5. Kultur og politik i en overnational offentlighed

På nogle punkter synes Danmark og andre (vest)europæiske lande at bevæge sig mod multikulturelle samfund både som følge af indre social og kulturel udvikling, øget kulturelt og økonomisk samkvem over grænser, og udveksling og bosættelse af flygtninge og indvandrere. Man kan diskutere, om den danske befolkning reelt har færre erfaringer til fælles sammenlignet med tidligere. På nogle punkter, f.eks. hvad angår sproglig dialekt, er danskerne nok mere ens i dag, end de var for 50 år siden. Men målt i forhold til den velfærdsstatslige intention gennem 1950-1970'erne om at skabe et nationalt kulturfællesskab - bl.a. gennem brug af radio og tv - er 1990'ernes kulturlandskab mere sammensat; og endnu vigtigere: der er ikke længere nogen udtalt kulturpolitisk ambition om at skabe en sådan fælles dansk kulturbaggrund eller referenceramme. Snarere synes der fra kulturpolitisk hold at blive lagt vægt på mangfoldighed og mulighed for individuel udfoldelse og berigelse.

Den brede folkeoplysende opgave ses ikke længere som den primære kulturpolitiske målsætning, og i stedet synes kulturpolitik at koncentrere sig om at sikre et vist mål af kvalitet i det samlede udbud (se f.eks. Duelund, 1995). Der satses både kultur- og mediepolitisk på, at udbuddet skal være præget af danske kulturprodukter (og måske ligefrem også være en eksportvare f.eks. inden for film, litteratur og billedkunst), men prioriteringen af det dansk producerede er ikke knyttet til et kulturoplysningsprojekt med det formål at skabe en fælles dansk kulturbaggrund; den fine eller moderne kultur skal ikke udbredes til danskere på tværs af sociale lag og geografiske tilhørsforhold.

Der synes at være en vis kultur- og mediepolitisk ambivalens, hvad angår begrundelsen for at prioritere det danskproducerede. På den ene side fremføres mere traditionelle argumenter, hvor udbuddet skal sikre et minimum af danskproduceret kvalitet som modvægt mod et (internationalt) kommercielt udbud, der antages at være af mindre lødig kvalitet. Her er der i realiteten tale om en defensiv og til dels konservativ udgave af folkeoplysningsprojektet. En fælles dansk kultur er idealet, men grundlaget for det smuldrer gradvist, hvorfor ambitionen bliver at sikre en sådan dansk kultur på lavt blus; en vågelampe, der måske kan få bedre næring, hvis der kommer bedre tider.

På den anden side kan prioriteringen af et danskproduceret kvalitetsudbud også ses som en mere offensiv strategi, der har til formål at sikre, at de forskellige delkulturer i det danske samfund alle har en mulighed for at blive repræsenteret i det danske kultur- og medieudbud. Hensigten med at støtte det danskproducerede er inden for denne tankegang ikke nødvendigvis at skabe noget fælles dansk, men at sikre mangfoldigheden i kulturlivet inden for den ramme, som det nationale (sprog)fællesskab afgrænser. Det danskproducerede er ikke vendt mod udenlandsk kultur, men et væsentligt supplement - måske ligefrem et lokalt bidrag til at fortolke de voksende transnationale kulturer. Argumentationen bag den aktuelle kultur- og mediepolitiks støtte til mere danskproduceret stof rummer som oftest et mix af begge synspunkter.

Den flerkulturelle tendens skaber latent et problem i forholdet mellem kultur og politik: selvom man hylder den kulturelle mangfoldighed og ikke ønsker at dele kultur med alle i landet, er danskerne alligevel i forhold til politiske beslutninger tvunget til at udgøre et fællesskab. Danskernes kulturelle identitet og forbrug kan blive nok så heterogen, alsidig og mangfoldig; men hvis ikke der foregår en fælles politisk kommunikation gennem medierne og udvikles en fælles vidensbaggrund, skrider grundlaget for demokratiet på det nationale niveau.

Samtidig med at samfundet præges af flerkulturelle træk er dele af den politiske beslutningsproces flyttet fra det nationale niveau til et overnationalt EU-niveau. På den ene side bidrager det yderligere til en flerkulturel udvikling, i og med at det politiske fællesskab nu rummer mange forskellige lande og kulturer. På den anden side radikaliserer europæiseringen spørgsmålet om, hvordan en politisk dialog og politisk kommunikation udvikles og opretholdes i samfund, hvor befolkningerne ikke deler samme kulturbaggrund. Hvordan skal man forstå forholdet mellem kulturelt fællesskab og politisk fællesskab: er det ene en forudsætning for det andet, eller kan de tænkes uafhængigt af hinanden?

I lyset af denne overordnede problematik vil jeg i dette sidste afsnit kort belyse nogle aspekter af forholdet mellem kulturelt og politisk fællesskab.

5.1. Forholdet mellem kulturelt og politisk fællesskab

Hvis man ser bort fra de juridiske, økonomiske og administrative forhold, der afgrænser et socialt fællesskab, og i stedet fokuserer på de subjektive følelser og værdier, der knytter individet til fælleskabet, kan man som Smith (1990) tale om tre elementer som centrale for fælleskabsfølelse og tilhørsforhold:

1. a sense of continuity between the experiences of succeeding generations of the unit of population;

2. shared memories of specific events and personages which have been turning-points of a collective history; and

3. a sense of common destiny on the part of the collectivity sharing those experiences. (Smith, 1990: 179)

Tilhørsforhold til et socialt fællesskab bygger ikke mindst på følelser og værdier. Et fællesskab, der ikke kan mobilisere sådanne størrelser, vil enten gradvist blive gradvist opløst, eller også må det opretholdes ved hjælp af ydre elementer: økonomisk tvang, militær indsats m.m. At et fællesskab bygger på følelser og værdier gør det ikke nødvendigvis mere ægte eller mere legitimt. For fællesskabets medlemmer erfares tilknytningen givetvis som mere inderlig og ægte, men som diskuteret i afsnit 2.2 kan fællesskabets subjektive dimensioner udemærket været bevidst skabte konstruktioner, hvis forestillinger om historiske rødder og kontinuitet, fælles interesser m.m. kan være objektivt forkerte.

Det nationale fællesskab har i de sidste 100-200 år været grundstammen for de fleste sociale institutioner. Dannelsen af nationalstatslige demokratier betød både i Danmark og det øvrige Europa, at det politiske system blev knyttet sammen med en national kulturel horisont: national kulturel opbygning blev en del af opbygningen af politisk legitimitet. I dansk sammenhæng afløstes tidligere tiders sværmen for fransk og tysk kultur i de herskende lag af politiske bevægelser, der bl.a. mobiliserede befolkningen på baggrund af forestillinger om en dansk kulturarv.

Den tyske sociolog Jürgen Habermas (1993) har for nyligt behandlet sammenhængen mellem national kulturel og politisk identitet i lyset af den samfundsmæssige internationalisering. Han lokaliserer to forskellige grundbetydninger af det nationale. Den ældste betydning af nation knytter sig til en befolkningsgruppes afstamning, et fællesskabs tilblivelse (latin: natio=fødsel). Nationen er et fællesskab i kraft af fælles herkomst, skikke, sprog m.m. Nation er ifølge denne opfattelse noget naturgivent og bredt kulturelt, nærmest svarende til hvad man idag vil kalde etnisk identitet. Den anden betydning er en mere moderne forståelse, der følger i kølvandet på de borgerlige revolutioner: nation som ramme for suverænitet og folkestyre i betydningen demokratisk viljesfælleskab. Med andre ord er der både en kulturel-etnisk forståelse af det nationale fællesskab og en demokratisk-politisk.

Habermas peger på, at begge disse fortolkninger af nation blev virksomme som følge af den historiske udvikling: den etniske herkomst og kulturelle identitet blev inddraget som argument for det nationale politiske fællesskabs naturlighed og nødvendighed, og den politisk-demokratiske tankegang gav retmæssig adgang for de etniske fællesskaber til at deltage i statens styre.

Habermas mener imidlertid, at sammenknytningen mellem etnisk-kulturelt fællesskab og demokratisk-politisk fælleskab er et historisk betinget forhold. Der er ikke noget principielt, der knytter de demokratisk-politiske ideer (om lige stemmeret, offentlighed, retsprincipper, magtens deling m.m.) til bestemte kulturformer. Principperne for politisk demokrati i vestlig forstand, siger Habermas, er selvom de er udviklet i en bestemt national og kulturel kontekst, universelle i deres aspiration.

Politikken har allerede løsnet sig fra den nationale kultursammenhæng; det politiske demokrati udøves på overnationalt plan i EU, FN og flere andre steder, og på det nationalstatslige niveau har det nationale politiske demokrati i det mindste i sin juridiske udformning løsrevet sig fra kulturel eller etnisk specificitet.[24]

Politik er imidlertid ikke kun juridisk-administrative rammer, men også en levet praksis: følte idealer og gjorte erfaringer, måder at argumentere på, typiske måder at løse konflikter på osv. Den politiske identitet kan derfor ikke helt adskilles fra den kulturelle identitet. Habermas taler om en politisk kultur, der rummer dele af den subjektive livsverden, der orienterer individernes politiske handlen. Selvom grænserne ikke er entydige, mener Habermas, at man godt kan skelne mellem en sådan politisk kultur og anden kulturel identitet; det politiske er udspaltet som en særlig arena. Denne skelnen muliggør, at politisk demokrati kan udøves i multikulturelle samfund:

Den demokratiske ret til selvbestemmelse inkluderer ganske vist retten til bevarelse af en egen politisk kultur, der danner en konkret kontekst for statsborgerrettighederne, men det indebærer ikke retten til en priviligeret kulturel livsforms selvhævdelse. Inden for rammerne af en demokratisk retsstat kan mangfoldige livsformer sameksistere på ligeberettiget måde. Disse må ganske vist overlappe hinanden i en fælles politisk kultur, som igen er åben for inspiration fra nye livsformer. (Habermas, 1993: 97; Habermas' egen fremhævning)

Selvom det politiske demokrati er universel i sin aspiration må det nødvendigvis omsættes i en konkret sammenhæng, og her kan konkrete politiske kulturer og nye livsformer løbende tilføre det ny mening og praktisk udformning.

For at det politiske demokrati kan realiseres i flerkulturelle samfund, må der være en overlapning hos de forskellige kulturer, når det gælder den politiske kultur. Dette er forsøgt illustreret i figur 2. Den ideale tilstand er, hvis alle sociale grupper og kulturer deler nogenlunde samme normer og praksis'er for, hvordan politiske spørgsmål skal håndteres og løses. Hvis ikke der er en sådan overlapning, ikke mindst hvis nogle grupper slet ikke bekender sig til en politisk-demokratisk kultur, kan der opstå en konfliktfyldt tilstand; det formelle demokratiske maskineri kan måske nok fortsætte upåvirket, men i det levede menneskelige samkvem vil konflikter have vanskeligt ved at blive løst.

Habermas (1993) giver en ret enkel ramme for at forstå, hvordan politisk demokrati kan udøves i flerkulturelle samfund. Problemet er selvfølgelig, hvad man nærmere skal forstå ved politisk demokrati og ikke mindst politisk kultur - for slet ikke at tale om at opnå enighed om det. Det politiske demokrati lader sig måske nok bestemme på et generelt niveau, men hvad der nærmere hører med til den politiske kulturs gebet lader sig næppe definitivt afgøre. Fordelen ved Habermas' synspunkt er imidlertid, at han på en ganske effektiv måde får udspaltet det politiske fra det bredt kulturelle og etniske.

Habermas ser selv den igangværende europæiske politiske integration som en mulighed for, at det politiske hæves ud af den nationale ramme:

I fremtiden kunne en fælles politisk kultur dog uddifferentiere sig fra de forskellige nationale kulturer. Der kunne indtræde en differentiering mellem en politisk kultur udbredt over hele Europa og de nationale traditioner inden for kunst, og litteratur, historieskrivning, filosofi o.s.v., som har forgrenet sig siden den tidlige modernitet. (Habermas, 1993: 92, Habermas' egen fremhævning)

Diskussionen om kultur i forhold til europæiseringen generelt og EU's øgede kompetance i særdeleshed har ofte behandlet udviklingen af en særlig europæisk kulturel identitet. Nogle EU-initiativer har direkte været møntet på at stimulere skabelsen af en europæisk identitet (f.eks. har EU støttet tv-satellit-projekterne Europa, Euronews m.fl. ud fra en sådan tankegang), da en fælles kulturel baggrund er blevet anset som væsentlig for dannelsen af et politisk og økonomisk fællesskab. Jean Monnets gamle udsagn om, at "if we were beginning the European Community all over again, we would begin with culture" (citeret efter Collins, 1994), er symptomatisk for denne tankegang. Kritikere af EU-integrationen har ofte sagt, at forestillingen om en sådan fælleseuropæisk kultur ikke kun var uønsket, men også umulig, hvorfor et politisk fællesskab heller ikke havde mange chancer (se eksempelvis Schlesinger, 1991).

Tager man udgangspunkt i Habermas' udskillelse af det politiske fra det kulturelle, forholder det sig snarere omvendt, end det sædvanligvis diskuteres. Forudsætningen for et holdbart politisk fællesskab i et flerkulturelt samfund er, at det ikke tilstræbes at skabe et kulturelt fællesskab omkring de politiske institutioner. En fælles politisk kultur skal udvikles i vished om, at den kulturelle differentiering får lov til frit at udfolde sig. Kultur og politik hænger ifølge denne argumentation ikke (længere) snævert sammen; internationalisering af politik og kultur behøver derfor ikke at gå i samme takt eller føre til samme resultat.