7. Nye medier

7.1 Indledning

Med nye medier forstås i denne forbindelse medier, som er baserede på digital teknologi og på anvendelsen af computere i både produktions-, distributions- og forbrugsleddet. Medierne kan enten være off-line (stand-alone), som f.eks. cd-rom, eller være online (baseret på computer-netværk), som f.eks. internet.

Det førende stand-alone medium er cd-rom, som formodentlig vil være førende et godt stykke tid endnu. Denne videreudvikling af cd-skiven til musik kan ud over lyd indeholde tekst, grafik, billeder og en smule video. I løbet af 1-2 år vil der komme nye former for lagringsmedier i cd-format med langt større lagerkapacitet end de nuværende cd-rom. Det betyder, at det i fremtiden vil være muligt at bruge mediet til distribution af f.eks. spillefilm.

Det mest udbredte computer-netværk er internet. Nettet blev oprindelig udviklet af det amerikanske forsvar i forbindelse med det amerikanske atomberedskab. Netværket er opbygget således, at det ikke har noget centrum. Skulle en del af nettet blive sat ud af funktion, vil det øvrige net fungere uafhængigt heraf. Ingen kan overtage kontrollen med netværket, og det kan ikke afbrydes.

Internet blev hurtigt populært som kommunikationskanal mellem amerikanske universiteter, der benyttede elektronisk post (e-mail). I dag er der verden over mere end 50 mio. computere koblet sammen via internet. Tilvæksten er formentlig i øjeblikket på mere end 1 mio. nye tilkoblinger om måneden.

Som bruger køber man en internet-adresse hos en udbyder og kobler sig på telefonnettet via et modem og et almindeligt telefonabonnement. Internet har etableret et antal telefonnumre i landet og sørger for den videre forbindelse til det verdensomspændende computernet. Der betales ikke for brugen af internet. Brugeren betaler en abonnementspris til udbyderen samt taksten for telefonforbindelsen til udbyderen.

Mulighederne på internet er gradvist blevet udvidet ud over elektronisk post. Først gav universiteterne adgang til deres arkiver og databaser, og senere er der blevet oprettet en række databaser specielt for internet-brugere, hvor man kan hente og udveksle informationer om alle sider af tilværelsen.

Mens det tidligere kunne være ret kompliceret at benytte sig af internet, idet man skulle kende en række koder og taste dem korrekt ind på computeren, er det med udviklingen af world wide web, der er en ny international standard for formidling af informationer på internet, blevet enkelt for brugerne. Med et særligt software på sin computer får man en såkaldt grafisk brugergrænseflade, hvor man ved hjælp af tryk på musen kan bevæge sig rundt på nettet og vælge mellem det utal af homepages, der allerede er opstået på internet efter den nye standard.

7.2 Internet og de reguleringsmæssige perspektiver

7.2.1 Ophavsret

Den digitale teknologi udfordrer på flere områder ophavsretten.

Når det hidtil har været muligt i vidt omfang at beskytte ophavsretten, skyldes det, at produktionsapparaterne og distributionskanalerne har været få, kapitalkrævende og kontrollerede. De har typisk været institutionaliserede i form af forlag, trykkerier, boghandlere, biblioteker, filmproducenter, pladeselskaber, pladeforhandlere og broadcastere. Uden for dette apparat har der naturligvis altid fundet en omfattende privat kopiering sted, men den har stort set uvægerligt betydet kopiering med umiddelbart kvalitetstab, og omkostningerne ved produktion og distribution af det fysiske bæremedie har vanskeliggjort omfattende misbrug.

Med den digitale teknologi er det blevet muligt at kopiere uden kvalitetstab, og teknologien bliver stadig billigere og stadig mere udbredt. Samtidig betyder udbredelsen af internet, at distributionen kan foregå uden et fysisk medie og uden mellemmænd. Det betyder, at kopiering og distribution ikke kan kontrolleres som hidtil.

Samtidig bør det dog nævnes, at mulighederne for at udvikle kryptering, andre tekniske kopihindringer, registrering af brug og misbrug m.m. også er bedre med den digitale teknik end den analoge.

De hidtidige afregningsmekanismer har været baseret på en betaling forbundet med køb eller anvendelse af et værk fæstnet i et bestemt medie. Som hovedregel har det krævet særskilte aftaler med ophavsmanden, hvis værket skulle distribueres på andre medier eller bruges i andre sammenhænge. Den digitale teknologi vil formodentlig betyde ændringer i denne praksis:

1. Produkterne bliver i stadig højere grad sammensat af flere forskellige medier med forskellig praksis for ophavsretsafregning. Rettighederne skal som hovedregel forhandles med hver enkelt rettighedshaver for hvert nyt produkt. Det kan være både tidskrævende og dyrt i administration. Ophavsmændenes og producenternes organisationer arbejder internationalt på at skabe one stop muligheder for clearing af rettigheder til multimedieværker.

2. Produkterne vil ofte i et vist omfang være stykket sammen af dele af forskellige andre værker. De dele af andre værker, der indgår, kan være digitalt bearbejdet i forskelligt omfang. Det kan i nogle situationer føre til vanskeligheder med at afgøre, hvornår der er tale om et nyt værk.

Den digitale teknologi gør det muligt uden kostbart udstyr og/eller særlige forudsætninger at manipulere med værkerne, således at de forandres/forvanskes i forhold til originalen, og således at de helt eller delvist indgår som elementer i et andet værk.

Disse problemer kan formodentligt kun løses ved en global styrkelse af de såkaldte droit moral rettigheder.

3. I online medierne kan værkets karakter være særdeles flygtigt. Et "værk" kan her være en sammensætning af en lang række forskellige elementer spredt ud over de verdensomspændende net og kædet sammen af elektroniske "henvisninger". Det enkelte element bliver først en del af værket i det øjeblik, brugeren aktiverer en henvisning og dermed kalder elementet ind på sin egen computer. Praksis i dag er, at man, når man gør noget tilgængeligt på internet, også må forvente, at folk "henviser" til det og dermed inkorporerer det i sammenhænge, man ikke kan forudse og ikke kan kontrollere.

I forhold til rettighedshaverne vil også disse problemer skulle løses gennem internationale aftaler.

7.2.2 Ansvar for indholdet

Online medierne har på grund af deres hurtighed, flygtighed og globale natur givet anledning til mange overvejelser om placering af ansvar for indholdet af disse medier. Bekymringerne har primært drejet sig om kriminelt indhold som f.eks. børnepornografi, men også andre områder som injurie- og racismelovgivning har givet anledning til overvejelser om den eksisterende regulering er tilstrækkelig, eller om der er behov for præciseringer eller yderligere regulering.

Det er uhyre vanskeligt - for ikke at sige umuligt - rent teknisk at holde øje med de meget store mængder af data, der passerer nettene uden at gennemføre endog særdeles kraftige begrænsninger for, hvad der kan sendes. Det forekommer derfor også urimeligt som en generel regel at pålægge udbyderne af den tekniske infrastruktur et ansvar. I modsætning til en avisudgiver eller en tv-station, er udbyderen af internetadgang og serverplads normalt ikke på nogen måde involveret i sortering og udvælgelse af de informationer, der ligger på/passerer hans udstyr.

Ansvaret må derfor knyttes til tjenestens levering og/eller redaktionen af indholdet. Det er imidlertid heller ikke uproblematisk, hvad en nærmere analyse vil vise.

De væsentligste elementer af internet er:

- World Wide Web (WWW)
- Elektroniske konferencer/diskussionsgrupper
- Bulletin Board Systems (BBS)
- Elektronisk post.

World Wide Web

World Wide Web er et koncept, der knytter informationsressourcer sammen, som ligger spredt ud over hele nettet. WWW er baseret på, at et dokument, der f.eks. ligger på en maskine i København, kan indeholde en reference til et dokument f.eks. i Australien. Klikker brugeren i det første dokument på navnet på andet dokument, overføres dette via nettet til brugerens computer. Brugeren har et særligt program, en såkaldt browser, der kan læse dokumenterne. Dokumenterne kan være tekst, billeder, levende billeder, lyd m.m. WWW giver desuden mulighed for integration med andre af internets tjenester, f.eks. elektronisk post og konferencer.

Et givet WWW-dokument ligger på en identificerbar server et sted på nettet. Som udgangspunkt kan ansvaret derfor placeres hos den, der redigerer den pågældende web-tjeneste for så vidt, der er tale om egentlige web-dokumenter og ikke e-post eller lignende.

For WWW gælder dog, at man ikke har nogen mulighed for at gardere sig imod, at dokumenter, man har refereret til på andre servere, selv har eller refererer videre til ulovligt indhold. For det første kan det dokument, man refererer til, skifte indhold uden at skifte navn, og har man mange referencer, kan det være umuligt at holde styr på. For det andet har man ingen mulighed for at kontrollere, om man gennem en kæde af måske 10-15 referencer kan komme fra ens egen web-side til en side med eventuelt ulovligt indhold.

Den tekniske udvikling vil desuden i fremtiden komplicere billedet yderligere, fordi det i stigende omfang bliver vanskeligt at skelne mellem online tjenester og broadcast, som i Danmark er belagt med særlige restriktioner på indholdet. Hvis man kan få internetadgang fra sit tv via kabelnettet, eller hvis man kan (som man kan i dag) høre live radio via internet, hvilket regelsæt skal så gælde?

Elektroniske konferencer

Der findes tusinder af elektroniske konferencer eller nyhedsgrupper på internet om stort set hvilket som helst emne, man kan forestille sig - og lidt til. Princippet i en elektronisk konference er, at alle deltagerne kan se og kommentere alle andre deltageres indlæg. Indlæggene kan være vedhæftede filer, der indeholder andet end tekst, f.eks. billeder eller lyd.

De fleste konferencer har ingen form for redaktør eller "moderator", men kører fuldstændigt automatisk. Det gælder også for de fleste konferencer, at de ikke har noget "hjem", men er distribueret ud over hele nettet til de værts-computere, der vil huse dem og på den måde stille dem til rådighed for egne brugere. På de fleste konferencer bliver der dog holdt en vis grad af orden gennem en slags kollektiv selvjustits. Nogle typer konferencer - baseret på de såkaldte postlister - har dog et hjem og en ejer. De behøver ikke dermed at have en redaktør, men har det somme tider. Specielt hvis trafikken er meget stor, vil en redaktørfunktion dog i praksis være umulig.

Ansvaret for indholdet på konferencen kan placeres flere steder. Hos dem, der driver de servere, hvor konferencen findes, hos en evt. moderator og/eller hos de enkelte deltagere. Konferencer, der kører som postlister, er typisk oprettet af navngivne personer og institutioner. Her kan ansvaret placeres hos deltagerne eller hos konferencens ejere. At deltagerne selv har et ansvar er indlysende, men det er et ansvar, der kan være vanskeligt at effektuere, fordi det på internet er muligt at kommunikere anonymt og med falsk identitet. Ved de distribuerede konferencer kan man lægge ansvaret på identificerbare deltagere (som imidlertid kan befinde sig hvor som helst i verden) og på ejerne af de værts-computere, hvor konferencerne findes. Det sidste er imidlertid vanskeligt i praksis, da trafikmængden er så stor, som den er.

BBS

Et BBS (Bulletin Board System) er en tjeneste, hvor man på en computer giver adgang til at lægge og hente filer. Et BBS har en ejer og kører på en bestemt værtsmaskine. Et BBS kan være åbent eller lukket - altså kræve password eller lignende. Generelt ville man nok betragte ejeren af BBS'et som ansvarlig for indholdet. Ejeren af et stort åbent BBS kan dog, alene på grund af datamængderne, ikke i praksis gardere sig mod, at der i enkeltstående tilfælde lægges filer på hans server med ulovligt indhold. BBS'er kan også bindes sammen i en internet-lignende struktur, som f.eks. det verdensomspændende græsrodsnet, Fidonet. Her begynder problemstillingerne at ligne dem, der gælder for e-post og konferencer.

Elektronisk post

Det må formodes, at elektronisk post i fremtiden vil blive en meget væsentlig kommunikationsform, der på mange områder vil erstatte papir-baseret post. Hvis brugerne skal kunne have tillid til denne kommunikationsform, er det altafgørende, at den elektroniske post omfattes af samme grad af beskyttelse som den papirbaserede. Det vil bl.a. kræve at:

- den er lovgivningsmæssigt beskyttet på samme måde som breve og telefonsamtaler. Der er ikke etableret nogen praksis på dette område i Danmark, og i USA er der både domstolsafgørelser, der beskytter e-post, og afgørelser, der gør e-post mindre beskyttet end f.eks. telefonsamtaler,

- det er muligt at sende elektronisk post, således at informationen ikke kan aflyttes eller ændres undervejs,

- det er muligt for afsender og modtager at sikre sig hinandens respektive identiteter (som f.eks. ved et anbefalet brev).

7.2.3 Pålidelighed

De væsentligste pålidelighedsproblemer i dag er:

- sikkerhed for afsenders identitet.

- sikkerhed for informationens validitet.

På de elektroniske net kan det være meget vanskeligt at vide, hvem der egentlig står bag et budskab eller en stump information. Som nævnt i forrige afsnit kan afsenderen være anonym eller påtage sig falsk identitet. Dertil kommer muligheden for, at et budskab kan være ændret af andre undervejs til modtageren, eller allerede mens det ligger på serveren. Disse problemer kan løses ved en udbredt anvendelse af sikker kryptering.

Til identitetsproblemet kommer, at den information, man finder på nettet, kan være forældet og forkert eller bare generelt af dårlig kvalitet.

Da det således kan være vanskeligt for brugeren at kontrollere validiteten af informationerne, bliver det i høj grad et spørgsmål om, hvilke informationsudbydere brugeren har tillid til. Det må endvidere forventes, at der på internet bliver brug for "steder", hvor nogen sorterer skidt fra kanel, prioriterer i de utroligt store stofmængder og står inde for en vis kvalitet og integritet.

Økonomiske transaktioner

Elektronisk betaling har længe været mulig i lukkede net, hvor brugernes identitet med sikkerhed kan fastslås, og hvor kommunikationslinierne har været sikre. Det danske DIATEL var et sådant lukket net, og det havde da også elektronisk betaling som et væsentligt element. Et andet eksempel på et lukket net er hybridnettet, hvor fremkomsten af intelligente "set top-bokse" hos brugerne også vil åbne for muligheden for sikker betalingsformidling. På internet har elektronisk betaling længe været et problem. Problemerne er dog ved at blive løst i hastig takt. Alle løsninger forudsætter en troværdig bankfunktion, og at alle parter har adgang til effektive krypteringssystemer. Endelig forudsætter alle løsningerne, at kunden eller udbyderen betaler et gebyr til banken for transaktionen.

7.2.4 Forbrugerbeskyttelse

Forbrugerbeskyttelse i forhold til online tjenester berører en lang række forhold. Elektroniske transaktioner kan være svære at dokumentere, og varen kan, når der er tale om en elektronisk ydelse, også være af en flygtig og svært dokumentérbar karakter. Det kan også være et problem i sig selv, at et køb er så let og hurtigt at gøre, at folk oftere vil foretage impulskøb for senere at fortryde. De væsentligste områder, hvor forbrugeren kan komme i klemme er:

1. telefonforbruget

2. teknisk kvalitet af tjenesten

3. beskyttelse mod uønsket indhold

4. forhold omkring betaling for ydelser over nettet.

7.2.5 Lige adgang til nettet

Efterhånden som online medierne får stigende betydning for information og samfundsdebat, melder spørgsmålet sig, hvorvidt og i givet fald hvordan man fra offentlig side skal sikre alle lige adgang til at udnytte teknologien. Spørgsmålet kan deles i tre:

- et spørgsmål om borgernes adgang til den information, der ligger på nettet.

- et spørgsmål om adgangen til selv at bruge nettet til at kommunikere og publicere.

- et spørgsmål om at sikre tilstedeværelsen af visse typer information på nettet.

Adgang til information

Det er i dag relativt få danskere, der har adgang til internet fra hjemmet eller arbejdspladsen. Antallet vil vokse hurtigt i de kommende år, dels fordi flere får PC og modem såvel på arbejdspladsen som i hjemmet, dels fordi internetadgang vil blive integreret med andre medier, f.eks. kabel-tv. Det er også rimeligt at antage, at såvel teletaksterne som priserne på internetadgang vil falde drastisk i takt med, at teleliberaliseringen slår igennem. I en lang overgangsperiode vil der dog være mange, der ikke har adgang til nettet. Spørgsmålet er, i hvilket omfang det er en offentlig opgave at sikre disse borgere denne adgang.

Der er i Danmark en tradition for, at man gratis kan få adgang til at bruge/låne bøger og andet trykt materiale og i et vist omfang også lydmedier på bibliotekerne. Der er også en tradition for, at offentlig information og betjening på offentlige kontorer som hovedregel er gratis. Adgang til og drift af telefon har på den anden side altid været et privat/kommercielt anliggende, og det samme gælder tv og radio. Det offentlige har dog, gennem monopolerne, kunnet sikre en vis udjævning i taksterne, således at man havde nogenlunde ens vilkår, hvor i landet man end boede.

Skal man følge den danske tradition, skal det offentlige gennem bibliotekerne sikre gratis adgang til offentlig elektronisk information, offentlige elektroniske services, elektronisk litteratur, online musikværker, opslagsværker etc. I praksis kan man dog blive nødt til i et vist omfang at begrænse udbudet, da det stiller nogle krav til bibliotekerne, som kan være vanskelige at opfylde.

Det væsentligste problem opstår, når brugerne vil benytte kommercielle elektroniske værker, der er belagt med en forbrugsafhængig afgift. Bliver dette meget udbredt, mister biblioteket kontrollen over udgifterne. I det omfang, der ikke kan indgås særlige aftaler med udgiver om biblioteksbrug, kan man derfor blive nødt til at "rationere" adgangen og/eller kræve hel eller delvis brugerbetaling for i hvert fald de dyrere tjenester. Off-line medier som diskette- og cd-rom baserede produkter er et særligt problem i og med, at de, på grund af det programmel de indeholder, efter de nuværende regler slet ikke må udlånes.

Adgang til at sende/udgive information

Med adgang til nettet følger som regel i dag adgangen til at kommunikere med elektronisk post, deltage i elektroniske konferencer og i et vist omfang selv stille information til rådighed på World Wide Web.

Det offentliges rolle i denne sammenhæng må først og fremmest være at sikre et velfungerende marked, der gennem åben konkurrence holder priser nede, serviceudbudet alsidigt og kvaliteten høj.

Public Service?

I dag betaler brugerne som hovedregel ikke for det indhold, de får over World Wide Web. Så snart de tekniske forudsætninger er på plads, vil der blive opkrævet betaling for en række tjenester, men mange tjenester vil fortsat være gratis for brugeren og i stedet være reklame/sponsor-finansieret. Spørgsmålet er derfor, om der på et kommercialiseret internet er behov for offentlige midler for at sikre særligt indhold, som vi kender fra public serviceforpligtelsen i radio og tv.

7.3 Udviklingsmuligheder og konsekvenser for medierne

Den digitale udvikling betyder, at journalistens arbejdsvilkår forandres på en række områder.

Meget store informationsmængder vil være direkte tilgængelige online. Det gør på nogen områder søgning og fremfinding lettere, men generelt bliver det vanskeligere at få og bevare overblikket.

De mange elektroniske fora (diskussionsgrupper, elektroniske konferencer) giver journalisten nye kildemuligheder og nye måder at opbygge netværk på. Nettet kan give direkte adgang til lokale kilder og lokale debatter, som man ellers måtte rejse eller ty til nyhedsbureauerne for at få information om, og journalister i flere lande kan f.eks. arbejde effektivt sammen om en historie med internationale dimensioner.

På den anden side er det som nævnt vanskeligt at kontrollere troværdigheden af de informationer, man henter på nettet. Det bliver et spørgsmål om tillid til kilden, men også afsenderens identitet kan være usikker. Disse udfordringer stiller nye krav til journalisterne, deres uddannelse og deres værktøjer.

Endelig medfører udviklingen, at samtidig med at journalistens adgang til informationer udvides på en række områder, udvides også læsernes adgang til at kontrollere og efterprøve journalistens vurderinger og prioriteringer.

I dagens mediebillede begrænses ytringsfriheden reelt af, at mediernes produktions- og distributionssystemer er meget kapitalkrævende og derfor koncentreret på relativt få hænder. Med den digitale teknologi reduceres disse omkostninger dramatisk og bliver reelt marginale i forhold til omkostningerne ved at tilvejebringe og vedligeholde mediernes indhold. Det betyder, at antallet af udbydere vil vokse kraftigt. Men det har dog den konsekvens, at man skal "råbe højere" for at blive hørt. Den, der har flest ressourcer til at markedsføre sine tjenester, har stadigvæk en fordel, men den er væsentlig mindre, end den har været før.

Teknologien betyder også, at funktioner, som i et vist omfang har været samlet, nu skilles, og at der dermed kommer en større variation i måden, indholdet formidles på. Funktionerne er:

- at fremstille og vedligeholde indhold.
- at organisere og præsentere indhold i et givent medie.
- at tilbyde søgemuligheder, filtre, agenter etc.
- at tilbyde teknisk adgang.
- at tilbyde brugerapplikationer.
På hvert niveau kan der i princippet ske en fri kombination, således at der kan opstå en række fleksible nicheprodukter i høj grad defineret af slutbrugeren selv.