3. Internationale tv-program- og nyhedsstrømme

Medieudvalget har i to andre rapporter fået belyst internationale mediestrømme: Preben Sepstrups rapport "Udenlandsk tv i Danmark" og Per Winthers rapport "Nyhedsbureauernes rolle i Danmark", der belyser henholdsvis udbud og forbrug af udenlandske tv-programmer (specielt tv-fiktion) og telegrambureauernes (internationale og danske) institutionelle struktur. I det følgende behandles tre andre elementer vedrørende internationale mediestrømme: Eurovisionens og Nordvisionens programudveksling, Eurovisionens nyhedsudveksling og de internationale tv-nyhedsbureauers udvikling samt fremkomsten af internationale tv-nyhedskanaler. Nærmere bestemt er det formålet at belyse:

1. Udviklingen i den programmæssige sammensætning i Eurovisionen og Nordvisionen og årsagerne til denne sammensætning.

2. Hvilke forandringer har der fundet sted i den internationale grossisthandel med levende billeder til tv-nyhedsudsendelse, og hvilke implikationer har dette for brugerne, dvs. tv-nyhedsredaktionerne nationalt (f.eks. på TV-Avisen, Nyheder etc.)?

3. Fremkomsten af internationale tv-kanaler, der har specialiseret sig i nyhedsformidling (f.eks. Sky News og CNN); hvilke konsekvenser har dette for de internationale nyhedsstrømme - på nyhedsredaktioner og hos den enkelte forbruger af nyhedsformidling?

Det siger sig selv, at der ikke inden for denne rapports rammer kan gives en udtømmende fremstilling af denne problematik. Her vil alene blive givet et rids af udviklingen; for en dybtgående behandling af emnet henvises til min bog "Internationale TV-nyheder" (Hjarvard, 1995).

3.1. Programudvekslingen i Eurovisionen

Eurovisionen er et programsamarbejde inden for den europæiske radiofonisammenslutning European Broadcasting Union (EBU), der samler nationale public service stationer i Europa. Programudvekslingen begyndte i 1954.

I 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne var karakteren af Eurovisionens programvirksomhed endnu ikke afklaret. På den ene side indgik Eurovisionen som en del af de nationale tv-stationers generelle udbud, på den anden side havde den - af tekniske grunde og som følge af en vis fælleseuropæisk orientering - karakter af en selvstændig, europæisk programvirksomhed. Politisk magt var imidlertid solidt forankret på det nationale niveau i de europæiske lande, trods mange fælleseuropæiske bestræbelser og ambitioner i efterkrigstidens Europa. Radio og tv føjede sig efter disse politiske realiteter, og Eurovisionen udviklede derfor ikke en selvstændig tv-programvirksomhed, men blev et programudvekslingssamarbejde mellem selvstændige, nationale tv-stationer.

I Eurovisionens første år var der en større spredning blandt programgenrer (se tabel 1), men i dag er udvekslingen først og fremmest domineret af sportsprogrammer (fortrinsvis transmissioner), der - modsat andre genrer - uden større problemer kan tilføjes en national speak. Når Eurovisionen ikke spiller en større rolle inden for andre genrer, skyldes det ud over sprogproblemet, at samarbejdet fra begyndelsen var koncentreret omkring direkte transmission, hvilket få andre programtyper, herunder tv-fiktion, er egnet til. Fremvæksten af et internationalt marked for tv-programmer, specielt fiktion, domineret af engelske og amerikanske tv-producenter lukkede effektivt for, at Eurovisionen kunne spille en større rolle som leverandør af europæisk tv-fiktion. Resultatet var, at det internationale marked for distribution af tv-programmer blev delt efter genre: tv-fiktion blev hentet fra anglo-amerikanske kilder, hvorimod distributionen af tv-sport og tv-nyheder blev hentet fra det europæiske EBU-netværk. I nordisk regie blev der imidlertid skabt en undtagelse fra dette mønster med tv-programsamarbejdet i Nordvisionen.

Med det politiske sammenbrud i Sovjetunionen og Østeuropa fra slutningen af 1980'erne blev der åbnet op for et langt mere intensivt samarbejde, programmæssigt, teknisk og juridisk, mellem radio- og tv-organisationer i Øst- og Vesteuropa. Efter 43 års adskillelse blev EBU og det østeuropæiske OIRT i 1993 slået sammen til én radio- og tv-union for alle europæiske lande, inklusive de tidligere sovjetiske republikker. Omend det officielt blev omtalt som en sammenlægning, var der reelt tale om, at de østeuropæiske radio- og tv-stationer meldte sig ind i EBU. OIRT blev derefter nedlagt.

Dereguleringen af radio- og tv-mediet i Europa har medført en eksplosiv vækst i antallet af nye, fortrinsvis privatejede og kommercielt drevne radio- og tv-stationer. I denne nye situation har EBU valgt at forblive repræsentant for de nationale, public service organisationer i Europa og afvise kommercielle stationer som medlemmer. Danmarks Radio og TV2 er således medlemmer af EBU, hvorimod den lokale Kanal 2 og fællesnordiske TV3 ikke kan blive optaget.

Eurovisionen er blevet et aktiv for public service stationerne i konkurrencen med de kommercielle kanaler. Ikke mindst erhvervelsen af tv-sportsrettigheder er blevet vigtig i den internationale konkurrence, og her har Eurovisionen givet public service stationerne en konkurrencefordel. De kommercielle tv-stationer har organiseret sig i deres egen organisation, ACT, Association of Commercial Television. ACT er primært en lobby-organisation, og driver ikke udveksling af radio- og tv-programmer.


Tabel 1

Eurovisions programudveksling 1954-1991: Type af program.

Antal programmer
AktualitetFolkloreReligion SportLet Under-
holdning
Drama/musikI alt Danmarks brug af Eurovision
195448428925515
196014811132761832498181
1965841525381297541113
1970550145184810645172
19757691863417976383
1980728187443121894185
198587219887433381076125
199174125109751271275165

Kommentar: Eurovisions nyhedsudvekslinger er ikke medregnet i denne opgørelse, bortset fra året 1960, hvor de indgår i kategorien "Aktualitet". Kategorien "Drama/musik" rummer underkategorierne (fra EBU's statistik) "Drama/opera/ballet", "Musik/Jazz" og "Diverse". "Musik/Jazz" indføres som kategori for 1965 og "Diverse" for 1991.

Kilde:Tidsskrifterne EBU review og Diffusion.


3.2. Nordisk programsamarbejde

Både for at udbygge en fælles nordisk identitet og nedbringe prisen på tv-programproduktion besluttede de nordiske radiofonier i 1959 at etablere tv-udvekslingssamarbejdet Nordvisionen. Danmark, Norge, Sverige og Finland kom med fra begyndelsen; Island kom med i 1966. Som for Eurovisionens vedkommende skulle der være tale om et non-profit samarbejde; tv-direktør Lawaetz mente, at der ikke måtte være penge mellem de nordiske lande. Programudvekslingen udviklede sig til at omfatte alle programgenrer. Udbuddet havde en tydelig public service-profil med vægten lagt på mere seriøse programmer, men der var også mere populær lørdagsunderholdning (se tabel 2).


Tabel 2

Nordvisionens Programudveksling

Fordeling efter genre blandt samtlige udvekslede programmer, herunder samproduktioner:
196319711986
Fakta/dokumentar32%20%23%
Teater8%20%15%
Underholdning25%12%17%
Musik9%8%4%
Børne/Ungdom14%14%19%
Undervisning-3%14%
Danmarks Radios brug af
Nordvision i timer/år
12784127
NRK/Norges brug125116158
SVT/Sveriges brug104120240
YLE/Finlands brug88140292
RUV/Islands brug-9656

Nordisk Medie Nyt, nr. 3, 1987


Nordvisionens virksomhed blev forstået som et alternativ til det kommercielle, anglo-amerikanske programmarked. Børne- og ungdomsprogrammer har spillet en vigtig rolle i samarbejdet, ikke mindst sammenlignet med den beskedne rolle, disse programmer rent kvantitativt har indtaget i det samlede nationale programudbud. Nordvisionssamarbejdet har haft en lidt større betydning i de øvrige nordiske lande, der generelt har aftaget flere programmer fra Nordvisionen end Danmark.

Nordvisionen havde vanskeligt ved at omstille sig til den nye konkurrencesituation, som de nordiske radiofonier kom ind i ved slutningen af 1980'erne. Den seriøse, oplysningsprægede programorientering gjorde mange Nordvisionsprogrammer lidet konkurrencedygtige, og en række samproduktioner blev kritiseret for at være fællesnordiske pligtøvelser, der prioriterede det nordiske element over indholdsmæssig væsentlighed, dramaturgisk originalitet m.m.

Imidlertid kunne Nordvisionssamarbejdet måske nok have overlevet, hvis ikke selve den økonomiske struktur havde vist sig uholdbar. Selvom Nordvisionssamarbejdet var et non-profit-samarbejde, d.v.s. at man ikke solgte, men byttede programmer, kunne man på det internationale programmarked købe tilsvarende produktioner billigere, end man i Nordvisionen kunne bytte sig til. Årsagen var de overenskomster, der var indgået med bl.a. skuespillerforbundene i Norden, som gav ganske betydelige indtægter for de medvirkende, når en produktion blev sendt i et andet nordisk land. På denne måde blev det dyrere for svensk tv at udsende en dansk produktion gennem Nordvisionssamarbejdet, end det ville være for eksempelvis Holland at købe den samme danske produktion. Nordvisionen havde i de første mange år været et vigtigt instrument til at udbrede kendskabet til nordisk tv, herunder tv-teater; siden blev samarbejdet delvist en hæmsko for udbredelsen, ikke mindst for fiktionsproduktioner.

Som følge af de økonomiske problemer og den nye dagsorden, som tv-konkurrencen satte, blev Nordvisionen nedlagt med udgangen af 1990, og programudveksling mellem de nordiske radiofonier følger nu i højere grad almindelige markedsmæssige betingelser. Krisen i det nordiske samarbejde på de audiovisuelle mediers område førte til en del overvejelser i de kulturpolitiske institutioner i Norden, ikke mindst fordi der samtidig var sket en betragtelig udvidelse af samarbejdet omkring audiovisuelle medier inden for EU's og Europarådets regie med støtteprogrammer som MEDIA, Audiovisuel Eureka m.fl. Fortalere for øget nordisk kulturudveksling så en fare for en europæisering af de audiovisuelle medier ved siden af den allerede velkendte amerikanisering. Resultatet blev bl.a. oprettelsen af den Nordiske Film- og TV-fond i 1990, der er etableret gennem en aftale mellem Nordisk Ministerråd, de nationale tv-selskaber og de nationale filminstitutter. Fonden støtter samproduktioner og distribution af film og tv-programmer i Norden inden for såvel fakta som fiktion.

3.3. Udviklingen i den internationale grossisthandel med tv-nyheder

Med omvæltningerne i Østeuropa og Sovjetunionen i sidste halvdel af 1980'erne, den efterfølgende Golfkrig, krigen i det tidligere Jugoslavien og flere andre større internationale begivenheder er det blevet synligt, at vores holdning til og viden om disse begivenheder i meget høj grad er visuelt formidlet gennem tv's nyhedsprogrammer. TV-mediets billedstrømme er naturligvis ikke den eneste nyhedskilde; radio og aviser bærer en væsentlig del af informationsstrømmen. Ikke desto mindre har tv-mediet spillet en prægnant rolle netop i formidlingen af internationalt stof i de senere år, hvad der ikke kun hænger sammen med mediets stigende betydning i mediebilledet, men også skal ses på baggrund af tekniske og institutionelle forandringer i den internationale tv-nyhedsformidling. Mængden af levende billeder fra alverdens brændpunkter er steget betragteligt, og seerne får adgang til disse billeder hurtigere end før, for nu blot at nævne to meget tydelige kendetegn ved udviklingen.

Indtil midten af 1980'erne var grossisthandelen med tv-nyheder i Europa domineret af Eurovisionens nyhedsudveksling: Eurovision News Exchange. Eurovisionens nyhedssamarbejde består af en udveksling af levende billeder medlemmerne imellem, sådan at de enkelte landes tv-stationer tilbyder deres egne aktuelle nyhedsbilleder, der så distribueres til alle, såfremt der er tilstrækkelig interesse.

Eurovisionens nyhedsudveksling er et non-profit samarbejde på lige fod med Eurovisionens øvrige programudvekslinger. Det er en slags brugsforening, hvor brugere (tv-stationer og nyhedsredaktioner) er repræsenteret i de besluttende organer og selv kan fastlægge systemets opgaver, ydelser, betalingssystem m.m. TV-nyheder udveksles frit mellem medlemmer, dvs. man betaler ikke for indslagene, men alene for distributionsomkostningerne. Eurovisionen er tillige kendetegnet ved en omkostningsfordeling, hvor større tv-stationer subsidierer mindre tv-stationers forbrug.

Eurovisionens tv-nyhedsudveksling begyndte på eksperimental basis i slutningen af 1950'erne. I 1960'erne, 1970'erne og i første halvdel af 1980'erne havde Eurovisionen med sit landbaserede tv-sendenet i praksis monopol på elektronisk tv-distribution i Vesteuropa.

Der var og er også private aktører på grossist-området: tv-nyhedsbureauer, der leverer levende billeder i rå eller bearbejdet form til tv-nyhedsudsendelse. Den kommercielle del af markedet blev varetaget af tre bureauer: de to store bureauer Visnews (i dag Reuters TV) og UPITN (i dag Worldwide Television News) samt det lidt mindre bureau CBS International. De private tv-nyhedsbureauer har både før og nu udgjort et engelsk-amerikansk alliancesystem mellem store engelske og nordamerikanske tv-stationer. Visnews var til at begynde med et bureau for Commonwealth-landene, men udviklede sig siden til et samarbejde mellem engelske BBC, canadiske CBC og USA's network NBC. UPITN var et samarbejde mellem telegrambureauet UPI og engelske ITN/ITV, og siden blev USA's network ABC inddraget i dette samarbejde. CBS International har i højere grad været sig selv. I dag har nogen af de nævnte aktører skiftet hest, men tv-nyhedsbureauerne er fortsat kendetegnet ved at være engelsk-nordamerikanske alliancesystemer.

Noget forenklet kan man sige, at bureauvirksomheden var en måde, hvorpå store tv-stationer som Englands BBC og ITN/ITV og USA's network kunne finansiere en omfattende indsamling af internationale nyhedsbilleder, idet man ved at sælge til mindre landes tv-stationer fik dækket egne omkostninger ved nyhedsindsamling, ligesom man fik billig adgang til billeder fra andre lande, der gennem abonnementet var forpligtet til at levere billeder fra eget land.

Nyhedsbureauerne har tidligere været meget afhængige af Eurovisionens elektroniske distributionssystem. De kunne naturligvis sende nyhederne med posten eller kurér på videobånd til deres kunder, men det var under alle omstændigheder en langsom løsning. I kraft af sit de facto monopol på elektronisk distribution kunne Eurovisionen i nogen grad sætte betingelserne for bureauernes virke: abonnementsaftaler blev koordineret kollektivt mellem EBU-medlemmerne, og bureauernes daglige tilbud med nyhedsbilleder blev behandlet af en central redaktion i Eurovisionen.

Med satellitteknologiens udbredelse i 1980'erne blev disse forhold ændret betydeligt. Nu kunne de private tv-nyhedsbureauer distribuere direkte til deres abonnenter uden om Eurovisionens system. Dette har de gjort i stadigt stigende omfang med flere newsfeeds dagligt, men de leverer dog fortsat en betydelig mængde nyheder gennem Eurovisionens system. Hvor EBU's de facto monopol tidligere havde været en hindring for bureauernes virksomhed, blev problemet nu snarere teleselskabernes fortsatte monopol på satellit-kommunikationen. Hvis bureauerne selv kunne komme til at betjene de stadigt mere mobile jordstationer, ville man kunne sende billeder direkte fra begivenhederne til abonnenterne. Anvendelsen af satellit-teknologi til nyhedsindsamling og -distribution har været afhængig af en deregulering eller liberalisering af satellit-kommunikationen.[5] Både Eurovisionens nyhedssamarbejde og de private tv-nyhedsbureauer har derfor argumenteret kraftigt for, at satellit-kommunikationen skulle liberaliseres, og dette er også sket i et vist omfang.

Monopolbrud og deregulering på tv-området i Vesteuropa i løbet af 1980'erne førte som bekendt til fremvækst af mange nye tv-stationer, der typisk var af mere kommerciel natur end de gamle public service stationer. I denne konkurrence blev nyheder og aktuelle nyhedsbilleder en efterspurgt vare, ligesom internationale begivenheder i sig selv øgede efterspørgslen på tv-billeder. Resultatet blev et stadigt voksende marked. De internationale tv-nyhedsbureauer udvidede og ændrede deres serviceydelser. Ud over flere og mere aktuelle nyhedssendinger begyndte bureauerne også at specialisere deres sendinger: nyhedsbilleder specielt til morgen-tv, business news, ungdomsnyheder, underholdningsnyheder, livsstilsnyheder etc. Bureauerne er ligeledes gået ind i pr-virksomhed med produktion af Video News Releases, VNR, dvs. produkt- eller virksomhedsreklame på video udformet som nyhedsindslag.

For Eurovisionen betød udviklingen, at hvad der begyndte som et non-profit samarbejde for alle vesteuropæiske tv-stationer, dét blev nu gradvist forvandlet til et samarbejde for én gruppe af aktører på tv-markedet, public service stationerne. European Broadcasting Union besluttede som tidligere omtalt, at man ikke ville åbne unionen op for rent kommercielle aktører, hvorved Eurovisionen snarere blev en konkurrencefordel for medlemmerne i konkurrencen med de nytilkomne kommercielle stationer. EU-kommissionen har imidlertid blandet sig i Eurovisionens virksomhed og vurderet, at der ville være tale om konkurrenceforvridning, såfremt ikke-medlemmer ikke kunne få adgang til nyheds- og programpuljen i Eurovisionen. Eurovisionen har derfor åbnet op for, at ikke-medlemmer under iagttagelse af bestemte restriktioner kan købe indslag fra nyhedsudvekslingen.

I konsekvens af denne udvikling er levende billeder til nyhedsudsendelse i stigende grad blevet forvandlet til en vare, der købes og sælges på markedsvilkår. I vore dages mere markedsorienterede tv-miljø kan dette måske synes selvfølgeligt; men faktum er, at i den europæiske kontekst har nyhedsbilleder til tv-udsendelse i betydeligt omfang været holdt uden for markedet gennem næsten 30 år (fra slutningen af 1950'erne til midten af 1980'erne). Ud fra en institutionel betragtning har grossisthandelen med internationale tv-nyheder i Europa tilnærmet sig amerikanske forhold. Konsekvenserne af dette er bl.a., at brugerindflydelsen (dvs. nyhedsredaktionernes indflydelse) på grossisthandelen er blevet reduceret, og udvekslingen af tv-nyhedsindslag må i højere grad tage hensyn til markedsøkonomiske forhold og ikke alene journalistiske.

Ud over den institutionelle kontekst for de internationale billedstrømme er det naturligvis også interessant at se på indholdet af disse nyhedsbilleder, da det er indholdet, der danner afsæt for, hvad vi kommer til at se af den øvrige verden i tv-nyhederne. Her kan man skelne mellem to typer af indhold: den emnemæssige fordeling og den geografiske fordeling, dvs. hvilke lande og regioner, der typisk rapporteres om.

Ud fra andres tidligere analyser og min egen analyse af Eurovisionens nyhedsudveksling i 1990 kan man sige følgende om den emnemæssige sammensætning. 2/3 af nyhedsbillederne vedrører nyheder om væsentlige magtpolitiske hændelser: parlamentsvalg, borgerlig uro, diplomati og krigshandlinger. Områder som økonomi, handel, industri, sociale forhold og kultur er helt marginale i tv-nyhedsstrømmen inden for Eurovisionen. Nyheder om vejret, ulykker og kriminalitet får en vis dækning. Kort sagt: Når magten skifter hænder - eller der forhandles om magtpolitiske spørgsmål, så vil der være stor sandsynlighed for, at disse hændelser vil være at finde i den internationale tv-nyhedsstrøm.

Ser man på den geografiske fordeling af indslagene i Eurovisionen viser det sig (jvf. figur 1), at europæiske anliggender står for mere end halvdelen af nyhedsindslagene. Nordamerikanske forhold behandles i godt 10% af tilfældene, 3.verdenslande behandles i ca. 25% af materialet. Dækningen af kontinenterne/regionerne: Asien, Afrika, Latinamerika og Mellemøsten/arabiske lande er lige stor (eller beskeden om man vil). Dækningen af de forskellige lande i disse kontinenter/regioner er ikke ligeligt fordelt. Typisk dækkes stort set kun en håndfuld lande i hver region inden for en måneds forløb.

Skal man meget kort prøve at give en forsøgsvis forklaring på denne emnemæssige og geografiske fordeling kan man sige følgende: De lande og regioner, der opnår størst dækning, er enten globale eller regionale stormagter og/eller lande, hvori der foregår grundlæggende ændringer i magtfordelingen. Disse fællestræk gør sig gældende såvel i Europa og Nordamerika som i den 3.verden. Politisk stabile lande med begrænset international betydning som f.eks. de skandinaviske lande, Holland, Canada, Australien og New Zealand får ganske ringe dækning; det er således ikke kun lande i den 3.verden, der bliver 'overset' i den internationale billedstrøm.

Der er en geografisk arbejdsdeling mellem EBU-medlemmernes egne bidrag til Eurovisionen og tv-nyhedsbureauerne. Tv-nyhedsbureauerne bruges i vid udstrækning til at dække forhold uden for Europa; Eurovisionens egne medlemmer bidrager - ganske logisk - til dækningen af Europa.

Ser man på de nationale nyhedsredaktioners brug af denne billedstrøm, kan man generelt sige, at der er en vis overenstemmelse mellem udbud fra Eurovisionen og tv-nyhedsbureauerne og forbrug hos nationale tv-stationer. Min egen sammenlignende analyse af udbud hos Eurovisionen og forbrug hos DRTV og TV2 fra Danmark, SVT/Sverige og ZDF/Tyskland peger på, at den emnemæssige og geografiske spredning er nogenlunde samstemmende. Den geografiske fordeling er afbildet i tabel 3.


Tabel 3

Geografiske fordeling af nyhedsindslag.

Eurovisionens nyhedsudveksling (EVN) og enkelte TV-stationer.
12-17. marts 1990.
EVNDRTV2ZDFSVT
Europa9931384544
Nordamerika156442
Andre Industril.155233
3. Verden331213710
Int. org./Globalt21220
I alt16455596159
Antal indslag13437384143

Kilde: hjarvard (1995)

Eurovisionen og bureauerne bruges især til at få dækket de hårde udenrigsnyheder, dvs. stof om væsentlige magtpolitiske forhold. Bredere indslag med baggrund om internationale forhold og blødere internationalt stof inden for kultur, sundhed m.m. produceres af stationerne selv. Nyhedsstof hentet fra billedbureauerne suppleres sædvanligvis ikke med en national vinkel på stoffet. En national vinkel på en udenrigshændelse forekommer derimod oftere ved indslag, som er produceret af tv-stationen selv. For en bredere udenrigspolitisk dækning er det derfor nødvendigt, at de internationale billedkilder suppleres med egenproducerede indslag.

De nationale danske tv-kanalers mulighed for selv at foretage selvstændige redaktionelle valg på udlandsstoffets område skal her til sidst i dette afsnit belyses ved at se på tv-nyhedsredaktioners adgang til forskellige internationale billedkilder (hvilke og hvor mange forskellige grossisthandlere kan de trække på), og hvilke ressourcer de enkelte redaktioner har til selvstændig produktion af udlandsstof i form af egne korrespondenter.

De 3 danske tv-stationers nyhedsredaktioner DRTV's TV-Avisen, TV2's Nyhederne og TV3 Direkte har følgende kilder på udenrigsstoffets område:

DRTV's TV-Avisen

Billedbureauer: Eurovisionens nyhedsudveksling, Reuters TV, Worldwide Television News og APTV. Abonnement på WTN opsagt til 1.januar 1996.

Nyhedsbureauer: Reuters, AFP, DPA, AP og Ritzaus Bureau.

Korrespondenter: Faste: Washington, Moskva, Bonn (erstattes snart af Berlin), Bruxelles og Rom (Rom anvendes som udgangspunkt for at dække hele Sydeuropa og Mellemøsten).

Freelance: Aftale med Berlingske Tidende om anvendelse af deres udenrigskorrespondenter på en ad hoc basis.[6]

TV2's Nyhederne

Billedbureauer: Eurovisionens nyhedsudveksling, Reuters TV, samarbejde med TV4/Sverige og TV2/Norge, delvist anvendes Worldwide Television News samt CBS International.

Nyhedsbureauer: Ritzaus Bureau, Reuters, AP og AFP.

Korrespondenter: Faste: Moskva, Washington, Bruxelles, Jerusalem og Berlin. Freelance: Ca. 10 personer i bl.a. Bangkok, Paris, Rom, Hong Kong og Nairobi.[7]

TV3's TV3 Direkte:

Billedbureauer: Worldwide Television News.

Nyhedsbureauer: Ritzaus bureau. Ingen internationale nyhedsbureauer.

Korrespondenter: Faste: Ingen. Freelance: På ad hoc basis forsøger man at trække på større dagblades korrespondenter i form af telefoninterviews. Endvidere mulighed for at trække på TV3's moderselskabs andre nyhedsredaktioner i Norden, f.eks. ScanNews i Stockholm.[8]

Som det fremgår er der en markant forskel i udvalg af kilder (billed- og nyhedsbureauer) og ressourcer (i form af korrespondenter) til udenrigsdækningen mellem DRTV og TV2 på den ene side og TV3 på den anden side. Hvor de to første kanaler råder over et varieret udbud af billed- og bureaukilder og har nogle faste og freelance korrespondenter at trække på, har TV3 kun ét billedbureau og ét telegrambureau til sin rådighed, og man har kun et nødtørftigt arrangement med freelance korrespondentdækning.

Dette billede bekræfter den generelle europæiske udvikling, hvor de mange nye kommercielle tv-kanaler er meget afhængige af de internationale nyhedsbureauer. De traditionelle public service stationer råder fortsat over nogle ressourcer til en mere selvstændig nyhedsdækning på udenrigsområdet, ligesom de gennem deres samarbejdsorganisation EBU og Eurovisionen kan påvirke grossistleddets struktur og udbud. De nye kommercielle stationer er derimod særdeles afhængige af 1-2 internationale bureauers udbud og producerer ikke meget udenrigsstof af betydning selv. De har heller ikke nogen synderlig mulighed for at påvirke det europæiske/internationale grossistled.

3.4. Fremkomsten af internationale tv-nyhedskanaler

Fra midten af 1980'erne begynder internationale tv-kanaler for alvor at dukke op over Europa. Til at begynde med har få mennesker adgang til dem, men i takt med kabelnettenes udbygning og satellitternes øgede sendestyrke, der gør det muligt for den enkelte private husstand at nedtage signalerne, stiger adgangen og betydningen af disse satellit-kanaler.

Blandt de mange nye kanaler kom en gruppe bestående af CNN International, Sky News m.fl., der havde specialiseret sig i nyhedsformidling. Med dem blev nyhedsformidlingen løftet ud af det nationale rum, som det i tv-sammenhæng hidtid havde været bundet til i kraft af nationale monopoler. Desuden blev tv-nyheder noget seernes havde adgang til døgnet rundt - ikke kun 2-3 gange om dagen. Tv-nyhedskanalerne brød også med den faste opdeling i grosist- og detailhandel: de kunne både bruges af nyhedsredaktioner som nyheds- og billedkilde og af det almindelige publikum.

Førend de nærmere konsekvenser af denne udvikling gennemgås, er det nyttigt med et kort overblik over de vigtigste tv-nyhedskanaler. I nordvesteuropæisk sammenhæng er de vigtigste nyhedskanaler CNN International, BBC World, n-tv, Euronews og Sky News. Skema 2 angiver nogle centrale data for disse kanaler: ejerforhold, anvendte sprog i udsendelserne, hovedsæde og hvornår kanalerne begyndte at sende.

Som det fremgår, er der en betydelig overvægt af engelsk-amerikanske tv-nyhedskanaler, både hvad angår sprog og ejerskab. Dette bliver endnu mere tydeligt, når man inddrager CNN's andel i det tysksprogede n-tv. Den engelsk-amerikanske overvægt skal bl.a. ses i lyset af det engelsk sprogs udvikling henimod at være det helt dominerende verdenssprog inden for de sidste par årtier samt det forhold, at international tv-nyhedsformidling fra et meget tidligt tidspunkt har været domineret af engelsk-amerikanske aktører.

Der er ikke tvivl om, at tv-nyhedskanalerne sammen med andre internationale tv-kanaler indgår i en form for global sprog- og kulturkamp, hvor de forskellige hovedsprog og større kulturregioner satser mange ressourcer på, at få deres sprog og kultur stærkt repræsenteret i det satellitbårne informations- og kulturudbud. Japanske, tyske, franske, tyrkiske, spanske og arabiske kanaler prøver således at få en synlig placering i satellitudbuddet, der ellers er stærkt domineret af engelsksprogede kanaler. Den engelsk-amerikanske dominans er særligt udtalt på nyhedsområdet. Euronews kanalen er i den sammenhæng et særtilfælde, idet kanalen bevidst satser på at være multilingual og tilstræber at fremme en europæisk bevidsthed.

Nyheds-

kanaler

Ejerforhold
Sprog
Hovedsæde
Begyndelsestidspunkt
BBC World

Service TV

BBC Enterprises
Engelsk,

arabisk

London,

England

April 1991
CNN Inter-

national

TBC, Turner Broadcasting Corporation
Engelsk
Atlanta, USA
September 1985
Euronews
Nationale public service stationer i Finland, Frankrig, Grækenland, Italien, Schweiz, Spanien, Ægypten.

Selskabet Generale Occidentale

Engelsk, fransk, tysk, spansk, italiensk
Lyon, Frankrig
Januar 1993
n-tv
CNN Germany, Time Warner, East German Investment Trust, Nixdorf, Karl-Ulrich Kuhlo, Rotschild, COM 2i.
Tysk
Berlin, Tyskland
November 1992
Sky News
British Sky Broadcasting (News International, Granada Group, Pearson, Chargeurs, Reed International)
Engelsk
London, England
Februar 1989

Skema 2. Kilde: Hjarvard (1995) & Zimmer (1993).

Nyhedskanalerne har givet Eurovisionens nyhedsudveksling og tv-nyhedsbureauerne ny konkurrence. Flere af tv-nyhedskanalerne bruges som supplement til de traditionelle telegrambureauers virksomhed; både på avisredaktioner og tv-redaktioner står der ofte en eller flere af tv-nyhedskanalerne og kører dagen lang. Tv-redaktionerne bruger dem tillige som billedbureauer. Eksempelvis abonnerede DRTV's TV-Avisen i begyndelsen af 1990'erne et par år på CNN International og havde eneret i Danmark til deres billeder. Dette abonnement blev dog opgivet, både pga. prisen og fordi man på redaktionen fandt, at udvalget havde for meget indenrigsstof fra USA og for lidt internationalt stof. Endelig svarede CNN Internationals billedjournalistik med et utal af talende ansigter ikke til TV-Avisens konventioner for billedbrug.

Fremkomsten af tv-nyhedskanalerne gav også de nationale tv-nyhedsredaktioner øget konkurrence. Selvom man på de nationale redaktioner havde begrænset viden om publikums reelle brug af de nye kanaler, er der næppe tvivl om, at alene eksistensen af dem påvirkede tv-journalistikken. Ikke mindst har nyhedskanalerne bidraget til en generel tempoopskruning i nyhedsformidlingen, sådan at der er blevet lagt øget vægt på aktualitet. Bevidstheden om, at publikum og kilder (politiske aktører) allerede kan have modtaget aktuel information om internationale begivenheder fra andre nyhedskanaler, bidrager til en øget fokusering på aktualitetsaspektet i tv-nyhederne. En udvikling, der også har andre årsager, bl.a. tekniske, men som er blevet stimuleret af de internationale nyhedskanaler.

Nyhedskanalernes kontinuerlige sendevirksomhed har i de større europæiske lande også fremskyndet en allerede igangværende tendens: udvidelsen af antallet af nyhedsudsendelser på den enkelte kanal. I lande som England, Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien har de nationale public service stationer samt nogle private tv-stationer udvidet programvirksomheden, og i denne sammenhæng er der tilnærmelsesvis kommet den samme timenyhedsvirksomhed, som vi herhjemme kender fra radioen. Dertil kommer større nyhedsudsendelser af 15-30 minutters varighed ved 12-tiden, ved 15-tiden, ved 17,30-tiden og ved 21-tiden. Så også på de nationale tv-stationer i de større lande er tv-nyheder blevet tilgængelige det meste af tiden. En udvikling, der i øvrigt skal ses i sammenhæng med, at tv i brugsmæssig henseende er ved at overtage en række af de funktioner, som tidligere har været forbeholdt radiomediet.

I Danmark er denne timenyhedsstruktur ikke slået igennem på tv-området. Det skyldes bl.a. ressourcemæssige problemer forbundet med en sådan udvidelse af nyhedsvirksomheden. Det er imidlertid tænkeligt, at der kommer flere nyhedsudsendelser i fremtiden på de enkelte kanaler; i danske kanalers snart mangeårige overvejelser om og planer for morgen-tv har nyhedsformidling indgået som et vigtigt element.

Tv-nyhedskanalerne har øget både forbrugeres og nyhedsredaktioners adgang til levende billeder om internationale forhold. Den øgede adgang modificeres dog af det forhold, at nyhedskanalerne baserer deres kontinuerlige udsendelsesvirksomhed på et omfattende genbrug af nyhedsbilleder. Hvad kanalerne bringer er langt fra altid nyt. En studie af CNN Internationals sendeflade viser, at hovedhistorierne typisk gentages 10-15 gange inden for et 24 timers forløb. En enkelt historie kan køre i forskellige versioner 30-40 gange i løbet af et døgn (Bredegaard & Davidsen-Nielsen, 1992).

Der foregår tillige en omfattende recirkulation af billedmateriale mellem tv-nyhedsbureauer og tv-nyhedskanaler: Reuters TV leverer en betydelig mængde nyhedsbilleder til Sky News; Euronews baserer hovedparten af sin nyhedsformidling på billedmateriale fra Eurovisionens nyhedsudveksling; BBC World og CNN trækker i betydeligt omfang på billedmateriale fra Worldwide Television News. Og omvendt graver nyhedskanalerne selv en større stofmængde op som tv-nyhedsbureauerne aftager og tilbyder deres kunder. Der er ingen tvivl om, at mængden af nye indslag som helhed er øget, i og med at der er kommet flere aktører, der selv indsamler og bidrager med billedstof. Recirkulationen af stof er imidlertid også øget, så udvidelsen af sendevirksomheden er ikke ligefrem proportional med mængden af originalt nyhedsstof. Den omfattende recirkulation har bl.a. økonomiske årsager, da det vil være alt for omkostningskrævende at fylde nyhedskanalernes programflader ud med nyt stof hele tiden.

Forbrug af internationale nyhedskanaler

Til at belyse de internationale tv-nyhedskanalers betydning hos de enkelte forbrugere i Danmark skal her inddrages aktuelle seeroplysninger for nogle af disse kanaler. Seeroplysninger stammer fra tv-metermålinger i perioden 27.2.-30.4.1995.[9] Desværre omfatter de tilgængelige data ikke n-tv eller BBC World, men kun CNN International, Euronews og Sky News. N-tv har formodentlig kun meget ringe udbredelse i Danmark, hvorimod BBC World antages at spille en lidt større rolle i seningen, måske af samme omfang som CNN International.

Til at belyse nyhedskanalernes penetration kan man bruge tal for hvormange husstande, der i 1995 har mindst ét tv-apparat fast indstillet til at kunne modtage kanalen. Det giver følgende fordeling:[10]

Sky News 11%

CNN International 32%

Euronews 11%

For at give lidt proportioner på nyhedskanalernes penetration kan det oplyses, at CNN Internationals penetration nogenlunde svarer til NRK's, Super Channels, TV4's (Sverige) og Discoverys penetration. Sky News' og Euronews' penetration svarer nogenlunde til DK4's, 3Sats, RAI Unos og RTL2's penetration.

Ser man på den faktiske brug af kanalerne, viser det sig, at danske seere i gennemsnit bruger ret begrænset tid på at se de internationale nyhedskanaler. Det gennemsnitlige ugentlige forbrug på alle 3 kanaler tilsammen er kun 4 minutter om ugen. Forbruget er her så lille, at den statistiske usikkerhed gør det noget risikabelt at lave yderligere opdelinger i materialet. Vover man forsøget, ser det ud til, at CNN International har en større andel af forbruget end de øvrige.

Dette er alene gennemsnitstal for hele befolkningens forbrug. Spørgsmålet er, om der bag et sådant gennemsnit gemmer sig større forskelle i forbrug, eksempelvis i forhold til alder eller livsstil. Bruger seerne i almindelighed 4 minutter om ugen på disse kanaler, eller er gennemsnittet snarere et resultat af enkelte grupper med et højt forbrug? Til belysning af dette er der lavet kørsler for hver uge i ovennævnte periode på henholdsvis alder og Mini-Risc's 5 forskellige livsstilssegmenter: blå, grøn, grå, violet og rosa.

Ser man på de 3 kanalers ugentlige dækning, hvor kravet er, at seeren skal have brugt mindst 1 minut på en af kanalerne, viser det sig, at kun omkring 15-17% af befolkningen har frekventeret kanalerne. Et forbrug under 1 minut om ugen må siges at ligge uden for, hvad der kan kaldes et egentligt forbrug af en tv-kanal. Det er derfor kun en beskeden del af befolkningen, der frekventerer disse kanaler.

Øger man kravet til ugentlig dækning til en sening på en af kanalerne i mindst 15 min/ugen, falder den ugentlige dækning for alle 3 kanaler tilsammen til 2-3% af befolkningen i de ovennævnte uger. Udtrykt i absolutte tal er der altså ca. 100.000 - 150.000 mennesker, der bruger mindst et kvartér på en eller flere af disse nyhedskanaler i løbet af en uge. Hovedparten af befolkningen (7/8 af befolkningen groft sagt) har i løbet af en uge praktisk talt intet forbrug (dette skal imidlertid også ses på baggrund af den lave penetration af især Euronews og Sky News; men på den anden side er den lave penetration også et delvist udtryk for lav interesse). På denne baggrund -og under iagttagelse af de problemer, som forbrugets beskedne størrelse giver statistisk set - kan man i det mindste foreløbigt konkludere, at der bag et beskedent gennemsnitligt forbrug gemmer sig det forhold, at hovedparten af befolkningen i praksis ikke frekventerer disse kanaler, og at et beskedent udsnit af befolkningen bruger disse kanaler i et lidt større omfang.

Hvem består denne gruppe med et større forbrug af tv-nyhedskanaler så af? Tv-meter undersøgelserne peger her på, at det overvejende er den aldersmæssige midtergruppe, dvs. personer i alderen 21-54 år, der frekventerer en eller flere kanaler mindst 15 minutter om ugen. De unge (<20 år) ser i begrænset omfang kanalerne, og de ældre over 54 ser det i endnu mindre grad. Hvad angår Mini Risc's livsstilssegmenter, peger analysen på, at det især - og ikke overraskende - er det blå segment af befolkningen, der har et lidt større forbrug af disse kanaler. Det blå segment er kendetegnet ved en livsstil og holdninger præget af stor selvtillid, stort privatforbrug, kulturel aktivitet og en opfattelse af, at "viden er magt".

Fremkomsten af internationale tv-nyhedskanaler har ikke i synderligt omfang ændret på danskernes tv-nyhedsforbrug. Nyhedsforbruget ligger stadig helt overvejende på de danske kanaler, og kun en beskeden del af befolkningen bruger de rene nyhedskanaler som et supplement til den øvrige nyhedssening.[11] For den beskedne del af befolkningen, der har et lidt større forbrug af internationale nyhedskanaler, ser der ud til at gøre sig det velkendte forhold gældende, at når en ny informationskilde og -teknologi kommer frem, vil det ofte være de relativt informationsstærke og i øvrigt selvsikre segmenter af befolkningen, der også vil udnytte denne informationsmulighed.

Det meget beskedne forbrug hos den private husstand indebærer imidlertid ikke, at tv-nyhedskanalernes betydning er helt marginal. De internationale tv-nyhedskanaler har rykket nyhedsformidlingen ud af det nationale rum og gjort tv-nyheder til noget, der principielt altid er tilgængeligt. Hermed har de bidraget til at ændre både seeres, nyhedsredaktioners og politiske aktørers opfattelse af, hvad nyhedsformidling i tv er, og hermed også ændret forventningerne til, hvad nyhedsformidlingen i nationalt regie kan og bør være.

Udviklingen inden for de internationale indsamlings- og distributionssystemer for tv-nyheder har bevirket, at vi nu kan få adgang til viden om utallige hændelser fra hele verden i en meget konkret og anskuelig form, som tale, lyd og ikke mindst billeder. I de senere år har vi være "vidner" til store historiske øjeblikke, hvor magten har skiftet hænder: Berlinmurens fald, Golfkrigen, apartheidstyrets fald i Sydafrika m.fl. Ved disse afgørende begivenheder, som tv har dækket, har vi som seere ikke opfattet os som del af et nationalt fællesskab, men snarere forstået os som del af et globalt publikum: Fornemmelsen af, at "the whole world is watching", har været karakteristisk for disse kollektive erfaringer.

Det er imidlertid tvivlsomt, om man af den grund kan tale om, at der er etableret en form for overnational, eventuelt global offentlighed. Identifikationen med et globalt publikum er kun en lejlighedsvis foreteelse knyttet til enkeltbegivenheder. Der er ikke tale om dannelsen af et nyt felt for videns- og erfaringsudveksling, hvor man kan forestille sig, at i det mindste hovedparten af fællesskabet modtager samme viden på kontinuerlig basis. Nyhedsmediernes offentlighed er, hvad angår publikum, fortsat af overvejende national karakter.