20. De nye medier

20.1 Indledning

Som det fremgår af betænkningens del II om medieudviklingen, er de nye digitale medier et område i en rivende udvikling. Hvad der for udvalget på nuværende tidspunkt imidlertid er mindre indlysende, er hvilken betydning de nye medier vil få i mediepolitisk henseende i de kommende år. Hvis synspunkterne trækkes skarpt op, kan man sige, at der på den ene side er en opfattelse af, at der er tale om en mediemæssig revolution, som kun lige er begyndt. På den anden side er der en opfattelse af den digitale udvikling som en videreudvikling af de eksisterende medietyper snarere end som en udvikling af egentlige nye medier.

Uanset at der af nogle sættes spørgsmålstegn ved de nye mediers betydning for den demokratiske debat og mediepolitikkens udformning også på længere sigt, er der enighed i udvalget om, at Medieudvalgets anbefalinger også bør omfatte dette område.

Informationssamfundet er gennem mere åben adgang til informationer, bedre viden til borgerne om deres rettigheder og større adgang til offentlig deltagelse i beslutningsprocesserne med til at udvikle vort demokrati.

Valgmulighederne, der skal give brugeren adgang til at vælge tidspunkt, omfang og indhold efter eget ønske, har udviklet sig over de trykte medier til radio og tv, hvor der i dag er adgang til utallige kanaler distribueret på forskellig vis. Udviklingen fortsættes af de nye digitale medier, hvor man gennem internet allerede i dag kan få adgang til enorme mængder af tekst, grafik og billeder.

Det generelle uddannelsesniveau og indkomstudjævningen i Danmark muliggør en langt større og hurtigere udbredelse af nye teknologier end i mange andre samfund. Forudsætningerne for, at brugen af internet bliver udbredt til væsentlige dele af den danske befolkning, er til stede. For at modvirke tendenser til opdelingen af samfundet i et A- og B-hold kræves dog en indsats, bl.a. i form af bibliotekernes formidling af de nye medier, herunder internet, til et bredt publikum.

20.2 Baggrunden

Interaktiv formidling

Bøger, film, radio- og tv-udsendelser er bygget op over en lineær fortælleform beregnet til at blive læst, hørt eller set fra start til slut og hver for sig. Interaktiv fortælling er noget helt andet. Oplevelsen styres af modtageren. Man skifter rundt i materialet efter umiddelbar inspiration og ser et billede, læser en tekst, hører en lyd eller ser et videoklip i den rækkefølge, man selv vælger.

Interaktive multimedier stiller derfor helt anderledes krav til produktionen end de traditionelle medier, og det programmateriale, der indgår, er langt mere omfattende.[7] Store virksomheder, der i forvejen arbejder med lyd og billede, har derfor de bedste forudsætninger for at gå ind i udvikling af indholdet til de nye interaktive multimedier. Danske virksomheder søger at indgå i internationale alliancer for at blive store nok til at markere sig på markedet. I kraft af markedets internationalisering udbydes der en mængde udenlandske - hovedsageligt engelsksprogede - produkter. Indholdet af produkterne både i Danmark og internationalt er imidlertid præget af stort genbrug, og behovet for nyt programstof vil blive endnu mere markant i de kommende år.

Adgang til internet

Alle kan i princippet købe sig til offentligt tilgængelige multimedier, ligesom alle kan købe de bøger, der udgives. Men via bibliotekerne kan man låne bøgerne gratis. Spørgsmålet er derfor, om man også gennem bibliotekerne bør kunne få gratis adgang til multimedierne.

For nogle er bibliotekernes oprettelse af gratis internetadgang en principiel problemstilling. Det kan samtidig drøftes, om det er muligt at graduere takstfastsættelsen over for brugeren afhængigt af, hvilke dele af internet, der er tale om.

Andre har fremført, at der ikke er noget principielt i indførelsen af internetadgang på biblioteker. De enkelte kommuner og biblioteker prioriterer selv midlerne. Andre medier har gennem årene fundet indpas og betragtes som en naturlig del af bibliotekets udbud.

Rent faktisk har en lang række biblioteker enten gennemført eller er ved at gennemføre opstillingen af computere med internet-adgang. Internetadgangen kan tilvejebringes på to forskellige måder: enten via det almindelige telefonnet eller via en dedikeret datalinie. Omkostningerne til pc'ere og modems er omtrent den samme ved de to løsninger, der hovedsageligt adskiller sig fra hinanden ved forskellige anlægs- og driftsomkostninger og ved forskellige faciliteter.[8] De fleste biblioteker synes indtil videre at have valgt den første model, og der opkræves ikke betaling fra brugerne. Det hidtil største internettilbud til biblioteksbrugerne findes på Roskilde Bibliotek, som anvender den sidste model. Biblioteket har opstillet 42 pc'er med internetadgang, som er gratis for brugerne.[9] Internet giver ikke alene mulighed for informationssøgning. Det er muligt at deltage i diskussionsgrupper og i øvrigt ytre sig gennem elektronisk post.

For borgere med eget modem er der endvidere mulighed for at udnytte flere internet-udbyderes tilbud om, at abonnenterne gratis kan oprette deres egne homepages. Borgerne får så mulighed for at blive egentlige publicister og kan "udgive" dokumenter, som andre kan læse og down-loade.

Udbredelsen af danske tilslutninger til internet er bl.a. et spørgsmål om, hvor store omkostninger der er forbundet hermed. I denne forbindelse spiller taksterne for forbruget af teleforbindelsen en betydelig rolle. Det er regeringens politik, at de danske teleydelser skal være blandt de bedste og billigste i verden. Det har dog været fremført, at Tele Danmarks takststruktur bremser udbredelsen af internet. Liberaliseringen af telefonitjenesten og andre teletjenester samt den deraf følgende konkurrence vil forhåbentlig føre til, at også privatkunder vil få tilbudt internet-adgang til væsentligt lavere priser end i dag.

Indholdet af internet

I betænkningens del II om medieudviklingen er der i store træk redegjort for, hvorledes internet fungerer. Det fremgår, at der er tale om et område, hvor hovedparten af udviklingen hverken kan styres eller reguleres.

Det er klart, at relevant dansk lovgivning - f.eks. straffeloven og markedsføringsloven - også gælder for internet. Straffelovens bestemmelser om f.eks. børnepornografi, racediskrimination m.v. og æreskrænkelser finder umiddelbart anvendelse i tilfælde, hvor der er tale om udbredelse via internet. Men det er samtidig klart, at det - bl.a. på grund af internets globale udbredelse - vil være særdeles vanskeligt at dokumentere og retsforfølge overtrædelser.

Den danske markedsføringslov gælder for markedsføringshandlinger, der udfolder sig på dansk territorium. En markedsføringshandling, der retter sig mod det danske marked, vil derfor være omfattet af markedsføringsloven, uanset hvilket medie den anvender, og uanset hvem der udøver den.

Dette udgangspunkt fører til praktiske vanskeligheder, hvis den erhvervsdrivende udfolder sin markedsføring fra fremmed territorium. Problemerne er ikke særegne for internet, men internet har forstærket dem.

Det må betones, at ethvert forsøg på at regulere internet på grund af nettets grænseoverskridende struktur vil kunne få uheldige bivirkninger af den art, man oplevede omkring årsskiftet 1995-96, da anklagemyndigheden i den tyske delstat, Bayern, fik den amerikanske internetudbyder, CompuServe, til at blokere adgangen til en række internetbaserede diskussionsgrupper udbudt af CompuServe, fordi disse diskussionsgrupper i strid med den bayerske straffelovgivning spredte obskønt materiale. På grund af internets grænseløse beskaffenhed fik dette skridt virkninger for ca. 4 mio. personer i 140 forskellige lande. En blokering af en udbyders information, der skyldes særligt restriktive danske markedsføringsregler, vil kunne få tilsvarende virkninger.

Grundlovens SS 77 fastslår den formelle ytringsfrihed. Bestemmelsen gælder for ytringer på tryk, i skrift og i tale. Det antages, at bestemmelsen derimod ikke omhandler andre medier, som f.eks. film, hvor der i stedet er censurregler, samt de reklameregulerende regler for radio og tv.

Der findes ingen specifik regulering af internets indhold. Medieansvarsloven regulerer ansvarsproblemerne vedrørende periodiske skrifter m.v. Dermed kan den forurettede altid gøre sit ansvar gældende mod den ansvarshavende redaktør, selv om ophavet til en krænkende oplysning m.v. ikke træder offentligt frem i mediet. Loven finder også anvendelse for radio- og tv-programmer, men ikke for internet, som ikke er et medie i radio- og fjernsynslovens forstand. Reguleringsmæssigt er internet en datatjeneste, men telelovgivningen regulerer ikke indholdet af datatjenester.

Man kan diskutere, om der er behov for ansvarsregler for indholdet af internet i lighed med medieansvarslovens regler. En sådan ansvarsregulering burde i givet fald fokusere på den personkreds, der i relation til massemedierne betragtes som den "ansvarshavende redaktør".

Medieansvarsloven åbner imidlertid mulighed for, at tekster, billeder og lydprogrammer, der periodisk udbredes til offentligheden, såfremt de har karakter af en nyhedsformidling, der kan ligestilles med formidlingen gennem de medier, loven omfatter, også kan blive omfattet af loven. Formålet med denne bestemmelse er at sikre, at elektroniske informationssystemer, der kan ligestilles med de traditionelle massemedier, også kan omfattes af medieansvarslovens særlige ansvarssystem. For at få sådanne programmer omfattet skal udgiveren anmelde dem til Pressenævnet. Om et foretagende, der via internet udbreder informationer, kan omfattes af medieansvarsloven, kan ikke siges med sikkerhed i dag, men det kunne tænkes at være relevant for f.eks. online-udgaver af dagblade m.v.

20.3 Anbefalinger

a. 1.

Et flertal anbefaler, at det offentlige støtter udviklingen af dansksprogede multimedieprodukter til undervisningsbrug, idet multimedier med dansk indhold kan være en forudsætning for tilegnelsen af fortrolighed med de nye medietyper. Det gælder såvel stand alone medier, f.eks. cd-rom, som internet. Flertallet peger desuden på behovet for uddannelse og forskning på multimedieområdet og på betydningen af, at der udvikles kreative produktionsmiljøer.

Anbefales af: Gunhild Agger, Kate Bluhme, Ebbe Dal, Bent Helvang, Torben Holmbäck, Lisbeth Knudsen, Anders Krarup, Torben Dalby Larsen, Poul Erik Magnussen, Tove Malzer, Kim Minke, Frands Mortensen, Ole Steen Nielsen, Raymond Olsen, Lars Poulsen, Ole Prehn, Chresten W. Reves og Niels Thomsen.

a.2. Et mindretal anbefaler, at det offentlige støtter udviklingen af dansksprogede multimedieprodukter. Det gælder såvel "stand-alone" medier, f.eks. cd-rom, som til internet. Mindretallet finder det af særlig betydning, at der kan tilbydes dansksprogede multimedieprodukter til undervisningsbrug. Mindretallet peger særligt på behovet for uddannelse samt forskning og udvikling på multimedieområdet og på betydningen af, at der kan udvikles kreative produktionsmiljøer.

Anbefales af: Bent Helvang, Ole Kidmose, Torben Krogh, Peter Harms Larsen, Hans Carl Nielsen og Trine Sick.

b. Medieudvalget anbefaler, at bibliotekerne tilbyder borgerne en adgang til disse nye medier.

c. Et flertal anbefaler, at Kulturministeriet snarest påbegynder arbejdet med at give den danske befolkning adgang via biblioteksvæsenet til samlinger af radio- og tv-programmer udsendt af foretagender med dansk sendetilladelse.

Anbefales af: Gunhild Agger, Kate Bluhme, Bent Helvang, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen, Anders Krarup, Torben Krogh, Peter Harms Larsen, Tove Malzer, Kim Minke, Frands Mortensen, Raymond Olsen, Lars Poulsen, Ole Prehn og Trine Sick.

d. Medieudvalget anbefaler, at internet-udgivelser, som kan sammenlignes med traditionelle massemedier, gennem anmeldelse til Pressenævnet lader sig omfatte af medieansvarsloven.

ad a.1.

Et flertal anbefaler, at det offentlige støtter udviklingen af dansksprogede multimedieprodukter til undervisningsbrug, idet multimedier med dansk indhold kan være en forudsætning for tilegnelsen af fortrolighed med de nye medietyper. Det gælder såvel stand alone medier, f.eks. cd-rom, som internet. Flertallet peger desuden på behovet for uddannelse og forskning på multimedieområdet og på betydningen af, at der udvikles kreative produktionsmiljøer.

Anbefales af: Gunhild Agger, Kate Bluhme, Ebbe Dal, Bent Helvang, Torben Holmbäck, Lisbeth Knudsen, Anders Krarup, Torben Dalby Larsen, Poul Erik Magnussen, Tove Malzer, Kim Minke, Frands Mortensen, Ole Steen Nielsen, Raymond Olsen, Lars Poulsen, Ole Prehn, Chresten W. Reves og Niels Thomsen.

ad a.2.

Et mindretal anbefaler, at det offentlige støtter udviklingen af dansksprogede multimedieprodukter. Det gælder såvel "stand-alone" medier, f.eks. cd-rom, som til internet. Mindretallet finder det af særlig betydning, at der kan tilbydes dansksprogede multimedieprodukter til undervisningsbrug. Mindretallet peger særligt på behovet for uddannelse samt forskning og udvikling på multimedieområdet og på betydningen af, at der kan udvikles kreative produktionsmiljøer.

Anbefales af: Bent Helvang, Ole Kidmose, Torben Krogh, Peter Harms Larsen, Hans Carl Nielsen og Trine Sick.

Multimedieområdet er helt domineret af engelsksprogede produkter. Ikke mindst i undervisningssektoren vil der i de kommende år være et stort behov for dansksproget undervisningsmateriale. Blandt årsagerne til det beskedne danske udbud er utvivlsomt det forhold, at det danske marked har en ringe størrelse, hvilket gør de danske produkter relativt dyre. Men der kan også peges på, at der endnu kun er få miljøer med kreativitet og ekspertise i virksomheder og andre steder til udvikling og produktion af multimedier.

ad b.

Medieudvalget anbefaler, at bibliotekerne tilbyder borgerne en adgang til disse nye medier.

Bibliotekerne spiller i dag en stor kulturpolitisk rolle i samfundet. Denne position bør fastholdes og udbygges. Derfor er det af stor betydning, at bibliotekerne også i fremtiden kan være formidlere af et bredt udsnit af udgivelser til befolkningen. Mange udgivelser vil i fremtiden måske alene findes på cd-rom eller i form af internetpublikationer. Der kan heller ikke ses bort fra, at bibliotekernes indkøb af danske multimedieprodukter vil medvirke til væsentlig bedre afsætning for produkterne. Dette svarer til bibliotekernes betydning for bogbranchen. For så vidt angår bibliotekernes udlån af digitale produkter, er der i dag en række hindringer af ophavsretmæssig karakter.

Kulturministeriet har nedsat et udvalg om bibliotekernes rolle i informationssamfundet. Blandt de spørgsmål, udvalget skal vurdere, kan nævnes pligtaflevering og ophavsret i forbindelse med bevaring og formidling af elektroniske værker. Udvalget skal afslutte sit arbejde i 1997. Det må anses for væsentligt, at udvalget når til en afklaring af de nævnte problemer.

Bibliotekerne har også hidtil været stedet, hvor den danske kulturarv og nationallitteratur kunne findes. De nye elektroniske medier giver en mulighed for i langt bredere omfang end hidtil via internet at gøre historiske originaldokumenter i den danske kulturskat tilgængelige for en bred kreds af brugere. Den mulighed bruges allerede i dag af Det Kongelige Bibliotek, men må udvides og udbygges. Efter Medieudvalgets opfattelse kan dette kombineres med anbefalingerne om at støtte udviklingen af dansksproget programstof til de nye medier.

Behovet for bibliotekernes indsats på dette område understreges også af regeringens IT-handlingsplan. Et af elementerne heri er, at nye publikationer udgivet af ministerier og styrelser fra 1997 skal offentliggøres elektronisk parallelt med papirudgaven. Sammen med en række andre institutioner udvikler Forskningsministeriet en såkaldt infokioskløsning til brug på biblioteker og offentlige kontorer. Hensigten med Infokiosken er at give borgerne adgang til offentlig information og selvbetjeningstjenester på internet.

ad c.

Et flertal anbefaler, at Kulturministeriet snarest påbegynder arbejdet med at give den danske befolkning adgang via biblioteksvæsenet til samlinger af radio- og tv-programmer udsendt af foretagender med dansk sendetilladelse.

Anbefales af: Gunhild Agger, Kate Bluhme, Bent Helvang, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen, Anders Krarup, Torben Krogh, Peter Harms Larsen, Tove Malzer, Kim Minke, Frands Mortensen, Raymond Olsen, Lars Poulsen, Ole Prehn og Trine Sick.

Bibliotekerne har hidtil været stedet, hvor den danske kulturarv og nationallitteratur kunne findes. Mens der er fri adgang til alt trykt materiale, som indgår i bibliotekernes samlinger, er dette ikke tilfældet, når det gælder radio- og tv-programmer. I henhold til lov om ophavsret, SS 33, opbevares radio- og tv-udsendelser, såfremt de er af dokumentarisk værdi, i Statens Mediearkiv på Statsbiblioteket i Århus. Samlingen omfatter stort set alle udsendelser udsendt af Danmarks Radio og TV 2 samt i mindre omfang programmer fra lokale radio- og tv-stationer. I henhold til loven er der imidlertid kun adgang i forbindelse med forskningsformål eller lignende. I praksis betyder dette, at kun forskere, studerende, journalister og andre, som kan dokumentere en forskningsmæssig interesse, har adgang til arkivernes programmer, hvorfor den almindelige borger ikke har adgang til denne vigtige del af kulturarven på lige fod med de trykte medier. Det må derfor anses for hensigtsmæssigt, at den eksisterende begrænsning i adgangen til radio- og tv-udsendelser bringes til ophør.

ad d.

Medieudvalget anbefaler, at internetudgivelser, som kan sammenlignes med traditionelle massemedier, gennem anmeldelse til Pressenævnet lader sig omfatte af medieansvarsloven.

Internet er ikke omfattet af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed eller af medieansvarsloven. En stor del af internets indhold kan imidlertid sammenlignes med indholdet af traditionelle medier. Der udgives elektroniske aviser på internet, ligesom f.eks. DR har planer om at udsende radioprogrammer på nettet. Denne udvikling vil forstærkes i de kommende år. Efter Medieudvalgets opfattelse bør muligheden i medieansvarsloven, for at elektroniske informationssystemer, der kan ligestilles med traditionelle massemedier, kan blive omfattet af loven og dens ansvarssystem gen-nem anmeldelse til Pressenævnet, gælde for udbredelsen af informationer via internet.

Dette er i givet fald en frivillig ordning for udgiverne. Medieudvalget er som udgangspunkt enig i frivillighedsprincippet, bl.a. fordi det er vanskeligt på forhånd præcist at afgrænse hvilke internetudgivelser, det er relevant for.

Medieudvalget finder derimod ikke, der er grund til at ændre på den gældende retstilstand med hensyn til indholdsmæssig regulering af internet. Som nævnt findes der ikke en sådan regulering i dag. Derimod er den almindelige lovgivning, herunder straffeloven og markedsføringsloven, gældende også for internet. Spørgsmålet er under overvejelse i andre lande, og f.eks. har USA indført lovgivning, der regulerer indholdet af internet. En sådan regulering ville efter Medieudvalgets opfattelse være af censurlignende karakter og kan derfor ikke anbefales. Hertil kommer de vanskeligheder, der måtte forudses med administrationen af sådanne regler.


Fodnoter

[7]F.eks. vil en cd-rom-titel med et elektronisk opslagsværk til undervisningsbrug typisk kunne indeholde omkring 10 min. videoklip, ca. 3 timers lydklip, op til 10.000 stillbilleder og en mængde tekst og grafik.

[8]Ved forbindelse via det almindelige telefonnet betales et internetabonnement pr. pc på 1000-6000 kr. årligt (afhængigt af udbyder) samt almindelige samtaleafgifter for den tid, internetforbindelsen er opkoblet. Denne samtaleafgift ligger i størrelsesordenen 40 øre pr. minut, svarende til 24 kr. i timen. Hvis bibliotekets telefoninstallation ikke kan bære den forøgede belastning, må der oprettes flere linier. Ud over oprettelsesafgiften skal der så betales en abonnementsafgift på ca. 300 kr. pr. kvartal pr. linie. Internetforbindelsen kan også oprettes med ISDN, hvilket vil mangedoble transmissionshastigheden og dermed nedsætte ventetiden ved pc'en. Oprettelses- og kvartalsafgift er det dobbelte af et almindeligt telefonabonnement, men minutprisen er den samme.

Den anden løsning er internetforbindelse via eksisterende datalinier. Bibliotekerne er generelt ved at indføre forskellige online tjenester, som forudsætter oprettelse af eget lokalnet med en central server, der via en dedikeret datalinie er i stadig forbindelse med et fælles datacenter. En række biblioteker har udvidet disse funktioner med internetadgang for både bibliotekarer og publikum. Der er typisk tale om merpriser i størrelsesordenen 10.000 kr. pr. år pr. biblioteksvæsen, og der betales ikke nogen minutpris eller anden trafikafgift, da internetforbindelsen sker via den allerede eksisterende datalinie. Fordelen ved denne model er, at internetadgangen omfatter hele biblioteksvæsenet, og at der er korte svartider ved lav belægning. Det må dog antages, at der kan opstå problemer ved spidsbelastninger.

[9]Biblioteket betaler en fast pris på 60.000 kr. om året for internetforbindelsen. Med 42 pc'er åbne i 2500 timer om året er det en driftsudgift på 57 øre pr. time pr. pc.