2. Indledende begrebsafklaringer

At tale om multimedier er ligesom at tale om kærlighed. Alle er enige om, at det er en god ting, alle vil have det, ønsker at deltage i det, men hver har sin opfattelse af, hvad 'det' egentlig er. Lige nu minder branchen mig om en samling af teenagere, der giver sig af med noget som instinktivt føles rigtigt, samtidig med de spekulerer på, hvordan og hvornår de kan være helt sikre på, de virkelig er en del af 'det', og hvad de skal stille op, hvis de er.

Georgia McCabe, Eastman Kodak Company [9]

2.1 Hvad er Multimedier?

Forskellige mennesker definerer det [multimedia] forskelligt.

Dave Fellows, Continental Cablevision [10]

Alle taler om 'multimedier' for tiden. Inden for computerbranchen og informationsindustrien er det blevet det måske mest anvendte udtryk. I computerreklamer indgår det efterhånden som et fast mantra. Andre medier som TV, radio, og dagspresse bringer til stadighed det glade budskab om det nye medies komme. Og inden for forretningsverdenen hyldes det som informationssamfundets nye vidunderprodukt og megasællert, som vil forgylde alle, der har haft berøring med det, langt ind i næste årtusinde.

Hyppigheden af begrebets anvendelse er imidlertid omvendt proportional med dens præcision. Som både McCabe og Fellows ovenfor bemærker: Alle taler om det, alle vil være en del af det, men hver har sin opfattelse af, hvad 'det' egentlig er. Hvordan 'multimedier' - såvel som beslægtede termer som 'hypermedier' og 'interaktive medier' - præcist skal defineres, og hvad begreberne egentlig refererer til, er der således ingen større enighed om. På amerikansk bruger man udtrykket 'buzzword' om ord, der inden for et specielt emneområde foregiver at henvise til noget meget vigtigt, men som ofte er svære at forstå, og som ingen i realiteten rigtig ved, hvad betyder. Og 'multimedia' er afgjort the latest computer buzzword.

Uklarheden har flere årsager. Dels er selve termen 'multimedia' ikke udmøntet af multimediabranchen, men overtaget fra andre tidligere sammenhænge, hvor begrebet bl.a. har henvist til lyd/diasshows, lysshows ved rockkoncerter samt de 'pakker' med undervisningsmaterialer af blandet indhold (: skolebøger, lærervejledning, lydbånd, filmklip, lysbilleder), som var meget fremme i 70erne. [11] Dels er multimedier - i den moderne udgave - et relativ nyt medie, der endnu langt fra har opnået en stabilitet og derfor også har indlejret en flertydighed i sig, bl.a. i form af flere forskellige udviklingsmuligheder: "Der går en vittighed i konvergenscirkler, om den virkelige definition af multimedia: Det er morgendagens teknologi, og det vil det altid vedblive med at være", som Cablevision udtrykker det. [12]

Og endelig og måske vigtigst er der kolossale økonomiske interesser på spil i multimedia. I 1993 udtalte den tidligere direktør for Apple, John Scully således, at han forventede, at multimediabranchen i år 2001 på verdensplan ville repræsentere en omsætning på 3.5 trillioner dollars. [13] Multimedia blev herefter af den hurtige amerikanske presse døbt 'The Three Trillions Industry'. Siden har disse forventninger vist sig at være noget overophedede. (Og pressen har lige så hurtigt omdøbt multimedia til 'The Zero Trillion Industry'.)[14] Men fortsat er forhåbningerne til branchen enorme: "De fleste eksperter er enige om at multimedia indenfor en relativ kort årrække vil blive USA's største enkelte sektor", opsummeres det eksempelvis i udenrigsministeriets varerapport Multimedia i USA. [15] De brancher, der har økonomiske interesser i multimedia, har imidlertid en meget forskelligartet opfattelse af, hvad multimedier er. Daniel L. Brenner skriver: "Multimedier ligger i skæringspunktet mellem video software ... telekommunikation ... og interaktive PCinterface. Den kendsgerning, at multimedia dækker alle tre discipliner fører til nogen forvirring om, hvad multimedia er, og hvordan vi bør tænke om det." [16] Hver branche har således sit eget perspektiv på og dermed sit eget billede af, hvad multimedier er og i fremtiden skal udvikle sig til (en pointe, der vil blive grundigere behandlet nedenfor). Selve begrebets semantik har derfor også udviklet sig til en regulær kampzone. Hvordan ordet 'multimedia' i dag defineres, og hvorledes den almene kulturelle forståelse af begrebet folder sig ud, får nemlig indflydelse på, hvad 'multimedia' bliver, hvilke teknologiske koncepter, platforme, standarder og formater, der bliver dominerende - og dermed også indflydelse på hvem, der i sidste ende løber med revenuet. Hvad begrebet 'multimedia' betyder, er derfor ikke bare et slagsmål om ord. Det er et slagsmål om de kommende trillioner.

De opskruede økonomiske forventninger til multimedia sammen med usikkerheden og mystikken omkring, hvad det magiske ord overhovedet henviser til, sætter sig også igennem i form af en karakteristisk metaforik, som for øjeblikket omkranser fænomenet. Ovenfor citerede Daniel L. Brenner fortsætter i artiklen, der netop bærer titlen "In Search of the Multimedia Grail", med at skrive: "Hvad der forener alle tre positioner [dvs. video, telekommunikation og computere, jfj.] i jagten på multimedie-gralen er hver enkelts evne til at udvide sit forretningsområde ved at udnytte de to andres egenskaber ... Efterspørgslen efter [forskellige former for multimedier, jfj.] ... i dette årti har gjort jagten på multimedie-gralen til en verdensomspændende beskæftigelse. Den spænding og gevinst som skulle ligge i skæringspunktet mellem alle tre ... lokker spillere på disse markeder ... til at starte ud på deres quest ...".[17] Chris Noland fra Cablevision skriver, at multimedier bliver "opreklameret som informationstidsalderens Hellige Gral, det magiske produkt som vil katapultere kabelTVindustrien ... telefon- og computerbranchen eller en endnu ikke defineret sammensmeltning af disse ... ind i nye profitable arenaer". [18] Og MicroSoft-direktør Bill Gates, der er blevet en af verdens mest velhavende mænd ved salg af operativsystemer og software til computere (og derfor burde vide hvad han taler om), udtaler: "Den hellige gral er en bestemt type kommunikation, vi kalder bredbåndet". [19] På samme måde som middelalderens riddere ifølge Arthur-sagnene drog ud for at finde den hellige gral - Jesu nadverkalk - den mest kostelige af alle besiddelser, som ville bringe evigt liv og lykke til sin ejermand, således drager nu også informationsalderens lykkeridere ud for at opspore det endnu aldrig fundne og beskuede vidunderprodukt, som på magisk vis vil tilskænke dem evig og himmelsk rigdom.

Alt i alt er det derfor ikke så overraskende, at der for øjeblikket er stor forvirring, mystik, uenighed - ja endog slagsmål - om, hvad begrebet 'multimedia' skal betyde.

I stedet for at gå direkte efter en enkel, utvetydig og skudsikker definition på multimedier, som alle involverede parter umiddelbart kan tilslutte sig, kunne det måske være oplysende først at tage nogle af de aktuelt cirkulerende definitioner i øjesyn og diskutere, hvorfor de tager sig ud, som de gør, og hvilke interesser, de repræsenterer. For først med dette opklarede syn at gå ind i en fastlæggelse af en arbejdsdefinition, der i det mindste kan fungere for denne konkrete sammenhæng.

Som det antydes i både Brenner- og Noland-citaterne ovenfor, er der, hvad brancher angår, tre hovedaktører med store kommercielle interesser i multimedier: computerbranchen, (kabel)TVbranchen og telekommunikationsselskaberne.

Inden for kabelTV-siden defineres multimedia typisk som et 'smart TV', et 'intelligent fjernsyn'. Eller mere udfoldet som det formuleres i det amerikanske magasin for kabelTV, Cablevision: (og her netop under rubrikken "The Quest for SMART TV"):"For kabelindustrien er multimedier som minimum sammensmeltningen af en computerprocessor og television gennem et kabel system" med det formål "at levere digitale data fra et centralt punkt; a cable headend eller a neighborhood fiber node". Multimedier er således - som det tilføjes i samme forbindelse - "ikke bare et apparat, der er installeret i abonnentens dagligstue." [20]

Formuleringen afspejler naturligvis kabelTVindustriens interesser i på den ene side at få udskrevet det computerbaserede lukkede system, stand alone-systemet, fra multimediedefinitionen og på den anden side pr. definition at få indskrevet dels det TVbaserede multimediekoncept, det computeriserede TV, og dels den distribuerede, netværksbaserede model, hvor distributionsnettet vel at mærke skal baseres på de allerede etablerede kabelTVsystemer. Magasinet forklarer selv det strategiske sigte med definitionen på følgende måde: "Det er ligeså meget for at begrænse, hvad der kunne blive en endeløs diskussion, som det er at fokusere på, hvad der i dag under alle omstændigheder bliver betragtet som morgendagens teknologi blandt kabelteknikkere." [21] For kabelTVbranchen er multimedier således slet og ret: Interaktivt TV, "TV's two-way street" som titlen på den refererede opsats lyder. [22]

Fra telekommunikations-siden har man traditionelt først og fremmest interesseret sig for at transportere signaler, som det f.eks. indikeres, når Tele Danmark skriver: "Bredbåndsteknologi vil kunne tjene til at opfylde behov for fleksibel båndbredde til datakommunikation og nye tjenester, herunder transport af levende billeder og kombinationer af lyd, data og billede, det såkaldte Multimedia". [23] Og ofte bliver multimedia fra dette synspunkt ganske enkelt forstået som kombinationen af TVtjenester (dvs. énvejs-tjenester) og teletjenester (dvs. tovejs-tjenester) i det samme fysiske net, som det bliver helt tydeligt i følgende ækvivalering fra "Notat vedr. teleliberalisering og mediepolitik", hvor der tales om: "radio- og tv-programmer, teletjenester og en blanding af de to former for tjenester (multimedietjenester)." [24]

Og endelig fra computer-siden defineres multimedier først og fremmest som computerbaserede maskiner, der integrerer flere medier, mens netværksaspektet sjældent betones eksplicit. Typiske definitioner lyder her:

* "For at forstå multimedias sande potentiale er det måske mest nyttigt at reservere termen til computerbaseret programmering som kombinerer i det mindste tre af følgende syv medier: tekst, data, lyd, grafik, stillbillede, animation, levende billeder", skriver The Multimedia Yearbook '95.[25]

* "... det første trin i at identificere multimedia er at fokusere på dets kapacitet til at sammenkoble forskellige kommunikationsformer, at integrere dem sømløst inden for et digitalt miljø, og at give adgang til den lagrede information ved anvendelsen af computersystemer ... Vi kan beskrive det som den sømløse integration af data, tekst, billeder og lyd inden for et enkelt digitalt informationsmiljø ...", hedder det i Multimedia in the 1990s. [26]

* Og endelig sættes hos den nu forhenværende redaktør af Politikens computertillæg, Ole Grünbaum, multimediemaskinen direkte lig med MultimediePCen og forbindes samtidig med tilstedeværelsen af et CD-ROM-drev: "En multimedie-pc er kort fortalt en computer, der kan afspille multimedie-cd-rom'er som udover tekst også indeholder tale, musik, billeder og filmklip." [27]

Selv om man begrænser sig til de direkte involverede brancher, varierer betydningen af begrebet 'multimedier' således fra det kabelbårne, Interaktive TV til en PC med et CD-ROM-drev. Går man uden for denne primære kreds, udviser definitionerne en endnu højere grad af variation. Ikke underligt derfor, at både begrebet og hele området aktuelt er præget af en vis forvirring.

I denne sammenhæng vil følgende operationelle definition blive anvendt:

Multimedier er den samtidige brug af flere forskellige udtrykssystemer - såsom: tekst, levende billeder, stillbilleder, animation, grafik og lyd (tale, musik, lydeffekter) - der bliver integreret og styret af en digital processor.

For at man kan tale om multimedier, skal der således opfyldes to nødvendige, men hver for sig ikke tilstrækkelige betingelser:

* Der skal inddrages 2 eller flere medieudtryk,

* og disse medieudtryk skal være integreret og kontrolleret af en eller anden form for digital computerprocessor.

En definition af denne type har den fordel, at den på den ene side er neutral i forhold til PCmodellen og TVmodellen af multimediakonceptet, [28] og at den på den anden side er eksklusiv i forhold til en lang række andre fænomener, som i den samtidige, almene brug af begrebet ikke (længere) regnes som multimedier. Nedenstående matrix (fig. 1) illustrerer, hvad definitionens to kriterier henholdsvis ekskluderer og inkluderer. Den vandrette dimension tematiserer her den første betingelse, mens den lodrette dimension tematiserer den anden. Kun det nederste højre felt, hvor begge betingelser er positivt opfyldt, rummer de egentlige multimedier.

Ikke at den hellige grav (eller gral?) hermed er velforvaret. For ifølge denne definition kunne - i en saboterende læsning - også et tekstbehandlingsprogram, der er i stand til at kombinere tekst og grafik, kvalificere sig som multimedie. For slet ikke at tale om desktop publishing programmer. Sådanne programtyper bliver dog ikke i almindelighed anset - og giver også kun ringe mening - som multimedier. Omvendt kan en QuickTime movie, der udelukkende indeholder animation og lyd - eller måske kun animation - godt i den almindelige brug af begrebet blive betragtet som multimedie. [29]
Ét udtrykssystem Flereudtrykssystemer
Ikke computer-implementeret Radio, bog, talen,telefon etc. Dias/lydshow Kunstneriske 'events' eller 'performances' med flere udtryksformer, (konventionel) TV og film
Computer-implementeretTekstbehandling, regneark, E-mail Egt. multimediesystemer som MPCen og Interaktivt TV
Fig. 1 Matrix over multimediedefinitionens to betingelser

Så definitionsspørgsmålet er mere tricky end som så. Den oven for foreslåede definition skal derfor opfattes som en praktisk arbejdsdefinition, der forudsætter en solidarisk og betænksom håndtering og kun har midlertidig karakter.

Allerede om få år vil begreber som 'multimedia' - og måske specielt 'multimediecomputer' - nok være anakronismer. Ikke fordi ideerne og teknologierne bag multimedierne vil være forsvundet. Men omvendt: fordi alle fremtidens computere allerede fra starten i deres motherboard vil have indbygget muligheden for ubesværet at integrere billede, lyd, video osv. som centralt aspekt af, hvad en computer overhovedet er. Morgendagens standardcomputer vil således være født som multimediemaskine, hvorfor begrebet efterhånden vil miste sin forskelssættende funktion. [30] Anskuet på denne måde kan multimedia også blot forstås som en ny generation af computere. Og det samme kan på noget længere sigt måske også komme til at gælde for forholdet mellem TVapparatet og multimedia forstået som Interaktiv TV.

Begrebet 'multimedia' optræder ofte i sammenhæng med andre begreber som 'hypermedier', 'hypertekst' og 'interaktive medier'. Det kan derfor være meningsfuldt også at se på definitionen af disse begreber samt se på deres indbyrdes relationer.

2.2 Hvad er Hypertekst?

Begrebet 'hypertekst' blev udmøntet af amerikaneren Ted Nelson i 1965. Det refererer til tekster, der ikke som almindelige skrevne tekster er organiseret lineært og sekventielt med en begyndelse, en midte og en slutning, men derimod er organiseret non-lineært eller associativt. Princippet er, at bestemte enheder i teksten - det være sig enkelte ord, sætninger, afsnit, sider eller hele dokumenter - defineres som nodes og dermed gøres 'aktive', således at de via links kan forbindes til andre ord, sætninger, afsnit, sider eller dokumenter. En hypertekst er således en tekst, der er organiseret via nodes og links, forstået som informationsenheder og indbyrdes relationer mellem disse enheder. Og med computeren og dermed muligheden for at understøtte links pr. maskine har hypertekst som begreb og som fænomenet vundet stadig større udbredelse.

Mens traditionelle tekster som bøger, artikler og pjecer er designet som entiteter, der skal læses lineært og sekventielt for at give mening, så er hypertekster kendetegnet ved deres ikke-lineære, ikke-sekventielle struktur. Mens traditionelle medier som radio, TV og film er kendetegnet ved, at modtageren er forholdsvis passiv, så er hyperstrukturen kendetegnet ved, at læseren tilbydes en række aktive valg i.f.t., hvordan der associativt navigeres gennem teksten og materialet derved præsenteres. Og mens de traditionelle mediers publikum stort set modtager det samme indhold i den samme orden på den samme måde, så er modtagelsen af hypertekster kendetegnet ved en åben, fleksibel, individuel interaktion, hvor det samme indhold bliver læst af forskellige brugere på mange forskellige måder.

2.3 Hvad er Hypermedier?

Nelson talte kun om sammenkædede nodes, der indeholder tekst. Til sådanne tilfælde kan det være meningsfuldt at reservere betegnelsen hypertekst. I dag er det imidlertid muligt at sammenkæde nodes, der indeholder såvel tekst som billeder, lyd, animationer, video osv. For disse tilfælde, hvor nodes ikke eksklusivt udgøres af tekst, men af mange forskellige medier, kan det omvendt være meningsfuldt at reservere betegnelsen hypermedia.

Man får således en relation mellem begreberne, hvor - som Gunnar Listøl har gjort opmærksom på - "Hypertext + Multimedie = Hypermedia". [31] Og Vaughan er inde på en helt tilsvarende tankegang, når han et sted skriver: "Når ... kryds-sammenkædning ... bliver tilføjet til multimedia og navigationssystemet er non-lineært, så bliver multimedia til hypermedia." [32]

Hyperbegrebet refererer således først og fremmest til en bestemt måde at organisere og præsentere informationer på og dermed til en bestemt måde at designe multimedieprodukter på.

2.4 Hvad er interaktive medier?

Hypertekst- og hypermedieprincippet vil nødvendigvis altid involvere en eller anden form for interaktion, og interaktiviteten er derfor ofte blevet fremhævet som et af de centrale, distinktive træk ved de nye multimedier. Relationen mellem multimedier og interaktive medier er imidlertid ikke så simpel som så. The Information Workstation Group skriver f.eks. i en rapport, de kalder Micro Multimedia:: "Mikro-multimedia er multimedia understøttet af en mikroprocessor ... Den benytter sig af mangfoldige medietyper ... Interaktivitet er ikke påkrævet ... Programmerede passive erfaringer kan være multimedia ...". [33]

Multimedier behøver således ikke nødvendigvis at være interaktive for at kunne kaldes multimedier. Det multimediale indhold kan sagtens præsenteres for brugerens øjne og øre på samme måde, som når man ser film eller fjernsyn. I sådanne tilfælde, hvor der er et fast fikseret begyndelsespunkt, gennemløb og slutpunkt, siger man, at multimediet er lineært eller ikke-interaktivt. Hvis brugeren derimod har mulighed for at give input til systemet og herigennem kan styre præsentationen og navigere gennem indholdet efter behag, taler man om non-lineære multimedier eller interaktive multimedier . [34]

Men hvordan kan man da definere selve begrebet interaktivitet? Et forpligtende bud på en bestemmelse findes bl.a. hos Feldman:

"Interaktivitet i et informationssystem giver brugeren en vis indflydelse over adgang til informationen og en vis grad af kontrol over resultaterne af at bruge systemet. I praksis betyder dette almindeligvis at systemet i en eller anden form præsenterer brugeren for valg. De beslutninger der træffes influerer på den vej brugeren følger gennem informationen. Hver beslutningspunkt er nærmest som et korsvej. I et digitalt informationssystem - multimedia eller andre - er 'korsvejene' og det resulterede netværk af mulige stier skabt af et computerprogram designet til at kontrollere og moderere brugerens adgang til informationen." [35]

Udover at denne definition giver mange gode ideer, så kan den i et kritisk lys både siges at være for bred og for smal. For bred fordi definitionens første led - at interaktiviteten tildeler brugeren kontrol over og adgangen til resultaterne af informationssystemet - ikke er specifik for digitale computerbaserede medier, men f.eks. også vil gælde for papirbaserede medier som leksika, opslagsværker eller aviser. Og for smal fordi definitionens andet led, der taler om valg, vejkryds og stier, primært synes at tage sigte på de særlige informationssystemer, der er opbygget i hyperstrukturer af nodes og links (og måske oven i købet i relativt stramme træstrukturer), og dermed ekskluderer de interaktive medier, som ikke nødvendigvis er opbygget som hyperstrukturer.

Et måske mere anvendeligt bud på en begrebsbestemmelse finder man i Monitor Information Services, der til og med søger at definere hele raden af begreber: 'interaktivitet', 'interaktion' og 'interaktive medier'. Her defineres begrebet 'interaktivitet' som: "En gensidig dialog mellem brugeren og systemet". 'Interaktiv' defineres som "Involverende brugerens aktive deltagelse i at styre computerens eller videoprogrammets flow; et system som udveksler information med brugeren, idet det processerer brugerens input med henblik på at fremkalde den passende respons inden for programmets kontekst". Og endelig defineres 'Interaktive media' som: "1) medier som inddrager brugeren som en input-kilde til at bestemme en meddelelses indhold og varighed, hvilket muliggør individualiseret programmateriale. 2) En filosofi omkring medieproduktion, der er designet til at drage maksimal fordel af computerstyrede videobånd- og videodisc-spillere med random access". [36]

På trods af at definitionen er af noget ældre dato (fra 1988, hvorfor den taler i termer af 'computerstyrede videobånd- og videodisk-spillere' og ikke om f.eks. CD-ROM), så synes formuleringerne omkring udvekslingen af informationer mellem system og bruger, hvor brugeren også inddrages som input-kilde, og hvor disse inputs bliver processeret af programmet og dermed bestemmer meddelelsernes rækkefølge, varighed og indhold, stadig at ramme relativt præcist i forhold til en indramning af de interaktive mediers distinktive træk.

2.5 Multimedier, hypermedier, interaktive medier

Man får således en indbyrdes relation mellem begreber som multimedier, hypermedier og interaktive medier, der - med Vaughan - kan formuleres på følgende måde: "Multimedia er enhver kombination af tekst, grafik, lyd, animation og video som leveres af en computer. Når man tillader brugeren - seeren af projektet - at kontrollere hvad og hvornår disse elementer leveres, er det interaktive medier. Når man tilvejebringer en struktur af lænkede elementer, gennem hvilke brugeren kan navigere, bliver interaktive medier hypermedier". [37]

Man kan således godt have multimedier, som ikke er interaktive medier. Eller multimedier, som ikke er hypermedier. Ligesom man kan have hyperstrukturer, der ikke er multimedier (hypertekst f.eks.), og interaktive medier, som ikke er multimedier (den digitale udgave af Dybkjær-Christensen-rapporten f.eks.). Derimod kan man ikke have hypermedier, som ikke også er interaktive medier, men nok interaktive medier, som ikke er hypermedier. Nedenstående matrix (fig. 2) forsøger at systematisere sammenhængen og kombinationsmulighederne mellem de tre dimensioner: multimedia/ikke-multimedia, interaktivitet/ikke-interaktivitet og hyperstruktur/ikke-hyperstruktur. Da hyperstruktur forudsætter interaktivitet, er den placeret i samme lodrette plan og som en underopdeling af interaktiviteten.
Ikke-multimedia Multimedia
Ikke-interaktivitet TV, radio, film,trykt presse, bogen, plakater,lyd /dias show etc.Forsk.lineære præsentations-programmer m. flere (computer-) integrerede medieudtryk (som f.eks. demoer, firma- præsentationer osv.)
Interaktivitet Ikke-hyperstruktur Forsk.computer- værktøjer som ETB, DTP, regneark, (de fleste) databaser, Multimedier og Interaktivt TV uden hyperstruktureret interaktion (som computer games, video-on-demand )
Hyperstruktur Hypertekst Multimedier og Interaktivt TV med hyperstruktur (som WWW [38] og visse former for homeshopping)
Fig. 2 Matrix over de tre dimensioner: multimedia/monomedia, interaktivitet/ikke-interaktivitet og hyperstruktur/ikke-hyperstruktur

Beboerne i de tre celler i højre kolonne af tabellen vil her alle kunne forstås som multimedier i strikt forstand. Det er her vigtigt at notere, at selv om systematikken og opstillingen er fremstillet specielt til denne kontekst, så baserer den sig - hvad de relativt udførlige referencer skulle dokumentere - på forståelser og definitioner, som er almindeligt udbredte på området.