6. Udviklingstendenser i nyhedsformidlingen

I det følgende sættes der fokus på to markante udviklingstræk i nyhedsjournalistikken: servicejournalistikkens vækst og konkurrencen på TV-nyheder. Efter en evaluering af udviklingens konsekvenser på disse to områder, foretages til sidst en opsamlende diskussion af det samlede nyhedssystems udvikling set i forhold til de politiske institutioners udvikling.

6.1. Servicejournalistikkens udbredelse i dagspressen

Ser man på udviklingen i det redaktionelle stof i aviserne, er det karakteristisk, at der ved siden af det traditionelle avisstof som nyheder, leder, læserbreve o.lign. er vokset en række nye typer stof frem, der efterhånden fylder lige så meget i avisen. Denne udvikling var allerede indvarslet i mellemkrigstiden, hvor omnibusaviser som f.eks. Politiken og Berlingske Tidende udvidede deres kultur- og underholdningsstof; først i søndagstillæggene, siden også som fast inventar i den daglige avis.

Tilkomsten af nye stofområder bliver endnu mere markant i efterkrigstiden; de nye stofområder er forbrugerjournalistik og livsstilsjournalistik. I forbrugerjournalistikken afprøver avisen nye produkter for læseren, går i byen for læseren og undersøger priser, service og garanti. Hele avistillæg bygges op om denne type journalistik: ugentlige tillæg om rejser, huskøb, computer, bil og båd m.m. Livsstilsjournalistikken overlapper forbrugerjournalitikken, i og med den ofte orienterer om forbrugsprodukter inden for tøjmode, kosmetik, boligindretning, personlig hygiejne m.m. Men den adskiller sig fra forbrugerjournalistikken ved også at behandle ikke-materielle emner som psykologi, kommunikation, sex, børneopdragelse m.m. Hvor forbrugerjournalistikken skal assistere læseren i hans eller hendes rationelle forbrugsvalg, er livsstilsjournalistikkens opgave at give læseren en vejledning i en succesfuld personlig udvikling og en vellykket omgang med andre mennesker.

Forbruger- og livsstiljournalistikken kan samlet betegnes som servicejournalistik (17) Det karakteristiske ved servicejournalistikken er dens fokusering på det enkelte individ. Dens udgangspunkt ligger ikke uden for avisens egen domæne; den tager eksempelvis ikke udgangspunkt i de politiske institutioners temaer eller aktører, men i avisens egne læsere i deres egenskab af at være privatpersoner. Servicejournalistikkens opgave er at levere livshjælp til det moderne menneske, der i sit forbrug, sin karriere, sit fritidsliv og sin personlige udvikling har brug for vejledning for at kunne leve i et samfund, der er i stadig forandring. Den moderne omnibusavis overtager i stigende grad denne servicevirksomhed, der tidligere var ugebladenes og magasinpressens anliggende.

Servicejournalistikken indebærer en anden definition af publikum. Hvor den traditionelle politiske journalistik forstår sit publikum som statsborgere, som politiske borgere og potentielle aktører, er servicejournalistikken orienteret mod to andre publikumsroller: læseren som forbruger af vareydelser og som klient/rettighedshaver over for private og i særdeleshed offentlige myndigheder og institutioner. I rollen som forbruger og klient er publikum fri for sociale bånd: læseren tilhører ikke en bestemt klasse, parti, interessegruppe, religion eller lignende. Læseren er et individ, og det er med udgangspunkt i denne individ-status, at servicejournalistikken henter sin normative orientering. Det friheds- og lighedsideal, der ligger i den individuelle rolle som forbruger og klient/rettighedshaver, viser sig i praksis ikke at holde stik. Læserne har i kraft af deres økonomiske situation forskellige forbrugsmuligheder. Sociologiske undersøgelser viser endvidere, at muligheden for at udnytte klient/rettighedshaverrollen i forhold til institutionelle serviceydelser er forskellig i forhold til social baggrund og livsform i det hele taget (Jensen & Højrup, 1993). Servicejournalistikken må derfor formodes at have forskellig relevans og at blive anvendt forskelligt afhængig af sociale og kulturelle karakteristika.

Servicejournalistikkens forståelse af publikum som individuel forbruger, rettighedshaver og klient genfinder man også i sensationspressens opfattelse af publikum. Kampagne-journalistikken blev sensationspressens kendemærke fra 1960'erne og frem og bestod i, at avisen tog et bestemt tema op til behandling i en længere periode under en bestemt sloganagtig overskrift. Et meget hyppigt anvendt tema i kampagnejournalistikken vedrører de 'store' samfundsmæssige institutioners uforstand og overgreb på almindelige mennesker, typisk iscenesat med udgangspunkt i en særlig urimelig enkelthændelse. Ofte har offentlige institutioner (skattevæsen, retssystemet, Folketinget, sygehusene) været genstand for kritik, men også private institutioner og personer kan komme i søgelyset (forurenende virksomheder, 'skatteål', 'bagmænd' osv.). Et gennemgående træk i kampagnejournalistikken er en populistisk ideologi, hvor man kontrasterer det enkelte, 'almindelige' magtesløse menneske over for det magtfulde 'systems' uforstand og magtmisbrug i form af ekspertvælde, bureaukrati, regelrytteri, snylteri på statskassen, de velbjærgedes sammenspisthed osv.

I denne type journalistik opfatter man ikke samfundet som bestående af mange forskellige typer af institutioner eller interessegrupper; i stedet indsættes alle aktører i én fast gennemgående modsætning mellem 'system' og 'individ'. Kampagnejournalistikkens opgave er at træde ind som hjælper på det magtesløse individs vegne. Denne fokusering på 'systemets' magtmisbrug er ikke kun forbeholdt de tidsafgrænsede kampagner, men findes også i faste emnespalter i sensationspressen, hvor der skrives journalistisk om forskellige typer af større eller mindre urimeligheder typisk ledsaget af læserindlæg, der dokumenter disse. Modstillingen mellem individuel rettighedshaver og 'systemet' er fælles for service- og kampagnejournalistikken; men hvor kampagnejournalistikken ser det som sin opgave at beskytte individet mod systemets overgreb, er det servicejournalistikkens opgave at vejlede individet i den rette brug af systemet.

Der er næppe tvivl om, at servicejournalistikken har haft en demokratiserende indflydelse på samfundet (og selv er et barn af denne demokratisering). Fokus-skiftet fra traditionelle samfundsmæssige institutioner, 'systemet', til andre emnekredse er en anerkendelse af, at mange andre livsområder (kultur, personlig udvikling, sex m.m.) har offentlig relevans og optager mange mennesker mindst lige så meget som politiske spørgsmål. Kampagnejournalistikken i sensationspressen har i mange tilfælde også haft en autoritets- og fordomsnedbrydende effekt. Danskernes holdning til sex, børneopdragelse, påklædning, omgangsformer m.m. var næppe blevet helt så 'fri' uden kampagne- og livsstilsjournalistikkens mellemkomst. Deraf kan man imidlertid ikke konkludere, at denne type journalistik under alle omstændigheder vil have en demokratiserende virkning; kampagnejournalistikkens populistiske ideologi vil lige så ofte tendere til at bekræfte eksisterende fordomme om samfundets indretning og dermed ikke bidrage til en mere nuanceret og mangfoldig dialog.

Servicejournalistikkens udbredelse skal som allerede antydet ses på baggrund af velfærdssamfundets udbredelse i efterkrigstiden. Danskernes øgede forbrugs- og selvrealiseringsmuligheder har skabt efterspørgsel på denne type vejledning. Velfærdssamfundet har så at sige ændret og udvidet borgerens subjektive identitet. Den trykte presse har reageret på denne ændring i publikumsgrundlaget, hvorved den publikumsidentitet, der er knyttet til det traditionelle politiske stof - relativt betragtet - er blevet mindre væsentlig. Opprioriteringen af servicejournalistikken er også blevet set som en mulighed for avisen for at holde fast i de yngre læsere, der har en særlig forkærlighed for disse stofområder.

Den øgede satsning på servicejournalistikken i 1980'erne og 1990'erne kan også ses i lyset af en mere konjunktur-bestemt udvikling i velfærdssamfundets politiske styring. Velfærdsstatens krise i 1980'erne og den formindskede tillid til offentlige løsningers legitimitet og effektivitet har givetvis spillet ind som et baggrundsparameter i journalistikkens udvikling. 1980'ernes kritik af statslig og offentlig planlægning og opvurdering af det kommercielle markeds logik som generel model for samfundsmæssig styring har givetvis bidraget til en udbredelse af servicejournalistikkens fokusering på individets rolle som forbruger og rettighedshaver.

Servicejournalistikkens fremvækst er ikke kun et resultat af brede samfundsmæssige ændringer, men har også mere kontante pressemæssige forklaringer. Servicejournalistik åbner i langt højere grad mulighed for, at bladudgivere kan imødekomme annoncør-interesser end tilfældet er for den traditionelle politiske journalistik. Specielt forbruger- og livsstilsjournalistikken kan bidrage til at skabe det rette købsfremmende miljø for annoncørernes reklamer. Fremkomsten af tillæg, faste sektioner og spalter omkring særlige emner inden for forbruger- og livsstilsjournalistik fungerer som en gunstig redaktionel indpakning af reklamerne. Placering af annoncer sammen med journalistik, hvis hovedinteresse er at formidle 'lysten til forbrug' af eksempelvis biler, giver annoncører mulighed for at ramme potentielle købere langt bedre. Uopfordrede henvendelser som reklamer fungerer bedre, hvis de placeres i en købsvenlig kontekst af journalistiske henvendelser, som læseren selv opsøger.

Udviklingen af servicejournalistik kan således ses som et kompromis mellem annoncør-interesser, udviklingen i publikumsgrundlaget og forandringer i det politiske klima. Servicejournalistik behøver ikke nødvendigvis at være ukritisk. Også i denne type journalistik kan man fastholde en række principper om uafhængighed af markedsinteresser. Ved konsekvent at fastholde et forbrugerperspektiv kan journalisterne fastholde en kritisk distance til markedets forskellige aktører, hvad enten det er i deres egenskab af produktudbydere, kilder eller annoncører. Men selve det forhold, at journalistikkens genstand ofte er markedets produkter, og at journalistikken ikke skal repræsentere en mere almen interesse eller fornuft betyder, at grænsedragningen mellem journalistik og produktreklame bliver vanskelig.

For at virke efter hensigten må servicejournalistikken fremvise produkterne, omtale producenterne og salgsstederne og fremhæve nogen produkter på andres bekostning. Den øgede koordinering mellem annoncering og bestemte typer forbrugerjournalistik, der mest tydelig finder sted i de faste tema-tillæg, er ligeledes med til at gøre en grænsedragning vanskelig. En journalistisk omtale af et produkt kan være nok så sober, men placeret ved siden af en stribe af reklamer for selvsamme produkt vil det være vanskeligt at fastholde, at journalistikken ikke tjener til fremme salget af den pågældende vare.

Udviskningen af grænsen mellem journalistik og produktreklame i servicejournalistikken peger på et stærkt øget behov for, at både avisudgivere og den journalistiske profession udvikler klare principper og adfærdsmæssige retningslinier på dette område. Hensigten med en mere klar kodeks på området er ikke at prøve at holde journalistikken væk fra dette område, men tværtimod at sikre, at der leveres en uafhængig og kritisk journalistik inden for forbruger- og livsstilsjournalistikkens område.

Individ- og forbrugerperspektivet i servicejournalistikken gør det mindre oplagt at inddrage politiske, kollektive problemstillinger og løsningsforslag. Markedet bliver den grundlæggende løsningsmodel, ikke politikken. Det vil berige servicejournalistikken, hvis den fik tilført tankegods fra den politiske journalistik: mode, sex, bilkøb og børneopdragelse er ikke kun individuelle anliggender, men har en politisk og samfundsmæssig dimension.

Ud over de her nævnte problemer er det også relevant at påpege den mulige indflydelse fra servicejournalistikken på den traditionelle, mere politisk orienterede journalistik. Netop fordi servicejournalistikken også er et resultat af en bredere samfundsmæssig og politisk udvikling, er der grund til at antage, at en række af de tankemåder, der præger servicejournalistikken vil vinde indpas på andre journalistiske områder. Her tænkes ikke på, at den politiske journalistik skulle blive produktorienteret eller i højere grad blive påvirket af annoncør-interesser. Der tænkes i stedet på det forhold, at servicejournalistikkens opfattelse af, hvem publikum er, kan have en afsmittende virkning på den politiske journalistik.

I politisk journalistik vil man traditionelt forstå publikum som politiske borgere, og man vil i sine redaktionelle og journalistiske overvejelser typisk ikke tage udgangspunkt i publikum. De politiske institutioner og mere generelt den almene interesse, sætter dagsordenen for den politiske journalistik, som først dernæst spørger, hvilken konsekvens dette kan have for borgerne. Tendenser til at man også i politisk journalistik, mest tydelig i sensationspressen, men også som tendens i morgenaviserne, prøver at udvikle en 'nær' relation til sine læsere, i sproget, i emnevalget og i vinklingen, peger på, at man i stigende grad tager sit udgangspunkt hos publikum. Publikum forstås ikke som borgere, men som individuelle rettighedshavere over for det samfundsmæssige system.

Udvidelsen af avisen til at omfatte en flerhed af stofområder (politik, kultur, underholdning og servicejournalistik m.m.) betyder, at nyhedsstoffet og det politiske stof får en anden prioritering i både avisproduktion og hos modtagerne. Udenlandske undersøgelser peger på, at interessen for det egentlige nyhedsstof er dalende og interessen for det "bløde" kultur-, underholdnings- og servicestof er stigende. Udgiverne skal derfor i højere grad sælge avisen på andre stoftyper end det mere politisk orienterede nyhedsstof. I en konkurrencesituation, hvor der er stagnerende eller vigende indtægter, kan resultatet være, at det nyhedsmæssige/politiske stof får færre ressourcer stillet til rådighed.

6.2. TV-konkurrencens indflydelse på TV-nyhederne

Nyhedsformidlingen har spillet en central rolle i TV-konkurrencen på flere måder. Et væsentligt argument for at afskaffe Danmarks Radios TV monopol var ønsket om at skabe et alternativ til DR's nyhedsformidling. Det blev vurderet som politisk 'usundt' med monopol på nyhedsformidling: Seerne burde have en reel valgmulighed, når de ønskede at se nyheder i fjernsynet, og samtidig kunne konkurrence skabe en tiltrængt udfordring for DR til at forbedre sin TV-nyhedsformidling. Nyhedsformidlingens særstatus i det politiske forlig om TV2 fremgår endvidere af, at nyheder og aktualitetsprogrammer er den eneste stoftype, som stationen selv skal producere; andre programgenrer produceres overvejende i kommission. Herved opnåede man fra politisk hold både at sikre nyhedsformidlingens uafhængighed af enkelte private aktører (18)I>og en vis, indirekte politisk kontrol, i og med nyhedsformidlingen blev knyttet tættere til den lovmæssige og organisatoriske ramme, som TV2 blev underlagt.

Nyhedsformidlingen er kommet til at spille en afgørende rolle i konkurrencen mellem TV2 og DRTV. Nyheder er en meget populær genre, der både giver høje seertal og styrker TV-kanalernes identitet og autoritet. I det første halvår af TV2's levetid var konkurrencen på nyheder frontal, i og med begge stationers TV-nyhedsprogrammer blev programsat på samme tid. Dette blev dog opgivet, bl.a. fordi det gik ud over TV2's reklameindtægter. Den efterfølgende konkurrence på nyheder mellem TV2 og DRTV har været knap så frontal, men det har ikke mindsket nyhedernes betydning i TV konkurrencen. I det følgende skal jeg evaluere de vigtigste konsekvenser af konkurrencen på TV-nyhedsformidlingen. Først en række ydre, rammemæssige konsekvenser, dernæst en række indre, programmæssige konsekvenser (19).

Den nye konkurrencesituation røbede, at seerne har ringe loyalitet over for de enkelte kanaler. Generelt vælger seerne program og dermed kanal, ikke omvendt. Danmarks Radios mangeårige autoritet på nyhedsområdet kunne således ikke fastholde seerne; i løbet af få år havde TV2's "Nyhederne" vundet ind på DRTV's "TV-Avisen", og TV2 har siden fastholdt et mindre seertalsmæssigt forspring. Seerne til de to kanalers nyhedsprogrammer adskiller sig på nogle sociale og demografiske parametre: "TV-Avisen" ses i lidt større grad af personer fra København, af de lidt bedre uddannede og midaldrende. "Nyhederne" ses i lidt større grad af personer fra Jylland og Fyn, folk med lavere uddannelse og de yngre (20).

Som følge af monopolbruddet mistede Danmarks Radio autoritet, ikke mindst på nyhedsområdet. Hvor "TV-Avisen" i kraft af sit offentlige monopol kunne - og skulle -sammenfatte nationens politiske dagsorden hver aften, har ingen TV-station længere en sådan autoritet at trække på. Resultatet er en en form for magtforskydning fra TV-station til seer: Autoriteten er ikke givet af det offentlige monopol, men er noget som TV stationen selv skal skabe gennem sin daglige betjening af seerne: Nyhedsformidlingen bliver i højere grad en servicevirksomhed, som må orientere sig mod seernes vurderinger og behov.

I og med konkurrencen finder sted i et blandet TV-system, hvor der både findes offentlige, halvt kommericielle og helt private aktører, sker der tillige en ændring i opfattelsen af seerne. Seerne forstås i stigende grad som forbrugere og i mindre grad som borgere. Nyhederne bliver en vare, som skal afsættes, og dette kommer også til at præge de offentlige TV-stationers nyhedsformidling. Selvom Danmarks Radio ikke selv er underlagt et krav om reklameindtjening, må man også her indrette sig på, at seerne altid er potentielle kunder til kommercielle stationers programvirksomhed.

Efter monopolbruddet blev TV-nyheder et væsentligt element i opbygningen af konkurrencedygtige programflader. Som en populær genre skal nyhederne ikke kun skaffe sine egne seere, men også fungere som en slags seer-lokomotiv for omkringliggende reklameblokke og programmer. Nyhederne placeres på strategiske tidspunkter, hvor de kan trække nye seere til TV-stationens efterfølgende programmer. Dette skaber et øget pres for, at nyhederne skal være populære. Nyhedsformidlingen påvirkes således ikke kun af den direkte konkurrence med andre stationers nyhedsprogrammer. Den samlede konkurrencesituation er mindst lige så afgørende. Konkurrencen mellem TV2's "Nyhederne" og DRTV's "TV-Avisen" fører ikke nødvendigvis til mindre seriøs nyhedsformidling, men kan ligesåvel føre til kvalitetsforbedringer. En skærpet konkurrence mellem TV stationernes programudbud som helhed vil derimod - alt andet lige - føre til, at den enkelte station vil øge presset på nyhedsredaktionen for at levere et mere underholdende produkt. Eksempelvis vil en øget konkurrence fra TV3 på film og serier også skærpe kravene til TV2-Nyhedernes seertal, da nyhederne spiller en central rolle i programfladens sammensætning. Selvom konkurrencen mellem stationerne synes mest håndgribelig på den enkelte genres niveau: nyheder mod nyheder, film mod film, er de væsentligste konsekvenser for nyhedsformidlingen afledt af den generelle konkurrencesituation; graden af 'konfrontation' afgør, hvilket spillerum (ressource- og seermæssigt) nyhederne tillades.

De indre, programmæssige konsekvenser af konkurrencen kan sammenfattes til følgende forhold: øget krav om aktualitet, ændret henvendelsesform og forløbsstruktur samt ændrede nyhedskriterier. Der lægges i nyere TV-journalistik øget vægt på at kunne bringe helt aktuelt stof, evt. gennem brug af direkte reportage, direkte interview med personer uden for studiet osv. Dette skyldes også fremkomsten af mere mobil og avanceret teknologi, men konkurrencens krav om en skarpere profilering af stationens nyhedsprogram er i sig selv en tilskyndelse til at skabe øget aktualitet. I større europæiske lande som England, Frankrig, Italien og Tyskland har man tillige set en udvikling, hvor der indføres time-nyheder i TV fra tidlig morgen til sen aften samtidig med, at der kommer flere større TV-nyhedsprogrammer i løbet af dagen typisk om morgenen og ved 12 tiden, 17-tiden og 22-tiden. Denne udvikling er endnu ikke slået rigtig igennem i Danmark af bl.a. ressourcemæssige årsager; men der bliver næppe færre nyhedsprogrammer på de enkelte kanaler i fremtiden (21).Konsekvensen vil være, at de samme ressourcer deles ud på flere udsendelser.

For at sikre seernes identifikation med TV-stationen præges også nyhedsprogrammerne med en mere markant og entydig layout (studiedesign, logoer o.lign.), og selve den måde, man henvender sig til seerne på, har ændret karakter. Nyhedsprogrammers studieværter iscenesættes i stigende grad som personligheder, der henvender sig til seerne på en hverdagsagtig, familiær måde. 1960'ernes og 1970'ernes upersonlige og officiøse henvendelsesform i "TV-Avisen" er erstattet af en illuderet intimitet mellem TV-station, studievært og seer. Nyhedsprogrammets forløbsstruktur, d.v.s. rækkefølgen af nyhedsindslag præges tillige af kravet om fastholdelse af seere: Rækkefølgen af indslag er ikke længere tilfældig eller entydigt et udtryk for en væsentlighedsprioritering (det vigtigste først, det næstvigtigste osv.), men i stigende grad et resultat af overvejelser om, hvordan man fastholder publikums opmærksomhed igennem hele nyhedsprogrammet.

Endelig har konkurrencen sat sig spor i anvendelsen af nyhedskriterier, hvor de vigtigste forhold er den øgede fokusering på underholdning og målgruppe i nyhedsudvælgelsen. Såvel DRTV's som TV2's nyhedsudvalg er som følge af konkurrencen blevet mere underholdningspræget. Der lægges øget vægt på human interest-præget stof såsom sport, livsstil, vejrudsigt, kriminalitet m.m. Og nyhedsbehandlingen præges af en større bevidsthed om, at der er tale om et billedmedium. Muligheden for at bringe interessante eller underholdende billeder har fået stigende betydning for nyhedsvurderingen på redaktionerne. Et par citater fra henholdsvis 1973 og 1991 kan anskueliggøre den ændrede opfattelse af forholdet mellem billeder og journalistisk væsentlighed:

"Fra TV-Avisens start har afdelingens medarbejdere og ledelse set det som en hovedopgave at orientere om den politiske proces - såvel nationalt som internationalt - og om de økonomiske vilkårs omskiftelighed. Vi har fundet, at skildringen af disse spørgsmål levede op til væsentlighedskriteriet. [...] Denne orientering har vi søgt gennemført uden at lade os tyrannisere af kravet om levende billeder. Det har fra starten været en forudsætning, at det journalistisk dækkende og relevante måtte gå forud for kravet om billeddækning." (Hans-Jørgen Jensen, programchef, TV-Avisen, i "Radio, TV", s.73, 1973).
"Der er nogle begivenheder, som egner sig bedre til at blive registreret som TV-nyheder end andre. Vi valgte at satse på billedrige oplevelses-historier fremfor det dér revisor fjernsyn med en masse tal og tunge emner fra kommuner og amter, som slet ikke er til at forklare i fjernsynet alligevel. [...] DR har i årene som monopol følt en stor forpligtelse til at tage sig grundigt af det politisk-økonomiske stof. Den har vi ikke, og nyheder fra de områder skal være virkelig vigtige for at komme med hos os."
(Ulla Terkelsen, Nyhedschef på TV2, udtalelse til dagbladet Politiken d. 31.3.1991.)
TV-konkurrencen er naturligvis ikke den eneste forklaring på dette holdningsskifte. Også før monopolbruddet finder man en øget bevidsthed om billedernes betydning og en større åbenhed over for at vælge historier ud fra andre kriterier end de, der er relevante ud fra en Christianborg-politisk eller nationaløkonomisk synsvinkel. Den såkaldte 'konsekvens' journalistik (22),som vandt frem i "TV-Avisen" i 1980'ernes første halvdel, var et udtryk for, at man ville tage udgangspunkt i mere seernære synsvinkler, og billederne kunne her bruges til at fremme en større identifikationsmulighed for seerne. Konkurrencen har imidlertid øget tilbøjeligheden til at anvende billeder, der kan øge seernes interesse og identifikationsmuligheder.

Det skal tillige påpeges, at påvirkningen fra konkurrencen ikke altid er direkte og bevidst, men ofte sker indirekte via udlandet. De fleste af fornyelserne i TV-nyhedsformidlingen er sket gennem mere eller mindre bevidste lån fra udlandet. Man låner og tilpasser udenlandske præsentationsformer og indslagstyper til danske forhold, og disse udenlandske forbilleder er typisk udviklet inden for et konkurrencepræget TV-miljø (i USA, England m.fl.) og vil derfor være gearet til at skabe høje seertal.

Endelig har konkurrencen også medført en øget tænkning i målgrupper (socialt og geografisk), også i forhold til udvælgelse af nyheder. Det gør sig mest indlysende gældende for TV2-regionernes nyheds- og aktualitetsudsendelser, hvis erklærede målsætning naturligt nok er at udvælge emner ud fra lokal interesse uden større skelen til den nationale politiske dagsorden. Målgruppetænkningen sætter sig også til en vis grad igennem i de landsdækkende kanalers forskellige nyhedsprogrammer. Den øgede opmærksomhed omkring programsætning og seersammensætning har gjort TV-stationerne bevidste om, hvilke publikumssegmenter, de potentielt har til rådighed på forskellige tidspunkter, og hvilken grad af opmærksomhed/behov, der gør sig gældende i løbet af dagen. Nyhedssammensætningen og -behandlingen er derfor forskellig i de enkelte nyhedsprogrammer i løbet af dagen. Man sender ikke det samme produkt til seerne hele dagen igennem, blandt andet fordi de potentielle nyhedsseere er nogle andre klokken 17 end klokken 21.

På nyhedsområdet har der - uden formelle beslutninger - udviklet sig en vis form for arbejdsdeling mellem de to landsdækkende kanaler DRTV og TV2. "TV-Avisen" er kendetegnet ved at satse flere ressourcer på udenrigsdækningen, hvor TV2's "Nyhederne" bl.a. i kraft af samarbejde med regionerne har en større dækning af lokale/regionale forhold. "TV Avisen har med reformerne i 1994 udviklet "TV-Avisens" 21-udgave til at have en bredere baggrundsorientering, og denne vægtning af baggrund suppleres af aktualitetsprogrammer som "Horisont", "Studie 2001", indenrigsmagasinet, DR-Dokumentargruppens programmer m.fl. TV2's "Nyhederne" har i højere grad satset på et mere traditionelt og amerikansk inspireret nyhedsideal, hvor vægten lægges på videreformidlingen af mere faktuelle oplysninger. TV2 har også aktualitetsprogrammer, der kan supplere med baggrund, f.eks. programmet "Pressemøde", men ikke i samme omfang som DRTV. Hvor DRTV er præget af et ønske om at forklare tingene, overlader TV2 i højere grad kommentarer og tolkninger til publikum selv.

Den faktuelle og den forklarende formidlingsform har hver deres berettigelse, men seerundersøgelser peger på, at en mere faktuel formidlingsform kræver større forhåndskundskaber af modtageren. Modtageren skal selv møde med den baggrundsviden, der gør de faktuelle oplysninger meningsfulde. Det paradoksale er altså, at den faktuelle form, der umiddelbart kan fremstå som den enkleste, kan være den mest krævende i forståelsesmæssig henseende. I værste fald kan den faktuelle form give modtageren et indtryk af at blive informeret, uden at det reelt er tilfældet. Det må antages, at seere med ringe uddannelse/viden generelt vil have vanskeligere ved at skabe mening ud af den mere faktuelle formidlingsform.

En væsentlig forandring i TV-nyhedsbilledet har været fremkomsten af regionale og lokale TV-stationer, der alle sender en eller anden form for nyheds- og aktualitetsstof. Jauert (1990) har givet en første evaluering af den regionale og lokale nyhedsformidling. På undersøgelsestidspunktet (23)var en stor del af den regionale og lokale nyhedsformidling præget af velkendte forbilleder fra Danmarks Radio, først og fremmest TV-Avisen; enkelte stationer har forsøgt sig med formmæssige eksperimenter.

For både regionale og lokale stationer gælder, at de giver høj prioritet til mere 'bløde' emner inden for kultur og samfund. Flere indslag har mere karakter af en portrættering af hverdagslivet i lokalområdet, og det traditionelle 'hårde' lokalpolitiske stof, f.eks. vedrørende kommunalpolitik, har en mindre fremtrædende placering. En række lokal-TV-stationer har dog et betydeligt stof omhandlende miljø, arbejdsmiljø, uddannelse, skole- og boligpolitik m.m., hvilket skal ses i lyset af, at de analyserede lokal-TV stationer er en del af arbejderbevægelsen medievirksomhed.

En analyse (Hjarvard & Søndergaard, 1988) af den kommercielle Kanal 2 i København peger på, at denne type TV har fungeret som importør af udenlandske udtryksformer hovedsaglig hentet fra lokale amerikanske TV nyheder (studieværternes "happy talk", generel vægt på underholdningsdimension m.m.). De regionale og lokale TV-stationer er præget af forskellige programpolitiske intentioner, hvorfor der ikke kan drages helt entydige konklusioner på, hvilken retning nyhedsformidlingen bevæger sig i. Ét gennemgående træk synes dog at være, at ressourcerne til produktion af nyheds- og aktualitetsstof er beskedne, og dette præger både form og indhold; ikke mindst ressourcerne til at foretage mere selvstændig journalistik er knappe.

De regionale og lokale TV-stationer har givet et øget udbud af information om lokale kulturelle og samfundsmæssige forhold. Når det gælder det politisk 'hårde' stof, (kommunalpolitik, økonomi m.m.) må man imidlertid sige, at de forventninger, der i sin tid var til, at lokale og regionale elektroniske medier kunne øge både information om og deltagelse i politisk virksomhed, ikke er blevet indfriet. Lokal-TV er overvejende underholdningsorienteret, og de regionale TV-stationer har især koncentreret sig om det 'blødere' kultur- og samfundsstof. Lokal-TV stationer har imidlertid ændret partiernes adgangsmuligheder til TV, i og med de kan sælge politisk reklame i forbindelse med valg (24).

Udviklingen i de andre nordiske lande har flere lighedstræk med det danske forløb, hvorfor en inddragelse af nordiske erfaringer kan bidrage til at belyse forhold, der ikke er dækket af danske analyser. Her skal inddrages en norsk komparativ analyse af det offentlige NRK's og det kommercielle TV3's nyhedsudsendelser og en svensk komparativ analyse af det offentlige SVT's og det kommercielle TV4's nyhedsudsendelser.

Den norske analyse (Helland, 1993) viser ikke mindst, at NRK og TV3 adskiller sig kraftigt, hvad angår de anvendte ressourcer til nyhedsformidling (25).NRK anvender betydelige ressourcer på sin nyhedsformidling og kan derfor ikke mindst på indenrigsstoffet levere en betydelig journalistisk egenproduktion. TV3 anvender kun få ressourcer og laver ingen eller helt minimal selvstændig journalistisk research til sine nyhedsprogrammer. På tidspunktet for analysen bragte TV3 alene internationale nyheder, der blev taget fra et internationalt TV nyhedsbureau. Inden for det sidste års tid er TV3 begyndt at satse mere på egenproducerede journalistiske programmer, der alle er præget af en tydelig underholdningsprofil.

NRK's nyhedsformidling bærer præg af de offentligt pålagte forpligtelser. Nyhedsprogrammet "Dagsrevyen" har gennemgået en omstrukturering og tilpasning til konkurrencebetingelserne, men Helland (1993) finder som helhed, at stationens nyheder fortsat er præget af det "officielle Norges" dagsorden.

TV3's nyhedsformidling er motiveret af nogle andre hensyn end for NRK's vedkommende. TV3's nyheder tjener til at give stationen en øget legitimitet hos annoncører, publikum og offentlige myndigheder; et rent underholdningsudbud gør det vanskeligt for stationen at blive 'taget alvorligt' i offentligheden. Endvidere tjener nyhederne til at give stationen en klarere identitet; nyhederne giver stationen et 'ansigt', som det øvrige fortrinsvis fremmedproducerede fiktionsstof ikke kan give. Endelig har nyhederne til formål at sikre, at seerne bliver informeret, i det mindste i en sådan grad, at de ikke skifter kanal for at få dette behov opfyldt andetsteds.

Det måske mest interessante ved Hellands (1993) analyse er hans påvisning af, at det er muligt at producere et program, der ser ud som et nyhedsprogram, inden for meget beskedne udgiftsrammer. Trods små ressourcer opfyldte TV3's nyhedsprogram de ydre krav til genren. De indholdsmæssige og journalistiske fordringer var som nævnt kun meget beskedent opfyldt.

Den svenske analyse (Hvitfelt, 1994) peger ligeledes på de betydelige forskelle mellem de offentlige og kommercielle kanalers ressourceforbrug til nyhedsformidling. Eksempelvis må TV4's journalister lave omkring 4 gange så mange indslag som deres kolleger på SVT's kanal 1. Dette modificeres dog lidt af, at SVT's indslag gennemgående er længere end TV4's indslag. Forskellen kan på den ene side tages som et udtryk for, at det reklamefinansierede TV4 anvender sine ressourcer mere effektivt. Men det kan også ses som et udtryk for, at muligheden for at lave mere selvstændig og mere gennemarbejdet journalistik er væsentlig ringere på den kommercielle kanal end på den offentlige - alene som følge af produktivitetskrav. Hvitfelt (1994) peger i forlængelse heraf på, at den kommercielle logik ikke kun sætter sig igennem som et krav om øget seertal, men tillige viser sig i forsøgene på at minimere omkostningerne.

Forskellen mellem offentligt og kommercielt TV viser sig tillige i nyhedernes emnemæssige sammensætning og brug af fortælleformer. Andelen af politisk stof er faldet på de to offentlige stationer efter konkurrencens indtræden, men er specielt for SVT1's vedkommende fortsat højere end for TV4's vedkommende. Kildebrugen er ligeledes forskellig; det offentlige TV bruger i højere grad officielle kilder (politikere, repræsentanter for organisationer o.lign.), hvor TV4 bringer flere udsagn fra 'almindelige mennesker'. TV4's betydelige brug af 'almindelige mennesker' (næsten halvdelen af de citerede kilder) som kilde afspejler dels, at kommercielt TV ønsker at udvikle en nær relation til sine seere, og derfor citerer personer, der lettere kan fungere som identifikationspunkt. Og dels afspejler det, at udsagn fra privatpersoner kræver færre ressourcer at indsamle end udsagn fra eksempelvis politiske ledere og eksperter.

Endelig peger Hvitfelts (1994) studie på, at konkurrencen har medført en ændring i fortælleteknikker, hvor der lægges øget vægt på det sensationelle, og fortælletempoet sættes i vejret. Kommercielt producerede TV-nyheder bærer præg af kortere indslagslængde, hastigere klipperytme og kortere citater. Tendensen til at egentlige interviews erstattes af "sound bites", dvs. 10-20 sekunders udsagn, har vist sig i lyset af konkurrencen; mest tydeligt på TV4, men også på SVT's anden kanal (26).Hvitfelt påviser, at der er skabt en form for arbejdsdeling mellem de to offentlige TV-kanalers, SVT1 og SVT2, nyhedsformidling, ikke ulig de tendenser, der blev omtalt i forholdet mellem DRTV og TV2. Hvor den anden kanal i højere grad har indoptaget nogle af det kommercielle TV4's kendetegn, har den første kanal valgt en delvist anden løsning, hvor der lægges øget vægt på længerevarende indslag, baggrundsorientering m.m. SVT2 skal i højere grad fungere på den kommercielle konkurrences præmisser, hvorimod SVT1 skal varetage det offentlige fjernsyns mere seriøse forpligtelser.

Udviklingen på TV-nyhedsområdet efter monopolbruddet peger i flere retninger. Nyhedsudbuddet er øget, og der er kommet mere forskelligartede formidlingsformer til. I det samlede udbud finder man både mere seriøst og baggrundsorienterende stof og mere underholdende og faktuelt stof. Nyhedernes form og indhold bærer præg af, at der bl.a. som følge af konkurrencen lægges øget vægt på seerens rolle, herunder seerens rolle som forbruger. Som helhed afspejler udviklingen en opprioritering af nyhedsformidlingens formmæssige dimension, hvilket (jævnfør afsnit 5.2.) kan øge den rituelle karakter ved nyhedsformidling og -forbrug, eventuelt på bekostning af de indholdsmæssige aspekter.

En anden omfattende svensk undersøgelse (Reimer, 1994) peger på den øgede konkurrences konsekvenser for brugen af TV-nyheder. Før bruddet på det offentlige svenske fjernsyns monopol var TV-nyhedsforbruget hævet over sociale skel. For andre genrer var der tydelige socialt bestemte præferencer: Publikum for kultur- og aktualitetsstof havde en anden social sammensætning end tilfældet var for underholdning og sport. TV-nyheder derimod blev praktisk talt set af alle dele af den svenske befolkning.

Efter monopolbruddet og de deraf øgede muligheder for, at seerne kan sammensætte deres egen TV-menu, er også nyhedsforbruget og værdierne knyttet til denne genre blevet præget af en social og kulturel opdeling, i hvert fald for de yngre generationer. Den øgede mulighed for at vælge udnyttes af publikum; men Reimer (1994) påviser, at valgmuligheden ikke er individuelt bestemt, men følger bestemte mønstre i forhold til kulturelle og klassemæssige skel (27).Nogle grupper af befolkningen, herunder mere ressourcesvage grupper, bruger valgmuligheden til at sammensætte en menu, hvor nyhedsformidling kun i ringe grad eller slet ikke figurerer.

De foreløbige erfaringer fra Danmark og andre nordiske lande peger på, at de licensfinansierede TV-stationer som led i deres tilpasning til konkurrencesituationen har gennemført en modernisering af TV nyhedsformidlingen indholdsmæssigt og ikke mindst formmæssigt. Disse TV-stationers nyhedsudbud bærer præg af anvendelsen af væsentlighedskriterier og en betydelige grad af journalistisk egenproduktion. En tendens til øget prioritering af underholdningselementer findes også.

Kommercielle og reklamefinansierede TV-stationers nyhedsformidling har bidraget til at øge seernes valgmuligheder. Disse stationer har i forhold til hidtidige danske/nordiske forhold især været fornyende på det formmæssige område. Generelt er disse stationers nyhedsudbud i højere grad præget af underholdningskriterier og et væsentligt mindre forbrug af egenressourcer på nyhedsindsamling og journalistisk bearbejdning.

6.3. Det samlede nyhedssystem

For at få et overblik over de langsigtede udviklingstendenser i det samlede udbud af nyheder kan en skematisk før-nu modstilling være en hjælp. I nedenstående skemaer rubriceres de enkelte nyhedsmedier i forhold til type af journalistik: Er journalistikken fortrinsvis baseret på væsentlighedskriterier, eller er den fortrinsvis baseret på underholdningskriterier (28).En sådan opdeling vil nødvendigvis være meget grovkornet, men den kan skabe et brugbart overblik:

Anvendelse af kriterier i journalistik ved mediers fremkomst:
Væsentlighed Underholdning
Kommerciel presse i Kbh. X
Partipresse X
Sensationspresse X
Ugerevyer X
Radio X
TV X

Anvendelse af kriterier i journalistik i forskellige medier i dag:
Væsentlighed Underholdning
Nationalt offentligt TV X X
Nationalt kommercielt TV X
Regional TV X X
Lokal, græsrods-radio/TV X
Lokal, kommerciel radio/TV X
Landsdækkende radio X
Morgenaviser X X
Sensationspresse X
Ugeaviser, gratisblade o.lign. X

Hvor antallet af dagblade er faldet, er antallet af elektroniske kanaler med journalistisk stof steget betydeligt. Skellet mellem den seriøse og den underholdende journalistik var tidligere mere skarpt opdelt og fordelt på hver sin type af medie: Der var en seriøst kredsløb bestående af partipresse, siden radio og dernæst TV, og et populærjournalistisk kredsløb bestående af den københavnske underholdningspresse og siden ugerevyer. BT og Ekstra Bladet var allerede i begyndelsen et blandingsfænomen; på den ene side tilknyttet den politiske seriøse presse, på den anden side rettet mod et bredere og mere underholdningssøgende publikum. BT og Ekstra Bladet var et led i omnibuspressens erobring af et nyt publikum for avislæsning, og de gjorde et indhug i den kommercielle underholdningspresses publikum.

Idag er skellet mellem en underholdnings- og en væsentlighedsorienteret journalistik blevet mere opblødt. Flere medier bringer begge typer af journalistik, eksempelvis morgenaviserne, regional-TV og de offentligt regulerede TV-stationer (DRTV, TV2). Endelig er antallet af medier, der alene har en underholdningspræget tilgang til journalistik steget: kommercielt lokal-TV og nationalt TV (TV3), hvorom man iøvrigt må sige, at det journalistiske indhold er stærkt begrænset. Kun den nationale radio (DR) har af de gamle medier entydigt holdt fast i et journalistisk væsentlighedskriterium som det dominerende. En række nytilkomne lokale græsrodsradioer har med meget få midler forsøgt at drive en væsentlighedsorienteret formidling af samfunds- og aktualitetsstof.

Denne udvikling kan sammenfattende siges at have været drevet af to forskellige logikker: en demokratisering af den politiske kommunikation i samfundet og en kommercialisering af medievirksomheden. Den politiske kommunikation er siden omnibuspressens gennembrud blevet trukket ud af stands- og rangssamfundets mere eksklusive kredsløb og blevet udbredt til at omfatte hovedparten af befolkningen. Mediernes udtryksformer er gradvist blevet langt mere lettilgængelige og populære, hvilket har bidraget til at demokratisere adgangen til politisk kommunikation.

Samtidig er der sket en stigende kommercialisering ikke mindst på de elektroniske nyhedsmediers område. De kommercielle kanaler har etableret en underholdningspræget og økonomisk skrabet nyhedsformidling. Den øgede konkurrence i de elektroniske medier har også påvirket de offentligt regulerede kanaler til at gøre journalistikken mere underholdningspræget, omend der også er visse modgående tendenser; ikke mindst DRTV har på det seneste prøvet at levere mere dybdegående og baggrundsorienterende stof.

Også den trykte presse påvirkes af denne udvikling. Sensationspresse og morgenaviser taber terræn til de nye 'gratis'-medier, reklame-TV og reklame-aviser. Journalistikkens udvikling er endelig kendetegnet ved, at den traditionelle politisk orienterede nyhedsjournalistik fylder relativt mindre. I den trykte presse har forbruger- og livsstilsjournalistik fået en vigtig rolle.

Som helhed er de elektroniske medier kommet til at spille en stadig større rolle i befolkningens samlede medieforbrug, samtidig med at interessen for avisen er vigende ikke mindst blandt de yngre generationer. Den vigende interesse for avisen er efter alt at dømme ikke noget forbigående ungdomsfænomen; analyser foretaget af dagspressen selv peger på, at avislæsning ikke påbegyndes i noget større omfang, når de unge ikke-læsere bliver ældre (29).

Spørgsmålet er, om væksten i forbrug af elektroniske medier kan tænkes på en eller anden måde at kompensere for dette fravalg af avislæsning. En sådan sammenhæng kan antage flere former; for eksempel: vil ikke-læsere i højere grad søge at få nyheder ad elektronisk vej; vil det omvendt være avislæserne, der også søger elektroniske nyheder; eller er der slet ikke sådanne sammenhænge mellem avislæsning og TV-nyhedssening. For at belyse dette har jeg bedt forskningsleder Erik Nordahl Svendsen, Danmarks Radios TV-medieforskning, foretage en analyse af sammenhængen mellem avislæsning og TV-nyhedsforbrug. Analysen er optrykt som bilag til denne rapport. Analysen er foretaget ved hjælp af TV-meter-målingerne og dækker én uge i 1995. Respondenterne er blevet delt i ret grove kategorier: tre aldersgrupper (unge, midaldrende og ældre) og 2 brugsgrupper: avislæsere og ikke-avislæsere.

Analysens resultater peger meget klart på, at alderen er den centrale faktor til at forklare befolkningens nyhedsforbrug i TV. Der er nogle enkelte tendenser til at ikke-avislæsere ser en smule mere af TV2's nyhedsudsendelser, og at avislæsere ser lidt mere af DRTV's nyhedsudsendelser; men dette må snarere siges at være en afspejling af de to kanalers forskellige seerprofiler. Generelt ser man ikke tendens til, at avislæsere ser flere TV-nyheder end ikke-avislæsere. Man ser heller ikke nogen synderlig tendens til, at ikke-avislæsere ser flere TV-nyheder. Der er således ikke noget, der tyder på, at de personer, der fravælger avisen, får kompenseret for det rent nyhedsmæssigt gennem TV-mediet. Det gælder såvel de yngre som befolkningen som helhed. Analysen er baseret på en enkelt uge og på ret grovkornede kategorier, hvorfor resultaterne må tages med et vist forbehold.

Analysens resultater peger på, at den elektroniske nyhedsformidling ikke 'løser problemet' med frafaldet i den politiske kommunikation i den trykte presse. Men man må omvendt sige, at analysen også viser, at der er en række mennesker, som ikke læser aviser, men som forbruger TV-nyheder. For denne del af befolkningen er den elektroniske nyhedsformidling så meget desto mere afgørende, eftersom den er den eneste kontaktflade til politisk relevant information.


Figur 5

For at få et klarere indtryk af den igangværende udvikling kan man prøve at fremskrive, forstørre, de hidtidige udviklingstendenser og sammenligne den heraf opståede struktur med de hidtidige pressesystemer. Denne fremskrivning og sammenligning er forsøgt illustreret i figur 5. I figuren skelnes mellem 3 pressesystemer: partipressens system ved århundredeskiftet, omnibus- og public servicesystemet, der har domineret århundredets midterste halvdel, og en fremtidig struktur, her kaldet det delte pressesystem, der bygger på en fremskrivning af de aktuelle udviklingstræk, der er beskrevet ovenfor.

Udviklingen fra partipressens system til dette århundredes dominerende pressesystem bestående af omnibuspresse og public service medier er beskrevet i afsnit 3.1. Omnibus/public service-systemet har været kendetegnet ved, at hovedparten af befolkningen har deltaget i dette kommunikationskredsløb; relativt få har været helt uden nyhedsforbrug, og ret få har fået deres nyhedsforbrug gennem mere elitære eller specielle nyhedsmedier (som de mere specielle dagblade Børsen, Information, Kristeligt Dagblad eller udenlandske aviser).

De senere års udvikling i Danmark og øvrige nordiske lande peger på, at andelen af personer, der ikke forbruger nyhedsmedier vil stige. Desuden vil kommercielle elektroniske medier komme til at overtage en del af befolkningens nyhedsforbrug med tilbagegang for den traditionelle omnibuspresse/public service medier til følge. Resultatet kan blive et "delt pressesystem", hvor nyhedsforbrug i det hidtidigt dominerende kredsløb, omnibus/public service, bliver for den socialt bedre stillede del af befolkningen, hvorimod den kommercielle elektroniske presse vil give en nødtørftig servicering af den socialt og uddannelsesmæssigt ringere stillede del af befolkningen, der i stigende omfang helt opgiver nyhedsforbrug i traditionel forstand.

Sensationspressen kan meget vel tænkes at blive påvirket af denne udvikling. Hidtil har sensationspressen haft tilknytning til den mere seriøse omnibuspresse og har haft politiske emner som stofområde. Sensationspressen har blot været en meget mere populær og underholdningspræget udgave af omnibusavisen. Med stigende konkurrence fra elektroniske mediers underholdningsudbud kan sensationspressen slække yderligere på sin tilknytning til omnibuspressens væsentlighedskrav og på sin prioritering af politiske stofområder, og blive til en rent kommerciel underholdningsindustri, som det kendes fra udlandet.

Det "delte pressesystem" vil være et alvorligt tilbageskridt for det politiske demokrati. Det vil i realiteten koble en betydelig del af befolkningen ud af det politiske kredsløb og øge tendensen til opsplitning i offentligheder med hver sin type af emner, argumenter og publikum. Det skal understreges, at denne udvikling er en mulighed, et scenarie, der bygger på en slags "worst case" tænkning, d.v.s. fremskrivning af de elementer, der trækker det samlede nyhedssystem i en mindre demokratisk retning. Andre udviklinger er tænkelige, ligesom en mediepolitisk indsats kan bidrage til at sinke denne udvikling eller helt ændre kursen.

Sammenligner man de udviklingstendenser i de politiske institutioner, som blev beskrevet i afsnit 2, med udviklingen i nyhedsjournalistikken, er der både lighedstræk og forskelle. Ændringen i den politiske rationalitet fra selvstændig autoritet og planlægning til servicevirksomhed og brugerstyring har en pendant i servicejournalistikkens udbredelse. Opfattelsen af publikum har både i politik og medier ændret sig i samme retning: fra borger til (for)bruger.

Ser man på de beskrevne ændringer i de politiske institutioners geografi (øget kompleksitet/specialoffentligheder, internationalisering og decentralisering), finder man ikke samme klare paralleller i nyhedsudviklingen. Der er ikke tydelige tegn på, at nyhedsudbuddet som helhed har fået tilføjet væsentligt mere seriøst/baggrundsorienterende stof til at kunne gøre rede for de politiske processers mere komplekse forhold. Diskussionen i specialoffentligheder og den almene offentlighed har ikke opnået større forbindelseslinier som følge af medieudviklingen, snarere tværtimod.

Selvom det nationale niveau i politikken relativt betragtet har fået mindre betydning, og politikken bl.a. er flyttet til det lokale niveau, er der ikke sket en tilsvarende journalistisk oprustning på det lokale/regionale område. Ganske vist er der kommet en øget dækning af det bredere kultur og samfundsstof i de lokale og regionale kanaler; men det mere tunge politiske stof er ikke blevet synderligt forbedret på dette felt. Som helhed betragtet må det konkluderes, at mediernes og de politiske institutioners geografi er trukket længere væk fra hinanden.


Fodnoter:

17. Servicejournalistik skal ikke forveksles med, hvad der i branchen benævnes servicestof, dvs. faktuelle informationer som tv-programmer, vejrudsigt o.lign. For en nærmere diskussion af servicejournalistikkens mulige funktioner se Eide (1992). [tilbage]

18. Eksempelvis kunne et af de store dagblade eller mediekoncerner have forestået nyhedsformidlingen på samme måde, som Nordisk Film tager sig af en stor del af underholdningsprogrammerne på TV2. En sådan løsning kunne have skabt konkurrenceforvridning i og med et enkelt medieselskab kom til at stå for både trykt og elektronisk nyhedsformidling. [tilbage]

19. Der er desværre ikke foretaget en større, samlet analyse af TV-konkurrencens betydning for nyhedsformidlingen i DRTV, TV2 og TV3. Denne evaluering støtter sig derfor på en række mere spredte arbejder foretaget af andre forskere, studerende og mig selv. Se f.eks. Hjarvard (1992, 1994, 1995). En omfattende analyse af TV-konkurrencens betydning for nyhedsformidlingen vil formentlig blive foretaget i løbet af de næste par år inden for projektet "TV's Æstetik" under Statens Humanistiske Forskningsråd. [tilbage]

20. Ifølge data fra Danmarks Radios medieforskning og TV-Meter-målinger. [tilbage]

21. Således har etableringen af et morgenprogram, hvor nyheder skal spille en væsentlig rolle, flere gange været på tale i DRTV og TV2. Nogle lokal-TV-stationer, f.eks. Kanal 2 i København, har allerede nyhedsformidling i morgentimerne. [tilbage]

22. Med 'konsekvens'-journalistik forstås, at man tager udgangspunkt i de politiske handlingers mulige konsekvenser for den 'menige' borger. Frem for at sætte fokus på politikernes egne udtalelser, handlinger og værdinormer, tager man udgangspunkt i borgernes egne erfaringer og oplevelser. [tilbage]

23. Analysen behandler nyheds- og aktualitetsudsendelser i en uge i august 1989; tre regionale TV2-stationer og 6 lokal-TV-stationer med tilknytning til arbejderbevægelsens medievirksomhed er omfattet af analysen. Udviklingen på området siden 1989 gør muligvis resultaterne af analysen mindre relevante idag. [tilbage]

24. For en generel evaluering af lokalradio og -TV se Jauert & Prehn (1995). For en diskussion af politiske partiers mulighed for at bruge politisk reklame se Siune (1995). [tilbage]

25. Hellands (1993) analyse er foretaget før TV3 begyndte at udvide sin andel af egenproduceret journalistisk faktastof. Det ændrer dog ikke på hans generelle konklusion, at der investeres færre ressourcer i nyhedsformidlingen på TV3 sammenlignet med NRK, ligesom stoffet er mere underholdningspræget. Det sidste gælder ikke mindst de nytilkomne faktaprogrammer. Hellands (1993) analyse inddrager desværre ikke det norske TV2's nyhedsformidling. [tilbage]

26. "Soundbite"-fænomenet har vundet international udbredelse, men udviklingen har været særlig tydelig inden for USA's kommercielle fjernsyn. En undersøgelse (Hallin, 1994) af interviewlængden i amerikansk TV viser, at den gennemsnitlige varighed af en kildes udtalelse i 1968 varede 43,1 sekunder, i 1976 varede den 18,2 sekunder, og i 1988 varede den 8,9 sekunder.

Reduktionen i citat-længden er ikke alene et resultat af konkurrencen. Hallin (1994) finder, at der er tre årsager til denne udvikling. For det første er teknikken blevet forbedret, så en mere præcis og effektiv redigering er blevet mulig; journalisters tilvænning til TV-mediets fortælleformer har ligeledes bidraget til mere gennemredigerede indslag. For det andet er TV-journalistik blevet mere selvstændig og kritisk over for politiske aktører, hvorfor man ikke lader politikeres udtalelser være det væsentligste eller lader dem stå alene. For det tredie har den stærkt øgede konkurrence på TV-nyheder i USA, ikke mindst fra lokal-TV, skabt et stærkt øget krav om at dynamisere nyhederne. De korte soundbites er et led i denne kommercielt bestemte dynamisering. [tilbage]

27. Reimer (1994) konkluderer på baggrund af sin statistiske analyse af TV-seningens udvikling: "When given the chance to choose, people choose different genres. This is in line with ideas of both the active viewer and of specific "taste cultures". However, it seems as if these new taste cultures to a great extent correspond to class cultures. That is, the differences in viewing patterns between people from the working class and middle class families seem to increase when the television output becomes more differentiated. People are given the opportunity to choose. They do indeed choose, but they seem to do so along class lines" (s.146). [tilbage]

28. Det skal understreges, at denne skelnen mellem væsentligheds- og underholdningskriterier ikke siger noget om, hvorvidt journalistikken er kritisk eller ukritisk, partisk eller neutral. [tilbage]

29. Undersøgelse af unges avislæsning fra 1990, Danske Dagblades Forening. [tilbage]