten er ubegrundet.

Den kollektivisering, der indtil videre har fundet sted, har haft både det modsatte formål og den modsatte virkning.

Hvis udgiverne og producenterne frygter, at der ved kollektive aftaler skulle finde en udviklingshæmmende centralisering sted, er denne for intet at regne i forhold til den, der ville have været følgen af en arbejdsgiverregel og yderligere producentregler. Ophavsmændene ville i denne situation have god grund til påpege, at deres individuelle rettigheder hermed var blevet af markant mindre betydning for mulighederne for at bevare en vis kontrol og kontakt med værket.

16.6 Fælles interesser

Parterne er enige om vigtigheden af at bekæmpe digital piratkopiering.

Parterne har stærke fælles interesser i at skabe vilkår, der fremmer mangfoldighed og høj kvalitet, og som gør det muligt at sikre stoffets autencitet også ved udnyttelse i de digitale netværk og i multimediesammenhænge.

Der er et fælles ønske om at sikre informationsfriheden, og at befolkningen og dermed samfundet får glæde af de massive investeringer i den informationsteknologiske infrastruktur.

Parterne er enige om, at digitalt baserede massemedier skal kunne drives på kommerciel basis og i fri konkurrence med eksisterende trykte og elektroniske medier.

Parterne har også fælles interesser i udvikling af diverse krypteringssystemer og andre tekniske anordninger, der kan minimere piratkopiering og samtidig registrere forbruget af stoffet.


Fodnoter

[1]Se ophavsretslovens SSSS 65, 66, 67, 69, 70 og 71.

[2]Jf. bl.a. Peter Schønning 1995, s. 137.

[3]Se også M.B.Andersen, Nordiskt Immateriellt Rättsskydd (NIR), nr.4, 1995, s.623 f.f.

[4]Se Schønning, 1995 s. 431.

[5]Se vedrørende dette og eksempler på konkrete sager Schelin, Nordisk Årbok for Retsinformatik 1995 s. 187 f.f.