Del III: Udblik
7 Kulturstærke og kultursvage børn og unge

I det uhyre populære rollespil Dungeons & Dragons og i mange computerspil skaber man rammerne og afgør figurernes styrke, mod og magiske evner, før spillet går i gang. Vi har i rapportens del I og II sat rammerne op for børn og unges mediebrug i dag. I denne del går spillet så i gang: Hvorledes vil mediebrugen udvikle sig i fremtiden? Og hvilke handlemuligheder har vi for at påvirke udviklingen, så den følger de regler, vi indledningsvis satte op, nemlig at medierne i Danmark fortsat skal være sociale og kulturelle ressourcer, der styrker brugerne både som dannede individer og som demokratiske borgere. Fra dokumentationens faktaprægede form går vi nu over til prognosens mere essayistiske overvejelser og anbefalinger. Men først en kort gentagelse af rammerne for spillet: Mange undersøgelser har påvist, hvorledes medierne, når de anvendes, er med til at skabe forskellige kulturelle grupperinger, som igen hænger sammen med sociale og andre forskelle. Rapporten her trækker på data, der ikke gør det muligt at drage direkte konklusioner vedrørende forholdet mellem mediebrug, køn og klasse. Men andre undersøgelser finder, at det største skel hos børn og unge går mellem arbejderklassens drenge og middelklassens piger (Feilitzen 1989: 45, Malmgren 1992). Disse konklusioner understøtter resultaterne fra del II: Piger i almindelighed og middelklassens piger i særdeleshed er de mest trofaste overfor de traditionelle dannelsesmedier som fx bogen (både skønlitteratur og faglitteratur), biograffilmen og den 'talte radio'. De er også blevet særdeles aktive brugere af organiserede fritidsaktiviteter. Omvendt svigter flere og flere drenge bogen og avisen til fordel for computerspil, video og fagblade. Blandt dem, der udelukkende læser tegneserier, er der næsten dobbelt så mange drenge som piger (tabel 6). Drenge går også forrest i at skabe netværk uden for foreninger og klubber, der traditionelt er dannet for at give de opvoksende generationer sunde interesser.
Delvis på tværs af disse forskelle finder vi et yderst vigtigt skel, nemlig skellet mellem et flertal, der anvender medierne mangesidigt og et mindretal, der anvender medierne ensidigt i fritiden. Når vi ved, at skolen fokuserer på skriftkulturen, og når vi samtidig husker på, at forskellige medier støtter forskellige kompetencer, kan vi se omridset af to fremtidige problemstillinger, der vedrører henholdsvis kulturkompetencer og kulturhierarki.
Jo mere mediekulturen bliver en integreret kultur af tekst, lyd og billeder, jo vigtigere er det, at man besidder kompetencer til at tyde alle tre udtryksformer - og forstå dem sammen. Specielt når det gælder interaktive medieformer indbefatter disse kompetencer, at man kan forholde sig kreativt og aktivt indgribende til mediernes udtryk. Den integrerede mediekultur stiller langt større krav til, hvad man kan kalde tolknings-kompetencerne hos børn og unge. Det indebærer, at de, som kommer til at mangle disse kompetencer, bliver endnu vanskeligere stillet både socialt og kulturelt.
Som nævnt i kapitel 6 kommer denne modsætning til syne i uddannelsespolitikken som et kulturhierarki med skriftkulturen øverst. Hierarkiet kan sagtens magtes af de børn og unge, som kan spille på hele mediekulturens register. Men den lader de børn og unge i stikken, der endnu ikke har lært de kulturelle noder, eller som spiller det forkerte instrument. Modsætningen skærpes af, at de fleste behøver træning og hjælp til at lære at læse og få adgang til skriftkulturen, mens de fleste af os har visuelle kompetencer fra vores øvrige liv, som vi kan overføre direkte på billedmedierne, der er centrale i blandingskulturen.
Hertil kommer, at mange børn og unge i fritiden søger mod et kulturelt indhold, der giver mulighed for intense og innovative oplevelser, som vi så i kapitel 3. Det rummer en umiddelbar fare for, at de nedprioriterer informationer og andre former for oplysning, der kræver længere tids fordybelse, eller som minder om skolesystemets indlæring. Det er en udfordring for demokratiet, som vi kender det, at så mange i den yngste generation fravælger klassiske oplysningsformer som avis og faglitteratur.
Problemerne vedrørende kompetencer og kulturhierarki antyder en polarisering mellem en stor gruppe af, hvad jeg vil kalde kulturstærke børn og unge og et mindretal af kultursvage børn og unge. Som nævnt i kapitel 6 taler man inden for læseforskningen om, at midten af rimeligt gode læsere er blevet jævnet ud til siderne: Der er både blevet flere gode og flere dårlige læsere. Det ser ud til, at denne polarisering er blevet en generel tendens i børne- og ungdomskulturerne - og i vores sociale liv i al almindelighed (Walker & Walker 1987, Turkel 1989).
I forbindelse med de såkaldt nye medier (som jo ikke er så nye endda, hvis man tænker på computeren) tales ofte om forholdet mellem informationsstærke og informationssvage brugere (se fx Dybkjær & Christensen 1994). I forlængelse af min diskussion i kapitel 6 om forholdet mellem computeren og de øvrige medier, vælger jeg at tale om kulturstærke og kultursvage grupper. Hermed understreger jeg et særligt perspektiv på mediebrug: Hvad kendetegner så de kulturstærke børn og unge ud fra disse prioriteringer? Kodeordet er mangfoldighed, som kommer til syne på flere planer: Omvendt er de kultursvage børn og unge kendetegnet ved, at de opøver ensidige kulturelle kompetencer og har en smal aktivitetsprofil, der kommer til udtryk som et negativt spejlbillede af ovenstående punkter.