Del II: Overblik
5. Fritidens mediekultur

Børn og unges mediebrug i fritiden har sit udgangspunkt i hjemmet. Her er udbuddet af massemedier steget dramatisk i de sidste 10-15 år: Computere, cd- og videoafspillere konkurrerer med en række nye tv-kanaler om befolkningens tid, opmærksomhed og pengepung. I denne skærpede konkurrrence er det blevet stadig vigtigere for producenterne at målrette deres udbud til bestemte grupper, og her er børn og navnlig unge blevet et lukrativt publikum. Det gælder ikke mindst for kommercielle medieproducenter, hvoraf en del har 'forynget' deres generelle udbud, mens andre har valgt at skræddersy bestemte medieformer til den yngste del af befolkningen.
Foryngelseskuren ser vi fx på magasinområdet, hvor livsstilsblade vinder frem med gode råd om personlig pleje, feriemuligheder og forlystelser - alt sammen temaer, der i 1960erne og 1970erne var forbeholdt den velbeslåede ungdom. Nu er en ungdommelig stil slået mere bredt igennem, og den har bredt sig til public-service medier som DR og TV2. Her har programmer som Bubbers badekar, P4 og Body Bio dyrket en uformel snak og en uhøjtidelig optræden, der efterhånden også vinder indpas i magasinprogrammer og talkshows for voksne. Tendensen til foryngelse tog et tigerspring i 1981, da MTV markedsførte sig som en særlig musikvideo-kanal for at tiltrække seere (og kunder) blandt velbeslåede unge mænd. Siden kom fx Cartoon Network for de yngste seere, og i dag er også CNN på banen med særlige ungdomsprogrammer. Samtidig har MTV ændret sig til at være en slags visuelt ungdomsblad med serier, nyheder og sport, hvilket appellerer til flere forskellige slags unge.
Vender vi os fra udbud til brugere er det vigtigt at skelne mellem børne- og ungdomsmedier og så børns og unges medier. Børne- og ungdomsmedier omfatter fx Fjernsyn for dig og Anders And, der specielt retter sig mod de yngste, og for de lidt ældre er der fx tale om ZTV, Trine Brylds ungdomsbøger og computerspil som Sim City. Her overfor omfatter børn og unges medier det, børn og unge ser, lytter til og læser, uden at disse medieformer er specielt produceret for de yngste brugere: Husk lige tandbørsten var fx én af topscorerne på tv for både børn og unge i foråret 1995 (se tabel 10, 11 i kapitel 5.5), men det er jo ikke noget decideret program for dem. I det følgende skeles der til begge typer, men med hovedvægten på de medieformer, der specielt henvender sig til børn og unge.
En af 1980ernes varme kulturdebatter har drejet sig om forholdet mellem skrift- og billedkultur. Specielt har man fokuseret på at diskutere, hvorvidt nutidens børn og unge er ved at blive en samling couch potatoes, der erstatter det levende ord og de trykte bogstaver med levende billeder på tv- video- og computerskærme. Af hensyn til debattens klarhed, skal vi følge denne opdeling. De trykte medier først.

5.1. Aviser

Børn begynder traditionelt at læse avis, når de i 12-13 års alderen vender sig mod en større omverden. Således er det kun hver ottende af de 10-12 årige, som læser avis næsten daglig i 1993, et fald på 35% i forhold til 1977/78. Samtidig er antallet af 9-12 årige børn, der aldrig eller sjældent læser avis, fordoblet - fra 34% til 70% - og faldet er størst hos pigerne (Weinreich 1993: 15). Også flere og flere voksne danskere har som bekendt droppet den daglige avis, og nedgangen er størst blandt de 16-19 årige, og mest markant siden 1987. I dag læser kun lidt over halvdelen af unge avis næsten hver dag, hvor det blot seks år tidligere var fire ud af fem:

Tabel 1. Andelen af 16-19 årige, der læser avis stort set dagligt, 1987-1993 (pct).
Læser avis stort set dagligt Læser mere end én avis stort set dagligt
Mænd Kvinder Mænd Kvinder
1987 81 66 27 17
1993 57 54 15 7
(Kilde: Fridberg 1994: 84)

Ligesom det er tilfældet hos børnene, er de unge mænd fortsat lidt flittigere avislæsere end kvinder, men modsat børnene er kønsforskellen mindsket, hvilket navnlig skyldes, at de unge mænd har vendt sig fra aviserne og i det hele taget fra skriftlig information, som vi skal se.
De undersøgelser, som hidtil er foretaget om børn og unges avislæsning, har anskuet problemstillingen 'indefra og ud', dvs. set fra aviserne og ud mod læserne. Ligeledes har man ofte fokuseret på konkrete forhold vedrørende temaer, skrivestil og forholdet mellem billeder og tekst. Disse undersøgelser har i flere tilfælde resulteret i redaktionelle fornyelser og eksperimenter med ungdomssider, tillæg og særlige børneaviser (Knudsen mfl. 1991, Jauert 1994). Vi savner dog fortsat systematiske undersøgelser, der ser på avislæsning 'udefra og ind', dvs. set i forhold til brugernes øvrige læsning, mediebrug og hverdagskultur. Sådanne undersøgelser ville bla. kunne belyse, i hvor høj grad unges større troløshed mod avisen skyldes forældrenes frafald, konkurence fra andre medieformater som tv-serier og en del computerspil, der blander fakta og fiktion på nye måder, eller måske prioritering af helt andre fritidsaktiviteter, der udelukker avisen.

5.2. Bøger

Danske børn og unge læser dog fortsat. De virkelige bogslugere er de store børn. De læser næsten alle sammen bøger, blade og tegneserier uanset social baggrund, men drenge og piger har forskellige præferencer: Pigerne er de flittigste boglæsere og foretrækker seriebøger og hurtigt også ungdomsbøger, mens drenge er lidt gladere for magasiner om specielle emner, tegneserier, samt bøger om Dungeons & Dragons og fantasy-bøger med Dennis Jürgensens serier som et stort hit. Blandt børn ser kønsforskelle altså ud til at være mere markante end sociale forskelle. Antallet af flittige boglæsere er imidlertid dalende - fra 46% i 1977/78 til 36% i 1993, og gruppen af børn, som aldrig eller sjældent læser bøger, er steget fra 24% til 29%. Faldet er størst hos de ældre børn:

Tabel 2. Antallet af 9-12 årige, som læser bøger, 1977/8-1993 (pct.)
Aldrig/sjældent Flere gange pr. md. Flere gange pr. uge Næsten hver dag
77/8 93 77/8 93 77/8 93 77/8 93
Alle 24 29 12 15 18 19 46 36
Drenge 33 38 14 16 17 19 36 27
Piger 15 22 10 15 20 20 55 44
9 år 27 26 6 11 14 16 53 47
12 år 28 33 15 20 21 18 36 30
(Kilde: Bearb. efter Weinreich 1993: 10)

Når det gælder, hvilken slags bøger, børnene læser, ses det, at begge køn læser mindre faglitteratur i 1993 end seks år tidligere - faldet er størst hos drengene, som tidligere også har været mest interesserede. Derimod har de store pigers læsning af fiktion holdt sig nogenlunde stabil:

Tabel 3. Andelen af 12-15 årige der læser bøger, 1987-1993 (pct.)
12-13 år 14-15 år
Drenge Piger Drenge Piger
'87 '93 '87 '93 '87 '93 '87 '93
Skønlitteratur 71 63 89 73 75 63 93 90
Fagbøger 66 45 62 51 68 50 68 55
(Kilde: Andersen 1989: 119, Andersen 1995: 87)

Man skal bemærke, at Andersens tal dækker, om man 'somme tider' læser bøger, ligesom man må man tage højde for, at metoderne ved hans dataindsamling er skiftet fra selvrapporteret skema til interviews, hvor sidstnævnte typisk giver lavere hyppighedsniveau. Ingen af de undersøgelser, jeg har haft adgang til, opgør antallet af tosprogede elever, som er steget betydeligt siden slutningen af 1970erne. Torben Weinreich angiver, at der i skoler med mange tosprogede elever er flere, som aldrig eller sjældent læser, mens de flittige læsere er uændret i forhold til andre skoler (Weinreich 1993: 12).
Læsning er en individuel interesse, som i puberteten får konkurrence fra andre og mere udadvendte aktiviteter. Hos unge begynder sociale forskelle også at sætte sig igennem i læsemønstret. Tilsammen giver det traditionelt et fald i læsningen. Ikke overraskende er det stadig sådan, at længere uddannelse nærer lysten til bøger. Derimod er der sket skred mellem kønnene. I dag er unge kvinder de flittigste boglæsere blandt alle voksne (bortset fra deres 60-66 årige bedstemødre), mens det før 1987 var mændene. Kvinderne foretrækker stadig skønlitteratur, men har også fået mere smag for faglitteraturen. Den interesse har iøvrigt været stigende blandt alle unge i perioden 1975-87 - fra 8% til 27% - hvorefter vi kan konstatere et faldtil 14% i 1993 (Fridberg 1994: 90). Også her er det især de unge mænd, som har mistet interessen, idet kun hver tiende af de 16-19 årige mænd hyppigt læser fagbøger mod hver femte unge kvinde:

Tabel 4. Andelen af 16-19 årige, der ofte læser bøger, 1987-93 (pct.)
År Skønlitteratur Fagbøger Skønlit. eller fagbøger
Mænd Kvinder Mænd Kvinder Mænd Kvinder
1987 22 51 26 28 38 62
1993 17 42 9 19 20 53
(Kilde: Fridberg 1989: 81, Fridberg 1994: 92)

5.3. Blade og tegneserier

Både tegneserier og ugeblade er traditionelt populære medier hos børn og unge, og de kaster sig hyppigst af alle danskere over denne type læsestof. Modsat interessen for tegneserier, stiger interessen for blade med alderen. Hvad angår magasiner om særlige emner som sport, havebrug, håndarbejde og populærvidenskab, er de 14-15 årige drenge topscorere med hele 75%. En del magasiner dækker i dag uden tvivl et informationsbehov hos drenge, som de ikke længere søger i aviser og fagbøger. De store piger kaster sig med størst iver over ugebladene, og den interesse holder sig hos unge kvinder, der er de flittigste af de voksne ugebladslæsere, som vi skal se. Bortset fra disse grupper har de øvrige medier dog mistet læsere siden 1987:

Tabel 5. Andelen af 10-15 årige, der sommetider læser blade og tegneserier, 1987-93 (pct.)

Alder Tegneserier Blade+ Magasiner#
Drenge Piger Drenge Piger Drenge Piger
'87 '93 '87 '93 '87 '93 '87 '93 '87 '93 '87 '93
10-11 - 93 - 88 - 46 - 57 - 46 - 52
12-13 97 82 92 71 80 73 85 86 67 59 63 37
14-15 92 85 79 68 85 73 92 90 81 75 65 51
+: Ugeblade, ungdomsblade, romanblade
#: Særlige emner, fx mekanik, populærvidenskab, håndarbejde, edb, sport, dyr
(Kilde: Andersen 1989: 119, Andersen 1995: 87)

Man kan navnlig notere sig, at interessen for tegneserier er faldende, ikke mindst blandt de ivrigste læsere, nemlig de store drenge. Her greb halvdelen af de 12-13 årige tegneserielæsere i 1987 et hæfte næsten hver dag mod lidt under en tredjedel i 1993 (Andersen 1987: 119, Andersen 1993: 87). Drenges traditionelle interesse for billeder synes altså at have vendt sig fra de faste til de levende. Samtidig ser det dog ud til, at mediet er blevet mere integreret i børn og unges læsemønster, og at flere og flere børn kun læser tegneserier:

Tabel 6. Variation i tegneserielæsning for 7-18 årige, 1987-94 (pct.)
Total Dreng Pige 7-9 år 10-12 år 13-15 år 16-18 år
1987
Læser ikke tegneserier 23 18 28 21 8 21 41
Læser kun tegneserier 3 3 3 8 3 2 1
1990
Læser ikke tegneserier 19 12 27 11 9 19 35
Læser kun tegneserier 4 5 4 14 5 - 0
1992
Læser ikke tegneserier 4 3 6 3 2 5 7
Læser kun tegneserier 7 8 6 15 10 4 3
1994
Læser ikke tegneserier 7 6 8 3 3 5 16
Læser kun tegneserier 10 12 7 20 9 1 0
(Kilde: AIMs Børne- og ungdomsbus)

Samtidig med, at læsningen af tegneserier generelt er gået ned, navnlig blandt de ivrigste læsere, er der altså blevet flere, der udelukkende læser serier. Det tyder på, at børn og unges læsning er blevet mere polariseret mellem de, der læser blandet, og de der kun læser serier. Vi taler her om tendenser, for man kan ikke sammenligne tallene i tabel 5 og 6, idet AIM kun opgør læsesandsynligheder for et vist antal titler og ikke læsning generelt.
De unge læser mindre end de store børn og mindre, end de gjorde tidligere. Også blandt de 16-19 årige er det navnlig de ivrige læsere af tegneserier, der er faldet fra siden 1987, mens ugebladenes læsere har holdt mere stand. Der er også næsten 20% færre unge kvinder, som hyppigt køber magasiner. Bemærk iøvrigt, at tabel 7 vedrører læsning hver uge, mens tabel 5 for de store børn vedrører læsning i almindelighed:

Tabel 7. Andelen af 16-19 årige, som hver uge læser blade og tegneserier, 1987-93)
Tegneserier Blade+ Magasiner#
Mænd Kvinder Mænd Kvinder Mænd Kvinder
'87 '93 '87 '93 '87 '93 '87 '93 '87 '93 '87 '93
53 43 43 26 47 50 63 61 59 53(1) 43 25(1)
+: Ugeblade, ungdomsblade, romanblade
#: særlige emner, fx. mekanik, populærvidenskab, håndarbejde, edb, sport, dyr
(1) Læser somme tider
(Kilde: Andersen 1989: 119, Andersen 1995: 87)

5.4. Folkebibliotekerne

Folkebibliotekerne er en hovedhjørnesten i den danske folkeoplysning, og ca. 40% af det samlede kulturbudget gik i 1993 til bibliotekerne. Børn og unge har traditionelt været en central målgruppe - første gang børn nævnes i kulturlovgivningen er faktisk i en bibliotekslov fra 1933. Børn og unge er stadig de flittigste danskere til at benytte folkebibliotekerne. At de bredt taget læser mindre i dag end for blot 7-8 år siden, har ikke påvirket søgningen til folkebibliotekerne nævneværdigt. Ca. tre fjerdedele kommer nu som dengang på folkebibliotekerne. At gennemsnittet er næsten uændret, skyldes navnlig, at de yngre børn bruger biblioteket mere i dag - de ældre lidt mindre. At piger generelt læser mere, betyder også, at de er mere trofaste brugere, også når de bliver ældre:

Tabel 8. Andel af 7-15 åriges brug af folkebibliotekerne, 1987-93 (pct.)
År
7-9 år 10-12 år 13-15 år I alt
Drenge Piger Drenge Piger Drenge Piger
1987 64 69 81 82 76 87 77
1993 65 84 71 79 75 79 75
(Kilde: Bearb. efter Andersen 1989: 127, Andersen 1995: 97)

Der er i dag færre børn, som besøger biblioteket hver uge - 10% i 1993 mod 14% i 1987. Præcis samme tendens genfinder vi hos de unge. Omkring hver 10. kommer der mindst en gang om ugen, et fald på 4% i forhold til 1987. Til gengæld kommer halvdelen der mindst en gang om måneden, en stigning på næsten 20%. Også her er kvinderne de flittigste brugere. Samtidig er der blevet færre unge, som aldrig sætter deres ben på et bibliotek:


Tabel 9. Andelen af 16-19 årige, der benytter folkebibliotekerne, 1976-93 (pct.)
Mindst én gang pr. uge 1-2 gange pr. md Mindst én gang pr. år Aldrig
1976 14 30 23 27
1987 15 30 39 16
1993 11 49 27 13
(Kilde: Bearb. efter Fridberg 1994: 96)

At biblioteksbrugen er nogenlunde stabil, samtidig med, at læsningen er vigende, hænger uden tvivl sammen med, at skolen fylder mere og mere for flere og flere unge. For dem udfylder bibliotekerne en vigtig hjælpelærerfunktion, når de skal skrive opgave om vikingerne, 2. verdenskrig eller genteknologi.
De større eller mindre fald i læsning blandt børn og unge tyder på, at en del af dem - ikke mindst drengene - i dag får deres informationsbehov og en del af deres underholdning dækket ad andre veje. Men vi ved ikke, hvilke informationer, de selv mener, de har behov for. Vi ved heller ikke, hvorledes de ønsker disse behov opfyldt. I Sverige har man foretaget kvalitative undersøgelser af, hvorledes befolkningen selv opfatter deres læsning. Ligesom i Danmark kan man konstatere, at de sociale skel generelt er mindsket siden 1960erne, hvad angår boglæsing, og at det navnlig skyldes, at flere kvinder har fået uddannelse. Samtidig viser de svenske analyser, at gode skoleresultater øger læselysten også i fritiden. Det kunne tyde på, at den uddannelsesmæssige status mere end social baggrund i sig selv er afgørende for, om børn og unge vedbliver med at være lyst-læsere ligesom de fleste 9-10 årige er det. Dernæst synes kønnet at spille en stor rolle (Feilitzen mfl. 1989: 112). Men hvilken rolle spiller de øvrige medier? Har de elektroniske medier vundet over de trykte medier i kampen om de yngstes gunst og lommepenge?

5.5. Tv

At se tv er en del af dagligdagen for både børn og voksne. Det har også indtil for nylig været en del af hele familiens fritid. Allerede i 1977/8 angav 93% af de 9-12 årige, at de så tv stort set hver dag (Forchhammer & Helmer-Petersen 1980: 137). I dag er tallet op mod 100% undtagen for de 13-15 årige, som ligger ca. 5% lavere (Andersen 1995: 102). Forskellene kommer, når vi ser på, hvor lang tid, der bruges foran skærmen. De fleste børn og unge ser tv mellem én og to timer, ældre ser mere end yngre og drenge noget mere end piger. Jo flere kanaler, man har adgang til, jo mere ser man, men iøvrigt er den samlede seertid ikke øget betydeligt de sidste par år.
I 1994 så de 4-11 årige i gennemsnit tv i én time og 41 minutter, hvilket kun er tre minutter mere end to år tidligere. Storforbrugerne er 13-15 årige drenge. I 1992 så de i gennemsnit tv i 2 timer og 10 minutter - præcis 10 minutter mere end piger på samme alder (Schönemann 1995: 1). I den gruppe sker der imidlertid vigtige ændringer: Tv-brugen polariseres mellem ca. 10%, der højst bruger en time på tv, og så omkring 25%, der har fjernsynet tændt mere end tre timer i snit pr dag. Der er dog stadig langt til de virkelige storforbrugere, nemlig danskere over 67 år, der i 1992 så tv 3 timer og 14 minutter i gennemsnit (Dansk kultur- og mediestatistik 1993: 106, Andersen 1995: 105).
De 16-19 årige ser generelt mindre tv end de store børn, nemlig én time og 46 minutter i 1993, hvilket er den laveste andel for den voksne befolkning. I gennemsnit ser unge mænd og kvinder lige meget tv, hvor kvinderne i 1987 med 48 minutters daglig kigning lå en halv time lavere end deres mandlige jævnaldrende (Andersen 1988: 29). Der er dog stadig lidt flere unge mænd, der ser over 4 timer pr dag: 8% mod 6% af kvinderne. Det er også unge, der hyppigst ser udenlandske kanaler, nemlig 20% (Fridberg 1994: 118-9).
Mens børn og unges tv-brug altså ikke er steget væsentligt de seneste år, ser det ud til, at de ser mere tv i dag end i midten af 1980erne. Præcis hvor meget er vanskeligt at afgøre, fordi måle-metoderne er skiftet. Da man i 1992 gik over til at måle tv-brug ved hjælp af de såkaldte tv-metre, blev det registrerede tidsforbrug øget med ca. 20% (Fridberg 1994: 117). Det er derfor vanskeligt at vide, om børn og unges øgede tidsforbrug skyldes målemetoderne, et ændret programudbud eller fx, at videoen nu har vundet generelt indpas som et nyt forbrugsgode i danske børnefamilier. I England, hvor videoen tidligt fik stor udbredelse, er 4-15 åriges samlede tv-forbrug gået ned med ca. to timer om ugen i perioden 1986-93 - fra lidt over til lidt under tre timer om dagen (Central Statistical Office 1995: 216). Vi vil muligvis se, at danske børn og unges tv-vaner går samme vej, når video for alvor bliver hverdag.
Hvad angår kanaler, er der blevet flere af dem, hvilket man ikke må forveksle med større bredde. Ifølge den engelske medieforsker Jay Blumler er udbuddet af engelske børneprogrammer steget i løbet af 1980erne ikke mindst pga billige tegnefilm, men antallet af problemstillinger og temaer er faldet (Blumler in Shaw 1995: 16). Også herhjemme tiltrækkes de yngste af satellit-kanalernes tegnefilm, og TV3 haler godt ind på de nationale kanaler i kampen om seertiden: I 1994 havde kanalen 11% af de 4-11 årige børns tv-tid, en stigning på 3% på to år. I samme periode tabte DR 3% af de yngstes seertid og er nu på 37%, mens TV2 dækker en tredjedel af seertiden, hvilket er et enkelt procentpoint højere end i 1992. I samme periode har de yngste brugt omkring en femtedel af seertiden på andre kanaler (Schönemann 1995: 4).
Hvor DR klart har sine mest trofaste seere hos de 4-11 årige, vender billedet i teenageårene, hvor TV3 nu tegner sig for 17% af de 12-18 åriges seertid, en stigning på 5% på blot to år. Omvendt har DR haft et fald på 5% i samme tidsrum til 25%, mens TV2 kunne mønstre en andel på 35%, hvilket er 2% mere end i 1992 (da havde kanalen dog hele 44% blandt seere over 55 år). Det er også de unge, der ser mest på de øvrige kanaler, nemlig 23% i 1994, hvilket er et lille fald på 2% i forhold til 1992 (Schönemann 1995: 4). Vi kan altså notere, at unge er den befolkningsgruppe, der spreder sit tv-forbrug mest på forskellige kanaler. Men hvad ser de så?
Som nævnt i begyndelsen af kapitlet, er der på programsiden navnlig sket fornyelser inden for ungdoms-tv. Der er kommet flere og flere ungdomsserier ikke kun på de kommercielle kanaler, men også på DR og navnlig TV2, som topper popularitetslisten med Beverly Hills 90210. Det er tydeligt, at disse serier har fået de unge kvinder ind foran skærmen, selvom også unge mænd synes at hænge godt med. I USA vandt ungdomsserierne virkelig frem i 1980erne i konkurrence med MTV om de købedygtige unge seere, og her ser unge kvinder mere tv end jævnaldrende mænd. Nogle serier som Baywatch vægter action-elementer, mens andre som fx. Beverly Hills også tematiserer grundlæggende konflikter, der vedrører forholdet mellem forældre og børn, venskab og seksualitet, stoffer, karriere og mobilitet. Herhjemme tiltrækker disse serier et bredt udsnit af store børn og unge, og de har medvirket til at udvide ungdomsbegrebet kulturelt.
Inden for de sidste par år, er engelske Channel Four og amerikanske kanaler, både networks og satellit-kanaler, begyndt at producere nyheds- og magasinprogammer for unge, hvor man med skæve vinkler både i form og indhold og tilsat en del musik og gættekonkurrencer søger at nå den generation, som også i udlandet vender sig bort fra de trykte mediers måde at informere på. Fornyelser kommer fx fra Channel Fours serier som telefonprogrammet Look Who's Talking fra 1994 og The Big Breakfast, hvor sidstnævnte siden 1993 har haft held til at forny magasin- og nyhedsformidlingen i konkurrence med BBC om den statusgivende morgenflade.
Herhjemme har vi set, hvorledes et magasin-program som Transit har fået stigende succes hos målgruppen af 14-18 årige, efter at man har fået mere gennemgående temaer og færre hurtige indslag. Humoren har man bevaret som en vigtig vej til unge seere. TV2 har ikke i samme grad som DR satset på brede magasinprogrammer for unge, men har på det seneste forynget sit udbud i forhold til bestemte temaer som fx film (Filmkanylen), uddannelse (Hvad kan jeg blive?) og livsstil (Deluxe).
Når det gælder større børn, har både DR og TV2 allerede en solid tradition for populære magasinprogrammer som fx Zig-Zag, Scratch og Faktisk. I de senere år er børnefladen navnlig blevet udbygget lørdag og søndag formiddag. DR har med stort held sendt TV 10 lørdag og Body Bio søndag, hvor man blander egne og indkøbte indslag, mens TV2 satser på udenlandske tegnefilm som Turtles og Snurre Snup. Denne forskel mellem egne og indkøbte udsendelser præger i endnu højere grad programmerne for de yngste seere.
Når man tænker på, at de færreste 4-11 årige kan læse, forstår man, hvorfor DR har sine mest trofaste seere blandt de yngste. Hvor TV2 synes at satse på familieprogrammer, har DR altid haft nogle af sine mest eksperimenterende udsendelser i B&U afdelingen. Det sætter sine spor i programfordelingen. I 1994 udgjorde børneudsendelser for de 3-12 årige således 11% af DR samlede programudbud- en minimal stigning på 0,1% i forhold til 1990. Heraf var 6,3% egenproduktion (mod 8,8% i 1990). Hos TV2 var 2,3% af alle udsendelser for børn - et fald på 3% i forhold til en i forvejen beskeden andel i 1990. 2% er importerede, hvilket svarer til andelen i 1990, og faldet er sket på entrepriseprogrammerne, der nu er nede på 0,4%. TV2 producerer ikke selv børne- og ungdomsprogrammer. Hos DR var næsten 4% af børneudsendelserne importeret fra udlandet, hvilket er en fordobling på fire år (Danmarks Radio Medieforskningen 1995, Bentzon mfl. 1992: 25). Jo yngre seerne er, jo mere er det altså DR, der overholder sine public-service forpligtelser. Og jo mere dansk tv får de.
Set i det lys er udviklingen i satellit-tv tankevækkende. Her er børne-tv ofte lig med indirekte reklame for bestemte legetøjsfigurer som Turtles, Power Rangers og My Little Pony. Tv-serierne anvendes i stigende grad til at introducere andre varer fra T-shirts til tandkrus, hvor den virkelige indtjening ligger. En sådan markedsføring fremmer ikke just voldsomme investeringer i teknisk advancerede og æstetisk fornyende programmer (Kline 1993). Ikke overraskende har især mindre børn vanskeligt ved at gennemskue denne reklameform (Jørgensen 1992).
En ting er børne- og ungdomstv. En anden ting er børn og unges tv. De udsendelser, som flest børn og unge ser, har ikke altid den yngre generation som målgruppe. Ja, faktisk er det kun hos de yngste seere i aldersgruppen, at der er nogenlunde sammenfald mellem det, de faktisk ser, og det, der er 'beregnet' for dem. Måske er det grunden til, at vi her finder det største sammenfald mellem piger og drenges præferencer (Schönemann 1995: 6). I marts 1995 (uge 10) så Top-fem listen hos de 4-9 årige ud som følger:

Tabel 10. Seertal for 5 populæreste programmer for 4-9 årige i DR og TV2, marts 1995
DR TV2
Drej en leg 103000 Snurre snups søndagsklub 148000
Disney sjov 94000 Mumitroldene 141000
Husk lige tandbørsten 134000 Rundtossen 87000
Postmand Per 114000 Lågen i bogen 87000
Myggen 111000 Mandagschancen 76000
(Kilde: Gallup/DR Medieforskning særkørsel)

I marts 1990 var der ingen børneudsendelser blandt de fem populæreste programmer på TV2 - her toppede lørdags-Lykkehjulet, som næsten halvdelen af alle danske børn så (Nielsen 1990: 35). I marts 1995 har begge kanaler kun ét familieprogram på top-fem listen, og det antyder, at også TV2 har fået bedre fat i de yngste seere. Til gengæld kan man notere, at alle DRs programmer har højere seertal blandt de yngste end nogen af TV2s udsendelser. Modsat billede får vi, når vi ser på de unge seere. Her ser topscorerne ud som følger:
Tabel 11. Seertal for 5 populæreste programmer for 12-20 årige i DR og TV2, marts 1995
DR TV2
Husk lige tandbørsten 105000 Beverly Hills 178000
Transit 93000 Die Hard 2 172000
Troldspejlet 62000 Søndagsdunk 131000
TV10 61000 Ugen der gak 128000
Tintin
59000 Reklameblok 124000
(lør. kl. 21.36)
(Kilde: Gallup/Danmarks Radio Medieforskning særkørsel)

TV2 har generelt meget højere seertal end DR med Beverly Hills som absolut topscorer - også for gruppen af 4-20 årige som helhed. Hvor fire ud af fem DR progammer er for målgruppen, er det kun tilfældet med Beverly Hills for TV2. Disse forskelle kan sammenholdes med, at børn foretrækker at se fiktion med andre børn i hovedrollerne (Forchhammer 1989). Det ønske opfylder DR bedst for de yngste. Til gengæld har TV2 bedre fat i de unge, hvilket navnlig skyldes seriefiktion og film, sport og reklamer. Netop disse kategorier tilbydes allerede af satellit-kanaler som TV3, Filmnet og Eurosport. TV2s populære menu er måske også derfor mere udsat for konkurrence udefra end DRs sammensætning. Det kunne stigningen i TV3s andel af seertiden tyde på. Hertil kommer, at tv-seningen bliver stadig mere individualiseret pga, at videoafspillerne har holdt deres indtog i de danske hjem.

5.6. Video

I løbet af de sidste 10 år er der sket en dramatisk stigning i antallet af børn og unge, hvis familie har video. Fra at være et mindretalsfænomen, hvor håndværkere hørte til dem, der først anskaffede det dyre isenkram, er videoafspilleren i dag fast tilbehør i tre fjerdedele af alle danske børnefamilier, hvilket dog stadig er noget under Europas førende video-nation, England, hvor 94% af alle børnefamilier har video (Towler 1995: 19):

Tabel 12. 13-19 årige med videoafspiller i husstanden, 1984-94 (pct.)
Total Dreng Pige 13-14 år 15-17 år 18-19 år
1984 13 16 11 14 13 13
1986 21 22 19 19 23 20
1988 29 32 26 27 29 33
1990 50 52 47 45 52 49
1992 68 70 66 60 69 72
1994 75 77 73 72 74 77
(Kilde: 1984-8: Gallup, 1990-4: AIM)

Som man kan se, har de store drenge og unge mænd i perioden 1988-92 ligget foran, når det gælder ejerskab af en video i hjemmet. Der er da også sket en mærkbar stigning i børn og unges videobrug siden 1987:
Tabel 13. Andelen af 7-15 åriges videobrug, 1987-93 (pct.)

7-9 år 10-12 år 13-15 år I alt I alt
Drenge Piger Drenge Piger Drenge Piger 1993 1987
(Næsten) daglig 35 33 34 36 36 29 34 11
Mindst hver uge 29 25 35 27 37 40 33 19
(Kilde: Andersen 1995: 102)

Mens hver tiende barn altså så video næsten hver dag i 1987 er det i 1993 hver tredje, og yderligere en tredjedel ser video hver uge. De 10-12 årige piger bryder kønsmønstret, som vi ellers har set for tv, idet de er endnu gladere for videoen end deres jævnaldrende drengekammerater. Det hænger muligvis sammen med, at netop denne gruppe piger er så aktive i fritiden. Med videoen kan man nå at følge med i Baywatch, også selvom man er til svømmetræning, når serien sendes.
Modsat det almindelige tv-forbrug, så stiger interessen for video med alderen. I dag angiver 70% af de 16-17 årige drenge, at de mindst én gang om ugen ser video, enten film eller optagelser fra tv (Fridberg 1994: 125). Det er også de ældste, der hyppigst punger ud for at se video. Frem til 1988 var det de 15-17 årige unge, der oftest så leje- eller købevideoer (næsten) hver dag - nemlig 2%-5%, mens det i 1994 er de 18-19 årige, der er de ivrigste med 1%. I samme periode er der generelt blevet flere unge, der ser den slags videoer flere gange om ugen, nemlig 14% mod 9% i 1984, og igen er det de 15-17 årige, der topper listen. I dag, hvor så mange har videoafspiller, ser den ud til at indgå som en del af de unges fritidsmønster: Mange bruger videoen som et 'forskudt tv' til hverdag, mens man lejer video som en del af weekend-hyggen med vennerne:

Tabel 14. Videobrug for 13-19 årige,1984-94 (pct.)
start
Total Dreng Pige 13-14 år 15-17 år 18-19 år
1994
Ser video optaget fra tv:
Højst halvårligt 3 4 3 2 5 2
1-5 gange halvårligt 12 13 11 2 10 20
1-3 gange om måneden 35 34 36 32 32 39
1-4 gange om ugen 31 32 31 27 34 30
Dagligt/næsten dagligt 10 10 10 29 9 4
Aldrig 7 7 8 8 9 5
Ser lejet/købt videofilm:
Højst halvårligt 16 15 17 15 18 13
1-5 gange halvårligt 30 29 31 22 33 29
1-3 gange om måneden 33 34 33 36 27 41
1-4 gange om ugen 14 17 10 16 16 10
1-4 gange om ugen 14 17 10 16 16 10
Dagligt/næsten dagligt 1 0 1 0 0 1
Dagligt/næsten dagligt 1 0 1 0 0 1
Aldrig 6 5 7 10 6 4
1990
Ser video optaget fra tv:
Højst halvårligt 9 7 10 6 10 8
1-5 gange halvårligt 15 14 17 13 14 19
1-3 gange om måneden 28 27 29 26 28 29
1-4 gange om ugen 24 27 22 22 27 22
Dagligt/næsten dagligt 8 10 6 13 8 4
Aldrig 14 13 15 17 11 16
Ser lejet/købt videofilm:
Højst halvårligt 16 12 19 18 18 9
1-5 gange halvårligt 30 27 32 30 26 34
1-3 gange om måneden 32 35 28 28 31 34
1-4 gange om ugen 11 14 7 7 12 11
Dagligt/næsten dagligt 1 2 1 1 1 2
Aldrig 9 6 12 14 8 8
1988
Ser video optaget på tv:
Højst halvårligt 12 9 16 12 11 16
1-5 gange halvårligt 14 17 11 13 15 14
1-3 gange om måneden 24 23 24 21 25 24
1-4 gange om ugen 21 22 20 21 19 25
Dagligt/næsten dagligt 5 6 4 6 5 4
Aldrig 24 23 25 27 25 18
Ser lejet/købt videofilm:
Højst halvårligt 16 12 21 22 14 16
1-5 gange halvårligt 29 29 28 31 29 25
1-3 gange om måneden 31 33 28 27 28 39
1-4 gange om ugen 8 10 7 6 10 9
Dagligt/næsten dagligt 1 2 1 1 2 1
Aldrig 15 14 15 13 17 10
1984
Ser video optaget på tv:
Højst halvårligt 12 13 11 10 13 13
1-5 gange halvårligt 16 15 16 17 12 20
1-3 gange om måneden 12 13 12 10 15 11
1-4 gange om ugen 12 12 11 9 12 12
Dagligt/næsten dagligt 5 5 4 7 4 5
Aldrig 43 42 45 47 45 38
Ser lejet/købt videofilm:
Højst halvårligt 10 10 10 10 9 10
1-5 gange halvårligt 16 18 14 20 12 19
1-3 gange om måneden 19 19 18 15 19 22
1-4 gange om ugen 9 9 8 6 10 8
Dagligt/næsten dagligt 4 4 3 3 5 3
Aldrig 43 40 46 46 45 38
(Kilder: 1984-88: Gallup, 1990-4: AIM)

At drenge stadig ser mere video end piger, kan i hvert fald ikke tilskrives, at pigerne mangler en video i huset. Som vi allerede har bemærket for de trykte mediers vedkommende, skyldes det større forbrug snarere formen: Drenge er generelt set mere tiltrukket af billeder end piger, både når det gælder tegneserier, 'almindeligt' tv og video. Og drengene ser ud til at være dem, der mest har integreret specielt lejevideo som en del af deres fritidsmønster.

5.7. Biograffilm

Videoen har givet biograferne kraftig konkurrence hos de ivrigste biografgængere. Bortset fra de 13-15 årige, går børn og unge sjældnere i biografen i 1994 end i 1987, og faldet er mest markant blandt de yngste:
Tabel 15. 7-18 årige biografbrug, 1987-94 (pct.)
Total Dreng Pige 7-9 år 10-12 år 13-15 år 16-18 år
87 94 87 94 87 94 87 94 87 94 87 94 87 94
Indenfor den sidste uge 13 8 14 9 12 8 10 3 12 4 9 11 19 14
Indenfor de sidste 2 uger 12 8 12 8 11 4 8 4 8 4 14 11 16 13
Indenfor den sidste md 26 18 23 15 28 21 18 14 25 18 31 20 27 21
Indenfor de sidste 3 mdr 21 33 22 32 19 35 17 36 22 38 22 31 22 35
Længere tid siden 27 30 26 32 29 28 43 36 31 35 23 25 15 16
Ved ikke 2 3 2 3 1 3 4 7 1 1 1 2 1 0
(Kilde: AIM Børne- og Ungdomsbus)

Generelt er drenge lidt gladere end piger for at gå i biografen, men blandt unge er der nu for første gang flere kvinder end mænd, der går hyppigt i biografen, og forskellen ser ud til at blive større: Hvor det i 1984 var 29% af de 13-19 årige kvinder, der havde været i biografen i løbet af de sidste to uger mod 27% af deres mandlige jævnaldrende, ja så er det ti år senere 34% af de unge kvinder mod 28% af mændene (Gallup og AIM særkørsler). Denne udvikling i biografbesøget understøtter en vigtig ny tendens, som vi allerede har set på andre fritidsområder: De unge kvinder har for alvor suppleret deres traditionelle private kultur hjemme på værelset med en offentlig kultur, så de nu også bruger gader, cafeer og altså biografer. Og mange har byttet kæresten ud med veninderne, når turen går til biografen (Drotner og Rudberg 1993).

5.8. Computer

Omvendt sidder flere og flere drenge og unge mænd hjemme på værelset, hvor tv, musikanlæg og computere fylder godt op. Mere end hver tredje af de 16-19 årige unge mænd har således en spillecomputer i huset, mod kun hver femte af de unge kvinder. Det betyder dog ingenlunde, at computermediet er et mandeforetagende. For der er flere unge kvinder end mænd, som har (adgang til) en almindelig computer, nemlig 34% mod 31% af de unge mænd (Fridberg 1994: 115). Vi ved stadig relativt lidt om, hvad dette nye medium betyder for børn og unge og endnu mindre om, hvad det betyder, at drenge er de ivrigste brugere af spillecomputere. Men vi ved, at de fleste spil er action- og strategispil, der ligger i klar forlængelse af de genrer, som allerede tiltrækker drenge i tegneserier, bøger og film. Derimod er der få spil, der både grafisk og fortællemæssigt tiltrækker piger.
Disse konventioner præger naturligvis brugen af computere. Både danske og udenlandske undersøgelser påpeger, at de fleste børn og unge går til computeren uden fordomme - de prøver sig frem og er sjældent bange for 'at trykke forkert' eller 'slette alt'. For mange er computeren endvidere en katalysator til at være sammen med kammerater, hvad enten der er tale om arkadespil på offentlige steder eller de stadig mere populære Nintendo-spil, Gameboys og spil til hjemmecomputere (Jessen 1993, Nissen 1993).
Der findes så vidt jeg har kunnet spore ingen tidsstudier over, hvorledes forskellige former for computerbrug indgår i børn og unges øvrige hverdag. AIM har siden 1992 spurgt til, hvor hyppigt 5-18 årige anvender computeren til spil: I 1994 har 7% gang i spillene næsten hver dag, mens hver fjerde spiller flere gange om ugen. I 1992 var de tilsvarende tal henholdsvis 10% og 16% Det kunne tyde på, at computerspillene generelt har mistet nyhedens interesse og er ved at blive en hverdagsaktivitet, hvilket også ses af, at mens 40% aldrig rørte disse spil i 1992, er det to år senere kun 28% (AIM særkørsel 1992, 1994). Man må dog tage disse tendenser med et gran salt, dels fordi de vedrører så stor en aldersgruppe, dels fordi de kun vedørere to år og ikke medtager andre former for computerbrug.
Ser man anvendelsen af computeren i sammenhæng med andre tendenser i børn og unges mediebrug i fritiden, trænger yderligere ét spørgsmål sig på: Er drenges faldende interesse for at skaffe sig information via trykte medier som aviser og fagbøger ved at blive afløst af informationssøgning i digitale leksika og internettets mangfoldige opslagstavler og diskussionsklubber? Og vil en sådan udvikling forstærke klasse- og kønsmæssige forskelle i adgangen til og udnyttelsen af de nyeste medier? At vi endnu mangler svarene, gør ikke spørgsmålene mindre påtrængende.

5.9. Musik og radio

Det hævdes jævnligt, at tv er vor tids vigtigste massemedium. Det er uden tvivl rigtigt, hvis vi måler med en traditionel politisk målestok. Men allerede hvis vi anvender en økonomisk målestok, er musikindustrien en værdig konkurrent til tv-industrien, hvis man med musik også tænker på underlægningsmusik til film, computerspil og radiomusik. Hvis man ser postulatet fra brugernes synsvinkel, er tv nok også det vigtigste massemedium for voksne. Men det samme gælder ikke for den yngste del af befolkningen. Her er blandingen af medier mere iøjnefaldende. Hvis børn og unge endelig kan siges at have et 'hovedmedium', er det givetvis musik, både fordi den indgår i brugen af andre medier, og fordi den er vigtig som selvstændigt medium. I 1987 var der 89% af de 16-19 årige, som stort set dagligt lyttede til musik, syv år senere er tallet lidt lavere, nemlig 82%. Men det er stadig sådan, at unge generelt set bruger mere tid på musik end på tv; og de, der selv spiller og synger, hører også mere musik (Feilitzen og Roe 1990, Fridberg 1994: 46, 47). Unge er de flittigste musikbrugere af alle voksne danskere, og de er også den befolkningsgruppe, som har isenkrammet bedst i orden. Otte ud af ti har (adgang til) en CD-afspiller, ligeså mange har en grammofon i husstanden og endnu flere har video, kasettebåndoptager og tv. Radio har alle unge. Kun på to hardware-områder står voksne distancen: Alle 60-66 årige har tv, mens gruppen af 40-49 årige har 1% flere computere end de unge (Fridberg 1994: 113).
Radioen er sammen med bogen og avisen det mest mobile massemedium, og den udgør en vigtig del af børn og navnlig unges lytten til musik. Det har især kommercielle lokalradioer taget ved lære af siden deres start i 1983. Deres succes har forårsaget, at Danmarks Radio i perioden 1985-89 mistede 21% af sine lyttere i alderen 15-19 år ikke mindst blandt unge i erhvervsfaglige uddannelser. Kun lidt over halvdelen af aldersgruppen, nemlig 59%, stillede dagligt ind på DR ved indgangen til 1990erne (Samsøe-Petersen 1991: 39, Tortzen 1992: 31). DR havde siden 1988 nedprioriteret eftermiddagsprogrammer for unge, og i 1992 reorganiserede man de tre kanaler i forhold til brede alderskategorier og deres musiksmag. Den ændriing ligger på linje med tendenser i de øvrige skandianviske lande og har længe været fremherskende i fx USA.
Med denne udvikling kommer især P1 med sin vægt på det talte ord dog let til at marginalisere de yngste lyttere og forstærke deres indtryk af, at kanalen ikke er for folk under 40. Måske kan man se den vigende popularitet for P1s ungdomsprogram P4 (Samsøe-Petersen 1991: 42) som et tegn på denne tendens. P4s redaktion har i de seneste par år lagt mere vægt på musikken (fx med 'Det elektroniske barometer') - måske i et forsøg på at profilere programmet via musik, måske i et forsøg på at tiltrække flere drenge og unge mænd, hvoraf mange har fundet, at der var for megen snak i P4. Set i et kønsperspektiv er det imidlertid vigtigt, at også P1 i almindelighed og P4 i særdeleshed opretholder en ordrig profil, der appellerer til piger, eftersom den øvrige radioudvikling går i retning af kanalprofilering i forhold til musikgenrer.

5.10. Opsamling

Samlet set ligner danske børn og unges medieprofil i fritiden Brugsens slogan fra madpyramiden: Lidt fra alt, ikke alt fra en. Brugen af medier er kendetegnet ved mangfoldighed og bredde snarere end ensidighed. Flertallet af børn og unge lever i en multi-mediekultur forstået på tre måder: For det første gør de fleste brug af mange medier - de bruger både de elektroniske og trykte medier, og magtforholdet mellem de to medieformer har ikke ændret sig så dramatisk, at man kan tale om, at skriften er på vej ud af kulturbilledet. For det andet lever børn og unge i en multimediekultur forstået på den måde, at mange af dem har et aktivt og uhildet forhold til computeren, der jo integrerer tekst, lyd og billede, som ingen medier tidligere har gjort.
Endelig for det tredje lever de fleste børn og unge i en multi-mediekultur, idet medierne udfylder hverdagens tidslommer og luftrum mere end tidligere. Mens der ikke er noget, der tyder på, at medierne har udkonkurreret børn og unges planlagte fritidsaktiviteter, så er medierne i stigende grad med til at udfylde tidspunkter på dagen, hvor man ikke laver noget særligt eller er sammen med nogle bestemte mennesker. Nye medieformer som videoafspiller, Gameboy og walkman har medvirket stært til at individualisere børn og unges mediebrug og gøre den mere mobil. Samtidig giver specielt de stationære spillecomputere nye muligheder for at være sammen med kammeraterne og skabe uformelle sociale netværk.
Denne multi-mediekultur er en ny tendens. For tidligere har man kunnet tale om særlige 'mediegenerationer': De, der voksede op i mellemkrigstiden, tilhører radio- og filmgenerationen, mens efterkrigsgenerationen blev en tv- og musikgeneration. I dag kan man ikke på samme måde tale om fx computergenerationen. For det er netop karakteristisk, at de forskellige medieformer blandes, og computeren er i sig selv et godt eksempel på denne blanding: Den bliver mere og mere et bindeled mellem andre medier (cd, tv, fax).
Hvor børn og unges medieprofil generelt er præget af bredde og fornyelse, er voksnes medieprofil smallere og koncentreret om mere traditionelle medier som avis, radio og tv (især TV2). De medievaner, som grundlægges i barndommen og ungdommen, følger én gennem livet - den såkaldte kohort-effekt (Feilitzen 1989: 114). Man kan selvfølgelig ikke fremskrive, hvorledes medierne vil udvikle sig fremover på grundlag af børn og unges medieprofil i dag. Omvendt er det sandsynligt, at denne profil faktisk vil få betydning for, hvorledes disse generationer vil møde og udnytte nye kulturudtryk og medieformer også i fremtiden. Man kan fremskrive tendenser i mediebrugen. Det er derfor ekstra afgørende at være opmærksom på de træk, der bryder med flertallets mønster. De vigtigste træk handler om forskelle med hensyn til klasse, alder og køn.
På visse områder sker der en polarisering af børns og unges mediebrug mellem et flertal, der følger madpyramidens slogan og et mindretal, der foretrækker en mere ensidig mediekost. Det gælder fx brugen af tv og video hos større børn og unge; og det gælder de, der udelukkende læser tegneserier eller slet ikke læser aviser og fagbøger over for dem, der læser mere blandet. Der er ikke påvist nogen direkte relation - hverken positiv eller negativ - mellem børns tv-sening og deres læselyst eller øvrige fritid (Weinreich 1993: 31-3, Nielsen 1990: 50). Derimod ser der ud til at være en positiv sammenhæng mellem, at forælderne har et højt uddannelsesniveau, og at børnene har et relativt lavt forbrug af tv og radio (Marosi 1984: 79), ligesom man har påvist, at unge, der selv spiller og synger, også lytter mere til musik (Fridberg 1994: 47). Endelig er det først og fremmest unge fra mellemlagene, der evner at omsætte mediebrug til medieproduktion (Fornäs mfl. 1988, Drotner 1991). Social polarisering ser altså ud til at hænge sammen med uddannelse og øvrige kulturelle orientering mere end med klasse som sådan.
Forskellige medier styrker som nævnt forskellige kompetencer. Hvis man endvidere anskuer mediebrug ikke blot som konkrete aktiviteter, men tillige som sociale ressourcer, således som denne rapport gør det, ja så er det oplagt, at de børn og unge, der anvender medierne ensidigt, også udvikler mere ensidige kompetencer og ressourcer. Skønt ingen altså har påvist, hvorvidt mediemæssig polarisering allerede er en social polarisering, kan man med stor sandsynlighed formode, at de tendenser til kulturel polarisering, som i dag ses hos børn og unge, kan udvikle sig til sociale polariseringer i fremtiden. Disse tendenser må vi tage højde for i diskussionen om, hvorledes medierne kan bidrage til en demokratisk udvikling, hvilket vi vender tilbage til i kapitel 7 og 8. Børn og unges medieprofil udviser endvidere markante aldersforskelle. For de yngste indgår medierne som en del af fritidens sociale liv i familien med tv - og her navnlig DR-tv - som et centralt omdrejningspunkt. Jo ældre børnene bliver, jo mere individuel bliver deres mediebrug. Individualiseringen hænger selvfølgelig stærkt sammen med, at de ældre børn læser; men den skyldes også, at børn øger deres personlige og kulturelle råderum, når de bliver ældre, ligesom den teknologiske udvikling selv bidrager med flere personlige medier: Den 12- årige dreng får tv på værelset, mens lillesøster hører musik i sin walkman i haven. I takt med, at lommepengene bliver rigeligere, afsværger de yngre brugere deres troskab til DRs Bamse og kylling, først til fordel for TV2 og senere til kommercielle medier. For de fleste vedbliver musik dog at være en vigtig ingrediens i mediebrugen, omend smagen skifter.
Mediebrugen bliver også mere differentieret med alderen. Hvor de yngste har en ret smal mediekost med tv som hovedret, er menuen mere varieret for de fleste unge. Flertallet af de 16-19 årige ser mindre tv, hører mindre radio og læser markant færre aviser end deres forældre og især deres bedsteforældre. Til gengæld ser de flere film både i biografen og på video end gennemsnittet, de læser mere skønlitteratur og går hyppigere på biblioteket, og de hører langt mere musik, ligesom de er de flittigste koncertgængere. De er som nævnt også mest aktive til selv at skabe kultur.
Hvis man følger den offentlige debats opdeling i skrift- og billedkultur, så bliver kønsforskellene tydelige. Groft set er piger til ord og drenge til billeder, hvilket følger voksnes mediepræferencer. Piger læser mere end drenge bortset fra avis, de bliver ved, og i dag læser de også flere fagbøger. Omvendt ser især store drenge mere tv og unge mænd mere video, mens unge kvinder til gengæld går lidt hyppigere i biografen. Kønsforskellene er måske særlig markante på computer-området, hvor action- og strategispil aktiverer drenge og unge mænd foran deres Sega eller Nintendo, mens der omvendt er flere unge kvinder, der har adgang til pc'ere, som de anvender som en udvidet skrivemaskine.
Derimod er det ikke længere sådan, at piger er til fiktion og drenge til fakta, ligesom vi kender det hos voksne. Tv-serier og biograffilm tiltrækker også drenge, ligesom flere og flere piger går efter fakta på tryk. Denne genreopblødning mellem kønnene hænger uden tvivl sammen med, at producenterne har eksperimenteret med at flytte grænserne mellem fakta og fiktion. Det sker måske mest åbenlyst i interaktive spil på computeren, som også tiltrækker mindre børn. Men blandingen ses tillige i biograffilm, der tager afsæt i virkelige biografier som Kennedy eller Malcolm X, ligesom tv-producenter har skabt såkaldte faktionsprogrammer. De findes i DRs og TV2s voksenudgaver, men er også udbredt i magasinprogrammer for unge, ikke mindst i England og USA. Når det gælder drenge og pigers medielyster, ser det altså ud til, at mediets form er mere afgørende end de budskaber, som formidles. Både information og underholdning udgør principielt ressourcer, der kan orientere børn og unge om deres omverden og animere dem til at eksperimentere med deres fremtid. De ressourcer udnytter børn og unge forskelligt i deres fritid afhængigt af alder, køn og forældres uddannelse. Hvorledes stiller skolen sig til disse kulturelle forskelle?