4. Teknisk og juridisk baggrund

4.1. Indledning

Dette kapitel beskriver den tekniske og juridiske baggrund for radio og tv i Danmark. Der gives en beskrivelse af udbredelsen af de forskellige teknikker til at modtage radio og tv. Endvidere beskrives den teknologiske udvikling med hensyn til digitalisering og de mediepolitiske valg, som samfundet herved stilles over for.

Da de juridiske vilkår for de elektroniske medier er tæt forbundet med de tekniske muligheder og begrænsninger, er disse emner beskrevet samlet. Af kapitlet vil det fremgå, at der videre fra denne tætte sammenhæng mellem de tekniske og juridiske aspekter er en tæt sammenhæng til de mediepolitiske handlemuligheder.

4.2. Tv-teknisk oversigt

4.2.1. Modtagning af fjernsyn
Af danmarks ialt ca. 2,3 mio. husstande er ca. 1,3 mio. kr. tilknyttet et fællesantenneanlæg. Yderligere ca. 300.000 husstande passeres af et fællesantenneanlæg og har således umiddelbart mulighed for at blive tilsluttet.

De husstande (ca. 1 mio.) med fjernsyn, som ikke er tilsluttet fællesantenneanlæg, modtager signalerne via enten indendørs antenne, en udvendigt anbragt tagantenne eller en parabol-antenne (DTH).

Ved hjælp af de indendørs og taganbragte UHF- og VHF-antenner kan husstandene modtage DR-TV, TV 2 og lokalt tv (hvis der er lokalt tv i det pågældende område). Desuden kan man mange steder modtage tysk og/eller svensk tv.

Med hensyn til lokal-tv er modtageforholdene dog ikke så gode som modtageforholdene for DR- og TV 2-programmerne. Antallet af frekvenser til lokal-tv-formål er stærkt begrænset og af hensyn til anvendelsen af de samme frekvenser, bl.a. i nabolandene, er det nødvendigt at sende med en ret begrænset sendestyrke. Af samme grund skal lokal-tv-senderne anvende såkaldt "lodret" polarisation. Det betyder, at programmet ikke kan modtages med samme antenne, som bruges til modtagelse af DR eller TV 2.

De fleste danske parabol-antenner er rettet mod Astra, hvorfra en stor del af de attraktive programmer sendes, herunder TV3 indtil årsskiftet 1995/96.

En række tv-programmer kan modtages uden brug af særlige dekodere, men flere og flere satellit-sendte tv-programmer bliver krypterede. TV-selskaberne bruger krypteringen til at begrænse målgruppen eller den geografiske udbredelse og til at opkræve betaling fra seerne. Såkaldte lavpris-tv-programmer vil oftest blive dekodet i fællesantenneanlæggets hovedstation eller i telenettets monopoldel, hvorefter programmet fordeles til de tilsluttede husstande.

De såkaldte højpris- eller egentlige betalings-kanaler baseres på et abonnementsforhold direkte mellem aftageren og programleverandøren/dekoderselskabet. Dette forudsætter, at dekodning sker i den enkelte husstand. Eventuelt kræver dekodning et såkaldt smart-card, der kan indsættes i dekoderen med henblik på dekodning af et nærmere angivet program eller programpakke.

4.2.2. TV-standarder
DR, TV 2 og lokale tv-stationer sender i dag i farver i PAL-systemet. Det er en videreudvikling af det sort/hvide system, der går tilbage til 1950'erne. Der har altså hele tiden været kompatibilitet mellem de to systemer. Det vil sige, at S/H modtagere har vist billede også under farveudsendelser og omvendt.

PAL-systemet er et analogt system, som både kan sendes over jordbaserede sendere, via kabel og over satellit (15).

De senere års megen tale om et egentligt HDTV-system (med høj opløsning i billedet) er i øjeblikket forstummet. Der er flere årsager hertil. Det kommende digitale system med 625 linjer på skærmen (samme antal som PAL) kan give en opløsning, der fuldt ud svarer til, hvad man kan gengive med dagens teknik (traditionelle billedrør). De flade billedskærme med en bredde på ca. 150 cm, som er nødvendige for at udnytte HDTV-systemet fuldt ud, kan endnu ikke massefremstilles. Det skal også nævnes, at det kommende digitale 625 linjers system indgår i en "familie" af kompatible systemer, der både kan udvides til et HDTV-niveau (med det dobbelte linjeantal) eller kan deles op i flere kanaler med ringere billedkvalitet (men stadig med 625 linjer).

4.2.3. Kryptering (betalingskodning)
Den proces, en operatør af betalings-tv lader tv-signalet gennemgå, inden det udsendes, og som bevirker, at signalet ikke uden videre kan gengives af et almindeligt tv-apparat, kaldes kryptering.

Dekoderen er betegnelsen for det apparat, der omsætter det krypterede signal til et tv-signal, der kan gengives af et almindeligt tv-apparat. Dekoderen er normalt placeret hos den enkelte seer, men kan i fællesantenneanlæg være anbragt centralt i anlæggets hovedstation (head end), hvis der er truffet aftale om levering af programmet til alle husstande under det pågældende anlæg.

Det system, operatøren anvender til at åbne og lukke for den enkelte seers dekoder - afhængigt af om der er betalt for tjenesten - kaldes adgangsstyringssystemet (conditional access system).

Kryptering af tv-signaler har været anvendt i stigende omfang siden midten af 1980'erne. Kryptering kan have forskellige formål, f.eks. at begrænse den geografiske udbredelse af tv-programmet, at begrænse målgruppen og at opkræve betaling fra seerne.

Til illustration af krypteringens udbredelse kan det oplyses, at i 1994 var 28 ud af Astra's 50 tv-kanaler krypterede.

Der anvendes en halv snes forskellige krypteringssystemer i Europa. Årsagen hertil er primært operatørernes ønske om at binde seerne til sig gennem anvendelsen af krypteringssystemer, der er indbyrdes inkompatible. For den enkelte seer vil der være betydelige udgifter foruden en række praktiske problemer ved at skulle installere flere forskellige dekodere.

4.2.4. DRs og TV 2s sendernet
Danmarks Radios tv-programmer udsendes over 11 hovedsendere og 24 hjælpesendere. To af hovedsenderne (Hove og Tolne) sender på UHF (et frekvensbånd, der betegnes som Ultra High Frequency), mens de resterende hovedsendere sender på VHF (Very High Frequency).

TV 2s programmer udsendes over 16 hovedsendere og 21 hjælpesendere. Alle TV 2-sendere sender på UHF og er placeret, så der kan sendes regionale udsendelser i 8 regioner.

For både DR-TVs og TV 2s vedkommende er der tale om praktisk taget landsdækning (16). I Københavnsområdet og i hovedparten af Nordsjælland er der for DR-TVs vedkommende tale om en betydelig overlapning i dækningen fra senderne i hhv. Hove og København (Gladsaxe).

Ud over frekvenserne til DR-TV og TV 2 er der reserveret et landsdækkende sæt frekvenser til yderligere tv-udsendelse i UHF-båndet, jf. kap. 4.9.4. Sendernettet til denne tredje kanal vil skulle etableres under anvendelse af de allerede eksisterende TV 2-sendemaster og -antenner. Der skal således kun foretages bygningsmæssige udvidelser, anskaffes sendere samt etableres fremføring af programmerne fra studiet til senderne.

Danmarks Radio fik som led i licensforliget i 1989 rådighed over og har siden anvendt de ledige UHF-sendemuligheder i Hove (København) og i Tolne (Vendsyssel).

De regionale tv-programmer udsendes i dag over de regionalt placerede TV 2-sendere. Der samsendes med TV 2/Danmark i visse programmer, hvor man i et landsprogram binder de otte regionale studier sammen og løbende under programmet stiller om til de forskellige studier.

4.3. Radioteknisk oversigt

4.3.1. Tekniske forudsætninger
Radio kan sendes fra jordbaserede sendere, i kabel og fra satellit. Kun den første metode indebærer, at radio kan modtages overalt, f.eks. i hjemmet, i bilen og i naturen. En stor del af radiolytningen foregår ved hjælp af mobile modtagere, som modtager signalerne fra jordbaserede sendere.

Hovedparten af udsendelsesvirksomheden foregår i FM-båndet, hvor de tre landsprogrammer udsendes i stereo over 13 hovedsendere og to hjælpesendere. Udsendelserne på P2 opdeles i perioder i ni regionale sendeflader. FM-sendernettet giver praktisk taget 100% dækning af Danmark samt omgivende farvande.

FM giver under gode modtageforhold en udmærket kvalitet, men dårlige antenneforhold bevirker en støjfyldt modtagelse af radioprogrammerne. Ved mobil modtagelse er generende forvrængning almindeligt forekommende, hovedsageligt som følge af reflektioner fra f.eks. bygninger.

Mellembølge (MB) og langbølge (LB) er de oprindelige udsendelsesformer, som stadig sendes fra Kalundborg Radio. På LB sendes P1, og på MB sendes P2 og P3. Kvaliteten er væsentligt ringere end FM, men rækkevidden er mange gange større. Hvor 15 FM-sendere er nødvendige for at dække Danmark, når én MB/LB-senders signaler ned i Mellemeuropa og over Nordsøen.

Mellembølge og langbølge anses ifølge Telestyrelsen ikke for egnede til yderligere landsdækkende radiovirksomhed. Årsagerne hertil er blandt andet, at der er meget begrænsede frekvensressourcer, samt at den tekniske kvalitet af udsendelserne vil være begrænset på grund af forstyrrelser fra andre europæiske stationer på samme frekvens og nabofrekvenser. Udsendelser på kortbølge er af en række tekniske årsager uegnet til national dækning.

MB/LB udsendelserne, som typisk aflyttes af danske i udlandet, vil med tiden principielt kunne erstattes af digital satellitradio (SDAB, Satellite-Digital Audio Broadcast). Omkostningsniveauet er sammenligneligt med hensyn til transmission, samtidigt med at kvaliteten vil være perfekt og rækkevidden udstrækkes til hele Europa.

Lokal radio udsendes over FM. På grund af ordningens forudsætning om at give mulighed for lokal radiovirksomhed i samtlige kommuner er det nødvendigt at bruge de samme frekvenser flere steder. For at undgå forstyrrelser er sendestyrken derfor begrænset til 30 W. Med denne sendestyrke kan en lokal radiosender modtages i en radius på 7-10 km, afhængigt af de lokale forhold. Dette er i mange tilfælde tilstrækkeligt til at dække det pågældende sendeområde, men i andre tilfælde kan det være vanskeligt for lokalradioen at dække sendeområdet tilfredsstillende.

4.3.2. Udvikling
Ud over frekvenser til de landsdækkende FM-sendernet for P1, P2 og P3 er der yderligere et sæt frekvenser reserveret til en fjerde landsdækkende radioprogramkanal i FM-båndet, ("den fjerde radiokanal"). Den fjerde radiokanal vil skulle anvende samme master som de nuværende tredje landsdækkende programkanaler. Ifølge oplysninger fra Tele Danmark kan sendernettet til den fjerde radiokanal etableres ved at foretage en udvidelse af det bestående sendernet. De samlede tekniske anlægs- og driftsomkostninger kan anslås til ca. 10 mio. kr om året (17).

4.4. TV-Direktivet

EUs direktiv om tv (89/552/EØF) fastsætter en række minimumsregler for tv-virksomhed. Det vil sige, at medlemsstaterne selv kan indføre strengere eller mere detaljerede bestemmelser på direktivets område. Dette har f.eks. Danmark benyttet sig af for reklamereglernes vedkommende.

Det er dette direktiv, som danner grundlag for at afgøre, hvilket lands regelsæt en tv-station skal følge. Direktivet fastslår, at medlemsstaterne skal sikre, at alle udsendelser fra tv-stationer, som hører under medlemsstatens myndighed, er i overensstemmelse med lovgivningen i den pågældende medlemsstat. Dette gælder, uanset om tv-stationens udsendelser er rettet mod et andet land. Således er TV3, som er hjemmehørende i Storbritannien, men som sender til et dansk publikum, underlagt den britiske tv-lovgivning - ikke den danske.

Direktivet indeholder nogle såkaldte "kvote-bestemmelser" vedrørende andelen af europæiske tv-programmer i programfladen. Således skal medlemsstaterne, "når det er muligt", drage omsorg for, at tv-stationerne afsætter over halvdelen af den sendetid, der ikke består af nyheder, sportsbegivenheder, quiz-programmer, reklame og tekst-tv, til europæiske programmer.

Endvidere skal medlemsstaterne, "når det er muligt", sørge for, at tv-stationerne afsætter mindst 10% af den sendetid, der ikke består af nyheder, sportsbegivenheder, quiz-shows, reklame og tekst-tv, til europæiske programmer fremstillet af uafhængige producenter.

Med hensyn til reklameregler indeholder bilag 8 en detaljeret sammenligning af direktivets minimumsregler og de skærpede danske regler. Blandt de vigtigste forskelle kan dog nævnes, at reklamer efter direktivet må udgøre 15% af den daglige sendetid eksklusive "tv-shop". I Danmark må reklamerne udgøre 10% af sendetiden inklusive "tv-shop". Direktivet tillader, at programmerne afbrydes af reklamer efter visse regler ("breaks"). I Danmark må programmer ikke afbrydes af reklamer. Endelig kan det nævnes, at direktivet tillader reklamer for alkoholholdige drikkevarer efter visse regler. De danske regler tillader ikke reklamer for øl (bortset fra lyst øl), vin og spiritus.

4.5. Landsdækkende radio- og tv-virksomheder

4.5.1. DRs og TV 2s ledelse og organisation
Danmarks Radio er en selvstændig offentlig institution. Den ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer. Formanden udpeges af kulturministeren og ni medlemmer udpeges af Folketinget. De fastansatte medarbejdere i DR udpeger ét medlem. Kulturministeren beskikker næstformanden blandt de medlemmer, der er udpeget af Folketinget.

Bestyrelsen er DRs øverste ledelse og ansætter generaldirektøren og øvrige medlemmer af direktionen. Generaldirektøren har det daglige programansvar og varetager den daglige administrative og økonomiske ledelse.

TV 2 er en selvejende institution. TV 2 ledes af en bestyrelse (den centrale bestyrelse) på ni medlemmer. Seks af medlemmerne udpeges af kulturministeren under hensyn til medlemmernes personlige kvalifikationer, således at den samlede bestyrelse repræsenterer mediemæssig, kulturel og ledelsesmæssig indsigt. Ministeren udpeger formand og næstformand. Medarbejderne i den landsdækkende TV 2-virksomhed udpeger ét medlem til den centrale bestyrelse. De regionale bestyrelser udpeger i fællesskab blandt deres medlemmer to medlemmer til den centrale bestyrelse.

Den centrale bestyrelse har den overordnede ledelse af TV 2-virksomheden. Bestyrelsen ansætter den administrerende direktør og andre medlemmer af direktionen for den landsdækkende virksomhed. Den administrerende direktør har det daglige programansvar og varetager den daglige administrative og økonomiske ledelse vedrørende den landsdækkende virksomhed.

Folketingsmedlemmer kan ikke være medlemmer af DRs eller TV 2s bestyrelse.

Syv af de otte regionale TV 2-virksomheder er selvejende institutioner. Én (TV-SYD) er et lovfæstet aktieselskab.

En regional virksomhed ledes af en bestyrelse på 5-7 medlemmer, som vælges af det regionale repræsentantskab. Medlemmer af Folketinget, kommunalbestyrelser og amtsråd kan ikke være medlemmer af bestyrelsen. Repræsentantskabet sammensættes regionalt med en alsidig repræsentation for det regionale kultur- og samfundsliv. Bestyrelsen, der selv vælger sin formand, ansætter direktøren for den regionale TV 2-virksomhed.

Bestyrelsen for en regional TV 2-virksomhed har den overordnede ledelse af virksomheden og fastsætter inden for den godkendte budgetramme det årlige budget samt udarbejder årsregnskab. Kulturministeren fastsætter den samlede budgetramme for de otte regionale TV 2-virksomheder under ét, mens den centrale bestyrelse står for fordelingen af den samlede regionale budgetramme mellem de otte virksomheder. Direktøren har det daglige programansvar og varetager den daglige administration og økonomiske ledelse.

De regionale TV 2-virksomheder er principielt uafhængige af den centrale TV 2-bestyrelse og er alene bundet af bestemmelser i love og vedtægter. Den centrale bestyrelse er dog tillagt kompetence til indgåelse og opsigelse af kollektive overenskomster for de regionale TV 2-virksomheders medarbejdere samt fastlæggelse af tidspunktet for regionale udsendelser.

4.5.2. Programvirksomhed
DRs virksomhed omfatter både radio og tv, mens TV 2 er en ren tv virksomhed.

DR og TV 2 har begge public service forpligtelser, jf. kap. 2. De er forpligtede til at sende programmer til hele befolkningen og til at dække alle programgenrer (nyheder, underholdning, oplysning osv.). Programudbudet skal have kvalitet, alsidighed og mangfoldighed, og informerende programmer skal være saglige og upartiske. Desuden skal der tages hensyn til minoriteter.

I TV 2 skal mindst halvdelen af programmerne være dansk eller nordisk produceret. Begrundelsen herfor er at sikre et stort udbud af danske (og nordiske) programmer som modvægt mod det internationale satellit-tv-udbud. Ifølge Kulturministeriet vil denne bestemmelse dog blive fjernet i en kommende bekendtgørelse om TV 2s vedtægter. I stedet vil tv-direktivets kvoteregler, jf.kap. 4.4, blive indført for TV 2 og for DR. Begge tv-stationer opfylder i forvejen disse kvote-bestemmelser, og det vil derfor næppe få nogen praktisk betydning.

TV 2 skal selv producere nyheds- og aktualitetsprogrammer. Resten skal fortrinsvis købes i entreprise hos andre producenter. Dette skyldes både hensynet til at styrke det uafhængige produktionsmiljø og det politiske ønske om at gøre TV 2 til en mindre og mere smidig organisation end DR.

Det er ikke fastsat i lovgivningen, hvem der skal producere DRs programmer. DR producerer selv alle radioprogrammerne. På tv området har institutionen hidtil selv produceret langt den største del af de danske programmer, men DRs bestyrelse har besluttet, at DR i større grad skal producere programmer i samarbejde med private producenter.

Ifølge loven om radio- og fjernsynsvirksomhed kan DR og TV 2 sende nye "kabelfødte" programmer. De to institutioner får herved mulighed for at levere f.eks. kodede film-kanaler på lige vilkår med andre medievirksomheder.

DR og TV 2 må endvidere sende deres jordbaseret udsendte tv-programmer via satellit. Endelig forventes der i efteråret 1995 vedtaget en lovændring, som giver DR og TV 2 en"uomtvistelig" (18) hjemmel til at etablere nye satellitkanaler.

4.6. Lokale elektroniske medier

4.6.1. Baggrund
Efter nogle år med forsøgsordning indførtes den 1. april 1986 den permanente ordning for lokal radio. Hovedformålet var at udvide borgernes muligheder for at komme til orde og modtage informationer, underholdning m.v. i det lokale samfund. I 1987 blev der indført en permanent ordning for lokalt tv, som reelt blev omfattet af de samme regler som lokal radio.

Med hensyn til ordningens udformning valgte et enstemmigt Folketing en decentral struktur, som siden har været fastholdt. Begrundelsen var, at ordningens lokale karakter forudsatte et kendskab til forholdene i det lokale område.

På det lokale område er de tekniske vilkår mht. frekvensfordeling m.v. i særlig grad resultatet af den politiske målsætning, bl.a. om at der skal være mulighed for lokal radio- og tv-virksomhed i så mange lokalsamfund som muligt (for lokalradios vedkommende er der mindst én sendemulighed i hver kommune), og derfor behandles de juridiske forhold her før de tekniske forhold.

Kritikken af den nuværende ordning har fra de idébetonede, lokale mediers side især koncentreret sig om de manglende offentlige støttemuligheder, mens de kommercielle stationer har peget på, at indførelsen af kommercielt kabelfødt tv vil betyde en sådan stigning i antallet af frekvenser, at restriktionerne på området - skabt for at beskytte TV 2 - og herunder forbudet mod netværk må bortfalde snarest. Disse restriktioner har samtidig betydet en økonomisk håndsrækning til TV3 og været en væsentlig hindring for en rentabel drift og en forøget egenproduktion i lokal-tv.

4.6.2. Juridiske forhold
Tilsyn

Det lokale radio- og tv-nævn, der er nedsat af kommunalbestyrelsen, udsteder tilladelser og fører tilsyn med stationernes virksomhed. Nævnet kan påtale overtrædelser af ordningen og inddrage tilladelsen.

De lokale radio- og tv-stationers kritik af den nuværende ordning har koncentreret sig om, at den politiske sammensætning af nævnene har betydet, at stationerne er veget tilbage fra at udøve kritik af de lokale politiske beslutninger af frygt for at miste deres sendetilladelse.

Der er visse begrænsede muligheder for at klage over nævnenes afgørelser til Udvalget vedr. Lokal Radio og TV. Udvalget - der nedsættes af kulturministeren - består af fem medlemmer, der skal repræsentere juridisk, teknisk og mediemæssig sagkundskab. Det er ligeledes dette udvalg som bestemmer, hvordan frekvensmulighederne skal fordeles ud over landet. Udvalget afgør endvidere sager om såkaldt netværk, jf. nedenfor.

Ledelse, organisation mv.
Det er kun selskaber, foreninger og lignende, der kan få tilladelse til lokal radio- eller tv-virksomhed. Tilladelsen kan maksimalt gives for 3 år for radio og 5 år for tv.

Selskabet, foreningen el. lign. må ikke have andre formål end radio- eller fjernsynsvirksomhed. Erhvervsvirksomheder - bortset fra dagblade og distriktsblade - må ikke have bestemmende indflydelse. Det er dog ikke nærmere defineret i loven, hvad der forstås ved bestemmende indflydelse.

Flertallet af bestyrelsen i selskabet, foreningen el.lign. skal have bopæl i det område, tilladelsen vedrører.

Samme person kan ikke være medlem af bestyrelserne for mere end én lokal radio, henholdsvis tv-station, ligesom samme person heller ikke må være programansvarlig for eller på anden måde deltage i ledelse af programvirksomheden på mere end én lokal radio, henholdsvis tv-station.

Kommuner har ret til at få tilladelse, hvis deres formål alene er at stille produktions- og sendefaciliteter til rådighed for interesserede borgere eller formidle kommunal information.

Finansieringen kan ske ved hjælp af reklamer, sponsorering og salg af sendetid, frivillige bidrag, spil m.m. Desuden kan lokale radioer søge om støtte fra en særlig pulje af Kulturministeriets tipsmidler.

Denne pulje udgør i finansåret 1995 7,5 mio. kr. Støtten skal enten have karakter af egentlig driftsstøtte eller være støtte til konkrete projekter. I begge tilfælde gælder, at stationerne hverken må have nævneværdige reklame- eller sponsorindtægter eller have ansat lønnede medarbejdere, bortset fra offentligt støttet arbejdskraft. Desuden skal stationen i sine programmer lægge vægt på lokal information og/eller debat eller imødekomme særlige interessegruppers behov.

I 1994 blev der indgivet 391 ansøgninger. Der blev i alt uddelt ca. 7,4 mio. kr., fordelt på 244 tilsagn.

Programvirksomheden
I ansøgninger om tilladelse skal der gives en beskrivelse af programvirksomheden, således at det lokale nævn kan påse, at programvirksomheden har tilknytning til det lokale område. Ved behandling af ansøgninger skal nævnet endvidere søge at sikre det enkelte lokale område en samlet programvirksomhed af alsidig karakter.

Tilladelsens indehaver skal endvidere udøve programvirksomheden selvstændigt. Det vil sige, at programvirksomheden ikke må omfatte programmer, der udsendes samtidigt af andre radio- eller fjernsynsforetagender. Endvidere gælder at programvirksomheden uanset en eventuel tidsforskydning, ikke må omfatte programmer, der udsendes af andre radio- eller fjernsynsforetagender i medfør af et fast samarbejdsforhold om programvirksomheden. Sådanne former for samarbejde betegnes almindeligvis som netværkssamarbejde. På området vedrørende lokal radio og tv er netværkssamarbejde således ikke tilladt.

Programvirksomheden er i øvrigt - med nedenfor nævnte undtagelser - underlagt nogenlunde de samme bestemmelser, som gælder for landsdækkende programvirksomhed. Undtagelserne gælder f.eks. lokalradioer, hvor reklamer må placeres overalt i sendefladen, og hvor der gerne må reklameres for lægemidler efter reglerne i lov om lægemidler.

Både på radioområdet og tv-området er der stationer, som profilerer sig under fælles navne. Det gælder f.eks. The Voice-radioerne, Radio Uptown, Classic Radio m.fl. på radioområdet, og det gælder Kanal Danmark på tv-området.

Blandt de større aktører på radioområdet kan nævnes det svenske selskab Kinnevik, der har relation til Classic-radioerne samt Nordisk Radio Reklame A/S, der fungerer som salgs- og produktionsselskab for Voice-radioerne. Nordisk Radio Reklame er bl.a. ejet af Broadcast Danmark A/S, der igen er ejet af Luxembourg-selskabet SBS (Scandinavian Broadcasting System).

På tv-området er der under navnet Kanal Danmark etableret et samarbejde mellem 13 stationer. To af disse stationers produktionsselskaber er ejet af fagbevægelsen, mens to andre ejes af fagbevægelsen og SBS i forening. På en enkelt station ejes produktionsselskabet af SBS alene. De fleste af Kanal Danmark stationernes produktionsselskaber ejes dog af lokale personer, organisationer og virksomheder. Selve sendetilladelserne indehaves hovedsageligt af fagbevægelsen samt lokale personer og foreninger.

Lokal-tv producerer dagligt mellem 40 minutters og 2 timer og 40 minutters lokale udsendelser svarende til et gennemsnit på 6-25 % af sendefladen, mens tallene for lokal radio er lidt højere.

4.6.3. Teknisk oversigt
Lokal radio

Alle lokalradiosendere sender på frekvenser i FM-båndet og er underlagt ens vilkår med hensyn til sendereffekt og maksimal antennehøjde.

Med den nuværende frekvensfordeling, der er fastsat af hensyn til lokalradioordningens målsætning om lokal tilknytning, opnås i praksis en rækkevidde på normalt 7 - 10 km, hvilket giver mulighed for at dække en kommune af gennemsnitlig størrelse.

Geografisk store kommuner har i nogle tilfælde kunnet tildeles ekstra sendemuligheder til forbedring af dækningen, ligesom det i mange tilfælde har været muligt at tildele ekstra sendemuligheder til brug for flere, samtidige sendeflader i et lokalt område.

Der er i dag ca. 250 lokale radioer i Danmark. Udgangspunktet for den gældende ordning på lokalradioområdet har været kommunerne som geografisk område, hvor ordningen administreres af lokale nævn, der omfatter én eller flere kommuner. En opgørelse i august 1995 viste, at der var lokal radiovirksomhed i 201 ud af 275 kommuner.

Opgørelsen viste endvidere, at der er frekvensmæssige muligheder for at udmelde yderligere knap 200 lokalradio-sendemuligheder, hvis der i øvrigt er behov for det. Der forudsættes herunder samme tekniske begrænsninger som for de eksisterende lokalradioer.

En nærmere analyse af materialet viser imidlertid, at langt hovedparten af de ledige sendemuligheder vedrører kommuner med under 20.000 indbyggere, dvs. områder hvor de økonomiske vilkår for at overleve som lokalradio er små. Omvendt har der i københavnsområdet fra flere lokalradioer været udtrykt ønske om yderligere sendemuligheder med henblik på en bedre dækning. Ifølge Telestyrelsen har disse ønsker ikke kunnet opfyldes, da frekvensressourcerne i området er brugt op.

Det har været diskuteret, om den nuværende frekvensfordeling burde og kunne ændres til en model, der i højere grad skelnede mellem kommercielle og ikke-kommercielle radioers interesser. I den forbindelse har der været fremsat forslag om at dele radioerne i to "lag". Det ene lag skulle så bestå af et antal kommercielle radioer, som fik tilladelse til at anvende en betydelig større sendestyrke (3 kW). Derved kunne disse radioer sende til et betydeligt større område, end tilfældet er idag. Det andet lag skulle bestå af de øvrige lokalradioer, som evt. fik forbud mod at sende reklamer, men som ellers skulle virke under samme vilkår - f.eks. med hensyn til sendestyrke (30 W) - som idag.

I den anledning har frekvensmyndigheden, Telestyrelsen, analyseret de frekvensmæssige muligheder for en sådan to-lags model. Analysen er foretaget under to forskellige forudsætninger med hensyn til prioriteringen af sendemulighederne. Én analyse er baseret på, at det fortsat har første prioritet, at alle kommuner skal have mindst én sendemulighed. En anden analyse har haft som udgangspunkt, at første prioritet var, at de største handelsområder skulle have en 3 kW-sendemulighed, og at sendemulighederne til det andet lag derefter søgtes tilvejebragt så vidt muligt.

Den første analyse viste, at der sandsynligvis vil kunne etableres 25 3 kW-sendemuligheder (19). Det har indgået i forudsætningerne, at de kommuner, som i dag har mere end én sendeflade kunne risikere at miste disse sendeflader, og at der vil kunne foretages frekvensændringer i 30 W-laget for at skaffe sendemuligheder til 3 kW-laget.

Den anden analyse, hvor etableringen af 3 kW-laget havde første prioritet, viste, at der sandsynligvis vil kunne etableres en sendemulighed i 36 handelsdistrikter (20). Analysen viste samtidig, at denne prioritering ville betyde mange ændringer for de radioer, som allerede sender idag, og som skulle fortsætte i 30 W-laget. Ca. 125 sendemuligheder i den eksisterende frekvensplan ville ikke længere kunne anvendes på grund af etableringen af 3 kW-laget. Af disse sendemuligheder er halvdelen i drift idag. Endvidere vil der skulle findes nye 30 W-sendemuligheder i ca. 40 kommuner, men det er på forhånd klart, at nogle af disse kommuner på grund af frekvensmangel helt vil miste deres lokalradio-sendemulighed.

En tredje mulighed for at opnå større sendestyrke for lokalradioer, men uden at ændre frekvensfordelingen, ville simpelthen være - hvor det var teknisk muligt - at tillade en større sendestyrke end idag. På en stor del af de sendemuligheder, som anvendes i dag, kan sendestyrken øges til 160 W inden for den gældende frekvensplan. Ønsker herom fra lokalradioernes side er dog hidtil blevet afvist med henvisning til, at effektforøgelsen i bedste fald vil give en forøgelse af rækkevidden på nogle få kilometer. Det må endvidere forudsættes, at alle stationer på de pågældende frekvenser samtidig skifter til 160 W for ikke at få ændret de indbyrdes forstyrrelsesforhold og dermed få ændret rækkevidde. Endelig må man gøre sig klart, at det teknisk ikke kan lade sig gøre at hæve sendestyrken på alle lokalradio-frekvenser.

Lokal-tv
På lokal-tv-området var der ved ordningens start i 1987 forudset frekvensmæssige muligheder for lokal-tv i alle byer med over 30.000 indbyggere samt en sendemulighed på Bornholm og to i Storkøbenhavn. Af disse knap 40 sendemuligheder udnyttes i dag ca. 20.

De overordnede rammer for ordningen er i princippet de samme som for lokal radio, bortset fra to forhold: Dels den ovenfor nævnte begrænsning i antallet af sendemuligheder, dels at der for lokal-tv's vedkommende foretages en individuel beregning og udmelding af den effekt og antennehøjde, der kan tillades i det enkelte lokale område. Årsagen hertil er de sparsomme frekvensressourcer, der er til rådighed til dette formål, og de normalt ganske store geografiske områder, der hører under de lokale tv-nævn.

Interessen for at starte nye stationer under de givne vilkår er for tiden meget beskeden, hvilket afspejler sig i, at kunhalvdelen af sendemulighederne i dag udnyttes. Som årsag hertil anfører kritikerne af den nuværende ordning, at forbudet mod netværk reelt forhindrer de lokale tv-stationer i at fungere på kommercielle vilkår.

4.7. Satellit- og kabelområdet

4.7.1. Teknisk oversigt
Modtagelse af radio og tv fra satellit

Dette afsnit handler om radio og tv, som modtages via satellit, og kabelfødt radio- og tv-virksomhed. Endvidere indeholder afsnittet en omtale af regler vedr. reklamer og sponsorering.
I Danmark har ca. 231.000 husstande opsat satellit-tv-antenner til nedtagning af satellit-tv. De fleste danske satellit-tv-antenner er rettet mod Astra-satellitten, hvorfra en stor del af de attraktive tv-programmer sendes.

Udsendelse af radioprogrammer via satellit har også vundet stærkt frem de senere år. Der kan således i dag modtages over 100 forskellige satellit-radiostationer her i landet. I det mest anvendte system sendes radioudsendelserne i form af ekstra lydkanaler, der er "hægtet på" en satellit-tv-kanal. Sendeudstyret er forholdsvis enkelt, og de tekniske sendeomkostninger er tilsvarende små - i størrelsesordenen 2 - 3 mio. kr. årligt pr. radioprogram.

Digital Satellit Radio (DSR) har eksisteret gennem nogle år. Systemet er ikke kompatibelt med det digitale DAB-system, som er på vej til indførelse i bl.a. Danmark. DSR har kun fundet begrænset udbredelse, mest til udsendelse af pakker med musikprogrammer. Programmerne kan alene modtages stationært af en speciel modtager med parabolantenne. Europas største satellitoperatør, Astra, har et lignende system på vej. Her kræves igen en speciel modtager, som alene kan anvendes til modtagelse fra Astra.

Fordeling af radio og tv gennem kabelnet
Den 1. juli 1995 trådte den såkaldte fase 1 af teleliberaliseringen i kraft. Det betyder bl.a., at Tele Danmarks eneret på fremføring af radio- og fjernsynsprogrammer i det landsdækkende telenet er ophævet fra denne dato. Der er fri adgang for alle til at fremføre radio- og fjernsynsprogrammer i telenettet via fast kredsløb lejet hos Tele Danmark.

Ved at ophæve Tele Danmarks eneret til at fremføre radio- og fjernsynsprogrammer via telenettet ("normaliseringen" af hybridnettet) bliver der fri og lige adgang for alle til fremføre programmer over kommunegrænser. Dette indebærer bl.a., at fællesantenneanlæg i forskellige kommuner kan forbindes via faste kredsløb lejet hos Tele Danmark.

Taksten på brugen af bredbåndskredsløb er nedsat med 65%. Det vil kunne stimulere anvendelsen af sådanne forbindelser på tværs af kommunegrænser.

Hidtil har fællesantenneanlæg kun kunnet ejes af ejere eller lejere i ejendomme, der omfattes af anlægget, kommunale myndigheder og de regionale televirksomheder. Med teleforligets udmøntning kan alle, herunder også private selskaber, eje anlæggene.

Konsekvenser heraf forventes at blive en voksende interesse fra investorer i at finansiere etablering og udbygning af fællesantenneanlæg. Således er det danske kabel-tv-selskab, Stofa, blevet købt af det svenske teleselskab Telia.

Et yderligere element i teleforliget er styrkelsen af brugerindflydelsen på programsammensætningen. Baggrunden herfor er ønsket om at modvirke mediemæssig dominans, sammenholdt med ønsket om at sikre en reel mindretalsindflydelse og den enkelte brugers valgmuligheder.
Brugerindflydelsen udstrækkes til samtlige fællesantenneanlæg. Herved vil de brugerejede anlæg, der ikke hidtil har været dækket af regler om brugerindflydelse, også blive omfattet.

Mindretalsindflydelsen har indtil nu kun været baseret på vejledende retningslinjer, men der vil med lovens vedtagelse blive opstillet forpligtende bestemmelser herom. Endelig skal den enkelte bruger også have mulighed for individuelt valg og fravalg af programmer i anlægget. Omfanget af de individuelle valgmuligheder for den enkelte bruger vil afhænge dels af den tekniske opbygning af fællesantenneanlægget, dels af økonomiske omkostninger i forbindelse med etablering af valgmulighederne.

For at sikre brugernes valgmuligheder og programudbydernes lige adgang til fællesantennanlæg skal alle programudbydere have adgang til på rimelige og lige betingelser at benytte et fælles dekodersystem, som anvendes af kabeloperatørerne i fællesantenneanlægget. Herudover skal programudbyderen kunne anvende sin egen dekoder, hvis han ønsker det.

Til gengæld kan brugerne gennem deres programvalg bestemme, at et program, der er baseret på anvendelse af programudbydernes egen dekoder, ikke skal fordeles i fællesantenneanlægget.

Liberalisering af bredbåndsnet i lokalområder (dvs. inden for en kommunes grænser) indebærer som nævnt, at eksisterende og nye fællesantenneanlæg kan anvendes til alle teletjenester, herunder telefoni.

Dette betyder, at fællesantenneanlæg - som i dag reelt set udgør de eneste muligheder for bredbåndstjenester ud til den enkelte bruger (ca. 60% af Danmarks husstande er tilsluttet fællesantenneanlæg) - vil kunne blive prøvebænken for de kommende multimedietjenester.

4.7.2. Juridisk baggrund
Ifølge EU-direktivet om tv uden grænser reguleres tv-selskaber inden for EU/EØS-området efter lovgivningen i de lande, hvor selskaberne hører hjemme, jf. kap 4.4.

Et tv-selskab hører hjemme i det land, der har myndighed over det. Direktivet giver ikke nogen nærmere beskrivelse af, hvordan spørgsmålet afgøres konkret. Men i forbindelse med udarbejdelsen af sin rapport over opfyldelsen af kvotebestemmelserne har Kommissionen udarbejdet vejledende retningslinjer, der definerer myndighedslandet som det land, hvor TV-stationen er etableret. Det vil sige det land, hvor f.eks. hovedkvarteret befinder sig - med den øverste ledelse og størstedelen af det personale, der beskæftiger sig med programplanlægning og økonomi.

Et selskab, der hører hjemme i Danmark, og som ønsker at udsende satellitradio eller -tv, skal have tilladelse fra Satellit- og Kabelnævnet. Selskabet skal have hjemsted i Danmark, og det skal oplyses, hvilke personer der udgør den ansvarlige ledelse og sandsynliggøres, at det fornødne økonomiske grundlag er til stede.

Et selskab kan ikke samtidig have tilladelse til lokal programvirksomhed. Det skal nemlig være klart, hvilket af de to forskellige regelsæt virksomheden udøves under - om den hører til under Satellit- og Kabelnævnets eller Udvalget vedr. Lokal Radio og TV's kompetence. F.eks. er lokal-tv - men ikke satellit-tv - underlagt bestemmelser om tilknytning til lokalområdet og om netværk.

Satellit- og Kabelnævnet, der nedsættes af kulturministeren, er et uafhængigt organ. Det udsteder tilladelser, inddrager tilladelser og påser, at tv-selskaberne overholder gældende regler.

Radio- og TV-Reklamenævnet, der også er nedsat af kulturministeren, er ligeledes et uafhængigt organ. Det påser, at reklamereglerne overholdes. Begge nævn træffer den endelige administrative afgørelse i de sager, de behandler.

Satellit- og Kabelnævnet har udstedt en halv snes tilladelser. Foruden DK 4s tilladelse er kun én tilladelse (til satellit-radio) udnyttet.

Der må ikke sendes reklamer i kabel-tv og -radio, som spredes i mere end ét lokalområde.

4.7.3. Satellitkanaler rettet mod Danmark
Der findes kun to satellitkanaler, som er danske i juridisk forstand, nemlig ZTV og TV6. TV3 sender også til Danmark, men er underlagt den britiske regulering, jf. note 8. Som nævnt findes der kun en enkelt kabelfødt tv-kanal, nemlig DK4.

TV3 er langt den mest udbredte af disse tv-kanaler. Stationen kan modtages af 57% af de danske husstande, mens ZTV og TV6 kan modtages af henholdsvis ca. 25% og ca. 22%. DK4, som kun sendes via Tele Danmarks kabel-tv-net, kan modtages af ca. 13% af husstandene.

Målt i seerandele er TV3 også den største af disse kanaler. For første halvår af 1995 var TV3s andel af den samlede seertid 11%, jf. kap. 3.4. De tre andre kanalers andel af den samlede tv-sening er - ihvertfald indtil videre - mindre end 1% tilsammen.

4.8. Tekst-tv

Indledning
I juridisk forstand kan tekst-tv på en tv-kanal betragtes som omfattet af tilladelsen til at udnytte det pågældende frekvensbånd til tv. Tilladelsen til tekst-tv er altså en del af tv-tilladelsen.
Selv om tekst-tv er afhængigt af tv-kanalens penetration og dækning, er tekst-tv på vej til at blive en selvstændig og vigtig del af tv-markedet. Set i et informationsteknologisk perspektiv er tekst-tv, der er knyttet til tv-apparatet, en konkurrent til pc baserede systemer, der forudsætter pc og modem i husstanden.

I 1994 havde 61% af samtlige husstande tekst-tv, mens 4% havde en pc med modem. Dette sidste tal er dog i kraftig vækst.

Indholdet
I det konventionelle tekst-tv er indholdet i dag typisk programoversigter, nyheder, sport, vejrudsigter og reklamer samt forskellige former for service-stof fra offentlige og halvoffentlige udbydere.

Tekst-tv anvendes yderligere til tekstning af tv-programmer for hørehæmmede samt til PDC (Programme Delivery Control), der er et system til styring af optagelse på video.

Gennem tekst-tv får brugerne adgang til databaser, der tilbyder information fra offentlige og private virksomheder.

Tv-stationerne
Tekst-tv udbydes af alle tv-stationer, jordbaserede såvel som satellitbårne, i forskelligt omfang og forskellig kvalitet.

Kanal 2 er den tv-station i Danmark, der hidtil har foretaget den mest vidtgående udvikling af tekst-tv. Kanal 2 var først i Danmark med interaktivt tekst-tv (dialog med seeren over telefonen). Kanal 2 har åbnet en række kommercielle markeder som f.eks. rejser, boliger, biler og begivenheder.

Tabel 5
Tekst-tv-markedsandele 1992-95 (%)
1992199319941995
DR66657067
TV 211111520
TV3--14
Øvrige2423149
I alt10199100100

Kilde: Gallup TV-Meter. Det bemærkes, at tallene for 1995 dækker første halvår.

TV3 indledte udviklingen af tekst-tv den 1. september 1994 i tæt samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten og Politiken/Ekstrabladet. Det sidstnævnte bladhus har dog siden trukket sig ud af samarbejdet. Morgenavisen Jyllands-Posten står for det redaktionelle og det kommercielle indhold. I januar 1995 etablerede TV3 en interaktiv tjeneste, i første omgang rettet mod markedet for private annoncer.

DR stod i 1994 for ca. 73 % af al tekst-tv-sening i Danmark. DRs tekst-tv bringer service fra en lang række offentlige tjenester som DSB, Told & Skat og SU-styrelsen. DR stiller tekst-tv-siderne gratis til rådighed for disse.

Figur 3

TV 2s tekst-tv startede som forsøg i 1990 og er siden udbygget efter entreprisemodellen, således at eksterne leverandører varetager enkeltsider. Ritzaus Bureau har således siden juli 1994 under TV 2s programansvar leveret tekst-tv med løbende opdatering af nyheder. Kommercielt er TVR i samarbejde med bl.a. Berlingske Tidende. TV 2 har i 1994 investeret i et nyt tekst-tv-system, der er blandt de mest avancerede på markedet. Systemet giver således mulighed for landsdækkende tekst-tv også under regionale udsendelser, samt for udsendelse af regionaliseret tekst-tv.

Seerandele
Tekst-tv-seningen har i perioden 1992-94 udviklet sig, som det fremgår af tabel 5. I takt med de to danske public service kanalers øgede udbud af tekst-tv er de øvrige kanalers markedsandel faldet. Faldet er kraftigst for satellit-tv, mindre for lokal-tv. H3>4.9. Den digitale tv-udvikling

4.9.1 Indledning
Inden for de nærmeste år vil det være muligt for forbrugerne at modtage digitalt udsendte tv-programmer. Foruden en teknisk bedre kvalitet - afhængigt af den anvendte båndbredde - vil det betyde overgang til 16:9 billedformatet frem for 4:3 formatet, der hidtil har været anvendt.

Hvis forbrugeren ønsker at se digitalt udsendte programmer i det nye format og i digital kvalitet, vil det være nødvendigt at investere i digitalt modtageudstyr, herunder et tv-apparat, som er beregnet til 16:9-formatet. Medmindre forbrugerne investerer i nyt udstyr alene for at få adgang til de digitale programmer, vil digitaliseringen kun slå igennem i takt med, at det nuværende modtageudstyr bliver slidt op.

Forbrugeren kan imidlertid også - som en slags "mellemløsning" - vælge at anskaffe en såkaldt set top-box, der omformer det digitale signal til modtagelse på eksisterende tv-apparater. Billedet på tv skærmen vil i så fald fremstå i letter box-format ("brevsprække"), dvs. med en sort stribe foroven og forneden.

4.9.2. Tv-standarder
Det nye, digitale sendesystem forventes på langt sigt at erstatte den nuværende analoge PAL-standard. Der anvendes samme frekvensbånd til udsendelse af digitalt tv som til analog udsendelse. Hvis Danmark skal deltage i denne udvikling, kan der derfor som nævnt være behov for i en årrække at parallelsende programmerne i PAL og i den nye digitale standard.

Det kunne i princippet ske ved at sende i den digitale standard via satellit, men det ville begrænse udbredelsen til husstande, der har egen satellit-tv-modtager eller er tilsluttet et fællesantenneanlæg. Hvis man ønsker at nå alle tv-modtagere - dvs. ikke alene alle husstande med tv, men også alle tv-apparater i hver enkelt husstand - vil det være nødvendigt at sende i den nye standard over jordbaserede sendere.

Det vil med andre ord sige, at hvis man ønsker at indføre digitalt, jordbaseret tv i Danmark, skal det hidtil ubenyttede landsdækkende frekvenssæt, som ofte betegnes "den tredje tv-kanal", tages i brug hertil. Ud fra de nuværende frekvensressourcer vil der ikke både være plads til en 3. analog kanal og til en digital sendeflade. Der skal derfor træffes et valg mellem de to anvendelser.

Der kan nævnes følgende fordele ved digitalt tv:

Disse - hovedsagelig - tekniske fordele vil forbrugerne i vidt omfang kun kunne mærke indirekte, idet de vedrører den digitale produktion og transmission af tv-programmerne. Nogle af de nævnte fordele som f.eks. billedformatet og -kvaliteten, de supplerende informationer og de nye tjenester, vil forbrugerne mærke mere direkte. Det skal dog samtidig nævnes, at forbrugerne ikke får glæde af disse ting med mindre, de investerer i digitalt modtageudstyr - altså et nyt tv-apparat. Investering i en set top-box sikrer kun, at de digitale programmer omformes til analoge signaler, som kan gengives på det eksisterende modtageudstyr. Blandt fordelene ved digitalt tv er dog også en lavere produktionspris for tv-apparaterne, hvilket må forventes at slå igennem på købsprisen for forbrugerne.

4.9.3. Digital transmission
Over én jordbaseret digital tv-kanal kan der rundspredes fire tv-programkanaler med samme kvalitet som de nuværende PAL-udsendelser. En jordbaseret digital tv-kanal vil således f.eks. kunne benyttes til paralleludsendelse af de to eksisterende danske landsdækkende tv-programkanaler (DR og TV 2) samt yderligere to tv-programkanaler.

Det jordbaserede sendernet og de i dag anvendte tv-modtagere er i Danmark indrettet til PAL-standarden og skærmformatet 4:3 (bredde:højde). Der er fra DRs og TV 2s side interesse for at skifte til det bredere format, 16:9, der ligger tæt op ad de hyppigst anvendte biograffilm-formater, widescreen-formaterne.

EU støtter denne digitale udvikling, og det europæiske standardiseringsorgan, ETSI, har for nylig godkendt standarder for systemets udsendelse over satellit og via kabel. En tilsvarende standard for systemets udsendelse via jordbaserede sendere kan forventes i løbet af et års tid (21). Denne brede indsats har fået også de rent kommercielle satellitselskaber til at acceptere at vente på det fælles europæiske system fremfor at introducere et ringere, men allerede færdigt digitalt system.

Dekodere til de enkelte fællesantenne-husstande forventes markedsført i løbet af 1995. Foreløbige prisoplysninger (22) indikerer, at en betalings-tv-dekoder vil koste omkring 4.000 kr., måske lidt mere i starten og med en prisudvikling, der hurtigt sænker prisen til omkring 2.000 krA HREF="elmed_fn.html#fn23">(23).

4.9.4. "Den tredje kanal"
Som nævnt ovenfor anvender DR-TV i dag to af sendemulighederne (Hove og Tolne) i det sæt af frekvenser, som er reserveret til en tredje landsdækkende tv-kanal. Hvis den tredje kanal skal udnyttes, skal der således findes en løsning på den manglende UHF-sendemulighed de to steder.

De eksisterende sendere i Tolne og Hove sender med en effekt på henholdsvis 50 kilowatt og 600 kilowatt. En eventuel tredje kanal skal anvende samme effekter. På grund af den lavere effekt i Tolne kan der formentlig findes en anden egnet frekvens der (24).

For Hoves vedkommende er det ikke muligt at finde en ny frekvens til det tredje program. Hvis denne sendemulighed skal anvendes til analog transmission, synes der at være to mulige løsninger på problemet. Den ene mulighed er, at DR ophører med at sende på UHF fra Hove. DR sender som nævnt i forvejen til Københavnsområdet på VHF fra Gladsaxe. Det vil betyde en dårligere dækning af DR i hovedstadsområdet. Det vil også betyde, at de husstande i området, som idag udelukkende modtager DR med en UHF-antenne, skal anskaffe (eller genanskaffe) en VHF-antenne (25).

Den anden mulighed indebærer en reduktion af sendemulighederne for lokal-tv. Lokal-tv i Københavnsområdet sendes på kanal 23 (UHF) og kanal 60 (UHF) fra Gladsaxe. Kanal 60 kan i stedet sendes fra Hove med 600 kilowatt, hvorved den manglende sendemulighed til den tredje landsdækkende kanal tilvejebringes. Dette vil dog betyde, at de nuværende lokale tv-stationer på kanal 23 og kanal 60 skal deles om kanal 23.

Det bemærkes, at de nugældende programmæssige sendetilladelser for stationerne på kanal 60 løber frem til 31. august 1996. På kanal 23 har stationerne tilladelse frem til 31. marts 1998. Der er således på nuværende tidspunkt disponeret over sendemulighederne frem til disse tidspunkter.

Hvis sendemuligheden derimod skal indgå i udsendelsen af landsdækkende digitalt tv, kan der, ifølge den danske frekvensmyndighed, Telestyrelsen, formentligt opnås aftale med Sverige om adgang til at benytte samme UHF-tv-kanal i Hove og Jyderup (såkaldt single frequency-network). Ved en sådan benyttelse er der med andre ord ikke frekvensmæssigt behov for at ændre den nuværende frekvensudnyttelse for DR-TV eller lokal-tv i Københavns-området.

Hvis den tredje kanal tillige skal benyttes til regionale udsendelser, kan der ikke etableres single frequency-network mellem Hove- og Jyderup-senderne. En mulig løsning kunne, ifølge Telestyrelsen, formentligt forhandles med Sverige, men med risiko for nogle års forsinkelse.

Der er ikke på nuværende tidspunkt taget politisk stilling til anvendelsen af den tredje landsdækkende kanal. Bl.a. skal der som nævnt tages stilling til, om transmissionsteknikken skal være analog eller digital. Ved analog anvendelse kan man opnå én programkanal, men ved digital anvendelse kan man opnå fire programkanaler.

Ifølge oplysninger fra Tele Danmark og Telestyrelsen vil de samlede tekniske anlægs- og driftsomkostninger for en tredje landsdækkende, analog kanal andrage ca. 120 mio. kr. pr. år inklusive omkostninger til fællesudnyttelse af master, antenner, stationer m.v. (26)

Med de frekvensmæssige begrænsninger, som foreligger inden for en overskuelig tid, er der i princippet tre modeller for anvendelsen af den tredje kanal:

  1. Én programkanal med analog transmission.
  2. Fire programkanaler med digital transmission.
  3. Én analog programkanal med klausul om, at frekvenserne på et senere tidspunkt skal anvendes til digital transmission.

Model 1 kan etableres umiddelbart, hvis de nævnte problemer vedr. sendemulighederne i hovedstadsområdet løses. Hvis denne model vælges, betyder det formentligt, at der ikke inden for en overskuelig fremtid kan etableres digital jordbaseret udsendelse af tv i Danmark.

Model 2 forventes at kunne etableres inden for 2-3 år, hvis der er tale om landsdækkende udsendelser, og inden for 4-5 år, hvis der er tale om regionale udsendelser.

Model 3 er også en mulighed, men hvis det er hensigten at skifte til digital anvendelse, når dette bliver muligt, får den pågældende programvirksomhed kun meget kort tid til at afskrive investeringen. Det bemærkes dog i den forbindelse, at hvis den samme virksomhed, som har sendt den analoge programkanal, får lov at fortsætte med en af de digitale programkanaler, kan en del af investeringen nyttiggøres herigennem. Det bemærkes endvidere, at det ikke vil være teknisk muligt efter overgang til digital transmission at parallelsende signalet analogt i en overgangsperiode. Man mister altså så at sige seerne, indtil disse eventuelt har anskaffet digitalt modtageudstyr eller set top-box. Hvis hensigten er at lade den analoge programvirksomhed være i drift i en længere årrække, svarer modellen i praksis til model 1.
Digitalt udsendt tv kan ikke i alle tilfælde modtages med det antenneudstyr (UHF og VHF), som anvendes i dag. Modtagelse på de eksisterende fjernsynsapparater kræver endvidere som nævnt anvendelse af set top-bokse. Selvom f.eks. DR-TV og TV 2 begynder at sende digitalt, må det anses for nødvendigt fortsat at sende de i dag eksisterende programkanaler analogt (parallelsending) i en periode på 10-15 år, indtil modtageudstyret er udskiftet.

4.9.5. Regionalt tv
Hvis de frekvenser, der er reserveret til den tredje tv-kanal, anvendes til digitalt tv, vil der kunne opnås samme regionale struktur, som TV 2 i dag anvender. Det samme gør sig gældende ved anvendelsen af den tredje kanal til analog udsendelse, jf. den omtalte model 1.

4.9.6. Satellit-tv
De kommercielle satellitselskaber har startet prøvesendinger i det nye europæiske digitale system (bl.a. Astra), og både de omtalte dekodere og egentlige digitale tv-modtagere forventes på markedet i 1995. DR har til hensigt at begynde at sende sit nuværende program via satellit i DVB-format til de eksisterende jordbaserede sendere.

Udsendelse af tv-programmer via satellit er en økonomisk meget konkurrencedygtig distributionsform for tv-stationerne. Distribution over en transponder på en satellit koster i dag 10-40 mio. kr. om året - afhængigt af satellitsystem og -position. Alene på grund af denne relativt lave pris vil antallet af digitale satellitstationer øges i de kommende år, uanset at mængden af tilgængeligt programstof ikke stiger tilsvarende. Også kabelanlæggene vil ved investering i overgang til digital teknik få plads til flere kanaler.

Ifølge Telestyrelsens skøn er der ca. 4.000 fællesantenneanlæg, der selv eller via en fælles antenne eller parabol modtager de programmer, der bringes i anlægget. Det skønnes, at nyt modtageudstyr, som vil kunne modtage digitale signaler, koster omkring 25.000 kr. Denne omkostning vil især belaste små fællesantenneanlæg, som kun har få tilslutninger at fordele omkostningerne på. Hvis de programmer, der kun modtages digitalt, skal kunne ses på de nuværende tv-apparater, vil der skulle anskaffes en set top-box, jf. ovenfor (27). H3>4.10. Den digitale radioudvikling

4.10.1. Landsdækkende og regional radio
På samme måde, som FM i 50'erne - i forhold til mellem- og langbølge - forbedrede den tekniske kvalitet, er der nu et nyt system på vej, der vil give forbedringer i forhold til FM-standarden. Det nye system benævnes DAB (Digital Audio Broadcasting).

DAB kan give en lydkvalitet, der er sammenlignelig med den kvalitet, der kan opnås med cd-plader. Den tekniske opbygning af DAB-systemet betyder endvidere, at DAB i modsætning til FM radiofoni er yderst velegnet til mobil modtagelse. DAB kræver helt nye modtagere, og almindelig markedsføring af de første DAB modeller forventes i løbet af 1997.

DAB-systemet anvender ikke enkeltfrekvenser som FM, men er opbygget som 1,5 MHz brede frekvensblokke, som kan indeholde en række programmer. En DAB-frekvensblok kan betragtes som en ramme, der alt efter kravene til den tekniske kvalitet kan indeholde enten 4-6 stereoprogrammer eller op til 16 monoprogrammer eller en kombination heraf.

Til national dækning (landsdækkende programmer) kan den samme DAB-frekvensblok genanvendes således, at én og samme DAB-blok anvendes på alle sendestationer. Til forskel fra FM, hvor det samme program for at undgå gensidige forstyrrelser udsendes på en række forskellige frekvenser, vil DAB-sendestationerne, der sender på samme frekvens, "hjælpe" hinanden med dækningen og tilsammen skabe landsdækning. Årsagen hertil er bl.a., at DAB-signalet er digitalt.

Med hensyn til regionale DAB-udsendelser vil Danmark blive opdelt i en øst- og en vest-region, som skilles ved Lillebælt (28). I hver region vil der være en regional DAB-blok til rådighed. Det vil sige, at man overalt i Danmark kan modtage to DAB-blokke, nemlig den landsdækkende blok og den regionale blok, der hører til området.

Systemet indføres i Europa i 1995-96. Da de eksisterende FM-modtagere ikke kan benyttes til modtagelse af DAB, påregnes der en lang overgangsperiode med paralleludsendelse af programmerne over FM og DAB. På længere sigt (15-20 år) er det muligt, at DAB helt kan erstatte FM-udsendelserne - i det mindste for så vidt angår de landsdækkende programmer.

4.10.2. Lokal radio
For så vidt angår lokalradioområdet, kan den nuværende struktur med separate programmuligheder i hver enkelt kommune ikke anvendes i forbindelse med introduktionen af DAB. Årsagen er, at frekvensbehovet langt overstiger frekvensmulighederne, når DAB områderne bliver små. Afhængigt af konkrete, bilaterale aftaler med nabolande forventes det, ifølge Telestyrelsen, at der i 1,5 GHz-frekvensbåndet i første omgang kan etableres et begrænset antal enkeltstående sendemuligheder med DAB-blokke. Disse DAB-sendemuligheder til lokalradioformål forventes med tiden udvidet, så de afspejler strukturen på lokalradioområdet.

Hvis efterspørgslen efter DAB-modtagere udvikler sig efter det sædvanlige mønster for forbrugerelektronik, vil der først være et større antal DAB-lyttere omkring år 2000-2005. Selv på dette tidspunkt bliver det dog formentlig kun de største lokalradiostationer, der kan tænkes at se en fordel i at påbegynde DAB-udsendelser, selvom der skulle blive teknisk mulighed for det. Den lille græsrodsradio vil næppe have glæde af at sende DAB, før praktisk taget alle lytterne har skiftet deres radiomodtagere ud med DAB-modtagere. Hertil kommer, at det sandsynligvis af tekniske årsager vil være betydeligt dyrere for lokalradioer at sende i DAB-teknologi frem for i FM. Meget kunne derfor tale for at bibeholde i det mindste en del af FM-båndet til lokalradioformål i en længere årrække for at tilgodese denne gruppes interesser. Endelig bemærkes det, at de nye radiomodtagere, som vil komme i handelen i de kommende år, forventes at kunne modtage både FM og DAB.

H3>4.11. Udviklingen i modtagelsen af radio og tv

Som nævnt kan tv modtages ved hjælp af traditionel tag- eller stueantenne, gennem kabel i fællesantenneanlæg eller ved hjælp af en individuel parabolantenne (DTH). Forudsætningen for at modtage udenlandsk tv (bortset fra nabolands-tv fra f.eks. Sverige eller Tyskland) eller dansk tv, sendt via satellit (TV3) eller kabel, er at husstanden er tilsluttet en parabolantenne eller et kabel-tv-anlæg.

Tabel 6 viser udviklingen i de forskellige former for tv-modtagelse fra 1992 til 1995 og giver en prognose frem til år 2000.

Tabel 6
Udviklingen i modtagelsen af satellit- og kabel-tv
199219931994199519961997199819992000
Tv husstande (1.000)2.2542.2742.2632.3002.3402.3802.4202.4602.502
Kabel %403841465455565757
DTH %478101214161719
Satellit ialt %444549566669727476
Kilde til de historiske tal: Gallup TV-Meter. Det bemærkes, at kabel-anlæg på 25 eller færre tilslutninger ikke er medtaget i tabellen.

Prognosen er udarbejdet af en særlig "regnegruppe", nedsat af Medieudvalget med henblik på denne betænkning. Det er skønnet, at den årlige tilvækst i antallet af kabel- og DTH-tilslutninger vil falde fra godt 5% i 1995 til ca. 3,5% i slutningen af perioden.

Udviklingen i kabel- og DTH-tilslutninger er bl.a. interessant i forbindelse med eventuel introduktion af nye programkanaler. Det fremgår af figuren, at en satellit-kanal i år 2000 vil kunne modtages af 76% af tv-husstandene, mens en kabelfødt programkanal vil kunne nå frem til 57% af husstandene. Det samme vil gælde en digitalt distribueret satellit-kanal og en digital, jordbaseret programkanal.

Figur 4

Det skal tilføjes, at en del af "kabel-husstandene" er tilsluttet små fællesantenneanlæg, det vil sige med under 25 tilslutninger. Disse små anlæg har ofte en lille kapacitet, hvilket betyder, at de ikke kan modtage så mange kanaler. På grund af sammenlægninger eller tilslutning til Tele Danmarks kabel-tv-net bliver der færre af disse små anlæg. Hvis man medtog dem i prognosen, blev andelen af husstande som i år 2000 kan modtage satellit-tv i stedet 79%.