4. De fremtidige udfordringer

Medieudviklingen og de kulturelle forandringer rummer både nogle af de mest spændende og positive udfordringer og samtidig nogle af de mest skræmmende elementer ved fremtidens samfund.

I de nye teknologier ligger der potentiale til en udbygning af de demokratiske beslutningsgange, det almene informations- og uddannelsesniveau og den mellemmenneskelige kommunikation på tværs af grænser, sprog og kulturforskelle. Men de kan også anvendes, så de øger risikoen for samfundsmæssig polarisering, menneskelig isolation og apati over for den omgivende verden.

Dobbeltheden af positive muligheder og åbenbare risici er ikke af ny dato - den har kendetegnet hele den menneskelige kultur- og samfundsudvikling. Men den fremstår med større klarhed nu end i de perioder, hvor den herskende samfunds- og kulturopfattelse var baseret på en udbredt fremskridtstro. I dag er det vanskeligt at pege på tænkelige, positive forandringer, der ikke samtidig rummer negative elementer. Omvendt vil forsøg på konsekvent at standse de teknologiske ændringer ikke blot være udsigtsløse, men virke direkte begrænsende på afprøvningen af nye og potentielt positive muligheder.

En vurdering af, hvor stærkt henholdsvis de positive og de negative tendenser, der i dag kan konstateres, vil slå igennem i de kommende år, må nødvendigvis være forbundet med usikkerhed. Det samme gælder en vurdering af deres tænkelige konsekvenser, da disse tendenser - som tidligere påpeget - trækker i forskellige retninger.

Imidlertid kan der være grund til at se nærmere på nogle af de mest udbredte antagelser om, hvad de kommende års udvikling vil indebære.

Medieudvalget ønsker at pege på følgende centrale temaer:

1. Fragmenteringen.
2. Kulturkløften.
3. Kommercialiseringen.
4. Internationalisering og mediekoncentration.
5. Digitalisering og ændrede betalingsformer.

4.1 Fragmenteringen

Den informationsteknologiske udvikling åbner for en øget og lettere adgang for borgerne til søge information. Denne udvikling skulle i sig selv være et entydigt fremskridt ud fra en demokratisk synsvinkel.

Der er imidlertid i stigende omfang blevet stillet spørgsmålstegn ved en sådan simpel kobling mellem den stigende adgang til informationer og borgernes indsigt i og interesse for de samfundsmæssige anliggender.

Der er blevet peget på, at mængden, kompleksiteten og hastigheden af informationer synes at stille både borgerne, de folkevalgte politikere og medierne over for uoverkommelige krav. Mere konkret en udvikling i retning af, at:

- fremtidens mediebrugere bliver oversvømmet af informationer. Problemet bliver derfor ikke at skaffe sig informationerne, men at få dem sorteret og valideret - at få overblikket og få den troværdige information. Det, der skulle være et gode, kan vise sig for mange at blive en betydelig stressfaktor;

- resultatet bliver informationsangst - ikke alene for den del af befolkningen, som ikke føler sig i stand til at følge med udviklingen. Fornemmelsen af, at der hele tiden er nyt, man skal lære, hele tiden nyt, man skal have gjort sig bekendt med, hele tiden krav om omstilling, kan blive en stor belastning for mange.

Konsekvensen kan blive, at opinionsdannelsen og den demokratiske debat indskrænkes til i bedste fald at dreje sig om ganske få, enkle og overskuelige sager. Det kan i bred forstand gå ud over det generelle informationsniveau og mere specifikt tilskynde borgerne til at isolere sig i snævre interessefællesskaber. Det er denne situation, der er blevet betegnet som fragmenteringen af den politiske offentlighed.

Nu er spørgsmålet for det første, om der overhovedet er tegn på en sådan fragmentering. Man kan nemlig indvende, at aldrig har så mange danskere været optaget af de samme emner, som tilfældet er i dag. De store seertal til de to nationale public service-stationers daglige nyheds- og debatprogrammer (der i vid udstrækning emnemæssigt omhandler de samme begivenheder) i sammenhæng med den stort set uændrede radiolytning og læsning af morgenaviserne synes i nogen grad at dementere tilstedeværelsen af en sådan fragmentering. Der er ikke noget, der indtil videre tyder på, at disse kilder til et fælles referencegrundlag generelt nedprioriteres i befolkningen.

Ét er imidlertid, at sådanne iagttagelser kan rejse tvivl om fragmenteringens omfang og samfundsmæssige konsekvenser. Noget andet er, hvordan den enkelte mediebruger oplever den voldsomme vækst i udbudet, og hvordan det i fremtiden vil påvirke adfærd og tænkemåde i forskellige befolkningsgrupper.

Der er som udgangspunkt for en vurdering grund til at slå fast, at den informationsteknologiske udvikling og det større medieudbud næppe er den eneste årsag til det, der er blevet omtalt som "informationsstress". Som tidligere er blevet påpeget, spiller de kulturelle forandringer og de politiske beslutningsprocessers stigende kompleksitet også en rolle.

En konsekvens af det, der er blevet betegnet som individualiseringen, synes at være en højere grad af pragmatisme - der gives ikke i samme udstrækning som tidligere et fast forankringspunkt, hvorudfra man kan vurdere nyhederne. At tage stilling fra sag til sag - eller som det kan formuleres: at vælge "a la carte" fremfor at vælge en "menu" - stiller i sig selv større krav om indsigt. Hertil kommer, at kompleksiteten i samfundet i forbindelse med det generelt højere uddannelsesniveau har betydet, at stadig flere emneområder er til behandling i den løbende offentlige debat. Kravene og de gensidige forventninger til den aktive samfundsborger er blevet skærpet betydeligt.

Om konsekvensen af denne udvikling bliver, at folk begynder at fravælge bestemte informationstyper, det være sig fjernsynet, den nuancerende nyhedsformidling eller emner af fælles samfundsmæssig relevans, eller om den tværtimod betyder, at flere bliver i stand til at handle og optræde som aktive samfundsborgere i et demokrati med en betydelig decentralisering, er ikke til at afgøre.

Det, der står fast i mediepolitisk sammenhæng, er at sikre, at befolkningen fortsat har et alsidigt og troværdigt medieudbud at vælge imellem samt i videst muligt omfang også forudsætningerne for at kunne forholde sig kritisk til det voksende informationsudbud.

Her synes ikke mindst de trykte medier og public service-medierne at have en afgørende funktion.

4.2 Kulturkløften

En af de bekymringer, der knytter sig til den informationsteknologiske udvikling, angår risikoen for, at der åbner sig nye sociale og kulturelle kløfter i befolkningen. Det kan være en kløft mellem generationerne - mellem dem, der er opvokset med computer-teknologien, og dem, der aldrig har stiftet bekendtskab med tastaturet og skærmen. Det kan også være en social kløft mellem dem, der via uddannelse, økonomisk formåen og job formår at anvende de nye teknologier og dermed kan opsøge et stadigt større informationsudbud, og dem der står fremmede og skræmte over for disse nye muligheder, som de ikke har ressourcer til at udnytte.

Det betænkelige ved disse perspektiver er, at deltagelse i samfundsdebatten og indhentning af de informationer, der er nødvendige for at begå sig i samfundet, i højere grad end i dag bliver til en sag for en ressourcestærk elite. Forskelle som de her beskrevne har eksisteret igennem hele den civiliserede menneskeheds historie. Spørgsmålet i dag er, om udviklingen i informationsteknologien og medieverdenen bidrager til at uddybe disse forskelle.

De konstaterbare forskelle i mediebrug mellem forskellige befolkningsgrupper er i høj grad forbundet med den uddannelsesmæssige, erhvervsmæssige, sociale og kulturelle baggrund. Det er først og fremmest disse faktorer, der er bestemmende for, hvordan de enkelte grupper og enkeltpersoner reagerer på nye medieudbud og nye teknologiske muligheder.

Dette forhold understreger også, at det gængse billede - en kløft - næppe er særligt dækkende for de faktiske forhold. Samfundet består ikke af to store, hver for sig ensartede grupper, der er skarpt adskilt i deres vidt forskellige medievaner, men omfatter derimod en bred variation af medieforbrug med overlappende mønstre fra en befolkningsgruppe til en anden. Men det ændrer dog intet ved, at der som yderpunkter er dels en meget informationsstærk, dels en meget informationssvag gruppe borgere.

Selv om det er tvivlsomt, om disse forskelle i medieforbrug adskiller sig fra de mønstre, der tidligere gjorde sig gældende under andre medieteknologiske forhold, taler en del for, at konsekvenserne i dag kan vise sig at være mere alvorlige for de grupper, der må betegnes som informationssvage.

For demokratiet som sådan er det ikke noget nyt problem, da det altid har fungeret på basis af vidt forskellig viden og interesse hos de enkelte borgere. At afgive sin stemme er en ret, der ikke er forbundet med noget krav om indsigt og engagement. Derimod kan følgerne for den enkelte blive stadigt mere problematiske, fordi der i dag generelt på arbejdsmarkedet stilles højere krav end tidligere til både viden og indsigt, herunder i mange sammenhænge om at kunne betjene de nye informationsteknologier.

De vigtigste bestræbelser på at mindske risikoen for og omfanget af en udvikling, hvor de informationssvage på forhånd giver afkald på de muligheder, der ligger i den nye informationsteknologi, hører næppe hjemme under mediepolitikken i snæver forstand. De består snarere i en målrettet indsats inden for undervisningen. Men et vigtigt supplement på det kultur- og informationspolitiske felt vil bestå i at forsyne bibliotekerne med de nødvendige ressourcer til at betjene dem, der ikke umiddelbart har adgang til at benytte den nye informationsteknologis muligheder.

4.3 Kommercialiseringen

Et andet karakteristikum ved medieudviklingen er den stigende grad af kommercialisering af medieindholdet. Med kommercialisering menes to forhold, nemlig både reklamernes indtog i de elektroniske medier og de enkelte mediers forsøg på at sikre sig det størst mulige publikum.

Kritikken af reklamernes indtog i de elektroniske medier hænger sammen med kontrasten til en ikke særlig fjern fortid med radio/tv-monopol uden reklamer. I den trykte presse derimod har der altid været et stort udbud af publikationer, der rummer betydelige mængder af reklamer, og som ikke har prætenderet at eksistere med andre formål end at fornøje sine læsere og tjene penge til sine udgivere.

Med de teknisk betingede muligheder for et langt større udbud af elektroniske medier er denne forskel udvisket. Langt den største del af medievirksomhederne drives i dag på kommercielle vilkår, på samme vis som de trykte medier altid er blevet drevet.

Den tidligere forskel mellem de trykte og de elektroniske medier afspejler sig i, at reglerne for annoncering i tv næsten over alt er mere restriktive end reglerne for andre reklameformer. I en dansk sammenhæng kan der ud fra en demokratisk synsvinkel især være grund til at hæfte sig ved forbudet mod politiske reklamer. Det er et forbud, der kan give næring til den opfattelse, at politiske budskaber skulle være af særlig skadelig karakter for ubefæstede sjæle. En anden begrundelse kunne være ønsket om ikke at favorisere partier og kandidater, der har særligt rigelige pengemidler til rådighed, men styrken i det argument er svundet ind i takt med, at de offentlige tilskud til de politiske partier er sat i vejret.

Den anden side af kommercialiseringen vedrører den stigende konkurrence mellem alle typer af medieudbydere. Det er ganske enkelt blevet vanskeligere for den enkelte udbyder at skabe tilstrækkelig opmærksomhed om sit produkt.

Denne udvikling hænger primært sammen med den teknologiske udvikling for de elektroniske medier, men for såvidt som de trykte medier konkurrerer om det samme publikum, smitter det også af på disse medier.

Der er blevet peget på faren for, at konkurrencen om forbrugernes opmærksomhed betyder en popularisering af formidlingen, fordi den eneste parameter bliver hensynet til de højest mulige seer-, lytter- og læsertal. Konsekvensen er, at nyhedsformidlingen fokuserer på konflikterne, det letforståelige og en stærk selektiv opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. I debatten er det ofte blevet beklaget, at også de public service-forpligtede virksomheder ligger under for dette krav.

En imødegåelse af kritikken må forene to hensyn. På den ene side at ønsket om at sikre et bestemt udbud ikke må føre til, at der lægges hindringer i vejen for bestemte udbydere. Det er med andre ord folks ret at modtage den form for nyhedsformidling, de måtte have lyst til. På den anden side er der et legitimt og almindeligt anerkendt behov for, at der fra offentlig side stilles goder til rådighed eller ydes økonomiske tilskud til aktiviteter af betydning for samfundet som helhed.

Medieudvalget har i sin Betænkning om de elektroniske medier beskæftiget sig indgående med behovet for public service-medier, ligesom behovet for levedygtige danske trykte medier indgående bliver behandlet andetsteds i denne betænkning.

Det mediepolitiske mål er, at der i det samlede medieudbud er et varieret udbud af medier, herunder også medier, der ikke udelukkende tager hensyn til ønsket om det største publikum, men derimod forsøger - hver på sin måde og med sit udgangspunkt - at forene det med kravet om kvalitet.

4.4 Internationalisering og mediekoncentration

I løbet af de seneste ti år er tendensen til internationalisering i medieudviklingen blevet stadig tydeligere. I midten af 1980'erne var det således almindeligt, at danske husstande kun havde adgang til DR-TV og enkelte nabolandskanaler, mens de fleste danskere i dag har adgang til satellit-tv kanaler fra mange forskellige lande.

Inden for de seneste år har også udviklingen af internet taget fart. Ved hjælp af computer og telenet bliver stadig flere mennesker i stand til på kort tid at skaffe sig informationer - i tekst, lyd og billeder - fra alle verdensdele.

Internationaliseringen i medieudviklingen rummer tendenser til både koncentration og decentralisering.

Mediekoncentrationen kommer til udtryk ved, at kapitalstærke medievirksomheder fusionerer med eller opkøber andre medievirksomheder. Det sker på tværs af landegrænser og på tværs af mediegrupper. Rupert Murdochs forretningsmæssige ekspansion på medieområdet er et eksempel på denne udvikling.

Sideløbende med mediekoncentrationen ses tendenserne til decentralisering, som kommer til udtryk ved, at den enkelte borger fra egen computer og via internet kan formidle et budskab til mange andre mennesker. Også de seneste 10-15 års udvikling på lokalradio og -tv området bør betragtes som led i en decentralisering.

De øgede muligheder for grænseoverskridende kommunikation og medievirksomhed har aktualiseret spørgsmålet om behovet for mediepolitisk regulering på internationalt niveau. EU, Europarådet og UNESCO er blandt de vigtigste internationale fora for diskussionen herom.

Debatten drejer sig bl.a. om forholdet mellem mediekoncentration og pluralisme. Ud fra ønsket om at undgå magtkoncentration på medieområdet og værne om pluralismen peger nogle aktører på nødvendigheden af politiske forholdsregler. Det gælder f.eks. indførelse af begrænsninger i ejerforholdene. Modsat står standpunktet, at den frie konkurrence fortsat vil garantere mangfoldigheden i medieudbudet, og at politiske restriktioner derfor i bedste fald er overflødige.

4.5 Digitalisering og ændrede betalingsformer

Et af de væsentlige motiver bag de internationale bestræbelser på at indføre digital transmission af tv-signalerne er ønsket om at indføre direkte brugerbetaling for tv-sening. Herved håber initiativtagerne at kunne åbne for endnu en væsentlig finansieringskilde til tv-markedet ved siden af de hidtil dominerende, nemlig reklamer og licens.

I Betænkning om de elektroniske medier (Betænkning 1300, side 58ff) er nævnt, hvilke fordele såvel digital produktion som digital transmission af tv-programmer kan tænkes at have. I denne sammenhæng er især to af betydning:

- ved digital transmission er tv-programmer nemmere at kode på en sikker måde end ved analog transmission, og herved kan man hindre uretmæssig adgang til programmerne;

- ved digital transmission fylder tv-programmerne mindre end ved analog distribution, dvs. at flere tv-kanaler kan distribueres på en frekvens, der ellers kun kunne rumme én analog kanal.

Den sidste fordel er den, der fører til spådomme om, at vi inden år 2000 kan modtage i 100-vis af tv-kanaler fra satellit i Europa, idet transmissionsudgifterne til den enkelte kanal i satellit- og/eller kabelsystemer kan nedsættes med en faktor 4-8, måske mere.

Betalings-tv's manglende succes

Hidtil har betalings-tv ikke været nogen udpræget succes i Europa. Omsætningen har kun udgjort cirka ti procent af de samlede betalinger for tv-virksomhed - i Danmark har tallet været endnu lavere, cirka 5-7%. Og det er der sandsynligvis fire årsager til:

For det første har betalings-tv været transmitteret analogt, og kodningen har ikke været mere kompliceret, end at der i flere europæiske lande er konstateret et udbredt salg af pirat-dekodere. Dette har betydet, at indehaverne af ophavsrettigheder til attraktive tv-programmer har været tilbageholdende med at stille deres programmer til rådighed. Betalings-tv-kanalernes programmer har derfor ikke været af tilstrækkelig høj kvalitet.

Den anden forklaring er, at man hidtil kun har kunnet sælge betalings-tv i Europa i form af abonnement-tv. Her abonnerer husstanden på en hel tv-kanal i flere måneder eller hele år; man kan ikke nøjes med at købe og betale for en enkelt film eller et tv-program. "Entré-billetten" til betalings-tv har således været forholdsvis høj.

Den tredje årsag er den svage udbredelse af dekodere. Har en husstand ikke i forvejen en anvendelig dekoder, skal den ud over selve abonnementsprisen på 120 kr. pr. måned til tv-kanalen betale for leje af dekoderen - i Danmark omkring 60 kr. om måneden eller i alt 2.160 kr. om året.

Den fjerde årsag er den forholdsvis høje kvalitet hos de offentligt finansierede og/eller gratis tv-kanaler i Europa.

Fremtiden

Digital transmissionsteknologi åbner for pay-per-view og for near-video-on-demand, dvs. nye betalings-tv-systemer, hvor husstanden kun betaler for det, den vælger at se - næsten som ved biografbesøg og videoleje.

Teknikken er følgende: da transmissionsudgifterne til en ny tv-kanal falder voldsomt, kan man tillade sig at reservere en hel tv-kanal til genudsendelse i sløjfe af den samme film eller det samme tv-program. Herved reduceres programudgifterne voldsomt. Hvis en film varer 100 minutter, og man kun ønsker en ventetid på 20 minutter fra husstanden bestiller filmen og til den begynder, skal man transmittere filmen forskudt hvert 20. minut i sløjfer på fem tv-kanaler.

Råder man over f.eks. 50 kanaler, kan man hele tiden udbyde ti nye film med hver en accestid på maksimalt 20 minutter. Og da kodningen er sikker, kan man sandsynligvis erhverve rettigheder til selv meget store og helt nye spillefilm - ganske tæt på eller samtidig med de har premiere i biografen.

Man kan supplere sådanne systemer dels med en eller flere kanaler, der er reserveret til særlige begivenheder (sport, koncerter, events af forskellig karakter, særlige nyproducerede tv-programmer), og som udelukkende anvendes til pay-per-view, dels med gammeldags, traditionelle abonnementskanaler, hvor de nye film kan placeres en passende tid efter, de er udspillet på near-video-on-demand systemerne.

Man kan så lade husstandene nøjes med at betale for den brug, de gør af de forskellige kanaler - under forudsætning af, at de har den nødvendige dekoder.

Og dette er stadigvæk det store problem - hvordan sikrer udbyderne af betalings-tv sig, at forbrugerne anskaffer den nødvendige dekoder?

Her er et virkeligt hønen-ægget-problem. Lykkes det udbyderne af de store, nye digitale betalings-tv-systemer at overbevise de europæiske husstande om, at nu kommer der et attraktivt tilbud om nye tv-programmer, de ellers ikke kan få adgang til - så vil det lykkes at få husstandene til at erhverve de nødvendige dekodere og det øvrige modtagerudstyr (opgraderede kabel-tv-anlæg og DTH-paraboler[18]). Og findes dekoderne og modtagerudstyret først hos husstandene, kan betalings-tv-udbyderne opkøbe og/eller investere i ny produktion af attraktive programmer, som de via betalings-tv-systemet sælger til husstandene. Hermed er der så åbnet for en ny væsentlig finansieringskilde til tv-markedet.

Udfordringen

De nye betalings-tv-systemer udgør således en klar udfordring for hele tv-systemet i Danmark. Her modtager befolkningen i dag to nationale tv-kanaler (DR-TV, TV 2), og det betaler hver husstand kun licens for (i 1996 ca. 4,50 kr. pr. dag). Hertil kommer lokal-tv samt adskillige dansksprogede satellit-tv-kanaler, som husstande med kabel-tv eller DTH-parabol har mulighed for at modtage uden at betale abonnementsafgifter.

Lykkes det digitale betalings-projekt, vil det på længere sigt betyde to ting:

- for det første vil befolkningen blive delt i to grupper: dem, der har eller tager sig råd til at betale for de nye betalings-tv-kanaler, og dem, der ikke har råd eller tager sig råd, og som derfor er afskåret fra at modtage disse programmer - i hvert fald i en årrække;

- for det andet vil det betyde, at de hidtil offentlig finansierede eller gratis kanaler får vanskeligere ved at erhverve attraktivt programmateriale (sport, film, udenlandske tv-serier m.v.), fordi dette bliver opkøbt af betalings-tv-udbyderne og reserveret deres kunder.

Dette kan sætte en for en demokratisk betragtning ond cirkel igang: da de offentligt finansierede eller gratis kanaler bliver programmæssigt mindre og mindre attraktive, bliver motivationen for, at husstandene anskaffer sig en betalings-tv-dekoder større og større. Og jo flere husstande, der bliver knyttet til betalings-tv-systemet, jo flere nye programmer kan systemet finansiere, og jo flere nye betalings-tv-tjenester, kan man putte ind i systemet.

Afgørende er imidlertid tre faktorer:

- Vil de nationale kanaler i fremtiden have evner og råd til at udbyde en programflade af en sådan kvalitet, at de nye digitale betalings-tv-former ikke forekommer specielt attraktive for flertallet af danske husstande?

- Vil det lykkes for udbyderne af digitalt betalings-tv at overbevise tilstrækkeligt mange husstande om, at de skal anskaffe det nødvendige, forholdsvis kostbare modtagerudstyr (opgraderet kabel-tv-anlæg, egen DTH-parabol, set-top bokse[19] eller et nyt tv-apparat)?

- Vil det lykkes udbyderne af digitalt betalings-tv at blive enige om en dekoder-standard (inkl. conditional access-delen), således at prisen for den enkelte husstand bliver overkommelig?

Digital transmission af tv åbner således både for muligheder og farer: på den ene side kan det blive en ny finansieringskilde til tv-markedet - på den anden side kan det slå det hidtidige tv-system i stykker.


Fodnoter

[18]DTH betyder Direkte Til Hjem; der er således tale om at modtage satellit-tv via paraboler, som er opstillet i umiddelbar nærhed af de pågældende husstande.

[19]En set-top box er et apparat, der omsætter det krypterede signal til et tv-signal, der kan gengives af et almindeligt tv-apparat.