2. Public service

2.1. Indledning

Begrebet "public service" er efterhånden gledet ind i det danske sprogbrug som betegnelse for de offentligt eller delvist offentligt finansierede elektroniske medier (DR og TV 2) i mangel af et bedre dansk udtryk. Det engelske begreb er flertydigt: public service kan på den ene side betyde "offentlig tjenesteydelse" eller "offentlige medier". På den anden side dækker begrebet noget som har med almenheden, publikum eller forbrugerne at gøre, dvs. "betjening af almenheden" eller "radio og tv i almenhedens tjeneste".

Når begrebet public service anvendes i den mediepolitiske debat, er det ofte for at referere til, eller tage udgangspunkt i, det engelske BBC og de idealer og den tradition, der er udviklet omkring denne medieinstitution. Med udgangspunkt i at radio- og senere tv-frekvenser oprindeligt var en begrænset ressource bestemte de fleste europæiske lande sig for at indrette og regulere udnyttelsen af denne ressource som et offentligt gode under statens kontrol og med en form for offentlig finansiering eller forbrugerafgift (licens). Udgangspunktet er altså grundlæggende anderledes for de elektroniske end for de trykte medier, hvis historie er tæt sammenvævet med etableringen af et pluralistisk demokrati, hvor nogle af de vigtige forudsætninger er ytringsfrihed og trykkefrihed.

Radio- og fjernsynsmedierne er i de fleste europæiske lande født som monopolinstitutioner og dermed underlagt en statslig kontrol under en eller anden form, men i lande med tradition for et pluralistisk demokrati har kravet netop været, at medierne skulle betjene almenheden gennem et pluralistisk eller alsidigt indhold, og man har på forskellig vis opbygget et system, der skal sikre virksomhederne redaktionel frihed i forhold til statsmagten. Gennem de senere år har man i langt de fleste lande liberaliseret det elektroniske mediemarked og tilladt etablering af nationale kommercielle kanaler ved siden af de offentlige. Liberaliseringsdiskussionen er også aktuel i Danmark, og dette spørgsmål er et af de væsentlige emner, som en kommende medielovgivning må tage stilling til og dermed også et emne, som er centralt for denne betænkning.

De forandringer, der i de senere år er sket med hensyn til mængden og arten af de elektroniske medier, har udvidet mediepolitikkens genstand til et ganske komplekst system. Det er dermed blevet stadigt klarere, at det er nødvendigt at skelne mellem forudsætninger, man ønsker skal gælde for det samlede mediesystem eller dele af det og så de krav og forpligtelser, som stilles til public service medier. Tidligere - i den lange periode, hvor de elektroniske medier var identiske med public service medier - har en sådan skelnen ikke været relevant, og dermed har public service begrebet været altomfattende i den forstand, at alle gode og demokratiske intentioner med mediesystemet skulle indfries af disse medieinstitutioner. Den senere tids udvikling har imidlertid klargjort, at en sådan skelnen er nødvendig, og at der kan stilles krav til det samlede mediesystem, der ikke nødvendigvis skal honoreres af public service institutionerne.

I den sammenhæng, hvor der diskuteres liberalisering og øget konkurrence på det elektroniske mediemarked, må public service begrebet derfor præciceres til at gælde bestemte institutioner, som i forhold til staten er aftalemæssigt forpligtet til et bestemt programindhold. Man må som nævnt skelne mellem krav eller idealer, som kan opstilles i forhold til det samlede mediesystem ud fra overordnede perspektiver af demokratisk, kulturpolitisk eller anden art og krav, der stilles til den enkelte public service institutions programudbud. De overordnede krav til mediesystemet kan være begrundet i ønsker om at skabe større mangfoldighed ved at give flere aktører adgang til at udsende radio og tv, eller at skabe større spredning med hensyn til produktion af udsendelser, at skabe flere ytringsmuligheder for befolkningen el. lign. Indfrielsen af disse forskellige krav til et samlet mediesystem er ikke identisk med, og bør derfor af principielle grunde holdes adskilt fra, public service begrebet.

Public service er, som det fremgår, ikke noget entydigt, men en forestilling eller et ideal om en bestemt programpolitisk målsætning, som i allerhøjeste grad er historisk foranderligt og afhængigt af det omgivende samfunds vurderinger. Eftersom public service og de institutioner, som drives efter disse principper, er så centrale i den danske mediesituation, ser Medieudvalget det som en vigtig opgave at tage stilling til betydningen af at have public service medier på baggrund af deres historie og deres betydning i kulturel og demokratisk henseende.

Medieudvalget finder det væsentligt at bidrage til en afklaring af, hvad der bør lægges i en moderne public service opfattelse, og hvilken rolle public service medierne bør spille i det fremtidige medielandskab.

En mere omfattende og grundig gennemgang af public service mediernes historie og udviklingen i opfattelsen af begrebet findes i bilag 1.

2.2. Public service under udvikling - elementer i den danske tradition

2.2.1. Mellem selvstændighed og politisk styring
DR (eller Statsradiofonien som institutionen hed frem til 1959) blev oprettet i 1926 som en selvstændig offentlig institution og ifølge Radiospredningsloven (1926) skulle programmerne være af "alsidig oplysende og kulturel art". Styringen af DR blev varetaget af et radioråd, som blev udpeget af Folketinget, og som havde såvel programansvar som ansvar for økonomien. Muligheden for direkte politisk indblanding i programvirksomheden var i begyndelsen ganske stor. Radiorådet besad gennem sit programudvalg mulighed for at øve forhåndscensur frem til 1964.

Programudvalget bestod foruden Radiorådets medlemmer af en række ministerudpegede uafhængige kulturpersonligheder, som i flere tilfælde gik ind og forsvarede radioens redaktionelle frihed mod forsøg på direkte politisk indblanding. I 1964 blev Radiorådets beføjelser indskrænket til at udøve "efterkritik" af programmerne. Året efter fik såvel radio som tv sin egen selvstændige nyhedsformidling, som hidtil var blevet varetaget af Dagspressens Telegramudvalg. Dagbladenes indflydelse på nyhedsformidlingen i radio og tv var begrundet i et ønske om at beskytte dem mod konkurrencen fra de elektroniske mediers side. Med loven fra 1973 afskaffede man det selvstændige programudvalg med dets særlige sammensætning, og gjorde i stedet hele Radiorådet til programudvalg. Denne konstruktion medførte en stærk politisering af DR's ledelse på en måde, som efterhånden fra alle sider føltes uheldig. Med 1987-loven om DR blev medlemmer af Folketinget helt udelukket fra at sidde i bestyrelsen for institutionen. Bestyrelsen har det overordnede ansvar for virksomheden og dens beføjelser i forhold til programmerne blev reduceret til et minimum. Programdiskussionen er i stedet overladt til programrådene, som har en rådgivende funktion i forhold til institutionen.

2.2.2. Alsidighed
Omdrejningspunktet for forståelsen af public service er begrebet "alsidighed". Specielt når det gælder nyheds- og aktualitetsudsendelser har der i perioder været stærk strid mellem forskellige politiske opfattelser af, hvordan dette begreb skulle udmøntes i public service mediernes programmer. De politiske stridigheder kulminerede i 1970'erne hvor Aktiv Lytterkomité blev startet med det formål at komme den påståede politiske venstredrejning af radio og tv til livs. Konkret gik diskussionen på, om alsidighed skulle kræves i forhold til det enkelte program eller i forhold til programudbudet i sin helhed og over en vis tid. Lovrevisionen i 1973 bragte ikke nogen afklaring af dette spørgsmål, og i de følgende år forsøgte Aktiv Lytterkomité med støtte i en vis folkelig opbakning at gennemdrive sit krav om "fairness" eller alsidighed i det enkelte program. Dette førte i 1977 til en præcisering gennem Radiorådets vedtagelse af "Almindelige retningslinjer for programvirksomheden", som fastslår, at der bør gælde pluralisme og mangfoldighed i programudbudet (1). Retningslinjerne er i øvrigt stadigt gældende for DR, idet den nye bestyrelse efter lovrevisionen i 1987 anbefalede at følge retningslinjerne. Alsidighedsforpligtelsen kædes i 1973-loven sammen med "hensynet til informations- og ytringsfriheden", og gav på den måde støtte til en mere rummelig tolkning af de frihedsgrader, som institutionen arbejdede under, samtidig med at bestemmelsen fastlagde en form for mindretalsbeskyttelse i forhold til brugerne.

2.2.3. Oplysning, kultur og underholdning
I visse perioder af DRs historie har programlægningen været stærkt præget af et ønske om at opdrage befolkningen kulturelt. I Radioens barndom i 1920'erne og frem til midten af 1930'erne gjaldt der et traditionelt dannelsesideal som målestok for programindholdet. Frem for alt den klassiske musik skulle medvirke til at højne befolkningens kulturelle stade. I 1960'erne blev radio og tv til en del af bestræbelserne for at demokratisere kulturen bl.a. gennem en aktiv statslig kulturpolitik. Kunsten i alle dens former fra den mest eksperimenterende til den klassiske blev anset som et demokratisk gode, som via medierne skulle formidles til hele befolkningen. I den forståelse af mediernes rolle, som udviklede sig i 1960'erne lå der, at medierne skulle tjene samfundet - som en del af en overordnet politik.

I den mellemliggende periode fra midten af 1930'erne og frem til 1960'erne var holdningen til radio- og tv-mediets rolle mere pragmatisk, og der blev sideløbende åbnet op for mere folkelige og populærkulturelle indslag i programmerne. Denne tendens fortsatte for så vidt op gennem 1960'erne, hvor radioen åbnede sin tredje kanal under indtryk af et stærkt ydre pres for at få mere ungdoms- og populærmusik ind i radioens programmer.

Først med lovrevisionen fra 1973 nævnes såvel underholdning som kunst som en del af formålsbestemmelsen for programvirksomheden. Ændringen kan ses som udtryk for pragmatisme eller et ønske om kulturel alsidighed og samtidig udtryk for en vis politisk nedtoning af det folkeopdragende element, som stadig var bærende for opfattelsen af public service mediernes opgave i samfundet.

Det kunstneriske islæt havde fra radioens start været stærkt betonet som en del af programvirksomheden. I 1920'erne grundlagdes Radiosymfoniorkesteret. Senere kom flere orkester- og korensembler til, ligesom man i 1930'erne startede radioteatret og i 1950'erne tv-teatret. Der blev fra starten grundlagt en tradition for at bestille nye musikværker og nye dramatiske værker hos danske kunstnere til radio- eller tv-opførelse. På den måde etablerede DR sig som en af de mest betydningsfulde institutioner i dansk kulturliv.

2.2.4. Decentralisering og adgang til medierne
Som en udløber af den almindelige politiske debat om decentralisering og demokratisering i begyndelsen af 1960'erne begyndte DR opbygningen af regionalradioerne og provinsafdelingen i Århus for såvel radio som tv. Dette gav en større lokal forankring og service for lytterne i landets regioner, men imødekom ikke det voksende krav om at kunne komme til orde i medierne på egne betingelser. For at imødekomme dette behov oprettedes Båndværkstedet i 1972, hvor alle, så at sige, havde mulighed for at komme ind fra gaden og producere en radioudsendelse om det, de havde på hjerte. På denne måde forsøgte man - omend i begrænset skala - at imødekomme ønsket om større ytringsmuligheder for borgerne, og Båndværkstedet blev således en forløber for den senere ordning med tilladelse til at oprette private nærradioer og lokal-tv stationer. TV-båndværkstedet blev oprettet i 1986 i Århus og eksisterer fortsat. Radioens båndværksted blev derimod nedlagt i 1989.

2.2.5. Fra monopol til duopol
Mediekommissionen anbefalede i 1983, at man skabte en ny dansk tv-kanal uden for DR's hidtidige monopol på landsdækkende udsendelser. Tv-kanalens økonomi skulle baseres på licens og reklameindtægter, men skulle i lighed med DR opfylde public service krav til indholdet i programvirksomheden. Man ønskede på den ene side at skabe konkurrence mellem de to kanaler for at sikre et bredere udbud af danske programmer til brugerne. Der var således et udbredt ønske om at bryde DRs monopol på nyhedsformidlingen i tv. På den anden side skulle den nye kanal sammen med DR tage kampen op mod udenlandske kanaler, som via satellit og kabel i stigende omfang fandtes tilgængelige for danske seere. Denne model blev i store træk gennemført ved beslutningen om oprettelse af TV 2 i 1986.

Mediekommissionen tog i sin behandling af public service udgangspunkt i tre teser eller grundregler, som man anså som fundamentale for et public service system:

  1. Systemet må ikke være rent kommercielt.
  2. Der må ikke være tale om en statslig virksomhed.
  3. Systemet skal tjene almenheden.
Mediekommisionens definition af public service bygger på de målformuleringer, som findes i den gældende lovgivning, nemlig institutionen skal forsyne almenheden med et alsidigt og afbalanceret programudbud (med passende hensyntagen til minoriteter), som skal være af interesse for alle dele af befolkningen. Institutionen skal bidrage til ytrings- og informationsfrihed og sikring af en national kulturproduktion samt bevarelse af integritet og uafhængighed i programlægningen i forhold til politiske og økonomiske interesser. Midlerne til sikring af disse mål er bl.a., at en væsentlig del af programmerne er egenproducerede, at borgerne sikres gode og billige modtageforhold, og at de økonomiske midler først og fremmest anvendes til programproduktion og udvikling af programproduktion (betænkning nr. 6/1029, 1985, s. 114).

Det er interessant, at der i forståelsen af public service på dette tidspunkt blev fokuseret på institutionernes uafhængighed såvel af det politiske system som af økonomiske interesser. Det afspejler sig i den lovgivning, der blev til i 1986 og 1987 om henholdsvis TV 2 og DR, og som stadig er gældende principper for medierne, nemlig at man kraftigt nedtoner mulighederne for indblanding i den konkrete programpolitik fra politisk side. Både TV 2 og DR ledes af bestyrelser, som kun meget indirekte har indflydelse på programsiden, og hvor aktive folketingspolitikere er udelukket som medlemmer. Man har tilsvarende lagt stor vægt på at undgå indflydelse fra økonomiske interesser på TV 2 ved at gøre det til en selvejende institution - uden private kapitalinteresser - og bl.a. ved at oprette et selvstændigt reklameaktieselskab som varetager reklamesalget i TV 2. Overskuddet herfra overføres til TV 2 Fonden, hvorfra ministeren afgør hvor meget, der skal føres videre til TV 2 selskabets drift.

Den direkte politiske styring af public service institutionerne er dog fastholdt i en række konkrete tilfælde:

  1. Budgetrammerne for institutionerne skal fortsat besluttes af kulturministeren efter forudgående accept i Folketinget.
  2. I forbindelse med det seneste licensforlig blev en forhøjelse af budgetrammerne for DR og TV 2 politisk kædet sammen med en forudgående aftale om et forøget engagement i dansk filmproduktion (de såkaldte filmpenge).
  3. De folketingsudpegede statsrevisorer har med en lovændring i 1994 fået indsigt i og mulighed for at foretage særlige undersøgelser af DRs og TV 2s regnskaber. Institutionerne betragter dette som et alvorligt angreb på deres uafhængighed.

2.3. Public service i konkurrence

2.3.1. Programindhold og markedsandele
Tilkomsten af kommerciel radio og tv i form af private lokale radio- og tv-stationer, hvoraf en stor andel er reklamefinansierede samt udenlandske private kanaler tilgængelige via satellit og kabel, har grundlæggende ændret rammerne for public service. Institutionerne, som udøver public service, skal ikke kun orientere sig i forhold til deres samfundsmæssige forpligtelser, men må også konkurrere på markedets vilkår for at bevare deres stilling som medier for hele befolkningen (uanset finansieringsform).

Den folkeopdragende programfilosofi, som dominerede i monopolets tid, er blevet afløst af en større lydhørhed overfor publikums interesser og behov. Dels er der skabt konkurrence mellem de to landsdækkende tv-kanaler, og dels har public service medierne måttet afgive en del af seerne og lytterne til konkurrerende elektroniske medier. Dermed er deres funktion som nationens samlingspunkt aftaget, selv om deres betydning som dagsordensættere fortsat er ganske stor, ikke mindst fordi nyhedsformidlingen i de elektroniske medier har fået stigende betydning i befolkningens forbrugsmønster. Generelt anvender befolkningen en stigende del af sit samlede medieforbrug på de elektroniske medier, og af dette anvendes fortsat hovedparten af tiden på danske public service medier.
For radioens vedkommende har konkurrencen fra lokalradioerne betydet, at man har satset på en stærkere profilering af de tre landsdækkende kanaler, som DR råder over. Med den seneste omlægning af radiostrukturen i 1992 skabtes "Danmarkskanalen" på P2 i dagtimerne på hverdage som en kanal med et bredt underholdende indhold for de modne lyttere. Danmarkskanalen indeholder også regionalradioernes stof. P3 har fået en endnu skarpere profil vendt til ungdommen og med et stort indhold af populærmusik. P1 og "P2musik" (hverdagsaftener samt weekend) er blevet rendyrket som specialkanaler for dels politisk, kulturel orientering og debat (P1) og dels for musik (P2musik) - først og fremmest klassisk musik - som i høj grad er bygget op omkring institutionens egne ensembler og andre danske kunstnere. Man har på denne måde formatteret radiokanalerne efter bestemte målgrupper og bestemte former for indhold og musikgenrer. Konkurrencen fra lokalradioernes side har især været mærkbar, når det gælder de unge lyttere og lyttere i provinsen, hvor lokalradioerne har udfyldt et mediemæssigt "hul" ved at kunne betjene dels de mindre lokalområder med servicestof, som DRs 9 regionalradioer ikke har kunnet rumme og dels har kunnet sammensætte musikflader, som har været mere i tråd med lokalområdets eller målgruppens musiksmag.

DR har i øjeblikket en markedsandel på 80% for de tre landsdækkende radiokanaler, mens 20% går til lokalradioerne. Konkurrencen fra udenlandske radiostationer, som bla. findes i kabelnettene, spiller indtil videre ingen rolle i det samlede billede. I internationalt perspektiv lytter danskerne forholdsvis lidt til radio, specielt i sammenligning med de øvrige nordiske lande, men når det gælder markedsandele ligger DR højere end de tilsvarende public service institutioner i de nordiske lande. Norge har som det eneste nordiske land en landsdækkende kommerciel radio (P4), og her er NRKs markedsandel faldet til 61%, mens P4 lægger beslag på 27% og lokalradioerne de resterende 12%.

TV 2s økonomiske afhængighed af reklamesalg har affødt en satsning på nye programformater og en målrettet tænkning i brugernes behov og ønsker samt en satsning på et mere underholdningspræget programudbud end tidligere set i dansk tv. Denne programprofil har da også vundet betydelig opslutning hos det brede publikum. For DR har konkurrencen ligeledes medført en langt større og mere seriøs orientering mod at opfylde forskellige modtagergruppers forskellige behov og ønsker end tidligere.

Danmarks Radio og TV 2 er konkurrenter for så vidt gælder seer opslutningen, og specielt i de første år foregik denne konkurrence om seerne ofte ved, at de samme programtyper blev programsat overfor hinanden. Set ud fra ønsket om at skabe større mangfoldighed og valgmuligheder for seerne er denne konkurrenceform mindre hensigtsmæssig og institutionerne indgik derfor i 1989, under indtryk af en del offentlig kritik, en aftale om at koordinere dele af udsendelsesvirksomheden. Aftalen blev fornyet i 1991 og skal tilstræbe at undgå tidsmæssige kollisioner mellem nyheder, danske børneprogrammer, danske spillefilm, visse sportstransmissioner, ressourcekrævende dansk dramatik- og aktualitetsproduktioner og enkeltudsendelser for mindre målgrupper.
Mellem de to tv-kanaler har der - bl.a. på baggrund af forskellige vilkår ressourcemæssigt og organisatorisk - udviklet sig en vis arbejdsdeling, når det gælder indholdet og sammensætningen af programmerne. DR sender forholdsvis flere "smalle" programmer rettet til særlige målgrupper, bl.a. børn og unge, mere dansk dramatik (ca. 5% af sendetiden i DR overfor ca. 3% i TV 2), flere kultur- oplysnings- og undervisningsprogrammer. TV 2 sender forholdsvis flere underholdningsprogrammer og mere underholdningsprægede oplysnings- og debatprogrammer, flere udenlandske fiktionsprogrammer og frem for alt regionalprogrammer. Forskellene i de to kanalers programsammensætning er som nævnt til dels begrundet i deres forskellige indtægtsmuligheder. Begge kanaler sender sammenlignet med kommercielle konkurrenter betydeligt mere af informative og debatprægede journalistiske programmer, kulturprogrammer, samt nyheds- og aktualitetsstof. Tilsvarende udgør deres andel af film og fiktionsserier en betydelig mindre del af den samlede sendetid. Forskellene i programprofilen i de to kanaler afspejler sig i de to kanalers relative opslutning hos seerne, som i 1994 var 41% for TV 2 og 30% for DR. De resterende 29% fordeles på de indenlandske kommercielle kanaler (6%) og de udenlandske kanaler - først og fremmest TV3 (10%) (se tabel 1).

2.3.2. Ejerformens betydning i public service sammenhæng
Det danske public service system adskiller sig fra systemerne i andre lande, som vi ofte sammenligner os med når det gælder ejerformerne for public service virksomhederne, idet begge de danske virksomheder er offentligt ejede og således drives på nonprofit basis. Som tidligere nævnt lagde den daværende Mediekommision, som udformede rammerne for TV 2s tilblivelse, afgørende vægt på denne forudsætning (jf. kap. 2.2.5). Erfaringer fra andre lande viser imidlertid, at der ikke nødvendigvis er et modsætningsforhold mellem at være en profitdrivende virksomhed og samtidigt fuldt ud leve op til public service forpligelser. Det britiske system er et klart eksempel på dette.

I flere af vore mindre europæiske nabolande har man indført et koncessionssystem efter britisk model. Det svenske TV 4 og det norske TV 2 er eksempler på dette. I begge lande har man valgt at knytte public service krav til disse virksomheder (se bilag 7). For det norske TV 2s vedkommende pålægges der foreløbigt ingen koncessionsafgift, men derimod skal norske TV 2 finansiere udbygningen af sendenettet efter en forud fastlagt plan (en ganske omfattende udgiftspost på grund af landets særlige geografiske forhold). I Sverige indeholder koncessionsaftalen med TV 4, at stationen skal finansiere sendenettet. Derudover opkræves en årlig koncessionsafgift, som tilfalder den svenske stat, og hvis størrelse til dels afhænger af stationens reklameprovenu.
I begge lande har erfaringen vist, at det har været svært at få de pågældende tv- stationer til at opfylde de stillede programmæssige krav (i Norge gælder det tilsvarende for den privat koncessionerede radiokanal). Forklaringerne på dette skal formodentlig søges i flere forhold og kan næppe entydigt føres tilbage til et spørgsmål om ejerformen.

Tabel 1
Seernes fordeling på kanaltyper
DanmarkFinlandNorgeSverige
KanaltypeNavn%Navn%Navn%Navn%

Offentlige
DR31YLE 125NRK55SVT 127
TV 243YLE 219SVT 227
YLE Sv2

Private
nationale
TV310MTV 346TV 219TV 424
Lokal tv4Cable1TVNorge8TV39
TV36Femman3
Udenlandske1371110
I alt10110099100
Kilde: GEAR (Eurofactbook), DR TV-Medieforskning. Tallene for Norge er fra 1993. De øvrige tal er fra1994, første halvår.

I et land som Norge med et reklamevolumen for tv, som må formodes at ligge på niveau med det danske, er det således nærliggende at antage, at indkomstgrundlaget på de givne forudsætninger (bl.a. koncessionsvilkår, ejerforhold, og konkurrence fra andre kommercielle tv kanaler) ikke er tilstrækkelige til at drive en kvalitetspræget public service kanal.

I Sverige, hvor der er et højere samlet reklamepotentiale, ser man imidlertid også problemer, når det gælder at leve op til public service kravene for TV 4. Ejerformen har derfor tilsyneladende en vis betydning i mindre lande med begrænset reklamevolumen, hvor det må antages at hensynet til indtjeningen og publikumsopslutningen er svært foreneligt med kravene om dyre nationale programproduktioner, betjening af mindre målgrupper mv., som public service kravene indebærer. En nærmere analyse af programsammensætningen i TV 4 sammenlignet med andre tv-kanaler, som sender i Sverige, viser at TV4s programsammensætning har større lighedspunkter med de andre kommercielle kanaler (TV 3 og Femman) end med de to øvrige kanaler med public service forpligtelser (SVT Kanal 1 og TV 2 (2). TV 2 Norges egen programstatistik for 1994 indikerer, at noget tilsvarende gør sig gældende for denne kanals vedkommende (3).

I Finland indførte man længe før de øvrige nordiske lande reklamer og kommercielt tv, der indtil 1992 var placeret som "vinduer" i YLEs to nationale kanaler. Fra 1992 har man udskilt det kommercielle MTV, som har fået koncession til den tredje tv-kanal. Der findes ingen public service krav til denne kanal og koncessionsafgiften tilfalder YLE. MTV har ingen nævneværdig konkurrence om reklamemarkedet, hverken fra nationale eller udenlandske tv-kanaler.

Figur 1

I kategorien "Private nationale" indgår satellitkanalen TV 3, som sender på nationale sprog til hhv. Danmark, Norge og Sverige. TV 3 konkurrerer således også om tv reklamemarkedet i de tre lande. Formelt er organisationen hjemmehørende i Storbritannien.

På baggrund af erfaringerne fra de øvrige nordiske lande kan man konstatere, at de danske public service tv-kanaler indtager en forholdsvis stærk position, og at blandingsfinansieringen (licens og reklameindtægeter) samt ejerformen tilsyneladende har været vigtige momenter for at sikre en forholdsvis høj public service profil i TV 2. I de husstande, som kan modtage TV3, er seertilslutningen for TV 2 og DR tilsammen faldet til 59% i 1994, men selv i forhold hertil ligger tilslutningen til public service kanalerne i Danmark dog over, hvad de offentlige public service kanaler i andre nordiske lande har kunnet opnå efter indførelse af en privat reklamebaseret landsdækkende tv-kanal, jf. figur 1.

Udviklingen viser desuden, at de udenlandske kanalers andel af seerne falder i takt med, at de private nationale kanalers andel styrkes. Der er derfor grund til at antage, at også de kommercielle kanaler spiller en rolle for dansk tvs markedsandel i forhold til de udenlandske kanaler.

2.3.3. Public service institutionernes rolle i et konkurrencepræget marked
I DRs seneste programpolitiske udspil (4) lægger man vægt på det samfundsmæssige og demokratiske perspektiv som den centrale målsætning for institutionens virksomhed. Formålet er "at styrke borgernes handleevne i et demokratisk samfund", og dette formål skal realiseres gennem "at oplyse og engagere borgerne, så de på et kvalificeret grundlag gennem deltagelse i det demokratiske liv kan øve indflydelse på deres egen tilværelse." I dette papir lægges der op til at definere institutionens rolle inden for det totale udbud af elektroniske medier, som findes i det danske medielandskab. Man taler således om, at DR "skal forøge valgmulighederne i forhold til det markedsstyrede radio- og tv-udbud." Konkret betyder det, at DR ser det som sin opgave både at producere det, som de andre kanaler ikke kan eller vil sende, og at man fortsat ser det som en vigtig opgave at henvende sig til det brede radio- og tv-publikum med et kvalitetspræget udbud, som lægger vægt på det nationale og de kulturelle forpligtelser, som følger af at være en offentlig radio- og tv-institution.

DRs bud på et moderne public service koncept er altså at kompensere det kommercielle systems mangler ved at sende et større udbud af såvel brede som smalle programmer inden for alle de kendte programkategorier som oplysning, underholdning og dramatik. I den sammenhæng argumenterer man for udvidede sendemuligheder i form af en ekstra tv-kanal og en ekstra radiokanal, som ville give mulighed for at løse et af institutionens dilemmaer, nemlig på samme tid både at fastholde det store publikum og at kunne betjene særlige målgrupper. Man fremhæver, at flere kanaler vil give større muligheder for at sikre mangfoldighed i det samlede medieudbud inden for det samme tidsrum som modvægt til den reelle mangel på valgmuligheder, som et kommercielt domineret mediesystem udviser.

TV 2 er på sin side alvorligt presset af den skærpede kommercielle indenlandske konkurrence (fra TV3, Kanal Danmark-samarbejdet, TV6, ZTV ol. kanaler i fremtiden), som truer seergrundlaget og/eller reklameindtjeningen. Da reklameindtjeningen for tiden (1994) udgør 67% af TV 2s indtægtsgrundlag, er dette naturligvis en konkurrence, som kan få konsekvenser for hele institutionens position og status i det danske mediebillede. Med svindende indtægter kan det blive endnu sværere end hidtil at leve op til de krav, som bør kunne stilles til en public service virksomhed.

I TV 2s seneste mediepolitiske udspil argumenteres der derfor for, at public service forpligtelsen bør defineres forskelligt under hensyntagen til de forudsætninger institutionerne arbejder under. TV 2 anfører, at de fire grundelementer i TV 2s opbygning - den principielle selvfinansiering (reklame), entreprisemodellen, den regionale programproduktion og udsendelsesvirksomhed, samt den lille organisation - i sig selv er en garant for mangfoldigheden og alsidigheden i public service begrebet i TV 2s forstand.
Ligesom DR ønsker TV 2 en yderligere tv-kanal til rådighed for at få mulighed for en større differentiering af programudbudet i den bedste sendetid. Dette ville yderligere give de regionale tv-stationer et større regionalt "vindue" i TV 2-virksomhedens sendeflade.

For at overleve i den skærpede konkurrence med de kommercielle kanaler peger TV 2 på, at det er nødvendigt med en større uafhængighed, herunder sammenlægning med TV 2 Reklame, sanering af gældsposter i forbindelse med institutionens etablering og lempeligere reklameregler (jf. tv-direktivets bestemmelser).

Den hidtidige erfaring med TV 2s virksomhed har vist, at der eksisterer et modsætningsforhold mellem på den ene side institutionens mangelfulde økonomiske grundlag og på den anden side de krav, som er knyttet til tv-kanalens programudbud med hensyn til public service forpligtelser, forpligtelser som institutionen ikke fuldt ud har kunnet leve op til. Disse modsigelser er blevet tydeligere i og med den stigende kommercielle konkurrence, så et vigtigt spørgsmål er derfor at afklare institutionens fremtidige grundlag, såvel omfanget af de public service forpligtelser den skal leve op til, som dens økonomiske og organisatoriske grundlag og råderum.

24. Et nutidigt public service begreb

2.4.1. Alsidighed og kvalitet
Den nuværende samfundsudvikling indebærer en stadigt tættere informationsstrøm ad mange forskellige kanaler og medier. Det er en udvikling, som må forudses at accelerere yderligere i de kommende år med den hastige udbygning af informationsteknologien. Det øger på den ene side borgernes muligheder for at blive informeret, men øger på den anden side også uoverskueligheden, og gør det stadigt vanskeligere for den enkelte borger at skabe sig overblik, sammenhæng og forståelse af samfundets udvikling og den demokratiske proces. Samtidigt er der dele af befolkningen, som mere eller mindre permanent befinder sig uden for arbejdslivet og med en mere eller mindre perifer kontakt til traditionelle samfundsmæssige og politiske institutioner. Den traditionelle politiske organisation og meningsdannelse er under forandring, og eksempelvis de politiske partier mister i stigende grad betydning. En stigende del af befolkningen, ikke mindst blandt unge, foretrækker at lade sig informere af de elektroniske medier, først og fremmest tv, tilsyneladende på bekostning af de trykte medier. Ud fra en demokratisk synsvinkel øger disse forskellige udviklingstendenser derfor kravene til, at der findes et medieudbud med en alsidig og kvalitativ orientering og en bredt orienteret og engagerende formidling af synspunkter og kulturelle strømninger og udtryk. Det placerer dermed public service begrebet centralt i forhold til et stadigt mere uoverskueligt medielandskab.

Et moderne public service begreb må på den ene side fastholde traditionelle dyder, som er udviklet under det forløb, som er skitseret ovenfor ud fra en erkendelse af, at disse indholdsmæssige og kvalitative krav til programindholdet ikke automatisk imødekommes i et fuldt kommercielt system, det vil sige krav om alsidighed, mangfoldighed og kvalitet. På den anden side må der kræves, at public service medierne både kan konkurrere med og fungere komplementært i forhold til de kommercielle medier. Dermed handler et moderne public service begreb også om at forholde sig til det samlede mediesystems funktion.

Mens man i den mere "klassiske" opfattelse af public service har fokuseret stærkt på mediernes rolle som samfunds- og kulturinstitutioner med forpligtelser overfor den politiske og kulturelle offentlighed, kan man sige, at et moderne forståelse af begrebet i højere grad fokuserer på det andet element i begrebet, nemlig at være en service overfor publikum. Public service medierne må kunne betjene hele befolkningen og må kunne betjene alle publikumsgrupper med et varieret programudbud, som imødekommer deres interesser og behov. Derfor er det vigtigt, at der foregår en løbende feed back og dialog med publikum, som sikrer, at man lever op til befolkningens forventninger.

Det grundlæggende begreb i forbindelse med public service er alsidighed eller mangfoldighed. Anskuet ud fra publikums perspektiv vil det sige, at alle mulige modtagerbehov så vidt muligt må søges tilfredsstillet i programudbudet. I forhold til det enkelte program indebærer alsidigheden et krav om, at et emne belyses fra flere sider på en afbalanceret og nuanceret måde. I den sammenhæng handler alsidigheden derfor også om et kvalitetskrav og et krav om tilstrækkelige ressourcer til produktionen. Alsidigheden i forhold til det samlede programudbud handler om, at forskellige emneområder og funktioner for mediet skal tilgodeses, dvs. nyheder, oplysning, underholdning og kunst. Med en tendens til opsplitning af det samfundsmæssige liv i forskellige delkulturer, interessegrupper osv. må kravet om alsidighed derfor også handle om, at forskellige opinioner eller kulturelle former bliver repræsenteret. Til en vis grad handler dette også om publikums mulighed for at komme til orde i medierne (public access).

Endelig handler begrebet alsidighed eller mangfoldighed om valgmuligheder for publikum. Dette kan anskues ikke kun ud fra den enkelte institutions eller kanals samlede udbud, men må i den nuværende situation også anskues ud fra det samlede udbud i henholdsvis radio og tv, dvs. ud fra det samlede systems perspektiv. Ud fra modtagerens synspunkt handler valgmulighederne i høj grad også om, hvilke forskellige muligheder der foreligger i det samme tidsrum. Når et moderne public service begreb i højere grad fokuserer på serviceaspektet, er det klart, at det bliver vigtigt at kunne tilgodese så mange målgrupper i de bedste sendetider som muligt. Derfor er spørgsmålet om supplementskanaler for de eksisterende public service institutioner meget vigtigt at tage stilling til.

Kvalitet defineret som en del af public service forpligtelsen kommer først ind i lovgivningen i forbindelse med indførelse af TV 2. Kvalitet kan forstås på to måder enten som teknisk, professionel og journalistisk kvalitet eller som programmæssig og æstetisk kvalitet. At kvalitetsbegrebet dukker op i lovgivningen er i sig selv en indikator for, at vægtningen har forskudt sig fra en forståelse af public service primært som en samfundsmæssig funktion, der har til opgave at sikre demokratisk og kulturel lighed, og til en forståelse af at medierne og deres programudbud også er et formål i sig selv. Dermed kommer programmernes kvalitet som selvstændige produkter, deres æstetiske kvaliteter og tiltrækning mere i centrum. Ikke mindst når det gælder tv ses mediet mere som en selvstændig kulturform.

Kvalitetsdiskussionen er således et udtryk for en nyorientering af public service begrebet bort fra den paternalistiske forestilling om at skulle opdrage befolkningen, hvor det mere har været mediets evne til at skabe en effekt hos brugerne, der har været genstand for opmærksomhed. Teknisk, programmæssig kvalitet og professionalisme har derimod hele tiden været betragtet som en selvfølgelig forudsætning. Når holdningen til public service ændrer sig i retning af, at medierne skal tjene befolkningens ønsker og dermed også i højere grad indrette sig på markedets og konkurrencens præmisser, bliver programmets egenskaber som program vigtigere. Legitimiteten for public service kommer derfor også i højere grad til at dreje sig om institutionernes evne til at producere kvalitet i programudbudet.

Sværere er det naturligvis at definere og anvende kvalitet som målestok for public service. På den ene side er det muligt at fastlægge visse tekniske, håndværksmæssige og professionelle normer for et programs kvalitet. På den anden side har man æstetiske og kulturelle kvalitetsnormer, som på det nærmeste er uanvendelige i en operationel sammenhæng. Hvis man skal anvende kvalitet som norm for en vurdering af public service, er man derfor nødt til at anvende det konkret i forhold til bestemte mål, som kan opstilles for de enkelte programmer, typer af programmer eller sammensætningen af programmer i en radio- eller tv-kanal osv. Kvalitet er ikke noget absolut, men kan i denne sammenhæng defineres i forhold til bestemte formål og i relation til bestemte målgrupper. Kvaliteten må derfor måles i forhold til, om bestemte formål opfyldes, og i forhold til målgruppernes egen vurdering af de pågældende programmer.

2.4.2. Spørgsmålet om entrepriseproduktion
TV 2 blev ved sin oprettelse opbygget som en lille produktionsenhed, der i første række skulle producere nyheds- og aktualitetsprogrammer. Den resterende del af programvirksomheden tilvejebringes enten som entrepriseproduktioner eller i form af indkøb hos danske og udenlandske producenter.

Entreprisemodellen var en af de bærende ideer bag oprettelsen af TV 2 - under stærk inspiration fra den britiske tv-station Channel Four. Entreprisemodellen er skabt ud fra ønsket om større fleksibilitet og mangfoldighed, når det gælder programproduktion. Samtidigt styrker en sådan produktionsform de uafhængige film og tv-produktionsmiljøer i landet og er således et væsentligt element i opretholdelsen af dette produktionsmiljø. I Storbritannien er entrepriseproduktion et grundvilkår for både Channel Four og ITV (Storbritanniens regionalt baserede tv-kanaler), samt et lovfæstet krav til BBC, hvor 25 % af sendetimerne udover nyheder skal være produceret af uafhængige producenter. I Danmark har udover TV 2 især TV 3 set en fordel ved at lægge al dansk produktion ud i entreprise. DR-TV har hidtil i altovervejende grad produceret sine programmer selv, men har i de seneste år i lidt større omfang benyttet uafhængige producenter til sine programproduktioner.

I international sammenhæng har spørgsmålet om de uafhængige producenters rolle også været stærkt debatteret ikke mindst ud fra et overordnet synspunkt om at forstærke den europæiske andel af den internationale programproduktion, som i øjeblikket er stærkt domineret af produkter fra USA. I EU-sammenhæng har man således i tv-direktivet samt i EUs mediaprogrammer indlagt reguleringer og støttemuligheder med henblik på at øge andelen af produktioner fra uafhængige europæiske producenter.

Set ud fra tv-institutionernes synsvinkel kan det være en fordel i form af større fleksibilitet og fornyelse i programproduktionen at kunne lægge en større eller mindre del af programproduktionen ud til uafhængige producenter. Imidlertid er det også i et forholdsvis lille land som Danmark begrænset, hvor mange og hvor store rent kapacitetsmæssigt, de enkelte producenter er, og dermed kan der opstå vanskeligheder med at sikre den fornødne kvalitet og forsyningssikkerhed for denne type produktioner. Det er bl.a. disse hensyn som har bevirket at TV 2 har lagt den langt overvejende del af sine produktioner hos én producent nemlig Nordisk Film, hvilket fra et konkurrencemæssigt synspunkt og med hensyn til prisdannelsen i markedet kan synes uheldigt.

Spørgsmålet er, om man i dansk sammenhæng fortsat skal fastholde eller yderligere fremme en udvikling, hvor en del af public service institutionernes programproduktion skal lægges ud til private producenter, og i givet fald om dette skal ske gennem specifikke krav i lovgivningen. Sådanne krav vil i givet fald indskrænke de enkelte virksomheders handlefrihed, og kan ikke uden videre begrundes ud fra et public service synspunkt, men må i så fald begrundes i et generelt ønske om at sikre de uafhængige producenters vilkår og fremme forudsætningerne for en fortsat mangfoldighed i national film- og tv-produktion.

2.4.3. Public access og de lokale medier
Det diskuteres hvorvidt de lokale medier bør inddrages og omfattes af begrebet public service. Begrundelsen for dette knytter sig primært til, at nogle af de lokale medier har en kraftig public access-profil, som både supplerer og komplementerer de etablerede landsdækkende public service medier, også i forhold til disse mediers regionale udbud. Netop når det gælder det lokale stof og den lokale forankring har nogle af de lokale medier betydet nye lyttemuligheder og nye muligheder for at ytre sig og deltage i den lokale debat. Og nogle af de lokale medier har kunnet udfylde et "hul", når det gælder lokalt nyheds- og servicestof, som har været for lokalt til at finde plads i de regionale radio og tv-udsendelser fra hhv. DR og TV 2. Set ud fra en overordnet betragtning er disse funktioner som lokalmedierne udfylder vigtige for det samlede mediesystem og bidrager i høj grad til en øget mangfoldighed.

Det giver derimod ikke nogen mening at indlemme disse enkelte medievirksomheder under public service begrebet. public service mediernes grundlæggende opgave er at stå i befolkningens tjeneste i et demokratisk samfund. Det indebærer uafhængighed i programproduktionen og mulighed for at kunne betjene befolkningen i dens mangfoldighed med et alsidigt programudbud. De lokale mediers styrke og deres mulighed for at øge den samlede alsidighed og mangfoldighed i mediebilledet ligger netop i, at de ikke behøver at leve op til disse krav hver for sig. Deres fortsatte tilstedeværelse i det danske mediebillede er derfor vigtig set ud fra et overordnet demokratisk perspektiv på hele mediesystemet som supplement til public service medierne.

2.4.4. Den internationale diskussion af public service
Public service systemets rolle og fremtid er på dagsordenen i forskellige internationale sammenhænge. European Broadcasting Union (EBU) udsendte en erklæring i 1993 (5), og Europarådets konference for de europæiske medieministre i Prag, december 1994 (6) vedtog en resolution, begge om public service systemet. Der er en hel del fællestræk i de to dokumenters syn på problemstillingerne og for såvidt også på de opstillede løsninger. Ud over kravene til public service medierne om alsidighed, uafhængighed, upartiskhed etc., som drøftes i de to dokumenter og som er velkendte i den danske debat, er der grund til at trække en række nye temaer frem, som går igen i disse dokumenter:

Europaparlamentet vedtog den 14. juli 1995 en resolution om Kommisionens grønbog om strategiske muligheder for at styrke den europæiske programindustri (7), som også berører public service mediernes placering i det europæiske mediebillede. Resolutionen understreger bl.a. behovet for, at de offentlige radio- og tv-selskaber får mulighed for at konkurrere på lige fod med private, når det gælder det voksende marked inden for informationssamfundets rammer. Parlamentet understreger desuden, at Kommisionen bør fastslå, at de offentlige radio- og tv-selskabers indtægter fra licens eller statslige midler ikke falder ind under EU-traktatens bestemmelser om statsstøtte.

2.4.5. Public service regnskab
Danmarks Radio og TV 2 argumenterer i deres programpolitiske udspil for, at public service virksomhederne bør styrkes med hensyn til deres uafhængighed i politisk og økonomisk henseende og med hensyn til at kunne tage nye initiativer i forhold til markedet. Disse tanker ligger således i tråd med, hvordan man også på internationalt plan ser på public service medierne og deres rolle i et konkurrencepræget marked. Disse øgede frihedsgrader bør på den anden side kunne modsvares med en form for offentlig regnskabsaflæggelse med hensyn til, hvorledes man har klaret at leve op til public service kravene. For nærværende er det karakteristisk, at en sådan rapportering ikke er særlig omfattende eller systematisk.

Kritik- og kontrolfunktionen lå tidligere i Radiorådets programudvalg i forhold til DRs udsendelsesvirksomhed. Frem til 1973 var programudvalget paritetisk sammensat af politisk udpegede radiorådsmedlemmer og personligt udpegede tilforordnede medlemmer. Fra 1973 blev Radiorådet som tidligere nævnt også programudvalg, og dette førte til en politisering af kontrolfunktionen i en sådan grad, at den efterhånden forekom utålelig ikke alene for institutionens medarbejdere, men også for offentligheden. Lovene om TV 2 og DR i 1986 og -87 afskaffede denne funktion for institutionernes bestyrelser, der udtrykkelig ikke må blande sig i den daglige programvirksomhed. Det eneste officielt udpegede forum, som nu er tilbage, udgøres af programrådene, som formelt ikke har nogen indflydelse med hensyn til overvågning af programforpligtelserne.

Danmarks Radio har dog i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for 1994 fremlagt et såkaldt public service regnskab. Denne regnskabsaflæggelse er et led i beslutningen for det gældende 4-årige licensforlig (1994-97). Der fremlægges i den forbindelse oversigt over dækning, markedsandel mv. for de forskellige radiokanaler og for tv, lytternes og seernes vurdering af forskellige kanaler og programtyper samt opgørelser over ressourceforbrug og antal udsendelsestimer inden for forskellige programkategorier.

Offentlighedens muligheder for systematisk at vurdere hvordan public service institutionerne har klaret at efterleve kravene til programvirksomheden er således på nuværende tidspunkt forholdsvis ringe. I den sammenhæng spiller det også en rolle, at der for det første hidtil har manglet konkrete målsætninger for de enkelte virksomheders programudbud, som ville gøre en egentlig evaluering mulig, og for det andet savnes der programoplysninger, som er opgjort efter ensartede metoder, og som - ikke mindst vigtigt - tilvejebringes af en neutral instans uden for institutionerne selv. Det er ikke i den nuværende situation muligt at foretage præcise opgørelser over udsendelsesvirksomhedernes udbud inden for forskellige genrer eller sammenligninger mellem de forskellige institutioners programudbud.

En forudsætning for at gennemføre en eller anden form for evaluering af institutionernes virksomhed ud fra en public service målestok må derfor være, at der tilvejebringes en sådan uafhængig og tilstrækkelig detaljeret opgørelse af programudbudet i de eksisterende public service kanaler.

Målet med at gennemføre en offentlig evaluering må være, at det skal tjene til at styrke den demokratiske indflydelse og feed back til medierne uden at tilsidesætte institutionernes uafhængighed samt medvirke til at sikre en fortsat politisk og folkelig opbakning om institutionernes virksomhed.

Man kan i øvrigt forestille sig flere modeller for en evalueringsvirksomhed:

a) Et uafhængigt råd eller nævn som nedsættes til at overvåge, at programforpligtelserne overholdes.

b) De enkelte virksomheder udarbejder årligt detaljerede målsætninger for virksomheden - et "public service budget" - og offentliggør hvert år redegørelser, som ræsonnerer over, hvordan disse målsætninger er opfyldt, idet der udarbejdes et "public service regnskab", som bl.a. redegør for programsammensætning og publikumssammensætning og -vurdering samt den økonomiske allokering i forhold til forskellige dele af programudbudet.
Model a) indebærer, at nævnet (hvis sammensætning må vær bred og sikres politisk uafgængighed) løbende skal vurdere, om institutionerne lever op til de lov- eller vedtægtsbestemte krav til programudbudet, og at det har mulighed for at at fremlægge resultaterne af sine vurderinger over for regeringen i dennes egenskab af opdragsgiver eller aftalepart og over for offentligheden til almindelig debat. På den ene side sikres, at der faktisk foregår en offentlig efterkritik af virksomheden. På den anden side er der en risiko for politisering af nævnets arbejde, som vil skade institutionernes uafhængighed.

Model b) indebærer, at institutionerne selv definerer deres målsætninger for, hvordan de vil leve op til kravene i det konkrete programudbud og efterfølgende fremlægger, hvorledes man har klaret at leve op til disse målsætninger. Denne udvidede offentlige regnskabsaflæggelse vil derefter alene være udleveret til almindelig offentlig debat om, hvorvidt målene er opfyldt på en rimelig måde. Et sådant system vil på den ene side være et velegnet instrument til en konstruktiv dialog mellem institutionerne og brugerne/offentligheden. På den anden side sikrer systemet ikke i sig selv, at en sådan debat føres, eller om den får konsekvenser for institutionerne.

H3>2.5. Forudsætningerne for public service i et fremtidigt medielandskab Set ud fra en demokratisk synsvinkel er der ikke tvivl om, at der er behov for også i fremtiden at sikre et samfundsmæssigt tilbud til befolkningen, som har karakter af public service medier, der på de elektroniske mediers område kan garantere et alsidigt og varieret udbud af information, debat, underholdning og kunst, som tager udgangspunkt i danske traditioner, sprog og kultur.

Der er næppe heller tvivl om, at et multikanal-system ikke i sig selv kan garantere, at borgerne får adgang til et bredt og alsidigt udbud af informationer, som vil være uafhængige af politiske og økonomiske særinteresser, medmindre dette er sikret gennem en fortsat opretholdelse af et public service system.

Et moderne public service begreb må derfor tage udgangspunkt i kernen i begrebet nemlig programudbudet i de pågældende kanaler og den aftale mellem staten og den eller de pågældende institutioner som fastlægger kravene til dette programudbud. Andre mere almene krav kan opstilles som målsætninger for, hvordan det samlede elektroniske mediesystem bør indrettes. Disse krav omfatter eksempelvis:

Kernen i en moderne public service definition er dermed den aftale eller kontrakt mellem en institution og statsmagten, hvorved institutionen pålægges bestemte krav til programudbudet (alsidighed, mangfoldighed, kvalitet) og samtidigt gives visse privilegier i form af adgang til et sendenet og evnt. forskellige økonomiske privilegier (f.eks. i form af licens, andre offentlige tilskud, særlige rettigheder mht. at sende reklame mv.).

Afgørende for, om man vil kalde en given institution for en public service institution må være, hvor omfattende de pågældende programforpligtelser er formuleret, og om der er vilje fra myndighedernes side til at sikre disse forpligtelser overholdt, samt om de tildelte privilegier er af en sådan art, at de kan garantere den økonomi, der kræves, for at leve op til kravene.

En public service virksomhed kan følgelig ikke defineres på grundlag af:

Denne afgrænsning af public service begrebet i forhold til almene målsætninger for mediesystemets helhed udelukker ikke, som tidligere antydet, at der stilles krav til en public service institution, som efter denne definition ikke er omfattet af public service begrebet. Dette er i så fald ekstra krav, som stilles for at opnå bestemte medie- og kulturpolitiske mål for det samlede mediesystem. Dette skal ses i sammenhæng med, at kravene til det samlede mediesystem ikke umiddelbart kan pålægges de enkelte aktører. Eksempelvis kan nævnes krav om en bestemt andel af entrepriseproduktioner i udbudet og krav om at drive et eller flere orkestre.

Et fremtidigt grundlag for public service virksomhed må således tage sit udgangspunkt i det indholdsmæssige, i udbudet til seere og lyttere og ikke i bestemte organisationer eller i bestemte styreformer eller finansieringsformer.

Udgangspunktet må være, at udbudet skal tjene almenheden, dvs. der skal sikres et udbud til borgerne og ikke f.eks. fra offentligheden eller statsapparatet til borgerne. Dette forudsætter, at der er tale om et udbud, som er mangfoldigt og alsidigt, og som tilgodeser både bredden og de særlige interesser.

Public service udsendelsesvirksomheden skal være en ramme for udfoldelse af ytringsfrihed, og virksomheden skal stræbe efter informationsfrihed, dvs. tilgodese borgernes legitime krav på at få adgang til alle relevante informationer.

Følgende hensyn bør tilgodeses i de krav, der stilles til programvirksomheden i de institutioner, som driver public service virksomhed:

  1. Uafhængighed i programvirksomheden af økonomiske og politiske særinteresser.
  2. Alsidighed, kvalitet og mangfoldighed i programudbudet.
  3. Relevans, pålidelighed og upartiskhed i nyhedsformidlingen.
  4. Sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat.
  5. Sikre befolkningen adgang til national kultur og kunst.
  6. Programmerne bør kunne modtages af hele befolkningen, som bør sikres de teknisk bedst egnede og billigste modtageforhold.
Forudsætningerne for at kravene til et udbud, der tjener almenheden, kan indfries er: Om disse krav og vilkår skal gælde én eller flere virksomheder med én eller flere kanaler i ét eller begge medier, bør vurderes ud fra overordnede mediepolitiske målsætninger og blandt andet afhænge af, om dette vurderes at ville styrke eller svække forudsætningerne for en bred og varieret public service programvirksomhed.