8. Internationalisering og koncentration af medier

8.1 Teknologisk udvikling og internationalisering

I internationalt perspektiv har medieområdet gennemgået en rivende udvikling i de senere år. Den teknologiske udvikling - f.eks. inden for digitalisering, satellit-tv, internet - betyder store forandringer.

Den igangværende digitalisering, der omfatter alle led af kæden fra producent til forbruger, betyder fundamentale ændringer for de traditionelle medier. Digitaliseringen er den vigtigste forudsætning for den sammensmeltning af forskellige medieformer, som sker i øjeblikket.

Satellitteknologien, der f.eks. anvendes til tv-distribution, har gjort fjernsynsmediet grænseoverskridende i en helt anden målestok end ved den traditionelle modtagelse af nabolands-tv. Desuden er satellitterne sammen med kabel-teknologien og ikke mindst digitaliseringen af disse teknologier ved at fjerne de tidligere begrænsninger af frekvensmæssig art på antallet af radio- og tv-kanaler.

Det rent digitale medie, internet, vokser eksponentielt i sin udbredelse og er på vej til at blive et globalt medie. Internet ophæver grænserne mellem de trykte og elektroniske medier, og til forskel fra traditionelle medier er det et interaktivt medie. Internet har således indbygget nogle helt andre muligheder for dialog end de traditionelle medieformer.

Disse muligheder for grænseoverskridende elektroniske medier har været forudsætningen for det internationale mediemarked, der findes i dag.

8.2 Det audiovisuelle mediemarked

Medieområdet er en sektor i vækst. Europa Kommissionens hvidbog fra 1994 om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse[5] anslår omsætningen i den audiovisuelle sektor - omfattende både produktion af udstyr (hardware) og produktion og distribution af programmer (software) - på verdensplan til 257 mia. ECU. Heraf står software-sektoren for 54 %.

De største aktører

Sektoren er kendetegnet ved stor omskiftelighed i ejerskaber, indgåelse af alliancer m.v. Mange af disse ændringer har til hensigt at styrke integrationen af programproduktion og -distribution inden for det enkelte selskab eller den enkelte alliance.

Årsagen til de mange skift i alliancer og ejerskabsforhold må primært siges at være en stigende konkurrence inden for hvert af leddene i mediernes såkaldte fødekæde, jf. nedenfor, samt den teknologiske udvikling, som med stigende hast ændrer grundlaget for medievirksomhed.

Af de 12 største aktører på det audiovisuelle verdensmarked kommer 4 fra USA, 4 fra Japan, 3 fra Europa og 1 fra Canada.[6] De to absolut største aktører er begge dannet i løbet af 1995. Time Warner og Turner Broadcasting System, der står bag tv-kanalen CNN, indgik en alliance, der gjorde gruppen til den største aktør på verdensplan. På baggrund af de to selskabers tidligere omsætning, anslås alliancens omsætning til ca. 15 mia. US$. Filmkoncernen Walt Disney købte i 1995 tv-selskabet ABC, og den nye koncerns omsætning kan herefter anslås til ca. 10 mia. US$. I begge tilfælde er der tale om, at aktører med baggrund i produktion af film- og tv-fiktion erhverver eller slutter sig sammen med selskaber i tv-sektoren. Disse to grupper har nu overhalet det japanske SONY med en omsætning på 8 mia. US$. På europæisk plan er den største aktør den tyske public service broadcaster ARD med en omsætning i 1994 på 6 mia. US$.

Hvis opgørelsen udvides til at omfatte de 50 største audiovisuelle aktører, vokser andelen af europæiske aktører betydeligt. Denne liste omfatter 21 europæiske, 14 amerikanske, 11 japanske og 4 selskaber fra resten af verden.[7] En opgørelse af omsætningen i disse 50 største audiovisuelle selskaber viser, at europæiske selskaber har en andel af verdensmarkedet på 35 %, mens amerikanske selskaber har 31 %, japanske selskaber 29 %, og selskaber fra andre lande har en markedsandel på 5 %.[8] Det europæiske marked

Hvidbogen om vækst og beskæftigelse beskriver det europæiske marked som et af verdens mest vækstprægede med en markedsvækst på 6 % om året i faste priser.

Tabel 8.2.1

Forbruget af audiovisuelle og multimedie-relaterede varer og tjenester i EU 1986 og 1992-1994





(Mio. ECU)
1986
1992
1993
1994
Filmindustri




- biografomsætning
2.226
2.576
2.926
2.989
TV




- tv-reklame
6.190
13.662
13.183
15.117
- licens
6.000
6.854
7.121
7.430
- betalings-tv
310
2.025
2.379
2.974
- kabel-tv
600
2.416
3.032
3.382
- tv-apparater
10.571
10.844
10.086
10.123
- satellitmodt. m.v.
n.a.
n.a.
n.a.
n.a.
Video




- indspillede bånd
1.800
4.066
4.434
5.040
- videoapparater
6.294
6.811
5.299
4.682
- uindspillede bånd
1.131
2.058
2.140
1.884
- camcorders
1.023
2.821
2.704
2.269
- laser disc-spillere
0
61
82
49
- laser discs
0
43
42
n.a.
Multimedier




- CD-I spillere
0
27
70
110
- CD-I'er
0
n.a.
n.a.
n.a.
- PC'er
200
1.741
2.855
4.830
- CD-ROM drev
0
15
59
134
- software/CD-ROM
n.a.
n.a.
n.a.
n.a.
- videospil-konsoller
50
1.588
1.047
505
- videospil
n.a.
n.a.
n.a.
n.a.
Ialt
36.395
57.607
57.459
61.939
GDP
3.857.000
5.835.000
5.716.000
5.985.000
Andel af GDP (%)
0,94
0,99
1,01
1,03
DKK / ECU
7,94
7,81
7,59
7,54
Inden for EU-området viser en opgørelse over forbruget af audiovisuelle og multimedierelaterede varer og tjenester[9] (tabel 8.2.1) en stigning fra 36,4 mio. ECU i 1986[10] til 61,9 mio. ECU i 1994. Samtidig er sektorens andel af det samlede nationalprodukt steget til 1,03 % i 1994.

Opgørelsen kan siges at undervurdere sektorens andel af nationalproduktet, idet der er områder, som ikke er medtaget p.g.a. manglende tal. Områder i stærk vækst er betalings-tv og hele multimedieområdet (bortset fra spil-konsollerne), mens video-området er i omsætningsmæssig tilbagegang.

Ifølge hvidbogen om vækst og beskæftigelse er væksten på det europæiske marked dog hovedsageligt kommet amerikanske selskaber til gode. I 1991 gik 77 % af USA's eksport af audiovisuelle programmer til Europa, heraf knap 60 % til EF. Den audiovisuelle sektor var således ifølge hvidbogen USA's næststørste eksportkilde. Kommissionen mener, at vækstpotentialet i den europæiske audiovisuelle sektor er så stort, at efterspørgslen vil fordobles inden årtusindskiftet.

Der gives på europæisk plan ofte udtryk for bekymring med hensyn til amerikansk dominans på det audiovisuelle område. Dette har bl.a. givet sig udslag i kvotebestemmelser om andelen af europæisk programstof i tv-kanaler.

Det er kendetegnende, at de store europæiske audiovisuelle aktører kommer fra de store europæiske lande. Af de 50 største europæiske aktører kommer 11 fra Storbritannien, 9 fra Tyskland og 7 fra Frankrig. De tyske selskaber repræsenterer imidlertid 31 % af selskabernes samlede omsætning i 1994, mens de britiske selskaber repræsenterer 24 % og de franske 11 %.

Som nævnt ovenfor er ARD den største audiovisuelle aktør i Europa med en omsætning i 1994 på 4,8 mia. ECU. Det hollandske selskab PolyGram, som især er aktiv inden for musik, havde en omsætning på 4 mia. ECU. Dernæst kommer de to tyske aktører KirchGruppe og Bertelsmann med omsætning relateret til audiovisuelle aktiviteter på henholdsvis 3,5 og 3 mia. ECU. (Bertelsmann har dog også betydelige aktiviteter inden for de trykte medier og er samlet set den største europæiske aktør.) Til sammenligning kan det nævnes, at DR's omsætning i 1994 opgjordes til 319 mio. ECU, Egmont Gruppens audiovisuelle omsætning til 191 mio. ECU og endelig svarede TV 2's omsætning i 1994 til 123 mio. ECU.

8.3 Medielandskabet

Som det er nævnt i de foregående afsnit, er mediemarkedet under kraftig forandring. Udbudet er blevet større, og der er dukket en række nye medietyper op - især inden for de elektroniske mediers område - f.eks. cd-rom og internet. I dette afsnit ses der nærmere på de enkelte led i "fødekæden", som skaber og transporterer mediernes indhold frem til forbrugeren.

I dette landskab er der i takt med de nye muligheder dukket en række nye virksomheder op. Samtidig har eksisterende virksomheder søgt at udvide med introduktion af nye medier og med at dække flere led af "fødekæden".

Indhold

Et medies indhold har naturligvis altid været afgørende for mediets udbredelse og gennemslagskraft. I dag er der en stigende tendens til, at det samme indhold kanaliseres gennem flere medietyper. En række trykte medier har oprettet internet-udgaver, hvor læserne kan finde både artikler, som også bringes i den trykte udgave, og artikler, som kun bringes i den elektroniske udgave. Det kan f.eks. skyldes artiklens længde, idet internet ikke sætter de samme pladsmæssige begrænsninger som papirudgaverne. I Danmark har dagbladene Jyllands-Posten, Børsen og JyskeVestkysten samt Ugebladet Ingeniøren oprettet internet-udgaver.

Udsendelse af et bestemt indhold gennem flere medier åbner samtidig flere kommercielle muligheder for indholdets rettighedshavere. F.eks. er Kiplings Junglebogen i en Disney-bearbejdet version udsendt gennem film, video, børnebøger, musik-cd og computerspil.

I takt med den kraftige stigning i antallet af medier, f.eks. satellit-tv-stationer, er konkurrencen om godt indhold blevet skærpet og har fået priserne til at stige. Åbenbart er mængden af originalt, kvalitativt godt indhold ikke fulgt med stigningen i distributionskanaler. Det er uden tvivl grunden til, at virksomheder med basis i andre led af fødekæden, f.eks. SONY, har investeret i amerikanske filmselskaber. Virksomheden søger herved at sikre sig gode programmer, spil m.v. til sine distributionskanaler. Sådanne investeringer har dog samtidig givet de udefra kommende virksomheder store problemer med forskelle i virksomhedskultur, manglende afkast af investeringen m.v.

Distribution

De trykte medier distribueres naturligvis stadig i traditionel fysisk form ved hjælp af bude, postvæsen m.v. Den teknologiske udvikling og ikke mindst den digitale teknik betyder imidlertid, at antallet af kanaler for elektronisk distribution i disse år udvides kraftigt. Radio og tv distribueres nu foruden de traditionelle jordbaserede sendernet også via kabler og satellitter. Den digitale teknik betyder, at antallet af radio- og tv-kanaler kan mangedobles, samtidig med at distributionsomkostningerne falder. Sammen med den teknologiske udvikling har den generelle deregulering af telekommunikationsområdet på internationalt plan ført til hård konkurrence om dette led i fødekæden. Grænsen mellem traditionelle teleselskaber og kabel-tv-operatører udvis-kes, efterhånden som de to typer virksomheder bevæger sig ind på hinandens kerneområder.

I Danmark har det koncessionerede selskab Tele Danmark i kraft af telelovgivningens udformning hidtil været alene om at varetage distributionen af landsdækkende radio og tv. I løbet af 1996 åbnes der imidlertid for nye operatører. Bl.a. i lyset heraf er Tele Danmark gået ind i NSD-samarbejdet med bl.a. den norske teleoperatør, TeleNor. Det er hensigten, at NSD[11] skal stå for distribution af satellit-tv til det skandinaviske område. NSD søger derfor at lave aftaler med tv-stationer med attraktive programmer (f.eks. DR og TV3) om distribution af disse programkanaler til det skandinaviske marked. For at nå kunderne i den anden ende skal der samtidig indgås aftaler med operatører af adgangskontrolsystemer, jf. nedenfor.

Internet er det nyeste og hastigst voksende medie. Internet er helt digitalt og distribueres i et computer-netværk. Det er kendetegnet ved at være globalt i sin udbredelse. I forhold til andre medier er den nødvendige investering for at blive udbyder på nettet meget lille. Samtidig er brugsmulighederne på internet ved at udvide sig til også at omfatte overførsel af radio, tv og traditionel telefon.

Det er i dag umuligt at forudse præcis hvilken virkning, det vil få for de øvrige distributionsformer, hvis denne udvikling fortsætter. Men der er ingen tvivl om, at det kan få store konsekvenser. F.eks. er en række lukkede, abonnementsbaserede datatjenester, bl.a. danske Diatel, enten nedlagt eller er overgået til blot at fungere som indgang til internet.

Adgangskontrol

Adgangskontrol er betegnelsen for et system, der sikrer, at mediet kun er tilgængeligt for betalende forbrugere. Begrebet er opstået i relation til de elektroniske medier - især tv, men også trykte mediers abonnementsadministration kan for så vidt betegnes som adgangskontrol. Mens forbrugernes adgang til de trykte medier traditionelt er betinget af abonnement eller køb i kiosk e.l., er en sådan kontrol af forbrugerens adgang til de elektroniske medier noget nyt.

Hvor tv-signaler traditionelt har kunnet modtages fra æteren af alle, der satte en antenne op, giver overgangen til at fremføre signalerne gennem kabelsystemer og den teknologiske udvikling mht. kodning og digitalisering mulighed for at udelukke de forbrugere, der ikke abonnerer på det pågældende program.

På de trykte mediers område varetages adgangskontrollen (f.eks. i form af abonnementsadministration) normalt af medievirksomheden selv. For så vidt angår de elektroniske medier, administreres sådanne adgangskontrolsystemer af selskaber, som på udbydernes vegne varetager den direkte kontakt til kunde eller forbruger, f.eks. administration af abonnementsordninger for betalings-tv. En satellit-tv-station med betalingsprogrammer (dvs. kodede programmer) må nødvendigvis have nogen til at sælge dekodere og smart cards i de lande, programmerne er rettet mod.

Betalings-tv området er i kraftig vækst, og der forventes en stærk konkurrence om at kunne tilbyde forbrugerne abonnementsordninger.

Forbrugerudstyr

Mens de trykte medier ikke kræver større investering i forbrugerudstyr end evt. et par læsebriller, må forbrugeren for de fleste elektroniske mediers vedkommende købe udstyr under en eller anden form for at få udbytte af mediet. Udstyret skal endvidere i teknisk henseende passe sammen med det pågældende medie. Der findes f.eks. forskellige tv-sendestandarder (PAL, SECAM m.v.). I begyndelsen af 1980'erne fandtes der tre forskellige video-systemer: VHS, Betamax og System 2000. Systemerne var ikke indbyrdes kompatible og konkurrerede derfor mod hinanden, indtil VHS-systemet gik af med sejren og blev enerådende på markedet. Også i dag er der på f.eks. computerspilområdet flere forskellige inkompatible systemer. Set fra forbrugernes synspunkt kan det synes mere hensigtsmæssigt, hvis producenterne før introduktionen af en ny medieteknologi ville fastsætte en fælles standard for mediet, jf. bestræbelserne på at fastsætte fælles europæiske standarder for udsendelsen af digitalt tv.

8.4 Koncentrations- og integrationstendenser på internationalt plan

Der er i øjeblikket særligt to medieområder, som er genstand for opkøb, indgåelse af alliancer, introduktion af nye aktører m.v. De to områder er digitalt tv og multimedier, herunder internet.

Tendenser til vertikal integration af de enkelte led i "fødekæden" kan ses mht. digitalt tv. Med anvendelse af digital teknologi kan udbudet af tv-kanaler mangedobles. F.eks planlægger britiske BSkyB at udbyde mere end 200 tv-kanaler inden for de næste år. 40 af disse kanaler vil blive anvendt til at udsende near-video- on-demand, mens de øvrige anvendes til nye versioner af eksisterende BSkyB programkanaler. Kapaciteten af nyt og godt programstof kan i stigende grad blive den begrænsende faktor for tv-udbudet. Aktører med aktiviteter inden for tv-distribution ønsker derfor at sikre sig attraktive programrettigheder, og programselskaber ønsker at sikre sig, at deres programmer kan nå frem til forbrugerne. Dette kan medvirke til at forklare f.eks. alliancen mellem Time Warner og Turner Broadcasting System.

På internationalt plan er tv-området uden tvivl det område, hvor der er det største antal opkøb, nye alliancer m.v. Foruden de allerede nævnte årsager spiller den almindelige tendens til de-regulering ind. F.eks. er telekommunikationssektoren under de-regulering i hele den vestlige verden. De tidligere tele-monopoler bliver i stigende grad udsat for konkurrence på deres traditionelle tjenester. Derfor opdyrker de nye tjenesteområder i beslægtede sektorer, som f.eks. radio/tv, og de har adgang til at konkurrere internationalt. Den britiske kabel-tv-sektor er f.eks. domineret af amerikanske teleselskaber, som ikke tidligere har haft adgang til kabel-tv-markedet i USA.

På det horisontale plan er alle større mediekoncerner i færd med at udvikle og afprøve mulighederne inden for de digitale multimedier som cd-rom og internet. Der er tale om nye medier, og til forskel fra de fleste "gamle" medier (f.eks. radio og tv) kræver de ikke store investeringer i hverken produktions- eller distributionsleddet. I princippet kan små aktører således gå ind i markedet på lige fod med store koncerner. Derimod kræves det, at forbrugeren investerer i det nødvendige udstyr: pc'er med lydkort, modem m.v.

Uanset den "nemme" adgang for nye aktører er det dog traditionelt store mediekoncerner, der sammen med teleselskaber dominerer markederne for nye tjenester på internet. Det vil f.eks. sige, at det i Tyskland bl.a. er Bertelsmann sammen med Deutsche Telekom, der er de største aktører. I Norge er det tilsvarende Schibsted og Telenor, mens det i Storbritannien er News International, Pearson, BBC og British Telecom m.v.[12] For de trykte mediers vedkommende, f.eks. på dagbladsområdet, er omkostningerne ved at starte nye udgivelser betydeligt større. Da der yderligere er en situation, hvor papirprisen er stigende, og indtægterne fra annoncer og bladsalg ikke er i fremgang, ses der ikke mange nye udgivelser. På dagbladsområdet er der som hovedregel et nationalt ejerskab af aktørerne. Med et generelt faldende antal aktører på dette område er der en tendens til stigende koncentration.

For de audiovisuelle mediers vedkommende er det vanskeligere at udtale sig om resultatet af de forskellige udviklingstendenser. Den hidtidige stærke ejerkoncentration er tildels et resultat af de offentlige radio- og tv-stationers tidligere monopoler, men kommercielt radio og tv er vokset kraftigt i de senere år, og internationaliseringen af udbudet modvirker ejerkoncentrationen på det nationale marked. På den anden side er det i vidt omfang store mediekoncerner, der står for udbudet af kommercielt radio og tv. Ændringerne i ejerskaber, alliancer m.v. foregår imidlertid så hurtigt, at det er vanskeligt at skabe sig et overblik.

8.5 International regulering

Den internationale regulering på medieområdet er først blevet interessant på det nationale plan inden for de seneste få år. Det er sket i takt med, at tv er blevet grænseoverskridende, først som nabolands-programmer ført gennem kabler i grænseegne, derefter via satellit fra hvor som helst.

Men medierne er blevet reguleret på internationalt plan, også inden den teknologiske udvikling gjorde det aktuelt at gå ind i en detaljeret regulering. Europarådets menneskerettighedskonvention fra 1950 indeholder en artikel om ytringsfrihed, ligesom også FN's menneskerettighedserklæring fra 1948 gør det. Bernerkonventionen fra 1886 om ophavsret har alle dage haft betydning for massemedierne.

Inden for de sidste 10 år er interessen for at regulere medier på internationalt plan imidlertid vokset kraftigt. Det skyldes ikke kun, at tv-programmer overskrider grænser som aldrig før, men også den teknologiske udvikling inden for f.eks. digitaliseringen, den tiltagende konvergens mellem telekommunikation, computere og tv, og øget samhandel mellem landene.

Disse udviklinger har medført et behov for at fjerne de forhindringer, som forskelle i nationale reguleringer udgør for internationaliseringen af medierne. Det er samtidig forskellene i nationale kulturer, samfundsformer og love, der gør den internationale regulering vanskelig at enes om.

Antallet af tv-kanaler er vokset, og meget af det, seerne præsenteres for, kommer fra andre lande med andre værdinormer. Når satellit-tv viser reklamer for alkohol til danskerne og pornografiske programmer til englænderne, når udenlandske film tager seere fra egenproducerede fiktionsprogrammer, udfordres de enkelte landes egne politiske, kulturelle og økonomiske interesser.

Udfordringen er global, som det tydeligt fremgik under GATT-forhandlingerne for få år siden, og som UNESCO's mangeårige arbejde inden for mediepolitikken bevidner. Ophavsretlige og teknologiske reguleringer har i årtier taget deres udgangspunkt i internationale aftaler.

Internationale organer

De internationale organer, der beskæftiger sig med medieregulering, er primært:

- EU (først og fremmest økonomiske og industripolitiske spørgsmål, men også ophavsretlige spørgsmål)

- Europarådet (menneskerettigheder og kultur)

- UNESCO (presse- og informationsfrihed, støtte til medieudvikling)

- WIPO (ophavsret).

Danmark deltager i arbejdet på alle områder.

Det skal understreges, at mange af mediernes væsentligste vilkår fastsættes af generelle bestemmelser - om konkurrenceforhold, skatter og afgifter, straffelove m.m.

EU

Det vigtigste internationale arbejde foregår i EU, som især under de seneste års forberedelser til det indre marked har beskæftiget sig en del med medier, især tv, ophavsret og telepolitik.

Vigtigheden af EU-arbejdet ligger naturligvis i, at det meste af det, der besluttes i Bruxelles, er bindende for medlemslandene. Beslutningerne træffes typisk i form af direktiver på følgende måde: Kommissionen udarbejder forslag til direktiv på et konkret område. Inden forslaget skrives, kan emnet have været beskrevet i en grønbog, og det har som oftest været drøftet i et ekspertudvalg under Kommissionen bestående af medlemslandenes embedsmænd eller uafhængige eksperter.

Det færdige forslag sendes til Rådet og Parlamentet, hvorefter de egentlige forhandlinger går i gang i en arbejdsgruppe under Rådet.

Samtidig gennemføres en parallel procedure i det danske politiske system for at sikre, at de danske forhandlere har opbakning fra Folketinget (gennem Europaudvalget).

Efter at Europa-Parlamentet har udtalt sig om Kommissionens forslag, vedtages det i Rådet - eventuelt med ændringer foreslået af Parlamentet eller medlemslandene.

Mediekoncentration

EU udsendte i 1992 en grønbog om emnet, "Pluralisme og koncentration i medierne i det indre marked - Vurdering af behovet for et EF-initiativ". Som begrundelse anførte Kommissionen bl.a., at beskyttelse af pluralisme som sådan er en opgave, som i første række påhviler medlemsstaterne. Så problemer med mediepluralisme kan ikke i sig selv give anledning til et EU-initiativ.

Derimod påpeger grønbogen en række faktorer, som hindrer det indre marked i at fungere korrekt, og som er forårsaget af forskelle i medlemslandenes lovgivning om ejerskab til medierne - tv, radio, presse. Formålet med sådanne love er at beskytte pluralismen ved at begrænse adgangen til ejerskab af medierne, især det samme selskabs ret til at eje flere medievirksomheder.

Disse begrænsninger, som er forskellige fra land til land, indebærer en risiko for begrænsninger i den frie udveksling mellem landene af tjenesteydelser på medieområdet, og de kan også begrænse mediernes etableringsret. Desuden skaber de usikkerhed på det retlige område, og de giver anledning til både konkurrenceforvridning og -begrænsning.

I grønbogen gives der tre mulige reaktioner på denne analyse:

1) at lade være med at tage EU-initiativ.

2) at vedtage en henstilling om at lette udveksling af oplysninger mellem landene om gennemsigtighed i ejerskabsforhold.

3) at harmonisere nationale regler om begrænsning af ejerskab til medierne.

Grønbogen blev sendt til høring hos interesserede selskaber, organisationer og medlemslandene i to omgange. Resultatet af høringen foreligger i form af en meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet, "Opfølgning af høringen i forbindelse med grønbogen "Pluralisme og koncentration i medierne i det indre marked - vurdering af behovet for et EF-initiativ" af 5. oktober 1994.

Ikke overraskende var svarene på høringen meget varierede. Kommissionen anfører, at der fra at være overvejende stemning for at bevare status quo efterhånden var et flertal af selskaber, som gik ind for regulering af medieejerskab. Derimod var der ikke entydig opbakning til, at denne regulering skulle foregå i EU-regi (i modsætning til på nationalt plan).

To forhold var efter Kommissionens opfattelse årsag til stemningsskiftet: Det ene var, at informationssamfundet stiller nye krav om internationalisering af medierne, og at den europæiske industri ikke bliver konkurrencedygtig, med mindre det indre marked kommer til at fungere bedre på dette område. Det andet var, at mange lande selv er i færd med at indføre regulering af medieejerskab, og at de allerede eksisterende forskelle mellem landene derved risikerer at blive endnu større, medmindre der kommer et EU-initiativ.

Kommissionens analyse af høringssvarene resulterede i, at en ny høringsrunde blev iværksat i foråret 1995. Der er endnu (primo 1996) ikke offentliggjort noget resultat af denne høring eller noget udspil til et EU-initiativ.

Danske synspunkter

Statsministeriet og Kulturministeriet har gennemført høringer hos de relevante danske medieorganisationer og -institutioner i anledning af Kommissionens høringer. De danske reaktioner var ikke entydige. Danske Dagblades Forening afviste helt initiativer fra EU på dette område, mens andre gerne så EU-regulering om gennemsigtighed i ejerskabsforhold. I Kulturministeriets svar på den seneste høring anføres det bl.a.:

"Dansk lovgivning har kun i meget begrænset omfang bestemmelser, som særlig vedrører mediekoncentration, herunder ejerskab til medier. For de elektroniske mediers vedkommende har lovgivningen haft som et hovedformål at sikre pluralismen i det samlede mediebillede (på det nationale, regionale og lokale niveau). Dette hensyn kommer især til udtryk i reguleringen af public service radio/tv-institutionerne, hvor der lægges stor vægt på den såkaldt interne pluralisme.

Det synes ikke hensigtsmæssigt at opstille særlige regler om mediekoncentration for et lille marked som Danmark, der er domineret af stærke nationale public service kanaler, specielt ikke hvis seertal skal anvendes som kriterium for markedsdominans.

Hvis Kommissionens overvejelser fører til et EU-initiativ omfattende anti-koncentrationsregler, må public service institutioner derfor efter Kulturministeriets opfattelse holdes uden for sådanne regler.

Med hensyn til spørgsmålet om inddragelse af nye interaktive tjenester i en eventuel EU-regulering af mediekoncentration er det efter Kulturministeriets mening endnu ikke muligt at pege på, hvilken regulering der kan blive behov for. Liberaliseringen på teleområdet er, i Danmark som i de fleste andre medlemslande, ny, og de nye tjenester er endnu ikke introduceret. I forbindelse med den danske teleliberalisering, som gennemføres 1. juli 1995, er der lagt vægt på at sikre tjenesteudbydere lige og ikke-diskriminerende adgang til kabelanlæg og på en forstærket brugerindflydelse som midler til at imødegå en potentiel konkurrencebegrænsning.

Det skal endvidere oplyses, at spørgsmålet om pluralisme og mediekoncentration indgår i det arbejde, som Medie-udvalget, der blev nedsat af statsministeren i 1994, udfører, og som forventes afsluttet om et år.

I besvarelse af en tidligere høring om Kommissionens grønbog om pluralisme og koncentration har Kulturministeriet (i et brev af 23. september 1993) oplyst, at de danske medieorganisationer overvejende har en positiv indstilling til et EU-initiativ vedr. gennemsigtighed i ejerskab til medierne. Men derudover finder de berørte parter - såvidt ministeriet er orienteret - intet behov for et EU-initiativ."

Direktivet om "tv uden grænser"

Direktivet om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed, det såkaldte direktiv om "tv uden grænser", blev vedtaget af Rådet den 3. oktober 1989. Dansk lovgivning blev bragt i overensstemmelse med direktivet i forbindelse med revisionen i 1992 af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Direktivet fastsætter visse minimumsregler, som europæiske tv-stationer skal overholde. Det drejer sig bl.a. om:

- kvoter af europæiske programmer,

- reklamer: hvad de må indeholde, hvor meget af sendetiden der må bruges på reklamer, og hvor i programfladen de må placeres,

- sponsorering: hvem der kan sponsorere, hvad der kan sponsoreres, og hvordan seerne skal gøres opmærksomme på sponsors navn,

- tv-stationernes nationale tilhørsforhold, dvs. hvilket land der har myndighed over en given tv-station,

- vold og pornografi, der i alvorlig grad kan skade mindreårige, må ikke udsendes.

Landene kan selv indføre mere restriktive regler om f.eks. reklame. Det har Danmark gjort, f.eks. ved at indføre forbud mod reklameafbrydelser i programmer og forbud mod reklamer for alkohol. Til gengæld kan man ikke standse retransmission af et udenlandsk program, som overholder de fælles minimumsregler - med forbudte volds- og pornoprogrammer som den eneste undtagelse.

Kommissionen forelagde den 31. maj 1995 for Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til revision af direktivet.

Kommissionens revisionsforslag har bl.a. til formål at klargøre direktivets bestemmelser, hvor en højere grad af juridisk præcision har vist sig tiltrængt, og at indføre regler for teleshopping.

Kommissionens forslag om vidtgående stramninger af kvote-bestemmelserne har mødt kraftig modstand fra stort set alle landene (med Frankrig som den væsentlige undtagelse). Et foreløbigt resultat af denne modstand er, at kultur- og medieministrene på Rådsmøde i november 1995 vedtog at bibeholde den nuværende tekst.

Det indebærer, at halvdelen af primært fiktionsprogrammerne skal være europæiske, når det er muligt. Denne formulering bliver af kvote-modstanderlandene udlagt som en gyldig begrundelse for, at kvoterne ikke overholdes af visse tv-stationer.

Direktivet indeholder bestemmelser om, i hvilket land en given tv-station hører hjemme. Det er disse bestemmelser i direktivet, der f.eks. placerer TV3 under britisk jurisdiktion og derved (kun) kræver, at TV3 overholder britisk lov om f.eks. reklamer. Kommissionens forslag indeholder en udbygning af disse bestemmelser. Kommissionen foreslår desuden en række liberaliseringer af reklamereglerne. Der er i skrivende stund ikke enighed om forslagene blandt medlemslandene, og det er derfor endnu usikkert, hvad resultatet bliver.

Danske synspunkter

Kulturministeriet udsendte den 26. juni 1995 Kommissionens revisionsforslag til høring hos en lang række institutioner og organisationer i av-branchen. Svarene viser generel tilslutning til den velkendte danske modstand mod stramning af kvotereglerne. Der er generel tilslutning til de fleste af de øvrige forslag.

Men der er stor uenighed om tv-direktivets regler for reklame, sponsorering og teleshopping, både de eksisterende og de foreslåede. Forbrugerombudsmanden og Forbrugerstyrelsen samt Forbrugerrådet finder generelt, at direktivets regler giver for ringe forbrugerbeskyttelse, mens f.eks. TV 2 og reklamebranchen gerne ser danske regler liberaliseret på linie med direktivets.

Den officielle danske holdning lægges af regeringen efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg, hvor der er enig modstand mod Kommissionens forslag om at stramme kvotebestemmelserne.

Derudover er det regeringens holdning, at hensynet til forbrugerbeskyttelsen skal prioriteres højt - det vil bl.a. sige, at liberalisering af reglerne om reklame og sponsorering ikke er ønskelig.

Telekommunikation

Der er i EU enighed om principielt at gennemføre en totalliberalisering af telekommunikationssektoren pr. 1. januar 1998. Liberaliseringen gælder både teletjenester og teleinfrastruktur.

Rådet har således i en Resolution af 22. juli 1993 opfordret til liberalisering af alle offentlige taletelefonitjenester senest 1. januar 1998, dog således at Spanien, Grækenland og Portugal har en overgangsperiode på op til fem år for at foretage de nødvendige tilpasninger.

Endvidere har Rådet i en resolution af 22. december 1994 erkendt, at også teleinfrastruktur skal liberaliseres inden den 1. januar 1998 med samme overgangsperiode som for liberaliseringen af taletelefoni.

Kommissionen gennemfører rent teknisk liberaliseringen ved udstedelse af kommissionsdirektiver i medfør af traktatens art. 90, der vedrører offentlige og monopollignende virksomheder.

Med henblik på den totale liberalisering af alle teletjenester og teleinfrastruktur har Kommissionen således i foråret 1996 udstedt et direktiv om liberalisering af markederne for teletjenester.[13] Liberaliseringen vil blive fulgt op af en række harmoniseringstiltag. Dette vil ske i form af rådsdirektiver, eksempelvis vedrørende samtrafik, telelicenser og ONP-regulering.[14] Det er tanken, at harmoniseringstiltagene skal være på plads, inden liberaliseringen træder i kraft den 1. januar 1998.

Danske synspunkter

Danmark støtter fuldt ud, at der gennemføres en liberalisering i hele EU senest pr. 1. januar 1998. Fra dansk side havde man gerne set en tidligere liberalisering i lighed med den liberalisering, der gennemføres i Danmark pr. 1. juli 1996.

Liberaliseringen vil efter dansk opfattelse indebære betydelige fordele både for private brugere og for erhvervsvirksomheder, idet liberaliseringen vil sikre adgang til et bredt og varieret udbud af stadig bedre og billigere teleydelser af høj kvalitet og baseret på den nyeste teknologi.

Ophavsret[15] Europa-Kommissionen er først begyndt at interessere sig for ophavsret fra slutningen af 1980'erne, da det blev et prioriteret område i forbindelse med det indre marked.

I 1989 kom direktivforslaget om retlig beskyttelse af edb-programmer. Direktivet blev endelig vedtaget i 1991 og gennemført i dansk lov i 1993. Direktivet svarer i store træk til de regler, der blev indført i Danmark i 1989, herunder med en arbejdsgiverregel, der overfører alle rettigheder til edb-programmer frembragt i ansættelsesforhold til arbejdsgiveren, med mindre andet er aftalt.

Herefter har Kommissionen med korte intervaller fremlagt en stribe nye direktivforslag:

- Om udlåns- og udlejningsrettigheder (udlejningsdirektivet), vedtaget i 1992. Set med danske øjne var det vigtigste punkt spørgsmålet om biblioteksudlån, nærmere betegnet at friholde biblioteksafgiften fra EU-indgreb. Det lykkedes.

- Om satellit- og kabel-tv (satellit- og kabeldirektivet), 1993. Det er en direkte opfølgning af direktivet om "tv uden grænser", hvor Kommissionen oprindelig havde arbejdet for indførelse af tvangslicens for kabel-tv, men uden held. Direktivet har til hovedformål at sikre ens-artede regler på tv-området på baggrund af, at tv-udsendelser i høj grad er grænseoverskridende.

Reguleringen går ud på at fastsætte en definition af begrebet satellit-tv, at fastslå, at rettighederne til satellit-tv skal klareres i sendelandet, og at gennemføre regler om rettighedshavernes beskyttelse i forbindelse med satellit- og kabel-tv. Tvangslicens er ikke tilladt. Det lykkedes de danske forhandlere at få anerkendt aftalelicensbegrebet, så Danmark og de andre nordiske lande kan opretholde den gældende aftalelicens på tv-området på visse betingelser.

- Om ophavsretlig beskyttelse (beskyttelsestidsdirektivet), 1993. I direktivet udvides ophavsrettens varighed fra 50 til 70 år efter ophavsmandens død. Dette gælder også for værker, hvis beskyttelsestid var udløbet den 1. juli 1995, dog med visse overgangsbestemmelser.

Disse tre direktiver indgår i den danske ophavsretslov fra 1995.

- Om retlig beskyttelse af databaser (databasedirektivet), 1992. Det er vedtaget i foråret 1996. Dette direktiv går i hovedsagen ud på, at databaser skal beskyttes ophavsretligt efter reglerne om litterære værker, og at databaser uden værkshøjde skal have en slags katalogbeskyttelse, der er inspireret af reglerne i de nordiske ophavsretslove. Endelig havde Kommissionen foreslået en arbejdsgiverregel svarende til den, der er fastsat i edb-direktivet. Dette forslag er udgået, og det er nu op til medlemslandene, om de vil indføre en sådan regel.

Det foreløbig seneste initiativ er Kommissionens "Grønbog om ophavsret og ophavsretsbeslægtede rettigheder i informationssamfundet" fra 19. juli 1995. Grønbogen omhandler, som navnet siger, den retlige beskyttelse af intellektuel ejendomsret for de værker, der benytter de elektroniske motorveje.

Det danske kulturministerium har tilkendegivet sin generelle holdning til den ophavsretlige harmonisering på følgende måde:[16] "Kulturministeriet er grundlæggende positivt indstillet over for EF-harmoniseringen på ophavsrettens område, som utvivlsomt er til fordel for danske rettighedshavere. Harmoniseringen skal bygge på et højt beskyttelsesniveau. EF bør dog begrænse harmoniseringen til områder, der påviseligt har betydning for Fællesskabet, ligesom der bør vises respekt for nationale ordninger og i øvrigt tages hensyn til den nordiske retsenhed."

Danske konsekvenser af EU-regulering på medieområdet

Gennemførelsen i dansk lovgivning af EU's beslutninger, som f.eks. direktiver, følger som bekendt af EU-medlemskabet. Denne kendsgerning har tilført dansk medielovgivning en række bestemmelser, som næppe ellers ville være at finde - eksempelvis om europæiske programkvoter.

Det er imidlertid ikke muligt at foretage en skarp adskillelse mellem den påvirkning, EU har på de danske regler, og den påvirkning, der kommer af medieudviklingen i bred forstand. Som eksempel kan nævnes, at den danske radio/tv-lov ikke indeholdt bestemmelser om satellit-tv virksomhed fra Danmark, før de kom ind i forbindelse med, at den danske lov blev bragt i overensstemmelse med tv-direktivet i 1992. Men det stod klart, at der var behov for sådanne bestemmelser - uanset tv-direktivet - fordi satellit-tv blev mere og mere udbredt.

På reklame- og sponsorområdet er der sammenfaldende regler i dansk lov og tv-direktivet - og Europarådets konvention om grænseoverskridende fjernsyn. Der er som bekendt også markante forskelle, idet dansk lov er mere restriktiv end de internationale regler.

Med gennemførelsen af det indre marked vokser graden af harmonisering af medlemslandenes regler på bl.a. tjenesteydelsesområdet. I og med at tv-virksomhed er defineret som tjenesteydelser, understreges tv's økonomiske betydning på bekostning af den kulturelle, og det giver nogle politiske spændinger - som man i øvrigt også kender fra de hjemlige politiske diskussioner om de elektroniske mediers vilkår og rolle.

Spørgsmålet er, om balancen mellem de (sommetider) modstridende udgangspunkter for mediepolitikken påvirkes negativt eller positivt (set fra et dansk synspunkt) af international regulering. Og om det er internationaliseringen af medievirksomheden eller reguleringen af denne virksomhed, der har den væsentligste indflydelse på dansk medielovgivning.

Europarådet

Arbejdet på medieområdet i Europaråds-regi foregår i en særlig ekspertkomité og har været et selvstændigt område inden for menneskerettighedsafdelingen siden 1976. Europarådets beslutninger vedtages enstemmigt af Ministerkomiteen (udenrigsministre) - f.eks. i form af konventioner som menneskerettighedskonventionen. De er kun bindende for medlemslandene, hvis de ratificerer dem. Andre beslutninger vedtages som ikke-bindende rekommandationer.

Formålet med arbejdet er at beskytte og udvide informations- og ytringsfriheden. Det er et andet udgangspunkt end EU's, og Ministerkomiteens vedtagelser har i et vist omfang karakter af etiske retningslinier inden for et bredt spektrum af emner.

Det er i sagens natur ofte de samme emner, der arbejdes med i Europarådet og i EU. Som eksempel kan nævnes, at Europarådets konvention om grænseoverskridende fjernsyn blev til samtidig med EU-direktivet om "tv uden grænser". Lignende tilfælde findes inden for ophavsretsområdet, og for tiden arbejder begge institutioner med mediekoncentration.

Selv om sådanne sammenfald nødvendigvis giver et vist mål af dobbeltarbejde, er der også fordele: Europarådet omfatter foruden alle EU-landene også de øst- og centraleuropæiske lande, som gennem de mere eller mindre parallelle forhandlinger får indsigt i EU-forhold. Desuden virker det befordrende for den åbne diskussion, at Europarådets arbejde ikke nødvendigvis skal resultere i nye love på det nationale plan. Derved kan Europarådets komité fungere som forum for "brain-storming" om de spørgsmål, der skal reguleres i EU.

UNESCO

UNESCO, FNs organisation for uddannelse, videnskab og kultur, er ifølge sin forfatnings første artikel forpligtet til at arbejde for internationale aftaler, der kan "fremme den frie strøm af ideer igennem ord og billeder". Fra begyndelsen af 1960'erne blev det på det praktiske plan udmøntet i medieudviklingsprojekter i de dengang nyligt uafhængige lande i Afrika, Asien og andre dele af verden. Samtidig fik UNESCO inden for FN-organisationernes arbejdsdeling til opgave at være særligt ansvarlig for medie- og kommunikationspolitikken. Det var baggrunden for, at UNESCO i midten af 1970'erne blev ramme om en stadigt mere forbitret konflikt om begrebet "en ny verdensorden for information og kommunikation". En koalition af lande fra den daværende Sovjet-blok og en række indflydelsesrige udviklingslande forlangte internationale reguleringer, der i givet fald kunne forpligte medlemsstaterne til direkte, censurlignende indgreb over for den internationale nyhedsformidling.

Så vidt nåede beslutningerne i UNESCO aldrig, men konflikten blev af USA og Storbritannien brugt som en af de væsentligste begrundelser for i henholdsvis 1984 og 1985 at forlade organisationen. På UNESCO's generalkonference i 1989 lykkedes det imidlertid at få afskaffet den ny informations- og kommunikationsorden som et begreb, der fortsat skulle arbejdes med. I stedet blev der vedtaget en "ny strategi" med klar fremhævelse af presse- og informationsfrihedens afgørende betydning i den internationale mediepolitik. I kraft af grundige forberedelser og en målrettet indsats på generalkonferencen spillede Danmark en central rolle i bestræbelserne på at få gennemført dette kursskifte.

UNESCO's mediepolitiske arbejde har siden været baseret på to grundpiller:

1) Presse- og informationsfriheden forsvares igennem støtte til internationale grupper, der arbejder for disse rettigheder, og til de professionelle organisationer, der har disse idealer som fundament for deres aktivitet - først og fremmest den internationale journalistføderation, IFJ, og den internationale redaktørorganisation, FIEJ. Som en praktisk og stadigt mere effektiv foranstaltning er der de seneste år med kontinuerlig støtte fra UNESCO udviklet omfattende informationsnetværk, der med kort varsel kan rapportere om overgreb på ytrings- og informationsfriheden.

2) De store uligheder, der var en del af begrundelsen for at kræve en ny global informationsorden, søges formindsket igennem udviklingsprogrammer og projekter i udviklingslande i alle dele af verden. Det sker hovedsageligt igennem UNESCOs særlige program for kommunikationsudvikling, IPDC (International Program for Development of Communication), der har til opgave at rejse økonomiske midler til dette formål og fordele dem i henhold til ansøgninger fra internationale og regionale organisationer, fra medlemslande og fra uafhængige medievirksomheder. Den indsats, der er ydet igennem UNESCO/IPDC, har de senere år ført til en række konkrete forbedringer for medierne i udviklingslandene, selv om de samlede ressourcer har været alt for få til at dække de konstaterede behov.

Danmark, der siden 1990 har været repræsenteret i IPDC's styrelsesråd og siden 1992 har besat formandsposten, har samtidig været en af de største bidragydere til dette program med et årligt tilskud til dets særlige fond på 600.000 US dollars og med en finansiering på op imod én million dollars til særlige, IPDC-godkendte projekter. Det har givet Danmark betydelig indflydelse i retning af at styrke programmets støtte til programmer og projekter, der har været til gavn for pluralisme og uafhængighed i medieverdenen i en række udviklingslande. En rammeaftale, indgået i foråret 1996 mellem Danmark og UNESCO, indebærer, at dette engagement vil blive fastholdt.

Parallelt med denne multilaterale indsats er Danmark også i de seneste år begyndt at yde bilateral støtte til medieudviklingen i en række lande i Asien, Afrika og Østeuropa. Det er en prioritering, der er snævert forbundet med ønsket om at fremme og konsolidere demokratiseringsprocessen i lande, som først fornylig har fået mulighed for at udvikle en demokratisk styreform. Men også ønsket om at give minoriteter bedre ytringsmuligheder har spillet en væsentlig rolle.

WIPO

I WIPO, FN's organisation for immaterialret, gennemføres de globale konventioner på ophavsretsområdet. Blandt dem er den ældste og vigtigste Bernerkonventionen fra 1886, som Danmark tiltrådte i 1903. Konventionen, der beskytter litterære og kunstneriske værker, er revideret flere gange, senest i 1971. Over 150 lande har tiltrådt den, inden for de seneste år USA, Kina og Rusland.

Foruden Bernerkonventionen har Danmark tiltrådt følgende konventioner: Verdenskonventionen fra 1952 om beskyttelse af litterære og kunstneriske værker (men på et lavere beskyttelsesniveau end Bernerkonventionen), Romkonventionen fra 1961, der beskytter udøvende kunstnere, fonogramproducenter og radiofonier, Fonogramkonventionen fra 1971, der beskytter producenter mod piratkopiering af fonogrammer. Desuden findes Satellitkonventionen fra 1974, som beskytter radiofonierne i forbindelse med udsendelse fra satellit. Den har Danmark ikke tiltrådt.

Siden 1991 har man i WIPO diskuteret forslag til en protokol til Bernerkonventionen om bl.a. regulering af digitale transmissioner, beskyttelse af EDB-programmer og databaser samt spørgsmål om udlejningsrettigheder, importrettigheder, retshåndhævelse og national behandling.

Endelig forhandles der i WIPO-regi også om et særligt instrument til beskyttelse af udøvende kunstnere og fonogramproducenter.

8.6 Regulering i andre lande[17]

Regulering af mediekoncentration i de europæiske lande er - ligesom anden medielovgivning - præget af store politiske og juridiske forskelle i landenes traditioner. Det er dog karakteristisk, at de store lande i langt højere grad end de små har indført særlovgivning på dette område, fordi den almindelige konkurrencelovgivning er fundet utilstrækkelig.

Det er også karakteristisk, at den særregulering, der finder sted, er indviklet, og at den ofte betegnes som ineffektiv. Lovgivningen er derfor under konstant diskussion i mange lande - et udtryk både for den store bekymring for ytringsfriheden og mangfoldigheden i medierne og for reguleringens utilstrækkelighed.

I det følgende gives en oversigt over hovedreglerne i nogle af landene.

Sverige

Der er ingen særlig ejerregulering på medieområdet, som er omfattet af de almindelige konkurrenceregler. Næringsfrihedsombudet og markedsdomstolen skal i deres praksis tage hensyn til de særlige forhold i hver enkelt branche og har kun i enkelte tilfælde grebet ind over for medieforetagender.

Ifølge loven om kommerciel lokalradio kan aviser få tilladelse til at drive lokalradio - dog gives der kun én tilladelse pr. tilladelseshaver.

I 1995 nedsatte regeringen Rådet för mångfald inom massmedierna, som har til opgave at følge udviklingen inden for medierne og komme med anbefalinger om lovgivning eller andre initiativer, der kan modvirke de skadelige virkninger af mediekoncentration.

Norge

Der er ingen direkte regulering af ejerskabsforholdene i pressen. Radio/tv-loven fastsætter efter en lovænding i januar 1996 om lokalradio og -tv, at ingen kan dække mere end en tredjedel af det samlede nationale marked for henholdsvis nærradio og lokal-tv. Ejerskab af eller kontrol med mere end 50 % af et selskab anses for at udgøre fuld dækning af det pågældende marked. Markedet måles i potentielle lytter/seertal, dvs. befolkning, i området.

Et kabel-tv-selskab kan ikke eje mere end 49 % af et nærradio- eller lokal-tv-selskab. Ingen kan eje andele i mere end ét selskab med tilladelse til henholdvis nærradio og lokal-tv i samme område.

I områder med kun én frekvens kan aviser, der er alene i området, kun i særlige tilfælde få egen sendetilladelse eller have ejerandele på over 49 %. I områder med flere aviser kan aviser ikke eje alle tilladelserne til nærradio eller lokal-tv.

For landsdækkende radio og tv har regeringen foreslået, at der sættes ejerbegrænsninger på en tredjedel af aktierne eller stemmerne.

Finland

Der er ingen særlig lovgivning om ejerskabsforhold eller konkurrence på medieområdet.

Island

Der er ingen lovgivning, som sætter grænser for pressekoncentration. På radio/tv-området er der ingen ejerskabsregler - dog kræver loven, at direktøren og et flertal af bestyrelsesmedlemmerne i et radio/tv-selskab skal være bosat i Island.

Frankrig

Frankrig har en omfattende lovgivning om koncentration inden for og mellem medierne. For dagspressen gælder det, at opkøb eller fusion mellem dagblade er forbudt, hvis det fører til kontrol med over 30 % af oplaget på landsplan.

For tv, der sender via jordbaserede sendere, gælder det, at samme person eller selskab ikke kan disponere, direkte eller indirekte, over mere end 25 % af kapitalen eller stemmerne i et landsdækkende privat tv-selskab. En person eller et selskab, som ejer mellem 15 og 25 % af kapitalen i en tv-station, kan kun købe op til 15 % af kapitalen eller stemmerne i et andet tv-selskab. En person eller et selskab, der ejer mellem 5 og 15 % af to tv-selskaber, kan kun skaffe sig aktier i et tredje selskab, hvis aktieposten er 5 % eller mindre.

For landsdækkende satellit-tv gælder samme regler, men de maksimale ejerandele begrænses til henholdsvis 50, 33 og 5 % af aktierne eller stemmerne.

En person eller et selskab, som kontrollerer mere end 20 % af en landsdækkende avis' oplag, har kun begrænset mulighed for også at drive radio- eller tv-virksomhed.

Også for regionale og lokale radio- og tv-selskaber er der detaljerede regler om ejerskab af flere selskaber.

Derudover er der regler om gennemsigtighed i ejerskabsforhold. Alle aviser skal offentliggøre en oversigt over ejerne, og stråmandsvirksomhed er forbudt. Udlændinge - undtagen borgere fra andre EU-lande - kan ikke eje mere end 20 % af en avis eller en radio- eller tv-station, der sender via jordbaserede sendere.

Portugal

Presseloven indeholder regler, der skal modvirke monopol. Der skal årligt offentliggøres oversigt over ejerskabsforhold.

Radio/tv-loven sætter grænser for samtidigt ejerskab af flere selskaber: Et radioselskab kan kun eje 30 % af andre radioselskaber og kan kun eje ét tv-selskab. Privatpersoner kan kun have aktier i ét radioselskab. Selskaber, der ejer regionale aviser, favoriseres ved tildeling af radiotilladelser.

For privatejet tv gælder, at ingen kan eje mere end 25 % af et tv-selskab. Udenlandsk kapital i pressen er begrænset til 10 % og i tv til 15 % - der er ingen regler for radio.

Italien

Siden 1981 har Italien haft anti-koncentrationsregler, der bygger på begrebet dominerende stilling. En dominerende stilling eksisterer, når en person eller en gruppe

- udgiver eller kontrollerer en avis med over 20 % af oplaget på landsplan, eller

- udgiver eller kontrollerer mere end 50 % af aviserne i en region, hvor der udkommer mere end én avis, eller

- udgiver eller kontrollerer mere end 50 % af totaloplaget af aviser i det samme interregionale område (dem er der 4 af i Italien), eller

- skaffer ejerandele i selskaber, som har mere end 30 % af avisoplaget i hele landet.

Hvis disse grænser overskrides, mister selskabet statsstøtte i et år.

Presseloven fastsætter endvidere, at intet medieselskab må have mere end 20 % af indtægterne fra det totale reklamemarked.

Først i 1990 blev der indført restriktioner på ejerskab af radio- og tv-selskaber. Ingen kan kontrollere mere end 3 tv-kanaler. Der er desuden regler, som skal hindre markedsdominans. Det er forbudt at have

- en landsdækkende tv-station, hvis selskabet samtidig kontrollerer mere end 16 % af dagbladsoplaget i Italien,

- mere end ét landsdækkende tv-selskab, hvis selskabet ejer mere end 8 % af dagbladsoplaget,

- mere end to landsdækkende tv-selskaber, hvis selskabet kontrollerer op til 8 % af dagbladsoplaget,

- mere end 3 dagblade, hvis selskabet er involveret i anden medievirksomhed.

Alle medieforetagender skal registreres i et nationalt register, så ejerudviklingen bliver gennemskuelig.

Spanien

På presseområdet er der ingen særlovgivning mod koncentration. Der er dog oplysningspligt om ejerskabsforhold.

For tv gælder det, at ingen kan have aktier i mere end ét tv-selskab. Ingen kan have mere end 25 % af kapitalen i et privat radio- eller tv-selskab.

Ingen kan eje mere end 15 % i et privat tv-selskab, hvis han samtidig ejer mere end 15 % af en avis, et ugeblad, et radioselskab eller et reklamebureau. Loven gælder både direkte og indirekte ejerskab og skal derved hindre stråmandsvirksomhed.

Telekommunikationsloven sætter grænser for, hvor mange radiostationer et selskab kan eje inden for det samme geografiske område. Denne bestemmelse har til formål at bevare mangfoldighed på regionalt og lokalt niveau.

Storbritannien

I den almindelige konkurrencelovgivning er der særlige regler om pressefusioner, som kan true ytringsfriheden og mangfoldigheden i meningsdannelsen. De gælder for fusioner, hvor den nye ejer kontrollerer oplag på mere end 500.000. Fusion kan tillades, hvis det står klart, at den avis, der bliver købt, ellers ville lukke. Der kan gives tilladelse til opkøb af aviser med oplag under 25.000.

Radio/tv-loven har detaljerede regler om tildeling af flere koncessioner til samme selskab. Der er desuden fastsat grænser for, hvilken kontrol ejere af landsdækkende og regionale aviser kan have i Channel 3- og Channel 5-selskaber eller i radioselskaber.

Tyskland

Ifølge de tyske delstaters konkurrencelove kan myndighederne gribe ind over for fusioner, hvis de berørte selskaber har en omsætning på mere end 25 mio. DM. Der kan gives dispensation, hvis en opkøbt avis ellers ville være lukket.

Krydsejerskab mellem dagblade og private tv-selskaber er tilladt ud fra den betragtning, at det giver konkurrence til de dominerende offentlige tv-selskaber. Et privat tv-selskab kan sende en generel og en specialiseret tv-kanal. Desuden kan det eje op til 25 % i et andet tv-selskab.

Delstaterne har forskellige love på området. Eksemplet fra Hamburg er typisk: Ingen kan eje eller kontrollere mere end 50 % af et tv-selskab, der sender landsdækkende tv. Ejerskab eller kontrol over 25-50 % giver et selskab ret til at være involveret i to andre sådanne tv-selskaber med op til 25 % af aktierne/kontrollen.

Holland

Der er ikke lovgivning om koncentration inden for pressen. Men siden 1994 har der været et selvreguleringssystem, som tillader et selskab af have en tredjedel af det landsdækkende oplag af aviser. Der er mulighed for at få en større andel, hvis dette ikke fører til begrænsninger i konkurrencen. Der er ingen sanktioner knyttet til selvreguleringssystemet.

En avisudgiver kan kun få tilladelse til at eje et privat tv-selskab, hvis han kontrollerer mindre end 25 % af avismarkedet.

8.7 Mangfoldighed og koncentration

Det hedder i Medieudvalgets kommissorium, at valgmuligheder, alsidighed og mangfoldighed er centrale begreber på medieområdet. Det samlede mediemønster bør således sikre den alsidige information, som er en forudsætning for den frie meningsdannelse i den demokratiske proces, i samfundsdebatten og i kulturlivet. Den enkelte borger skal desuden sikres reelle valgmuligheder, hvilket forudsætter alsidighed i udbuddet - politisk, kulturelt og i forhold til økonomiske interesser - samt mediernes uafhængighed af statsmagten.

I de senere år har store medieforetagenders overtagelse af andre (ofte også store) medieforetagender fremkaldt debat om mangfoldigheden i medierne og farerne ved en voksende mediekoncentration.

Der kan derfor være god grund til at se nærmere på begreberne "mangfoldighed" og "mediekoncentration".[18] Mangfoldighed

I Europarådets regi har man gjort mangfoldighed til et centralt begreb. Mangfoldighed i forhold til mediekoncentration defineres således, at det indebærer mulighed for at give udtryk for et bredt spektrum af sociale, politiske og kulturelle værdier, meninger, informationer og interesser gennem massemedierne.[19] Europarådets arbejde med spørgsmålet om massemediekoncentration foregår i henhold til Menneskerettighedskonventionens artikel 10; dvs. i forhold til om koncentration i medierne medfører indskrænkninger i retten til at ytre sig og retten til at modtage information.

Mangfoldighed kan forstås som indre mangfoldighed, dvs. når et bredt spektrum af sociale og politiske værdier, meninger, informationer og interesser udtrykkes gennem en enkelt medieorganisation eller som ydre mangfoldighed, dvs. når et antal organisationer hver for sig udtrykker bestemte (forskellige) synspunkter.

Definitionen tager udgangspunkt i mediernes indhold - ikke i strukturelle eller ejermæssige forhold. Selvom en medieorganisation har monopol, kan der være tale om indre mangfoldighed, men flere medieorganisationer i et marked sikrer ikke i sig selv mangfoldighed, da de kan tænkes at give udtryk for samme synspunkter. Definitionen afgrænser således også begrebet mangfoldighed fra et spørgsmål om variation i det udbudte indhold. Selv et udemokratisk mediesystem, som har snævre rammer for de politiske synspunkter, som kan formidles, kan indeholde en stor grad af variation i medier til forskellige målgrupper og inden for de enkelte medier forskellige genrer som underholdning, oplysning og kulturelle indslag.

Koncentration og integration

Mediekoncentration kan defineres som en tilstand med stærkt begrænset - eller helt fravær af - konkurrence. Men mediekoncentration kan også ses som en proces, hvor en medievirksomhed eller en gruppe af medievirksomheder får en stærkere position på et marked. Det kan f.eks. være i form af virksomhedsovertagelse, stigende markedsandel, lukning af konkurrerende virksomheder eller eksisterende medieforetagenders etablering af nye virksomheder.

Ved en medievirksomheds tilvækst gennem sammenlægning eller overtagelse af andre medieforetagender kan man tale om medieintegration. Integration kan i den sammenhæng dække over mange forskellige former for kombinationer af magt og kontrol over et selskab eller en gruppe virksomheder. Der kan skelnes mellem horisontal og vertikal integration. Ved horisontal integration forstås erhvervelse af virksomheder inden for samme mediebranche.

Vertikal integration betyder, at et foretagende opnår øget kontrol med både produktion og distribution af et bestemt medie. Det kan f.eks. være en tv-station, der erhverver et programproduktionsselskab eller programrettigheder, eller det kan være en programvirksomhed, der går ind i tv-distribution.

En anden form for integration kan være en medievirksomheds erhvervelse af virksomheder i andre mediebrancher i samme marked. Endelig kan man tale om international integration ved erhvervelsen af medier i andre lande.

Mens medieintegration således ofte fører til ejerkoncentration, dvs. et mindre antal ejere af medievirksomheder, behøver dette ikke at betyde markedskoncentration, dvs. at antallet af virksomheder eller produkter på markedet bliver mindre. Nyetableringer kan modvirke koncentration på markedet, hvis det drejer sig om nye aktører, men kan altså også øge en virksomhedsgruppes dominans.

Ud over det egentlige ejerskab er det muligt at udøve kontrol over en medievirksomhed gennem f.eks. en minoritetsaktiepost og ligeledes kan en medievirksomhed forbedre sin markedsmæssige position gennem forskellige samarbejdsaftaler f.eks. omkring distribution, annoncesamarbejde, fælles projekter (joint ventures) eller markedsopdeling (konkurrencebegrænsning).

Økonomisk koncentration og redaktionel koncentration

Tendensen til koncentration og øget økonomisk kontrol udøvet af et fåtal af aktører på mediemarkedet er set ud fra et demokratisk perspektiv først og fremmest interessant, for så vidt det fører til en samordning af indholdet i de forskellige medieprodukter og en styring og begrænsning med hensyn til de enkelte mediers redaktionelle handlefrihed.

Betydningen af at udøve ejermæssig kontrol over et stort antal medier i et marked afhænger således i høj grad af, i hvilket omfang den pågældende ejer er interesseret i at udøve redaktionel kontrol. En betydelig ejerkoncentration i et bestemt marked behøver således ikke afspejle sig i en stor markedskoncentration eller redaktionel koncentration, hvis der fortsat eksisterer et større antal selvstændige virksomheder og produkter.

Graden af redaktionel koncentration hænger sammen med antallet af uafhængige redaktionelle enheder i de forskellige mediesektorer og inden for et geografisk afgrænset område. Et andet mål for den redaktionelle koncentration er de enkelte mediers markedsmæssige position (markedsandele i form af oplagstal, læsertal, lyttertal eller seertal).

Spørgsmålet om stigende mediekoncentration drejer sig set fra forbrugerens synsvinkel i høj grad om de reelle valgmuligheder, dvs. mangfoldighed i medieudbudet, og dette vil være afhængigt af graden af redaktionel og markedsmæssig koncentration.

Måling af mangfoldighed og koncentration

Diskussionen om mangfoldighed henholdsvis koncentration lider i udbredt grad af, at disse begreber er vanskelige at måle i praksis, og at der anvendes flere forskellige målemetoder.

- Én metode er den historiske, som kan vise niveauer for mangfoldigheden/koncentrationen, og hvordan de har udviklet sig over tid i et land.

- En anden metode er sammenligninger med andre lande, som kan medføre, at mediekoncentrationen kan relateres til befolkningstal, geografi, erhvervsstruktur m.v.

- Et tredje udgangspunkt kan være økonomiske kriterier, som f.eks. tager hensyn til, hvor mange medier af en bestemt slags et annoncemarked eller et forbrugermarked vil kunne bære.

- Endelig kan man f.eks. ved hjælp af publikumsmål (seertal, oplagstal mv.) måle, hvilke markedsandele og indflydelse forskellige medieejere har i et område, og derudfra forsøge at sige noget om mediekoncentrationen.

Disse målemetoder har dog den svaghed, at de hovedsageligt forholder sig til begrebet ydre mangfoldighed og holder sig inden for en strukturel definition af mangfoldighed og koncentration. De er således ikke tilstrækkelige som redskaber, da de ikke måler den indholdsmæssige mangfoldighed, der må være den centrale problemstilling set ud fra et demokratisk perspektiv. Hvis man skal måle såvel den ydre som den indre mangfoldighed, må man anvende mere kvalitative metoder som f.eks. analyse af indhold, kvalitet og hvilke holdninger, der dominerer i medierne.

Europa-Kommissionen foreslår i forbindelse med overvejelserne om at indføre fælles regler for mediekoncentration, at man anvender "audience share", dvs. publikumsandel eller markedsandel som grundlag for grænsedragninger, når det gælder mediekoncentration i EU-området[20]. Forslaget om at anvende markedsandelen som mål for mediekoncentration tager således udgangspunkt i en strukturel ydre mangfoldighed. Forslaget indebærer, at virksomheder, hvis markedsandel i et givet marked overstiger en vis procentsats, kan udelukkes fra at starte eller erhverve nye medievirksomheder.

Forslaget har været kritiseret fra forskellig side.[21] Bl.a. er det anført, at en sådan kvantitativ bestemmelse ikke kan opfange hverken mangfoldigheden eller kvaliteten af det modtagne og derfor ikke tager højde for det væsentligste problem ved mediekoncentration set ud fra en demokratisk synsvinkel. I denne sammenhæng er det også fremført - bl.a. i et høringssvar til Kommissionen fra den danske regerings side - at sådanne bestemmelser vil kunne ramme public service-medier, som kan få deres handlemuligheder alvorligt indskrænket til trods for, at de må antages at opfylde kravet om mangfoldighed i kraft af de public service forpligtelser, de er underlagt.

8.8 Det nordiske og det danske marked

Danmark, Norge og Sverige var blandt de sidste lande i Vesteuropa til at tillade kommerciel drift og reklamefinansiering i de elektroniske medier. Den ekspansion i det globale mediemarked, der har fundet sted op gennem 1980'erne, er således forholdsvis sent slået igennem i de nordiske lande, og interessen for dette marked er derfor også fortsat ganske stor blandt såvel nordiske selskaber, der allerede er etablerede, som blandt udefra kommende.

Det er karakteristisk, at de store medievirksomheder i de nordiske lande er aktive i mere end ét nordisk land. De største har desuden en betydelig aktivitet uden for Norden, men det nordiske område fungerer i stort omfang som et hjemmemarked for disse selskaber. Det er også karakteristisk, at store internationale medievirksomheder ikke i nogen større udstrækning har etableret sig selvstændigt i Norden, men samarbejder med de - i nordisk sammenhæng - store lokale selskaber.

Til de store nordiske selskaber på området hører de svenske firmaer Bonniers og Kinnevik, de danske firmaer Egmont og Aller, de norske Schibstedt og Orkla og det finske Sanoma. De tre sidstnævnte opererer dog ikke i Danmark. Disse selskaber har med undtagelse af Kinnevik deres oprindelse i de trykte medier, men flere af dem har i de senere år ekspanderet kraftigt ind på de elektroniske mediers område. Det gælder især Egmont, som bl.a. ved opkøb af Nordisk Film har erhvervet en stærk position som film- og tv-producent, videodistributør, indehaver af film- og tv-rettigheder for nordiske og amerikanske film og som biografejer og aktiv på området vedr. lokalradioer. Endvidere er Egmont bl.a. del-ejer af det norske TV2.

Følgende oversigt indeholder de større danske og udenlandske selskaber, som har væsentlige interesser i det danske mediemarked. Rækkefølgen er udtryk for selskabernes samlede omsætning[22] på medieområdet, som ikke nødvendigvis er identisk med deres relative størrelse på det danske marked:

Bonnier havde i 1994 en omsætning på 1.464 mio. US$ og er det største medieselskab i Norden med ejerinteresser primært i de nordiske lande, men også i andre lande især i Østeuropa. Bonnier har sin hovedaktivitet inden for avisudgivelse, uge- og månedsblade, magasiner og bogforlag. Desuden ejer Bonnier filmproduktionsselskabet Svensk Filmindustri og herigennem udenlandske filmrettigheder, film, video, tv- og biografdistribution i Sverige. I Danmark ejer Bonnier dagbladet Børsen, Børsens Forlag mv. Bonniers tidsskrift- og specialmagasin-udgivelser har hovedkvarter i Danmark, hvorfra der udgives en række magasiner, som udkommer i alle de nordiske lande.

Egmont havde i 1994 en samlet omsætning på 928 mio. US$. Koncernen består af 111 selskaber fordelt på 26 lande. Hvor stor en del af omsætningen, der vedrører aktiviteter i Danmark, er ikke oplyst. Hovedselskaberne i koncernen er Egmont Magasiner, Egmont Serieblade, Egmont Bøger og Nordisk Film. Desuden ejer Egmont 33 % af TV 2 Norge. Koncernen spreder sig således over en række forskellige medier og flere forskellige led i fødekæden. Mange af aktiviteterne er baseret på Egmonts licensaftale med Disney-koncernen. Egmont har Disney-rettighederne for Nord- og Østeuropa.

Carl Aller Etablissement. I 1993-94 havde selskabet en omsætning på 388 mio. US$[23] og er den største udgiver af ugeblade i Skandinavien. Aller har således en markedsandel på 73 % af det danske ugebladsmarked. Foruden ugeblade har Aller interesser i trykkerier, magasiner og bladdistribution. I Norge har Aller desuden interesser i lokal radio- og tv-virksomhed.

Danmarks Radio havde en omsætning i 1994 på 376 mio. US$ og driver landsdækkende public service radio- og tv-virksomhed samt regional radiovirksomhed i Danmark på basis af licensindtægter. DR har monopol på landsdækkende terrestrisk radiospredning og har ret til at sende på den ene af de foreløbig to landsdækkende terrestriske tv-kanaler.

Det Berlingske Officin havde i 1994 en samlet omsætning på 348 mio. US$. Selskabet er næsten udelukkende engageret i avisdrift med dertil hørende trykkeriaktiviterer mv. og har en markedsandel på ca. 30 % af det danske dagbladsmarked. Dertil kommer et større antal distriktsaviser spredt over det meste af landet. Det Berlingske Officin har ingen medieaktiviteter i udlandet.

Industriförvaltning AB Kinnevik har kun 24 % - 299 mio. US$ i 1994 - af sin samlede omsætning inden for medieområdet. Hovedaktiviterne ligger inden for skovbrug og papirindustri. Kinnevik er svensk, men har en stærk position i hele Norden inden for satellit- og kabel-tv. Selskabet er den største private broadcaster i Norden. I Danmark er hovedaktiviteten satellit-tv-kanalerne TV3 Danmark og TV3+. Kinnevik ejer endvidere betalings-tv-kanalen TV1000 og er del-ejer af TV4 i Sverige. Koncernens aktiviteter omfatter desuden lokalradiostationer, det landsdækkende norske P4Radio, tv- og reklamefilmproduktionsselskaber, home-shopping-kanaler i en række lande, reklameformidlingsselskaber (bl.a. Airtime) og gennem selskabet ViaSat salg af såkaldte smart cards til tv-dekodere i de skandinaviske lande (adgangskontrol).

TV 2 havde en omsætning i 1994 på 178 mio. US$ og driver landsdækkende og regional public service tv-virksomhed i Danmark på basis af licens- og reklameindtægter. TV 2 har ret til at sende på en af de to landsdækkende terrestriske tv-kanaler.

Scandinavian Broadcasting System (SBS) havde i 1994 en omsætning på 71 mio. US$[24]. Selskabet er et Luxembourg-selskab - delvist ejet af Disney-koncernen - med interesser i lokal-tv og lokalradio i de nordiske lande. SBS er i Danmark delejer af en række lokal-tv-stationer og står gennem Broadcast Danmark AS for drift og koordinering af program- og salgssamarbejde i Kanal Danmark. Desuden er SBS medejer af Nordisk Radio Reklame AS.

Telia havde i 1994 en omsætning på 74 mio. US$ inden for sin kabel-tv-division svarende til ca. 1 % af den samlede koncern-omsætning. Telia er det tidligere statslige svenske telefon- og teleselskab, som med planerne for liberalisering af de europæiske telemarkeder er i færd med at ekspandere sine tjenesteydelser til andre lande samt gå ind på nye forretningsområder. Man er således i gang med at udvikle nye pay-per-view tjenester. Telia har i 1995 opkøbt det danske kabel-tv-selskab Stofa.

Tele Danmark Kabel TV havde i 1994 en omsætning på 54 mio. US$, som udgør 2 % af Tele Danmark-koncernens samlede omsætning. Som led i teleliberaliseringen pr. 1. juli 1996 kan andre udbydere også sende kabel-tv over kommunegrænserne, idet Tele Danmarks monopol på dette område ophører. Teleliberaliseringen indebærer også, at Tele Danmark vil kunne optræde som broadcaster af kabel- eller satellit-tv-kanaler. Tele Danmark har således indledt et samarbejde med DR, TV 2 og DBU om en betalings-tv-kanal.

8.9 Koncentration og integration i dansk perspektiv

Trykte medier

I den danske medieverden er der sket nogle bemærkelsesværdige strukturforandringer på de trykte mediers side i løbet af det sidste tiår. Mest dramatisk har forandringerne været inden for dagspressens område, hvor 30 % af de selvstændige bladtitler er forsvundet i 10-året mellem 1985 og 1995. I 1970'erne var faldet 20 %, i 1960'erne 30 % og i 1950'erne 24 %. I løbet af det seneste tiår er der således tale om et af de mest markante koncentrations- og integrationsprocesser i dagspressens historie, som har betydet en koncentration af ejerforholdene på enkelte dominerende aktører på de respektive markeder.

Også inden for uge- og magasinpressen har der været tale om en vis yderligere koncentration af ejerforholdene fra 3 til 2 dominerende forlag som udgivere af ugeblade. Det Berlingske Officin har frasolgt sine ugeblade til Aller koncernen, som således har forøget sin markedsandel fra 46 % i 1984 til 73 % i 1994. Egmont er fortsat den næststørste udgiver på ugebladsmarkedet med en næsten uforandret markedsandel, som i 1994 var på 24 %. Andre udgivere havde således beskedne 3 % af markedet.

For begge typer af trykte medier har der været tale om en samlet oplagsnedgang som dækker over betydelige forskydninger mellem de enkelte bladkategorier. For dagspressens vedkommende har tilbagegangen været på formiddagspressen og provinsdagbladene, mens de store landsdækkende dagblade har oplevet fremgang i oplag. For uge- og magasinpressen har oplagstilbagegangen været stor for kvindeugebladene, mens der har været en betydelig oplagsfremgang for specialmagasinernes vedkommende.

Den forringede økonomi for provinspressen, som ud over oplagsnedgangen også skyldes et svagt annoncemarked i den sidste halvdel af 1980'erne og frem til 1994, har ført til en række sammenlægninger og opkøb af provinsaviser. I 1984 var der således 49 selvstændige bladtitler,[25] mens der i 1995 var 33. Specielt har Det Berlingske Officin udvidet sin indflydelse, dels ved sammenlægning af det Berlingske ejede Jydske Tidende med Vestkysten til regionalavisen JydskeVestkysten i 1990, hvor det Berlingske Officin ejer halvdelen, og dels ved at Berlingske overtog de fire Bergske Blade i Nordvestjylland i 1994. De tre stiftstidender er senere indtrådt som del-ejere. De fire blade udkommer nu som lokaludgaver under en fælles hovedredaktion. I 1992 overtog JydskeVestkysten endvidere Kolding Folkeblad. Foruden sine tre landsdækkende titler ejer Berlingske Amtsavisen i Randers. I 1995 erhvervede Berlingske desuden 23 % af aktierne i Kristeligt Dagblad. Det Berlingske Officin har således hel eller delvis kontrol med ca. 30 % af det samlede oplag af danske aviser i 1995 mod 23 % i 1984.

Et tilsvarende dominansforhold findes, når man ser på annonceområdet, hvor Metropol-samarbejdet samt Jyllandsgruppen og Nordvestgruppen omfatter de nævnte Berlingske ejede/del-ejede blade (fraregnet Kristeligt Dagblad) samt Midtjyllands Avis, Horsens Folkeblad, Vejle Amts Folkeblad, Aalborg Stiftstidende, Århus Stiftstidende, Morgenavisen Fyens Stiftstidende og JydskeVestkysten svarende til ca. 36 % af det samlede hverdagsoplag.

Berlingske Tidende indgår endvidere i et abonnementssamarbejde med De sjællandske Dagblade (Sjællands Tidende og Næstved Tidende), således at abonnenter i området modtager både Berlingske og den lokale avis. Et tilsvarende samarbejde findes mellem Frederiksborg Amts Avis og Politiken.

Mens der for det Berlingske Officins vedkommende er tale om en horisontal integration af virksomheder inden for samme branche, er udviklingen i det nordjydske mediemarked et eksempel på en regional vertikal integration, som omfatter flere medietyper.

I begyndelsen af 1995 blev Nordjyllands Avisselskab A/S dannet som moderselskab for udgivelse af Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Tidende. Aalborg Stiftstidende har en dominerede aktiepost (87,5%) og har således i realiteten overtaget udgivelsen af Vendsyssel Tidende. I 1994/95 fusionerede Skagen Avis og Frederikshavn/Sæby Avis med Vendsysssel Tidende og ophørte som selvstændige aviser. Dermed har Nordjyllands Avisselskab opnået en monopolstilling for avisudgivelser i det nordjydske område. Ud over dagblade indgår 10 lokale distriktsblade i Nordjylland i avisselskabet. Aalborg Stiftstidende ejer derudover Radio Vendsyssel og 50 % af radio ANR og TV-Aalborg. Radio Vendsyssel anvender desuden frekvenserne for yderligere 6 lokale radiostationer i Nordjylland i dagtid.

Der er således tale om, at stort set al medievirksomhed baseret i Nordjylland drives af et enkelt selskab. TV 2s regionale station, TV Nord, samt DRs regionalradio, Nordjyllands Radio, må anses for at være de største og så godt som eneste lokale konkurrenter i regionen.

Af andre fusioner og opkøb kan nævnes: Udgiverselskabet Dagbladet, der i 1986 overtog Roskilde Tidende og i 1992 Frederiksborg Amts Avis. I 1991 fusionerede Sjællandske Tidende og Næstved Tidende. Fredericia Dagblad blev i 1991 overtaget af Vejle Amts Folkeblad.

En enkelt avis er overgået til udenlandsk ejerskab, nemlig Dagbladet Børsen, der, som omtalt andetsteds, i 1995 helt blev overtaget af Bonniers.

Endelig er tre aviser lukket i perioden, nemlig Land og Folk, Ny Dag og Bornholmeren.

Med en fortsættelse af de nuværende udviklingstendenser på dagbladsområdet med faldende avissalg især for provinspressens vedkommende, kraftigt stigende papirpriser, stigende distributionsomkostninger samt et konjunktur- og konkurrencefølsomt annoncemarked er der udsigt til, at den igangværende udvikling med lukning og sammenlægninger af lokale dagblade vil fortsætte i de kommende år. Det vil utvivlsomt føre til en yderligere koncentration af ejerskabet i dagbladsbranchen. Som det er set i det foregående tiår, indebærer det ikke nødvendigvis en stor formindskelse i antallet af titler på markedet, men derimod nok i antallet af selvstændige redaktionelle enheder. Den teknologiske udvikling har stærkt forøget mulighederne for genbrug af redaktionelt stof til flere medier, f.eks. i form af fælles sektioner med landsdækkende og udlandsstof, service og underholdning, mens slutproduktet udkommer under flere forskellige titler med en individuel lokal sektion.

Elektroniske medier

For de elektroniske mediers vedkommende har det seneste tiår været præget af, at en række nye medievirksomheder er blevet etableret - dels TV 2, og dels et stort antal lokalradioer, ideelle såvel som kommercielle, og et antal lokal-tv-stationer, hvoraf et flertal forsøger at overleve på kommercielle vilkår. Her har man således oplevet en spredning af ejerskabet og en større ydre mangfoldighed ikke mindst i kraft af, at en del af disse lokale medier har et bestemt ideologisk udgangspunkt for deres virksomhed, hvad enten dette er religiøst betonet eller f.eks. udspringer af fagbevægelsen eller forskellige græsrodsbevægelser.

De økonomiske vilkår for de lokale mediers eksistens har imidlertid været højst usikre og præget af, at kun en del af de lokale radioer, der har ønsket at drive deres virksomhed på forretningsmæssig basis, har kunnet gøre det. Det har især været muligt i større byområder, mens en række andre stationer overlever i kraft af frivillig arbejdskraft, medlemsbidrag e.l. De fleste lokale tv-stationer har måttet supplere deres reklame- og sponsorindtægter med bidrag fra de organisationer eller virksomheder, som står bag.

Den lovgivningsmæssige liberalisering med tilladelse til networking, der er indeholdt i medieforliget for 1997-2000, og som bl.a. Medieudvalget har peget på som en nødvendighed for at sikre de lokale mediers fortsatte eksistens, vil imidlertid uden tvivl hurtigt medføre en vis ejerkoncentration med de stordriftsfordele, der følger med at kunne drive forskellige former for samsending af programmer mellem de lokale medier.

Konkurrence og koncentration i forhold til forbrugerne

Set fra forbrugernes synsvinkel handler konkurrencen og koncentrationstendenserne på mediemarkedet om adgang, om valgmuligheder og om kvalitet. Konkurrenceforholdene i de elektroniske medier - frem for alt de internationale konkurrenceforhold, som også vil have indvirkning på det danske medieudbud - kan medføre en udvikling, hvor store dele af udbudet i de elektroniske medier - især de mere specialiserede emner og programmer af høj kvalitet - kun vil kunne modtages mod særskilt betaling. Derved vil kvaliteten og mangfoldigheden i det tilgængelige medieudbud i højere grad kunne blive afhængig af den enkelte forbrugers økonomiske formåen.

Det åbent tilgængelige udbud i de elektroniske medier vil derimod tendere mod at henvende sig til det størst mulige publikum med et programudbud, som vil være ganske ensartet i sammensætning og indhold. Hvis disse udviklingstendenser slår igennem, vil man derfor opleve et stigende udbud af medier og en større ydre mangfoldighed, som imidlertid for den enkelte forbruger kan resultere i et mindre alsidigt udbud og færre valgmuligheder, medmindre man er villig og i stand til at betale ekstra herfor.

I den sammenhæng bliver public service medierne ekstra betydningsfulde, idet de er forpligtede på en høj grad af indre mangfoldighed og kvalitet i deres samlede udbud.

Når det gælder den trykte presse, går tendensen set fra forbrugerside mod et mindre udbud af selvstændige avistitler og dermed færre valgmuligheder. Til gengæld forsøger hver enkelt avis at skabe større bredde i de stofområder, som dækkes, for at tiltrække flest mulige læsere i sit dækningsområde. Tendensen for provinsaviserne går mod regionale monopoler, som også er involverede i gratisomdelte ugeaviser og formentlig også de lokale elektroniske medier.

Der vil derfor efter alt at dømme blive færre muligheder for den enkelte forbruger for at søge information fra alternative og konkurrerende kilder, når det gælder det lokale stof. De små landsdækkende aviser fører ligeledes en usikker tilværelse, og deres tilstedeværelse på markedet på længere sigt er højst usikker. Dermed kan man forudse, at mangfoldigheden og antallet af selvstændige synsvinkler på samfundsudviklingen og politikken vil blive reduceret.

Et af de springende punkter set fra et demokratisk perspektiv er, hvorvidt det vil være muligt at opretholde en bred og kvalificeret dækning af det lokale og nationale stof i aviserne. En del forbrugere især blandt unge og ældre har allerede valgt avisen fra som nyhedskilde og anvender i stedet radio og tv. Og aviserne kan - hvis de ikke formår at vende denne udvikling - komme i den situation, at de ikke har ressourcer til at leve op til det, de burde være bedst til, nemlig at levere den grundige og uddybende behandling af og debat om aktuelle emner og problemer i samfundet, som fortsat må være en vigtig forudsætning for den demokratiske proces såvel på nationalt som på lokalt plan.

Fordele og ulemper ved ejerkoncentration

En koncentration af ejerskabet til medievirksomheder på færre hænder kan opstå enten som følge af opkøb og sammenlægninger af medier, eller det kan ske ved, at andre medier konkurreres ud af markedet, hvorved de tilbageblevne medier erobrer en større del af markedet. Denne proces er velkendt fra dagspressens historie med afviklingen af det såkaldte firebladssystem, hvorved der efterhånden opstod en række provinsaviser med monopol i et lokalområde, samtidig med at deres hidtidige stærke partitilknytning forsvandt.

Denne udvikling kan næppe påstås at have været til skade for det almene oplysningsniveau eller den journalistiske kvalitet. Med et større marked skabtes mulighed for at lægge flere ressourcer i den journalistiske produktion og dermed en bedre dækning af såvel lokale som nationale og internationale emner, end de mange små aviser tidligere havde kunnet magte. Disse principielle fordele ved større enheder består fortsat. Den igangværende udvikling inden for dagspressen går mod regionale medier, som udkommer i forskellige versioner med forskellige lokale sektioner, som skrives og redigeres lokalt. Resten af bladets indhold af nationalt og internationalt stof produceres centralt. Dermed udnyttes stordriftens fordele.

En tilsvarende problemstilling eksisterer for lokal radio og tv, hvor ønsket fra især de kommercielt drevne medier har været større sendestyrke og dermed større marked og mulighed for samsending med andre lokale medier. Med det medieforlig, som nu er indgået for perioden 1997-2000, er disse ønsker i et vist omfang imødekommet, og derfor vil man formentlig se en reduktion i antallet af lokale elektroniske medier, men på den anden side kan dette på grund af de forbedrede økonomiske rammer omsættes i bedre indholdsmæssig kvalitet, som vil gøre stationernes udsendelser mere attraktive for publikum.

Specielt når det handler om dagspressens situation, viser de seneste års udvikling med hensyn til ejerforholdene, at der ofte har været tale om lukningstruede virksomheder, som gennem opkøb fra større medievirksomheders side er sikret overlevelse. I denne situation må ejerkoncentrationen således vejes op mod alternativet, som ville være, at et lokalområde mistede sin avis.

En anden ofte fremført bekymring i forhold til stigende ejerkoncentration handler om ejerens mulige indflydelse på den redaktionelle linie i de medier, som indgår i virksomheden. Denne mulighed eksisterer og er helt legal. Det er ligeledes svært at tilbagevise, at en ejer ikke på forskellig måde kan påvirke f.eks. valget af ansvarshavende redaktør inden for en koncern, uagtet der findes en selvstændig bestyrelse for den enkelte virksomhed, som formelt har ansvaret. Derimod er der oparbejdet en solid tradition i danske medier for, at ejeren ikke blander sig direkte i de redaktionelle eller personalemæssige dispositioner i de enkelte organisationer.

Den traditionelt store redaktionelle uafhængighed, som kendetegner det danske mediebillede, er imidlertid ikke nødvendigvis gældende i andre lande. Italien nævnes ofte som et afskrækkende eksempel, men også i lande som f.eks. Frankrig er der større tradition for ejerindflydelse i medierne. Vilkårene i mediebranchen kan ændre sig, og derfor er muligheden for at udøve en stærkere ejerkontrol naturligvis altid potentielt til stede også i en dansk sammenhæng.

De udviklingstendenser, som er beskrevet ovenfor, indebærer, at mediebranchen vil blive domineret af stadig færre store medieorganisationer, hvoraf mange vil have en dominerende stilling på et eller flere af de markeder, som udgør den samlede mediebranche. Hidtil har den internationale konkurrence med stadig større og økonomisk mægtige mediekoncerner især været mærkbar her i landet for de elektroniske mediers vedkommende. Den trykte presse har derimod været beskyttet mod nogen større udenlandsk konkurrence eller interesse i opkøb på grund af sproget, der lægger naturlige begrænsninger for at ekspandere ind på dansk område.

På længere sigt kan det dog langt fra udelukkes, at kontrollen med betydelige medievirksomheder i Danmark vil blive udøvet af store udenlandske aktører. Spørgsmålet er derfor, om dette vil have alvorlige konsekvenser for mangfoldigheden i medieudbudet og valgmulighederne for danske borgere. Det behøver formentlig ikke at blive tilfældet, men engagementet i forhold til det danske samfund og udviklingen i de demokratiske institutioner kan tænkes at blive mindre til fordel for en mere forretningsmæssig anskuelse af medievirksomheden, og dette kan have indflydelse på såvel indhold som styring af de pågældende medier.

En situation med ganske få selvstændige medieorganisationer på det danske marked vil næppe kunne undgå at føre til en vis ensartethed i mediebilledet, hvor den enkelte medieenheds handlefrihed vil være begrænset og bestemt af en større koncerns samlede markedsstrategi.

En stærk ejerkoncentration indebærer desuden, at de dominerende aktører har mulighed for at styre udviklingen på markedet og dermed også kommer til at bestemme handlemulighederne for de mindre selvstændige virksomheder. Det kan afskære de mindre virksomheder fra f.eks. at ekspandere ind i nye forretningsområder og i det hele taget begrænse og styre andre aktørers adgang til markedet på en måde, som vil kunne have negative konsekvenser, når det gælder at opretholde et mangfoldigt medieudbud.


Fodnoter

[5]Vækst, konkurrenceevne, beskæftigelse. Udfordringer og veje ind i det 21. århundrede. Europa Kommissionen 1994.

[6]Kilde: Statistical Yearbook 1996.

[7]Kilde: Statistical Yearbook 1996.

[8]Kilde: Statistical Yearbook 1996.

[9]Kilde: Statistical Yearbook 1996. Cinema, Television, Video and New Media in Europe. European Audiovisual Observatory, Strasbourg 1995. Tallene for 1986 indgår ikke i årbogen, men er estimeret for Medieudvalget af Det europæiske audiovisuelle observatorium.

[10]Tallene dækker de nuværende 15 medlemmer af EU.

[11]Det bemærkes, at NSD-samarbejdet - hvis det realiseres - skal have en konkurrenceretlig godkendelse fra Europa Kommissionen, hvor projektet for tiden vurderes.

[12]Kilde: Europarådet, dok. MM-CM (96) 5, Strasbourg 1996.

[13]Kommissionsdirektiv 96/19/EØF af 13. marts 1996.

[14]ONP (Open Network Provision) er et sæt regler, der fastsætter en række vilkår for åben tilrådighedsstillelse af en nærmere defineret gruppe af net og tjenester.

[15]Afsnittet om ophavsret er baseret på cand. jur. Peter Schønnings bog, "Ophavsret mellem kulturpolitik og handelspolitik", som blev udgivet i 1994 af Nordisk Kultur Institution som et led i Kulturministeriets kulturpolitiske udredning.

[16]KulturKontakten nr. 4, oktober 1992.

[17]Dette afsnit bygger på oplysninger fra den norske udredning "Mangfold i media" (NOU 1995:3).

[18]Fremstillingen i dette afsnit bygger hovedsageligt på Media Concentration in Europe, Alfonso Sánchez-Tabernero et al., The European Institute for the Media, 1993, og Vad är mediekoncentration?, Arbetsdokument från Rådet för mångfald inom massmedierne, 1995:1.

[19]Europarådets mediekoncentrationskomité (MM-CM) har valgt denne definition som grundlag for sit arbejde.

[20]Forslaget blev gennemgået af sektionschef ved Europa-Kommissionens DG XV, Margot Frölinger, ved Medieudvalgets internationale høring om mediekoncentration i juni 1995.

[21]Dr. André Lange fra Det audiovisuelle observatorium i Strasbourg i et indlæg på Medieudvalgets internationale høring om mediekoncentration i juni 1995.

[22]Kilde: Media Trends 1995, NORDICOM, Göteborg 1995 samt oplysninger fra de enkelte selskaber.

[23]Op.cit.

[24]Op.cit.

[25]Ved selvstændige dagblade forstås blade med en selvstændig ansvarshavende redaktør.