Bilag 1

Ole E. Andersen, Behov for journalistisk efter- og videreuddannelse (januar 1995) - et resumé af rapport til Medieudvalget


Indledningsvis skal det bemærkes, at resultaterne af undersøgelsen ikke i sig selv anviser konkrete forslag til indhold, udformning eller længde af efter- og videreuddannelsesaktiviteter. Oplysningerne om brugerønsker og behov udgør et vigtigt input, der skal bearbejdes af brancheeksperter og derefter indgå som en del af beslutningsgrundlaget for anbefalinger på området.


Det er efteruddannelse, der er i fokus på de journalistiske arbejdspladser. Dels som den overenskomstmæssigt kendte form, men - meget mere væsentligt - dels som en ubetinget nødvendig aktivitet som følge af den hastige og vedvarende teknologiske udvikling.

Men det handler ikke bare om ny teknik, selv om det vedrører de fleste på en eller anden måde i deres hverdag og også i vurderingen af kommende muligheder og udfordringer. Der er generelt stigende erkendelse af behov for systematisk efteruddannelse også på grund af et mere komplekst samfund, stigende informationsmængder, øget konkurrence mellem medierne, flere og flere eksperter med længerevarende uddannelse og bedre og bedre uddannede og mere kritiske forbrugere. Uden efteruddannelse sakker man bagud.

Hver anden medarbejder har været på efter- eller videreuddannelse i perioden 1992 - 1994. Langt flere på de trykte medier end på de elektroniske medier har deltaget i uddannelsesaktiviteter og generelt set flest i aldersgruppen 40 - 49 år. Ansatte på de trykte medier har typisk været på kursus eksternt, mens de elektroniske medier oftest har haft folk på kursus internt. "Manglende tid" er langt de flestes begrundelse for ikke at have været på efter- eller videreuddannelse, men også manglende relevante kurser er en forklaring. Kun få har været på videreuddannelse (5%) og typisk har det været diplomuddannelsen på DJH eller under Åbent Universitet-modellen.

Der er flest tilfredse med det faglige udbytte af uddannelsesforløbene, men dog ganske mange skuffede deltagere. For DjEs vedkommende peger de kritiske kommentarer på manglende overensstemmelse mellem program og realiseret indhold, for tynde og overfladiske kurser - og lærere, der er bedre som journalister end som pædagoger.

De vigtigste emner for fremtidig efteruddannelse er inspiration/idéudvikling, dybdeborende journalistik, fortælleteknik (story-telling), beskrivende journalistik (reportage) og sproglige færdigheder i dansk. Lederne prioriterer derudover ledelse på en journalistisk arbejdsplads højt, og medarbejderne har computeren som værktøj som et vigtigt emne. Lederne oplever iøvrigt efteruddannelsesemnerne som mere vigtige, end medarbejderne gør.

Tv-folkene har fortælleteknik (story-telling) som vigtigste emne, mens behovet for bedre sproglige færdigheder ikke er så udpræget som på de trykte medier. Der er brug for kurser i specifikke tv-discipliner som f.eks. billedetik- og forståelse samt tv-redigering. Radioansatte er mere orienterede mod digitalisering og de traditionelle radiodiscipliner reportage og interviewteknik. Generelt ser de yngre ikke den store vigtighed i ledelsesområdet og prioriterer nogle håndværksmæssige emner højere.

Efteruddannelse behøver ikke at være af typen "en uge eksternt". En lang række emner foretrækkes af ganske mange potentielle deltagere afviklet som kortere (intensive) kurser og/eller internt på arbejdspladsen. Men det er tydeligt, at ekstern efteruddannelse giver langt mere "luft under vingerne". Og det er vigtigt at komme ud af den daglige produktion. Uddannelse med konsulenter tilknyttet arbejdspladsen i en længere periode synes kun at blive værdsat på de elektroniske medier. Efteruddannelse giver i øvrigt altid inspiration - selv om den ikke er relevant for jobbet. De fleste mener dog, at forudsætningerne hos deltagerne ikke må være for forskellige.

Tv-folkene synes, der er for få kurser målrettet til dem, og at de (få), der udbydes, er for traditionelle og snævre. DjE-kurser opleves som alt for dagbladsorienterede, både hvad angår nyhedsbegreb og arbejdsproces.

Skal man overveje videreuddannelse, foretrækkes klart uddannelsesforløb, der har en journalistisk vinkel. Åbent Universitet med fjernundervisning har ikke meget potentiale. Men det er vigtigt at påpege, at videreuddannelse af de fleste 'blot' opfattes som længerevarende efteruddannelses-kurser. Derfor siger hele 2 ud af 3 medarbejdere, at de er interesserede i at påbegynde videreuddannelse inden for de næste par år. De ønskede fag samler sig omkring forskellige journalistiske discipliner (kendte som efteruddannelsesfag), men også vidensemner som arbejdsmarked, miljø, sprog og økonomi. De yngre har langt mere mod på videreuddannelse og er mere positivt indstillet over for uddannelse i udlandet. Også med hensyn til videreuddannelse er behovet for ledelsesuddannelse stort set et ønske fra lederne og ikke fra medarbejderne.

Dygtige danske mediefolk bør inddrages i fremtidig efter- og videreuddannelse. Også gode billedfortællere og interessante danske erhvervsfolk ses som egnede kandidater. Omvendt er højtstående embedsmænd og eksperter fra organisationer ikke nogen god idé.

Alt i alt er knap halvdelen tilfreds med de oplevede muligheder for efter- og videreuddannelse. Medarbejderne er lidt mere utilfredse end lederne. Der er endnu klarere tendens til, at tv-folk er mere utilfredse end andre. Årsagen er helt overvejende mangel på relevante kurser. Men også større oplevede tidsproblemer.

Imageprofilen for danske journalister er ikke specielt positiv, men heller ikke specielt kritisk. Men et gult lys blinker, når journalister snarere finder, at de er mikrofonholdere, floskelagtige i sproget, selvtilstrækkelige og ikke godt nok klædt på til at interviewe eksperter, end de oplever, at de er grundige researchere, selvstændige og originale, dygtige til nye vinkler og tæt på læsere/lyttere/seere. Og medarbejderne er mere kritiske end lederne!

Mere forskning på DJH og samarbejde med udenlandske journalistuddannelser vurderes gennemgående positivt, men mange har ikke taget stilling til spørgsmålene. Med hensyn til forskning og lærerkræfter stiller nogle sig tvivlende over for kvaliteten af den nuværende bemanding. Der savnes markante profiler, der med respekt kan tale journalistikkens sag.