4. Medierne og de nye danskere: flygtninge og indvandrere

Internationaliseringen af det danske samfund har ikke kun givet danskerne øgede relationer til den omgivende verden. Danskernes etniske og kulturelle sammensætning har også ændret karakter som følge af flygtningestrømme, arbejdskraftens internationale mobilitet m.m. Tilgangen af flygtninge og indvandrere til Danmark har bidraget til at gøre befolkningens levevis og kultur - herunder også mediebrug - mere forskellig og varieret. Danmark bevæger sig som andre europæiske samfund i retning af et flerkulturelt samfund med bredere etnisk sammensætning, omend der også er store forskelle på, i hvilken grad de enkelte europæiske lande er blevet flerkulturelle. Set med nogle europæiske landes øjne er Danmark etnisk og kulturelt fortsat et relativt homogent samfund.

I det følgende skal det belyses, på hvilken måde massemedierne indgår - eller ikke indgår - i udviklingen af en dialog mellem etniske flertal og mindretal. Mere præcist er det formålet at belyse og diskutere:

1. På hvilken måde behandler medierne den flerkulturelle situation i Danmark, herunder hvordan behandles etniske mindretal i medierne?

2. Hvilke medier henvender sig specifikt til de etniske mindretal?

3. Hvilke medievaner gør sig gældende blandt etniske mindretal?

4. Hvilke mediepolitiske målsætninger kan der opstillet i tilknytning til forskellige politiske strategier over for etniske mindretal?

Førend de mediemæssige aspekter behandles skal der først præciseres nogle enkelte forhold vedrørende de etniske mindretals situation i Danmark samt den hidtidige officielle politik på dette område.

Lad os indledningsvis indkredse omfanget af indvandrere og flygtninge i Danmark. Pr. 1. januar 1994 var der 189.014 personer med udenlandsk statsborgerskab bosat i Danmark; dette svarer til 3,6% af hele den danske befolkning. 61.250 af disse var statsborgere fra, hvad man i mangel af bedre udtryk kan kalde den vestlige kulturkreds, dvs. de øvrige nordiske lande, EU og Nordamerika. 127.764 kom fra lande uden for denne kulturkreds. Til disse tal skal lægges ca. 18.000 flygtninge fra det tidligere Jugoslavien, hvis ophold her i landet efter politisk beslutning angiveligt skal være midlertidigt, samt ca. 6.000 asylansøgere, der venter på at få deres ansøgning behandlet. En række udlændinge, herunder flygtninge og indvandrere, har i tidens løb fået dansk statsborgerskab. Inden for de sidste 10 år har knap 40.000 personer fået dansk statsborgerskab.[12]

Det officielle Danmarks holdning til indvandrere og flygtninge har ændret sig i tidens løb. Under arbejdskraftindvandringen i 1960'erne blev fremmedarbejdernes (som de dengang blev kaldt) ophold anset for midlertidigt, men det blev i løbet af 1970'erne klart, at opholdet var af mere permanent karakter, hvorfor en række integrationsbestræbelser så dagens lys. Hovedparten af disse bestræbelser var båret af en målsætning om, at indvandrene så hurtigt som muligt skulle assimileres i Danmark, og i denne proces blev ikke mindst undervisning i dansk sprog anset for at være et helt centralt tilbud. Siden er der kommet særlige tiltag for indvandrere og flygtninge inden for arbejdsmarkeds- og socialpolitikken, ligesom der i takt med, at børn af indvandrere og flygtninge er vokset op, er kommet andre tiltag i tillæg til danskundervisningen inden for skole- og undervisningspolitikken.

Kulturpolitiske initiativer inden for dette område har indtil for nyligt været endog særdeles beskedne (se Hammer & Toft (1995) for en oversigt). Mediepolitiske initiativer har ligeledes været yderst sparsomme - med etableringen af indvandrerradioens udsendelser i Danmarks Radio i 1977 som en væsentlig undtagelse. Der har således ikke været nogen større diskussion af mediernes behandling af flygtninge- og indvandrerspørgsmålet eller en debat om mediernes rolle i udviklingen af en dialog mellem etniske flertal og mindretal.

Jeg skal ikke her bruge større plads på at præcisere den officielle danske politik på flygtninge- og indvandrerområdet, men blot pege på følgende forhold:

- tilkendegivelser fra regering og Folketing i første halvdel af 1990'erne om indvandrer- og flygtningespørgsmål peger på, at man i modsætning til 1970'ernes mere simple assimilationstankegang forstiller sig en mere pluralistisk integrationspolitik, hvor de nye danskere både kommer til at indgå i det danske samfund på lige fod med andre og fastholder dele af deres hidtidige identitet og kultur.[13]

- med loven om Nævnet for Etnisk Ligestilling fra 1993 udtrykte et flertal i Folketinget, at der foregår etnisk forskelsbehandling i det danske samfund. I forlængelse heraf blev det rådets arbejdsområde: "Bekæmpelse af etnisk forskelsbehandling i alle dens aspekter samt understøttelse af, at alle etniske grupper i samfundet, uanset forskelle i forudsætninger, gives muligheder for at udøve deres aktiviteter på lige fod".

- mediernes rolle har udover indvandrerradioens etablering i 1977 ikke i større omfang været genstand for politiske overvejelser, hvad angår flygtninge og indvandrere.

For at give en fornemmelse af proportioner i diskussionen af eventuelle problemer eller konflikter i forholdet mellem etniske flertal og mindretal, kan det være værd at se på hvilke holdninger, der gør sig gældende på dette område i den danske befolkning sammenlignet med andre nordiske og europæiske lande.

Et par analyser kan belyse graden af tolerance blandt danskere sammenlignet med andre lande. En sammenlignende undersøgelse fra 1992 af holdninger til fremmede i Norge, Danmark og Sverige viser, at danskerne ligger mellem svenskerne og nordmænd, når det gælder graden af tolerance over for flygtninge og indvandrere[14]. En undersøgelse foretaget i 1988 sammenligner danskernes holdninger til fremmede med situationen i EU-landene som helhed. Som det fremgår af tabel 4 er der ikke noget, der tyder på, at danskerne skulle være mere tolerante end gennemsnittet af EU-borgere. Faktisk var der på daværende tidspunkt markant færre personer i Danmark med en meget tolerant holdning, end der var i EU som helhed (6% i Danmark mod 22% i hele EU). På baggrund af disse og andre undersøgelser synes der ikke at være tale om, at fællesskabsfølelsen over for indvandrere og flygtninge skulle være specielt høj i Danmark; der er dog heller ikke tale om, at tolerancen skulle være markant mindre.


Tabel 4

Graden af tolerence over for fremmede i Danmark og andre EU lande i 1988.

Danmark12 EU lande
Gruppe 1622
Gruppe 24228
Gruppe 33118
Gruppe 4718
Gruppe 51414
I alt100100

Skalaen af holdninger går fra gruppe 1, der omfatter personer med en progressiv, meget tolerant holdning til fremmede, til gruppe 5, der omfatter personer med en kategorisk afvisende holdning til fremmedes tilstedeværelse.

Kilde: Ottesen (1993: 33), der henviser til Eurobaromenter (1989).


Tonsgaard (1989) har lavet en mere indgående analyse af danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere og påpeger, at negative holdninger over for flygtninge og indvandrere ikke skal ses som udtryk for racisme, men snarere som en mere passiv uvilje mod noget anderledes:

Analyserne i dette kapitel giver hverken anledning til at tale om racistiske tendenser i den danske befolkning eller om, at et flertal har negative holdninger til flygtninge og indvandrere. Isoleret betragtet er mindretallets negative holdninger snarere præget af afstandtagen fra og frygt for det fremmedartede og af et ønske om assimilation af flygtninge og indvandrere, hvis de vil opholde sig her i landet.[15]

Skal man meget kortfattet opsummere spørgsmålet om tolerance og dermed indirekte tærsklen for konflikter må man sige, at der ikke er meget, der taler for, at der i Danmark skulle være særligt markante problemer i relationen mellem danskere og fremmede. Omvendt kan Danmark heller ikke bryste sig af at være noget særligt åbentsindet sted; vi er stort set lige så meget - eller lige så lidt - tolerante som flertallet i andre europæiske lande.

4.1. Nyhedsmediernes behandling af etniske mindretal

Etniske konflikter både i udlandet og herhjemme er sædvanligvis godt stof i pressen, i både aviser, radio og tv. Indvandreres og flygtninges vilkår, religion og antal er ligeledes hyppige temaer i pressen, og indvandrere og flygtninge har i flere omgange været inddraget som tema under valgkampe til folketings- og kommunevalg. Den måde, hvorpå i hvert fald dele af pressen har dækket spørgsmål vedrørende flygtninge og indvandrere har lejlighedsvis givet anledning til kritik. Ikke mindst flygtninge og indvandrere samt organisationer, der arbejder med flygtninge- og indvandrerspørgsmål har anset pressens behandling for utilstrækkelig, misvisende og i nogle tilfælde direkte konfliktskabende. Indvandrerrådets Medie- og Kommunikationsgruppe har således i en "Rapport om massemedierne og de etniske minoriteter i Danmark"[16] samlet forskellig dokumentation for, hvad der efter rådets mening er uheldig pressedækning af indvandrere og flygtninge. Rapporten indeholder tillige en kortfattet gennemgang af de fleste eksisterende analyser vedr. danske forhold.

Med henblik på at sætte mediernes dækning til debat afholdt Nævnet for Etnisk Ligestilling i november 1994 en mediekonference, hvor også repræsentanter fra journalister og medier deltog. Efter konferencen er nævnet påbegyndt en besøgsrunde til forskellige danske avisredaktioner for mere konkret at diskutere de enkelte avisers holdning til dækningen af flygtninge og indvandrere. Den journalistiske efteruddannelse har også forsøgt at tage problemstillingen op; et kursus om flygtninge og indvandrere måtte dog aflyses på grund af manglende tilslutning. Et nyt kursus synes i skrivende stund at blive til noget.

Jeg skal her meget kortfattet pege på, hvad der ud fra et videnskabeligt synspunkt kan siges om pressens behandling af etniske mindretal. Der findes ikke nogen større videnskabelig behandling af emnet i Danmark, men alene nogle få, mindre studier, der belyser forskellige aspekter. Tonsgaard (1989) har inddraget mediernes indflydelse i en analyse af den offentlige diskussion af flygtninge- og indvandrersspørgsmålet under valgene i 1987 og 1988. Han finder ikke belæg for, at beskæftigelsen med flygtninge- og indvandrerspørgsmål skulle være medieskabte fænomener, men konkluderer følgende:

Den klare forbindelse mellem vælgernes politiske problemopfattelse og deres opfattelse af dagsordenen for den offentlige debat betyder ikke, at spørgsmål om indvandrere og flygtninge er medieskabte fænomener. Men indflydelsen fra mediernes - og det vil i første række sige TV's - emnevalg og emneprioriteringer på vælgernes politiske problemopfattelse er stærk - også når det gælder flygtninge og indvandrere.[17]

I udlandet er der foretaget betydeligt mere omfattende og dybdegående analyser af forholdene; for en oversigt over forholdene i forskellige lande se f.eks. Husband (1995) og Frachon & Vargaftig (1995). En meget omfattende analyse med brug af både kvantative og kvalitative metoder til belysning af pressens behandling af flygtninge og indvandrere i Holland og England har bl.a. følgende konklusion:

Our review of earlier studies showed that during the last decades the coverage of ethnic and racial affairs in the Press, on both sides of the Atlantic, has gradually become less blatantly racist, but that stereotypes and the definition of minorities as a 'problem' or even as a 'threat' is still prevalent, in particular in the popular newspaper, while minority journalists, especially in Europe, continue to be discriminated against in hiring, promotion and news story assignments.

This book has shown that for the coverage during the 1980s, the same conclusion may be drawn...[18]

I punktform kan nogle af de centrale problemer i pressedækningen ifølge van Dijk (1991) siges at være:

* etniske minoriteter behandles ofte som problemer, undertiden ligefrem som trusler. De behandles sjældnere i kraft af egenskaber, der vedrører mere positive kvaliteter.

* etniske minoriteter behandles ofte i tilknytning til et meget begrænset set af temaer, f.eks. kriminalitet, religion, socialhjælp o.lign.

* etniske minoriteter behandles ofte som én stor gruppe, uden at der differentieres imellem dem. Enkeltindivider behandles i kraft af deres etniske tilhørsforhold, ikke deres enkelte person.

* populærpressens dækning er gennemgående mere tilbøjelig til at give meget stereotype behandlinger af etniske minoriteter og udpege minoriteter som problemer.

* etniske mindretal citeres langt mindre end flertallet, også når begivenhederne involverer etniske mindretal.

* etniske mindretal er underrepræsenteret blandt journalister; herved forstærkes tendenserne til mindre nuanceret dækning af spørgsmål, der vedrører etniske minoriteter.

Som nævnt er der ikke foretaget nogen større videnskabelig analyse af dette emne i Danmark. De enkelte analyser, der er foretaget, peger dog på, at nogle af de samme forhold har gjort sig gældende i Danmark i nogle medier og i behandlingen af bestemte temaer/sager. Der findes imidlertid også eksempler på, at man bevidst har forsøgt at skabe en mere nuanceret journalistisk dækning af indvandrere og flygtninge (se f.eks. Ufer, 1988). Hvordan det mere specifikt forholder sig på dette område, må imidlertid siges at være et delvist ubesvaret spørgsmål - og i nogen grad et holdningsspørgsmål.

4.2. Medier, som specielt er henvendt til etniske mindretal i Danmark

I det følgende gives en kortfattet gennemgang af massemedier, der på den ene eller anden måde er målrettet mod flygtninge og indvandrere i Danmark. Et sådant overblik kan give en idé om, i hvilket omfang yderligere mediepolitiske initiativer på dette område er påkrævet.

Landsdækkende radio og tv

* Danmarks Radio har siden 1977 udsendt radioprogrammer på forskellige fremmedsprog til etniske mindretal i Danmark. Denne virksomhed skal bl.a. ses i lyset af internationale aftaler, der anbefaler, at fremmedsproglige grupper skal kunne modtage information på eget sprog i de lande, som de opholder sig i. DR sender til fire sproggrupper: tyrkisk, urdu, arabisk og sydslavisk. Til hver sproggruppe sendes 5 minutters nyheds- og aktualitetsstof mandag - fredag; nyhedsudsendelserne genudsendes hver dag. Dertil kommer et ugentligt magasinprogram på hvert af de fire sprog. Denne programvirksomhed er ikke integreret i den almindelige programflade i radioen, men sendes separat på mellembølge sammen med andre specialtjenester. Til hver af de fire sproggrupper er der en redaktion bestående af 3 medarbejdere samt en redaktionssekretær. Indvandrerredaktionen anslår selv, at det potentielle publikum for alle fire sproggrupper tilsammen er omkring 100.000 personer.[19] Den erklærede målsætning for indvandrerredaktionen er følgende:

Formålet med programmerne er at give en saglig, balanceret, upartisk og fair information på indvandrenes eget sprog og i en form, der tager hensyn til indvandrernes særlige forudsætninger, så de bliver i stand til at forstå det samfund, de lever i, og de begivenheder, der optræder i det, og så de kan se sig selv som dele af dette samfund og samtidig som bærere af deres oprindelige kultur, således at de kan

integreres i det danske samfund uden at skulle opgive deres egen identitet og kultur.[20]

Den nuværende udsendelsesstruktur trådte i kraft ved indgangen til 1996. Før da sendte indvandrerradioen alene et dagligt nyhedsprogram á 15 minutter til hver af de fire sproggrupper. Indførelsen af et ugentligt magasinprogram er en udløber er diskussioner i DR om indvandrerradioens virksomhed. Det har været kritiseret, at indvandrerradioen i sin tidligere udformning ikke tog højde for de ændringer, der er sket i indvandreres og flygtninges medieforbrug eller i publikumsgruppens sammensætning og mediebehov.

Blandt overvejelser bag programændringerne indgår bl.a. den øgede adgang til tv og radio via satellit, videoimport m.m., der har øget indvandreres og flygtninges eksponering over for massemedier på deres eget sprog. Danmarks Radios udsendelser på dette område skal derfor ikke længere ses som et grundlæggende informationstilbud, men snarere som et supplement til det øvrige medieforbrug. Her lægger Danmarks Radios indvandrerredaktion ikke mindst vægt på sin public service status, der sikrer, at nyhedsformidlingen er uafhængig af statslige og kommercielle interesser og baseret på væsentlighedskriterier, hvad der adskiller den fra mere statsafhængige radio- og tv-stationer i f.eks. de arabiske lande og Mellemøsten.

Endelig ønsker man i DR i højere grad at kunne tage højde for, at de potentielle lyttere inden for de enkelte sproggrupper kan være meget forskellige med hensyn til alder, køn, kultur, religion og erfaringer med det danske samfund. Der er dog klare grænser for, hvor differentieret et udbud, der kan laves i forhold til forskellige målgrupper, når man tager den begrænsede sendetid til hver sproggruppe i betragtning. Indførslen af et magasinprogram har ikke øget det samlede sendevolumen, idet der samtidig blev reduceret i det daglige nyhedsprograms længde.

Det indførte magasinprogram skal være mere eksplicit integrationsorientret, dvs. det skal behandle problemstillinger, der i bred forstand vedrører kulturmødet i Danmark. Der er ikke planer om at flytte indvandrerredaktionens programvirksomhed fra mellembølge til den almindelige sendeflade (FM's program 1, 2 m.fl.). Sammensætningen af de fire sproggrupper er der heller ikke planer om at ændre.

Danmarks Radio har ikke nogen udsendelsesvirksomhed henvendt til flygtninge og indvandrere i tv-mediet; men det overvejes, om der eventuelt skal sendes sådanne programmer i den særlige public access programflade "TV-Åben".

* TV2 og TV3. Hverken TV2 eller TV3 har regelmæssig programvirksomhed specielt henvendt til etniske mindretal, andre sproggrupper etc.

Lokalradio og -tv

Der findes flere lokalradioer og enkelte lokal-tv-stationer, som lejlighedsvis bringer stof, der specielt er henvendt til flygtninge eller indvandrere. Det drejer sig formentligt om ca. 15 lokalradio- eller tv-stationer. Ofte produceres sådant stof af en særlig indvandrerredaktion, der har et fast ugentligt program på et eller flere fremmedsprog. Enkelte lokalradioer som "Radio Al-Fatiha" på Frederiksberg producerer alene for indvandrere.

Den eksisterende lovgivning giver mulighed for, at lokalradio og -tv målrettes mod indvandrere eller flygtningegrupper, men der ligger ikke i lovgivningen nogen særlig tilskyndelse til det.

Magasiner og tidsskrifter

Der udgives en række tidsskrifter og magasinlignende medier, der helt eller delvist er henvendt til flygtninge eller indvandrere, og hvis indhold blandt andet vedrører flygtninge- og indvandrerspørgsmål; mange af dem har dog et andet sigte (f.eks. kulturelt eller religiøst), hvor flygtninge- og indvandrerproblematikken kun er sekundær og i enkelte tilfælde helt fraværende. Nogle af disse medier er i lige så høj grad henvendt til danskere, der interesserer sig specielt for denne problematik, eksempelvis gennem deres arbejde. Kristiansen (1994) har lavet en oversigt over tidsskrifter for indvandrere og fremmedsprogede minoriteter i Danmark. Der findes omkring 150 af sådanne tidsskrifter. Knap halvdelen af disse er på dansk (eller overvejende på dansk); resten er på de respektive fremmedsprog. 150 forskellige tidsskrifter kan lyde af meget, men det skal påpeges, at flere af dem kommer i meget små oplag (få hundrede eksemplarer), udgivelsen kan være uregelmæssig, og udstyret (papir, tryk, opsætning) kan være af stærkt svingende kvalitet gående fra fuldt professionelt udstyrede tidsskrifter til fotokopierede amatørproduktioner.

Her skal nævnes nogle af de større dansksprogede tidsskrifter, hvor flygtninge- og indvandrerspørgsmål, kulturmøde o.lign. er centrale temaer:

* Djembe. Afrikansk kultur & Verdensmusik. Udkommer en gang i kvartalet og udgives af DAPAMDA, Danish Association for Promotion of African Music, Drama and Art.

* Etnica. Bladet om de etniske mindretal i Danmark. Udkommer 6 gange om året. Udgives af IND-sam, de Etniske mindretals sammenslutning i Danmark.

* Exil. Udkommer kvartalsvis. Udgives af Dansk Flygtningehjælp, Minoritetsstudier på Københavns Universitet og Det Danske Center for Menneskerettigheder.

* Flygtninge Nyt. Udkommer 10 gange om året og udgives af Dansk Flygtningehjælp.

* Nyhedsbrev om Danmarks Udlændinge. Udkommer hver 2.uge og udgives af Indenrigsministeriet.

* Nyhedsbrev om indvandrere og flygtninge. Udkommer 8 gange om året og udgives af Mellemfolkeligt Samvirke

* Samspil - et tidsskrift om indvandrere. Udkommer 8 gange om året; udgives af uafhængig institution, hvis bestyrelse rummer repræsentanter fra Indvandrerrådet, stat og kommune, Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Flygtningehjælp m.fl.

* Soldue. Bladet om og af kvinder fra de etniske mindretal. Udkommer en gang i kvartalet.

4.3. Flygtninges og indvandreres brug af massemedier

Det er meget sparsomt, hvad der vides om flygtninge og indvandreres medieforbrug og medieadfærd. Deres beskedne andel af befolkningen gør det meget vanskeligt at bruge de eksisterende instrumenter til dataindsamling (f.eks. tv-meteret), ikke mindst hvis man ønsker at vide noget mere differentieret om forskelle inden for gruppen af flygtninge og indvandrere. Gruppens beskedne størrelse (og relativt beskedne købekraft) gør dem tillige uinteressante som annoncepublikum, hvorfor kommercielle medieselskaber ikke foretager regelmæssige målinger af gruppens eksponering for medier.

I Danmark er der kun foretaget én analyse af flygtninges og indvandreres mediebrug. Den er gennemført i 1995 af Kirsten Just Jeppesen fra Socialforskningsinstituttet for Danmarks Radios medieforskning, radioafdelingen. Der er tale om en interviewundersøgelse i 10 forskellige familier med forskellig flygtninge- og indvandrerbaggrund.[21] Undersøgelsen var lavet med det specifikke formål at få evalueret flygtninges og indvandreres brug af og holdninger til DR's indvandrerradio, men undersøgelsen giver også et bredere indtryk af mediebrug i denne sammensatte gruppe. Da der er tale om en kvalitativ analyse, hvor respondenterne er strategisk udvalgt med henblik på at give så varieret et indtryk af mediebrugen, skal man være varsom med at generalisere på resultaterne.

På tværs af alle familier viser det sig, at tv udgør det foretrukne massemedie. Der er i forlængelse heraf megen kritik af, at der ikke udsendes fremmedsproglige udsendelser i tv. Man ser en del dansksproget tv, der suppleres med tv fra hjemlandet nedtaget via satellit. Radio har en mindre fremtrædende rolle i medieforbruget; eksempelvis hører man ikke så meget radio om morgenen, men ser i stedet tv. Man bruger dog også radioen, f.eks. lokalradio og radio fra hjemlande, og ikke mindst de unge hører P3 i DR.

Det hidtidige udbud fra DR's indvandrerredaktion vurderes som utilstrækkeligt og uhensigtsmæssigt i forhold til flygtninges og indvandreres aktuelle behov. Den grundlæggende nyhedsinformation behøver man ikke i så høj grad at få dækket via indvandrerradioen. Den kan dækkes gennem dansksprogede medier og hjemlandes medier. I stedet efterlyser mange familier programmer, der mere præcist giver orientering og praktisk information om forhold, der har relevans for flygtninge og indvandrere i Danmark. I en ung tyrkisk familie formuleres det eksempelvis således:

"Vi savner orientering om sundhedsforhold, f.eks. spædbarnspleje, vaccinationer af børn, tandhygiejne og tandlægebesøg, sunde kostvaner, forebyggende graviditetsbesøg hos læge m.m. Mange tyrkere har også behov for oplysninger om, hvor man henvender sig, og hvad man kan gøre for at skaffe sig et job, hvis man er arbejdsløs, og hvornår man skal melde sit barn i børnehaveklasse, og hvordan man melder sit barn i fritidshjem og børnehave m.m."[22]

Den hidtidige fremmedsprogede nyhedsformidling for flygtninge og indvandrere har fortrinsvis en funktion over for de helt nytilkomne fremmede, som slet ikke har lært dansk sprog, og som måske ikke har besluttet sig for - eller ikke ved - om de vil blive mere permanent i Danmark. Hos de familier, der har lært noget dansk og har besluttet sig for at finde en tilværelse i Danmark, er der et udtalt ønske om en fremmedsproglig programvirksomhed - et supplement til de øvrige medietilbud - der på en mere udfoldet og direkte måde kunne støtte deres fortsatte integration i det danske samfund. F.eks. i form af magasinprogrammer i radio og tv, tekst-tv med løbende information m.m. Også familier, der dagligt bruger dansksprogede medier, ønsker et sådant supplement på modersmålet som støtte til bedre at kunne begå sig i det danske samfund.

Flere familier peger selv på, at ikke mindst tv-mediet kan bidrage væsentligt til at støtte flygtningenes og indvandrenes integration i Danmark. En kurdisk mand siger f.eks.:

"De fleste indvandrere i Danmark ved ikke, hvad der foregår her i landet - de kender ikke deres rettigheder og pligter - de lever i deres egen verden og er isolerede. Tv og radio kan hjælpe med at bryde denne isolation og lære dem om danske traditioner og kultur og alt mulig andet i Danmark. For mange tyrkere og kurdere er psykisk stadig i Tyrkiet, selv om de fysisk er i Danmark".[23]

Undersøgelsen peger også på, at der er betydelige forskelle i gruppen af indvandrere og flygtninge. Mænd har generelt en større kontaktflade til personer og institutioner uden for den etniske minoritet; nogle kvinder lever ret isoleret, og for dem kan et øget målrettet medieudbud eventuelt bidrage til at skabe større viden om og kontakt med det danske samfund. 2. generation af indvandrere, der i sagens natur er ret unge, har igen andre behov, herunder informationsbehov. Selvom de som oftest har mere omfattende kontakter til det øvrige danske samfund end forældregenerationen, lever de også i en dobbelt kultur: hjemmet er delvist præget af hjemlandets kultur, hvorimod de unge i eksempelvis skolen præges af det øvrige danske samfunds kultur.

Der er et udtalt ønske hos de interviewede familier, der som nævnt dækker et bredt spektrum af flygtninge og indvandrere, om at lære mere om det danske samfund. Samtidig har de alle et ønske om at bevare en livline tilbage til hjemlandes kultur. I begge tilfælde gælder det, at massemedierne og specielt tv spiller en central rolle for indfrielsen af ønskerne.

Som omtalt er dette den eneste eksisterende analyse af indvandrere og flygtninges mediebrug i Danmark. For nærmere at kunne belyse problemstillingen må der gennemføres studier, der har et bredere deskriptivt sigte og kan give mere repræsentative svar på mediebrugens karakteristika.

4.4. Mediepolitiske målsætninger

Bortset fra oprettelsen af indvandrerradioen i DR i 1977 har der ikke været mediepolitiske tiltag i tilknytning til integration af flygtninge og indvandrere. I tråd hermed har der heller ikke været mange overvejelser fra politisk hold om, hvordan forskellige mediepolitiske tiltag kunne tænkes at indgå i forskellige integrationsprocesser. I det følgende skal jeg kort skitsere og diskutere, hvilke mediepolitiske målsætninger, der kunne knytte sig til de forskellige generelle integrationsstrategier.

Der findes 3 overordnede strategier til at regulere forholdet mellem etniske mindretal og flertal: assimilation (tilpasning), pluralistisk integration og ghetto-dannelse. En fjerde strategi er udrensning, der eksempelvis praktiseres i Bosnien i disse år (med betydelig bistand fra lokale massemedier). En sådan strategi ligger uden for et civiliseret samfunds moralkodeks og handlemuligheder, ligesom det er i strid med en række internationale konventioner.

For hver af disse generelle strategier kan medierne indgå på forskellig måde. I alle tre tilfælde må en mediepolitisk målsætning vedrørende forholdet mellem etniske flertal og mindretal forholde sig til de tre typer af medier, som indgår i etniske mindretals medieforbrug:

1. Medier, der anvendes af flertallet af befolkningen, dvs. Danmarks Radio, TV2, morgen- og frokostaviser, provinsaviser, ugeblade, tidsskrifter m.m. Disse medier benævnes i det følgende hovedmedierne.

2. Medier, der er henvendt til etniske mindretal i Danmark, og som ofte er etableret og drevet af de etniske mindretal selv i Danmark, f.eks. tidsskrifter, elektroniske lokalmedier o.lign.

3. Medier fra etniske mindretals hjemlande, f.eks. radio og tv, der nedtages i Danmark via satellit og parabol, videoer, musikkassetter, dagblade m.m.

Her skal de mediepolitiske målsætninger og initiativer kort gennemgås i forhold til hver af de generelle politiske strategier over for indvandrere og flygtninge:

Assimilation / tilpasning: Inden for denne strategi er tankegangen, at de fremmede hurtigst muligt skal indgå i det danske samfund på lige fod med danskere, og deres oprindelige kultur og sprog opfattes som oftest som en barriere for en sådan hurtig tilpasning. Det danske samfund yder et tilbud til de fremmede, men det er først og fremmest de fremmede, der skal ændre på sig selv og yde et arbejde for at blive medlemmer af det danske samfund.

Brug af hjemlandes medier vil typisk blive opfattet som et problem inden for denne strategi, i og med det får de fremmede til at forblive psykisk i deres hjemlandes kultur. Tilsvarende skal der heller ikke gives synderlig støtte til at flygtninge og indvandrere selv kan producere egne medier henvendt til dem selv i Danmark, da en selvstændig dyrkelse af egen kultur og sprog i Danmark vil øge forskellene mellem dem og danskerne og mindske incitamentet til at opgive den oprindelige kultur og sprog.

En hurtig tilpasning fremmes ved at give tilstrækkelig information om danske forhold på fremmedsprog til nytilkomne flygtninge og indvandrere i radio og tv og ved eventuelt at bruge medierne til sprogundervisning.

Pluralistisk integration: Hovedsigtet inden for denne strategi er, at flygtninge og indvandrere skal kunne indgå i samfundslivet på lige fod med andre danskere samtidig med, at de gives mulighed for at fastholde (dele af) deres kulturelle og sproglige udgangspunkt. De fremmede skal yde en indsats for at blive en del af det danske samfund, men også flertallet skal bidrage til integration og i et vist omfang tilpasse sig de fremmede.

Inden for denne strategi vil forbrug af hjemlandes medier ikke udgøre et problem i sig selv, men tværtimod bidrage til at de enkelte etniske kulturer kan fastholde (dele af) deres etniske kultur og med denne identitetsmæssige sikkerhed tilnærme sig det danske samfund. Udvikling af egne medier tjener samme funktion, og bidrager tillige til at den pågældende etniske gruppe får et diskussionsrum, der vedrører deres nye tilværelse i Danmark. Hovedmedierne udvikler en mere aktiv politik i forhold til etniske mindretal, både hvad angår den stofmæssige behandling af dem, inddragelse af dem som publikum og rekruttering som mediearbejdere (journalister, researchere m.m.) Målsætningen er, at hovedmedierne på godt og ondt skal afspejle den nye flerkulturelle situation i landet i såvel indhold, produktionssiden og i målgruppen.

Ghetto-dannelse: Inden for denne strategi tilstræbes der egentlig ikke integration, men snarere en form for mere eller mindre fredelig sameksistens mellem etniske mindretal og flertal. Alle har formelt set lige rettigheder og lever inden for samme nationalstat, men på mange af livets områder lever de forskellige kulturer hver deres egen tilværelse uden større kontakt med hinanden. Afhængig af forholdene kan der være tale om en tilstræbt udvikling eller blot resultatet af manglende politik og planlægning.

Hvad angår mediemæssige forhold, vil etniske minoriteter have et højt forbrug af hjemlandes medier, der suppleres med egne medier, som cirkulerer inden for den pågældende kultur. Der er ingen større forsøg på at integrere minoriteter i flertallets medier, hverken stofmæssigt, i forhold til målgruppe eller med hensyn til, hvem der producerer medierne.

I nedenstående skema er der en sammenfatning af forskellige mediepolitiske initiativer knyttet til de oven for nævnte generelle politiske strategier over for etniske mindretal.

Politisk strategi over

for etniske mindretal

Mediepolitisk virksomhed rettet mod

etniske mindretal

Assimilation

Ingen støtte til etniske gruppers egne

medier. Oplysning og undervisning i hoved-

medier til fremme af hurtig tilpasning. Brug

af hjemlandes medier opfattes som problem.

Pluralistisk integration

Støtte til etniske gruppers egne medier.

Aktiv politik for flerkulturel repræsentation i hovedmedier. Etniske mindretal supplerer

med hjemlandes hovedmedier.

Ghetto-dannelse

Etniske grupper etablerer egne medier evt.

med støtte fra det offentlige. Hovedmedier

præges ikke af etniske mindretal, der

derimod forbruger hjemlandes hovedmedier.