2. Globalisering - hvad er det?

Gennem 1980'erne og 1990'erne har der både blandt politiske aktører og i den brede befolkning bredt sig en erkendelse af, at det nationale ikke er, hvad det har været. Europa og den øvrige verden er rykket tættere på: vi har i stigende grad adgang til information om verden, afhængigheden af andre lande er blevet større, og hændelser fjernt fra Danmark har vist sig at have umiddelbar konsekvenser for miljø, økonomi og sikkerhed herhjemme. Denne erkendelse af det nationale rums og fællesskabs begrænsninger er måske bedst blevet sammenfattet af Daniel Bell, der mener, at nationalstaten er blevet "too small for the big problems of life, and too big for the small problems of life" (Bell, 1987).

Nationalstaten har ikke mindst i dette århundrede været den væsentligste ramme for stort set alle sociale institutioner (politik, uddannelse, økonomi m.m.), så det er ikke så sært, at det medfører kriseagtige udslag og orienteringsproblemer, når nationalstaten ikke længere synes at være så indlysende en ramme for social aktivitet og fællesskab.

Nu skal man selvfølgelig vare sig for at se international afhængighed, vare- og nyhedsstrømme på tværs af grænser m.m. som nye fænomer. Sat på spidsen forholder det sig måske snarere omvendt: det nationale niveau har først i nyere tid (de sidste 100-200 år) været den vigtigste ramme for social aktivitet; førhen var lokal og international orientering det dominerende træk. Det gælder også inden for medierne; da eksempelvis den gamle Berling begyndte at udgive aviser i midten af 1700-tallet, fandt det sted på tre sprog: fransk, tysk og dansk. Den fransksprogede avis var henvendt til dem med honette ambitioner, som ville øve sig udi det franske, der blev dyrket ved hoffet. Den tysksprogede avis var henvendt til de embedsmænd og faglærte håndværkere, som var importeret til at øge kvaliteten i administration og håndværksproduktion. Den danske avis var for de dansksprogede københavnere, der ville læse nyt om internationale anliggender, der var avisens hovedindhold. En sådan international orientering i bladudgivelsen kunne man næppe forestille sig, at et dansk bladhus ville praktisere i dag.

Når man i dag taler om en krise for nationalstaten som følge af internationalisering, er det derfor ikke fordi internationale aktiviteter er noget nyt; sagen er nok snarere, at alle typer af interaktioner (gammelkendte som handel og nyere som datatransmissioner) på tværs af grænser i de sidste par årtier er accelleret og intensiveret i en sådan grad, at dette i sig selv skaber et nyt fænomen. Et fænomen, som ofte diskuteres under betegnelsen "globalisering".

2.1. Begrebet globalisering og tilknyttede problemstillinger

Globalisering er til dels et modeord, der bruges til at betegne allehånde typer af relationer og hændelser, der strækker sig ud over nationalstatens ramme; og som sådan er det knapt så anvendeligt til at øge forståelsen for igangværende sociale forandringer. Der er imidlertid gjort en del forsøg på at gøre globalisering til et mere entydigt begreb, som betegner nogle centrale træk ved den igangværende udvikling. Lad os begynde med et forsøg på at indkredse globaliseringsbegrebet; Malcolm Waters foreslår følgende definition:

We can thereby define globalization as: A social process in which the constraints of geography on social and cultural arrangements recede and in which people become increasingly aware that they are receding. (Waters, 1995, s.3)

Denne definition giver i hvert fald to præciseringer. For det første er globalisering en dynamik, der skyldes, at afstande betyder stadigt mindre; den sociale interaktion foregår i stigende omfang på tværs af fysiske lokaliteter bl.a. som følge af kommunikationsmidlernes udvikling. Produktionen af en vare foregår ofte mange steder på en gang, og først til sidst bliver varens enkelte dele samlet ét sted; dernæst markedsføres den i det meste af verden. Også de finansielle og politiske relationer og afhængigheder går på tværs af hidtidige geografiske lokaliteter; f.eks. dikteres de nationale finanspolitiske handlemuligheder mere eller mindre fra udlandet og fra overnationale institutioner. Det nationale niveaus krise skyldes ikke som i tidligere perioder (f.eks. de 2 verdenskrige), at nationalstaten er truet af politiske eller militære fjender, men derimod at selve måden at organisere social aktivitet på er ved at ændre sig.

For det andet rummer globaliseringen ikke kun et materielt aspekt, men også et mentalt eller kulturelt: folk bliver i stigende grad opmærksom på og påvirkes af det grænseoverskridende samkvem og den øgede internationale afhængighed og orienterer sig og handler derefter.

I forlængelse af globaliseringstendensen har nogle hævdet, at det nationale rum og staten som aktør er blevet mindre væsentlige eller måske ligefrem overflødige. Ifølge dette synspunkt er de vigtigste geografiske niveauer snarere det regionale/lokale og det globale/internationale. Heroverfor kan man indvende, at der ikke er noget, der tyder på, at nationalstaten har fået færre opgaver at varetage eller har mistet opbakning som politisk faktor. Der er snarere tale om, at nationalstatens manøvreduelighed er blevet indskrænket, og der er kommet en stigende bevidsthed om nationalstatens afhængighed af andre geografiske niveauer. Frem for at se forholdet mellem nation og globalisering som forbundne kar: når der bliver mere globalisering, bliver der mindre nation -er det måske bedre at forstå udviklingen som en generel udvidelse af det sociale rum og virkefelt: den sociale verden er simpelthen blevet større; det nationale er ikke nødvendigvis blevet mindre, men dets rolle ændres, når muligheden for lokal og global aktivitet øges.

Til globaliseringsspørgsmålet knytter der sig en stribe af problemstillinger, hvoraf jeg her kun skal nævne tre overordnede temaer, der har særlig relevans for spørgsmålet om mediernes rolle i globaliseringen. Det drejer sig om, hvorvidt globaliseringen medfører øget ensartethed eller forskellighed, øget centralisering eller decentralisering, øget fællesskab eller atomisering af fællesskabsfølelse. Lad mig kort karakterisere disse temaer:

Ensartethed versus forskellighed.

Det hyppigst stillede spørgsmål i tilknytning til globalisering eller internationalisering af medier og samfund vedrører den kulturelle effekt: bliver vi alle mere og mere ens, eller giver globaliseringen mulighed for øget forskellighed kulturelt set. Amerikaniseringen (eller forestillingen om invasionen af McDonald- og Disneykulturen) af Danmark og andre lande udgør her det væsentligste argument for, at resultatet er en øget kulturel ensartethed. Omvendt ses den øgede import af mad, musik, tøj m.m. fra andre kulturer, den stærkt øgede rejsevirksomhed samt bosættelse af flygtninge og indvandrere i Danmark som tegn på, at vi bevæger os hen mod et multikulturelt samfund, hvor fællesnævneren for hele befolkningen bliver stadig mindre.

Centralisering versus decentralisering

Globaliseringen stiller spørgsmålet om magtens fortsatte placering: Indebærer det øgede samkvem på tværs af grænser, at magten flytter væk fra nationalstatens centrum og op eller ned i den sociale geografi. Centraliseres en del af magten på et overnationalt plan (EU, FN eller i multinationale selskaber) eller er der snarere tale om, at magten decentraliseres: diffunderer ud i et globalt fletværk af sociale relationer, som ingen kan overskue og dermed heller ikke handle politisk i forhold til. Hvis magten har holdt flyttedag, bliver det en påtrængende opgave at diskutere, hvordan mediernes offentlighed skal indrettes i forhold til magtens nye geografi. Knyttet hertil er spørgsmålet om magtens regulering: skal det ske gennem overnationale politiske institutioner: EU, FN m.m. eller snarere gennem den globale markedsøkonomis skjulte hånd? Ikke mindst i EU-regie har spørgsmålet om kultur- og mediepolitikkens rolle i spændingsfeltet mellem politik og industri været et betydeligt stridspunkt.

Fællesskab versus atomisering

Nationalstaten har - på godt og ondt - udgjort rammen om et fællesskab, der i takt med globaliseringen ikke længere synes så evident, men i stigende grad fremstår som noget, man aktivt skal forsvare, hvis man da ikke netop hilser opløsningen af dette fællesskab velkommen. Spørgsmålet er, om globaliseringen - blandt andet gennem mediernes mellemkomst - muliggør dannelsen af nye sociale fællesskaber, eller snarere fører til en atomisering og fragmentering, hvor politisk handlen eller fælles kulturel orientering gradvist vanskeliggøres. Endelig er spørgsmålet, hvilke typer af fællesskaber, der i givet fald kan opstå på transnational basis: bliver det de samme institutioner og sociale grupper, som kendes fra det nationale plan, der 'blot' forstørres op på det internationale plan, eller opstår der nye typer af fællesskaber, der går på tværs af hidtidige kendte mønstre. Vil der, som Christopher Lash eksempelvis har argumenteret for, opstå sociale fællesskaber med udgangspunkt i uddannelse og arbejde på tværs af grænser, hvor de veluddannede og velbjergede symbolarbejdere i stigende grad føler sig knyttet til hinanden på tværs af grænser og opgiver tilknytningen til andre sociale lag, eksempelvis de traditionelle industriarbejdere.

2.2. Medier og globalisering: forskellige opfattelser af konsekvenser

Medie- og kulturforskning har i en årrække beskæftiget sig med mediernes rolle i sammenhæng med internationalisering, globalisering m.m. En del af denne forskning har diskuteret udviklingen inden for begrebet om medieimperialisme eller det lidt bredere begreb kulturimperialisme. Det grundlæggende argument blandt fortalere for eksistensen af medie- og kulturimperialisme har været, at medierne i deres indhold, økonomi og institutionelle struktur både har været et resultat af og medvirkende årsag til afhængighedsforhold og uligheder mellem nationer og befolkningsgrupper. Begreberne er stærkt omdiskuterede og har et betydeligt normativ indhold. Hvorvidt man kan tale om eksistensen af medie- eller kulturimperialisme, må da også i sidste ende snarere siges at være et politisk/etisk spørgsmål end et rent videnskabeligt spørgsmål.

Trods de uundgåelige politiske under- eller overtoner har man fra forskningsmæssigt hold forsøgt at specificere, hvad man nærmere skulle forstå ved medie- og kulturimperialisme. Der hersker ikke nogen enighed om definitioner af begreberne, men jeg skal her gengive to definitioner, der for mig at se giver begreberne et mere analytisk indhold, og dermed kan bidrage til en vis klargørelse af forholdene. Ved henholdsvis kultur- og medieimperialisme kan man forstå følgende:

the concept of cultural imperialism today best describes the sum of processes by which a society is brought into the modern world system and how its dominating stratum is attracted, pressured and forced into shaping social institutions to correspond to, or even promote, the values and structures of the dominant centre of the system. (Schiller, 1976: 9)

Broadly speaking, the term media imperialism refers to the process whereby the ownership structure, distribution or content of media in any one country are singly, or together, subject to substantial pressure from the media interests of any other country, or countries, without proportionate reciprocation of influence by the country so affected. (Boyd-Barrett, 1977: 117)

Den bagvedliggende tematik i såvel det bredere begreb om kulturimperialisme som det mere specifikke medieimperialisme er som allerede nævnt ulighed og afhængighed mellem nationer og kulturer. Sagt på en anden måde drejer det sig om, at der i kraft af internationale magtforhold skabes hindringer for en mere selvstændig og selvbærende medie- og kulturudvikling i enkelte lande og regioner, hvorved nationale og lokale kulturer hindres i at komme frit til udtryk.

Som det fremgår af ovenstående citater er kulturimperialismen også knyttet til moderniseringen af samfundene: lokale og mere traditionelle kulturer mister fodfæste og erstattes af de førende industrilandes kulturer, bl.a. fordi disse kulturer bedre har vist sig i stand til at orientere det enkelte individ under de nye livsomstændigheder. Der er næppe tvivl om, at udbredelsen af kultur fra de førende industrilande hænger sammen med moderniseringsprocesser; men faren er, at der her kan ligge en teleologisk tænkning: den igangværende kulturelle udvikling er uundgåelig, idet moderne kultur gøres til et entydigt fænomen, der groft sagt er synonymt med "made in USA" eller "the western way of life".

En række analyser af internationale medieforhold (eksempelvis om internationale nyheds- og programstrømme, ejerforhold, teknologiske ressourcer etc.) peger på, at i særdeleshed når det gælder 3. verdenslande og deres forhold til den industrialiserede verden, er der tale om uligheder og afhængighedsforhold - også på medie-, kommunikations- og kulturområdet.[1] Hvorvidt man vil karakterisere disse uligheder - og forklare dem - gennem anvendelse af medie- og kulturimperialismebegreber er som sagt i sidste instans et politisk/etisk spørgsmål.

Begreberne forekommer mest oplagte at anvende i forhold til at belyse medie- og kulturforhold i 3. verdenslande og mellem dem og de industrialiserede lande. Begreberne kan - og bliver - også anvendt til at beskrive relationerne mellem højt industrialiserede lande: ikke mindst forholdet mellem USA og (Vest)Europa. EU's politik på medie- og kommunikationsområdet er ikke mindst i officielle sammenhænge blevet delvist begrundet som modspil mod den medie- og kulturimperialisme, som USA udøver over for Vesteuropa. EU-kommissionen har i flere publikationer prøvet at give analytisk belæg for denne påstand. Sepstrup (1990) har gennemført en uafhængig analyse og diskussion af dette forhold, hvad angår tv, hvor han på den ene side kan påvise en række uligheder i 'handelsbalancen' på udbud og forbrug af tv mellem USA og Vesteuropa, men på den anden side også kan dokumentere, at ulighederne er begrænset til ret få områder, først og fremmest tv-fiktion. En nærmere analyse af dette forhold vil imidlertid kræve en selvstændig(e) rapport(er). Det skal blot konstateres, at også i en europæisk EU-sammenhæng er medie- og kulturimperialisme på dagsordenen og ikke mindst en del af den politiske retorik.

En væsentlig indvending mod opfattelserne af medie- og kulturimperialisme vedrører den uudtalte forestilling om, at en stærkere (økonomisk, politisk etc.) kultur gør overgreb på en svagere, men mere ægte kultur. Der kan være mange gode grunde til at vende sig mod uligheder og afhængighedsforhold på kultur- og medieområdet, men kritikken af disse forhold har undertiden været knyttet til ret romantiske - og lidet holdbare - forestillinger om, at den underlegne kultur nødvendigvis har dybe rødder - historisk eller i forhold til dens folkelige udbredelse og opbakning. Mødet mellem den gamle og nye kultur behøver ikke altid at have karakter af et overgreb; det kan ligesåvel være et produktivt kulturmøde og undertiden en tiltrængt udfordring for en stivnet og konservativ kultur.

Forsvaret mod medie- og kulturimperialisme har ofte været ført i nationale termer. Det er den nationale kultur, som bliver forsvaret mod de fremmede nationers kultur. Heri kan der i konkrete tilfælde selvfølgelig være en sandhed, men ofte er forsvaret blevet ført som et led i selve opbygningen af en national, kulturel enhed, og som et led i undertrykkelsen af lokale kulturer eller af politisk-sociale modstanderes kultur. Som bl.a. Anderson (1991) har påvist, har en række af de nye stater, der blev dannet i perioden efter 2. verdenskrig, brugt en del kræfter på at opbygge en national kulturel identitet; og denne identitet er bl.a. blevet skabt ved at de enkelte stater har opfundet nationale traditioner, og begrundet statens aktuelle geografiske og etniske afgrænsning ud fra lange historiske rødder. Og i denne sammenhæng har truslen fra de andre landes kulturer været brugt som en faktor, der kunne sikre den interne opslutning omkring det nationale projekt. Gennem denne proces blev det nationale ikke kun en politisk-administrativ eller økonomisk enhed, men tillige et følelsesmæssigt og kulturelt fællesskab.

Denne sociale proces, hvor en statsdannelse prøver at skabe en dybere følelsesmæssig opbakning bag det nationale sammenhold ved at opfinde tradition og opdyrke historiske rødder, er ikke forbeholdt de nye nationer. Også de gamle europæiske stater, herunder den danske, har forsøgt at skabe sådanne nationale forestillede fællesskaber. I dansk sammenhæng er det mest åbenbart i 1800-tallets romantik, hvor guldalderforestillingen om det oprindelige danske folkefællesskab i bronze- og guldalder skabes, og denne guldalderforestilling kommer til at indgå som et centralt element i både de politiske og de folkelige bevægelser både før og efter århundredeskiftet.

Som bl.a. Agger (1990) har argumenteret for i en analyse af mediernes populærkultur, spiller denne guldalderforestilling stadig en rolle i vore dages afbildninger af det særligt danske. Guldalderforestillingerne er selvfølgelig ikke uforandrede og bruges ikke uden en vis distance, men den iboende forestilling om noget særligt, oprindeligt dansk (f.eks. forbundetheden mellem den danske natur, folket og den agrare produktion) bruges stadig som argumentationsfigur.

Det paradoksale er, at de fænomener, som vi idag forstår som udtryk for dansk kulturarv, ofte blev til under stærk udenlandsk inspiration. Oehlenschlägers nationalromantiske stykke "Guldhornene" blev ikke mindst til som følge af inspiration fra den tyske romantik, og stykkets form præges af italiensk opera-libretti, svenske Bellman m.m. (Schou, 1990). Mediernes populærkultur i dette århundrede lader sig ligeledes beskrive som en slags smeltedigel mellem dansk og udenlandsk kultur: 1930'ernes par Marguerite Viby og Hans W. Petersen tog model af Fred Astaire og Ginger Rogers; 1990'ernes store danske tv-succes "Lykkehjulet" bygger på et internationalt programkoncept. Ikke desto mindre er både Marguerite Viby og Bengt Burg blevet en del af den nationale folkekultur, som man sidenhen vil referere til med en vis nostalgi og tillene et element af originalitet og danskhed.

Schou (1990) ser det som et udtryk for "glemsom assimilation", når vi efter et stykke tid ikke ænser den udenlandske påvirkning og indoptager fremmed kultur som udtryk for kvintessensen af det danske. Det særegne ved den danske udvikling er ifølge Schou (1990), at denne indoptagelse har kunnet foregå relativt fredeligt, og udenlandsk kultur har derved kunne assimileres støt og roligt og blive transformeret til noget dansk. Schou (1990) ser ligefrem den velvillige indstilling over for fremmed påvirkning som noget typisk dansk: den kontinuerlige dialog med omverdenen, viljen til indoptagelse og dermed transformering er således den nationale kulturs særkende. Schou (1990) synes her at undervurdere de sociale og kulturelle konflikter, som har været involveret i mødet med den udenlandske kultur; men hvis man vurderer den danske udvikling efter en international målestok, kan man måske nok sige, at det er gået fredeligt for sig herhjemme.

Globaliseringen indebærer uden tvivl et element af homogenisering, i det mindste i den forstand, at mennesker på tværs af kulturer kommer til at dele fælles erfaringer og erfaringer om hinanden. Mødet med fremmede kulturer kan fremkalde en modreaktion, der får en kultur til at opdyrke og forsvare sin egen identitet, så den fremstår klarere for kulturens medlemmer end før. Men ikke desto mindre vil bevidstheden om andre kulturers levevis - selv hvor den i første omfang afføder en negativ reaktion - bidrage til en vis form for homogenisering. At bekende sig til Islam idag indebærer, at man må forholde sig til andres opfattelser af religionen Islam; og disse andre opfattelser kommer til at indgå i ens egen selvopfattelse. At være ung kvinde indebærer, at man må forholde sig til de titusindvis af internationale reklame- og tv-billeder, som afbilder forskellige modeludkast til, hvordan en sådan identitet skal fortolkes. Man kan vælge at definere sig anderledes på baggrund af lokale forhold eller traditioner; men i vore dages globaliserede samfund sker det under alle omstændigheder i en dialog med omverdenen.

Det er imidlertid uholdbart, hvis man med homogenisering antager, at der allerede er ved at udkrystallisere sig én dominerende kulturform på verdensplan. Ser man på de medieformidlede kulturer og sociale fællesskaber, viser det sig således, at fællesskabernes udstrækning og homogenitet afhænger af, hvilke medier, genrer og kommunikationstyper, vi taler om.

2.3. Mediernes kulturgeografiske udstrækning

Den medieformidlede kultur har utvivlsomt bidraget til en dannelse og udbredelse af forskellige stil- og smagskulturer på tværs af grænser, men det er næppe holdbart at sige, at medierne som helhed har bidraget til en kulturel eller samfundsmæssig internationalisering. Forskellige medier og genrer har i efterkrigstiden bidraget på forskellig måde til at ombryde den sociale og kulturelle geografi. Den skrevne presse, radio og TV har først og fremmest bidraget til at erodere lokale kulturer og skabe et fælles nationalt rum.

Anderson (1991) anser sammenfaldet mellem trykkekunstens udbredelse og kapitalismens fremvækst som en afgørende faktor bag etableringen af et nationalstatsligt, forestillet fællesskab; men i nyere tid har de elektroniske medier uddybet denne proces. Den trykte presse, tidsskrifter og litteratur har spillet en central rolle i medieringen mellem stat og nation; gennem dannelsen af en politisk og kulturel offentlighed blev befolkninger knyttet til nationen og det statslige projekt. De elektroniske medier er gået endnu videre i denne integration mellem individ og nationalt fællesskab. Hvor pressen og den politiske offentlighed indebar en integration mellem individ og nationalstat baseret på en overindividual politisk fornuft, har radio og fjernsyn bevirket en integration på hverdagslivsniveau mellem individer, sociale klasser og stat.

Radio og fjernsyn har formået at mediere mellem på den ene side det nationalstatslige projekt og på den anden side de sociale klassers forskellige kulturer og individernes hverdagsliv på en så gennemgribende måde, at det nationale i stigende grad er blevet dét centrale forestillingsfællesskab, hvorigennem individerne forstår sig selv og sin omverden. Den engelske medieforsker Paddy Scannell har på baggrund af en socialhistorisk analyse af engelsk radio og fjernsyn påpeget:

In class-divided nation-states, radio first and later television unobtrusively restored (or perhaps created for the first time) the possibility of a knowable world, a world-in-common, for whole populations. The social world was rendered sociable, and the manyfold anxieties of public life were greatly eased.

[...] In so doing, it redeemed, and continues to redeem, the intelligibility of the world and the communicability of experience in the widest social sense. (Scannell, 1988: 29)

Det særlige ved radio og fjernsyn er, at de som formidlere af lyd og billede er i stand til at give integrationen mellem individ og samfund en meget konkret, stoflig, genkendelig og hverdagsagtig karakter. Radio og fjernsyn bringer den ydre verdens forskellige institutioner til individet på en måde, hvor disse i det mindste delvist optræder i samme former, som individet i sin hverdag erfarer den umiddelbare fænomenverden. Eksempelvis fremstår politikere ikke kun i deres politikerrolle, dvs. som nogle der refereres for deres politiske udsagn og handlinger, men fremstår som konkrete personer.

TV-mediet bidrog således til at ændre karakteren af det politiske liv. Ikke mindst TV-Avisen skabte en fortrolighed med politikerne, som ikke havde eksisteret før, samtidig med at den daglige synliggørelse bidrog til at nedbryde deres autoritet og bringe dem på lige fod med seerne. Eksempelvis har TV-A's journalist Poul Trier Pedersen kontrasteret sin egen barndoms første og eneste glimt af Stauning, der talte på et grundlovsmøde, med tv-mediets fremvisning af politikere:

.. bare et tryk på knappen bringer dem ind i stuen til sig: Jens Otto Krag, Erik Eriksen, Poul Sørensen, Karl Skytte, Aksel Larsen og Iver Poulsen. [..] Der sidder de, saa lyssendes levende, at man er lige ved at byde dem en kop kaffe med. [..] Og når de nu trænger sig paa, maa de finde sig i afbrydelse fra stuen, et anerkendende ord eller maaske en grov mishagsytring. Hvorfor skulle det være anderledes for dem end for Otto Leisner?[2]

Det politiske rum blev rykket halvvejs ud af Folketinget og forsamlingshusene og rykket halvvejs ind i intimssfæren. Det politiske er i radio og fjernsyn ikke tilgængeligt i "rent" politiske termer, men er genstand for en fortolkning, hvor der til stadighed trækkes på basale parametre anvendt i interpersonel kommunikation og interaktion. Trods sin evidente massekommunikative karakter er radio og fjernsyn kendetegnet ved at henvende sig til lyttere og seere som enkeltindivider. Der er med Horton & Wohl (1986)'s ord tale om en parasocial interaktion, der tilbyder lytteren og seeren adgang til de forskellige nationale institutioner i den simulerede personlige kommunikations form. Både i metaforisk og helt bogstaveligste forstand har radio og specielt tv givet de nationale institutioner ansigt, og dermed bidraget til at skabe genkendelighed og fortrolighed med den moderne verden.

Mediernes integration mellem individ og nationalt fællesskab har ikke været konfliktløs eller uproblematisk. Selve den proces, hvorigennem forskellige sociale og kulturelle kredsløb er blevet bragt sammen i et og samme offentlige rum, har i høj grad affødt konflikter mellem klasser, mellem landets forskellige lokale kulturer, mellem høj- og lavkultur etc. Kunstfondsdebatten var et tydeligt eksempel på de konflikter, der opstod som konsekvens af bl.a. radioens og fjernsynets synliggørelse af sociale og kulturelle forskelle. Men i og med radio og tv i de nordvesteuropæiske lande fra begyndelsen har været organiseret i statsligt/offentligt regie og har været et centralt redskab i det socialdemokratiske oplysnings-, ligheds- og velfærdsprojekt, har synliggørelsen først og fremmest tjent den nationale integration og homogenisering.

Det velfærdsstatslige projekt lykkedes som bekendt i nogen grad, bl.a. takket være medierne. Som Julius Bomholdt, daværende kulturminister og tidligere formand for radiorådet, udtrykte det i begyndelsen af 1960'erne:

Indsnævrede kulturvaner er ved radio og tv's hjælp blevet sprængt. Isolerede og tilbagestående kulturgrupper i befolkningen er blevet opløst. En fælles kulturel baggrundsorientering har bragt hele befolkningen på talefod. Når æren for at have afskaffet tidligere tiders indskrænkede almue og uvidende proletariat skal fordeles, må Danmarks Radio have en væsentlig del af æren".[3]

Heller ikke siden har pressen, radio eller tv entydigt trukket danskerne i en mere international retning. TV-2's dannelse var bl.a. motiveret af et ønske om at sikre en øget dansk tv-produktion[4] og skabe mere regional orientering i tv-udbuddet. Statsministeriets Medieudvalg i midthalvfemserne har netop bekræftet denne nationale og regionale kulturpolitiske orientering med sin nye betænkning om de elektroniske medier (Medieudvalget, 1995).

Pressen har tilsvarende i alt væsentlighed fastholdt det nationale rum og de nationale politiske institutioner som sine faste holdepunkter. Også morgenaviserne i provinsen har udviklet en national orienteringsramme. Der synes her at gøre sig et vist paradoks gældende; alt imens de politiske beslutningsprocesser decentraliseres fra statsligt til kommunalt og amtsligt niveau, er pressen blevet præget af en stadig mere national orienteringsramme, hvad der både skyldes presseøkonomiske forhold og en svækkelse af publikums tilknytning til det lokale.

Når det gælder de mere underholdningsprægede medier og genrer (spillefilm, plader, MC, CD, video, computer, videospil, reklamer m.m.), er der i langt højere grad tale om en dannelse og udbredelse af smags- og stilkulturer, der går på tværs af nationale grænser. Resultatet er ikke nødvendigvis større enshed, men snarere at der opstår en række smags- og stilfælleskaber delvist uafhængigt af den eksisterende lokale sammenhæng. Disse fællesskaber skabes omkring et bestemt (for)brug af medieformidlet kultur, der bidrager med identitets- og erfaringsfortolkning til deltagerne i fællesskabet; undertiden kan sådanne fællesskaber udvikles til egentlige holdningsfællesskaber, hvor mere varige holdninger og vurderinger udvikles i tilknytning til et bestemt kulturforbrug (f.eks. inden for forskellige musikkulturer).

Selvom sådanne fællesskaber er organiseret i forhold til fænomener som smag og stil, er de ikke arbitrære i forhold til gængse sociale kategorier, men lader sig til en vis grad forstå i forhold til køn, alder, social status, uddannelse, urbaniseringsgrad etc. I modsætning til den politiske kommunikation i presse, radio- og tv-nyheder er den kulturelle massekommunikation ikke synderligt knyttet til spørgsmålet om handling på fællesskabets vegne. Man læser, lytter og ser politisk kommunikation ud fra en forestilling om, at de folkevalgte handler på fællesskabets vegne. Kulturel kommunikation har kun undtagelsesvis knyttet en sådan handlingsdimension til sig. Det fællesskab, der kan knytte sig til et bestemt medieforbrug af kulturprodukter, må derfor generelt antages at være af mere individualistisk karakter. Man er med i et stil- og smagsfællesskab sålænge kulturforbruget bidrager positivt til ens selvforståelse og fortolkning af omverdenen.

Den mest vidtgående globalisering har fundet sted inden for den del af medierne, der ikke formidler politik og kultur, men derimod har central økonomisk betydning. Det drejer sig om telekommunikationssektoren. Her finder man det mest udviklede, integrerede mediesamarbejde på globalt plan. Telefon-, fax- og datatjenester har i høj grad bidraget til - ja været en central forudsætning for globaliseringen af industri, transport og finansielle transaktioner.

Skema 1. Forskelle mellem de forskellige mediers sociale funktion, kommunikationstype og sociale geografi.

Kommunikationstype

Social funktion
Social geografi
Telekommunikation

F.eks.: telegraf, telefon,

telex, email, Internet,

datatransmission m.m.

Vareproduktion, transport

og finansielle transaktioner

Interpersonel kommunikation

Global

Massemedier: kulturel

kommunikation

F.eks.: tv-serier,

reklamer, quiz-shows,

ugeblade, musik,

computerspil m.m.

Konsumption: dannelse

og reproduktion

Transnational,

regional og lokal

Massemedier: politisk

kommunikation

F.eks.: aviser, radio- og

tv-nyheder, aktualitets-

programmer, valgpro-

paganda m.m.

Symbolsk repræsentation

National og

International

I skema 1 er der en fremstilling af mediekulturernes forskellige geografiske udstrækning. Der er tale om en meget grovkornet differentiering, som alene skal skabe et nødvendigt overblik; man må således sige, at ikke kun den politiske kommunikation, men også dele af den kulturelle kommunikation i massemedierne har bidraget til en skabe en national erfaringshorisont.

Det skal videre tilføjes, at ét og samme massemedium eller kommunikationsmiddel kan besidde forskellige geografier; ejendomsforhold, teknik og publikum kan være præget af forskellige grader af internationalisering: Eksempelvis har en række medieentreprenører som Berlusconi, Maxwell, Murdoch m.fl. opbygget transnationale medieempirier; ikke desto mindre vedbliver en række af disse entreprenørers medier (f.eks. aviser) - i forhold til indhold og publikum - at arbejde inden for en national ramme.

Ovenstående skema angiver alene den sociale geografi for medierne i forhold til det publikum, de skaber, dvs. i forhold til det kommunikationsfællesskab de etablerer og afgrænser gennem deres virksomhed. Når det eksempelvis gælder den økonomiske struktur eller magten over medierne, gør der sig andre sociale geografier gældende.