7. Mediepolitiske argumenter og anbefalinger

En sammenhængende og fremtidsorienteret politik for radio- og tv virksomhed i Danmark må efter Medieudvalgets opfattelse være baseret på tre fundamentale hensyn:
  1. Den skal bygge på respekt for ytringsfrihedens og informationsfrihedens principper.
  2. Den skal sikre mangfoldighed og alsidighed i det samlede medieudbud, så borgerne får en reel mulighed for at orientere sig bredt om internationale, nationale og lokale forhold på alle samfundslivets forskellige områder.
  3. Den skal sikre de nødvendige rammer og økonomiske forudsætninger for, at der kan opretholdes og videreudvikles en omfattende produktion af danske radio- og tv-programmer inden for en mangfoldighed af genrer og emneområder.
Ved fornyelser og ændringer af den nuværende lovgivning er der i lyset af de tre hovedprincipper efter Medieudvalgets opfattelse grund til i særlig grad at lægge vægt på følgende: Idet det samlede Medieudvalg tilslutter sig disse målsætninger, sker anbefalingerne inden for rammerne af tre hovedmodeller. Det gælder:
  1. Kombinationsmodellen.
  2. Konkurrencemodellen.
  3. Den liberale model.
Det er ikke den overordnede målsætning, der adskiller disse tre modeller fra hinanden. De tager nemlig alle udgangspunkt i de fælles målsætninger, som er anført ovenfor. Hvad der derimod adskiller modellerne, er de konkrete midler, hvormed de bedst mener at kunne nå disse mål.

Det samlede Medieudvalg afviser imidlertid såvel de helhedsmodeller, der udelukkende vil lade det være op til markedsreguleringerne at sikre et mangfoldigt medieudbud, som de modeller, der udelukker private kommercielle stationer fra det danske mediemarked. I begge tilfælde gælder, jf. beskrivelserne af model I og X i kapitel 6, at hensynet til et mangfoldigt og alsidigt medieudbud, efter Medieudvalgets opfattelse ikke kan tilgodeses i tilstrækkeligt omfang inden for rammerne af disse modeller.

Modellernes rækkefølge er bestemt af antallet af medlemmer, som har tilsluttet sig den pågældende model. Det bemærkes, at Trine Sick på grund af bortrejse ikke har afgivet anbefalinger til denne betænkning.

7.1. Kombinationsmodellen

Et flertal på ialt 23 af Medieudvalgets 28 voterende medlemmer bestående af Gunhild Agger, Kate Bluhme, Susanne Christiansen, Ebbe Dal, Maria Helleberg, Bettina Heltberg, Torben Holmbäck, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen, Anders Krarup, Torben Krogh, Torben Dalby Larsen, Peter Harms Larsen, Henning Lund-Sørensen, Tove Malzer, Kim Minke, Frands Mortensen, Hans Carl Nielsen, Peter Lorentz Nielsen, Ole Steen Nielsen, Vibeke G. Petersen, Lars Poulsen og Chresten W. Reves anbefaler, at den kommende politiske løsning på de elektroniske mediers forhold tager udgangspunkt i den efterfølgende helhedsmodel, kaldet Kombinationsmodellen

Henning Lund-Sørensen, Peter Lorentz Nielsen og Vibeke G. Petersen tilslutter sig grundprincippet i Kombinationsmodellen, jf. 7.1.1., men ønsker ikke at tage stilling til modellens enkelte elementer, da de forskellige elementer ikke nødvendigvis følger af grundprincippet.

7.1.1. Mediepolitiske målsætninger
Denne model tager sit afsæt i en opfattelse af, at det nuværende system, med DR som en rent licensfinansieret virksomhed og TV 2 som finansieret ved en blanding af licens og reklameindtægter, har vist sig at rumme store kvaliteter, som det ville være hasarderet at sætte over styr. Set i europæisk sammenhæng har det således i Danmark været muligt at fastholde en enestående stor markedsandel til de to public service kanaler, ligesom TV 2/regionerne i dag må betegnes som en ubetinget succes.

Såvel ytrings- som informationsfriheden sikres efter dette flertals opfattelse også i fremtiden bedst ved tilstedeværelsen af flere af hinanden uafhængige danske public service institutioner med tilstrækkelige økonomiske midler til at leve op til de stillede programkrav.

Den nødvendige offentlige støtte til disse public service institutioner ydes i form af licens, som gennem langsigtede politiske aftaler garanterer den enkelte institutions vilkår over en længere periode. Det sikres herved, at støtten til de enkelte public service institutioner bliver uafhængige af den/de andre støttede institutioners økonomiske behov. Sådanne langsigtede aftaler vil give garanti mod løbende politisk indblanding i institutionernes virke. Samtidig med denne sikring af public service institutionerne må de private, uforpligtede stationer, der arbejder på såvel nationalt som lokalt niveau, sikres friere udfoldelsesmuligheder.

På denne måde sikres såvel informations- som ytringsfriheden optimalt. De problemer, det nuværende mediesystem indeholder, skal derfor ikke løses ved radikale forandringer, hvis mulige fordele slet ikke ville stå mål med de problemer og vanskeligheder, de ville medføre, men derimod ved en række justeringer, der hvor det har vist sig påkrævet. Det sker for at bevare styrken og dynamikken i det samlede mediesystem og for at undgå uønskede bivirkninger fra den hidtidige regulering.

Mediepolitikken i Danmark handler ikke kun om de elektroniske mediers fremtidige forretningsmæssige og driftsmæssige forhold. Med andre ord om erhvervspolitik, konkurrenceforhold og licensforlig.

Den handler i væsentligt omfang om noget vigtigere, nemlig om udviklingen af det danske demokrati, om den demokratiske debat og om den kulturpolitik, der skal være det danske modspil til internationaliseringen. Det må sikres, at der nationalt, regionalt og lokalt er et aktivt modspil til den massive udenlandske påvirkning, og at der laves dansk fjernsyn og radio af kvalitet.

Sammensmeltningen af tv-, computer- og teleteknologien betyder, at nye, interaktive tjenester kommer på markedet. Det er vigtigt at holde sig for øje, at udviklingen på dette område ikke må bremses af traditionel tankegang. En række tidligere regler vil uvægerligt komme til kort over for de grænseoverskridende teknologiske muligheder.

Det er et led i teleliberaliseringen, at disse nye tjenester kan leveres af enhver tjenesteudbyder. Da nogle af tilbudene - f.eks. video on demand - til forveksling vil ligne tv-programmer, er det vigtigt at sørge for, at der er så ensartede spilleregler som muligt for tjenester af samme art.

Medieudvalget har i arbejdet med fremtidens elektroniske medielandskab lagt afgørende vægt på at skitsere rammerne for en sammenhængende mediepolitik, der under hensyntagen til de tre overordnede fundamentale principper og den teknologiske udvikling, som er kendt i dag, vil kunne give de danske medieforbrugere et bredt og alsidigt tilbud både på nationalt, regionalt og lokalt plan.

7.1.2. Modellens enkelte elementer
I det følgende er Kombinationsmodellen hovedanbefalinger opstillet. De alternative anbefalinger er medtaget i afsnit 7.1.3.

Public service virksomhederne

1. Danmarks Radio, TV 2/Danmark og de regionale TV 2-stationer fastholdes som public service stationer. Danmarks Radio finansieres fortsat ved licens, mens TV 2 finansieres ved en blanding af licens og reklamer.

2.B egge public service institutioner skal årligt redegøre for, hvordan de har opfyldt deres programpolitiske målsætninger, herunder for brugen af entrepriseproduktion. Redegørelsen underkastes offentlig debat.

3. De centrale og regionale programråd i public service virksomhederne med repræsentanter for forbrugerorganisationer og folkelige organisationer fastholdes og styrkes som rådgivende og debatskabende fora vedrørende programvirksomheden.

4. Danmarks Radio omdannes til et aktieselskab. TV 2/Danmark og TVR sammenlægges og omdannes også til et aktieselskab. I forbindelse hermed eftergives TV 2s gæld. Derved sikres, at Danmarks Radio og TV 2 får frihed til at iværksætte nye aktiviteter, herunder mulighed for at oprette fælles selskaber (joint ventures) med private selskaber. Der åbnes endvidere mulighed for, at også de regionale stationer, kan omdannes til aktieselskaber, såfremt en sådan selskabsform findes hensigtsmæssig.

5. Danmarks Radios og TV 2s licensindtægter fastlægges for en flerårig periode. Radiofonden og TV 2-fonden nedlægges, og licenspengene indgår direkte i den pågældende institutions grundkapital. Budgetrammesystemet afskaffes.

6. Der bør tilvejebringes forudsætninger for, at Danmarks Radio og TV 2 kan overtage ejendomsretten til deres respektive sendernet, idet det skal sikres at andre brugere af sendernettet får de samme rettigheder som i dag.

7. TV 2 skal fortsat have entrepriseforpligtelser. TV 2/Regionerne skal kunne levere entrepriseproduktioner til TV 2s landsprogrammer. Samtidig skal Danmarks Radio - om end i mindre omfang - pålægges entrepriseforpligtelse.

8. Danmarks Radio bør fastholdes som en samlet enhed.

9. Såfremt TV 2s reklameindtægter - som følge af stigende konkurrence på TV-reklamemarkedet - falder i et omfang, der alvorligt truer TV 2s muligheder for at leve op til sine public service forpligtelser, skal TV 2 kompenseres ved en stigning i de samlede licensindtægter. Stigningen i licensen aftales i forbindelse med de flerårige licensaftaler.

10. De regionale TV 2-stationer bevarer deres selvstændighed og indgår fortsat i TV 2-familien. Deres mulighed for at bidrage til TV 2s landsflade - herunder til den kommende supplementskanal - skal styrkes.

De landsdækkende og regionale jordbaserede frekvenser

11. Den fjerde landsdækkende radiokanal tildeles Danmarks Radio, således at radio-institutionen råder over fire kanaler.

12. Den landsdækkende DAB-blok tildeles Danmarks Radio til paralleludsendelse af de tre analoge kanaler. De to regionale DAB blokke anvendes ligeledes til paralleludsendelse af Danmarks Radios regionalradioer. Sendetilladelserne til de øvrige ledige landsdækkende og storregionale frekvenser udbydes samtidig i koncession, men uden detaljeret krav til programsammensætningen.

13. Det ledige tredje landsdækkende jordbaserede tv-frekvenssæt skal forbeholdes overgangen til digital transmission. Danmarks Radio og TV 2 skal hver tildeles to kanaler, hvoraf den ene skal anvendes til paralleludsendelse af den analoge kanal.

De lokale elektroniske medier

14. For de idébetonede radiostationer og tv-stationer gælder, at de skal sikres offentlig støtte (finanslov/tipsmidler/"højskolemodel"/kommunale medieværksteder). Det forudsættes, at de ikke sender reklamer, og at de ud fra en almindelig vurdering må anses som støtteberettigede. Støttetildelingen skal ske via et centralt nævn, der ikke må være identisk med det, som udsteder sendetilladelserne.

15. De lokale radiostationer bibeholder den nuværende sendestruktur baseret på kommunegrænser. Der skal gives mulighed for at lave fællesnævn i større omfang end nu på tværs af kommunegrænserne, så der kan tilvejebringes et befolkningsgrundlag, der kan finansiere en større lokalradio. Samtlige lokalstationer tildeles, hvor det er muligt, større sendestyrke (160W). Samtidig åbnes der mulighed for at lokale radiostationer individuelt kan tildeles større sendestyrke, men de skal selv finansiere udgifterne herved. Det skal dog sikres, at det ikke påvirker stationer udenfor fællesnævnenes område. Medievirksomheder har adgang til radiodrift på lige fod med andre.

16. Netværk for lokale radiostationer tillades i begrænset omfang, det vil sige når det gælder nyhedsudsendelser og i nattimerne ((fra kl. 23-06) natradio).

17. De nuværende, lokale jordbaserede tv-sendeområder udbydes i koncession. Koncessionsindehaveren får monopol på lokalt jordbaseret reklamefinansieret tv i det pågældende område. I koncessionsbetingelserne skal det fastsættes, at der skal være lokal- og aktualitetsstof. Derudover skal der ugentligt stilles et antal sendetimer til rådighed for lokale ikke-kommercielle tv stationer.

18. Koncessionerne tildeles af et centralt nævn til den højstbydende, som opfylder koncessionsbetingelserne. Medievirksomheder er berettiget til at byde på lige fod med andre. Koncessionsafgifterne opsamles i en fond, der støtter de idébetonede lokale stationer.

19. Det gældende forbud mod netværk for de lokale tv-stationer opretholdes.

20. Spørgsmålet om, hvorvidt de lokale medier i større udtrækning end i dag skal have programmer sendt i public service kanalerne, hører ikke hjemme i disse anbefalinger.

Reklameregler

21. For de jordbaserede danske tv-kanaler gælder, at minimumsreglerne i EUs tv-direktiv indføres - bortset fra tilladelse til at afbryde programmer (breaks).

22. De særlige danske krav til reklamer samt finansiering af satellit- og kabelradio og -tv ophæves, og EUs tv-direktivs minimumsregler indføres - bortset fra tilladelse til at afbryde programmer (breaks).

23. Local insert af reklamer i retransmission af tv-programmer via satellit tillades, dog således, at local insert ikke tillades for tv-stationer, der sender breaks.

7.1.3. Mediepolitiske anbefalinger og argumenter

Public service virksomhederne

Ad 1
Danmarks Radio, TV 2/Danmark og de regionale TV 2-stationer fastholdes som public service stationer. Danmarks Radio finansieres fortsat ved licens, mens TV 2 finansieres ved en blanding af licens og reklamer.
Anbefales af alle, der har tilsluttet sig Kombinationsmodellen.

Modellen fastholder den nuværende situation med to konkurrerende public service institutioner, da det danske mediebillede i denne struktur har vist sig at rumme store fordele i forhold til programudbudets alsidighed. Det er derfor af stor betydning, at dette spillerum opretholdes.

Forpligtelsen for Danmarks Radio, TV 2/Danmark og TV 2/regionerne til at udsende en public service programflade udelukker naturligvis ikke, at kommercielle stationer udsender programmer, der ligner de forpligtede stationers. Ligeledes vil der være en konkurrence på programmer med mulighed for programlighed til følge. Men det rokker ikke ved den kendsgerning, at det er tilstedeværelsen af konkurrerende public service stationer, modellens anbefalere vil sikre.

Anbefalerne er, som det vil fremgå senere, helt opmærksomme på, at denne sikring kan betyde, at en licensstigning kan komme på tale (se dog afsnit 7.4).

Stigende konkurrence, ikke mindst fra satellit-transmitterede danske programmer som f.eks. TV 3, indebærer nemlig en risiko for udhuling af TV 2s kommercielle indtægtsgrundlag. I en sådan situation kan det, for at understøtte institutionens public service produktion, blive nødvendigt at tilføre TV 2 ekstra licensmidler.

I denne forbindelse er det vigtigt at understrege som præmis for modellen, at der er vandtætte skotter mellem de økonomiske vilkår for public service institutionerne. Således må der ikke være nogen risiko for, at økonomiske problemer på én af institutionerne kan undergrave finansieringsgrundlaget for den anden.

Konkurrentens mulige økonomiske problemer skal derfor ikke kunne begrænse institutionernes økonomiske muligheder for at producere kvalitetsprogrammer.

Men i øvrigt er det anbefalernes vurdering, at behovet for licensmidler på grund af pres mod TV 2s reklameindtægt ikke på nogen måde vil være af en størrelse, der vil undergrave licensbetalingsviljen. Det vil snarere kunne blive situationen, hvis al public service virksomhed i Danmark skulle varetages af én institution med risiko for manglende fornyelse og omstillingsevne.

Det kan indvendes, at modellen ikke imødekommer seernes ønske om koordinering af public service stationernes programmer. Hertil må siges, at konkurrencen selvsagt indebærer, at lyttere og seere stilles over for en række valg. Imidlertid sker der dog en vis koordinering, fordi institutionerne ser deres interesse heri - som eksempel kan nævnes sportsprogrammer.

Sammenfattende vurderer anbefalerne, at fordelene ved det nuværende system langt overgår de indvendinger, der er blevet rejst mod det.

Ad 2
Alternativ I
Begge public service institutioner skal årligt redegøre for, hvordan de har opfyldt deres programpolitiske målsætninger, herunder for brugen af entrepriseproduktion. Redegørelsen underkastes offentlig debat.
Anbefales af Kate Bluhme, Ebbe Dal, Torben Holmbäck, Anders Krarup, Torben Krogh, Torben Dalby Larsen, Peter Harms Larsen, Ole Steen Nielsen, Lars Poulsen og Chresten W. Reves.

Alternativ II
Public service virksomhederne forpligtes til årligt at udarbejde og offentliggøre en redegørelse for, hvordan de i overordnede mål agter at opfylde public service forpligtelsen og efterfølgende redegøre for, hvordan de i det forløbne år har opfyldt public service forpligtelsen. Redegørelsen underkastes en offentlig debat.
Anbefales af Gunhild Agger, Susanne Christiansen, Bettina Heltberg, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen, Tove Malzer, Kim Minke, Frands Mortensen og Hans Carl Nielsen.

Ud fra en historisk betragtning kan man se, at public service henter sin legitimitet i informationsfriheden, det vil sige i det mangfoldige og alsidige udbud, der sikrer befolkningen mulighed for at modtage væsentlige og betydningsfulde informationer og oplevelser. Dette er i modsætning til dagspressen, der henter sin legitimitet i forhold til ytringsfriheden og uafhængigheden af statsmagten (frihed til at etablere sig og udsende et indhold ganske, som det passer ejeren og redaktøren.) Der er derfor behov for en løbende offentlig debat om den måde, public service medierne forvalter deres forpligtelser på. Konkret betyder det at:

Imod en sådan ordning, som forpligter public service virksomhederne til årligt at udarbejde og offentliggøre en redegørelse for, hvordan de i detaljer vil leve op til kravene det kommende år, taler følgende argumenter: Ad 3
De centrale og regionale programråd i public service virksomhederne med repræsentanter for forbrugerorganisationer og folkelige organisationer fastholdes og styrkes som rådgivende og debatskabende fora vedrørende programvirksomheden.
Anbefales af alle, der har tilsluttet sig Kombinationsmodellen.

Forslaget ligger i forlængelse af ønsket om at fremme den folkelige debat om public service stationernes virke.

Ad 4
Danmarks Radio omdannes til et aktieselskab. TV 2/Danmark og TVR sammenlægges og omdannes også til et aktieselskab. I forbindelse hermed eftergives TV 2s gæld. Derved sikres, at Danmarks Radio og TV 2 får frihed til at iværksætte nye aktiviteter, herunder mulighed for at oprette fælles selskaber (joint ventures) med private selskaber. Der åbnes endvidere mulighed for, at også de regionale stationer kan omdannes til aktieselskaber, såfremt en sådan selskabsform findes hensigtsmæssig.
Anbefales af alle, der har tilsluttet sig Kombinationsmodellen, se dog forbehold fra Ebbe Dal, Torben Holmbäck, Torben Dalby Larsen, Ole Steen Nielsen og Chresten W. Reves, jf. anbefaling nr. 9.

Forslaget går ud på at omdanne Danmarks Radio og TV 2 til aktieselskaber, hvor staten ejer 100% af aktierne.

Herved vil DR og TV 2 få samme juridiske status, som de tilsvarende institutioner har i Finland (YLE) og Sverige (SR, SVT og Utbildningsradioen er alle aktieselskaber). I Norge omdannes NRK i nær fremtid til aktieselskab.

Hovedargumentet herfor er, at aktieselskabsformen muliggør en friere bevægelighed i forhold til det ekspanderende, kommercielle marked, samt at aktieselskabsformen gør det let for de offentlige public service institutioner at etablere egne datterselskaber (med isolerede regnskaber) samt at indgå i kommende, nødvendige joint ventureaftaler eller egentlige alliancer. Endelig sikrer en aktieselskabstruktur medarbejderrepræsentation i bestyrelsen.

Et aktieselskab vil endvidere have mulighed for en friere regnskabsaflæggelse samt mulighed for at foretage langsigtede investeringer, hvor dele af virksomhedens i øjeblikket dødlagte kapitel kunne aktiveres (DR ejer f.eks. bygninger for mindst 862 mio. kr.). Dette vil stille de offentlige institutioner i samme fordelagtige juridiske stilling som deres kommercielle konkurrenter.

Ved en aktieselskabsform må man i radioloven og/eller i formålsparagraffen stadfæste, hvad institutionens hovedformål er samt muliggøre, at den selv kan foretage yderligere aktiviteter.

Imod en aktieselskabsform med staten som eneaktionær kan anføres, at den rummer en risiko for en mere direkte politiske styring, end tilfældet er i dag. Som eneaktionær ville staten således få frie hænder til at afsætte den til enhver tid siddende bestyrelse. Til det kan siges, at denne risiko reelt ikke er større end tilfældet er i dag. Hvis der et ønske om politisk detailstyring, vil det også inden for den nuværende styrelsesform være muligt. Desuden kan der i lovgivningen og efterfølgende i aktieselskabernes vedtægter indføjes bestemmelser, der kan beskytte imod utidig statslig indblanding.

I overvejelserne om TV 2-regionernes fremtidige selskabsmæssige status må der tages hensyn til, om regionernes nuværende idégrundlag og uafhængighed kan sikres. Regionernes forankring i lokale miljøer og traditioner er ønskværdig og en ubetinget fordel, men forskelligheden i selskabsmæssig status giver utilsigtede problemer, f.eks. i forhold til medarbejderrepræsentation i de styrende organer.

Blandt regionerne findes forskellige konstruktioner. TV 2/Syd er således et aktieselskab, underlagt en regionalt valgt bestyrelse, mens de øvrige TV 2-regioner er selvejende institutioner med regionalt udpegede repræsentantskaber med bred folkelig og organisatorisk forankring. Repræsentantskabet vælger derefter suverænt den økonomisk ansvarlige bestyrelse for den enkelte station.

En overvejelse om at lade alle regioner overgå til aktieselskaber må blandt andet afklare:

Ad 5
Danmarks Radios og TV 2s licensindtægter fastlægges for en flerårig periode. Radiofonden og TV 2-fonden nedlægges, og licenspengene indgår direkte i den pågældende institutions grundkapital. Budgetrammesystemet afskaffes.
Anbefales af alle, der har tilsluttet sig Kombinationsmodellen.

Supplement til anbefaling nr. 5
Pengene fra Radiofonden går direkte til DR.
Følgende ønsker ovenstående supplementstekst tilføjet anbefalingen: Kate Bluhme, Susanne Christiansen, Ebbe Dal, Torben Holmbäck, Torben Krogh, Torben Dalby Larsen, Ole Steen Nielsen, Lars Poulsen og Chresten W. Reves.

For at kunne klare sig i såvel den nationale som den internationale konkurrence og dermed sikre, at der til stadighed er et mangfoldigt programudbud, må Danmarks Radio og TV 2 have friere og bedre arbejdsvilkår, end det i dag er tilfældet. Samtidigt bør de to virksomheder sikres den størst mulige arbejdsro i forhold til politiske beslutninger om deres driftøkonomi.

Til fordel for supplementsteksten kan anføres, at Radiofonden har opsamlet den egenkapital, som Danmarks Radio har opbygget gennem de senere år. Som følge af den nye og vanskeligere konkurrencesituation, som Danmarks Radio står overfor, vil det være afgørende for public service institutionens konkurrencemuligheder, at hele den opsamlede formue overføres som disponibel egenkapital.

Imod supplementsteksten kan indvendes, at Radiofondens formue stammer fra den almene licensafgift. Licensen er en husstandsafgift, idet det påhviler enhver husstand med radio og/eller fjernsyn at betale licens. En mindre del af licensen er siden 1988 tilfaldet TV 2. Radiofonden er således ikke kun knyttet til Danmarks Radios drift.

Ad 6
Der bør tilvejebringes forudsætninger for, at Danmarks Radio og TV 2 kan overtage ejendomsretten til deres respektive sendernet, idet det skal sikres at andre brugere af sendernettet får de samme rettigheder som i dag.
Anbefales af alle, der har tilsluttet sig Kombinationsmodellen.

Til fordel for at lade DR og TV 2 overtage ejendomsretten til deres sendesystem kan anføres, at TV 2 i perioden fra 1. januar 1991 til 31. december 2004 er forpligtet til at betale Tele Danmark A/S etableringsomkostninger på 576 mio. kr. for sendenettet. Dette medfører dog ikke, at TV 2 overtager ejendomsretten, men blot brugsretten til nettet.

Tele Danmark er efter aftalens indgåelse privatiseret som et børsnoteret selskab, men har fortsat monopol på at bygge og vedligeholde sendenettet. Såvel DR som TV 2 betaler for drift og vedligeholdelse af sendenettet.

Det kan principielt forekomme urimeligt at Tele Danmark, som privatiseret selskab skal have mulighed for at opretholde sin monopolstilling i forhold til sendenettet og dermed udnytte faciliteter, som DR og TV 2 har finansieret.

Endvidere vil det tjene gennemskueligheden med hensyn til prisdannelsen hvis Tele Danmark-koncernens monopolstilling i forhold til sendenettet ophæves. Specielt det forhold, at Tele Danmark er udbyder af konkurrerende tjenester i forhold til såvel DR som TV 2, har været uheldigt og har øvet indflydelse på samarbejdsrelationerne mellem DR, TV 2 og Tele Danmark A/S.

Hvis institutionerne derimod selv ejede deres sendenet, ville de have mulighed for at udbyde drift og vedligeholdelse af nettet i licitation og dermed have mulighed for at sikre at driftsomkostningerne blev billigst mulige. DR og TV 2 ville ligeledes være i stand til at foretage langsigtede investeringer i nettet ud fra normale driftsøkonomiske overvejelser. Det skulle være en betingelse for TV 2s og Danmarks Radios overtagelse af sendernettet, at lokale radio- og tv stationer får uhindret adgang til den sendekapacitet, der er forbundet med de givne tilladelser. TV 2 og Danmarks Radio skulle desuden udleje overskydende kapacitet i medieinfrastrukturen til andre formål som mobiltelefoni og datatransmission.

Imod en overdragelse af ejendomsretten til sendenettet til hhv. DR og TV 2 taler, at medieinfrastrukturen på samme måde som radiobølger er en begrænset ressouce, som vil kunne udnyttes af mange andre programudbydere end DR og TV 2, som så måtte leje sig til kapacitet hos hhv. DR og TV 2. Endvidere vil der opstå komplikationer med opdelingen af ejendomsretten, da DR-TV sender dels på det landsdækkende VHF- net og dels benytter UHF-senderne i Hove og Tolne, som også er en del af TV 2s landsdækkende UHF-net. Endelig vil det rejse en række juridiske problemer hvis Tele Danmark - hvor 51% af aktierne ejes af staten, mens de resterende 49% ejes af private investorer - skulle fratages ejendomsretten til sendernettet.

På den anden side står fortsat, at DR gennem mange år har betalt for vedligeholdelse, udbygning og drift af sendenettet, og TV 2 er forpligtet til at betale såvel etablering som drift af sendenettet uden at have mulighed for at få økonomisk udbytte af den ekstra kapacitet, som derved bliver tilgængelig.

Ad 7
Alternativ I
TV 2 skal fortsat have entrepriseforpligtelser. TV 2/Regionerne skal kunne levere entrepriseproduktioner til TV 2s landsprogrammer. Samtidig skal Danmarks Radio - om end i mindre omfang - pålægges entrepriseforpligtelse.
Anbefales af Gunhild Agger, Susanne Christiansen, Ebbe Dal, Maria Helleberg, Bettina Heltberg Torben Holmbäck, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen, Anders Krarup, Torben Krogh, Torben Dalby Larsen, Peter Harms Larsen, Frands Mortensen, Tove Malzer, Hans Carl Nielsen, Ole Steen Nielsen og Chresten W. Reves.

Alternativ II.
TV 2 fritages for den nuværende entrepriseforpligtelse og TV 2/regionerne skal kunne levere entrepriseproduktioner, også til TV 2s landsprogrammer.
Anbefales af Kate Bluhme, Kim Minke og Lars Poulsen.

Til fordel for en fastholdelse af entrepriseforpligtelsen kan anføres, at den er en forudsætning for et fortsat dansk produktionsmiljø også udenfor de landsdækkende public service stationer, samt at den i praksis har vist sig velfungerende og udbytterig for såvel TV 2 som de uafhængige producenter. I forlængelse heraf kan der argumenteres for, at også Danmarks Radio bør pålægges en entrepriseforpligtelse. Danmarks Radios forpligtelse skal dog i givet fald have et mindre omfang end tilfældet er for TV 2. Herved bevares de forskelle, der fortsat bør være mellem de to medieinstitutioner.

Med hensyn til de regionale TV 2-stationers mulighed for at levere programmer til TV 2 på linje med de private producenter, kan det anføres, at de regionale TV 2-stationer har et behov for at producere andet end nyheder og kortere features/studieindslag, som dominerer de nuværende formater, jf. argumentationen under anbefaling nr. 2. Hvis man ønsker at udvikle de mindre decentrale produktionsmiljøer, som regionerne vil være kernen i, må man give dem forbedrede muligheder for andre former for programproduktion. Med de nuværende begrænsede sendemuligheder er en udvidelse af produktionen til TV 2/Danmark derfor den mest nærliggende vej. Her har der hidtil foregået en diskussion om, i hvilket omfang TV 2/Danmark har kunnet tillade sig at lave egentlige entrepriseaftaler med regionale TV-stationer i konkurrence med private selskaber. I sammenhæng med, at også Danmarks Radio pålægges en udvidet entrepriseforpligtelse, vil grundlaget for de spændinger, som hidtil har eksisteret mellem de private produktionsselskaber og de regionale tv-stationer i forhold til TV 2/Danmark, forsvinde.

Imod at TV 2/regionerne skulle kunne leverer entrepriseproduktioner til TV 2/Danmark, kan indvendes, at det ville betyde, at regionerne reelt ville få status af otte delvist licensfinansierede produktionsselskaber, der producerede i konkurrence med de private produktionsselskaber.

I og med, at de regionale tv-stationer på forhånd via blandt andet licensmidlerne har fået finansieret drift, personale og etablering, vil indtægterne fra programleveringen til den landsdækkende virksomhed stort set være rent overskud og vil derfor kunne anvendes til flere ansættelser og endnu flere investeringer uden økonomisk risiko. En acceleration i den retning kan forudses at ville medføre et stigende behov hos de regionale virksomheder for også at gå ind på andre markeder end TV 2.

Imod entrepriseforpligtelser - som foreslået i alternativ II - taler, at lovgivningen om, hvordan programproduktionen skal tilvejebringes, er et unødvendigt indgreb i TV 2s - og for den sags skyld Danmarks Radios dispositionsret. Institutionerne må have muligheder for gennem en kombination af egenproduktioner, køb af færdige programmer og samarbejde med private producenter at sikre den bedste programmæssige kvalitet på den mest økonomisk fordelagtige måde.

Entrepriseforpligtelser kan således siges at indskrænke stationerne selvbestemmelsesret og derfor bryde med princippet om at give public service institutionerne størst mulig frihed til selv at tilrettelægge en programpolitik, der opfylder public service forpligtelserne.

Der kan i forlængelse heraf argumenteres for, at der bør stilles så få ikke-public service krav som muligt til de to public service institutioner, fordi sådanne lovbundne forpligtelser kan give uhensigtsmæssige bindinger i forhold til institutionernes handlefrihed, økonomisk og redaktionelt.

Som alternativ til en formaliseret entrepriseforpligtelse kunne man i stedet stille krav om en erklæret hensigt om at benytte mulighederne for entrepriseproduktion og samarbejde med produktionsmiljøer uden for institutionerne. Et eventuelt årligt public service regnskab, jf. anbefaling nr. 2, burde som følge heraf indeholde en redegørelse for omfanget af entrepriseforbrug.

Ad 8
Alternativ I
Danmarks Radio bør fastholdes som en samlet enhed.
Anbefales af Gunhild Agger, Kate Bluhme, Susanne Christiansen, Bettina Heltberg, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen, Anders Krarup, Torben Krogh, Peter Harms Larsen, Kim Minke, Hans Carl Nielsen og Lars Poulsen.

Alternativ II
Danmarks Radio deles i to uafhængige institutioner - en radio-institution, kaldet Danmarks Radio og en tv institution, kaldet TV 1. Hver får sin egen bestyrelse og direktion. Danmarks Radio og TV 1 finansieres fortsat af licens.
Anbefales af Ebbe Dal, Torben Holmbäck, Torben Dalby Larsen, Frands Mortensen, Ole Steen Nielsen og Chresten W. Reves.

Til fordel for at fastholde Danmarks Radio som en samlet institution kan grundlæggende anføres, at Danmarks Radio har en lang historie som en af landets vigtigste kulturbærende institutioner. Derigennem er der opbygget en frugtbar virksomhedskultur og -identitet, som befordrer idéudveksling mellem radio- og tv-virksomhed. Gennem samarbejde om konkret programvirksomhed kommer dette seerne og lytterne til gode.

DR-radio har traditionelt forvaltet kravet om at leve op til public service forpligtelsen med omtanke, idérigdom og ansvarlighed og har derved givet inspiration til DR-TVs programvirksomhed.

I DR-radio regi opererer musikensembler på et højt kvalitetsniveau. Disse fungerer i og uden for institutionen. En fastholdelse af DR som enhedsinstitution vil bidrage positivt til ensemblernes fortsatte forankring i dansk kulturliv.

Inden for dramatik har radiosiden ligeledes gennem mange år kunnet virke som idéværksted og inspirationskilde til glæde for både lyttere og seere. På baggrund heraf kan man frygte, at en "slankning" gennemført ved en deling af institutionen, i realiteten vil indebære en amputation til skade for de kulturbærende værdier.

Derudover kan anføres, at en deling ikke i sig selv vil føre til "slankede" institutioner. Det eneste, der er garanti for, er, at de vil blive mindre. I lyset af den skærpede konkurrence kan det anføres, at det ikke er mindre institutioner, der er brug for, men derimod stærke konkurrencedygtige institutioner.

Netop en samlet medieinstitution kan derfor siges at være den bedste måde at udnytte stordriftsfordele på, ligesom en enhedsorganisation bedst sikrer programsamarbejde, hvor det måtte være relevant. Der sker således i øjeblikket en gradvis regionalisering af nyheds-, aktualitets- og sportsområdet via samarbejde med regionalradioerne. Denne udvikling bør ikke hæmmes strukturelt.

Modsat de interne danske vurderinger om Danmarks Radio som en monopolistisk mastodont kan anøføres, at selv Danmarks Radio er en dværg på mediemarkedet med de problemer, det giver, når der skal handles programmer.

Et samlet Danmarks Radio vil også give bedre muligheder i forhold til de nye multimedier.

Det er endvidere blevet anført, at man ikke ad lovgivningens vej bør ændre i organiseringen af Danmarks Radio. Institutionens bestyrelse og den ansatte ledelse bør have den samme frihed til at drive virksomhedens som den, der gælder for andre medievirksomheders ledelser.

Endelig kan det anføres at der ikke foreligger et tilfredsstillende beslutningsgrundlag for en mediedeling af Danmarks Radio.

Som argumenter til fordel for en deling af Danmarks Radio kan anføres at:

Ad 9
Alternativ I
Såfremt TV 2s reklameindtægter - som følge af stigende konkurrence på tv-reklamemarkedet - falder i et omfang, der alvorligt truer TV 2s muligheder for at leve op til sine public service forpligtelser, skal TV 2 kompenseres ved en stigning i de samlede licensindtægter. Stigningen i licensen aftales i forbindelse med de flerårige licensaftaler.
Anbefales af Gunhild Agger, Kate Bluhme, Susanne Christiansen, Maria Helleberg, Bettina Heltberg, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen, Anders Krarup, Torben Krogh, Peter Harms Larsen, Tove Malzer, Kim Minke, Frands Mortensen, Hans Carl Nielsen og Lars Poulsen.

Alternativ II
Der tilføres ikke TV 2 forøgede licensmidler. Vedrørende TV 2s gæld træffes en langsigtet aftale om afvikling, som en del af de øgede reklameindtægter anvendes til.
Anbefales af Ebbe Dal, Torben Holmbäck, Torben Dalby Larsen, Ole Steen Nielsen og Chresten W. Reves.

Til fordel for den ovennævnte kompensationsordning taler, at den åbner en mulighed for en justering af de samlede licensindtægter i lyset af den stigende konkurrence.

Såfremt der politisk træffes beslutninger, der i væsentligt omfang kunne forringe TV 2s nuværende indtægtsmuligheder, - f.eks. ved tilladelse til netværk for lokalmedierne og liberalisering på teleområdet - må det være den politiske konsekvens, at der samtidig skabes en mulighed for en licensmæssig kompensation til TV 2. Ellers vil konsekvenserne for TV 2 være en drastisk forringelse af kvaliteten.

Forslaget skal imidlertid ikke betragtes som en åben check til TV 2 om kompensation for uprofessionel drift eller almindelige udsving i reklamemarkedet, men alene en kompensation for politiske beslutninger på andre områder, der måtte medvirke til at forringe TV 2s nuværende forhold.

I stedet for at tilføre TV 2 forøgede licensmidler og eftergive etableringsgælden bør der etableres en gældsafviklingsordning, da en eftergivelse ville stride imod Kombinationsmodellens hensigt om at sikre TV 2 større handlefrihed og dermed langt bedre konkurrenceevne end i dag. Det forspring, TV 2 har som reklamebærende station, bør således kunne udvikles og resultere i forøgede reklameindtægter. Det er på denne baggrund uden mening at eftergive gældsposten frem for at skabe en afviklingsordning. Tilførsel af yderligere licensmidler kan ligeledes opfattes som i strid med Kombinationsmodellens idé, der netop er at sikre forbedrede handlemuligheder for public service stationer gennem reorganisering indenfor kendte rammer fremfor et fuldstændigt opbrud.

Ad 10
De regionale TV 2-stationer bevarer deres selvstændighed, og indgår fortsat i TV 2-familien. Deres mulighed for at bidrage til TV 2s landsflade - herunder til den kommende supplementskanal - skal styrkes.
Anbefales af alle, der har tilsluttet sig Kombinationsmodellen.

TV 2-regionerne har som en del af TV 2-familien på mange områder vist en styrke og gennemslagskraft i forhold til det regionale seerpublikum, som er enestående også i europæisk sammenhæng. Det er derfor vigtigt, at regionerne også i fremtiden skal kunne udvikle deres regionale særkender samt - især med en ekstra kanal - kunne bidrage til landsprogramfladen med danske programmer, der vil udbygge den reelle landsdækning.

Dette peger på et behov for at udvide den regionale programproduktion, både til det regionale publikum og på landsfladen. Samtidigt vil en udvidelse give regionerne mulighed for i højere grad end i dag at opdyrke et samarbejde med såvel de idébetonede lokale tv-stationer, de kommercielle lokale tv-stationer som public service institutionerne, herunder andre TV 2/regioner. En supplementskanal, der etableres i forbindelse med den jordbaserede digitale transmission, give gode muligheder for at imødekomme disse ønsker og behov.

De landsdækkende og regionale jordbaserede frekvenser

Ad 11
Alternativ I
Den fjerde landsdækkende radiokanal tildeles Danmarks Radio, således at radio-institutionen råder over fire kanaler.
Anbefales af Gunhild Agger, Kate Bluhme, Susanne Christiansen, Ebbe Dal, Maria Helleberg, Bettina Heltberg, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen, Torben Krogh, Torben Dalby Larsen, Tove Malzer, Kim Minke, Frands Mortensen, Hans Carl Nielsen, Ole Steen Nielsen, Lars Poulsen og Chresten W. Reves.

Alternativ II
Den fjerde landsdækkende radiokanal tildeles TV 2, således at det eksisterende monopol på landsdækkende radio brydes.
Anbefales af Anders Krarup og Peter Harms Larsen.

Hvem der skal have rådighed over den fjerde, landsdækkende FM radiokanal har de seneste år været et omdiskuteret punkt i den danske mediedebat. Med sit programudbud på de nuværende tre, landsdækkende radiokanaler har Danmarks Radio igennem en længere periode demonstreret, at virksomheden ville kunne drive fire profilerede radiokanaler. Ud fra sammenhængen i det sæt af anbefalinger, der her lægges frem, vil det derfor være den bedste løsning, at Danmarks Radio tildeles den fjerde FM-kanal. Det giver også Danmarks Radio mulighed for i højere grad, end det i dag er tilfældet, at samarbejde med de lokale radiostationer.

At Danmarks Radio tildeles den fjerde landsdækkende radiokanal udelukker imidlertid ikke, at også TV 2 kan engagere sig i radioproduktion, jf. argumentationen under anbefaling nr. 12.

Med forslaget vil ønsket om at skabe konkurrence på nyhedsformidlingen i radio ikke umiddelbart blive opfyldt. Og det har været en af de vigtigste begrundelser for tanken om at placere den fjerde radiokanal uden for Danmarks Radios regi. Imidlertid vil der være i hvert fald to andre muligheder for at oprette konkurrerende radionyhedstjenester.

Den ene mulighed er, at en lempelse af forbudet mod netværk mellem lokalradioer vil kunne bane vejen for en fælles nyhedsdækning af internationale og nationale anliggender. Adskillige lokalstationer har fremhævet, at de har brug for en sådan dækning for at stå sig i konkurrencen. Den anden mulighed er, at den nye DAB-teknologi vil åbne for nye storregionale og dermed de facto landsdækkende radiostationer.

Til fordel for at den fjerde radiokanal i stedet burde tildeles TV 2, taler at monopolet på landsdækkende radio derved ville blive brudt. Hovedargumentet herfor er, at såvel ytrings- som informationsfriheden bedst sikres "ved tilstedeværelsen af flere af hinanden uafhængige danske public service institutioner". Det samme gælder de grundlæggende hensyn til mangfoldigheden og alsidigheden.

Det har som konsekvens, at DR TV og TV 2 fastholdes som public service TV-stationer: indbyrdes uafhængige, med samme hovedsigte, forskellige opgaver og med forskellig finansiering. Dette system kan siges at have vist sig at rumme en betragtelig styrke og dynamik, der kan sikre stationerne en markant placering trods skærpet international konkurrence.

Konkurrencesituationen på radio vil givetvis være en anden end på tv. Det skyldes blandt andet, at radioen er stærkere bundet til det danske sprog end tv. Princippet om konkurrence og indbyrdes uafhængige stationer kan imidlertid siges at være lige så værdifuldt på radioområdet, da det er dette princip, der sikrer styrken og dynamikken - og dermed konkurrencedygtigheden.

Netop monopolet kan siges at være den største risiko for en institution. Konkurrence vil derimod - udover øget udbud, øget mangfoldighed og øget orientering mod kunderne (lytterne) føre til øget omkostningsbevidsthed og dermed kunne øge kvaliteten i udbudet.

Ad 12
Alternativ I
Den landsdækkende DAB-blok tildeles Danmarks Radio til paralleludsendelse af de tre analoge kanaler. De to regionale DAB-blokke anvendes ligeledes til paralleludsendelse af Danmarks Radios regionalradioer. Sendetilladelserne til de øvrige ledige landsdækkende og storregionale frekvenser udbydes samtidig i koncession, men uden detaljeret krav til programsammensætningen.
Anbefales af Kate Bluhme, Ebbe Dal, Bettina Heltberg, Torben Holmbäck, Torben Krogh, Torben Dalby Larsen, Tove Malzer, Kim Minke, Ole Steen Nielsen, Lars Poulsen og Chresten W. Reves.

Alternativ II
I stedet for sidste sætning i alternativ I:
Der tages først stilling til anvendelsen af de (få) øvrige DAB-muligheder, når takten i DAB-systemets faktiske udbredelse kendes.

Anbefales af Gunhild Agger, Susanne Christiansen, Maria Helleberg, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen, Frands Mortensen og Hans Carl Nielsen.

Alternativ III
Den landsdækkende DAB-blok tildeles Danmarks Radio til paralleludsendelse af to analoge kanaler og TV 2 til paralleludsendelse af den analoge radiokanal.
Anbefales af Anders Krarup og Peter Harms Larsen.

Til fordel for den ovennævnte koncessionsordning kan anføres, at de nye "DAB-blokke" henholdsvis øst og vest for Lillebælt giver mulighed for at etablere yderligere et antal radiostationer. De vil kunne dække hele blokken, hvilket vil sige omkring halvdelen af landet og vil derved få status som "storregional-radioer". Det skal i den forbindelse erindres, at de enkelte DR-distriktsradioer også i DAB teknologien vil kunne høres i hele blokken, selv om deres målgruppe er mere begrænset.

Et samarbejde om parallelsending mellem to storregionale radiostationer i hver sin blok vil reelt udgøre en landsdækkende radiokanal. Sendetilladelserne til disse ledige storregionale frekvenser bør derfor udbydes i koncession, men uden detaljerede krav til programsammensætningen. Også her bør reglerne for reklameindslag imidlertid være ensartede for alle typer radioer, der helt eller delvis reklamefinansieres. TV 2 skal som andre medievirksomheder have mulighed for at byde på sådanne radio koncessioner, således at TV 2 ad denne vej kan få opfyldt sine ønsker om at kombinere fjernsynsvirksomhed med radio.

Anbefalingen af alternativ II er en konsekvens af anbefaling nr. 11.

En anbefaling af alternativ III vil være en naturlig konsekvens af et ønske om at tildele den fjerde landsdækkende FM-kanal til TV 2.

Ad 13
Det ledige tredje landsdækkende jordbaserede tv-frekvenssæt skal forbeholdes overgangen til digital transmission. Danmarks Radio og TV 2 skal hver tildeles to kanaler, hvoraf den ene skal anvendes til paralleludsendelse af den analoge kanal.
Anbefales af alle, der har tilsluttet sig Kombinationsmodellen, med undtagelse af Peter Harms Larsen.

Det anses for givet, at den digitale transmissionsteknologi ad åre vil erstatte den nuværende analoge. Det anses som hensigtsmæssigt at reservere det tredje landsdækkende frekvenssæt til den fremtidige digitale-transmission, herunder parallelsending af DRs og TV 2s programmer.

Det kan dog anføres, at tidsperspektivet med hensyn til digital anvendelse er forbundet med en vis usikkerhed. Desuden kan man sætte spørgsmålstegn ved, om digitaliseringen overhovedet sker på baggrund af et reelt ønske hos seerne.

De lokale elektroniske medier

Ad 14
For de idébetonede radiostationer og tv-stationer gælder, at de skal sikres offentlig støtte (finanslov/tipsmidler/"højskolemodel"/kommunale medieværksteder). Det forudsættes, at de ikke sender reklamer, og at de ud fra en almindelig vurdering må anses som støtteberettigede. Støttetildelingen skal ske via et centralt nævn, der ikke må være identisk med det, som udsteder sendetilladelserne.
Anbefales af alle, der har tilsluttet sig Kombinationsmodellen.

For at kunne benævnes "idébetonet" kræves, at radioen eller tv stationen har et defineret ideologisk eller praktisk formål af ikke kommerciel og ikke-almindelig general art, og at udsendelsesvirksomheden alene defineres ud fra disse formål. Det er derudover vigtigt, at den offentlige støtte er tilstrækkelig stor. Hvad angår andre indtægter end reklamer, kan der eventuelt anvendes de samme regler, som gælder for andre elektroniske medier.

Imod at gøre udsendelse af reklamer til et støttekriterium, kan anføres, at en sådan skelnen i praksis vil udelukke en række medievirksomheder, der nok modtager en del af sine indtægter fra reklamer, men alligevel på udmærket vis bidrager til den lokale debat og information.

Ad 15
Alternativ I
De lokale radiostationer bibeholder den nuværende sendestruktur baseret på kommunegrænser. Der skal gives mulighed for dannelse af fællesnævn i større omfang end nu, på tværs af kommunegrænserne, så der kan tilvejebringes et befolkningsgrundlag, der kan finansiere en større lokalradio. Samtlige lokalstationer tildeles, hvor det er muligt, større sendestyrke (160W). Samtidig åbnes der mulighed for at lokale radiostationer individuelt kan tildeles større sendestyrke, men selv skal finansiere udgifterne herved. Dog således, at det ikke påvirker stationer udenfor fællesnævnenes område. Medievirksomheder har adgang til radiodrift på lige fod med andre.
Anbefales af Gunhild Agger, Susanne Christiansen, Ebbe Dal, Bettina Heltberg, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen, Anders Krarup, Torben Krogh, Torben Dalby Larsen, Peter Harms Larsen, Tove Malzer, Kim Minke, Hans Carl Nielsen, Ole Steen Nielsen og Chresten W. Reves.

Alternativ II
De lokale kommercielle radiostationer skal deles i en to lagsstruktur. Det ene lag etableres som et større antal stationer med stor sendestyrke. Koncessionen tildeles af et centralt nævn. Det andet lag består af de tilbageblevne dele af den nuværende sendestruktur, og der fortsættes med de nuværende reguleringer. Medievirksomheder har adgang til radiodrift på lige fod med andre.
Anbefales af Kate Bluhme, Frands Mortensen og Lars Poulsen.

For at fastholde mangfoldigheden og alsidigheden er det vigtigt at styrke de lokale elektroniske medier.

De økonomiske vilkår har imidlertid både været meget svingende og ofte utilstrækkelige. Derfor er det overordentligt vigtigt enten at sikre stabil offentlig støtte eller bedre muligheder for at klare sig på kommercielle vilkår.

Til fordel for som udgangspunkt at bevare den nuværende sendestruktur taler, at de på den ene side opretholder den mangfoldighed, der er opstået af den nuværende sendestruktur og på den anden side rummes der mulighed for at sende til større områder, så der bliver bedre forudsætninger for at klare sig på rent kommercielle vilkår.

På radiosiden betyder det:

Alternativt vil 26-36 regiolokale radioer med en sendeeffekt på 3kW kun give mulighed for at kunne høres i en radius af 20 km og vil f.eks. ikke tilfredsstille Radio Viborgs nuværende behov for rækkevidde (40 km i radius).

Det er samtidig ikke sikkert, at alle egne af landet vil have teknisk mulighed for at få en af de 26-36 store kommercielle radioer, da selve sendestrukturen ikke er forhandlet med nabolandene.

Sikkert er det imidlertid, at Københavnsområdet (hvor 1/3 af landets befolkning bor) kun vil kunne få 2 ud af de 26-36 store stationer, og ikke alle store kommuner i området vil kunne få deres egen frekvens. Samtidig vil den mangel på frekvenser, der allerede eksisterer især omkring København blive endnu mere udtalt.

Tolagsstrukturen kan derimod begrundes med en henvisning til, at Medieudvalgets overordnede politiske udgangspunkt er en hensyntagen til tre elementer: ytringsfrihed, informationsfrihed og tilvejebringelse af tilstrækkelig økonomiske forudsætninger for et medieudbud af høj kvalitet. Alle tre argumenter - og ikke mindst det sidste - står centralt for dem, der tilslutter sig alternativ II.

Der findes i dag ca. 250 små og mellemstore lokalradioer i Danmark, og det er med rimelighed anført, at deres programudbud ofte er for ensartet, og i alt for mange tilfælde af for dårlig kvalitet. Årsagen til dette er manglende økonomiske ressourcer.

For at skabe mulighed for at en række lokal-radioer kan erhverve de nødvendige ressourcer til at etablere en professionel nyhedsformidling og andet programudbud af højere kvalitet, end det høres idag, opdeles danske lokal-radioer i en to-lagsstruktur. Det ene lag udgøres af 26-37 stærke lokal-radioer, der har en sendestyrke på 3kW, og hvis mulige lokalisering fremgår af kapitel 4.6.3. Disse får monopol på jordbaseret lokal radio i deres sendeområde, netop for at undgå spredning af de relativt få lokale radio reklamemidler. Det andet lag udgøres af de mindre lokale radioer, som der efter frekvensallokeringen til det første lag, er plads til. I tvivlstilfælde skal kommuner, der ikke har lokaliseret en af radioerne fra det første lag, have fortrinsret. Det andet lag finansieres af offentlige midler og skal i øvrigt reguleres efter de eksisterende ordninger.

De, der tilslutter sig alternativ II, anfører imod alternativ I, at dette reelt ikke løser de problemer, alle er enige om findes for den eksisterende ordning. Den anførte anbefaling om, at lokal radiostationer, hvor det er muligt, skal tildeles en sendestyrke på 160W, er for upræcis til, at den kan operationaliseres på en ensartet måde, og det samme gælder tankegangen om, at lokale radiostationer individuelt skal tildeles større sendestyrke. På grund af de manglende præciseringer i anbefalingerne må man frygte, at alternativ I reelt fører til en fastholdelse af status quo - endda imod forslagsstillernes anførte intentioner.

Ad 16
Alternativ I
Netværk for lokale radiostationer tillades i begrænset omfang. Det vil sige når det gælder nyhedsudsendelser og i nattimerne ((fra kl. 23-06) natradio).
Anbefales af Gunhild Agger, Kate Bluhme, Ebbe Dal, Maria Helleberg, Bettina Heltberg, Torben Holmbäck, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen, Torben Krogh, Torben Dalby Larsen, Tove Malzer, Frands Mortensen, Ole Steen Nielsen, Lars Poulsen og Chresten W. Reves.

Alternativ II
Netværk for lokale radiostationer tillades ikke.
Anbefales af Susanne Christiansen, Anders Krarup, Peter Harms Larsen, Kim Minke og Hans Carl Nielsen.

For tilladelse til de lokale radiostationer til at bringe fælles nyhedsudsendelser og samsende i nattimerne taler først og fremmest, at det vil øge deres muligheder for at fastholde lyttere også til de lokale programmer.

En fælles produktion og samtidig udsendelse af nyhedsprogrammer om nationale og internationale anliggender vil samtidig kunne åbne for landsdækkende konkurrence på nyhedsformidling i radiomediet. En sådan tilladelse vil endvidere hænge naturligt sammen med, at den fjerde landsdækkende radiokanal tildeles Danmarks Radio.

Til fordel for alternativ II kan som det primære anføres, at de lokale medier skal forblive lokale - det er som sådan, de skal spille deres centrale rolle i det danske mediebillede. En delvis lempelse med hensyn til nyhedsudsendelser vil blot føre til nye problemer med hensyn til at afgrænse kategorien "nyheder". Man kunne således tænke sig forskellige blandinger mellem musik og nyheder (hvilket f.eks. Danmarks Radio i dag praktiserer).

Desuden kan man mod alternativ I indvende, at des mere tid, der bruges til centralt producerede udsendelser i de lokale radioer, des mindre tid vil der være til selvstændigt producerede, dabatskabende og brugerinddragende programmer.

Ad 17
De nuværende, lokale jordbaserede tv-sendeområder udbydes i koncession. Koncessionsindehaveren får monopol på lokalt jordbaseret reklamefinansieret tv i det pågældende område. I koncessionsbetingelserne skal det fastsættes, at der skal være lokal- og aktualitetsstof. Derudover skal der ugentlig stilles et antal sendetimer til rådighed for lokale ikke-kommercielle TV-stationer.
Anbefales af Gunhild Agger, Kate Bluhme, Susanne Christiansen, Ebbe Dal, Maria Helleberg, Bettina Heltberg, Anders Krarup, Torben Krogh, Peter Harms Larsen, Torben Dalby Larsen, Tove Malzer, Kim Minke, Frands Mortensen, Hans Carl Nielsen, Ole Steen Nielsen, Lars Poulsen, og Chresten W. Reves.

Supplement til anbefalingen
Der tilføjes efter sidste punktum: I en attraktiv sendetid.
Anbefales af Susanne Christiansen.

Ad 18
Alternativ I
Koncessionerne tildeles af et centralt nævn til den højstbydende, som opfylder koncessionsbetingelserne. Medievirksomheder er berettiget til at byde på lige fod med andre. Koncessionsafgifterne opsamles i en fond, der støtter de idébetonede lokale stationer.
Anbefales af Gunhild Agger, Kate Bluhme, Ebbe Dal, Bettina Heltberg, Torben Holmbäck, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen, Torben Krogh, Torben Dalby Larsen, Peter Harms Larsen, Tove Malzer, Kim Minke, Frands Mortensen, Hans Carl Nielsen, Ole Steen Nielsen, Lars Poulsen og Chresten W. Reves.

Alternativ II
Alternativ I uden sidste sætning.
Anbefales af Susanne Christiansen.

Ad 19
Alternativ I
Det gældende forbud mod netværk for de lokale tv stationer opretholdes.
Anbefales af Gunhild Agger, Susanne Christiansen, Bettina Heltberg, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen, Anders Krarup, Peter Harms Larsen, Kim Minke, Ole Steen Nielsen og Hans Carl Nielsen.

Alternativ II
De lokale tv-stationer gives mulighed for netværk. Retten til at organisere netværk gives som koncession.
Anbefales af Kate Bluhme, Ebbe Dal, Torben Holmbäck, Torben Krogh, Torben Dalby Larsen, Tove Malzer, Frands Mortensen, Lars Poulsen og Chresten W. Reves.

Et af de erkendte problemer med den nuværende ordning for lokal-tv er den vilkårlighed og inkompetence, der har præget uddelingen og administrationen af sendetilladelser. Også lokalpolitiske motiver har spillet ind med det resultat, at loven har virket meget forskelligt i forskellige dele af landet.

Det foreslåede system med lokal-tv-stationer med koncession, der skal uddeles af ét centralt nævn, løser dette problem. Et centralt nævn vil eliminere lokale forskelle, koncessionerne vil indeholde betingelser, der lægger afgørelsen om evt. overtrædelse heraf over til domstolene. En koncessionsordning vil endvidere ikke stille nogen af de nuværende sendetilladelses-indehavere i en gunstigere position end nye aktører, der ønsker at komme ind på dette marked. Da de påtænkte lokale tv-stationer endvidere skal have monopol på jordbaseret lokal tv-reklame i deres område, kan man pålægge dem at stille sendetid til rådighed for ikke-kommercielle tv-stationer, uden at dette virker konkurrenceforvridende.

For en fortsat opretholdelse af forbudet mod netværk og lokal-tv kan nævnes følgende.

En tilladelse til netværk mellem lokal-tv stationerne vil reelt komme til at betyde, at man åbner for en tredje landsdækkende tv-kanal, der skal konkurrere med TV 2 og TV3 om markedet for landsdækkende tv-reklame i Danmark. Den seermæssige interesse for en sådan landsdækkende programflade vil i alt væsentligt koncentreres på udenlandsk produceret programstof, og dermed ville en tilladelse til netværk modvirke det mediepolitiske mål at tilvejebringe en øget mangfoldighed i mediebilledet med udgangspunkt i det lokale samfund.

Lokal-tv er igennem årene kommet til at spille en væsentlig kulturpolitisk og lokalpolitisk rolle. Det er derfor af afgørende betydning, at der skabes mulighed for, at lokal-tv fortsat kan eksistere, og at der tilmed kan blive tale om en udvidelse af den danske programproduktion på de lokale tv-stationer.

En tilladelse til netværk vil åbne hele området for eksterne kapitalinteresser, f.eks. med rådighed over udenlandsk produceret programstof, som dermed ville få adgang til det udvidede kommercielle marked, som disse lokal-tv-stationer kan komme til at udgøre. Derimod ville en sådan udvikling næppe have en positiv betydning med hensyn til en øget dansk produktion af tv på lokalt niveau.

Det kulturpolitisk rigtige og mere forsvarligt langsigtede valg er derimod at fremme den danskproducerede del af lokal-tv med en endnu højere kvalitet end i dag gennem etablering af licensfinansierede vinduer i Danmarks Radios sendetid til lokal-tv-stationerne. Derved ville DR-TV også sikres en større grad af landsdækkende forankring, som kan modsvare TV 2 regionernes udsendelser. En sådan løsning vil være teknisk mulig og tilmed sikre en konkurrence mellem de to public service stationer både på det landsdækkende og det regionale/lokale område.

Det har været diskuteret, hvorvidt en kommende teleliberalisering (trin 2 i 1998) ville udhule mulighederne for at håndhæve en begrænsning af lokalradioers og lokal-tvs udbredelse. Til dette kan siges, at liberaliseringen alene vedrører muligheder for at anvende anden infrastruktur end Tele Danmarks ved passage af kommunegrænserne. Derimod vil det fortsat være muligt at håndhæve reglerne som vilkår ved fordeling af lokalradio og -tv i fællesantenneanlæg (nabo-nabo-kommune-reglen).

Det har ligeledes været diskuteret, hvorvidt kommende EU reguleringer på teleområdet ville ophæve mulighederne for en begrænset udbredelse af lokal-tv. Der er imidlertid intet i disse kommende reguleringer, som vil forhindre fortsat dansk selvbestemmelse. Det vil sige at kulturpolitiske reguleringer af lokal-tv kan fastholdes også efter 1998. Herunder kan der fastsættes krav til programindholdet, f.eks. om det udelukkende eller primært skal vedrøre lokale forhold.

Der er endvidere blevet fremført, at tilladelse til netværk må være en logisk konsekvens af, at alle efter 1998 får tilladelse til at drive landsdækkende kabelspredt tv-programvirksomhed. Det forhindrer imidlertid ikke, at lokal-tv underkastes krav om lokal forankring i programudbudet. En eventuel fremtidig teknisk og juridisk mulighed for landsdækkende spredning af lokal-tv i kabel måtte i så fald bero på et seerønske og ville altså være helt uafhængig af en tilladelse til netværk med andre lokal-tv stationer.

Det kan på den anden side anføres, at ifølge det indgående teleforlig og dettes kommende trin 2 vil der senest fra 1.1.1998 gælde en total liberalisering for danske kabelanlæg, herunder danske fællesantenneanlæg. Det betyder for det første, at alle kan få tilladelse til at drive programvirksomhed i kablerne, herunder ejerne af kablerne, f.eks. Tele Danmark og Telia.

I fællesantenneanlæg må man lovligt retransmittere satellit-tv kanaler og de jordbaserede kanaler, der kan modtages i anlæggets head-end. Herunder lokale jordbaserede tv-kanaler, der også må være reklamefinansierede. Indtil videre er det muligt at begrænse spredningen, jf. nabo-nabo-kommune-reglen, men med en kommende forøget kapacitet i nettet vil en sådan regel være sårbar og tillige kan det forudses, at der vil ske en større sammensmeltning af radio/tv, IT og andre teleydelser, som kan vanskeliggøre en håndhævelse af reglerne. Man kan derved forudse, at enhver lokal-tv station på sigt vil få mulighed for retransmission i et landsdækkende fællesantenneanlæg og dermed blive landsdækkende (i kablerne).

Mediepolitisk kan disse realiteter begrunde en lovliggørelse af netværk. Men gøres retten til at samsende og til at organisere netværk betinget af koncession, vil det være muligt at styre udviklingen på længere sigt. Koncessionen kunne tildeles af et centralt nævn, uafhængigt af de nugældende sendetilladelser.

I koncessionsordningerne kunne der opstilles forudsætninger, f.eks. om at en væsentlig del af de reklameindtægter, som indtjenes ved netværk, anvendes af de lokale stationer til produktion af lokale nyheds- og aktualitetsprogrammer. En koncession med lokalt monopol på reklamesending kan ligeledes indeholde krav om vinduer i sendefladen til brug for idébaseret lokal-tv.

Det må anses for en fordel, hvis en koncessionsordning hviler på klare juridiske præmisser, så der effektivt og smidigt kan sanktioneres overfor eventuelle overtrædelser af betingelserne.

Uanset ovennævnte betragtninger er det klart, at den teknologiske og regulatoriske udvikling fremover gør det stadigt vanskeligere at opretholde og håndhæve en kulturpolitisk regulering som nævnt ved siden af en teleregulering, der ikke sætter grænser på de pågældende områder. Det gælder især for distributionsformer, der ikke er begrænset med hensyn til kapacitet (satellit- og kabel distribution).

Den nævnte udvikling indebærer blandt andet:

For at koncessionsafgifterne opsamles i en fond, der skal støtte de idébetonede lokale stationer, taler, at disse stationer ikke alene kan overleve via lokale midler bevilget ud fra kulturpolitiske motiver, men at der givetvis må tilføjes midler fra centralt hold. Her kan koncessionsafgifterne danne et solidt udgangspunkt for bevillingerne, der naturligvis kan suppleres med yderligere statsmidler, hvis der er politisk flertal for det.

Imod at koncessionsafgifterne opsamles i en fond, kan anføres, at det er en kulturpolitisk beslutning, hvor stor den offentlige støtte til de idébetonede lokale stationer skal være, mens det afhænger af erhvervsinteresser, hvor store koncessionsindtægterne vil være. Det kan derfor betragtes som en uhensigtsmæssig sammenblanding - der giver økonomisk afhængighed - hvis man foretager denne sammenkobling af to områder, der drives efter forskellige principper.

Ad 20
Alternativ I
Følgende mener ikke, at spørgsmål om, hvorvidt de lokale medier i større udtrækning end i dag, skal have programmer sendt i public-service-kanalerne
hører hjemme i disse anbefalinger.
Anbefales af Gunhild Agger, Kate Bluhme, Ebbe Dal, Torben Holmbäck, Anders Krarup, Torben Krogh, Torben Dalby Larsen, Kim Minke, Frands Mortensen, Ole Steen Nielsen, Lars Poulsen og Chresten W. Reves.

Alternativ II
Det skal tilstræbes, at de lokale medier i større udtrækning end i dag, får programmer sendt i public service-kanalerne. Reglerne for samarbejde aftales nærmere mellem de pågældende institutioner.
Anbefales af Susanne Christiansen, Maria Helleberg, Bettina Heltberg, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen, Peter Harms Larsen, Tove Malzer og Hans Carl Nielsen.

Argumentationen til fordel for alternativ I hviler ikke på en modstand mod, at de lokale medier skal have deres programmer sendt i public service kanalerne. Spørgsmålet er alene, om en sådan form for hensigtserklæring skal udtrykkes som en egentlig anbefaling i denne sammenhæng.

Til fordel for alternativ II taler, at de muligheder der i princippet er for at udvikle et samarbejde mellem de lokale medier og public service kanalerne, indtil nu er blevet udnyttet for lidt. En stor del af sendetiden i dagtimerne udnyttes i dag kun til at sende prøvebillede. Man bør anspore til, at de lokale medier får muligheder for under en eller anden form at få "vinduer" eller på anden måde sendetid på public service kanalerne. Et øget samarbejde mellem de lokale medier og de regionale/nationale public service medier vil styrke det danske medieudbud og danne et godt grundlag for gensidig inspiration. De problemer der er med det redaktionelle ansvar for programmerne på den enkelte kanal, bør kunne løses gennem særlige aftaler.

Reklameregler

Ad 21
Alternativ I
For de jordbaserede danske tv-kanaler gælder, at minimumsreglerne i EUs tv-direktiv indføres - bortset fra tilladelse til at afbryde programmer (breaks).
Anbefales af Kate Bluhme, Ebbe Dal, Anders Krarup, Torben Krogh, Torben Dalby Larsen, Peter Harms Larsen,Tove Malzer, Kim Minke, Frands Mortensen, Ole Steen Nielsen, Lars Poulsen og Chresten W. Reves.

Alternativ II
De nuværende reklameregler vedrørende de jordbaserede danske tv-kanaler opretholdes.
Anbefales af Gunhild Agger, Susanne Christiansen, Maria Helleberg, Bettina Heltberg, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen og Hans Carl Nielsen.

Ad 22
Alternativ I
De særlige danske krav til reklamer samt finansiering af satellit- og kabelradio og -tv ophæves, og EUs tv-direktivs minimumsregler indføres - bortset fra tilladelse til at afbryde programmer (breaks).
Anbefales af Kate Bluhme, Ebbe Dal, Torben Holmbäck, Anders Krarup, Torben Dalby Larsen, Peter Harms Larsen, Tove Malzer, Kim Minke, Ole Steen Nielsen, Lars Poulsen og Chresten W. Reves.

Alternativ II
De nuværende reklameregler vedrørende satellit- og kabelradio og -tv opretholdes.
Anbefales af Gunhild Agger, Susanne Christiansen, Bettina Heltberg, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen og Hans Carl Nielsen.

Alternativ III
De særlige danske krav til reklamer samt finansiering af satellit- og kabelradio og -tv ophæves, og EUs tv-direktivs minimumsregler indføres.
Anbefales af Torben Krogh og Frands Mortensen.

Ad 23
Alternativ I
Local insert af reklamer i retransmission af tv programmer via satellit tillades, dog således at local insert ikke tillades for TV-stationer, der sender breaks.
Anbefales af Kate Bluhme, Ebbe Dal, Torben Holmbäck, Torben Dalby Larsen, Peter Harms Larsen, Tove Malzer, Ole Steen Nielsen, Lars Poulsen og Chresten W. Reves.

Alternativ II
De nuværende reklameregler for local insert opretholdes.
Anbefales af Gunhild Agger, Susanne Christiansen, Bettina Heltberg, Ole Kidmose, Lisbeth Knudsen, Anders Krarup, Kim Minke og Hans Carl Nielsen.

Alternativ III
Local insert af reklamer i kabel-retransmission af satellit-kanaler tillades.
Anbefales af Torben Krogh og Frands Mortensen.

Til fordel for en opretholdelse af de nuværende reklameregler taler, at de danske regler på en række punkter er bedre end EUs minimumsregler.

Tv-reklamer er stærkere og langt mere påtrængende end reklamer i andre medier. Foreningen af lyd (musik, speak, effektlyde) og billeder (farver, aktion, klip, billedmanipulation) giver en kraftig og for seeren ofte ubevidst påvirkning. Desuden er mediet meget flygtigt. Der er ingen fortrydelsesret, ingen tid til at dvæle ved reklamens indhold og virkemidler. Derved er der ringere mulighed for at være kritisk over for reklamen.

Disse forhold gør, at der må tages hensyn specielt til børn, ligesom der må være regler for bl.a. reklamer, hvis formål alene er at fremme afsætning af sundhedsskadelige (ved misbrug) stoffer som alkohol, tobak og medicin. Bl.a på følgende punkter (bortset fra tobak) er de danske regler bedre end minimumsreglerne:

Der er ofte argumenteret med, at de danske reklameregler må lempes, så TV 2 kan konkurrere om reklamemarkedet med TV3. Men blot fordi TV3 ikke overholder de danske regler, selv om TV3 målrettet sender til Danmark, skal Danmark ikke bare opgive egne og bedre regler. Tværtimod må der arbejdes for, at EU-direktivet forbedres, således at det fremgår mere tydeligt end nu, at TV3 skal overholde de danske regler.

De øvrige udenlandske satellitreklamekanaler vil selvfølgelig altid være en konkurrent til TV 2 på reklamemarkedet. Men TV 2 må overleve på dansk kvalitets-tv og ikke ved, at de danske regler lempes.

Til fordel for en lempelse af de danske regler i retning af direktivets minimumskrav taler, at den vil imødekomme behovet for en ligestilling mellem danske og udenlandske tv-stationer. I den forbindelse spiller muligheden for satellit-transmissioner en særlig rolle. Det vil være i dansk interesse, at reglerne for satellit-tv bliver ensartede i det samlede EU/EØS-område. Kan Danmark ikke komme igennem med forslag om fælles regler efter de normer, der i dag er gældende her i landet, vil det kun skade den reklamefinansierede del af public service systemet, hvis Danmark fortsat fastholder særligt restriktive regler. Når det drejer sig om local insert, er det fremført, at dette på bekostning af de lokale medier vil styrke de internationale kanaler, hvilket ikke forekommer at være i harmoni med ønsket om at bevare den danske mediestruktur, endsige med ønsket om at kunne finansiere denne.

For local insert af reklamer taler, at der bør gælde samme regler for satellitbåret tv, der føres direkte ind i danske kabler, som for anden reklamevirksomhed, og at local insert, der er en del af kabel-tvs udfoldelsesmuligheder, følgeligt bør tillades. I øvrigt vil langt størstedelen af indtjeningen ved local insert tilgå ejerne af de danske kabelanlæg, der har hårdt brug for yderligere økonomiske midler til at finansiere nødvendige moderniseringer og udvidelser af kabelanlæggene.

Imod at tillade local insert kan anføres, at der er tale om en procedure, der vil styrke de internationale kanaler. Det forekommer ikke at være i harmoni med ønsket om at bevare den danske mediestruktur, endsige med ønsket om at kunne finansiere denne.

7.1.4. Forbehold
Ebbe Dal, Torben Holmbäck, Torben Dalby Larsen, Ole Steen Nielsen og Chresten W. Reves gør opmærksom på, at deres tilslutning til Kombinationsmodellen tager udgangspunkt i den opfattelse, at det på langt sigt hverken er ønskværdigt eller gørligt at regulere befolkningens medieforbrug ad politisk vej.

I en mellemliggende periode mener gruppen, at det er mest hensigtsmæssigt at tilrettelægge en mediepolitik ud fra det etablerede mediebillede. Gruppen er positiv overfor public service begrebet ud fra ønsket om at bevare et væsentligt dansk islæt i de elektroniske mediers programudbud og ser videreførelsen af TV 1 og TV 2 som konkurrerende public service medier som en chance for gennem konkurrence både at bevare et dansk udbud og udnytte ressoucerne bedst. Et konkurrencemoment mellem de to offentlige tv-kanaler bør medvirke til at forhindre uproduktiv vækst i public service sektoren.

På lokal-tv- og -radioområdet er gruppen optaget af at fastholde og muliggøre andre medievirksomheders adgang til at drive lokale elektroniske medier. Virksomheder, der i forvejen har medieekspertise, har særlige forudsætninger for at videreføre professionel journalistik til andre medieformer. Befolkningens naturlige interesse i et håndværksmæssigt og etisk forsvarligt udbud såvel på landsplan som lokal gør det naturligt og rigtigt at give professionelle medievirksomheder adgang til komplementære medieformer.

7.2. Konkurrencemodellen

Et mindretal på ialt 4 af Medieudvalgets 28 voterende medlemmer, bestående af Bent Helvang, Poul Erik Magnussen, Raymond Olsen og Ole Prehn anbefaler, at den kommende politiske løsning på de elektroniske mediers forhold tager udgangspunkt i den efterfølgende helhedsmodel, kaldet Konkurrencemodellen.

7.2.1. Mediepolitiske målsætninger
Konkurrencemodellen ønsker både at give så liberale vilkår for de elektroniske medier som muligt og at give public service en stabil fremtid, og dermed sikre et dansk bolværk mod det stigende antal udenlandske programmer. Det afgørende middel hertil anses af anbefalerne for at være en klar adskillelse af finansieringsvilkårene for public service forpligtet programvirksomhed henholdsvis kommerciel finansieret programvirksomhed uden fulde public service forpligtelser, hvorved der bedst sikres en reel konkurrence mellem de to former for programvirksomhed - deraf navnet på modellen.

Som begrundelse herfor kan anføres:

En af de afgørende pointer ved en klar adskillelse mellem public service stationer og kommercielle stationer vil derfor være, at det både giver mulighed for en betydelig liberalisering for disse kommercielle stationers vedkommende samtidig med, at public service stationerne sikres plads også i fremtidens mediebillede. Som en tredje sektor skal de idébetonede lokale medier sikres tilstrækkelig offentlig støtte, så også de i fremtiden kan indtage deres betydningsfulde plads i det samlede mediebillede.

Sammenfattende er det modellens mål, at sikre forbrugerne et klart valg mellem tre medietyper:

  1. Public service medier på nationalt og regionalt niveau.
  2. Kommercielle medier på nationalt og regionalt/lokalt niveau.
  3. Idébetonede lokale medier på lokalt niveau og gennem "vinduer" i public service kanalerne på regionalt og nationalt niveau.
I og med at de tre medietyper - ud fra hver deres idégrundlag - alene skal konkurrere om forbrugernes gunst, og ikke om de samme økonomiske midler, kan systemet karakteriseret som holdbart også på længere sigt.

7.2.2. Modellens enkelte elementer

Public service virksomhed

1. TV 2/Danmark omdannes til et aktieselskab, der sammenlægges med TVR, med staten som majoritetsholder, og samtidigt søges gælden afviklet. TV 2 pålægges programforpligtelser (nyhedsformidling og en betydelig andel danske programmer) og finansieres rent kommercielt.

2. Danmarks Radio opretholdes i sin nuværende form, men med en TV-supplementskanal, der så hurtigt som det er teknisk muligt udbygges digitalt terrestrisk med henblik på at sende to koordinerede public service kanaler. Dette forudsætter ikke licensstigning ud over den normale inflationssikring.

3. De eksisterende regionale TV-stationer, tilknyttet TV 2-systemet, adskilles herfra som selvstændige licensfinansierede virksomheder med public service forpligtelser. De regionale udsendelser kan placeres på TV 2s, på DRs kanaler eller begge steder.

4. Både TV 2, de selvstændige regionale stationer og Danmarks Radio sikres større manøvrefrihed ved, at TV 2-fonden og Radiofonden ophæves, og indtægterne går direkte til stationerne drift. Der bør tilvejebringes forudsætninger for, at TV 2 og Danmarks Radio kan overtage ejendomsretten til deres respektive sendenet, idet det skal sikres, at andre brugere af sendenettet får de samme rettigheder som i dag. Danmarks Radio og TV-regionerne får større frihed til at iværksætte nye aktiviteter, herunder mulighed for at oprette fælles selskaber (joint ventures) med private selskaber.

5. Danmarks Radio tildeles FM 4, idet det antages, at der frekvensmæssigt kan opnås en tilfredsstillende løsning for de store, kommercielle lokal-radioer i det øverste lag (se pkt. 8).


De landsdækkende og regionale jordbaserede frekvenser

6. Det ledige jordbaserede TV-frekvenssæt skal forbeholdes overgangen til digital transmission. DR og TV 2 skal gives mulighed for paralleludsendelse, og DR tildeles en ekstra digital frekvens. Anvendelsen af den fjerde digitale frekvens bør der først tages stilling til, når digitaliseringen er gennemført, og man efterhånden kender konkurrencevilkårene, se dog forbeholdet i afsnit 7.2.4.

7. DAB forventes at give plads til seks landsdækkende radiokanaler, hvoraf Danmarks Radio kun forventes at bruge de tre. Kommercielle lokal-radioer sikres ligeledes muligheder for udsendelse via DAB så snart, der er mulighed herfor.

De landsdækkende kommercielle medier

8. Foruden TV 2/Danmark, som er rent kommercielt finansieret, jf. pkt.1, åbnes mulighed for satellit-tv og kabelfødt-tv efter tv-direktivets reklameregler samt netværk for kommercielle, lokale tv-stationer.

De lokale elektroniske medier

9. Lokal radio og TV opdeles i to lag. Det øverste lag finansieres udelukkende kommercielt og tildeles sendeeffekter, som gør det økonomisk rentabelt for i hvert fald radioerne. Reguleringen af dette lag sker centralt efter objektive kriterier i et udvalg bestående af eksperter. Det nederste lag skal efter nærmere kriterier modtage offentlig støtte og tildeles sendeeffekter, der dækker en kommune. Reguleringen af dette lag sker lokalt.

10. Netværk tillades for lokal radio og TV så hurtigt som muligt.

11. De idébetonede lokale radio- og TV-stationer (det nederste lag) skal sikres offentlig støtte (finanslov / tipsmidler / "højskolemodel" / kommunale medieværksteder) samt adgang til DRs og TV-regionernes sendeflader.

Reklameregler

12. Tv-direktivets minimumskrav skal være gældende.

13. Local inserts og reklamer i kabel-født tv skal tillades.

7.2.3. Mediepolitiske vurderinger

Public service virksomhed

Ad 1
TV 2/Danmark og TVR omdannes til et aktieselskab med staten som majoritetsholder og samtidigt søges gælden afviklet, TV 2 pålægges programforpligtelser (nyhedsformidling og en betydelig andel danske programmer) og finansieres rent kommercielt.

Ad 2
Danmarks Radio opretholdes i sin nuværende form, men med en TV-supplementskanal, der så hurtigt som det er teknisk muligt udbygges digitalt terrestrisk med henblik på at sende to koordinerede public service kanaler. Dette forudsætter ikke licensstigning ud over den normale inflationssikring.

Ad 3
De eksisterende regionale tv-stationer, tilknyttet TV 2-systemet, adskilles herfra som selvstændige licensfinansierede virksomheder med public service forpligtelser. De regionale udsendelser kan placeres på TV 2s, på DRs kanaler eller begge steder.

Til fordel for disse centrale elementer i modellen taler, at de vil imødekomme væsentlige dele af den kritik, der er rejst mod det nuværende mediesystem. Det gælder:

Imod modellen kan indvendes, at store dele af public service forpligtelsen hermed lægges på Danmarks Radio, men dog også TV regionerne. Spørgsmålet er, om Danmarks Radio i den situation vil være i stand til at sikre den fornyelse, som til stadighed kræves af public service, eller om man udelukkende vil producere programmer, som henvender sig til de få og derved ufrivilligt kommer til at støtte de kommercielle kanaler.

Hertil kan anføres, at to tv-kanaler under Danmarks Radio - med eller uden sendemæssigt samarbejde med regionerne - netop vil gøre det muligt både at betjene de mange og de få på samme tid, og anspore til at forny også det brede public service udbud, ligesom der fortsat vil være konkurrence på nyhedsformidlingen både fra TV 2/Danmark og andre kommercielle stationer. Det er netop erfaringerne med en finansieringsadskilt model i f.eks. England og Sverige, hvor BBC og SVT alment anerkendes for deres programkvalitet, også til de mange seere.

Det væsentligste argument mod den adskilte finansiering er frygten for, at DR ikke kan opretholde så stort et seergrundlag på sine to kanaler, at licensbetalingsviljen fastholdes. Her vil et blandingsfinansieret TV 2 kunne være med til fortsat at legitimere licensen.

En mere teoretisk indvending imod modellen er, at den ikke laver en fuldt konsekvent adskillelse af finansiering og kanaler, idet de licensfinansierede regionale tv-stationer fortsat får mulighed for at sende på TV 2s sendenet og ikke påtvinges et samarbejde med DR. Denne manglende konsekvens kan ophæves, enten ved at regionerne senere får deres egen kanal eller ved at regionerne ændrer holdning til at samarbejde med DR.

Den koncentration af public service, som Konkurrencemodellen er udtryk for, har klare systemfordele. Men om man vurderer koncentrationen som en risiko, og om den i givet fald er værd at løbe, står og falder i sidste ende med tilliden til, om Danmarks Radio vil kunne varetage opgaven.

Ad 4
Både de selvstændige regionale stationer og Danmarks Radio sikres større manøvrefrihed ved at TV 2-fonden og Radiofonden ophæves, og indtægterne går direkte til stationerne drift. Der bør tilvejebringes forudsætninger for, at TV 2 og Danmarks Radio kan overtage ejendomsretten til deres respektive sendernet, idet det skal sikres at andre brugere af sendernettet får de samme rettigheder som i dag. Danmarks Radio og TV-regionerne får større frihed til at iværksætte nye aktiviteter, herunder mulighed for at oprette fælles selskaber (joint ventures) med private selskaber.

For at kunne klare sig i såvel den nationale som den internationale konkurrence og dermed sikre, at der til stadighed er et mangfoldigt programudbud, må DR og TV 2 have friere og bedre arbejdsvilkår, end det i dag er tilfældet. Samtidigt bør de to virksomheder sikres den størst mulige arbejdsro i forhold til politiske beslutninger om deres driftsøkonomi.

Imod kan anføres en risiko for konkurrenceforvridning med licensmidler, hvis aktiviteterne ikke udskilles klart i egne selskaber.

Ad 5
Danmarks Radio tildeles FM 4, idet det antages, at der frekvensmæssigt kan opnås en tilfredsstillende løsning for de store, kommercielle lokal-radioer i det øverste lag (se pkt. 8).

Fire differentierede radiokanaler giver lytterne reelle valgmuligheder, hvilket DR med sine nuværende tre kanaler har dokumenteret. Men det ændrer ikke ved, at det reelle monopolbrud på landsplan må vente til DAB er en realitet. Indtil da må man nøjes med, at et netværk af store lokale radioer delvist kan bryde Radioavisens monopol på radionyhedsformidling.

De landsdækkende og regionale jordbaserede frekvenser

Ad 6
Det ledige jordbaserede tv-frekvenssæt skal forbeholdes overgangen til digital transmission. DR og TV 2 skal gives mulighed for paralleludsendelse, og DR tildeles en ekstra digital frekvens.

Det anses for givet, at den digitale transmissionteknologi ad åre vil erstatte den nuværende analoge. Det anses som hensigtsmæssigt at reservere det tredje landsdækkende frekvenssæt til den fremtidige digitale transmission, herunder parallelsending af DRs og TV 2s programmer.

Imod digitaliseringen kan anføres, at man på kort sigt må opgive en (næsten) landsdækkende tredje kanal, som seerne kan få glæde af nu, idet digitaliseringen først vil slå fuldt igennem om måske 10 år.

Ad 7
DAB forventes at give plads til seks landsdækkende radiokanaler, hvoraf Danmarks Radio kun forventes at bruge de tre. Kommercielle lokal-radioer sikres ligeledes muligheder for udsendelse via DAB så snart, der er mulighed herfor.

DAB vil for alvor bryde DRs monopol på radio. Der bliver plads til flere landsdækkende stationer og landsdelsstationer. Den eneste ulempe kan opstå for de små idébetonede lokalradioer, hvis lyttere på længere sigt vælger FM helt fra. Det bliver mere end vanskeligt at få plads til lokalradioerne på DAB.

De landsdækkende kommercielle medier

Ad 8
Foruden TV 2/Danmark, som er rent kommercielt finansieret (jvf. pkt. 1) åbnes mulighed for satellit-tv og kabelfødt tv efter EU-direktivets reklameregler samt netværk for kommercielle, lokale tv-stationer.

Foruden to landsdækkende public service kanaler sikres en dansk kommerciel kvalitetskanal, som i mange år vil have fordel af at være den eneste helt landsdækkende, samtidigt gives frie muligheder for kommerciel virksomhed både via satellit, kabel og terrestrisk netværk. Det vil give seerne mere at vælge imellem, samtidigt med at DR og TV 2 kan stimulere kvaliteten i det private TV-udbud.

Modellen er ikke konsekvent liberal, idet de kommercielle frekvenser ikke bortauktioneres til højestbydende, fordi TV 2 skal kunne pålægges visse programkrav på et realistisk grundlag.

De lokale elektroniske medier

Ad 9
Lokal radio og tv opdeles i to lag. Det øverste lag finansieres udelukkende kommercielt og tildeles sendeeffekter, som gør det økonomisk rentabelt for i hvert fald radioerne. Reguleringen af dette lag sker centralt efter objektive kriterier i et udvalg bestående af eksperter. Det nederste lag skal efter nærmere kriterier modtage offentlig støtte og tildeles sendeeffekter der dækker en kommune. Reguleringen af dette lag sker lokalt.

Ad 10
Netværk tillades for lokal radio og tv så hurtigt som muligt.

Ad 11
De idébetonede lokale radio- og tv-stationer (det nederste lag) skal sikres offentlig støtte (finanslov/tipsmidler/"højskolemodel"/kommunale medieværksteder) samt adgang til DRs og TV-regionernes sendeflader.

For denne tolags-model taler, at den imødekommer indvendingerne om umulige økonomiske vilkår, både fra de større, kommercielt orienterede lokale medier og de mindre, idébetonede.

En ophævelse af forbudet mod netwærk vil således sikre de mest populære af de lokale medier betydeligt bedre vilkår, ligesom det vil betyde en betydningsfuld regelsanering. Det vil være i god overensstemmelse med modellens mediepolitiske grundsyn at lade det være op til markedet at bestemme omfanget af sådanne netwærkaftaler.

Man kan på den ene side forestille sig, at behovet for lokale medier, og dermed også reklamemarkedsgrundlaget, vil være så udtalt, at stationerne ikke ville fravælge de lokale programtyper. På den anden side ville der - hvis dette kun i begrænset grad var tilfældet - være en risiko for, at stationerne udelukkende sendte populære programmer uden lokalt indhold.
Hvis det sidste er tilfældet, kan man forudse en stigende koncentration af reelt landsdækkende kommercielle kanaler, hvilket ud fra hensynet til mangfoldigheden kunne tale imod en fuldstændig ophævelse af netwærksforbudet.

Herimod kan indvendes, at nok vil netværkssamarbejdet på radioområdet sandsynligvis medføre noget, der ligner en landsdækkende radiokanal, men at dette på den anden side kunne blive et ønskeligt alternativ til Danmarks Radio. På TV-siden kan man stille spørgsmålstegn ved, om et netværk ville blive fuldt landsdækkende.

Betænkelighederne ved netværk kunne endvidere være, at konkurrencen om seere og reklamemidlerne ville kunne skade TV 2/Danmark. Imidlertid skønner den af Medieudvalget nedsatte Regnegruppe, at tabet begrænses, fordi der forventes en samlet vækst i reklameomsætningen, helt bortset fra at liberaliseringen af kabellovgivningen betyder, at netværk ikke kan forhindres. Beregninger foretaget i Regnegruppen viser desuden, at TV 2 under alle omstændigheder må regne med at tabe markedsandele i de kommende år. Hvis netværk ikke tillades, sker tabet i stedet overfor udenlandske satellitkanaler.

Det idébetonede lag af de lokale stationer vil få mulighed for både deres egne, lokale udsendelser og for at få spredt udsendelser til større grupper via DRs kanaler og således yde deres bidrag til den demokratiske og kulturelle debat.

Reklameregler

Ad 12
Tv-direktivets minimumskrav skal være gældende.

En mediepolitik, der skal sikre de bedst mulige vilkår for såvel de kommercielle medier, som public service medierne, må - i lyset af den internationale konkurrence - udformes således, at de kommercielle medier sikres lige vilkår med de øvrige konkurrenter.

Imod en indførelse af direktivets minimumskrav taler, at det vil betyde en tilsidesættelse af de kulturpolitiske hensyn, som de nuværende danske regler prøver at tilgodese. Der kan i forlængelse heraf argumenteres for, at medievirksomheder, der vælger at drive udsendelsesvirksomhed fra dansk område, må indstille sig på, at disse særlige vilkår er gældende.

Ad 13
Local inserts og reklamer i kabelfødt tv skal tillades.

Dette er en følge af liberaliseringen, men vil naturligvis påføre TV 2 en vis, beskeden konkurrence (der henvises til den under Medieudvalget nedsatte Regnegruppes arbejde).

7.2.4. Forbehold

Raymond Olsen
Med henvisning til "Den tre-delte-model" - en dansk helhedsløsning kap. 6 - og som anbefaler af "Konkurrencemodellen" ønskes følgende forbehold fremført:

1. De regionale tv-stationer frigøres fra TV 2-Danmark. Der opretholdes en begrænset public service forpligtelse og ret til netværk.

2.a) "Den 3. kanal" (Folkekanalen) overlades til de regionale TV-stationer og de lokale tv-stationer - såvel kommercielle som de idé-betonede.

Fordelingen af sendefladen for de lokale stationer fastsættes delvis politisk, og for de idé-betonede tv stationer af folkelige tv-foreninger (folkeoplysningsforbund, fagbevægelsen, kirkelige foreninger og sammenhænge, idræts- og gymnastikforeninger m.v.).

b) Såvel de regionale tv-stationer som de lokale har selvstændigt redaktionelt ansvar for tildelt sendeflade.

c) Den "3. kanal" inddrager medieinstitutionen "Statens Filmcentral" på sendefladen.

d) Økonomisk er det en "tredelt-model".

3. De regionale tv-stationer licensfinansieres selvstændigt.

4. De kommercielle lokal-tv-stationer finansieres via reklameindtægter og er markedsreguleret.

5. De lokale "idé-betonede tv-stationer" tildeles offentlig støtte efter "taxameterprincip" (højskolemodel). Den offentlige støtte suppleres med licensmidler fra de oprettede tv foreninger.

Afsluttende note:
De idébetonede tv-stationers finansiering må ikke berøres af, at kommuner eller anden offentlig instans tager initiativ til oprettelse af "medieværksteder" med offentlig adgang.

Ole Prehn
Forbehold til Konkurrencemodellen:

Vedr. pkt. 9, Det kommercielle lag
Netværk mellem lokalradiostationer i det kommercielle lag begrænses til nyheds- og aktualitetsudsendelser samt en evt. fællesflade mellem kl. 23.00 og 07.00.

Lokale tv-stationer i det kommercielle lag pålægges pligt til at udsende lokale nyheds- og aktualitetsudsendelser samt lokalt producerede programmer i et nærmere angivet omfang.

Det indgår endvidere i sendetilladelserne for disse stationer, at der i programfladen afsættes plads til udsendelse af programmer, som hidrører fra lokale ikke-kommercielle stationer, medieværksteder m.v.

I forbindelse med udstedelse af sendetilladelser til lokale radio- og tv-stationer i det kommercielle lag pålægges tilladelseshaverne en årlig afgift til dækning af de administrative omkostninger vedrørende det centrale udvalg og dettes administrative bistand.

Sendetilladelser udstedes af det centrale udvalg alene med udgangspunkt i ansøgernes påtænkte programvirksomhed samt det ansøgende selskabs økonomiske soliditet.

73. Den liberale model

Et mindretal på 1 af Medieudvalgets 28 voterende medlemmer, bestående af Niels Thomsen anbefaler, at den kommende politiske løsning på de elektroniske mediers forhold tager udgangspunkt i den efterfølgende helhedsmodel, kaldet "Den liberale model".

7.3.1. Mediepolitiske målsætninger
Ligesom i en konsekvent gennemført markedsregulering er udgangspunktet her, at et frit og velfungerende mediesystem først og fremmest må bygges på den enkelte borgers frie valg mellem de udbud af medier og informationer, der bliver givet, ændret og opretholdt på markedsøkonomiens vilkår.

Den obligatoriske licensbetaling til DR og TV 2s regionalstationer skal derfor bortfalde. Det samme gælde de restriktioner på etablering og drift af tv- og radiosendinger, der ikke er nødvendige for fordelingen af frekvenser og for at sikre identifikation og ansvar i udsendelserne.

Men de valgmuligheder, der fremkommer på rene markedsvilkår, skal suppleres med det nødvendige programudbud produceret på licitation og finansieret af offentlige midler. Staten skal herved opretholde én radiostation og én tv-station baseret på solide, alsidige og redaktionelt uafhængige nyheds-, orienterings-, kultur- og uddannelsesprogrammer. Disse programmer kan frit genudsendes af de koncessionerede lokale stationer. Endvidere skal kommunerne - med betryggende garanti for redaktionel uafhængighed - frit kunne yde støtte af egne midler til lokal radio- og tv-virksomhed.

Denne side af reformen vil medføre en markant forbedring af vilkårene for at sende og modtage radioudsendelser og især fjernsynsudsendelser på kvalitetsniveau. Ét udgangspunkt for at iværksætte den er netop, at indførelsen af konkurrence og reklameindtægter har svækket gennemslagskraften for de klassiske "public service idealer" - som udgjorde legitimeringen af den obligatoriske licensafgift i radiomonopolets dage.

Der vil - permanent eller i en overgangsperiode - kunne opkræves en afgift på salg af radio- og tv-udstyr til at dække de nævnte statsudgifter (og evt. bidrage til kommunernes).

7.3.2. Modellens enkelte elementer

  1. De jordbaserede sendemuligheder skal udbydes i koncession for begrænsede åremål - efterhånden typisk 6-8 år. Frekvensfordelingen skal foretages af et koncessionsråd bestående af uafhængige eksperter med kendskab til medieområdets teknik, økonomi og arbejdsmåde.
  2. Koncessionen gives til de selskaber, der kan indbetale de krævede afgifter og deposita - med fortrin for selskaber, som kan fremlægge overbevisende budgetter og arbejdsplaner, og for dem, der skønnes at bidrage mest til diversiteten i programpolitik og ejerkontrol.
  3. En forudsætning for koncessionen er fuldt oplyste ejer-regnskabs- og ansvarsforhold.
  4. Staten skal opretholde een radiostation og een tv-station baseret på solide, alsidige og redaktionelt uafhængige nyheds-, orienterings-, kultur- og uddannelsesprogrammer. Disse programmer kan frit genudsendes af de koncessionerede lokale stationer. Endvidere skal kommunerne - med betryggende garanti for redaktionel uafhængighed - frit kunne yde støtte af egne midler til lokal radio- og tv-virksomhed.

7.3.3. Mediepolitiske vurderinger

Ad 1
De jordbaserede sendemuligheder skal udbydes i koncession for begrænsede åremål - efterhånden typisk 6-8 år. Frekvensfordelingen skal foretages af et koncessionsråd bestående af uafhængige eksperter med kendskab til medieområdets teknik, økonomi og arbejdsmåde.

Ad 2
Koncessionen gives til de selskaber, der kan indbetale de krævede afgifter og deposita - med fortrin for selskaber, som kan fremlægge overbevisende budgetter og arbejdsplaner, og for dem, der skønnes at bidrage mest til diversiteten i programpolitik og ejerkontrol.

Ad 3
En forudsætning for koncessionen er fuldt oplyste ejerregnskabs- og ansvarsforhold.

Ad 4
Staten skal opretholde én radiostation og én tv-station baseret på solide, alsidige og redaktionelt uafhængige nyheds-, orienterings-, kultur- og uddannelsesprogrammer. Disse programmer kan frit genudsendes af de koncessionerede lokale stationer. Endvidere skal kommunerne - med betryggende garanti for redaktionel uafhængighed - frit kunne yde støtte af egne midler til lokal radio- og tv-virksomhed.

En gennemgribende liberalisering af radio- og tv-området vil i første række betyde, at markedskræfterne og dermed det frie forbrugsvalg samt langt friere etableringsvilkår vil kunne slå igennem og præge medieudviklingen. På denne måde vil vilkårene for de elektroniske medier blive tilnærmet de regler, der gælder på de trykte mediers område som en essentiel del af pressefriheden.

En anden styrke er den klare målsætning og ressourcetildeling med henblik på udvikling og fastholdelse af danske radio- og tv udsendelser på kvalitetsniveau inden for centrale afgrænsede emneområder: samfundsorientering, uddannelse og kultur. Dette stof vil være frit tilgængeligt for lokale radio- og tv-stationer.
Alligevel kan det anføres, at de foreslåede udliciterede "kvalitetskanalers" udsendelser muligvis kun vil kunne nå et ret begrænset publikum, og at de øvrige, kommercielt drevne stationer og netværk måske vil koncentrere sig endnu mere om stærkt populariseret og underholdningspræget stof.

Den foreslåede produktion og udsendelse af programmer af seriøst indhold vil sandsynligvis kun direkte nå frem til en meget begrænset del af publikum - en kulturelite, der i forvejen holdes rimeligt velforsynet med orientering og kulturstof ad anden vej.

Ændringen vil i sin helhed måske snarere føre til en rendyrkelse af populariserings- og underholdningstendenserne i de to nuværende landsdækkende tv-kanalers programmer, så det helt brede publikum vil have ringere muligheder for en kvalitativ udvikling af medieforbruget.

Som helhed vil de elektroniske medier blive stærkere præget af reklamer og deres implicitte krav til programudbudet, idet andre indtægtskilder i længden vil få ringe betydning. Konsekvensen kan bl.a. ved ekstrem brug af friheden til netwærk - måske blive ringere end variation i udbudet og mindre dansk stof (især på tv) samt ringere ytringsmuligheder for manden fra gaden (især i radioen).

Herudover kan de forskelligartede målsætninger ved licenstildelingen - kapitalgrundlag og anden materiel økonomisk basis versus alsidighed i programmerne og spredning i ejerforholdene - medføre en uønskelig vilkårlighed og partipolitisering af tildelingsnævnets arbejde, medmindre der kan nås enighed om en fastere prioritering af målsætningerne.

Noget lignende kan anføres for udliciteringen af de to landsdækkende statsfinansierede kanaler (for hhv. radio og tv). Forudsætningen for at opretholde uafhængighed og kraftig kompetence i programproduktionen vil være et ret stabilt indtægtsgrundlag, fordi en løbende politisk kamp om bevillinger ret automatisk vil medføre en vis partipolitisk pression mod redaktionen - eller byde denne så ringe arbejdsvilkår og bevægelsesfrihed, at talent og energi søger andetsteds hen.