4. Distribution

Formålet med dette afsnit er at give en kvalitativ såvel som kvantitativ beskrivelse af multimedier på distributionssiden. Fremstillingen vil være opdelt i en statusbeskrivelse af multimedias aktuelle udviklingsniveau samt en gennemgang af sandsynlige fremskrivninger af fremtidige udviklingsretninger, ligesom disse afsnit igen vil være underopdelt i en beskrivelse af henholdsvis stand alone og netværksbaserede multimedier.

4.1 Det aktuelle billede

4.1.1 Stand alone-multimedier

Ud over forskellige platforme taler man også om forskellige medier, dvs. lagermedier til overførelse af data. Sammenhængen mellem medie og afspilningsplatform er dog så tæt - da systemerne (endnu) til en vis grad er inkompatible - at begge dimensioner her vil blive behandlet i forbindelse med medie-aspektet. Drejer det sig om distribution i forhold til stand alone-multimedia, er CD-mediet i dag det dominerende. Det følgende afsnit skal derfor koncentrere sig om den såkaldte CD-familie, dog med inddragelse af den vigtigste af de konkurrerende formater: laser videodisken.

Laser videodisc eller Interactive videodisc (IDV) blev lanceret af Phillips allerede i begyndelsen af 80erne og er dermed det ældste af de nuværende systemer. Laserdisken består af en computer sammenkoblet med en analog videodisc-player og er således en blanding af digital og analog teknologi, hvor det analoge moment betyder, at Laserdisken ligesom videobånd er bundet til de kendte TV-formater og de dertil hørende kompatibilitetsproblemer. Systemet kan kombinere analog eller digital stereolyd med analog - full-screen, full-motion - video af høj kvalitet. Selve standard-disken er en 30cm/12" optisk disk, der kan rumme 55.000 frames på hver side. Hardware-delen er betydeligt dyrere end de digitale CD-teknologier.

CDen (Compact Disc) er et fuldt digitalt medie. Betegnelsen CD fungerer som overbegreb for en række forskellige udmøntninger i konkrete formater - også kaldet CD-familien - som henholdsvis udnytter den høje lagerkapacitet eller den høje reproduktions-kvalitet.

CD-Digital Audio (CD-DA), som var den første compact disk, der kom på markedet, og som i dag har overtaget lp'ens og diskettebåndets position som det almindelige format for distribution af musik, spiller primært på kvalitets-dimensionen og kan rumme 72 minutter hi-fi lyd.

CD-ROMen (Compact Disc - Read Only Memory) udnytter derimod lagerkapaciteten og kan indeholde mindst 650 megabyte, herunder tekst, grafik, lyd, fotografier, video osv. I en sammenligning svarer det til ca. 450 almindelige disketter (à 1,4 MB) eller 250.000 siders tekst. CD-ROM har imidlertid de samme kompatibilitets-problemer som alt andet computersoftware, dvs. CD-ROM-skiven skal passe til den computer, der skal indlæse og processere dens data. Der produceres således separate CD-ROMs til f.eks. IMB-kompatible MPCere og Appel Macintoshs ditto, selv om der også er ved at komme en ny type af to-sprogede eller kompatible CD-ROMs. Et andet problem ved CD-ROMen er dens overføringshastighed, som er betydelig lavere end de magnetiske mediers (som f.eks. standard-harddisken), hvilket gør den relativt langsom at arbejde med. Det har man delvist forsøgt at afhjælpe ved at forøge omdrejningshastigheden, hvor der nu allerede findes double, triple, quadra spin drev - og som det seneste er der i foråret '95 blevet lanceret et drev med 6-dobbelt hastighed. Og endelig er et tredie problem, at formatet ikke umiddelbart - dvs. uden tilføjelse af omkostningstungt hardware - understøtter full-screen, full-motion digital video. CD-ROM har imidlertid en række forcer, hvad angår computer-kraft og -teknologi, udbredelse af system, maskiner, software, udviklere osv., som gør, at den er ved at etablere sig som det absolut mest dominerende medlem af CD-familien.

CD-i er primært udviklet af Phillips (med støtte fra Sony, Matsushita o.a.). CD-i kan også både lagre data, tekst, audio, still- og levende-billeder. I prioriteringen mellem lager-kvantitet og reproduktions-kvalitet tilbyder CD-i'en 4 måder at lagre lyd henholdsvis grafik, foto og animation. En disk, der kun bærer lyd, kan rumme 72 minutters CD-DA lyd, forholdsvis større mængder lyd af hi-fi- og FM-radio-kvalitet og op til 19 timers low-fidelity, speech-quality lyd. Tilsvarende kan den samme disk rumme 3-7.000 fotos/grafik eller ca. 72 minutters video, afhængigt af kvaliteten og kompleksiteten af de konkrete billeder. Tal, der i øvrigt helt svarer til CD-ROM-formatet. I forhold til dette er CD-i's forcer imidlertid, at den nu understøtter full-screen, full-motion digital video i en kvalitet, der mindst matcher VHS-bånd, den er forholdsvis billig og har et række stabile interaktive faciliteter, og den tilbyder som nævnt 4 forskellige lagringskvaliteter. Ulemperne er dens begrænsede kapacitet og muligheder inden for computer-siden, dens lave opløsning af tekst og dens ringe udbredelse i.f.t. installerede maskiner, software og udviklere.

Neden for er de tre nævnte desktop systemer: Laser Videodisc, CD-ROM og CD-i - som p.t. er de vigtigste - søgt sammenlignet i skematisk form m.h.t. centrale egenskaber (fig. 8). Udover disse tre mest almindelige formater findes der også følgende:

Fig. 8 Analyse af de tre vigtigste Desktop Systemer: CD-i, CD-ROM og Laser Videodics (kilde: Ultitech Inc.) [71]

Photo CD er udviklet af Kodak specielt til oplagring af fotos og udnytter primært CDens kapacitet for kvalitetsreproduktion. Hvad CD-DA er for lyd, er Kodaks Photo CD for fotografiet, er det blevet sagt. Photo-CDen kan rumme op til 100 billeder fra 35mm film i et valg af opløsningskvaliteter, der på det højeste niveau er op til 8 gange bedre end konventionel TV og op til 4 gange bedre end HDTV. Desuden er mediet i modsætning til CD-ROMen og CD-i'en ikke en read-only-memory, men der kan også skrives på disken og således fortløbende lagres billeder. Samtidig kan disken reproduceres relativt billigt - også i mindre oplag (pris ca. $20 pr. disk). For nuværende bruges Photo CDen fortrinsvis inden for den mere professionelle del af markedet som udgivelses-platform til 'clip art' collections, virksomheds-præsentationer, elektroniske brochurer og kataloger, galleri-udstillinger osv. [72]

På det seneste er man også begyndt at tale om digital video (fra Philips og andres side) for at lette markedsføringen af, hvad industrien stadig i en stor forvirring kalder FMFS, FSFM eller FMV (full-screen, full-colour, full-motion video), dvs. en kvalitet, der er mindst lige så god som VHS.

Endelig findes der inden for underholdningsmarkedet, specielt til videogames, yderligere en række CD-formater, typisk til konsoller, der tilsluttes TVapparatet:

* Sega Genesis/Mega CD eller bare SegaCD er en CD-baseret udgave af Segas spillemaskine, der - selv om den først blev lanceret i 1993 - allerede har fundet stor udbredelse på konsummarkedet.

* 3DO-afspilleren, der baserer sig på et høj-interaktivt, 3-dimensionelt game-environment, blev introduceret i 1992 og har også allerede solgt et betydeligt antal maskiner og disks på verdensbasis. Afspilleren produceres af Matsushitas (selskabet bag VHS) datterselskab Panasonic og formatet bakkes op af så indflydelsesrige markeds-aktører som AT&T,;Electonics Arts og Time Warner og MCA. I slutningen af 1995 vil 3DO-afspilleren blive forsynet med en PowerPC-chip produceret i samarbejde med IBM og Motorola.

* Nintendo har i 1993 også udsendt CD-baserede versioner af deres spillemaskiner.

* Jaguar fra Atari har mulighed for tilkobling af et dobbelt-hastigheds CD-drev og yderligere muligheder for opkobling på kabel-, telefon- og computernet og markerer deri måske en af de retninger, som underholdningsmarkeder for øjeblikket tager.

* Og endelige er der Sony PlayStation og Segas nye Sega Saturn, der begge er planlagt til lancering i slutningen af 1995.

Disse spillemaskiner, der kobles direkte til TV-skærmen, har længe haft et kæmpemarked i USA, men har hidtil ikke spillet nogen større rolle i Danmark. Dog har der på det seneste været en vis indtrængning af især Nintendo-maskiner.

Selv om CD-mediet i øjeblikket har udspaltet sig i mange forskellige indbyrdes inkompatible formater og platforme, så er der dog samtidig tegn på en bevægelse mod konvergens, således at den samme CD kan spilles på forskelligt hardware. Alle CD-platforme på det nuværende marked kan således i det mindste spille CD-DAere og mange har det hurtige drev, der kræves for at spille Photo CDs.

Hvad angår kommercielt udgivne multimedie-titler på software-siden, anslår SIMBA Information, [73] at der blev solgt 8 millioner CD-ROMs i 1993 (svarende til 222 mio. dollars), sammenlignet med bare 2 mio. i 1992. Heraf stod det private forbrugsmarkedet for langt størstedelen ($172 mio.), fulgt af uddannelse ($40 mio.) og business ($10 mio.). De fem mest sælgende titler (eksklusive games) gik i 1993 i oplag på over 100.000 enheder, mens andre succesfulde titler typisk solgte omkring 12.000 enheder. [74] For 1994 vurderer SIMBA, at multimedia-software-salget vokser med 77% i forhold til det foregående år (svarende til 394 mio. dollars). Ifølge tal fra IDC Scandinavia sælger et succesfuldt multimediaprodukt - typisk spil eller enkelte Microsoft-produkter som leksikaet Microsoft Encarta - herhjemme i øjeblikket mellem 2.000 og 10.000 kopier. [75]

Prisen på den enkelte titel falder i øjeblikket meget hurtigt, tilnærmelsesvis 20% hver halvår. Den gennemsnitlige udsalgspris på en CD-ROM-titel i USA var i efteråret 1994 $49.95. I Danmark ligger den gennemsnitlige pris for øjeblikket på omkring 400,- kr. [76] Selv om tendensen er, at software-titlerne produceres på flere af de førende platforme, så er der stadig betydelig forskel på, hvor mange titler, der produceres til de forskellige systemer. Tay Vaughan angiver f.eks., at firmaer, der kopierer CD-ROM-skiver, i øjeblikket brænder 4 eller 5 MPC-disks for hver gang de brænder én Macintosh-disk. [77] Ifølge en dansk oversigt fra Compact Data (fig. 9) [78] er der på verdensplan foreløbigt udgivet følgende antal titler til de forskellige operativsystemer:
DOS/IBM komp.
4661 titler
Windows2008 titler
Macintosh1932 titler
MPC 1/2600 titler
CD-i375 titler
Sony Disk Man280 titler
UNIX214 titler
OS-264 titler
Photo CD27 titler
Fig. 9 Oversigt over antallet af udgivne titler til forskellige platforme (kilde: Compact Data.)

Hvad det hjemlige perspektiv angår, søger fig. 10 at give et overblik over de aktuelle danske producenter og distributører af multimedia-software og -CD-ROMs. Oversigten viser bl.a., at produktionssiden tegnes af de store forlag/dagblade, TVselskaberne samt de små produktionsselskaber, mens distributionssiden domineres af de store forlag og dagblade.

4.1.2 Netværksbaserede multimedier

Computere i alle lande, forener eder

Peter Hesseldahl

I modsætning til stand alone-systemerne står - inden for computersiden - de såkaldte distribuerede multimedier eller netværksbaserede multimedier, dvs. multimedier, der er sammenkoblet i en eller anden form for elektronisk net. Hermed aktualiseres hele datakommunikationsområdet.

Man taler i dag almindeligvis om fire typer af kanaler for datakommunikation:

* Telekommunikationsnettet, dvs. det allerede etablerede telefonnet, der ved hjælp af bl.a. modems kan benyttes til også at overføre digitale data. Dette net har dog en begrænset hastighed og kapacitet - lav båndbredde - og kan eksempelvis ikke benyttes til realtime overførelser af multimedieprodukter eller video.

* ISDN eller Integrated Services Digital Network er højhastigheds-telefonlinier med stor kapacitet. Mange forventer, at ISDN vil brede sig kraftigt de kommende år, bl.a. inden for forretningsverdenen. Hidtidige barrierer for udbredelsen har bl.a. været de høje tariffer.

* Bredbåndsnettet er en ny type af højhastigheds-kommunikationsnet, der har langt større kapacitet end ISDN. Via disse 'bånd' kan man f.eks. sende videosignaler af en meget høj kvalitet direkte til den enkelte husstand, eller man kan tilbyde forskellige interaktive tjenester. Etablering af bredbåndsnet kræver imidlertid store investeringer og hører primært fremtiden til. Begreber som The Information Superhighway eller 'informationsmotorvejen', der i dag ofte høres i debatten om informationssamfundet, refererer (i mange tilfælde, men lang fra altid) til bredbåndsnettet.

* Og endelig er der trådløs kommunikation

Målt på antallet af sådanne datalinier er Danmark her i midten af 90erne blandt de absolut førende lande i verden (fig. 11).

Blandt samtlige fænomener med tilknytning til informationssamfundet og computere er det suverænt mest omtalte i disse år uden tvivl det såkaldte Internet: Det globale netværk for udveksling af elektroniske meddelelser mellem computere. Her skal Internettet kun kort omtales og udelukkende i relation til de begreber, der har interesse i denne sammenhæng: multimedier, interaktive medier og hypermedier.

Fig. 11 Antallet af datalinier (kilde: IDC) [79] (grafik: jfj)

Kimen til Internettet blev lagt i 60erne af det amerikanske militær. Her overvejede man konstruktionen af et kommunikationssystem baseret på computere og foretog det ræsonnement, at en centralistisk struktur med en hovedcomputer og hovedkabler ville være særdeles sårbar over for (atom)angreb. I stedet valgte man derfor at basere sig på en udpræget decentral model, hvor mange små ligeværdige computere var sammenbundet i et netværk, således at dele af netværket godt kunne falde ud, uden at helheden blev sat ud af spillet, og hvor der potentielt ville være mange forskellige (og i udgangspunktet uforudsigelige) ruter fra en given afsender til en given modtager. Dette decentrale netværk er så senere gradvist blevet udvidet ved tilkoblingen af andre allerede etablerede lokale net, i første omgang lokalnet på universiteter og andre forskningsinstitutioner senere også lokalnet omkring statslige institutioner, kommercielle firmaer m.m.

Som en direkte følge af denne specielle tilblivelseshistorie udgør Internettet i dag en udpræget decentral struktur: En art netværk af net, en sammenkobling af mange forskellige enkeltnet. De separate net ejes og finansieres af de respektive institutioner og firmaer - hvorfor brugen af Internettet og de fleste databaser også er gratis - og det eneste, man er fælles om, er sådan set overholdelsen af en bestemt standard for udvekslingen af data (den såkaldte TCP/Internet protocol). Internettet har således ingen 'ejer', intet centrum, ingen styring, intet hierarki. Alle - både enkeltnet, databaseværter og brugere - kan frit koble sig på det store net, hvorfor det også er umuligt at kontrollere eller censurere informationstrafikken. Den ironiske pointe er således, at det er den 'kolde krigs' åndelige klima, der står som den direkte årsag til Internettet nuværende demokratiske - tæt ved anarkistiske - opbygning. [80]

Mens Internettet først var reserveret til militær kommunikation, dernæst blev et primært forskningsbaseret netværk, så er - efterhånden som antallet af brugere og informationsleverandører er vokset - Internettet nu blevet til et medie for en bred vifte af både almene og mere specialiserede informationer og ressourcer. Via Internettet kan man i dag således få adgang til: elektronisk post til og fra hele verden; mange tusinder af elektroniske diskussionsklubber; bøger, rapporter og artikler i fuld tekst; søgning i store databaser; mere end 1000 bibliotekskataloger (bl.a. Library of Congres og danske forskningsbiblioteker); elektroniske telefonbøger, ordbøger og leksika; kørsel af programmer på større computere; store mængder af freeware eller shareware edb-programmer; få timer gamle nyheder; alskens billeder, grafik, musik og multimediaprogrammer; rollespil med andre på nettet; indkøb af diverse varer; radioprogrammer osv.

Der har været mange tal fremme om Internettet, men selv om de varierer en del, så peger alle dog på en nærmest eksplosiv vækst, - både med hensyn til antallet af brugere, antallet af tilkoblede computere og mængden af tilgængelig information. For øjeblikket anslås det, at der er godt 40.000 enkeltnet og ca. 3.2 mio. computere tilsluttet nettet, mens antallet af brugere sættes til godt 30 mio. fordelt på 92 lande. [81] Men det måske mest interessante er vækstraten, idet man regner med, at antallet af brugere gennem de sidste 4 år er steget med 10-15% om måneden, hvilket gør Internettet til det i øjeblikket hurtigst voksende kommunikationsmedie. Flere kilder taler endog om en vækst på helt op til en million om måneden. [82]

For at give et indtryk af Internettet som medie skal der i det følgende gives et ultrakort signalement af de kommunikations- og informationssøgnings-faciliteter, der stilles til rådighed:

* E-mail betyder elektronisk post og er en kommunikationsfacilitet til elektronisk overførsel af breve via nettet. Et E-brev kan sendes til en enkeltperson eller til en større definerede grupper og sendt via nettet, når det frem til modtageren på ganske få sekunder.

* News er også en kommunikationsfacilitet, men struktureret omkring interesse- eller nyhedsgrupper. Over nettet kan man via News udveksle informationer, erfaringer og nyheder med andre brugere af nettet, der har samme interesse. I begyndelsen af '95 var antallet af nyhedsgrupper nået op på ca. 8.000. [83]

* TELNET er en facilitet til brug ved terminaladgang. Fra ens egen computer kan man via nettet kalde og koble sig direkte op til en værtsmaskine, således at ens egen maskine i praksis bliver en terminal til den kaldte vært. Mens man er logget ind, arbejder man på den fremmede værtsmaskine og bruger dens programmer.

* FTP (File Transfer Protocol) anvendes til at transportere filer. Med denne funktion kan man via nettet hente filer - alt fra computerprogrammer, artikler, billeder, lyd til multimediaprogrammer - fra en fjerntliggende datamaskine til sin egen computer. Og mængden af tilrådighedstående filer på forskellige FTP-servere på Internettet er enorm. FTP sørger dog kun for selve transporten af filen. Vil man læse dokumentet, se billedet, opleve multimedieprogrammet, skal filen først overføres, gemmes på eget lagermedie og derefter udpakkes og køres. Så selv om FTP kan transportere multimedie-filer, så omdanner den ikke i sig selv Internettet til et multimedie (tilsvarende som en diskette med et multimedieprogram fremsendt per post heller ikke gør brevet til multimedia). Søgefaciliteten Archie gør det muligt at søge efter filer på alle nettets FTP-servere på én gang.

* Gopher er et menustyret navigerings- og informationssøgningsprogram, hvor man - uden at kende computernes elektroniske adresser - kan søge rundt på Internettets forskellige servere og bladre sig frem til emner, information, tekstdokumenter eller edb-programmer. Søgefaciliteten Veronica gør det muligt hurtigt og effektivt at finde de Gopher-servere, der indeholder de eftersøgte emner.

* WAIS (Wide Area Information Servers) er et søgesystem, der giver mulighed for at lave emnesøgning på den fulde tekst i bøger, dokumenter, aviser og lignende inden for en forud defineret base.

* Endelig er Word Wide Web (WWW eller W3) et relativt nyudviklet navigations- og informationssystem, hvor man ved hjælp af lænkede hypertekster kan navigere rundt på internettet. W3 er med andre ord en art global hypertekst. Mosaic, Netscape og WebExplorer er grafiske klienter eller browsers til W3. Med disse programmer kan man ikke alene se og klikke på tekst, men også på ikoner, fotografier og landkort, ligesom man kan se og høre fotos, musik og videoklip. Via disse klienter bliver W3 også det første globale hypermedie-netværk. W3 er p.t. det hurtigst voksende del af internettet.

Som det fremgår af ovenstående - meget korte og summariske - oversigt, kan samtlige af Internettets faciliteter kvalificeres som 'interaktive medier'. Og til med interaktive i en grad, hvor brugerne ikke blot er aktive, selvbestemmende, selvnavigerende, men også nye potentielle producenter af information. Visse dele - som f.eks. Gopher og W3 - kan yderligere kvalificeres som 'hypertekster'. Mens det udelukkende er informationssystemer som W3 kørt med browsers som Mosaic, Netscape eller WebExplorer, der kan kvalificeres som 'hypermedier' og 'multimedier' i streng forstand.

På trods af den umiddelbare identitet, der i mange sammenhænge etableres mellem multimedia og Internettet, er det således kun en meget lille del af Internettets samlede ressourcer, der kan siges at understøtte multimedier eller have noget med multimedier at gøre i øvrigt. Tværtimod vil det med større ret kunne hævdes, at der - i det mindste aktuelt - eksisterer en strukturel og teknologisk modsætning mellem multimedia og Internettet, således at de gensidigt udelukker hinanden. En modsætning, der ganske enkelt handler om båndbredde: At de fleste af de dataforbindelser, Internettet benytter sig af, ikke har den fornødne kapacitet til at overføre højkvalitets multimedieprogrammer realtime. The Multimedia Yearbook '95 kommenterer eksempelvis: "den spændende vision om omfattende netværksforbundne multimedia på skrivebordet bliver hurtigt afkølede med påmindelsen om, at man - i dag, i det mindste - faktisk behøver en UNIX-arbejdsstation og en hurtig netværksforbindelse for at få adgang til mange af multimedierne på nettet. Med små video-vinduer af dårlig kvalitet, som kører med en til fire frames pr. sekund, og udviklere, der pukler for at designe specielle medie-kontrolapparater, bliver det at lave multimedier på internettet klart nok stadig noget af et videnskabeligt projekt. Vi skal nok ikke smide vores CD-ROM-drev helt væk endnu". [84] Og Daum skriver helt samstemmende: "Online tjenester opnår hurtigt en plads på markedet, men deres evne til at levere multimedie-applikationer er hæmmet af den nuværende installerede base af lavhastigheds-modems. Over de næste fem år vil CD-ROM derfor fortsætte med at være det vigtigste multimedia distributionsmedie for computere." [85]

Hvis dette var den første reservation, så er det midt i den megen mediahype, som i denne tid ombruser Internettet, nødvendigt at indføre i det mindste to andre modererende forbehold. For det andet: På trods af den megen omtale af Internettets verdensomspændende computerkommunikation, det 'internationale samfund', 'den globale landsby', så er det meget langt fra alle landsbyer i verden, der endnu er koblet op til nettet. Nedenstående kort (fig. 12) viser, hvorledes verden ser ud ifølge Internet. Og som det fremgår, er der stadig store dele af (den 3.) verden, der ikke har nogen lokal forbindelse eller kun har E-mail-forbindelse.

Og for det tredie: På trods af mediernes næsten enstemmigt positive omtale af Nettet er det stadig svært for andre end de mest teknik-mindede at orientere sig, at finde den ønskede information eller blot at få et overblik over de muligheder, der står til rådighed -

selv når man anvender avancerede navigations-værktøjer som Mosaic eller Netscape. Så anskuet fra den vinkel er Internettet ikke - som det præsenterer sig lige nu - en online tjeneste for forbrugere i almenhed.

Fig. 12 Verdenen ifølge Internet. Newsweek d. 27.2.95, p. 20

Netop dette sidste er en af grundene til, at mange i stedet for at bruge Internettet abonnerer på en af de mange såkaldte on line services. Online tjenester fungerer ved, at man fra sin PC over telefonnettet kalder og bliver koblet på en større computer, hvor man kan sende breve til andre brugere, kopiere programmer, spille spil og gøre mange af de ting, man også kan på Internet. Men til forskel fra Internet er online tjenesterne mindre, mere overskuelige og meget nemmere at bruge. Til gengæld er det kommercielle tjenester, man må betale for (i modsætning til Internettets gratisprincip), og de er ikke en del af Internettet (selv om nogle af tjenesterne har gateways - eller porte - ud til internettet via hvilke, der kan sendes E-mail osv.).

Efter i mange år næsten udelukkende at være blevet brugt af computer-freaks og folk, der arbejder professionelt med computere, synes online tjenester at opleve et gennembrud på en bred front i disse år. Årsagen er som nævnt interface'ets større brugervenlighed, bl.a. med indførelse og forbedringer af GUIs (graphical user interfaces/grafiske brugergrænseflader), men derudover også den stigende penetration af computere i private hjem, et kraftigt prisfald for både udstyr og tjenester, samt en stærkt voksende interesse og omtale fra andre mediers side.

De fleste online services har deres oprindelse og er mest udbredte i USA. USA kan derfor tjene som illustration af state-of-the-art inden for dette felt: Over 40 mio. amerikanske hjem er i dag udstyret med en computer (svarende til 36%), omkring 17 mio. (15,3%) af dem har et modem og ca. 5.2 mio. (4,2%) abonnerer på en af de større consumer online services. Blandt disse er hovedaktørerne i det øjeblikkelige billede følgende: CompuServe (1.600.000 abonnenter), Prodigy (1.350.000), American Online (900.000), Delphi Internet (130.000), GEnie (100.000), Apples eWorld (ca. 20.000 abonnenter siden lanceringen i juni, 1994); og MicroSofts Marvel (lancering primo '95). Fig. 13 opsamler de vigtigste kendetegn ved de aktuelle amerikanske consumer online services.[86] Herudover er der i USA ca. 750.000 brugere af de omkring 75.000 BBSs (Bulletin Board Systems) eller elektroniske opslagstavler [87] og - til sammenligning - ca. 14 mio. brugere af Internettet.

Consumer online services Abonnenter 1994 Ejere Opstart Services Interface Pris
CompuServe 1.600.000revisionsfirmaet H&R Bolc1979 fortrinsvist business-services alment tilgængeligt interface $9 pr. måned; ubegrænset brug af 70 services
Prodigy 1.350.000 IBM og Sears (tidl. også CBS)1988 bred vifte af consumer services GUI, m. download'et lyd og foto$15 pr. måned; ubegrænset brug
American Online900.000 Steve Case 1989 (-Mac) 1990 (-Win) bred vifte af consumer services GUI, m.'near-realtime image downloading' $10 pr. måned for 5 timer; $3 pr.ekstra time
Delphi Internet 130.000 Rupert Murdoch 1983p.t. smalt udbud af egl. consumer services, men fuld adgang til Internet p.t. tekstbaseret interface, men GUI under udvikling $10 pr. måned for 4 timer; $4 pr. ektra time
GEnie 100.000 General Electric 1985 p.t. smalt udbud af services p.t. tekstbaseret interface, men GUI under udvikling´ $9 pr. måned for 4 timer, $3 pr.ekstra time
eWorld 20.000Apple Online Service1994 Mac medio '95 (Win) over 140 consumer services /leverandører på markedet Mest udviklede GUI $8.95 pr. md. for 2t; $4.95 ekstra pr. time
Microsofts Marvel MicroSoft Lanceres primo 1995 Del af Windows '95
Fig. 13 De vigtigste amerikanske consumer online services opstillet efter antal af abonnenter.

Hvad angår det danske marked for online-tjenester, har dagbladet Politiken i længere tid haft Politiken On-line, og Tele Danmark/Jysk Telefon har i samarbejde med Kommunedata, Jyllands-Posten, Politiken og GiroBank netop i foråret 1995 (med premiere den 30. marts) startet en ny dansk online tjeneste, der har fået navnet Diatel. Herudover er der - især inden for de store dagblade - en række elektroniske nyhedstjenester, billedbureauer, informationsdatabaser osv. Fig. 14 forsøger i skematisk form at kortlægge aktører og ejerforhold inden for det danske marked for online-services, hvad angår nyhedstjenester, informationsdatabaser og diverse andre tjenester. Som det fremgår af skemaet, er der allerede ved at etablere sig en mediekoncentration inden for dette felt. Men hvor området i f.eks. USA tegnes af ikke-journalistiske virksomheder (de kapitalstærke kabel-, computer-, tele- og underholdningskoncerner), så er det i Danmark de store dagblade (samt teleselskaberne), der i øjeblikket dominerer mediebilledet. En af årsagerne er, at elektronisk nyheds- og informationsformidling bliver stadig mere attraktiv, bl.a. fordi den er hurtigere, mere fleksibel og effektiv og samtidig nedbringer de omkostningstunge produktions- og distributions-systemer. Set i et internationalt perspektiv er Danmark her langt fremme med hensyn til elektronisk formidling af dagbladsstof. [88] Danske Dagblades Forening forhandler eksempelvis i øjeblikket om muligheden for i fællesskab at etablere 'dagbladenes elektroniske aviskiosk'. Af serviceudbydere, der giver adgang til Internettet, er der, som det også fremgår af fig. 14, i øjeblikket: Dananet, Dknet, IBM Danmark og Uni-C. I øjeblikket skulle ca. 50.000 danskere være 'på nettet'.[89]

Hvad distributionsdimensionen i øvrigt angår, skal det blot kort nævnes, at Tele Danmark forsat har eneret på den offentlige telefonitjeneste med den dertil hørende infrastruktur, selv om denne eneret på tjenesteområdet allerede er blevet indskrænket på en række felter. Distributionen af TV skal der heller ikke gås i detaljer med, da den er udredt andre steder i Medieudvalgets materiale.[90] Blot dette: 2.2 mio. danske husstande (af et samlet antal på 2.4 mio.) er i dag i besiddelse af et fjernsyn. Af disse er 1.3 mio. tilkoblet et fællesantenneanlæg, hvor hybridnettet tegner sig for en andel på godt 650.000. Dette sidste tal medregner imidlertid ikke kun de husstande som hybridnettet forsyner, men også et antal på ca. 200.000, der blot leveres programmer eller programpakker til via en privat antenneforening. Antallet af husstande, der er tilsluttet private antenneforeninger, ligger således (ikke på 650.000 men) på omkring 850.000, hvoraf ca. 250.000 er medlemmer af FDA. [91] 250.000 husstande er i besiddelse af en parabol (et tal, der dog i øjeblikket stiger kraftigt med 50.-60.000 nye parabolejere om året). Mens den resterende del har en almindelig hus- eller stueantenne. Ud af den lille million husstande, der i dag ikke

er tilsluttet et fællesantenneanlæg, bliver ca. 300.000 passeret af og har derfor umiddelbart mulighed for at blive opkoblet på et sådant anlæg.

Selv om der i de allerede eksisterende danske fællesantenneanlæg og kabelnet er hastigheder, der er langt større end på telefonnettet og tilmed større end på ISDN-nettet, og selv om der også er mulighed for returvejssignaler, som kunne udnyttes med relativt beskedne investeringer, så bliver disse faciliteter for øjeblikket ikke udnyttet til eksempelvis Interaktivt TV, distribuerede Multimedier eller computernetværk på grund af den hidtil gældende lovgivning. Aktuelt befinder Interaktivt TV sig i Danmark derfor i et meget indledende stadie, hvor der primært benyttes en art 'to-kanals'- eller 'duo-medie'-interaktion, idet telefonnettet indtræder som 'returvejen'. Denne form for Interaktivt TV er ifølge den strikte definition derfor ikke et egentligt multimedie, da den netop ikke lever op til det andet krav om, at udtrykkene skal integreres og kontrolleres af én og samme digitale processer. 'Duo-medier' ville måske være en mere passende betegnelse for denne hybride interaktive medieform. Det indlysende fortrin ved formen er naturligvis, at den allerede har nedbrudt den såkaldte 'terminalbarriere', da så godt som alle husstande i dag er udstyret med både telefon og TV-modtager. Formen kan derfor også ventes at få en langt større udbredelse på kort sigt. Af aktuelle forsøg med sådanne 'duo-medie'-interaktivitet kan nævnes:

* Danmarks Radios såkaldte 'interaktive TV'-serie: Enten - eller/Du bestemmer, hvor seerne via opkald til to telefonnumre kan være med til på et givet tidspunkt at (flertals)afgøre udfaldet på en præsenteret fortælling. Lignende interaktionsformer har også været brugt af DR f.eks. under VM i fodbold, hvor seerne via et voice-respons-system kunne stemme om de mest populære hold, sætte et verdenshold af de bedste 11 fodboldspillere osv.

* TV2 har i samarbejde med ITV (Interactive Television Entertainment) i længere tid kørt det interaktive TV-spil Hugo, hvor en seer ligeledes via en telefonlinie og bestemte trykknaps-koder sættes i stand til i realtime at styre en computer-animeret figur. (ITV har udover Hugo bl.a. også lanceret computerspillet Crazy Cartoon Soccer samt The Animation Mask System til realtime-animering af computerfigurers ansigtsbevægelser.)

* Og endelig har TV3 sammen med Jyllands-Posten udviklet et system til Interaktiv tekst-TV, hvor annoncører og seere ligeledes via en telefonlinie og trykknaps-kombinationer direkte kan indtaste egne annoncer, beskeder, hilsner mv. på et tekstTV-system.

Figur 15 søger i skematisk form at opridse aktuelle såvel som fremtidige aktører inden for Interaktiv TV i Danmark, og herunder både med hensyn til netværksudbydere og med hensyn til udbydere af indhold. Figuren tages op igen i afsnit 3.2.2. om de fremskrevne udviklingsperspektiver.

downloades fra satellit.

4.1.3 Sammenligning

Som opsamling på dette afsnit skal der endelig bringes en sammenligning - i skematisk form - mellem de TV-baserede og PC-baserede online-tjenester såvel som mellem online tjenester og de PC-baserede CD-medier (se fig. 16).[92] Skemaet skulle tale for sig selv.

Spørgsmål Netværks distribution til TV-apparater Netværks distribution til PC Transportable medie-distribution til PC (CD-familien)
Hoved-fordele *Båndbredde
*Realtime
*Prisbillig standard display
*Båndbredde *Realtime
*Let tilgang til kontor desktop
*Omkostningslav data transport
* Accepteret af industrien som en trend
Fremtidig udsigt Svag (PCere meget mere almindelige) Meget stærk Meget stærk
Real time båndbredde Typisk asymmetrisk med NTSC broadcastkvalitet television i én retning kontrol koder i den anden Varierer med omkostning Luftfragt-hastighed til slutbruger derefter begrænset til CD-familie eller harddisk hvis overført til en magnetisk disk
Krav til slutbruger system Anskaffelse af set-top-box,forbindelse til netværk Anskaffelse af netværks-interface og RAM,forbindelse til netværk CD-(familie-)drev
Installeret base af hardware Prisbillig, men ikke udbredt i større omfang Prisbillig opgradering til vidt udbredte PCere Prisbillig opgradering til vidt udbredte PCere
Installeret netværk Kun sjældent installeret Kun sjældent installeret
Slutbruger mobilitet Må bevare forbindelse med et fysisk eller et trådløst netværk Må bevare forbindelse med et fysisk eller et trådløst netværk Ingen begrænsninger
Produktions kvaliteter Begrænset til NTSC video- og FM lydkvalitet De højeste kvalitetskrav er mulige Begrænset til MPEG1 video og CD-lyd kvalitet
Tilgængelighed af indhold Praktisk talt ikke-eksisterendeMeget lidt 12.000-14.000 titler, der hurtigt forøges
Erfarne udviklere Minimalt Minimalt Få men hurtigt voksende
Forstået af slutbruger-ledere Nej Moderat for tekstbaserede serv., bedre for opslags-servicer Ikke særlig godt, men bedre for opslagsservicer
Fig. 16 Forskelle mellem TV-baserede og PC-baserede online netværks-tjenester samt PC-baserede CD-medier

4.2 Fremskrevne udviklingsperspektiver

4.2.1 Stand alone-multimedier

Den årlige rapport fra SIMBA Information, The Economics of Multimedia Title Publishing, udpeger på baggrund af væksten i salget af hardware og software 1993/94 til "et vandskel for multimedieindustrien", og - hedder det videre - "den installerede base af maskiner, der kan køre multimedia, vokser hurtigt og stimulerer således salget af softwaretitler. Stigende beherskelse af mediet og fremskridt i teknologi giver løfter om, at væksten opretholdes et godt stykke ind i det næste århundrede." [93]

Ud fra de aktuelt solgte multimediemaskiner vurderer SIMBA Information, at det mindst risikable marked for multimedie-titler i den umiddelbare fremtid vil ligge inden for MPC og Macintosh platforme. Alle andre platforme - professionelle såvel som forbruger - indebærer betydelig større risici. Se fig. 17 for en oversigt over udsigterne for multimedie-titler.
FORBRUGUDDANNELSEFORRETNING
MPCUdmærketGodUdmærket


MacintoshGodUdmærketRimelig
OS/2DårligRimeligRimelig
MMCDDårligDårligUtilstrækkelige data
SegaCDUdmærketDårligDårlig
3DORimeligDårligDårlig
CD-iRimeligRimeligRimelig
Fig. 17 Udsigt for multimedie-platforme og -applikationsområder (kilde: SIMBA Information) [94]

På grund af de forskellige platforme og standarder vil det sandsynligvis fortsat være almindeligt at udvikle titler til flere platforme. En anden mulighed - som Erling Siverts, direktør for Compact Disc, i et interview peger på - er, at man i fremtiden vil designe CDens software på en sådan måde, at den kan læses fra alle platforme.

Med hensyn til længere fremskrivninger forventer Piper Jaffray, at den installerede base af PCere med CD-ROM-drev i amerikanske hjem vil stige fra 4.8 mio. i 1993 til 23.5 mio. i 1997 (se fig. 18). Samtidig regner man med, at indtægterne på salget af CD-ROM vil stige fra $129 mio. i 1993 til $1.300 i 1997. Markedet for floppy disks forventes omvendt fra $385 i 1993 over et højdepunkt på $450 i 1994 at falde til kun $150 i 1996 (se fig. 19). Figurerne taler i stort omfang for sig selv, og det, de taler om, er en forventet eksplosion af CD-markedet op mod slutningen af årtusindet. CD-ROM og beslægtede CD-medier bliver således antagelig det vigtigste lagermedie for PC-baserede multimedier inden for de næste 5 år.

De vigtigste aktører på markedet for CD-medier bliver - som tidligere omtalt - dels selskaber, der har rettigheder til de store mediebiblioteker: De store dagblade (avisårgange, avistillæg osv. på CD-ROM), de store forlag, samt film-, TV- og pladeselskaber; og dels en dynamisk, men ustabil underskov af mindre og mellemstore

Fig. 18 PC CD-ROM i amerikanske hjem, hardware, 1993-97 (kilde: Piper Jaffray)

Fig. 19 PC CD-ROM og floppydisk indtægter, software, 1993-97 (kilde: Piper Jaffray) [95]

produktionsselskaber, der konkurrerer på de kreative ressourcer og oparbejder egne materialesamlinger. I forhold til det danske marked vil der også for CD-mediets vedkommende - og her inden for såvel underholdnings-, uddannelses-, edutainment- som informationsmarkedet - blive stærk konkurrence fra de store udenlandske spillere. Primært fra rettighedsholderne til de store mediearkiver: Hollywood-studierne, de store mediekoncerner (Rupert Murdochs New Corporation, Time Warner) og de store software-firmaer (MicroSoft, Brøderbund, Voyager osv.).

På længere sigt vil der givetvis blive udviklet nye CD-formater med øget lagerkapacitet og hastighed. Allerede nu har en række af de store mediekoncern-alliancer således annonceret eller på forsøgsbasis præsenteret sådanne nye standarder: En alliance mellem Time Warner, Warner Bros., Hitachi m.fl. har præsenteret SD DVD (Super Density Digital Video Disc), og en alliance mellem Philips og Sony har præsenteret MMCD. Formater, som bl.a. på grund af den store lagerkapacitet også vil udgøre en alvorlig konkurrent til videoen som førende distributionsmedie for spillefilm til privatkonsum.

De ovenfor omtalte formater har hovedsagelig været CD-ROM-medier, dvs. medier med Read Only Memory, hvor man kun kan læse fra, men ikke skrive på skiven. CD-R-teknologien - hvor R står for recordable - er imidlertid ved at være alment tilgængelig, således at det bliver muligt for almindelige brugere at producere - eller 'brænde' - deres egne CD-ROM-plader. Årsagen til gennembruddet er som oftest i computerbranchen drastiske prisfald, hvor priserne på CD-R-teknologi i de seneste år er blevet halveret to gange om året. Mens en billig CD-brænder f.eks. i efteråret 1994 kostede omkring 35.000 kroner, i maj 1995 var faldet til ca. 17.000, så ventes den i efteråret 1995 at være helt nede på 6-8.000 kr. Og i foråret 1996 regner man med, at de første computere - med Dell og Compaq som fortrop - bliver leveret med CD-R-drev som standard. Magasinet Wired har i deres december-nummer 1994 i et såkaldt 'reality check' udspurgt et panel af 5 eksperter om tidsrammen for, hvornår man vil se, hvad der her kaldes 'affordable Home CD Recorders', og middelværdien af svarerne falder her på 1997. [96]

En skrivbar CD-plade - som i dag i pris ligger omkring 100,- kr. - ligner i princippet en almindelig CD og kan rumme samme mængde af data, op mod 700 Mb. Men hvor den masseproducerede CD-skive har et aluminiumslag, hvor data ikke kan ændres, er CD-R-pladen i stedet dækket af et lysfølsomt materiale, som en laserstråle er i stand til at brænde mørke pletter i. Ved afspilningen kan laserens 'læse-sensor' så igen afkode mønsteret af lysreflekterende materiale og de mørke pletter, som hindrer lysets tilbagekastning. I modsætning til f.eks. magnetiske tapes som lydbånd og videobånd kan CD-R-skiven imidlertid ikke slettes og genindspilles, men kun indspilles én gang. Til gengæld har teknologien den fordel, at et CD-R-drev kan skrive næsten alle de CD-formater, der i øjeblikket er på markedet: CD-DA (audio), CD-ROM, CD-i og Photo-CD.

Hvad anvendelse angår, forventes det, at CD-R-skiven primært vil blive brugt som back-up-medie og arkiveringsmedie til store datamængder, hvor den har betydelige fortrin frem for de eksisterende båndbaserede medier med hensyn til genfindingshastighed, læsbarhed etc. Men teknologien kan også bruges til at lave (sikkerheds)kopier af alle typer af CDere, som ikke vil være til at skelne fra originalerne. Fra musikbranchen såvel som fra software-industrien imødeses den nye teknologi derfor med en vis bekymring, idet den - hvis prisen for råpladen falder - kan åbne op for en massiv pirat-kopiering af alt fra musik-CDere til CD-ROMs med multimedia, databaser og videogames og således reintroducere det problem, computerindustrien længe har kæmpet med i forhold til diskette-mediet, og som man netop nu troede at have reduceret ved overgangen til CD-ROMen. [97]

På trods af CD-ROMens forventede succes og vækst betragter mange iagttagere den dog kun som en midlertidig teknologi. Tom Zito fra CD-softwareproducenten Digital Pictures Inc. siger f.eks.: "Fem år fra nu vil der være en ny generation af set-top bokse, som vil fortrænge brugen af CD-ROM ... Der vil være etableret et avanceret bredbåndsnetværk til elektronisk distribution. Har man med digital information at gøre, er det meningsløst at fremstille genstande, når man kan sende dem over en kobber-ledning". [98] Og i Wireds ovenfor omtalte 'reality check' spås det mest udbredte CD-format, audio-CDen, af det samme ekspertpanel tilsvarende en levetid, der kun rækker frem til år 2010. [99]

4.2.2 Netværksbaserede multimedia

Den hellige gral er en bestemt type

kommunikation, vi kalder bredbåndet

Bill Gates

Hvad angår fremtidens distributionssystemer, har der været specielt megen mediepostyr omkring, hvad der i varierende nationale kontekster er blevet kaldt The Information Superhighway eller blot the i-way (USA), der Infobahn (Tyskland), Autoroute de l'information (Frankrig), Autostade digitali (Italien) og (med sædvanlig dansk beskedenhed) Informations-landeveje eller - går det højt - Informationsmotorveje. (Salgs)Repræsentanter for de involverede brancher, journalister og politikere synes for tiden at overgå hinanden i profetier om morgendagens informationsrevolution. For informationslandeveje som for enhver anden ny teknologi gælder det imidlertid, at fremtiden er bygget på fortiden. Perspektiverne for the i-way's fremtidige udvikling skal derfor måske snarere trækkes fra, hvad der faktisk er i jorden i dag end fra det aktuelle mediahype's mere luftige konstruktioner. Og selv om det er lykkedes Clinton/Gore-administrationen under stor mediebevågenhed at komme på Nettet, så er der stadig lang vej igen. På det typisk europæiske spørgsmål om vi overhovedet har en chance for at indhente USAs informationsteknologiske forspring, svarer Bill Gates således: "Tjah, faktisk er der ingen der har foretaget noget specifikt med informationsmotorvejen endnu. Så det er svært at sige, at USA er foran på nogle punkter, måske bortset fra overdreven foromtale." [100]

Udenrigsministeriets varerapport Multimedier i USA fra januar '95 har en helt parallel vurdering, når den skriver:

"Siden de vidtløftige planer om udviklingen af The Information Superhighway blev fremlagt primo 1994, har den første store optimisme lagt sig. Firmaer, der hurtigt så de store muligheder i informationsmotorvejen blev brat stoppet i det første sving. Det står nu klart, at der er en betragtelig mængde lovgivning, der må revideres, før motorvejen kan bygges. For at virksomheder kan finde et forretningsgrundlag i opbygningen af den nye informationsinfrastruktur, må der ændres på bl.a. monopollovgivning, så virksomhederne kan bevæge sig ind på nye forretningsområder og geografiske markeder. Da den centrale lovgivning ikke er på plads, skrider vejbygningen kun langsomt frem, idet virksomhederne ofte må prøve deres sag ved en domstol. Det lovgivningsmæssige grundlag er således en afgørende hindring for en hurtig udbygning af the Information Superhighway." [101]

Og Bill Gates supplerer: "I USA vil kabelvirksomhederne gerne arbejde med telekommunikation og telekommunikationsfirmaerne vil gerne arbejde med videobranchen. Men USA har ikke engang vedtaget at ophæve kontrollen med telekommunikation. Det er en beslutning som denne, der vil få kabelfirmaerne og telefonfirmaerne til at kaste sig over hinanden. Så USA er ikke på nogen måde i besiddelse af et vejkort." [102]

Der er ingen tvivl om, at der vil blive udviklet bedre kompressions-teknikker og andre teknologiske forbedringer, således at de eksisterende netværker i stigende grad vil kunne understøtte netværksbaserede multimedia. Der er heller ingen tvivl om, at der efterhånden vil komme en bredbånds-infrastruktur, som vil give mulighed for udbredelsen af mange nye digitale interaktive multimedie-servicer. Med Vicki Reeve - "spørgsmålet er ikke 'om' der vil dukke online massemedie distributions-teknologi op - men 'hvornår og hvordan'". [103] Men selve hastigheden af etableringen og udbygningen af The Information Superhighway er imidlertid vanskelig at fremskrive. Også her drejer det sig først og fremmest om forbrugernes reaktion. Med Wilsons formulering: "Det afgørende spørgsmål er: vil trafikken blive så stor, at den kan retfærdiggøre investeringen? Kun forbrugerne kan give svaret på det spørgsmål, og ikke før de bliver tilbudt noget mere konkret. Hvad de vil sige en dag er, at de ønsker 'den rigtige type af trafik'. Det er overladt til os at gætte, hvad det kan være". [104] En pejling på tidsperspektivet kan man måske tage af en rundspørge udført blandt 41 ledende medarbejdere i den amerikanske elektroniske underholdningsindustri. Her anslog 67%, at set-top-teknologi og online underholdning leveret til hjemmet via kabel- eller telenet ville blive markedsført på massebasis omkring årtusindskiftet, 4% mente, det ville ske hurtigere, mens 29% forestillede sig, at den fuldt udviklede information superhighway lå 7-10 år fremme i tiden. [105]

Ligesom der er mange tal for Internettets øjeblikkelige udbredelse, så er der også mange forudsigelser omkring dets fremtidige udbredelse. John Quarterman leverer følgende vurdering af Internettets vækst frem til år 2000, hvor han regner med, at der vil være 10 billioner brugere (fig. 20, samtidig kan også væksten fra 1970 til i dag aflæses af skemaet). Quarterman har følgende tankevækkende kommentar til denne eksplosive udvikling (i 1992): "Om to år vil der være flere netværksbrugere end indbyggere i nogen enkeltstat i USA. Om fem år vil der være flere netværksbrugere end borgere i noget enkelt land, undtagen Indien og Kina. Hvad vil der ske, når McLuhans globale landsby bliver en af de største lande i verden?" [106] Selv om Quartermans fremskrivninger klart nok er overdrevne, så vil Internet (eller lignende kommunikationsnet) med den nuværende vækst på 10-15% pr. måned nok opleve en eksplosiv udvikling over det kommende tiår.

Hvad markedet for online-services angår, så er det også i kraftig udvikling. Et stigende antal aktører går ind i øjeblikket: MicroSoft, Ziff-Davis Interactive og Viacom i løbet af 1995, og senere regner man også med, at koncerner som bl.a. Time Warner udvikler online-tjenester for deres hovedprodukter (Time Magazine osv.). I takt med at flere og flere af de etablerede medieindustrier på denne måde udbyder deres egne consumer online services, forventes det også - på den ene side - at antallet af private abonnenter stiger markant, således at online-markedet om få år fremstår som et egentligt

Fig. 20 Internettets vækst 1970-2000 (kilde: J. Quarterman)107

massemarked. Jupiter Communication vurderer således, at husstands-penetrationen af online services i USA vil vokse fra de nuværende 4,2% (1994) til 17% i 1998. [108] På den anden side kan man med de mange tjenesteudbydere forvente en meget hård konkurrence om kunderne, således at det bliver stadigt sværere for den enkelte udbyder at bevare, endsige vinde markedsandele. Det problem søger de forskellige servicer i øjeblikket varierende løsninger på. På længere sigt vil der udvikles netværksbaserede nyheds-, informations- og underholdnings-multimedietjenester, hvor opdateringen sker løbende, hvor tekst sammenredigeres med grafik, lyd, stillbilleder og levende billeder til egentlige multimedier, og hvor konsumenten selv interaktivt henter den ønskede information hjem. Online multimedie-services, der vil skærpe konkurrencen på nyheder, information og underholdning.

De store udenlandske aktører vil også i tiltagende grad gå ind på det danske marked for online-tjenester: Computerbranchen i form af bl.a. MicroSoft Network og Apple Online Service; de allerede etablerede udenlandske online-services som CompuServe, American On Line og Europa Online (der ejes af de største franske, tyske og engelske forlag); og senere måske også store mediekoncerner som Viacom, Time Warner, Rupert Murdochs New Corporation (Delphi Internet) osv. De sidste ud fra princippet om: 'single source - multiple products' (én kilde - mangfoldige produkter), dvs. at man ud fra samme udgangsmateriale udgiver mange forskellige produkter, distribueret gennem mange forskellige kanaler.

For det hjemlige perspektiv er den vigtigste enkeltstående begivenhed med betydning for udviklingen af distribution af TV - og herunder også Interaktivt TV - formentlig den fulde liberalisering af telesektoren (herunder såvel teleinfrastrukturen som teletjenesterne), som EU med Danmarks tilslutning har besluttet at gennemføre med virkning fra 1. jan. 1998. Nogle af hovedpunkterne i den politiske aftale om telestrukturen [109] og dermed selve udmøntningen af liberaliseringen skal her ultrakort opridses, da de har direkte konsekvenser for udviklingen af Interaktiv TV. Det såkaldte trin 1 i aftalen, der har virkning allerede fra 1. juli 1995, omfatter bl.a. følgende momenter:

* Tele Danmarks eneret til fremføring af radio- og TV-programmer i det landsdækkende telenet ophæves således, at der bliver fri adgang for alle til at fremføre radio- og fjernsynsprogrammer eller tjenester via telenettet.

* Hidtidige begrænsninger på adgang til at eje fællesantenneanlæg ophæves således, at ikke kun brugere, telefonselskaber og kommuner, men eksempelvis også kommercielle virksomheder, kan eje anlæggene.

* Tidligere begrænsninger på brugen af faste kredsløb fjernes således, at alle interesserede tjenesteudbydere kan anvende telenettet til tjenester, der kombinerer programfremføring med andre tjenester, f.eks. interaktive tjenester (video-on-demand mv.).

* Hybridnettets monopole infrastruktur lægges sammen med den øvrige infrastruktur i det offentlige telenet og vil sammen med bredbåndsdelen heraf udgøre den danske udgave af 'den elektroniske motorvej'.

* Brugernes ret til frit at organisere sig i fællesantenneanlæg og frit at udarbejde vedtægter bevares, og brugerindflydelsen på programudbudet udstrækkes til at omfatte samtlige fællesantenneanlæg (også dem der ikke ejes af brugerne), således at det frie forbrugsvalg sikres.

* Tele Danmarks eneret til at anlægge bredbåndsnet i lokalområder, dvs. inden for kommunegrænser, ophæves. Liberaliseringen omfatter også eksisterende og nye fællesantenneanlæg, der således vil kunne udnyttes til fremføring af teletjenester. Via bredbåndsnettene kan alle teletjenester udbydes, herunder også telefoni, selv om disse traditionelt udbydes via smalbåndsforbindelser. Denne liberalisering omfatter dog alene bredbåndsnet inden for den enkelte kommunes grænser, mens forbindelsen mellem flere bredbåndsnet ud over kommunegrænsen etableres via 'den elektroniske motorvej'.

* Reduktion af priser på bredbåndsydelser, primært på 'hovedvejene' (efter sloganet: "Verdens bedste og billigste teleydelser")

Den samlede konsekvens af liberaliseringen er, at der bliver åbnet op for kabeloperatører og tjenesteudbydere til på kommerciel basis at udbyde en kombination af - som det kaldes i udkastene - 'tv-programmer, teletjenester og multimedietjenester' eller andre 'interaktive tjenester (video-on-demand m.v.)'. I fig. 15 gives der en oversigt over nuværende såvel som fremtidige aktører inden for Interaktivt TV i Danmark, og herunder både udbydere af netværk og udbydere af indhold.

I forbindelse med multimedia-området er et af de presserende reguleringsmæssige problemer, at teletjenester og TV-tjenester er underlagt to forskellige lovgivninger. Det får bl.a. som konsekvens, at tjenester som video-on-demand og teleshopping, fordi de opfattes som teletjenester (defineret som tjenester, der udbydes til individuel bestilling), ligger uden for indholdsregulering; mens tjenester som pay-per-view og near-video-on-demand, [110] fordi de opfattes som TV-tjenester, er underlagt loven om radio- og fjernsynsvirksomhed, bl.a. med hensyn til reklamer, vold og pornografi. Her vil det være hensigtsmæssigt med en harmonisering af lovgivningen for tjenester, der - fra brugerens synspunkt - er direkte sammenlignelige. Den politiske aftale om telestrukturen taler i denne forbindelse om, at "Nye bredbåndstjenester ... som udgangspunkt (vil, jfj) kunne reguleres i henhold til den gældende telelovgivning". Men at der "For tv-lignende teletjenester (dvs. 'tjenester til individuel levering af lyd- og billedprogrammer', jfj.), som f.eks. video-on-demand og tele-shopping, sikres hjemmel til at regulere adgang til og indhold af sådanne tjenester i overensstemmelse med principperne i anden lovgivning, herunder radio- og fjernsynslovgivningen".

I et multimedieperspektiv er det endvidere interessant at notere, at Kulturministeriets mediepolitiske målsætning i.f.m. teleliberaliseringen bl.a. er at sikre, "at også multi-medie-tjenester/teletjenester i princippet kan være omfattet af public service-begrebet", samt at man for at fremme sådanne mål vil indføre reguleringer, der "tager højde for muligheden af 'must carry' lignende forpligtelser på teletjeneste- og multimedie-området". [111]

Forventningerne fra antenneforeningerne - sådan som de i et interview udtrykkes af Viggo Bækgaard (formand for FDA) - er, at liberaliseringen vil bryde den stagnation, der i en årrække har karakteriseret kabelområdet, og afløse den med en vækstfase, fordi det nu atter vil være attraktivt at etablere og udbygge fællesantenneanlæg. Ligesom man generelt forventer, at fremtiden i informationssamfundet i høj grad vil ligge på kabelområdet, fordi kabelanlæggene er en forudsætning for at distribuere og udnytte mange af de tjenester, som definerer og karakteriserer dette samfund. Med hensyn til konkrete planer og initiativer er man imidlertid ikke kommet så langt, er vurderingen. Man vil sandsynligvis starte på computerområdet, fordi det kan gøres forholdsvis billigt og hurtigt, og der findes her allerede kabelTV-selskaber som sælger computerprogrammer på TV-basis. Først på noget længere sigt vil der blive tale om servicer som video-on-demand, near-video-on-demand, news-on-demand osv.

Af konkrete planer inden for kabelTV-området, som søges realiseret på kort sigt, skal nævnes følgende to:

1) I et samarbejde mellem Nordjyllands Videnspark (NOVI), AalborgUniversitet, Gistrup Skole og Gistrup Antenneforening har man i foråret '95 udarbejdet en ansøgning til forskningsministeriet om midler til etablering af forsøg med et IT-miljø i et afgrænset geografisk område i Nordjylland. Forsøget går ud på at opgradere det eksisterende kabelTV-net i Gistrup (forstad til Aalborg med ca. 1400 husstande) via indkøb af servere, gateways og returvejsforstærkere til styring af systemet samt PCere og kabelmodems til brugersiden, således at der med udgangspunkt i fællesantenneanlægget etableres et lukket højhastighedsnet, der kan anvendes som multiservicenet. Nettet skal dels understøtte højhastigheds-kommunikation mellem private husstande, virksomheder, netværksoperatøren og lokale institutioner som offentlige kontorer, skole, universitet, klubber og foreninger inden for det lokale netværk (og under dette også åbne mulighed for realtime transmission af multimedia) og dels via Internet understøtte kommunikationen med resten af verden, og det skal herunder dække alle de funktioner, et IT-net kan tilbyde, bl.a. (som nævnt) tilkobling til Internet, World Wide Web, Email og FTP. Projektet - der bærer navnet "Gistrup Net-2000. Et InformationsTeknologisk laboratorium" - har ifølge projektskitsen følgende formål:

* at opbygge et informationsteknologisk laboratorium i et repræsentativt lokalsamfund;

* at initiere udvikling af nyt informationsteknologisk udstyr og undersøge informationsteknologiens muligheder og begrænsninger i et lukket højhastighedsnet;

* at analysere og udvikle brugergrænseflader i tæt samarbejde med brugerne;

* at formidle viden om informationssamfundet gennem uddannelse og afholdelse af kurser og studiekredse for brugere af IT på alle forudsætningsniveauer;

* samt - i ansøgningen udpeget som det centrale - at undersøge det menneskelige element, dets muligheder og begrænsninger i det kommende videnssamfund, bl.a. ved at registrere og analysere brugeradfærd for herved at opbygge viden om eventuelle brugerbarrierer i forhold til IT og ved at måle effekten af forskellige påvirkninger i form af uddannelse og kurser.

IT-forsøget er projekteret til at forløbe over en periode på tre år med start den 1. januar 1996. [112]

2) Tele Danmark vil allerede i løbet af efteråret '95 tilbyde hybridnettets godt 650.000 kunder, hvad man kalder en 'superdekoder' eller 'en intelligent TV-terminal'. Terminalen - der er udviklet af det danske firma HyperVision (bl.a. ejet af B&O);- består af en sort boks, der både indeholder en processor og en hukommelse og dermed i realiteten er en lille computer. Boksen tilkobles TV-apparatet via antennestikket (eller rettere: kabel-stikket) og kan dermed gennem kabelTVnettet jævnligt opdateres med data, som tilføjer en række nye funktioner i forhold til traditionel kabelTV. Og hele systemet styres med en fjernbetjener, hvor man ved hjælp af piletaster manøvrerer og gør sine valg på skærmen i en slags menustyret tekst-TV, som har lighed med de menusystemer, der kendes fra computer-interaktion. Blandt de funktioner, der vil blive tilbudt, er:

* En hovedmenu, hvor man kan vælge mellem de forskellige menupunkter.

* En TV guide, der som en art avanceret programoversigt giver oplysninger om hvilke udsendelser, der vises inden for forskellige programtyper den pågældende dag (sport, film, nyheder osv.), ligesom der tilbydes korte omtaler af de pågældende programmer.

* En oversigt over hvilke programmer, der vises på de forskellige kanaler her og nu.

* En 'tidslinie', der angiver, hvor langt man er henne i en igangværende udsendelse.

* Pay-per-view eller betalingsTV, hvor der efter taxameterprincippet kun betales for de film, der faktisk ses. Da det nuværende kabelsystem ikke er bygget til tovejskommunikation, og seerne derfor ikke kan sende meddelelser tilbage via nettet, skal bestillingen af TV-programmerne imidlertid foretages via et opkald til et voice-response-system fra en trykknaptelefon.

* Samt to små computer- eller TV-spil, som også styres via fjernbetjeneren.

* Endelig erstatter terminalen de dekodere, der i dag findes på markedet (fra f.eks. MultiChoice).

Prispolitikken fra Tele Danmark går helt entydigt i retning af, at det er tjenesterne og det faktiske (interaktive)TVforbrug, der skal finansiere servicerne, mens det kun kommer til at koste små 50,- kr. pr. måned for lejen af selve terminalen (plus et oprettelsesgebyr på et par hundrede kroner). Tele Danmark anslår selv, at 50.000 kabelTV-kunder vil have installeret en terminal i foråret '96. På lidt længere sigt - nemlig når Tele Danmark i løbet af 1996-97 begynder at sende TV-signaler i digital form - vil det blive muligt at benytte noget af kapaciteten i nettet til tilbagesending af signaler, således at f.eks. pay-per-view kan fungere som en kabelbaseret service uden benyttelse af telefonlinier, ligesom der vil blive mulighed for forskellige former for egentlig interaktive TVprogrammer (vælg-din-egen-historie(slutning), vælg-din-egen-kameravinkel, TV-shopping, søgning i informationsbaser osv.). Tele Danmark kan dog ikke selv optræde som programudbyder før den 1. januar 1998, hvor den fulde liberalisering af teleområdet træder i kraft, så billedet af de interaktive programtyper og servicer, der på længere sigt faktisk vil blive udbudt, fremstår endnu som relativt uklart. [113]

Peter Olaf Looms 'nationale profil' for Danmark i The Multimedia Yearbook '95 afrundes på følgende måde, der også kan tjene som udgangsreplik for dette afsnit: "Den ubekendte størrelse i 1995 synes at ligge i multimedieprodukter fra telekommunikations- og kabelTV-verdenen. Med talen om nationale informations-initiativer og informationssamfundet er interaktive tjenester baseret på kabelTV-systemer og bredbånds-kommunikation afgjort sandsynlige. Måske mere multimedia og mindre af det interaktive?" [114]