3. Udviklingen i den politiske formidling

3.1 Indledning

Forholdet mellem borgerne, medierne og politikerne er under forandring. Den intense debat om medierne og demokratiet i disse år vidner om usikkerhed med hensyn til demokratiets vilkår i fremtidens Danmark. Det gælder lige fra en stærk frygt for, at populismen skal undergrave det repræsentative demokrati til forjættende forestillinger om udviklingen af en helt ny og mere direkte form for demokrati med de nye informationsteknologier som navlestrengen mellem borgere og beslutningstagere.

Også årsagerne til forandringerne er et gennemgående tema i debatten. Nogle hæfter sig ved, at befolkningen generelt er blevet mere pragmatisk i sine holdninger; andre hæfter sig ved mediernes kommercialisering, og atter andre tilskriver udviklingen de politiske beslutningsprocessers stigende kompleksitet og uigennemskuelighed.

Samstemmende synes alle iagttagelser dog at pege på, at mediernes funktion fra overvejende at være en formidlende instans mellem politikere og befolkning i langt højere grad er blevet en selvstændig aktør i den demokratiske debat.

Det er ikke tanken i dette kapitel at give en videnskabelig analyse af udviklingen i forholdet mellem borgerne, medierne og de politiske beslutningstagere, men derimod i diskuterende form at tegne et rids til en karakteristik af nogle af de mest åbenbare forandringer. I det følgende kapitel 4 diskuteres forskellige fremtidige perspektiver.

3.2 Borgerne: Man har et standpunkt til man møder et bedre

Populært sagt kan den mest betydningsfulde ændring i befolkningens forhold til de politiske beslutninger sammenfattes i begrebet af-ideologisering. Danskerne synes i dag i langt højere grad at være løsrevet fra klassemæssige, partimæssige og religiøse bånd end for 30-40 år siden.

Som de væsentligste årsager hertil må peges på dels det kulturelle opbrud, der for alvor tog fart i 60'erne, og dels det generelt højere uddannelsesniveau - med ændrede pædagogiske normer - i samfundet.

Generelt synes det at have gjort danskerne mindre autoritetstro: Hverken politikere eller folk med en specialviden kan på forhånd regne med, at deres viden og synspunkter tillægges afgørende vægt. En synlig konsekvens heraf har været, at langt færre danskere end tidligere er medlem af et politisk parti. At der er tale om en markant udvikling fremgår af nedenstående grafiske fremstilling.

Tabel 3.2.1: Medlemstal for de otte partier, 1953-93[12]


Kilde: Lars Bille, i: Demokratiets mangfoldighed. Morten Madsen m.fl. (red). Forlaget politiske studier, Kbh. 1995.

Denne udvikling synes imidlertid på ingen måde at have sat sig spor i form af en generelt vigende interesse for politik. Ifølge en spørgeskema-undersøgelse udarbejdet for Medieudvalget[13] angiver en fjerdedel af den danske befolkning således, at de interesserer sig "temmelig/meget stærkt" for politik. Ca. halvdelen interesserer sig "i nogen grad" for politik, mens den sidste fjerdedel af befolkningen interesserer sig "lidt/slet ikke" for politik.

Forandringerne i mediernes formidling af det politiske stof kan derfor næppe tilskrives en generel vigende interesse for politik. De må snarere fortolkes som et udtryk for en mere emneorienteret holdning til de politiske spørgsmål. Det er med baggrund i denne større individualitet, at medierne har ændret deres formidlingsform.

3.3 Mediernes formidling af politisk stof

Primært kan de største forandringer karakteriseres ved, at den elektroniske nyhedsformidling i højere grad end tidligere i en væsentlig del af befolkningen opfattes som den vigtigste nyhedskilde til politisk stof. Imidlertid er der markante forskelle på befolkningsgruppers brug af medierne. Blandt dem, der kan defineres som informationsstærke og ressourcerige, spiller især tv en mindre rolle som politisk nyhedsformidler. For dem varetages denne funktion i højere grad af dele af de trykte medier. Det er primært der, de henter deres baggrundsorientering og følger - eller bidrager til - den løbende offentlige debat.

I kraft af sin hurtigt opdaterede nyhedsformidling og det store antal sendetimer indtager radioen en særlig position. Det er i radioens nyhedsudsendelser, at et stort antal danskere første gang i løbet af dagen stifter bekendtskab med de begivenheder, de først senere møder i tv og de trykte medier. I radioen er der også tidsmæssige muligheder for at gå i dybden med en lang række emner, der spiller en rolle i den politiske debat.

Dagbladene

De mest markante ændringer i dagbladenes behandling af det politiske stof kan karakteriseres som følger, idet det skal bemærkes, at partipressens opløsning og promoveringen af "kampagnejournalistikken" stammer tilbage fra 60'erne og 70'erne.

1. Generelt i pressen ses der en mindre, men gennemgående opprioritering af de "seriøse" emneområder gennem de sidste 10 år. Det gælder især de emneområder, der traditionelt er fora for den almene offentlige debat - politik, kultur og erhvervsstof - mens de store og underholdningsprægede områder er blevet svagt nedprioriteret. Det skal dog bemærkes, at omfanget af de enkelte aviser er øget i perioden både med hensyn til antallet af sektioner og antallet af sider. Heri ligger forklaringen på, at der kan ske en opprioritering af det politiske stof samtidig med, at der er blevet mere af det såkaldte underholdningsstof.

2. Det egentlige referat fra de forskellige politiske fora - ikke mindst folketingsreferatet - er forsvundet.

3. Den politiske dagsorden sættes i mindre grad af politikerne alene, men i større udstrækning i et samspil med medierne.

4. Tendensen til, at de enkelte blade favoriserer politikere af nærtstående partifarve, er faldende.

5. Personcentreringen er stærk i pressen i den forstand, at enkeltpolitikere er genstand for intens interesse og omtale. Men de behandles som aktører i det politiske spil, og kun undtagelsesvis uden for formiddagsaviserne kommer mere personlige træk eller personlige reaktioner på diverse hændelser til udtryk.

6. Anvendelsen af fotografier, fotomontager og andre illustrationer er øget markant.

Disse tendenser synes ikke at bekræfte bekymringen for, at avisernes svar på den elektroniske nyhedsformidling skulle bestå i en øget prioritering af underholdningsstoffet. Snarere viser det, at aviserne forsøger at profilere sig ved en distance til de elektroniske mediers nyhedsformidling. Det gælder både den politiske baggrundsorientering og muligheden for - gennem flere sektioner - at tilgodese læsernes specialinteresser.

Selvstændiggørelsen i forhold til de politiske institutioner peger på tendensen til at flytte det formidlingsmæssige udgangspunkt fra politikerne og de politiske institutioner til læserne. Vel at mærke i en situation hvor forbindelsen mellem læserne og avisen, som tidligere nævnt i mindre grad end tidligere hviler på et partipolitisk defineret tilhørsforhold.

TV

Oprettelsen af TV 2 i 1988 betød både konkurrence på den danske nyhedsformidling og et større udbud af tv-nyheder. Siden er udbudet øget yderligere. De to danske public service-stationer sender således i dag på hverdage henholdsvis 55 minutters nyheder og 1 time og 20 minutter. Hertil kommer det dansksprogede TV3's nyheder (25 minutter dagligt), de lokale tv-stationers og de mange udenlandske tv-stationers nyhedsprogrammer, hvor specielt det amerikanske CNN repræsenterer en ny form for "live-nyhedsformidling". Der er således et væsentligt større udbud end i 1987, hvor man måtte nøjes med den daglige halve time, evt. suppleret med lidt sening på nabolandenes stationer.

Også med hensyn til den tid, der forbruges på at se tv-nyheder, er der sket en stigning. På grund af forskellige opgørelsesmetoder af seertal inden for perioden er det imidlertid vanskeligt at give et præcist tal for denne stigning.

Som nævnt er det større forbrug af tv-nyheder blevet fulgt af et klart skred i retning af, at flere danskere foretrækker nyhederne i tv fremfor i avisen. Der er tale om en relativ stigning på 60% i forhold til 1984. Ikke overraskende er det især de 13-29 årige, der foretrækker nyhederne i tv frem for i avisen.

Der er grund til at hæfte sig ved, at det større medieudbud også har været medvirkende til at svække de enkelte stationers autoritet - konkret tænkes på monopolbruddet med oprettelsen af TV 2. Formuleret med medieforskeren Stig Hjarvards ord[14]:

"Som følge af monopolbruddet mistede Danmarks Radio autoritet, ikke mindst på nyhedsområdet. Hvor TV-avisen i kraft af sit offentlige monopol kunne - og skulle - sammenfatte nationens politiske dagsorden hver aften, har ingen tv-station længere en sådan autoritet at trække på. Resultatet er en form for magtforskydning fra tv-station til seer: Autoriteten er ikke længere givet det offentlige monopol, men er noget som tv-stationen selv skal skabe gennem sin daglige betjening af seerne: Nyhedsformidlingen bliver i højere grad en servicevirksomhed, som må orientere sig mod seernes vurderinger og behov."

Det forøgede udbud giver i sig selv seerne øgede muligheder for på baggrund af deres egne individuelle præferencer at vælge den form for formidling, de foretrækker. Man er med andre ord ikke i samme udstrækning som tidligere nødt til at acceptere en bestemt formidlingsform og stofprioritering.

Udviklingen af tv-nyhedsformidlingen i retning af øgede krav om aktualitet, ændret henvendelsesform og forløbsstruktur kædes i den offentlige debat ofte sammen med denne stigende konkurrence mellem de forskellige tv-kanaler.

En bekymret og pessimistisk vurdering ville typisk hæfte sig ved, at nyhedsformidlingen i dag må konkurrere med de mange kommercielle kanaler om seernes gunst. Seerne forstås derfor i stigende grad som forbrugere og i mindre grad som borgere: Nyhederne bliver en vare, som skal afsættes til flest mulige. Kravet om umiddelbar appel fører til, at nyhederne klippes sammen af seks-sekunderssekvenser uden hensyntagen til de nødvendige nuancer, der er afgørende for den demokratiske debat.

En mindre bekymret og mere optimistisk vurdering ville derimod lægge vægt på, at udviklingen i tv-journalistikken skal forstås som et udtryk for, at mediet er ved at finde sin egen form. Hvor tv-nyhederne til at begynde med kalkerede de trykte mediers form med lange informative opremsninger, prioriteres billedsiden i dag som en selvstændig betydningsfaktor. Tv-mediets formidlingsmæssige force ligger netop i bevægelsen, klippene, nærbillederne og hastigheden - derved adskiller det elektroniske billedmedie sig simpelthen fra det trykte medie.

Endvidere kan man hæfte sig ved, at især de to public service-stationer supplerer de daglige nyhedsudsendelser med en række baggrundsorienterende programmer, der giver plads for en mere nuanceret fremstilling af konkrete emneområder.

Bl.a. har Danmarks Radios TV i de seneste år udviklet en nyhedstime i den bedste sendetid på ugens første fire dage kl. 21.00 til 22.00, ligesom det specielle søndagsmagasin i samme tidsrum (21.00 til 21.45) er opretholdt. Det har betydet, at både udenrigsorienteringen og erhvervsstoffet har fået en mere central placering i DR-TVs sendetid end nogensinde tidligere.

For TV 2's vedkommende kan man fremhæve betydningen af, at landsnyhedsprogrammerne siden 1988 er blevet suppleret med de otte regionale tv-stationers nyhedsprogrammer kl. 19.30 - 20.00. De regionale udsendelser har haft stor betydning for synliggørelsen og formidlingen af den regionale og politiske debat i Danmark, hvilket ikke mindst har vist sig ved TV 2's dækning af kommunevalgene. Fremhæves kan også TV 2's topmødeprogrammer, hvor man har bundet de regionale studier sammen i flere timer lange landsdækkende og meget sete debatprogrammer.

Med hensyn til beklagelsen af den større grad af fokusering på publikums forventninger kan det - med medieforskeren Henrik Søndergaards ord[15] - indvendes, at:

"Hvor den traditionelle forståelse af offentlig service, som den kommer til udtryk i den klassiske velfærdsstat, bygger på forestillingen om, at offentlige institutioner skal varetage objektive behov hos brugerne, uden at brugerne selv kommer til orde, lægges der i den moderne opfattelse vægt på at tilbyde valgmuligheder, så brugerne i sidste ende selv afgør, hvilke ydelser der skal produceres. Denne forestilling, som indgår i begrebet om "den responsive stat", udgør på den ene side et brud med den form for formynderi, som den gamle opfattelse af offentlig service hviler på. På den anden side afspejler den det forhold, at brugernes behov og interesser efterhånden er blevet så forskelligartede og indbyrdes uforenelige, at de ikke kan imødekommes gennem standardiserede ydelser, men må tilpasses individuelle krav" .

Der er blevet påpeget en risiko for, at demokratiet udvikler sig til et såkaldt konfetti-demokrati, hvor der ikke er noget klart fokus, men tusinder af enkeltsager, som hele tiden stjæler billedet. I værste tilfælde en situation, hvor borgerne helt mangler fælles værdier og holdninger at stå sammen om og derfor deler sig i så mange subkulturer og marginalgrupper, at både den lokale, regionale og nationale fælles identitet er svær at få øje på.

Omvendt er der blevet peget på, at udviklingen kan tænkes at fremme en reel ansvarliggørelse og demokratisering. For det første fordi det individuelle udgangspunkt ikke nødvendigvis står i modsætning til helhedssynet, på samme måde som helhedssynet ikke forudsætter en partipolitisk eller ideologisk forankring, men tværtimod kan tænkes at fremme en ny form for ansvarliggørelse. For det andet fordi de nye teknologiske muligheder for kommunikation kan tænkes at virke befordrende for interessen for aktiv deltagelse i den demokratiske debat.

Der er næppe tvivl om, at udviklingen i den politiske journalistik med fokusering på enkeltsager og personer har virket befordrende for den almindelige interesse for de politiske spørgsmål. Fokusskiftet fra traditionelle samfundsmæssige institutioner til andre emnekredse kan fortolkes som en anerkendelse af, at mange andre livsområder end de traditionelt politiske har relevans - også i sammenhæng med en bredere politisk interesse.

Deraf kan man imidlertid ikke konkludere, at udviklingen under alle omstændigheder har en demokratiserende virkning. I den udstrækning, det private helt og holdent fortrænger helhedssynet, kan udviklingen resultere i en situation, hvor politik indskrænkes til blot at handle om forsvaret af private interesser, samtidig med at snæversynet tenderer mod at bekræfte eksisterende fordomme om samfundets indretning. Dermed kan en mere nuanceret og mangfoldig dialog om de politiske emner blive forhindret.

Uanset om man beklager eller glædes over udviklingen i nyhedsmediernes dækning af det politiske stof, forsøger både de elektroniske og de trykte medier i højere grad end tidligere at tilpasse deres nyhedsformidling til publikums forventninger på bekostning af de politiske institutioners og aktørers ønsker til formidlingen.

Denne tendens kan tænkes at blive forstærket af den informationsteknologiske udvikling. Når den elektroniske informationssøgning bliver almindelig udbredt - på internet eller diverse databaser - vil det give den interesserede mulighed for at få den ønskede information i den form, vedkommende måtte ønske sig. Og omvendt øges mulighederne for at fravælge det, der ikke umiddelbart interesserer.

Radio

Det formidlingsmæssige dilemma, der følger af, at medierne i højere grad forsøger at tilgodese brugernes individuelle forventninger, træder tydeligt frem i diskussionerne om Danmarks Radios nyhedsformidling i radioen.

På radiosiden har Danmarks Radio hidtil fastholdt at lade én afdeling - Nyheds- og aktualitetsafdelingen - producere fælles nyheder til de tre kanaler (P1, P3 og Danmarkskanalen), der indeholder nyhedsudsendelser. Radioavisen har således fortsat hele befolkningen som målgruppe.

Herudover har man i stigende omfang tilrettelagt nyhedsindslag, der hver på sin måde forsøger at tilgodese de tre kanalers specielle målgruppe, f.eks. Orientering på P1, Go'Morgen P3 på P3 og Morgenmagasinet på Danmarkskanalen.

Det aktuelle spørgsmål er, om man skal fortsætte ad denne vej, så også de egentlige radioaviser udformes forskelligt afhængigt af den konkrete målgruppe[16].

Til fordel herfor er der blevet anført, at man gennem en forskellig formidling og prioritering af stoffet kan respektere den danske befolknings forskellige præferencer og forudsætninger. En respekt der i lyset af det stigende medieudbud er en forudsætning for, at public service-radioen kan fastholde sin position som nyhedsformidler til danskerne.

Omvendt er der blevet peget på, at netop radionyhedernes funktion som den eneste tilbageværende fælles nyhedsreference for befolkningen er værd at forsvare i en tid, hvor medierne generelt bliver stadigt mere optaget af at tilfredsstille forskellige befolkningsgruppers forventninger.

3.4 Politikerne og de politiske institutioner

Politikerne: Iscenesættelse på godt og ondt

Udviklingen i den politiske journalistik er sket under pres fra to sider: Mediernes og politikernes. Samtidig med, at bl.a. fjernsynets fremkomst stimulerede ændringer i den journalistiske udtryksform også i aviserne, blev det ved tydelige eksempler dokumenteret, hvor vigtig en ledende politikers gennemslagskraft i medierne kan være for et partis vælgertilslutning og dermed dets politiske muligheder.

Eksemplerne i det efterfølgende er hentet fra landspolitik. Ikke fordi tendenserne ikke også findes i regional- og lokalpolitik, men fordi de mest kendte knytter sig til folketingspolitikken.

Ikke mindst gennembruddet for Mogens Glistrups og Erhard Jakobsens nye partier i 1970'erne skærpede kravene om, at den enkelte politiske personlighed markerede sig over for offentligheden, og tendensen gik mod en "privatisering af politikken". Samtidig foretog medierne stadig hyppigere et fravalg af traditionelt politisk stof og bevirkede derved, at det politiske system ikke længere var ene om at sætte den politiske dagsorden. Derfor måtte politikeren - uanset om han eller hun havde lyst eller evne til medieoptræden - i højere grad på egen hånd skabe og vedligeholde sin indflydelse ved direkte kontakt til offentligheden gennem selvstændig udnyttelse af medierne.

Ikke mindst i de seneste år har dette krav givet sig udtryk, som man ikke tidligere har set i tilsvarende omfang. Et eksempel er en ny tendens til politisk bogproduktion. I Danmark har flere af de centrale politikere således inden for de seneste fem år markeret sig med personlige debatbøger i et omfang, man ikke tidligere har set eksempler på.

Et andet eksempel på politikernes forsøg på at imødekomme udfordringerne fra det ændrede medielandskab er ressourcetilførelsen til det politiske niveau. Inden for de sidste 10 år er der således sket mere end en fordobling af ministrenes personlige stab i ministersekretariaterne. Alene inden for de sidste tre år er sekretariatsmedarbejderne øget med 25%.[17] Samtidig er der sket en firedobling af statsstøtten til de politiske partier og en markant forøgelse af servicen for de enkelte folketingsmedlemmer.

En del af denne øgede service og økonomiske støtte til folketingsmedlemmer anvendes med medierne som mål. Bl.a. har folketingspartierne forstærket deres interne presseafdelinger.

Aktiviteten over for medierne er her ofte - ligesom i ministersekretariaterne - beregnet på at erobre dagsordenen ved hjælp af aktiv produktion af strategioplæg og ved kommunikationsvirksomhed over for offentligheden. Eksempler er de omfattende strategiske redegørelser med direkte sigte på mediernes dagsorden: budget- og finansredegørelser, erhvervsredegørelser og miljøredegørelser.

Men også de politiske chefers behov for med egne ord og uimodsagt at formulere holdninger i aktuelle eller generelle debatter formidles i stort tal af professionelle sekretariats- eller pressemedarbejdere.

Specielt for oppositionspolitikere giver Folketingets forretningsorden en række muligheder for profilering, som benyttes stadig oftere. Således er der sket en klar stigning i antallet af forespørgselsdebatter, der ligesom samråd med ministre kan bringe spørgeren i fokus i den offentlige debat.

På grænsen mellem den politiske debat og privatsfæren - eller et stykke på den anden side af denne grænse - forekommer det også stadig oftere, at politikere søger at sikre sig positiv presseomtale ved iscenesættelse af enkeltstående begivenheder. Her er stort set altid tale om muligheder for iøjnefaldende illustration. Derfor går fænomenet internationalt under de præcise betegnelser "photo opportunity" eller "photo event".

Det er dog langt fra al medieomtale, som er positiv i det politiske liv. Negativ omtale er frygtet - et enkelt fejltrin, som sker i offentlighed, eller som bliver offentligt kendt, kan i dag betyde en øjeblikkelig afslutning på en politisk karriere.

Der er i den offentlige debat blevet peget på risikoen for, at det vil medføre en situation, hvor de centrale politiske poster kun bliver indtaget af personer, der i helt usædvanlig grad er "moralsk rene", men som til gengæld kan mangle kreativitet, dristighed og elementær sund fornuft. Dernæst kan det også betyde, at de politiske markeringer udvandes, hvis frygten for at sige noget kontroversielt tager overhånd i forhold til ønsket om at sige noget, "som alle kan være enige om".

Når alle disse problemer i forholdet mellem politikere og medier er påpeget, står det tilbage at understrege, at man næppe kan bebrejde de folkevalgte, at de indretter sig på de formidlingskanaler, der står til rådighed - at de benytter de værktøjer, som giver den største gennemslagskraft. Ligeledes er det naturligt, at medierne ændrer deres arbejds- og udtryksform i takt med de muligheder, bl.a. den teknologiske udvikling giver.

Til syvende og sidst er det altovervejende borgernes krav - i deres egenskab af forbrugere og vælgere - som sætter scenen for forbindelsen mellem dem og politikerne. Disse krav er som alle andre under stadig påvirkning af valgmulighederne i et samfund under forandring.

De politiske beslutningsprocesser: Stigende kompleksitet

Som en direkte modsætning til ønsket om en nærværende og personligt forankret behandling af de politiske emner står udviklingen i de politiske beslutningsprocesser. De er blevet stadigt mere komplicerede og vanskelige at gennemskue.

Internationaliseringen og - paradoksalt nok - decentraliseringen af beslutningsprocesserne er medvirkende til, at de reelle beslutningsprocesser og ansvarsområder bliver uklare.

På det internationale område betyder de store hensyn, politikerne især må tage til EU-lovgivningen og anden international regulering, at de nationale politikeres indflydelse bliver vanskeligere at gennemskue for befolkningen. Hertil kommer, at mange af de hensyn der tages, som oftest bygger på endog overordentlig komplekse problemstillinger, kan være vanskelige for såvel borgerne som politikerne selv at overskue. For de politiske beslutningstagere har det blandt andet betydet et forøget behov for at omgive sig med embedsmænd og eksperter.

Men også tendenserne til decentralisering truer overskueligheden. På de forskellige lokale niveauer imødegås en eventuel offentlig kritik ofte under henvisning til de økonomiske rammer, som folketingspolitikerne gøres ansvarlige for. I sammenhæng med en skarpere profilering af landspolitikerne i medierne fører det ofte til, at landspolitikerne gøres ansvarlige for forhold, der formelt set hører under f.eks. amterne eller kommunerne. I den udstrækning, politikerne på alle niveauer fralægger sig ansvaret, sløres derfor befolkningens opfattelse af det politiske system som reelt ansvarligt.

Det har været medvirkende til den situation, hvor politikerne i mange borgeres øjne ikke længere fremstår som den entydigt overordnede instans, men derimod som jævnbyrdige aktører på linie med andre deltagere i det politiske forhandlingsspil.

Det skal bemærkes, at de politiske beslutningsprocessers stigende kompleksitet i mange tilfælde må tilskrives, hvad der isoleret set kan karakteriseres som positive tiltag: Retssikkerheden sikrer ikke kun parterne, den komplicerer også et sagsforløb. Erkendelsen af, at miljøproblemer er grænseoverskridende, fordrer international regulering, der potentielt slører Folketingets kompetence. Ønsket om at høre alle parter i en given konflikt fremmer ikke gennemskueligheden i lovgivningsarbejdet.

Dette ændrer imidlertid ikke ved, at udviklingen i den politiske kultur sammenfattende må karakteriseres som en stigende ubalance mellem på den ene side de reelle beslutningsprocessers voksende kompleksitet og uigennemsigtighed og på den anden side befolkningens ønske om via medierne at møde gennemsigtighed og synligt personligt engagement, for med baggrund heri selv at kunne træffe sine valg.


Fodnoter

[12]I alt for partierne: Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, SF, CD og Kristeligt Folkeparti.

[13]Bjarne Ruby, Mediebrug og demokrati: Statusbeskrivelse og analyse (ikke offentliggjort). Der er tale om en sociokulturel holdningsanalyse baseret på ca. 2000 repræsentativt udvalgte respondenters besvarelser.

[14]Stig Hjarvard, Nyhedsmediernes rolle i det politiske demokrati, Medieudvalget 1995.

[15]Henrik Søndergaard, Public service i dansk Fjernsyn - Begreber, status og scenarier, Medieudvalget 1995.

[16]For en uddybende diskussion af public service-begrebets udvikling henvises til Medieudvalgets Betænkning om de elektroniske medier (Betænkning nr. 1300).

[17]Ugebrevet Mandag Morgen, nr. 39, d.6/11-1995.