Rapportens afgrænsning og metode

Når jeg i det følgende sætter børn og unges mediebrug i centrum, indebærer det to prioriteringer: For det første lægger jeg vægt på at belyse medierne set fra brugernes synsvinkel, og jeg ser her i særlig grad på, hvilke ligheder og forskelle, der findes, når det gælder små og store, drenge og piger. Jeg inddrager kun spørgsmål om økonomi og organisation i det omfang, de er umiddelbart relevante for modtagerne. For det andet lægger jeg vægt på at belyse medierne i forhold til hinanden, og jeg giver derfor ingen systematiske og fuldstændige analyser af fx tvs samlede programudbud for børn og unge. Derimod gives eksempler på formater, der kendetegner et bestemt medium eller en bestemt ny udvikling. Det sidste indebærer, at jeg angiver udviklingstendenser over tid og i forhold til andre lande, hvor mit materiale giver mulighed for det.
Der er i Danmark ikke tradition for systematisk analyse af børn og unges kulturer og mediebrug, og vi har ingen landsdækkende undersøgelser af det samlede mediebrug for alle børn og unge. Jeg har søgt at råde bod på dette i rapporten her, hvilket også medfører, at der er en del tabeller i kapitel 2. Det tilgængelige materiale har to former: Kvalitative og kvantitative data. For det første har jeg anvendt mediepædagogiske rapporter og kvalitative undersøgelser af børn og unges medieanvendelse fra ind- og udland. Disse undersøgelser tager næsten alle udgangspunkt i enkelte medier, og jeg har derfor fundet det nødvendigt at supplere dem med mere generelle analyser af børn og unges hverdag og kultur.
For det andet har jeg haft adgang til kvantiative data. Det gælder først og fremmest Medieudvalgets to særkørsler: Gallups Børne- og Ungeindeks fra hhv. 1984, 1986 og 1988 (13-19 årige), samt AIMs såkaldte Børne- og ungdomsbus fra 1987, 1990, 1992 og 1994 (7-18 årige plus 5-6 årige for 1994). De tidligste data er således fra 1984 og omfatter ikke børn op til 13 år. Desværre kunne man hos AIM ikke læse tidligere data på grund af nye styresystemer - computerteknologien giver os altså ikke kun adgang til nye informationer, den spærrer også for adgang til gamle oplysninger. Manglen på 'historiske' data opvejes delvis af tilgængelige kulturstatistikker fra Danmarks Statistik (fra 16 år og op) og fra Socialforskningsinstituttet. Her har man foretaget flere undersøgelser af den voksne befolknings fritid (16 år og op) i hhv. 1964, 1975, 1987 og 1993 (Fridberg 1989, 1994), ligesom man har undersøgt de 7-15 åriges fritid i henholdsvis 1987 og 1993 (Andersen 1989, 1995).
Når det gælder sammenligning af data, har jeg overalt valgt materiale, som er indsamlet efter (næsten) samme metoder. Fx er børn og unges læsning dokumenteret i en række tidsanalyser, som imidlertid ikke umiddelbart kan sammenlignes, fordi man har spurgt forskelligt: Er du igang med en bog for tiden? Hvor mange bøger har du læst inden for de sidste fem uger? Læser du sommetider noget af følgende? Hvor ofte læser De bøger? Hertil kommer, at Socialforskningsinstituttet spørger generelt til læsning, mens Gallup og AIM spørger til bestemte aviser og blade. Disse forskelle er ikke altid taget i ed, når man har anvendt statistik i den heftige debat om skrift- og billedkultur, som Ejgil Søholm døbte 'bogdropperdebatten' i 1983.
Det grundlæggende problem er dog, at forskellige institutioner definerer børn og unge forskelligt. Socialforskningsintituttet regner 16-årige med til den voksne befolkning, hos AIM er man ung til og med 18 år, mens Gallup har en speciel kategori for de 18-19 årige. Hertil kommer, at de enkelte analysebureauer af og til ændrer på deres aldersfordeling. Disse forskelle præger naturligvis min analyse af børn og unges medieprofil, hvor jeg ikke systematisk har kunnet sammenligne eksakte procentsatser og aldersgrænser tilbage i tiden. De generelle tendenser er imidlertid tydelige nok.
At definere, hvornår man er barn og ung, er selvfølgelig en teknisk sag, der ofte tillige har økonomiske grunde: Således er det afgørende for Gallup at kunne skille de unge ud, fra de får stemmeret som 18-årige. Men definitionerne rummer andet og mere end tekniske problemer. De peger tillige på, at det er blevet mindre selvfølgeligt at afgrænse, hvem børn og især unge er i et moderne samfund. Den problemstilling sætter en ramme for, hvorledes medierne tiltaler børn og unge. Hvem er det egentlig, de taler til?