Resumé

Massemedierne udgør i dag en integreret del af børn og unges hverdag. Inden vi er 16 år, har vi tilbragt flere timer sammen med medierne end i skolen. Tv, video og film, radio, blade og computere udgør kernen i både informationsudveksling, kulturel dannelse og personlig underholdning. Børn og unge er den del af befolkningen, der anvender flest medier, de anvender medierne først og for de flestes vedkommende også i videst omfang. Specielt unge hører også til de mest nysgerrige, når det gælder om at udforske nye medier som rockmusik, video og computer.
I den offentlige mediedebat indtager børn og unge en central rolle, som imidlertid ofte begrænser sig til ganske få problemstillinger. Følgende spørgsmål går igen: Skaber medierne øget vold blandt børn og unge? Gør medierne børn og unge passive? Ser børn og unge tv og video i stedet for at læse, så vi er ved at få en modsætning mellem billedkultur og en skriftkultur? Disse spørgsmål er både forståelige og vigtige for et samfund, der har tradition for at lægge vægt på børns selvstændighed og sociale forståelse. Det er imidlertid mit hovedsynspunkt, at vores svar må tage udgangspunkt i og ses i forhold til den rolle, som medierne i al almindelighed spiller i børn og unges hverdag. Det er dette samlende perspektiv, som ligger til grund for rapporten her.
Hvilken plads og betydning har medierne i børn og unges hverdag? Hvad er udviklingstendenserne i de nye generationers mediekultur? Og hvordan sikrer vi, at medierne bliver sociale og kulturelle ressourcer for flest mulige børn og unge også i fremtiden? Det er rapportens formål at besvare disse overordnede spørgsmål. Jeg tager altså udgangspunkt i en bestemt befolkningsgruppe og ser her ud fra medierne på tværs. Det er ikke et enkelt medium, der står i centrum, men snarere, hvorledes medierne spiller sammen og spiller ind i børn og unges hverdag.
Når voksne taler om børn og unge i forhold til medierne, taler vi næsten uvægerligt om, hvilken rolle medierne spiller i opdragelsen. Voksne har både magt til - og ansvar for - at diskutere, hvilke grundlæggende værdier, vi ønsker at give videre til de kommende generationer. Det gælder, hvad enten vi er forældre, lærere eller på anden måde formidlere i forhold til børn og unge.
Dette ansvar gennemvæver rapporten i form af to overordnede synsvinkler, som mediebrugen relateres til, nemlig demokrati og dannelse. De to synsvinkler kan sammenfattes i spørgsmålet: Hvorledes kan medierne medvirke til at opdrage børn og unge til demokrati? Her forstår jeg medier som sociale og kulturelle ressourcer, der giver børn og unge muligheder for at tolke deres hverdag og handle i den. Og jeg forstår demokrati som et begreb, der omfatter mere end at skrive læserbreve i aviserne og stemme ved valgene - det omfatter de muligheder, borgerne har både privat og offentligt for at kunne udnytte deres 'økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder', som der står i Medieudvalgets kommissorium. De rettigheder skal hver generation tilegne sig og videreudvikle på ny. I dag er medierne centrale budbringere både for demokrati og demagogi.
Rapporten er struktureret som et timeglas med de mest håndfaste oplysninger i midten. Del I ridser de generelle rammer op for børn og unges mediebrug og beskriver, hvad der kendetegner hverdagen, børne- og ungdomskulturerne og de medieformer, som henvender sig til børnene og de unge: Hverdagen er delt op, og her er det specielt skellet mellem fritid og skole, som er vigtigt. Den kulturelle dimension er generelt set blevet opprioriteret, og vi ser tendenser til, at børns og unges fritidskulturer bliver mere innovative, mere individuelle og mere intense. Forskellige medier indgår i både skole og fritid og medvirker til at binde hverdagen sammen. Men mediebrugen adskilles også i hverdagen: Forskellige medier fremmer forskellige kompetencer, og medierne anvendes forskelligt afhængigt af alder, køn og klasse.
Del II giver et overblik over børn og unges medieprofil i henholdsvis fritid og skole: Hvilke udviklingstendenser finder vi? Hvilke alders- og kønsmæssige forskelle er der i brugen af de enkelte medier? Tre forhold fremhæves som særlig vigtige: For det første indebærer skellet mellem skole- og fritidskultur, at medierne adskilles i en overvejende skriftlig kultur i skolen og en blandet mediekultur i fritiden. For det andet indebærer den mediemæssige adskillelse, at skolen kun i begrænset omfang udnytter de mangesidige sociale og kulturelle ressourcer, som flertallet af børn og unge opøver i fritiden. Disse ressourcer opsummeres i begrebet 'multimedie-generation': Nutidens børn og unge er ofte de første og de ivrigste til at anvende nye medieformer som computere, der integrerer ord, billede og lyd i ét medium. De udnytter hele mediepaletten - radio, tv, film, bøger og blade. Medierne medvirker i stigende grad til at udfylde luftlommer og tidssprækker i de dele af hverdagen, som ikke er planlagt. Endelig for det tredje ser vi en tendens til, at et mindretal af børn og unge med en mere ensidig mediekost skiller sig ud fra flertallet, der vælger ud fra en mere alsidig mediemenu.
Endelig giver del III et bud på, hvorledes børn og unges mediebrug kan tænkes at udvikles i fremtiden. Det sker ud fra en diskussion af, hvad rapporten definerer som henholdsvis kulturstærke og kultursvage børn og unge. På det grundlag stiller rapporten afslutningsvis nogle handlemuligheder op, der specielt retter sig mod de overordnede problemstillinger, dannelse og demokrati. Rapporten har to hovedkonklusioner, der samtidig er svar på hovedspørgsmålet om, hvorledes medierne kan medvirke til en demokratisk opdragelse: For det første at vi lever i en blandet mediekultur, der skaber stærkt stigende krav til, at børn og unge kan tolke en bred vifte af medieudtryk, og at de kan forstå dem sammen. Et mindretal har ikke nøglerne til disse tolkninger, og uddannelsessystemet prioriterer ikke at skaffe dem. For det andet at medierne kan medvirke til at styrke demokratiet ved at udvikle børn og unges mediedannelse: Alle medier og ikke blot computeren må indgå som en del af det grundlæggende dannelsesbegreb i hele skolesystemet, så den yngste generation får redskaber til at skaffe sig viden og oplevelseskvaliteter, der kan føre til demokratisk dialog og handling.