7. Multimediateknologi og samfund

I dag må vores samfund - meget hastigt - foretage et stort antal svære valg vedrørende teknologi. Netværksbaseret computerteknologi forandrer sig med særlig stor hastighed lige nu, og konsekvenserne af dens forskellige anvendelser begynder endeligt at kunne mærkes i stor målestok. Tekniske standarder og markeds-strukturer er næsten umulige at tilbagekalde, når de først er blevet etablerede, så det er vigtigt at prøve på at forestille sig i forvejen, hvad fremtiden vil bringe. Det er mere et spørgsmål om social fantasi: Hvilke typer af sociale og institutionelle dynamikker vil opdukkende teknologier indgå i?

The Network Observer, september 1994.

Den nye computerteknologi er ikke kun et teknologisk fænomen, men også spækket med politiske implikationer. Relationen mellem teknologi og politik kan her siges at have to dimensioner, eller at vende begge veje: På den ene side er der det specifikke spørgsmål, som drejer sig om eventuelle politiske reguleringer af computer- og multimedia-området: produktionen, markedet, forbruget, uddannelsen etc. Dvs. politikkens mulige styring og påvirkning af computerteknologien. På den anden side er der det generelle spørgsmål, som omvendt drejer sig om computerteknologiens overordnede indvirkning på samfundet, kulturen, kommunikationen, demokratiet etc., og hvordan man politisk ønsker at håndtere det. De to dimensioner har meget forskelligartet karakter og vil blive behandlet separat i det følgende, selv om de i visse punkter selvsagt også falder sammen.

7.1 Reguleringer af computer- og multimedie-området

... hvad der virkelig betyder noget, er, at for første gang i computerens tidsalder er teknologien blevet virkelig politisk ... Denne simple kendsgerning bliver alt for let overset. Når politikere begynder at bruge ord som multimedia, telematik og informationsmotorveje som en selvfølge, så sket der noget nyt. Det betyder ikke noget, at de ikke altid ved, hvad de taler om, for det, der står fast, er - Informationsmotorveje er blevet et Politisk Spørgsmål ... Intet kan nu forhindre deres konstruktion ... i sidste instans.

Roger Wilson

Den samfundsmæssige sektor for computer- og informationsteknologi aktualiserer i sig selv en lang række politiske problemer og interesser, på makroplan såvel som på mikroplan. Hvad makroplanet angår, behøver man blot at nævne, at USA for nogle måneder siden i verdensoffentligheden udhængte klodens mest folkelige nation som software-pirat, idet man anklagede kinesiske fabrikker for at sprøjte uautoriserede kopier af computerprogrammer (såvel som film og plader) ud på markedet, ligesom man truede med handelssanktioner, der var langt mere radikale, end da samme lands eneste udåd var krænkelser af menneskerettighederne og undertrykkelse og tortur af mennesker. [184] Og hvad mikroplanet angår, har der i en dansk sammenhæng lige været - noget mindre dramatiske - politiske sværdslag om, hvorvidt de afgifter, der siden 1950erne har været pålagt grammofonplader som såkaldt 'forbrugsbegrænsende foranstaltninger', også skulle være gældende for de nye CD-ROM i dag. Ligesom der har været diskussioner om det juridiske grundlag for udlån af CD-ROM på folkebibliotekerne. Så i det store som i det små har computeren politiske implikationer.

Det har aldrig skortet på vidtløftige visioner og profetier, når talen var om computere, multimedia, Informationsmotorveje osv. Nu er teknologier og standarder imidlertid ved at falde på plads, om ikke fuldstændigt og endegyldigt, så dog så meget, at fremtiden kan skimtes i kontur. Derfor er der måske også så meget des mere grund til at gå fra den tidligere fases diskussion om, hvad man (eventuelt) ville være i stand til at gøre, til en ny fases mere realpolitiske diskussion af, hvad man faktisk ønsker at gøre, og hvordan man ønsker at gøre det. Mellem de mange spørgsmål, der trænger sig på, er bl.a. følgende (her blot markeret i kortfattede tematiseringer) :

Infrastruktur og økonomi: I størstedelen af Europa vil etableringen af egentlige i-way services kræve betragtelige reinvesteringer i kabelnet og større frihed for telefonnettene til at bære TV-tjenester. En almindelig vurdering er, at reinvesteringen ikke vil tage fart, så længe de fleste af Europas telekommunikations-selskaber er statsejede, da omkostningerne vil blive enorme. (I England, der i europæisk målestok er lang fremme, og hvor investeringerne i infrastrukturen er finansieret privat, regner man f.eks. med, at det vil koste over 9 billioner pund (14 billioner dollars) at kabel-opkoble de ca. 19 mio. britiske hjem, som bliver passeret af kabelnet i år 2002.) Europa-kommissionen [185] har stærkt anbefalet, at man inden for EU-landene deregulerer telekommunikations-markedet, således at kommerciel succes kommer til at afhænge af konkurrence på kvalitet, service, fornyelse og priser, snarere end af statsstøtte. Men udviklingshastigheden er langsom og uensartet, ligesom den basale infrastruktur er meget forskelligt udviklet i forskellige dele af Europa. Tager man det globale perspektiv, er forskellene endnu større: I Østeuropa og det tidligere USSR bliver den basale infrastruktur med mange bremser af økonomisk og lovgivningsmæssig art genopbygget. Det fjerne Østen og især småstater som Singapore og Hong Kong er meget langt fremme. Mens resten af den 3. verden mindre er præget af lovgivnings- og reguleringsmæssige problemer end af basale teknologiske mangler. Og i USA tegner der sig et relativt forvirret billede af en række meget langsomme skridt i retning af deregulering i en indviklet interessekamp mellem forskellige industrisektorer, branchealliancer, forbrugergrupper, lobbyer og statsmagten, hvor den federale regering og enkelt-staterne tilmed ofte trækker i hver sin retning med lovgivninger, bevillinger og dispensationer.

Lex Clinton/Gore: I begyndelsen af 1994 lancerede Clinton/Gore-administrationen meget ambitiøse planer for udviklingen af The Information Superhighway i USA. Masterplanen var, at udbygningen skulle udføres af private virksomheder og for private penge, men reguleret af føderal lovgivning. I dag er den første begejstring og optimisme forduftet, og motorvejsbyggeriet skrider meget langsommere frem end forventet. Meget hurtigt har det nemlig vist sig, at der er store mængder lovgivning - vedr. monopoler, tariffastsættelser osv. - som må revideres, før de første spadestik kan tages. [186] Eller hvis ikke hele projektet skal afgøres ved domstolene. Lex Clinton/Gore er således - i denne forbindelse - at det centrale lovgivningsmæssige grundlag må bringes i orden, før man igangsætter private entreprenører med motorvejsprojekter.

Regulering vs. deregulering: Fordi multimedia er nye medier, og fordi multimedia ofte er hybrider af forskellige traditionelle medier, der har separate og meget forskelligartede reguleringer, er den lovgivning, multimedia i dag er underlagt, både meget tvetydig og meget svag. Daniel L. Brenner, vicepræsident for Law and Regulatory Policy, National Cable Television Association, der tidligere er blevet citeret i denne sammenhæng, skriver f.eks.:

"Der er meget få praktiserende sagførere inden for multimedia. Til forskel fra andre opdukkende kommunikationsindustrier er der kun lidt lovgivning, der styrer dette område ... Den kendsgerning, at multimedia dækker alle tre discipliner [video, telekommunikation, computere, jfj.], fører til nogen forvirring om, hvad multimedia er, og hvordan vi bør tænke om det. ... Hvilke reguleringsprincipper fungerer, og hvilke fungerer ikke i beskrivelsen af dette nye medie, eller i dette tilfælde et nyt medie af forskellige medier? Vi burde vedkende os kendsgerningen, at i denne konvergensens tidsalder, står vi over for overlappende og ofte modstridende reguleringsmæssige strukturer ..." [187]

Stram regulering er imidlertid ikke i sig selv nødvendigvis kun af det gode, pointerer Brenner, idet han henviser til den hidtil kun svagt regulerede computerbranche:

"Når vi skal løse disse juridiske og lovgivningsmæssige spørgsmål, kan vi tage ved lære af computerindustrien. Mens forfattere af computersoftware har søgt tilflugt i retssalene for at beskytte computerprogrammer, så har computerens historie ... ikke været domineret af intense regulatoriske opsyn eller stram statslig styring. Washingtons tunge hjælpende hånd har ikke på nogen betydende måde grebet ind i computerindustrien, og resultatet har været en fortsat historie af billigere, mere kraftfulde og mere alsidige computerprodukter. Lov og regulering er ikke altid den skyldige, der forhindrer fremskridt i medieteknologien. Men copyrightlovgivning og reguleringstiltag på dette område kunne stå som virkelige blokeringer på grund af kompleksiteten af rettigheder og passagerne, der tidligere har været stramt reguleret. Lempelse af de sædvanlige juridiske begrænsninger kunne lade markedskræfterne - som har gjort et storartet arbejde i at bringe computere til lave omkostninger og af høj kvalitet til verden - hjælpe os til også at finde vej til multimedie-gralen." [188]

Og Bill Gates giver udtryk for tilsvarende synspunkter på forholdet mellem regulering og computerbranchen, når han i et interview udtaler:

"Regeringerne har altid haft en central rolle, når det drejer sig om at sætte grænser for kommunikation. Det gælder spørgsmål om universel adgang til oplysninger og privatlivets fred. Det er vigtige emner ... Men når regeringer taler om at sætte tekniske standarder for motorvejen begår de en alvorlig fejl. Forestil dig, at regeringen skulle have udformet standarder for PC-industrien. Europa ville have forsøgt at etablere deres egen PC-standard. Man ville aldrig have fundet de rigtige standarder. Markedet styrer de teknologiske nyskabelser bedre end nogen regering." [189]

Men politiske beslutninger om deregulering eller om at undlade at regulere et givet område kan naturligvis også betragtes som en form for regulering.

Copyright: Som Brenner overfor antyder, er et af de største problemer netop copyrighten. I modsætning til andre medier, hvor der er standard-aftaler og -tariffer, når et værk skal citeres eller gengives, så eksisterer der i dag ikke sådanne faste regelsæt inden for multimedia eller digitale medier. Hvert fotografi, hvert stykke musik, hvert tekst-fragment, hvert video-klip etc. skal derfor forhandles og afregnes separat. Og rettighedsholdere er stadig modstræbende mod at afgive rettigheder eller at sælge dem for billigt, idet konsekvenserne af at udsende produkter i digitale medier, hvor en kopi (og også en ulovlig sådan) hverken i kvalitet eller på nogen anden måde adskiller fra originalen, endnu er helt uvisse. Produktionen af en CD-ressource baseret på eksisterende materiale indebærer derfor i dag et kolossalt arbejde med at få indhentet de nødvendige licenser og rettigheder til brug af musik, fotos, video, tekst osv., såvel som enorme udgifter for at betale rettighedshaverne. Og dette arbejde og disse omkostninger bliver naturligvis mangedoblet, når man opererer med digitalt lagrede produkter på online-medier som eksempelvis Internet, som potentielt millioner af mennesker på global basis kan få adgang til (og dermed i princippet kopiere). Ophavsretten kan derfor meget vel gå hen og blive den største bremse for udviklingen af multimedia og online-medier samt et af de største mediepolitiske stridspunkter. Og der er mange andre problemer: Hvem har ophavsrettighederne ved bearbejdninger, samplinger, kombinationer eller afledninger af et givet multimedie-materiale? Er det den oprindelige producent af materialet? Eller kan brugere, der skaber værdifulde afledninger, selv få rettighederne til deres produkter? Er det meningsfuldt at opretholde et forbud mod kopiering af digitale værker til personlig brug, som det sker i den nye copyright-lovgivning, hvis det i praksis kriminaliserer størstedelen af befolkningen? Osv. Der kan således blive behov for betydelige justeringer, såvel som international harmonisering af copyright-lovgivningen - og måske en total gentænkning af hele ophavsretten fra grunden af. [190]

Medier og lovgivning: Nettet er et medie. Og som nyt medie, der har udviklet sig så at sige 'af sig selv', uafhængigt af statslige initiativer og tiltag, er det også et forholdsvis ureguleret medie. Det kan naturligvis blive nødvendigt at lovgive for dette medie som for alle andre medier. På den ene side vil der være tale om, at den almene lovgivning samt de regler, der gælder for eksempelvis trykte udgivelser, TV og radio, også skal udbredes til at gælde for netmedierne. Det drejer sig eksempelvis om ophavsretlige regler, redaktøransvar, spørgsmålet om injurierende eller krænkende udtalelser, brevhemmelighed, ligesom det drejer sig om sikring af ytringsfrihed og af privatlivets fred. Dette kan imidlertid vise sig at være utilstrækkeligt. På den anden side kan der derfor også blive tale om at udarbejde ny og specifik lovgivning for de nye medier. Og da nettet ret beset ikke bare er ét medie, men mange forskellige medier - hvor varierende typer af tjenester og produkter tilmed i stigende grad bliver blandet i hybride former - er det måske også nødvendigt med flere forskellige lovgivninger. [191] En af de områder, der kunne aktualisere en specifik lovgivning er:

Datasikkerhed og kryptering: Som de digitale informationer i de fleste tilfælde sendes og lagres i dag er det muligt for f.eks. hackere, efterretningsvæsner m.v. umiddelbart at åbne og læse den. At en meddelelse når frem til adressaten ulæst og uændret, kan således i princippet ikke garanteres, hvilket gør nettet uegnet til visse mere forpligtende kommunikationsformer som juridisk bindende aftaler, pengetransaktioner, fortrolige oplysninger, fabrikationshemmeligheder osv., ligesom det i almenhed udgør en trussel mod privatlivets fred. Den samme teknologi, som på denne måde truer privatlivets fred og skaber forudsætninger for den totale overvågning, har imidlertid potentialer til det stik modsatte også. Forskellige krypteringsteknikker skaber nemlig nu mulighed for at gøre kommunikerede eller lagrede data ulæselige for uvedkommende. Dette indebærer dog samtidig risici for samfundet, har nationale sikkerhedstjenester som FBI ikke været sene om at gøre opmærksom på. Hvem der først og fremmest vil drage fordel af kryptering, er nemlig folk, der er involveret i ikke-lovlige aktiviteter som terrorisme, kidnapning, børneporno osv. I et forsøg på kompromis har man derfor forsøgt at lancere den såkaldte Clipper Chip, som gør det muligt at kryptere sine meddelelser, men samtidig forsyner staten med en 'nøgle', så statslige myndigheder på given foranledning kan dekode meddelelserne. Af gode grunde er chippen ikke blevet nogen stor kommerciel succes (indtil videre har den kun solgt i 1.000 eksemplarer [192]), og i øjeblikket forsøger man fra den amerikanske stats side at forhindre og afskrække kryptering på andre måder. Skismaet står således - som så mange gange før - mellem på den ene side at sikre privatlivets fred for individet og på den anden side at garantere sikkerheden for samfundet ved at åbne op for en vis grad af overvågning. [193] Et andet, men beslægtet aspekt handler om, at systemoperatører har mulighed for at indsamle data om systemets brugere. Koblet op på en tjenestes centrale computer vil ethvert tasteslag nemlig efterlade sit digitale fingeraftryk. På grundlag af bevægelsesmønstre på Internettet, databaser der frekventeres, nyhedsgrupper der abonneres på, software der downloades, E-mail der sendes, kan der derfor opbygges relativt detaljerede profiler på de enkelte brugere. Profiler, der så igen eksempelvis kan anvendes - og sælges - til forskellige former for demografisk målrettet marketing. Områder som disse kan selvklart have behov for specifik lovgivning. [194]

Retten til adgang: Princippet om fri konkurrence i Europa og USA vil forudsætte, at netværks-leverandører forsyner alle, der måtte ønske det, med båndbredde. Dette skaber imidlertid ikke i sig selv lige adgang. Slutbrugeren kommer nødvendigvis selv til at betale for tilslutningen til informationsmotorvejen, og ikke alle vil have råd. Derudover er det ikke usandsynligt, at adgangen til de bedste programmer og tjenester vil blive baseret på en eller anden form for subskriptions- eller pay-per-view-ordning, hvor alle selvsagt heller ikke vil have råd til at betale. Hvis disse services f.eks. bærer flere og bedre uddannelses-tilbud, så er det måske netop de underprivilegerede, der har mest brug for dem, som er forment adgang. I yderste konsekvens vil de mennesker, der ikke er opkoblet eller kun har begrænset adgang, få indskrænket deres borgerlige rettigheder. Staten kan derfor blive nødsaget til på forskellig vis at understøtte adgangen til informationsmotorvejen for de underprivilegerede. Et andet spørgsmål vedrører, hvem der skal bestemme hvilke tjenester, der overhovedet udbydes. I USA forsvarer kabel-operatører deres ret til at bestemme, hvilke kanaler nettet skal frembære, og hvilke de skal udelukke, mens de udsættes for kritik fra konkurrenter i den (hvad distributionssiden angår) traditionelt mere stramt regulerede telefonsektor, som slår på forpligtigelsen som 'common carriers'. Stridigheder, Roger Wilson har følgende kommentar til: "Dette er spil, der spilles på kort sigt, fordi gevinsterne først vil dukke op langt senere. Men slutspillet vil være for værdifuldt til, at nogen af disse store selskaber kan ignorere det". [195]

Liberalisering og monopolisering: I forbindelse med den kommende liberalisering af telesektoren bliver der bl.a. fra de private antenneforeningers side udtrykt betænkeligheder ved, at det samme selskab kan komme til at sidde på flere led af 'føde-kæden' og således f.eks. både eje transportvejen og det indhold, der transporteres. Dermed kan der opstå situationer, hvor selskaber - f.eks. gennem sammensætninger af programpakker, prispolitik mv. - har mulighed for mere eller mindre direkte at diktere abonnenternes valg af tjenester. Frygten er således, at liberaliseringen i stedet for større frihed og konkurrence fører til monopolisering og begrænsning i det frie forbrugsvalg.

Konkurrence og statsstøtte: Fra nogle af de interviewede producenter inden for multimediabranchen peges der på, at økonomien - herunder de finansielle muligheder for at få adgang til de store, avancerede maskiner - er et af branchens største problemer. Der peges også på en betydelig konkurrenceforvridning, idet mange af de amerikanske firmaer, der dominerer hardware-industrien, opererer med op til 50% højere priser i Europa. Det er således væsentlig dyrere for europæiske udviklere at opnå adgang til de nødvendige maskiner, og sammen med det generelt højere europæiske omkostnings- og beskatningsniveau gør det konkurrencen med de amerikanske udviklere på det internationale marked vanskelig. Endelig henvises der - som forbillede - til det 'canadiske eksempel', hvor man for at ophjælpe industrien har givet skattefrihed for visse dele af computerbranchen. [196]

De ovenfor opregnede temaer hænger naturligvis i mange tilfælde intimt sammen, og eventuelle konflikter mellem dem må nødvendigvis løses, hvis en hensigtsmæssig udvikling skal sikres. Processen er imidlertid allerede begyndt: Internettet og online tjenesterne er en realitet. Faktiske initiativer bliver taget m.h.t. applikationer, pilotsystemer og markedstest. Osv. Med Roger Wilsons formulering: "Fremtiden tager form, men det hele kunne blive holdt tilbage af politisk ubeslutsomhed." [197]

7.2 Computerteknologiens samfundsmæssige konsekvenser

Der er ingen tvivl - informations-revolutionen er her... der er ingen, der er uberørt af computerteknologiens eksplosion. Alt fra medie til medicin ... er blevet radikalt forvandlet af et redskab, der blev opfundet for bare 50 år siden. Det er vor tids 'Big Bang' - vi kunne endog kalde det 'Bit Bang' ... Computerens tidsalder forandrer allerede alle sider af vores liv. Men vi ved stadig ikke, hvor vi ønsker, at den skal tage os hen ... Men der er en lys side ved denne usikkerhed: de nuværende korsveje giver en mulighed for at gentænke civilisationen ved daggryet af det nye årtusinde.

Steven Levy

At computerteknologien har og i stigende grad vil få radikale samfundsmæssige konsekvenser, er i dag næsten en truisme. Op gennem de seneste 3 årtier er der kommet et væld af bøger og mindre publikationer, der har peget på sådanne sammenhænge mellem den nye informationsteknologi og en ny samfundsformation: Daniel Bells The Coming of the Post-Industrial Society (1973), Alvin Tofflers The Future Shock (1970) og The Third Wave (1980), Dertouzos & Moses: The Computer Age (1980), John Nasbitt: Megatrends (1982), Tom Foresters High-Tech Society. The Story of the Information Technology (1987) og Martin Bangemanns Meeting the Global Challenge (1992); ligesom der er kommet en lang række statslige udredningsrapporter: Fra Nora & Mincs The computerization of society (1980) og Jean-Francois Lyotards La condition postmodern (begge til den franske regering) til de danske rapporter som Dybkjær-Christensens Info-samfundet år 2000 (1994) og forskningsministeriets efterfølgende handlingsplan: Fra vision til handling (marts 1995). Afhandlinger, der både i mere eller mindre dystopiske billeder har peget på farer i det kommende informationssamfund og i mere eller mindre utopiske visioner har udmalet lyksalighederne i en sådan ny samfundsmodus. Det afgørende i denne sammenhæng er imidlertid, at omstruktureringerne angiver muligheden - og nødvendigheden - af en politisk stillingtagen, og at det primært er disse politiske initiativer, der bliver afgørende for om det fremtidige samfund får en overvejende dystopisk eller utopisk flavour.

Det centrale og mest overordnede spørgsmål er naturligvis, om de nuværende sociale strukturer kan rumme og indoptage disse radikale teknologiske forandringer, og omvendt i hvilket omfang man skal eller kan reorganisere samfundet, kulturen og styreformer for at udnytte de nye informationsteknologiske muligheder - eller simpelthen for at få et bedre samfund. De mere specifikke spørgsmål, computeren og informationsteknologien sætter på dagsordenen for fremtidens samfund, kan (meget kort) antydes gennem en række tematiseringer struktureret som modsætningsfigurer eller virtuelle alternativer:

Kontrol vs. decentralisering: I sine tidlige dage blev computeren betragtet som en centraliserende kraft. Mainframe-konceptet lagde op til, at informationerne blev samlet på ét sted, at informationsflowet blev underkastet stram styring, og at den øverste del af ledelseshierarkiet fik privilegeret adgang til de relevante data - og dermed endnu mere magt. I dag - udmøntet som PCer og distribuerede netværk som Internettet - udgør computeren imidlertid en stærk decentraliserende kraft. Sindbilledet er naturligvis den unge computer-freak, der fra drengeværelsets billige hjemmecomputer hacker sig ind på og skaber kaos i de magtfulde institutioners systemer. Men de to historiske positioner - kontrol versus decentralisering - afspejler også oppositionelle positioner og dermed et konfliktfelt og en balancegang i det aktuelle politiske billede. Det gælder den enkelte organisation, hvor ledelsen på én gang skal sørge for, at organisationen får maksimalt udbytte af den nye teknologi, og samtidig må undgå, at den samme teknologi ikke redistribuerer magten og dermed underminerer organisationen(s ledelse). Og det gælder helt op til de enkelte nationalstater, hvor f.eks. diktaturer må vælge mellem at forbyde informationsteknologien for at bibeholde den centrale kontrol og magt (men dermed gå glip af økonomiske fordele) eller at tillade informationsteknologi og således åbne op for decentralisering af informationer og magt, der i sidste ende kan underminere styret. Den stadige kamp mod alle former for moderne kommunikationsteknologier fra de siddende styrer i lande som Iran, Irak, Libyen og Nordkorea er her illustrative eksempler. [198]

Censur vs. ytringsfrihed vs. informationsstøj: Internettet - der er blevet set som både forløber og model for det verdensomspændende globale digitale kommunikationsnetværk - er decentralt i sin struktur, og der er (indtil videre) ikke nogen form for opsyn med eller kontrol over indholdet i de meddelelser, det frembærer. Der har været en hel del spekulationer og bekymringer over denne nye form for kommunikation, især motiveret af mængden af meddelelser med pornografisk indhold. I praksis er det imidlertid umuligt for de enkelte netværksleverandører såvel som for en central instans at censurere alt, hvad der sendes over nettet. Så den eneste mulighed for kontrol ville være kraftige begrænsninger i adgangen til at meddele sig på nettet eller en centralisering og indskrænkning af selve den åbne netstruktur. Kontrollens bagside ville i begge tilfælde være en begrænsning af ytringsfriheden. En anden - men parallel - effekt af den totale ytringsfrihed og den fraværende kontrol er, at alle ytrer sig, at alle taler, men at intet underlægges en kritisk redigering og filtrering, således at det elektroniske netværk ender som et virtuelt ocean af uordnede, uredigerede og ufiltrerede data. Et informationsoverskud, der i virkeligheden er informations-uøkonomisk, fordi man bruger for meget tid på at orientere sig og finde ud af, hvad man uden informationstab alligevel godt kan springe over. Ytringsfrihedens bagside er i dette tilfælde informationsstøjen.

Lineær- vs. hyper-diskurs: De fleste multimedieprodukter baserer sig på hypertekst-modeller, hvor informationsenheder i en fri associativ struktur lænkes til andre informations-enheder, der kan have form af tekst, videoclips, musikstykker, animationer osv. På den positive side giver det brugeren mulighed for frit at bevæge sig, opleve, indsamle og kombinere relevante fragmenter i hele verdener af information. Men kritikere har også advaret mod at bruge multimedier i undervisning, idet deres force ikke ligger i rationaliteten, den kausale tankeform, der forbinder sig til logisk ræsonnement, eller i den narrative form, der er bundet op i et forløb af begyndelse-midte-slutning, men derimod i den følelsesmæssige påvirkning, den sansemæssige pirring og den fragmenterede diskurs. Frygten er, at multimedier yderligere vil svække læsefærdigheden i det nye billedsamfund, at rationaliteten vil undermineres og at undervisningen vil forfalde til en variant af TV-underholdningsgenren. Levy opsamler skismaet, idet han spørger: "Vil diskursens niveau ... allerede ødelagt af TV synke til videospillenes plan? Eller vil den hastige udbredelse af information og nye teknikker til at videregive den (som de umådelige biblioteker sammenkoblet i Nettet) indlede en ny Renæssance?" [199]

Realitet vs. virtualitet: I takt med at flere og flere af vores erfaringer og virkelighedsoplevelser stammer fra digitaliserede repræsentationer, opstår der også en ny dimension ved siden af den gammelkendte virkelighed, hvad der hyppigt er blevet kaldt: cyberspace. Et rum, der trods sin uhåndgribelige karakter alligevel kan fungere som arbejdsplads, kommunikationskanal, socialt møderum, revir for informations-samlere og -jægere, oplevelsesrum, underholdningstilbud osv. Men selve eksistensen og udbredelsen af dette rum virker også tilbage på virkeligheden, der gradvist synes at forandre sig. Spørgsmålet er bl.a., om fotografier eller båndoptagelser, som det hidtil har været tilfældet, kan fungere som bevis, når alle umiddelbart har mulighed for at manipulere dem; om copyrighten kan bevares på samme måde, når de bit-mønstre, der skal beskyttes, umiddelbart og uden kvalitetstab kan kopieres i det uendelige; om internationale grænser kan opretholdes som før, når information flyder frit uden nogen mulighed for kontrol, osv.

Hvad de endelige konsekvenser af informationssamfundet og computer- og multimedierne vil blive, er vanskeligt at sige her i midten af 90erne. Flere veje står åbne, og hvilke der faktisk realiseres afgøres i et komplekst samspil af økonomiske, teknologiske, sociale, kulturelle - og politiske interesser. Dog kan det med nogenlunde sikkerhed fastslås, at computerens indflydelse på samfundet og kulturen er betydelig. Så betydelig, at når sociologer, historikere og kulturanalytikere i dag skal karakterisere den sidste del af det tyvende århundrede, så bliver denne periode typisk ikke beskrevet som atomalderen, rumalderen, plastikalderen eller fjernsynets tidsalder, men derimod næsten altid som - computerens tidsalder. [200]

Forfatteren vil gerne rette en stor tak til multimediekonsulent Cathy Toscan, som under udarbejdelsen af denne rapporten har været meget behjælpelig med litteraturreferencer og anden input vedrørende multimediaområdet.