1. Indledning

Demokrati er noget svævende, uhåndgribeligt og sårbart. De lovgivningsmæssige rammer er grundlaget for dets udøvelse, og medierne er midlerne til dets realisering. Men demokratiet er mere end det; demokratiske lovparagraffer og medier er alene nødvendige betingelser. Demokratiets indhold er mere uhåndgribeligt end love og avissider, fordi det udgøres af relationer mellem mennesker. Demokrati er måder, hvorpå mennesker diskuterer, danner mening og handler. Og demokratiet er sårbart, fordi det mere end andre måder at omgås hinanden på forudsætter et vist mål af enighed, tolerance og beherskelse. En analyse af demokrati må i lyset heraf - og i bedste fald - både behandle de institutionelle og mediemæssige rammer og den faktiske, levede demokratiske praksis samt den gensidige påvirkning mellem rammer og indhold.
Det politiske demokrati og mediernes rolle heri har i de seneste år været genstand for en fornyet debat og interesse. Det har først og fremmest været den faktiske udfyldning af demokratiets rammer, der har stået for skud. Fra både journalisters og politikeres side er medierne blevet kritiseret for at levere utilstrækkelig, ukritisk eller sensationsorienteret journalistik; og tilsvarende kritiseres politikere for at lefle for vælgerne og spille med i den mere sensationsprægede presses underholdningsspil (0) Samtidig fortsætter de traditionelle grundstene i den politiske journalistik, dagbladene, deres langsomme, men sikre tilbagegang: antallet af dagblade falder, og avisen formår ikke at få tag i de nye generationer. Endelig er selve den måde, hvorpå demokratiet i den danske velfærdsmodel har udviklet sig, blevet genstand for kritik. Den Kierkegaardske kritik af folkestyrets middelmådighed og blødsødenhed har fundet nye fortalere, mens andre har sat sig for at redefinere demokratiet i forhold til nutidige betingelser (1) Der er ikke overraskende stor uenighed om løsningsmulighederne; men der er omvendt enighed om, at der er 'sket noget' inden for de senere år, der gør en fornyet beskæftigelse med demokratiets vilkår og muligheder påtrængende.

Diskussionen og kritikken af mediernes rolle i demokratiet har ikke kun taget udgangspunkt i danske erfaringer. Udenlandske begivenheder, de østeuropæiske landes vanskeligheder med at udvikle demokratiske styreformer efter murens fald, og ikke mindst Berlusconis valgsejr i Italien har haft betydning som eksempler på demokratiets skrøbelighed og er undertiden blevet tolket som fremtidsbilleder på, hvordan det danske demokrati - i værste fald - kan udvikle sig. Og den offentlige diskussion af den Europæiske Unions udvikling i forbindelse med de seneste folkeafstemninger og Europaparlamentsvalg har aktualiseret spørgsmålet om, hvordan demokrati skal realiseres på internationalt plan.

Nærværende rapport om forholdet mellem nyhedsmedierne og det politiske demokrati er et bidrag til denne fortsatte debat. I kraft af selve problemstillingens omfang siger det sig selv, at rapporten ikke kan levere nogen større analyse af demokratiets vilkår eller komme med afgørende løsninger. Sigtet med rapporten er mere ydmygt: dels at pege på nogle relevante forskningsresultater og dels at rejse nogle problemer om forholdet mellem nyhedsmedier og det politiske demokrati. Formålet med rapporten er mere præcist:

Rapporten behandler de traditionelle nyhedsmedier (aviser, radio og TV), og der inddrages erfaringer fra både Danmark og udlandet. Der lægges vægt på at behandle ændringer i nyhedsformidlingen i TV, da de væsentligste forandringer, siden Mediekommissionen afsluttede sit arbejde, har fundet sted inden for dette medie. En væsentlig del, for ikke at sige det meste af den danske forskning i forholdet mellem politik og medier har fokuseret på folketingsvalg og mediedækningen af disse. Nærværende rapport inddrager ikke disse mere velbeskrevne aspekter, men fokuserer i stedet på den generelle udvikling i samspillet mellem politik og medier.

Udgangspunktet for det følgende er, at de nuværende problemer for det politiske demokrati og den offentlige debat ikke kun er et resultat af medieudviklingen. Både de politiske institutioner og nyhedsmedierne har i løbet af de sidste årtier undergået en forandring, hvilket stiller krav om, at de involverede parter reorienterer sig i forhold til hinanden. Endelig er det min opfatttelse, at vores forståelse af et moderne demokrati aldrig rigtig har taget højde for mediernes betydning. Vores idealer om demokrati bygger til en vis grad på forestillinger, der er hentet fra (utopiske) samfund, hvor den politiske dialog udspiller sig ansigt til ansigt, og massemedier ikke spiller nogen nævneværdig rolle eller blot er neutrale kanaler. I lyset heraf præciserer rapporten, hvilken rolle nyhedsmedier spiller i et moderne politisk demokrati.

Jeg har tilstræbt en problemorienteret fremstilling af emnet. For at lægge op til debat er forskellige udviklingstendenser trukket ret entydigt op; der er derfor heller ikke så mange forbehold, som man normalt finder i akademiske behandlinger af emnet. Afslutningsvis vil jeg rette en tak til forskningsleder Erik Nordahl Svendsen, Danmarks Radio, der på min opfordring har udarbejdet en analyse om sammenhængen mellem avislæsning og forbrug af TV-nyheder. Endvidere tak til professor John Keane, leder af Centre for the Study of Democracy i London, og professor Colin Sparks, School of Communication, University of Westminster, der begge undervejs i rapportens tilblivelse velvilligt har bidraget med kritik og ideer. Ingen af de nævnte bærer dog ansvaret for rapportens endelige udseende og eventuelle fejl og mangler.


Fodnoter:

0. Eksempler på disse er Lykketoft (1994), Rasmussen (1995), Ufer (1988), Valeur (1993) m.fl. [tilbage]

1. Se f.eks. Fonsmark (1990), Pedersen et al.(1994) og Sløk (1989). Se Rockwool Fondens analyse af forholdet mellem politikere og danskere (Andersen et al.,1992) for en større videnskabelig analyse af demokratiets tilstand. [tilbage]