3. Et mediebaseret demokrati

Diskussionen af massemediernes betydning for demokratiet savner ikke ekstremer. På den ene side har man søndagstalerne til pressens gunst, der ofte citerer Thomas Jeffersons formulering fra 1787 om, at "hvis det var overladt til mig at bestemme, om vi skal have en regering uden aviser eller aviser uden regering, ville jeg ikke tøve med at foretrække det sidste" (4) I søndagstalerne opfattes medierne som garanten for det politiske demokrati.

Omvendt finder man stribevis af stærkt pessimistiske vurderinger af massemedierne, eksempelvis amerikaneren Neil Postmann, der i sin bog "Amusing Ourselves to Death" anser medierne for at være roden til alt ondt; mediernes infotainmentkultur er som en ondartet svulst i et ellers oplyst og demokratisk samfund.

Problemet med disse forestillinger er, at de opfatter medier og politiske institutioner som adskilte størrelser. Man kan vælge imellem medier og politiske institutioner, og principielt kan man undvære den ene part. I det følgende plæderes for et andet perspektiv, hvor medierne - på godt og ondt - forstås som en integral del af det politiske liv. De moderne massemedier er forudsætninger for demokratiet; man kan ikke tænke en demokratisk styring af et moderne og højt komplekst samfund som det danske uden massemediernes mellemkomst. De politiske institutioners virke er intimt forbundet med massemediernes virksomhed. Medierne påvirkes strukturelt og indholdsmæssigt af de politiske institutioner, og mediernes struktur og udtryksformer påvirker de politiske processer.

3.1. Partipressens undergang - medieoffentlighedens selvstændiggørelse

Perioden 1880-1910 betegnes sædvanligvis som partipressens storhedstid. 4-bladssystemet dominerede provinsbyernes politiske diskussion, og selvom billedet var mere broget i hovedstaden, havde de vigtigste partier også dér kontrol over hver deres presse.

Set med nutidens øjne var avisen det vigtigste politiske massemedie, men måske er det mere dækkende at sige, at partiet var datidens vigtigste massemedie. Partiet opfyldte en række af de funktioner, som medierne opfylder idag. Partiet var i kraft af sin høje organisationsgrad og betydelige medlemsskare en kommunikationskanal, hvor information og meninger til stadighed strømmede mellem mere eller mindre ligesindede mennesker. Partiet var med sin mødeaktivitet, foredrag, aviser, løbesedler, fester o.s.v. selv både kommunikationsmiddel og offentlighed.

En betydelig del af befolkningen stod imidlertid uden for denne partioffentlighed. Det gjaldt først og fremmest samfundets dårligst stillede grupper, ufaglærte arbejdere, tjenestefolk, almuen på landet, de nye lag af kontorarbejdere i større byer m.fl. I København fik disse grupper af befolkningen deres behov for offentlig kommunikation tilfredsstillet af en kommerciel, fortrinsvis underholdningsorienteret dags- og ugepresse. Ikke mindst Ferslewkoncernens blade havde stor udbredelse i disse lag.

Omnibuspressens gennemslag i 1920'erne og 1930'erne ændrede på alt dette (5) Den partipolitiske tilknytning nedtonedes, hvorved aviserne kunne nå langt bredere ud i befolkningen. Avisernes indhold og form blev forandret. Hovedingrediensen var ikke længere politiske indlæg i form af lærde artikler eller polemiske referater fra rigsdagen; i stedet blev hovedingrediensen mere politisk neutrale nyheder skrevet af journalister. Politiske indlæg blev relegeret til afgrænsede pladser: leder, kronik og læserbreve.

Partipressens tilbagegang og omnibusformatets udbredelse kan på den ene side ses som en delvis afpolitisering af pressen, både hvad angår ledelse, indhold og publikum. Som konsekvens kom forretningsmæssige hensyn til at spille en større rolle for avisen. Det hører imidlertid med til den danske udvikling, at omnibuspressens succes også blev skabt på bekostning af den kommercielle presse i København. Den københavnske omnibuspresse og dens aflæggere Ekstra Bladet og BT erstattede ikke kun gradvist partipressen, men overtog også den rent kommercielle underholdningspresses markedsandele i København. Konsekvensen har været, at den danske presse har været præget af aviser, der havde betydelige forbindelseslinier til det politiske liv og dets partier. I Danmark har avisudgivelse været en halvt kommerciel, halvt politisk virksomhed. En helt kommerciel underholdningspresse, som det kendes fra andre lande, har siden 1920'erne ikke spillet nogen større rolle i Danmark.

Med radio og TV's fremkomst blev omnibuskonceptet yderligere grundfæstet. Radio og TV kom nok under de politiske partiers kontrol gennem den offentlige regulering (først gennem Statsradiofoniens ledelse, siden gennem Radiorådet), men kommunikationen var principielt henvendt til alle. Og den politiske kommunikation skulle ikke foregå i en partistyret offentlighed, men i en fælles offentlighed, hvor de enkelte partier måtte appellere til befolkningen som helhed.

Massemedierne selvstændiggjorde sig i stigende grad over for de politiske partier. Fremfor at være en del af partiernes kommunikationsapparater blev medierne både en fælles offentlighed, et mødested uden for partilokalerne, og en slags modspiller til de politiske partier og andre institutioner. Hvor pressen tidligere var et instrument i opinionskampen mellem partierne, blev pressen i stadig højere grad en organisme med sin egen dagsorden, målsætning og indre dynamik. Hvor den politiske strid tidligere foregik mellem aviserne, foregår den nu i hver enkelt avis med journalisten i rollen som moderator. Mediernes offentlighed blev en selvstændig magtfaktor, en selvstændig institution i det politiske liv.

3.2. Medielogik

Mediernes selvstændiggørelse betyder for det første, at en række nye aktører rykker ind i meningsdannelsens centrum. Hvor politikere og regering tidligere havde en mere direkte adgang til medierne, administreres denne adgang af andre professioner, hvis indflydelse og selvbevidsthed har været støt stigende: journalistikken og PR- og informationssektoren. For det andet får mediernes sprog og organisation stigende indflydelse på meningsdannelsen og dermed politikken. Massemedierne er ikke neutrale transportveje for kommunikation. I kraft af de enkelte mediers karakteristika formes budskaber og mening på bestemte måder.

Man kan sige, at medierne har deres egen logik, som former kommunikationen, præsenterer verden i bestemte genrer og formater, og tilskynder til bestemte fortolkninger (6) Mediernes logik lader os se verden i en speciel optik. Journalistik og nyhedsformidling er en sådan speciel optik. Her skal kort nævnes nogle centrale aspekter ved nyhedsformidlingens optik. Nyhedsformidling varierer naturligvis i forhold til det konkrete medie, så de nævnte forhold vedrører alene den tværgående medielogik:

* Aktualitet. Nyhedsformidling befinder sig i nutid, hvad der skete idag, igår og imorgen. Sidste uge og i næste måned ligger uden for tidshorisonten. Politiske emner, der ikke slår med den samme puls som medierne, har svært ved at komme på dagsordenen.

* Intensivering. Medierne kondenserer begivenhederne. Der fokuseres på de vigtigste highlights, det overflødige fedt skæres bort. Intensivering opnås tillige gennem polarisering, modstilling af bestemte aktører eller interesser. Overdrivelser fremmer forståelse og interesse, lyder intensiveringens diktum.

* Konkretisering. Medierne vil fokusere på det faktuelle, de konkrete aktørers ord og handlinger. Generelle perspektiver og mere abstrakte forhold og argumenter har vanskeligere ved at trænge igennem. Det specifikke og konkrete er det virkelige.

* Personificering. Dette er en særlig udbredt form for konkretisering. Enkeltpersoner tages som repræsentanter for institutioner. Strukturelle eller blot komplicerede forhold forstås som resultat af enkeltpersoners handlinger, ønsker, had osv.

* Stereotyp. Til at beskrive verden bruger medierne udbredte og velkendte forestillinger og kategorier. Der bruges klichéer og skabeloner til at forstå det nye. Nye konflikter begribes i traditionelle modstillinger: ond vs god, lille vs stor, uskyld vs skyld osv. Selv det usædvanlige og fantastiske har medierne deres vante formler for.

* Vinkling. Nyhedsdækningen har ikke til hensigt at give en helhedsbeskrivelse. Udvælgelsen og fremstillingen er præget af et bestemt perspektiv eller argument. Vinklingen er typisk præget af den aktuelle foranledning, 'sømmet', til at behandle emnet.

* Visualisering. Nyhedsformidlingen i både TV og trykt presse lægger i stigende grad vægt på at kunne billedgøre sin virkelighedsbeskrivelse. Emner med større billedmuligheder vil oftere blive dækket, og behandlingen vil typisk få mere plads.

De her nævnte medielogikker (7)kendetegner det meste journalistik, også den mere seriøse. De indebærer ikke nødvendigvis en forvrængning af virkeligheden, men er grundvilkår i mediernes måde at berette om virkeligheden på. På samme måde som litteraturens forskellige genrer har deres forskellige måder at beskrive verden på; måder, der i øvrigt ikke er så forskellige fra journalistikkens. Medielogikkerne tilfredsstiller tillige nogle basale kognitive træk i menneskers måde at bearbejde sansning og sprog på.

Medielogikken kan skabe forvrængning, 'bias' og føre til direkte fejlagtige fremstillinger af virkeligheden - og gør det løbende. Forvrængning opstår ikke mindst, når fremstillingsformen tager overhånd over sagen selv, og mediernes egen logik ikke holdes i ave af andre hensyn. Spørgsmålet om mediernes forvrængning kan imidlertid ikke bestemmes generelt, men må afgøres konkret og empirisk. Enhver fremstilling indebærer forenkling, intensivering osv. Spørgsmålet er, om forenklingen er rimelig, holdbar osv. Det farlige er ikke at bruge stereotyper i sig selv, men at de kan forhindre en i at se væsentlige nuancer eller noget nyt, når det virkelig er der. Faren er, at mediernes egenlogik kommer til at skabe et virkelighedsskildring, der slet ikke harmonerer med den politiske verdens realiteter; og at medierne i kraft af deres magt kommer til at tvinge politikere og borgere til at tænke og handle som om denne medieskabte virkelighed var reel.

Medielogikkens indflydelse begrænser sig ikke kun til mediernes selv. I kraft af mediernes centrale placering i den offentlige kommunikation, overtager andre institutioner i større eller mindre omfang medielogikken. For at blive hørt, må man tale mediernes sprog. I de offentlige institutioners kommunikation forsvinder tidligere tiders mere formelle, kancelli-agtige tone og ordvalg. Senest har juraen stået for skud og er blevet afkrævet en mere ligefrem og forståelig sprogbrug. Virksomhedernes kommunikation med omverdenen får i stigende grad tilføjet et mellemled af PR-folk og informationsmedarbejdere, hvoraf mange kommer med en journalistisk baggrund. Enhver type kommmunikation bliver i stigende grad bearbejdet journalistisk ikke mindst for at sikre gennemslagskraft i medierne.

Flere medieforskere, bl.a. førnævnte Altheide & Snow (1991), mener vi befinder os i en "post-journalistisk" æra, i og med samfundet som helhed er blevet formet af mediernes logik. Journalister går ikke længere ud og dækker begivenheder, udtalelser og handlinger, som under alle omstændigheder havde fundet sted, uafhængig af den journalistiske dækning. Samfundets øvrige aktører, herunder ikke mindst politikere, planlægger deres handlinger og udtalelser ud fra bevidstheden om, at de har mediernes potentielle bevågenhed. Det viser sig mest tydeligt i arrangeringen af pseudo-begivenheder for pressen, men det griber ind i selve politikkens hverdagslige organisering, både dens form og indhold. Et skatteforslag skal ikke kun være velgennemtænkt, det skal også have et indhold, der lader sig sælge i lettilgængelig form. Medielogikken slår i det post-journalistiske samfund igennem helt ned i detaljerne: tidspunkter for udtalelser, påklædning, gestik, stoleopstilling og lyssætning ved høringer, hvem skal man smile til, og hvem skal man signalere fjendskab over for osv.

Det er langt fra afdækket, hvor langt og på hvilken måde medielogikken har bredt sig ud i samfundet, eller hvilke konsekvenser en sådan udbredelse har. Man skal endvidere vare sig for kun at vurdere udviklingen negativt. Journalistikkens og mediernes selvstændiggørelse over for politiske institutioner rummer også klare demokratiske fremskridt. En mere selvstændig behandling af politikkens institutioner må klart siges at være at foretrække fremfor tidligere tiders partikontrollerede offentlighed. Og medielogikken handler også om at sætte den politiske virkelighed på en form, der gør den forståelig for alle i befolkningen.

Medielogikkens udbredelse til de politiske institutioner peger imidlertid på, at mediernes indflydelse på politikken må forstås i et helhedsperspektiv. De involverede parter afstemmer deres handlinger og udsagn i forhold til hinanden, og den politiske kommunikations karakter er et resultat af alle de involverede parters interesser.


Fodnoter:

4. Her citeret fra Stangerup (1973) bd.1, s.145. [tilbage]

5. Til omnibuspressen hører de landsdækkende morgenblade: Politiken, Berlingske Tidende og Jyllandsposten. De fleste provinsaviser, f.eks. stifttidenderne, arbejder ligeledes efter et omnibuskoncept, hvor den partipolitiske tilknytning er nedtonet, og avisens stofudvalg er bredt sammensat og principielt er henvendt til alle. [tilbage]

6. Altheide & Snow (1991) taler eksplicit om en "media logic", som de definerer på følgende måde: "In general terms, media logic consists of a form of communication, the process through which media present and transmit information. Elements of this form include the various media and the formats used by the these media. Format consists, in part, of how material is organized, the style in which it is presented, the focus or emphasis on particular characteristics of behavior, and the grammar of media communication. Format becomes a framework or a perspective that is used to present as well as interpret phenomena." (s.9) [tilbage]

7. I tilknytning til den norske og svenske magtudredning om massemedier finder man en mere uddybet diskussion af disse medielogikker. Se f.eks. Hernes (1978) og Petersson & Carlberg (1990). [tilbage]