8. Mediedannelse

Forholdet mellem børn, unge og medier er traditionelt blevet undersøgt ud fra to perspektiver. Ud fra det første perspektiv ser man med vidvinkel på, hvorledes medierne mere alment indgår i socialisationen af nye generationer, og hvorledes nye medier medvirker til at ændre normer og bevidsthedsformer. Den tradition er navnlig udviklet inden for socialvidenskabelig og psykologisk medieforskning. Ud fra det andet perspektiv ser man i close-up på, hvorledes medierne mere specifikt kan indgå i skolens pædagogik. Den tradition er navnlig udviklet inden for mediepædagogikken. Begge traditioner bygger på et oppefra-og-ned syn på børn og unge (hvad kan vi lære dem?), og man har traditionelt været særdeles opmærksom på at pege på handlemuligheder i forhold til konkrete områder.
Min diskussion af mediepolitiske handlemuligheder i det følgende tager sigte på at hindre, at der sker en yderligere polarisering mellem kultursvage og kulturstærke børn og unge. Den diskussion tages ud fra et tredje perspektiv, der kan sammenfattes i begrebet mediedannelse:


8.1. Handlemuligheder på kort sigt: Avis og tv

De mest umiddelbare muligheder for at hindre uddybning af skellet mellem kulturstærke og kultursvage børn og unge ligger inden for mediepolitikkens eget resortområde. To områder springer her i øjnene, nemlig aviser og tv, hvor det er oplagt, at dannelsesfundamentet knager for en del børn og unge.
Når det gælder avislæsning, er der i hvert fald to væsentlige spørgsmål: Hvorledes gør man aviserne mere attraktive for nye læsere, så man modgår den stigende troløshed mod den daglige avis? Hvorledes fastholder man unge abonnenter efter, at de flytter hjemmefra? Flere undersøgelser (Knudsen mfl. 1991, Jauert 1994) har diskuteret, hvorvidt man skal man have særlige sider for børn og unge i aviserne, eller om aviserne i almindelighed skal gøres mere børnevenlige i deres formidling. Denne diskussion kan ikke afgøres her - måske er der ikke tale om et enten-eller, men et både-og. Men det kan anbefales, at diskussionen i højere grad end hidtil relateres til børn og unges øvrige hverdag og deres egne informationsbehov.
Som vi har set i kapitel 1-3, har mange børn og unge fortsat stort behov for og lyst til at blive informeret, fordybe sig og få baggrundsviden. Men den lyst indgår i en opdelt og ofte presset hverdag. Den skærpede konkurrence med tvs magasinprogrammer og de digitale opslagsværker er godt i gang med at udvide informationsbegrebet. Hvad aviserne mangler i hurtighed i forhold til konkurrenterne, kan de til gengæld opnå i dybde og ikke mindst sammenhæng. I dag blandes fiktion og fakta mere, og her kan aviserne skærpe pressens tradition for features. Set i forhold til de udviklinger, vi har set i børn og unges læsemønster, bør aviserne muligvis også satse mere målrettet på store piger og unge kvinder, som generelt er mere trofaste læsere end deres mandlige jævnaldrende. Altså en strategi, der ikke kun satser på at få de bortløbne får ind i folden igen, men også plejer dem, der er i folden. Nogle konkrete forslag:
tv-området har dereguleringen måske haft størst indflydelse på børn og unge op til 14-15 år: De er specielt afhængige af public-service medier til at sikre alsidighed og kvalitet, fordi de hverken politisk eller økonomisk har så stor mulighed som unge og voksne til at søge alternativer, hvis medieudbuddet er for smalt eller for ensidigt. I den skærpede mediekonkurrence har især TV2 svigtet den yngste del af befolkningen. Ved at satse på familieprogrammer i prime time svigter man de mindre børn, hvoraf de fleste kun ser tv indtil ca. kl. 21. De kan simpelthen ikke 'vælge' andre programmer på andre tidspunkter, fordi deres seertid er relativt begrænset. Hertil kommer, at en meget stor del af børneudsendelserne er importerede (og ofte tekstede) programmer, der ikke i samme grad som danske programmer viser genkendelige problemfelter, hvilket er specielt vigtigt for de yngste.
Samtidig med denne underprioritering på public-servie området, er de kommercielle medier som nævnt blevet markant forynget med flere og flere programmer for børn og navnlig unge. Her kunne både DR og TV2 gå ind ikke mindst på fiktionsområdet, som i udlandet er genstand for intens programudvikling. Således udgør australske soaps allerede en markant konkurrent til de amerikanske, hvilket man bla. har erkendt i England. Her har man længe produceret populære fiktionsserier med unge hovedpersoner og genkendelige problemstilinger som fx BBCs Neighbours, der i 1993 var de 9-15 åriges favourit med omkring 80% af deres seertid, når den blev sendt (AGB Television Yearbook 1994: 68). I efteråret 1995 lancerer Channel 4 en ny soap specielt målrettet mod unge kvinder. Det sker bla ud fra en dialog mellem engelske medieforskere og producenter: Flere udtrykker ønske om at give mere realistiske tolkningsrammer, som unge umiddelbart kan relatere til deres egen hverdag. Det kommercielle ITV har dog også rent økonomiske grunde til at tænke i retning af de såkaldte SKIPs (School Kids with Pocket money): med deres ofte ret store personlige forbrugsmuligheder udgør de et lukrativt, men også labilt market, og ITV satser bevidst på en børne- og ungdomsprofil i sit bud på at få rettighederne over en ny kanal 5.
Mediepolitisk kan man sammenligne public-service tv med situationen på filmområdet, hvor dansk produktion jo også er i skarp konkurrence. I Filmloven øremærkes 25% af de offentlige tilskud som bekendt til produktion af børne- og ungdomsfilm. Herved får børn og unge et vist udbud af film, der behandler nærværende emner på dansk, og den hjemlige filmproduktion vedligerholder løbende produktionsgrupper, der får mulighed for at udvikle nye æstetiske udtryk. Der er ingen tvivl om, at denne støtteordning medvirker til at fastholde børn og unge som biografernes kernepublikum, selvom de selvsagt ser andet end Fuglekrigen og Viktor og Viktoria. Der synes store muligheder i den Nordiske TV Fond og i national samproduktion mellem film og tv, eftersom netop børne- og ungdomsfilm allerede er vældig populære i biograferne. Konkrete forslag:

8.2. Handlemuligheder på længere sigt: Folkebibliotek og skole

Politik udføres fra forskellige politiske rum, som er udtrykt i ministeriernes resort-områder. Men livet leves ikke i adskilte rum. En mere langsigtet mediepolitik i forhold til børn og unge må derfor åbne til tilstødende politiske rum, der varetages af fx Kulturministeriet og Undervisningsministeriet. At netop disse to områder er centrale i mediepolitikken skal ses i forlængelse af diskussionen i kapitel 6 om forholdet mellem dannelse, oplysning og demokrati som hovedhjørnestene i dansk politisk tratition. De moderne massemedier har medvirket til at omdefinere disse hjørnestene, og en langsigtet mediepolitik må derfor inddrage både folkebibliotekerne og uddannelsessystemet.
Folkebibliotekerne er centrale i dansk folkeoplysning. I dag er både oplysningen og folket imidlertid anderledes end på Grundtvigs tid, hvilket medvirker til at klargøre de demokratiske idealer, der ligger til grund for folkeoplysningstanken. Medierne har givet os en overflod af informationer, og de har rokket grænserne mellem fakta og fiktion. Som det ofte er blevet fremhævet i diskussionen om de digitale medier, så er det demokratiske problem i dag ikke, at folk mangler informationer. Tværtimod. Men vi mangler viden til at kunne vælge informationer, der er relevante for os; vi mangler indsigt til at kunne anvende de informationer, vi vælger, så de bliver til oplevelser for os selv; og vi mangler ofte netværk til at kunne omsætte vores viden og oplevelser i handling.
Ikke blot oplysingen har ændret sig. Det har folket også. Som nævnt i kapitel 1, lever vi en mere individualiseret og opdelt tilværelse end tidligere. De folkelige foreninger, som oplysingstraditionen hviler på i Danmark, har fået konkurrence fra uformelle netværk, en større mobilitet og andre kulturelle prioriteringer end dem, det folkelige fællesskab hviler på. Det giver åbenlyse problemer i foreningerne for de demokratiske idealer om direkte deltagelse. Set fra børn og unges side, så har de fortsat ringe indflydelse på fx fodboldklubbens økonomi. Det havde de måske heller ikke tidligere. Men i dag kan børn og unge eksperimentere med selvstændighedens og dialogens svære kunst mange andre steder end ved at komme i foreninger og klubber.
Set i forhold til de ændringer, der er sket med både oplysning og folk, så må nutidens oplysningsbegreb derfor rette sig mod viden, oplevelseskvalitet og handling. De prioriteringer er naturligvis særlig påtrængende i forhold til børn og unge, som skal drages ind i oplysingstraditionen, så de selv kan være med til at ændre den.
Folkebibliotekerne er allerede centrale folkeoplysende institutioner for mange børn og unge, der stadig går oftere på biblioteket end resten af befolkningen. En del børn og unge bruger allerede biblioteket som et værested og socialt samlingspunkt, netop fordi det er frivilligt at komme der. Den situation bør fastholdes og udnyttes: Bibliotekerne skal ikke være socialpædagogiske foranstaltninger, men kulturelle ressource-centre. De yngste brugere søger både fag- og skønlitteratur; men hvor drenge tillige søger oplevelser i form af video og computerspil på de biblioteker, der har disse medier, så er det navnlig piger og unge kvinder, som henter oplevelser i bøgerne.
Hvis bibliotekerne skal tilgodese flest mulige børn og unge, må de på længere sigt udbygges til egentlige multimedie-centre. Flere steder har man haft gode erfaringer med at lade unge computer-entusiaster fungere som konsulenter, der kan vejlede nye brugere. Deres 'vandrette' kommunikation og direkte brugsforhold synes at kunne overtale selv mere tøvende børn og unge (Drotner 1993). Det er imidlertid vigtigt at supplere denne type bistand med bibliotekarernes mere professionelle kompetencer, så brugerne tilskyndes til at anvende computeren så varieret som muligt. Mange lokalafdelinger har allerede en solid tradition for at vise børnefilm på biblioteket. Denne tradition kan udbygges, både når det gælder lån af videoer, CD-rom og musik. Konkrete forslag: Som nævnt i kapitel 6 er uddannelsessystemet et helt centralt forum for mediedannelse, fordi det her er muligt at gøre medierne til en fælles ressource og et fælles udviklingsmiddel på en måde, som fritiden ikke i samme grad levner plads til. Det vigtigste politiske middel til at undgå yderligere polarisering mellem kultursvage og kulturstærke børn og unge er derfor, at vi integrerer alle medier i skolens dannelsesgrundlag. Der ligger en helt principiel social og kulturel udfordring i at gøre den blandede mediekultur til en del af uddannelsessystemets dannelsesbegreb. Kun via en sådan langsigtet mediedannelse kan vi sikre, at også de børn, der i fritiden lever på kulturel smalkost, får tilbudt mere alsidig og varieret føde.
Som vi så, har mediepædagogikken navnlig i Nordeuropa udviklet sig fra vaccination til ekspression. Denne udvikling indebærer samtidig, at der lægges stigende vægt på elevernes egne kompetencer. Definitionen af media education fra British Film Institute dækker denne nyere tilgang: 'It is the natural electronic extension of reading and writing, and should teach how the media reach real audiences and elicit real responses from them. It should give children 'high expectations of television, of all media and of themselves (Bazalgette 1991: 58).
Når jeg anvender begrebet mediedannelse i forhold til uddannelsessystemet, sker det første for at understrege handlingsaspektet i Bazalgettes definition: Mediedannelse i skolen er også opdragelse til aktion. For det andet understreger begrebet, at medierne ikke blot bør være teknisk flødeskum på bogkulturens lagkage. Ved at indarbejde den blandede mediekultur i skolens almene dannelsesbegreb styrkes både de kulturelle ressourcer og sociale rettigheder, som børn og unge bør få via skolesystemet.
Mediedannelsen bør bygge på og respektere elevernes egne ressourcer, men disse bør kobles med en professionel læring. Hvor man i 1970ernes kritiske mediepædagogik ofte søgte at erstatte elevernes 'dårlige smag' med lærerens mere udviklede kritiske sans, så drejede dele af 1980ernes mediepædagogiske eksperimenter i den modsatte grøft: Elevernes prioriteringer og udtryksformer blev accepteret som tilstrækkelige og til tider bedre, blot fordi det var elevernes egne. Udfordringen for fremtidens mediedannelse ligger i at kombinere analyse, produktion og handling. Herved tager man de bedste erfaringer fra de hidtidige mediepædagogiske traditioner.
På baggrund af disse traditioner taler flere og flere internationale mediepædagoger om at udvikle elevernes media literacy. Deres tanker ligger på linje med den norske medieforsker Trond Berg Eriksen (Eriksen 1987: 179), der netop definerer literacy som en kombination af teknik og brug: Udgangspunktet er, at eleverne kan og vil stille spørgsmål - er opmærksomme på bestemte problemstillinger. Midlerne er en blanding af læring og teknik, og målet er, at eleverne har fået bedre redskaber til at forstå problemstillingerne, så de kan anvende deres svar. Her er vi måske ved en af grundstenene i, hvorledes medierne kan medvirke til at styrke det demokrati, hvis regler hver ny generation må erobre på ny.
Disse erfaringer fra den mediepædagogiske tradition kunne med fordel bringes i anvendelse i forhold til diskussionen om det nyeste medium, computeren. I dag diskuterer man næsten udelukkende dens undervisningsmæssige brug ud fra to synsvinkler: Flertallet ser de pædagogiske problemstillinger snævert i forhold til den ny informationsteknologi. Ingen er i tvivl om, at computerne skal ind i folkeskolen, spørgsmålet er blot: Hvor mange per klasse, og hvad vil det koste? Hvor stort et teknisk kørekort skal eleverne tage? Et mindretal (som dog synes at blive større) ser de pædagogiske problemstillinger i forhold til et meget vidt begreb om kreativitet. Her er heller ingen i tvivl om, at computeren skal ind i skolen, spørsmålet er blot, om den ikke også skal ind i børnehaven ud fra devisen om, at jo tidligere børnene rører tasterne, jo mere kreative bliver de. Og kreativitet er et plusord i de fleste danskeres ører.
Hvis man som jeg har gjort det i denne rapport, betragter computeren som ét - omend centralt - medium blandt andre medier, så bliver det væsentligt at integrere hele den pædagogiske diskussion om informationsteknologi i forhold til diskussionen om, og erfaringerne med, mediepædagogik. De første mediepædagoger startede også som tekniske optimister, men mange mediepædagoger er i dag snarere, hvad man kunne kalde kulturelle realister. Set i lyset af den pædagogiske udfordring, der nu ligger i at kombinere analyse, produktion og handling, må spørgsmålet om mediedannelse på længere sigt udvides på følgende områder: Afslutningsvis skal det understreges, at kyndige medieborgere på lang sigt er den bedste garant for kvalitet og alsidighed i medierne. Hvis medierne skal medvirke til at styrke borgernes demokratiske muligheder, må de mediepolitiske handlinger række ud over medierne selv. Og de mediepolitiske visioner må i hvert fald række til år 2013, hvor de, der fødes i 1995 får valgret. Nutidens børn og unge er centrale i at udvikle fremtidens mediesamfund. Spillet om den fremtid er allerede i gang.