5. Fagblade

Fagblade findes i en overvældende mængde. Dansk Periodica Fortegnelse for 1985 har mere end 3500 titler, men den dækker både fagblade og tidsskrifter. De to former for periodiske trykte medier kan være svære at adskille. Der er tale om en glidende overgang, og i mange tilfælde vil det være en skønssag, om et blad er et fagblad eller et tidsskrift. Nogle fagblade, specielt de alderstegne, kalder sig for "tidsskrift", og i de sidste tyve år har det været på mode at kalde fagblade for "magasiner" enten i titlen som Brugsmagasinet , eller i undertitlen som Rent Fagligt. Magasinet for tillidsvalgte i Forbundet af Offentligt Ansatte. Navnene viser, at man før i tiden tilstræbte den seriøse og måske videnskabelige profil, som tidsskriftet antages at have. Men i dag skal fagblade være både informerende og underholdende, som magasinerne er det.

Vældig mange fagblade er opbygget efter modellen: Først de bredere orienterende og underholdende reportager, interviews og artikler, så en sektion med information, annoncer m.m. Mange fagblade har reklamer, og de fleste større fagblade satser på en æsteticeret stil og lay-out, der ligger tæt på magasinpressens. I de sidste tyve år er der sket en professionalisering af de større fagblade. Næsten alle har nu ansat uddannede journalister og bruger professionelle fotografer, lay-out'ere og trykketeknik. Men der eksisterer stadig en uoverskuelig underskov af små fagblade og nyhedsbreve fra Kloven. Magasin for professionelle klovbeskærere til YFC-Bladet, der udgives af Youth for Christ i Højbjerg.

Først i 1980erne har der været en begyndende forskningsmæssig interesse for fagpressen. Men den er langt fra kortlagt endnu, og dens historie er slet ikke skrevet. Forskellige publikationer har diskuteret fagpressens rolle, og mange annoncører har fået øje for fagpressen, fordi især fagbladene for de større interesseorganisationer har en høj troværdighed for mange af læserne. På den anden side viser læserbreve og de få forespørgsler, jeg har foretaget i anledning af denne rapport, at der også er en vis irritation blandt mange medlemmer over, at deres faglige kontingent bl.a. bruges til at udgive et glittet fagblad med bredt kulturstof. Men fagbladene er så forskellige og dækker så forskellige behov, at man ikke kan generalisere. Antallet af fagblade vil ikke falde. Tværtimod. Den elektroniske tekst- og billedbehandlingsteknik betyder, at det er blevet lettere for små foreninger at udsende et medlemsblad eller nyhedsbrev.

Fagpressen er sin egen værste konkurrent. Mange af os er allerede i den situation, at vi ikke orker læse og forholde os til alle de blade, der dumper ind ad vore brevsprækker, fordi vi har hus, bil, lån- og bankforbindelser, fagforenings-medlemsskab, politiske interesser, børn i vuggestuer, børnehaver, skoler, fritidshjem og klubber, fritids- og sportinteresser og meget mere. Fagbladene bliver derfor ofte læst selektivt og endnu mere distraktivt end ugeblade og magasiner, især af de arbejdende, aktive, uddannede mellem 30 og 50. Nogle af de store fagblade når også den mere informationssvage del af befolkningen, som de tilbyder ikke bare faglig information, men også kulturstof og underholdning. Den mest informationssvage del af befolkningen er den, der befinder sig uden for arbejdsmarkedet, og som ikke er medlem af foreninger eller interesseorganisationer. Den del læser kun få fagblade.

Dansk Fagpresse organiserer nogle af fagbladene og spiller sammen med Media Scandinavia bl.a. en rolle for afsætningen af annoncer. Men når kun 230 af mere end 3500 fagblade er repræsenteret, er det et meget selektivt udvalg, hvor gratisblade og sponsorerede blade vejer tungt. De største fagblade som Fagbladet, HKmagasinet og Kvindernes Fagblad er ikke medlemmer. De mange små fagblade er det heller ikke. Dansk fagpresse repræsenterer mange faglige organisationer, også nogle af de forlag, der har specialiseret sig i at udgive fagblade som Teknisk Forlag, Specialblads-forlaget, Auto Media A/S og forlaget audio media a/s. Men fagbladene udgør et selvstændigt mediekredsløb, de store forlagskoncerner, der sidder på ugeblads-, magasin-, billigbogs- og videomarkedet interesserer sig ikke for fagbladene.

I 1980 blev fagpressen af nogle medieforskere karakteriseret som fremtidens massemedium. Det var der gode grunde til. For det første er danskere et velorganiseret folkefærd. Næsten alle erhvervsaktive er fagligt organiseret. For det andet er Danmark et foreningsland. Mange danskere er medlemmer af en eller flere foreninger, der udgiver et medlemsblad. Der er altså gode muligheder for via fagbladene at nå mange forskellige, højtmotiverede grupper. Da mange fagblade samtidig efter 1945 har udviklet deres redaktionelle linie med bredere politisk, kultur- og kulturhistorisk stof, debat og nyheder, så er der basis for at antage, at især de store, professionaliserede fagblade vil have mulighed for at påvirke deres læseres holdninger over for andet end det strikt fagpolitiske. Det er også sket. Men ikke i et voldsomt omfang. Der er stor forskel på, hvor meget tid og interesse forskellige grupper af læsere ofrer deres fagblade. Analyser af nogle af de store LO-blade viser en høj læserinteresse og et stort tidsforbrug (1989), men især på det lokale og fagpolitiske stof. Det bredere stof 'sælger' ikke så godt, som man kunne tro.

Det er umuligt at generalisere, fordi fagbladsbetegnelsen dækker så mange og så forskellige titler. I det følgende vil jeg derfor se nærmere på enkelte fagblade. For det første nogle af de største interesseorganisationsblade som f.eks. Fagbladet og ArbejdsMarkedsPolitisk Agenda (tidl. Arbejdsgiveren ). For det andet vil jeg se på fagblade for de mellemuddannede og mellemlederne, og endelig vil jeg se på fagblade for højtuddannede, akademikerfagbladene. Fælles for dem alle er, at de både er organisationernes ansigt udadtil og deres informations- og bindeled indadtil.

5.1. Interesseorganisationsblade

Det største fagblad for en interesseorganisation er Fagbladet fra SID. Det kommer 26 gange om året i et oplag på mere end 360.000. Det kommer ud til mange af dem, vi betragter som forholdsvis informationssvage, men også til mange, meget aktive og velinformerede. Hvad får de?

De får først og fremmest et politisk orienterende nyhedsmagasin a la Børsens Nyhedsmagasin, men med et andet politisk udgangspunkt og med en anden stil og lay-out. Læserne får et fagblad, der ser ud som og indeholder det samme stof som et magasin. Forsiden ligner de store internationale nyhedsmagasiners som Der Spiegel og Times. Den har et stort foto med mange, lidt rodet indsatte overskrifter, men alligevel med en klar lay-out. Bladet er næsten lige så tykt som et magasin, ca. 70 sider med få reklamer for organisationer eller virksomheder, der er tilknyttet arbejderbevægelsen, men med mange artikler, interviews og reportager. Et nummer fra oktober 1994 har Ann Mari Max Hansen på forsiden med et interview og en portrætartikel af hende inde i bladet. Et nummer fra februar 1995 har det sociale topmøde i København som hovedtema for et blad i bladet på 24 sider. Påfaldende er den meget dynamiserede og lidt rodede lay-out. Fagbladet ligner Billed Bladet. Hvert opslag består af et antal mindre fotos, der er monteret sammen med teksten, så det er billedsiden, der i de fleste tilfælde bærer opslaget. De fleste af Fagbladets læsere er ikke højtuddannede og måske ikke særlig veltrænede læsere. I alt fald antager redaktionen, at læserne har behov for dynamik og underholdning. De oftest velskrevne og saglige artikler peppes op af billedsidens anderledes 'poppede' udsagn.

Bladet indeholder kun lidt egentligt politisk og fagpolitisk informerende stof. Der findes bredt politiske artikler, f.eks. i det omtalte februar-1995 nummer, der har tema om NGO-Topmødet. Men samme nummer har en lang reportage om smertestillende midler, hovedpine og selvmord, som kunne have været bragt i en søndagsavis eller i Alt for Damerne. Det har også et interview med skuespilleren Peter Reichhardt, der kritiserer politikersproget og mener, at følelser og farver skal være med i politik. Det er de i Fagbladet. Fagbladets mest traditionelle stof: Informationer om møder, generalforsamlinger, personnoter, stillinger m.m. fylder kun to til tre sider i bladet; det er anbragt til sidst sammen med krydsord, vitser og tegneserien. Fagbladet er et eksempel på, at det moderne fagblad tilstræber at opfylde behov hos læserne, som de ellers ville få opfyldt i familieugeblade og billedugeblade. Den politiske dagsorden, som bladet indeholder, optræder helt eller halvt skjult: Hardy Hansen og Poul Nyrup fotograferes og fremhæves positivt, Peter Reichhardt portrætteres, så vi forstår, at manden er socialt bevidst, men direkte får vi ikke noget at vide om hans politiske holdning. Det samme gælder Ann Mari Max Hansen. Fagbladet er et fagblad, der nedtoner den direkte politiske kampagne og debat, men som bruger de samme midler som de imageskabende magasiner gør: det lægger en diskret overtalelse ind i de underholdende reportager.

Denne læsning stemmer tilsyneladende ikke overens med Goul Andersens og Bangs (1989) undersøgelse af fagbladene. De viser, at de fleste fagforeningsmedlemmer finder deres fagblade interessante, men hverken underholdende eller kedelige. Undersøgelsen viste også, at der var en tendens til, at de yngre medlemmer var mindre aktive læsere end de ældre. Undersøgelsen omfattede imidlertid mange fagblade, også mange små funktionærfagblade osv. De store fagblade som Fagbladet har en anderledes professionel fremtræden. Jeg tror ikke, at mange af Fagbladets læsere ville kalde bladet for underholdende. Den dynamiserede lay-out og magasinstil i reportager og interviews dækkker over en traditionel, politisk retorik, der ville være mere underholdende for flere, hvis den kom direkte og klart frem. Konflikter er nok så underholdende stof som skuespillerinterviews.

Fagbladet henvender sig mest til mænd. Et næsten rent kvindefagblad er fagbladet Økonomaen. Bladet er mindre, både i format og i sidetal end magasinerne og Fagbladet. Men måden at lave forsider på er lige så kreativ, klar og udforderende som magasinpressens: Et foto, ofte ét, der er lidt svært af dechiffrere (gensplejset mad f.eks.), og som står uden forklarende tekst eller overskrifter, der peger ind i bladet. Den slags forsider er meget 'moderne' og findes f.eks. også på arkitektur-, design-, kunstblade og tidsskrifter. Økonomaen har som oftest 32 sider, men dertil kommer et blad i bladet med stillingsopslag, bøger, rapporter m.m. Igen en løsning vi finder magen til i arkitekturfagbladene. Den betyder, at den redaktionelle del af fagbladet står rent.

I Økonomaen står den særlig rent, fordi bladet næsten ingen reklamer har. Til sidst i bladet bruges et par sider til at liste interesseorganisationens ledere og struktur og informere om møder i de forskellige kredse. Bladet har en leder og et synspunkt, skrevet af fagligt aktive økonomaer, og så er der fire til seks artikler. Et opslag i Økonomaen har mindst et farvefoto eller en akvarel. Farverne står skarpt og klart, men det er alligevel teksten, der spiller den primære rolle på opslaget. Ikke desto mindre er mange af illustrationerne 'anderledes' og provokerende i fokus og beskæring. Artiklerne i Økonomaen er faglige, f.eks. i nr. 11, 1994: om mad og pleje fra ISS, gensplejset mad, Korsør Sygehus, buffetservering, køkkenassistent-uddannelsen og kvinder og rygning. Også den sidste artikel er faglig, for den bygger på en undersøgelse af rygende økonomaer. Men den sidste artikel gør det samme, som de fleste af nummerets øvrige artikler gør, den udvider det snævre, faglige perspektiv til et livsstilsperspektiv, der handler om mad, sundhed, køkkener og slankhed. Økonomaen er er et moderne fagblad, der ikke halsløst efterligner magasinpressen, men som alligevel imødekommer sine læseres behov for en bredere tilgangsvinkel til det faglige.

Andre fagblade, der henvender sig mest eller udelukkende til kvinder er HKmagasinet og Kvindernes Fagblad. De ligner Fagbladet i en 'blødere' udgave, lay-outen er ikke så dynamiseret, der er mere ro over et opslag, men fotoernes farvekvalitet og klarhed er ringere, og papirkvaliteten og sideantallet er lavere. Kvindernes Fagblad er på omkring 40 sider. Forsiden står som et klart farvefoto uden overskrifter. Artiklerne er direkte fagpolitisk relevante. Man kan læse om indvandrerkvinder, der gør rent på Panuminstituttet, om barselsorlovsfond, erstatning for urimelig fyring, handlings-planer mod arbejdsløshed, lukning af virksomheder. Men også om det nye Børneråd og en fagpolitisk aktiv kvinde fra Mozambique. En enkelt side er reserveret afdelingsnyt, men der er flere siders læserbreve og læserdebat. Kvindernes fagblad og HKmagasinet viser en mere traditionel fagbladspolitik. Mens Fagbladet har udviklet sig til den ene side og lagt vægt på at blive et politisk orienterende magasin, har Økonomaen udviklet sig til den anden side og er blevet et sobert livsstilsmagasin med en faglig profil.

Bladenes profiler fortæller om de forskellige behov, de skal mætte hos deres producenter og deres læsere. Økonomaen er fagblad for en forening, der altid har haft en ret lav fagpolitisk profil (Else Hansen 1991, 1994). Medlemmerne er mellemuddannede i et gebet, der ligger tæt op af en traditionel kvindebeskæftigelse. Økonomaens profil er velberegnet i forhold til medlemsskaren og dens behov. HKmagasinets læsere har også en mellemuddannelse, og deres arbejdsgebet kan også vurderes i forlængelse af et traditionelt kvindeområde. Men HKmagasinet bærer præg af fagforeningens høje ledighedstal. Mange af artiklerne er defensive: Hvordan fastholder vi vore krav til et rimeligt arbejde til en rimelig løn, f.eks. i forhold til forsøg med hjemmearbejdende HK'ere. I den situation ville det muligvis blive oplevet som utilstedeligt at peppe magasinet op og inddrage et bredere livsstilsperspektiv. På den anden side er også SID en arbejdsløshedsramt fagforening. Kvindernes Fagblad er det fagblad, der holder den fagpolitiske fane højest. Det må Kvindeligt Arbejder-forbund også siges at gøre. Der er en rimelig tæt forbindelse mellem fagforeningens image og fagbladets image. Da man normalt antager, at fagforeningerne repræsenterer deres medlemmers holdninger, må man også antage, at medlemmerne får det fagblad, de vil have. En del læserbreve i de her nævnte fagblade problematiserer dog både fagforeningens og fagbladets profil som for dyr og vidtløftig. Interesseorganisa-tionernes fagblade er som medietype i en vanskelig situation. De har alle en lang tradition, men er præget af deres organisationers aktuelle vilkår. De er tvunget til at justere deres kurs og udtryk i forhold til den almindelige udvikling på mediemarkedet, ikke bare i forhold til de trykte medier. Endelig må de mediere mellem fagforenings-ledelse, redaktion og medlemmer. Alt sammen problemer, som den kommercielle presse ikke har inde på livet på samme måde.

Diskuterer man derfor, hvilke behov fagbladene opfylder og kan opfylde, må man tage alle disse vilkår i betragtning. De store fagblade som Fagbladet, Kvindernes Fagblad og HKmagasinet spiller i disse år først og fremmest rollen som imageskabende blade. De skal styrke medlemmernes image og oplevelse af fællesskab, og de skal styrke fagforeningens image over for medlemmerne. Det vil jeg vurdere som et problem for fagbladene, for det kan medføre en retorik, som læserne kender til hudløshed fra direkte og skjult reklame, og som mange læsere i dag vil tage afstand fra.

Går vi over på den anden side af forhandlingsbordet og ser på Dansk Arbejds-giverforenings fagblad, det tidligere Arbejdsgiveren, så forsvinder underholdningen. Arbejds Markeds Politisk AGENDA består af fem eller seks sammenklipsede blade a la fotokopi, hvor kun den ene side af papiret bærer tekst. Det image, disse stykker papir sælger, er seriøst. Der er i de numre, jeg har bladet igennem i 1994-95, ingen fotografier, men tekst, grafer og tal. Arkene indeholder to til tre artikler med vekslende indhold, men altid med en overordnet arbejdsmarkedspolitisk synsvinkel, der fremstilles i en neutral, 'videnskabelig' retorik. Man kan læse om de arbejdsløse kvinder, der i virkeligheden ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, og om alderspuklen i gymnasiet. Bladet diskuterer selv sit navn Agenda, det "som bør gøres", og diskuterer fagbladets profil i forhold til andre blade, som bærer samme navn. Den politiske retorik, der serveres i dette fagblad, er en helt anden end den overtalingsstrategi via dynamisering og underholdning, som vi så i Fagbladet. Her er seriøsitet og understatement en retorisk strategi. Her tiltales anderledes læsetrænede og veluddannede læsere.

Et andet fagblad, der orienterer sig mod medlemmerne af Dansk Arbejdsgiverforening er Lederne, der udgives af Ledernes Hovedorganisation. Bladet blev moderniseret i foråret 1994 og skiftede navn fra Arbejdslederen til Lederne. Mange fagblade har i de sidste år ændret navn til korte, klare titler, f.eks. Sygeplejersken.

Ligesom Fagbladet ligner Lederne et magasin, ikke bare af format: Forsiden på nr. 2, 1995 er rød og hæmmes ikke af tekst. Farveholdningen er klar og voldsom som i Børsens Nyhedsmagasin, og fotografierne står enkelt og ofte alene på opslagene. En sådan billedanvendelse signalerer stilbevidst overblik og dyre varer. Det er den samme, som bruges i mode- og livsstilsmagasiner, og indholdet ligner også disse magasiners. Vi får lange, dybdeborende reportager, ofte med indflettede ekspertinterviews om de problemer, der stiller sig for tidens ledere. I de numre, jeg har set nærmere på fra 1994 og 1995, er der påfaldende megen diskussion om tidens manderoller. Fra reportagen om "Familielivet gavner manden og hæmmer kvinden" til flere fremstillinger af, at den moderne leder, den yngre mand, også vil familien og faderskabet og derfor går kl. 17 og henter børnene. Der står meget om design og stil, derimod ikke særlig meget om ledelse og arbejdsmarkedsforhold. Det spiller samme rolle i dette blad, som den politiske overtalelse i Fagbladet: Det ligger som en undertekst, som man skal være lidt naiv for ikke at læse med. Lederne er et moderne fagblad, der tilstræber samme design, lay-out og billedbrug som de mest moderne magasiner. Læserne af Lederne spejles i bladet som ambitiøse, yngre mænd, der har problemer med at få deres liv til at hænge sammen. De er splittede mellem et karriereforløb, som de er godt i gang med, og nogle familiære forpligtelser, f.eks. over for deres børn, som de gerne vil deltage i. Lederne har taget tidens tendens, nemlig at vurdere hverdagen i sin sammenhæng og ikke opsplittet i arbejde, fritid og familie. Samme tendens så vi i Euroman. Jeg vil tro, at Euroman og Lederne henvender sig til samme generationer af yngre, veluddannede mænd. De store fagblade tilegner sig altså mere af specialmagasinets lay-out og indhold. Den største forskel er reklamerne. De ca. fem sider reklamer, der er i Lederne, er faglige reklamer og ikke reklamer for parfume eller mærkevaretøj. Her ser arbejdsdelingen i alle fagblade ud til at være helt intakt.

Erhvervsmagasinet Kvinder og Karriere er en kvindelig pendant til Lederne. Forsiden er som regel et foto af en kvinde, der har øjenkontakt til den potentielle læser. Enkle overskrifter, klare farver, samme stil som Damernes verden. Stilen fortsætter inde i bladet, bl.a. i reklamerne, hvor der nok er reklame for kontormøbler, men også for kosttilskud og naturmedicin. Indholdet ligner Ledernes, men med omvendt kønsfortegn. Der er mange artikler om arbejdsvilkår, arbejdsstillinger m.m., men hovedsynspunktet er sundhed og bedre arbejdsmiljø. Også her diskuteres køns-rollerne: Kvindelige ledere vil også bestemmme i kærlighedslivet, de unge kvinder har andre kønsmål og -forestillinger end tidligere generationer af kvindelige ledere havde. Det er påfaldende, at lederfagblade for både mænd og kvinder vurderer, at deres læsere har et stort behov for at reflektere over deres kropssprog og kønsidentitet og over forholdet mellem karriere og fritid - altså over livsstilen.

De fagblade, der henvender sig til lederne i det private erhvervsliv, har ikke samme imageproblem som de store fagforeningers fagblade. Tværtimod har der op igennem de yuppiedyrkende 1980ere stået stigende respekt om det private initiativ og ledelsesansvar. Som fagblade forholder de sig til to slags problemer. På den ene side AFs neutrale 'videnskabelighed', der paternalistisk analyserer den arbejdsmarkeds-politiske situation. På den anden side er der i ledelsesbladene en fortælleform, der benytter sig af en 'human interest'-synsvinkel, og som følger den almindelige tendens i den trykte periodiske presse til at fremstille problemer, konflikter og løsningsmuligheder i en individuel form. Den mest brugte form er reportagen med indbyggede interviews eller det rene interview. Den slags fagblade opfylder samme behov hos læseren som ugeblade og specialmagasiner. Et ugeblad fra mellemkrigstiden udmøntede det i et slogan: "Ugebladet, der kommer som en ven". Tonen i disse blade er direkte og intim, og reportager og interviews munder ofte ud i en 'morale' i form af et råd, en tendens el.lign. F.eks. at det er vigtigt, at yngre ledende mænd følger deres lyst til at deltage aktivt i familielivet, eller at det er vigtigt, at ledende kvinder følger deres behov for også at markere sig og lede derhjemme i familien.

En anden type fagblad er de lidt mindre fagblade for folk med mellemlange eller højere uddannelser. Et godt eksempel er Folkeskolen, der i 1993 fik Dansk Fagpresses pris for årets bedste fagblad. Jeg kunne også have valgt Sygeplejersken eller Ingeniøren. De tre fagblade er alle forholdsvis store oplagsmæssigt, mellem 60-80.000, de repræsenterer de mellemuddannede. Jeg vælger især Folkeskolen, fordi bladet har en mere ligelig kønsfordeling blandt læserne end de fleste andre fagblade, og fordi det repræsenterer en stor gruppe offentligt ansatte.

Folkeskolen fik bl.a. prisen som bedste fagblad for professionalisme og engagement. Umiddelbart ser bladet ikke mere professionelt ud end de andre, jeg har set på. Forsiden er den for fagblade så typiske overskuelige med et stort foto i farver og nogle få, indsatte overskrifter. Nr. 8, 1995 viser tre overenskomstforhandlende personerne i en katedrallignende bygning. Den er typisk for Folkeskolen, der ofte 'tvister' forsiderne lidt, f.eks. når Lykketoft vises i lysfyldt profil, eller en hudormefyldt næse og råbende mund er fotograferet tæt på som udtryk for disciplinkrise i folkeskolen. Bladet er på omkring 56 sider, men heraf er en for fagblade utypisk høj andel reklamer, 10-15 sider. Især reklamer for undervisnings-materialer, pc'ere, men også forsikring, rejser og ferieboliger tilbydes. Overenskomst-nummeret er lidt utypisk, fordi overenskomstforhandlingerne som tema fylder det meste af bladet, så jeg har valgt også at se på nr. 47, 1994. I begge numre er mange sider, seks-otte, afsat til medlemsdebat, og disse sider er placeret først i bladet. Det er utypisk for danske fagblade og kunne pege på, at Folkeskolen faktisk opfylder et læserbehov for at deltage i den halvoffentlige, forenings- og faginterne debat. Stilen bliver så meget desto mere påfaldende, når man blader nr. 47, 1994 igennem, for her afløser den ene reportage den anden efter et kontrasteringsprincip:
Den første er et interview med en folkeskolelærer, der har sagt sin stilling op i utide, fordi han synes, børn er blevet for vanskelige at have med at gøre. Den næste reportage, der også bygger på et hovedinterview, tager ikke direkte påstanden op, men stiller en anden: Børnene er ikke blevet mere vanskelige, men anderledes, de kræver at være med til at forhandle løsninger igennem i klasserummet. Efter debatsiderne handler andre reportager om, at børnenes arbejdsmiljø er for dårligt, at elever skal være farlige, dvs. udfordrende, og endelig, at det psykiske arbejdsmiljø for både elever og lærere bør forbedres. Nummeret slutter med boganmeldelser, nyt fra de enkelte kredse, stillingsopslag, rubrikannoncer m.m., i alt ca. 20 sider pr. nummer er afsat til den slags faglig information.

Generelt er bladet tekstbårent. Det har mange fotos og illustrationer, og de er af en god kvalitet, men næsten alle opslag er domineret af tekst. Folkeskolen henvender sig til en trænet læser. Men også til en læser, der sætter pris på at få teksten appetitligt serveret. Alle reportager og interviews har mange mellemrubrikker, korte afsnit, i det hele taget er sproget journalistisk. Der er en god sammenhæng mellem tekst og billede, men det er på billedsiden, de kreative vinkler findes. I modsætning til reklamernes billedstil, der er tør og forudsigelig i forhold til den redaktionelle billedanvendelse.

Min indledningsvise undren over, at lige netop Folkeskolen skulle være et usædvanligt godt fagblad, blev efter analysen af indhold, stil, fordelings-politik osv. afløst af respekt for bladet. Her finder man en konfliktorienteret journalistisk stil, der både er underholdende og sober. Konflikterne vises, men sidestillingen af en række forskellige synsvinkler på et problem opfordrer den enkelte læser til at tage stilling. Bladet som sådan viser konflikten frem, men tager ikke stilling. De mange debatsider og de mange sider, der bruges til informationer, gør bladet til et godt brugsblad. De sidste tyve sider kunne have været mere kreativt lay-outet, men på den anden side viser den traditionelle rubrikopstilling netop den soberhed frem, som jeg vil tro, det er vigtigt for fagbladets producenter at fastholde. Danmarks Lærerforening, som udgiver bladet, har tilsyneladende ikke samme faste håndtag i det, som fagforeningerne tydeligvis har i Fagbladet, Kvindernes Fagblad og HKmagasinet. Det er sikkert godt det samme, for Folkeskolens læsere er ikke bare læse- men også debattrænede. Det afspejler bladet fint i både indhold, retorik og stil. Det kan undre, at bladet ikke, som så mange andre fagblade, lefler mere for specialmagasinernes stil. Mit bud på det er, efter en helt urepræsentativ samtale med en midaldrende kvindelig og en yngre mandlig lærer, at den stil ikke appellerer til ret mange folkeskolelærere. Mange af dem lægger bevidst afstand til en retorik og æstetik, som de mener skyldes afsmitning fra reklamesproget. Folkeskolen opfylder, så vidt jeg kan se, de behov, de fleste af foreningens læsere har i forhold til deres fagblad.

Mere specifikke, faglige behov må folkeskolelærerne imidlertid gå til deres faglige afdelinger med. De udgiver fagblade af vekslende professionalisme, størrelse og hyppighed, fra dansk sang til Hjemkundskab. Her finder vi den nærgående anmeldelse af undervisningsmateriale, faglitteratur og redskaber som musikinstrumenter og komfurer. Men her findes også den mere detaljerede formidling af organisationsnyt fra generalforsamlinger, kredsmøder osv. Nogle af disse fagblade ligner magasiner, andre nærmest nyhedsbreve. Denne underskov af mindre, men mere fagligt specifikke fagblade er naturligvis med til at stille Folkeskolen frit til at vise de mere overordnede pædagogiske og arbejdsmiljømæssige konflikter frem.

Modstillingen til Folkeskolen kunne være fagblade som Danske Kommuner og Danmarks Amtsråd, der udgives af den offentlige arbejdsgiverside: Kommunernes Landsforening og Amtrådsforeningen. Sammenligningen er ikke så direkte som den ovenfor mellem arbejdstagere og arbejdsgivere, men viser alligevel en synsvinkel på det offentlige fra den ansattes og fra systemets side. De to blade ligner hinanden og det, de er, nemlig imageskabende fagblade. Deres rolle er at styrke borgernes og de ansattes tillid til forvaltningen. Begge blade har meget flotte og appellerende forsider, begge i stil med en populærvidenskabelig formidling, som den vi kender fra National Geographic: Fotografier med 'sug' i, dvs. udpræget dybdeperspektiv, fra fremmede landskaber og byer. Begge blade har forholdsvis få reklamer, men en del 'reklame' for egne projekter og foretagender, som f.eks. kurser, Danmarks Forvaltningshøjskole og Helse. Danske Kommuner har en ret stor stillingssektion, 15 af de 48 sider går til jobannoncer, mens Danmarks Amtsråd kun har tre af 30 sider besat med stillingsopslag. Begge blade er domineret af reportager og interviews.

Samtlige disse fremstiller amtslige og kommunale projekter i en optimistisk tone. Fra kommunernes succesrige jagt på skattespekulanter til arbejdsløshedsprojekter på Falster og eksport af danske børnehaver. Danmarks Amtsråd har en lang reportage om Helse, der fortæller ikke bare om Helse, men også om den profil Danmarks Amtsråd ønsker at tilstræbe. Nemlig at være et fagblad, der både har en høj troværdighed og er positivt imageskabende på en måde, der lægger sig tæt op ad magasinpressens. Kritik af det offentlige (sundheds)system bør ikke forekomme. Reklamer bør kun optages, hvis de er for sunde og velafprøvede produkter. Artikler bør være korte, og billedsiden bør være den bærende. Hensigten er at blive mere læst på Nørrebro end i Hellerup. Begge de to blade lever op til denne hensigtserklæring. Og det er deres problem. Ligesom vi så det i Fagbladet er den overtalelsesretorik, som en sådan formidlingsstrategi medfører, let at lure. Også for folk uden videregående uddannelse. I en tid og i et samfund, hvor 'Det Offentlige' og velfærdssystemet er til debat, må det undre, at de egne fagblade end ikke berører konflikstoffet, men jævner ud med jubeloptimisme. De positive projekter og resultater, som bladene omtaler, fortæller jo alle også om problemer og konflikter: De to unge piger på arbejdsløshedsprojektet på Falster havde begge været igennem mange andre projekter, før de fik noget ud af det aktuelle. Altså har de andre projekter været delvise fiaskoer? De offentlige fagblade fremviser netop den berøringsangst, som Folkeskolen ser ud til at have gjort op med. De opfylder nok den offentlige forvaltnings behov for at formidle viden om projekter og resultater til offentligheden, men ikke den almindelige læsers behov for at få indsigt i det offentlige systems problemer og konflikter, som de tager sig ud indefra.

Til sidst vil jeg se på en række fagblade, der henvender sig til specialiserede og højtuddannede grupper. Da der er tale om mindre fagblade, vil jeg behandle dem kortere og mere kontrasterende. Det er samtidig vigtige fagblade, fordi de rammer den informationstunge, livsstilsorienterede del af befolkningen, som magasinpressen er så ivrig efter at få i tale.

Jeg vil begynde med at se på mit eget fagblad: Magisterbladet. Også det udmærker sig ved en opfindsom fotografering eller tegning til forsiderne. De står klart i magasinformat, i en god farvekvalitet på godt papir og 'forstyrres' kun af en enkelt overskrift, der som regel henviser til dette nummers tema. I nr. 1, 1995 er det "Disharmoni på konservatorierne" på et fotografi af en cellospillende ungersvend midt i forhallen på Københavns Hovedbanegård. Bladet er på 50-70 sider af en glittet papirkvalitet, der kan måle sig med Euroman's. Bladets første del har brede faglige reportager. Det kan være om privatansatte magistre, om deltids- eller løst ansatte, om problemerne med at forene forskerkarriere og familieliv, arbejdstid etc. Altså reportager, der med udgangspunkt i det faglige også tager generelle livsstilsproblemer op. Et eksempel er artiklen om "Musikalske vagabonder" i 1, 1995, der præsenterer to løstansatte akkompagnatricer, deres pendlerliv, dets betydning for deres arbejdsliv og -indsats og for familielivet. Opsætningen er professionel. De velvalgte fotos og illustrationer akkompagnerer teksten, der dominerer. Som i Folkeskolen er der mange mellemrubrikker og stilen er udpræget journalistisk, selvom den typiske læser af magisterbladet har en høj læsekompetence. Bladet har en fast debatside med læserbreve, et essay og en leder. Ironiske kommentarer og konkurrencer får i mange numre en side og i dette nr.1 annonceres en læserundersøgelse: "Hva' syn's I om os?".

Bladet må have en fornemmelse af svaret (som ikke kendes i skrivende stund), for i samme nummer præsenteres de nye, grå sider med generel information til medlemmerne. Den har ellers været fraværende. Den fylder nu typisk to til tre sider med orlovsregler, skattefradrag, jura og ansættelsesklausuler. Der en sladderside med "Nyt om Navne", og så er der stillingssektionen, ofte ca. halvdelen af bladet. Til sidst er der en kalender med magisterforeningsaktiviteter og efteruddannelse. Vi har altså igen at gøre med et moderne fagblad, der har udviklet sig i retning af magasinpressen med mere livsstilorienterede reportager og en 'human interest'-synsvinkel, der prioriterer interview'et højt. Mange magistre synes imidlertid, at det er gået for langt, at bladet er for tykt, for flot og sikkert for dyrt at producere. Det hænger sammen med læsergruppens behov. De fleste i læsergruppen er tynget af information og læsning. På min universitetsarbejdsplads læser ikke engang halvdelen af de seks magistre det redaktionelle stof, men de fleste skimmer stillingsopslagene.

Sammenligner vi med et andet fagblad som Djøf-bladet, 5, 1995, viser det sig, at det er mindre i omfang, mindre magasinagtigt, papirkvaliteten er dårligere, fotografier og illustrationer spiller en mere tilbagetrukken rolle, og reportagerne er mere direkte fagligt orienterede. I dette nummer er de tematisk koncentreret om retskulturen. Djøf-bladet har et blad i bladet med jobbørs, det har et højere sidetal end hovedbladet. Også her er der en sladderside med personalia, en informationsside, og så er her flere reklamer, i dette nummer fire sider. Djøf-bladet har altså valgt en mindre moderniseret og mindre journalistisk orienteret, mere 'tør' fagbladsstil. De to djøffere, en kvinde og en mand i fyrrerne, jeg har talt med, mener da også, at bladet er kedeligt, men egentlig OK.

Et skridt videre kan vi gå med Advokaten, der bestemt er stiligt. Det er et traditionelt fagblad med diskret lay-out, en neutral forside uden illustrationer, men med overskrifter. Halvdelen af bladets omkring 50 sider er faglige artikler. De er strikt faglige med et ens lay-outet forfatterportræt over hver artikel. Det store spring mellem Advokaten og Djøf-bladet og Magisterbladet er, at her skrives artiklerne ikke af journalister, men af fagfolk. 10-15 sider er desuden sat af til kendelser, fagligt nyt, etc. på særligt farvede sider. Endelig er her mange reklamer, også 10-15 sider. Reklamerne er det eneste sted i bladet, hvor en livsstilsorientering stikker hovedet frem. Det er tydeligt, at advokater repræsenterer en attraktiv målgruppe for annoncører af livsstilsprodukter. For fuldstændighedens skyld vil jeg til sidst blot nævne Ugeskrift for Læger, som et fagblad, der er et egentligt fagligt tidsskrift, som alle fagblade for højere uddannede var det engang.

Endnu engang kan man ikke generalisere. I de akademiske fagblade finder vi alle variationer fra de mest moderniserede, magasinagtige fagblade, til de helt traditionelle, tidsskriftagtige fagblade som Ugeskrift for Læger. Alle fagblade opfylder et minimum af faglig oplysning. Men mens Magisterbladet og Djøf-bladet kun satser på det fagpolitiske og jobs, så koncentrerer Advokaten og Ugeskrift for Læger sig om det faglige som indhold, som de andre akademikergrupper må gå til fagtidsskrifterne for at finde. Det afspejler læsergruppens homogenitet eller mangel på samme. Men jeg tror ikke, det nødvendigvis afspejler læsernes behov. Et fagblad som dansk kemi, der udgives af Kemisk Forening og Kemiingeniørgruppen løser problemet på samme måde som Folkeskolen: ved at bringe journalistisk skrevne, men faglige og ikke kun fagpolitiske artikler. For mig at se er det en mulighed, der satser på at tilfredsstille læserbehov, som ellers kun mættes i det personlige møde: Nemlig en bred viden om, hvilke beskæftigelsesmulighder, hvilke arbejdsformer og hvilke arbejdspladser, der eksisterer inden for ens eget fagområde. Formidlet under en 'human interest'-synsvinkel. Selvom nogle af akademiker-fagbladene er blevet kraftigt moderniserede, så tror jeg slet ikke fagbladets muligheder er udtømte. Heller ikke selvom vi har med en svær målgruppe at gøre: Folk, der er informationstunge, mangler tid, og som derfor er trænede i at fravælge medier og information.

5.2. Brancheblade, forenings- og medlemsblade

De fagblade, der udgives af de faglige interesseorganisationer, er medlemsblade. Mange foreninger udgiver også blade, fortrinsvis til deres medlemmer. Hvor der er tale om fagblade, der henvender sig til både den professionelt interesserede og til hobbymanden, eller blade, der både henvender til til producent- og forbrugerled, så kan man tale om brancheblade.

Et smukt eksempel er Hippologisk, igen et fagblad i en næsten glossy magasinstil med fotograferede, klare forsider helt uden overskrifter. I sagens natur ofte med heste som motiv. Bladet udgives af Landboforeningerne, der udgiver flere fagblade, men det fungerer ikke bare som brancheblad. Bladet indeholder to blade i bladet, medlemsblade for Dansk Varmblod og Sportsrideklubben. Og mange reklamer. Af de 64 sider er mere end en tredjedel reklamer (i nr. 1 og 2 1995 ca. 25 sider pr. nr.). Bladets indhold, skrevet af journalister, forsøger at appellere til både profien og hobbyentusiasten med artikler om professionelle beridere, dressur, avl, hesteracer, interessante heste på vej, "Sådan passer du dit sadeltøj" og en evolutionshistorisk redegørelse for, at hesten kom før mennesket. Dyrlægen har en brevkasse, og der er tre siders læserdebat. Bladet bringer mange fotos af en høj kvalitet, men teksten er meget dominerende og ikke altid sat optimalt læservenligt, dvs. med mange mellemrubrikker, afsnit og korte sætninger. Bladet vil gerne signalere en seriøs og dermed troværdig profil. Det udkommer med tolv numre om året, og oplaget er på knap 14.000 pr. gang. Samme forlag, altså Landboforeningerne, udgiver samtidig ugemagasinet Landsbladet Hest, der kommer som et af tillæggene til Landsbladet, som udkommer med tre regionale udgaver hver uge. Her er de fleste fritidshestefreaks skåret fra, tillægget er meget avls- og produktionsorienteret og udkommer med et oplag på godt 3000 eksemplarer. Hippologisk er fagmagasinudgaven af fagbladet Landsbladet. Det tiltaler flere læsertyper og gør det på en gang målgruppespecifikt og med en høj grad af faglig formidling. Bladet er inde i en ombrydningsfase, hvor profilen og dermed forskellen til Landsbladet Hest, der længe har haft samme redaktør som Hippologisk, skal gøres skarpere.

Andre branche- og medlemsblade, der sigter på samme målgruppe, men med forskellig grad af specifikation, er Arkitektur i DK, Arkitekten og Byplan, alle fra Arkitektens forlag. Arkitektur i DK er et magasin, der henvender sig til arkitektur- og designinteresserede og til arkitekter inden for mange områder. Det tager i de fleste numre et byggeri eller et tema op, viser tegninger, fotos og beskriver forløb og resultat indgående i tekst. Lay-outet er fornemt: dansk design med nonfigurativ, dekorativ forside. Inde i bladet er der luft og omtanke i opsætningen. Bladet appellerer tydeligvis til en læser, der er ude efter en sanselig lystlæsning, på samme måde som de internationale boligmagasiner gør det. Arkitektur i DK har da også mange reklamer, og de henvender sig ofte til både den professionelle og den designinteresserede og gør-det-selv-orienterede. Arkitekten er derimod et fagligt medlemsblad. Det har også mange reklamer og en forside uden overskrifter. Det har et blad i bladet med faglig og fagpolitisk debat. Det har stillingsopslag m.m. Endelig er Byplan fra Foreningen af Byplanlæggere det smalleste og mindst raffineret udformede blad. Mange fagblade er bygget op i et sådant lagdelt mønster. Ofte med de overregionale, de regionale og de lokale udgaver.

De specificerede branche-, medlems- og foreningsblade er sjældent særlig store oplagsmæssigt. Men de har en meget motiveret læser. Deres virkning kan ikke måles alene i oplags- eller læsertal, i tidsforbrug osv. Det kræver større kvalitative undersøgelser, der bl.a. fokuserer på langtidserindring. Læsergruppen er stabil. Alle disse blade og medlemsskaber sælges pr. abbonnement, typisk for et år ad gangen. Hedeselskabets Vækst kan man endog abonnere på for livstid. De dækker først og fremmest et behov for information hos læseren, men også for en bredere orientering, der kan have en underholdende karakter. Er ugeblade først og fremmest underholdende, men også informerende, så gør det omvendte sig gældende for disse fagblade. Den typiske læser vil opleve en stor del af det faktuelt informerende stof som underholdende, fordi det handler om vedkommendes interesser. Man kan altså ikke skelne mellem information og underholdning i disse fag- og brancheblade. De fleste tilbyder også deres læsere en form for oplevelse. Det kan være æstetisk, som i det smukke Vækst, eller det kan være indholdsmæssigt med jokes, konkurrencer o.lign.

En variant af branche- og fagbladene er Dansk Auto Media's M0TORmagasinet og TRANSPORTmagasinet. De er begge gratis brancheblade, der finansieres af reklame. Den direkte reklameandel udgør da også omkring halvdelen af bladet. Resten er korte reportager og artikler. Bladene ligner distriktsaviser: trykt på avispapir, i distriksbladformat og med et avislignende lay-out. Oplaget ligger på mellem 15-18000. Begge blade er både salgsorienterede og imageskabende brancheblade, men de formidler også begge en del information internt i branchen. De udfylder altså branchebladets funktion. Man kan læse om flytransport, om trailere og containere, om koncerners indtrængen på det danske marked og om internationale udviklingstendenser på transportmarkedet. Men også om runde fødselsdage og dødsfald i branchen. Den slags blade lægger op til en udpræget distraktiv læsning, ligesom distriksbladene gør det. Læseren opfordres via lay-outen til at lade blikket glide og fange det, der skulle være af interesse. Det er en bladtype, der lægger op til et hurtigt forbrug, f.eks. i en pause på arbejdspladsen, hvor bladet lægges frem, for derefter at blive smidt væk.

Samme type blad, men med større oplag, ca. 100.000, er ERHVERVSLEDEREN, som i fagbladet Journalisten er blevet angrebet for at sløre skellet mellem redaktionel tekst og reklame. Det ser jeg som et vilkår for den type brancheblad. Det er deres funktion på markedet og deres eksistensgrundlag, at de sælger varen pakket ind i redaktionelt papir. Altså at de er en slags reklametryksag, men forsynet med imageskabende artikler og også med en reel informationsformidling internt i branchen og udadtil. De mange reklamer er der også, fordi mange af læserne kan antages at få brug for et sådant produkt. Noget andet er, at det også er bladets achilleshæl. Tyske og hollandske undersøgelser viser, at det er problematisk for et brancheblads troværdighed, når reklameandelen overskrider 30-35 procent. Den internationale udvikling går i retning af at gøre den slags blade til sponsorerede magasiner, hvor reklameandelen enten helt falder væk eller bliver meget mindre.

Dansk Handelsblad - Fagbladet for Købmænd og supermarkeder har valgt en anden fagbladsvariant skåret over distriktsbladslæsten. Bladet er trykt på avispapir, men fik i 1994 nyt 'hoved' og lay-out, så det fjernede sig fra avis-stilen. Det udgives af De Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark og er et internt blad, hvoraf kun få eksemplarer uddeles gratis. Det har også mere end 50 procent reklamer, men de er større og mere afgrænsede fra den redaktionelle tekst. Mange af dem har en imageforstærkende eller informerende betydning for deres kernelæsere: købmænd og ansatte og ledere i supermarkeder m.m. Artikelstoffet er fagligt, internt informerende om uddannelsesmuligheder, flaskeautomater, butiksprofil-opstramninger m.m. At bladet så også har en imageskabende effekt over for branchens egne, er klart.

Til sidst vil jeg kort se på egentlige foreningsblade og -magasiner som FDMs Motor, Det danske haveselskabs Haven, Danmarks Sportsfiskerforbunds Sportfiskeren, Danmarks Jægerforbunds JÆGER, Dansk Cyklist Forbunds Cyklisten og Dansk Camping Unions Camping og Fritid. Jeg vil ikke gå ind i en nærmere analyse af dem, for de ligner hinanden meget, og de ligner allesammen magasinpressen, delvist med undtagelse af oplagstallene. Sådanne fritids- og hobbyforeningers medlemsblade eksisterede også før magasinpressens gennembrud i 1960erne, men da så de anderledes ud. De mange specialmagasiner, der satser på samme kernepublikum som foreningernes medlemsblade, har medført, at der er sket en stor modernisering af alle de nævnte fagblade i de sidste ca. tyve år.

I dag fremtræder de i et professionelt lay-out, med den typiske magasinforside med en enkelt illustration og evt. tekstoverskrifter og med et blad, der hovedsagelig består af journalistisk skrevne artikler, interviews og reportager, reklamer og til sidst et par sider med foreningsinformation. De appellerer alle til den kræsne læser, der forventer, at hans forening ikke bare mætter informationslysten, men også mætter øjet æstetisk. Altså at bladene tilbyder information, underholdning og helst også en æstetisk oplevelse. Det samme, som den samme gruppe af læsere forventer af de specialmagasiner, som de køber. Naturligvis skal medlemsbladet også være imageopbyggende. For at fastholde medlemmer og læsere skal der ske en stadig overtalelse. Men de fleste af de her nævnte medlemsblade overtaler først og fremmest med deres professionelle artikelstof og den æstetiske udformning af bladet. De overtaler med oplevelsen af smuk, seriøs underholdning. Deres læsere er en gruppe trænede mellemlagslæsere, der hurtigt gennemskuer en traditionel, overtalende retorik, som vi kender den fra det traditionelle reklamesprog. Der er altså en flydende overgang mellem fritidsfagbladet og specialmagasinet. Den vil blive endnu mere flydende i de kommende år. Mange specialmagasiner forsøger at knytte læserne tættere til sig ved at oprette medlemsklubber, -butikker m.m. i magasinet. Det samme gør disse fritidsfagblade allerede, mest tydeligt i Motor og i Danmarks Naturfredningsforenings Natur og Miljø.

5.3. Andre fagblade - perspektiver

Der udgives myriader af fag- og medlemsblade i Danmark. Enhver lokalafdeling af en forening har sit eget interne medlemsblad eller nyhedsbrev. Mange af dem registreres slet ikke og er ikke offentligt tilgængelige. De helt små blade består som regel kun af information, måske med enkelte 'morsomme' bemærkninger. I den anden ende finder vi de videnskabelige og seriøse tidsskrifter, der er de videnskabelige selskabers og foreningers medlemsblade. Nogle af dem har i de senere år forsøgt at nå bredere kredse, men de fleste med ringe succes. De er for tekstbårne og vanskeligt tilgængelige. I øvrigt er en del af dem trykt på engelsk. Dem har jeg ikke beskæftiget mig med i denne sammenhæng. En del af dem modtager statslig støtte. Det samme gør de brede kulturtidsskrifter, der er den tidsskrifttype, der ligger tættest op ad magasin- og fagblade. Det er blade som Levende Billeder, Hug, Øjeblikket og Press. Dem har jeg også afgrænset mig fra i denne rapport. Et blad som Press, ligner i sit oplæg de store internationale, politiske nyhedsmagasiner. Men den rolle, det spiller i den danske debat, ligner snarere det brede, kritiske kulturtidsskrift. Press er på trods af en på mange måder professionel og kritisk, journalistisk linie, marginaliseret alene ved sit lave oplag. Men det kan undre, at det danske magasinmarked ikke kan bære et politisk nyhedsmagasin som de tyske Stern og Der Spiegel.

En ny tendens på fagbladsmarkedet er den strøm af nyhedsbreve, der udsendes fra alle dele af dansk erhvervs- og foreningsliv til kunder, aftagere, medlemmer og leverandører. Heller ikke de er altid registrerede, og tendensen er så ny, at det er svært at danne sig et overblik. Det var sådan hele tidsskrifts-, ugeblads- og magasin- og fagbladsmarkedet begyndte. Mange af de nye nyhedsbreve har også en 'gammeldags' brevkarakter. Newsletter-Gruppen beskriver i Markedsføring 3, 1995 de meget forskellige typer af nyhedsbreve, der produceres i disse år. Fra de personlige breve, der måske udsendes i 50 kopier hver måned til et reklamebureaus faste kunder, over reklametryksager, der fortæller om nye produkter og priser, til magasiner, der fortæller om et universitetsinstituts aktiviteter, forskning m.m. Ligesom med fagbladene generelt kan man opdele nyhedsbrevene i fem hovedgrupper:

Nyhedsbrevet kommer altså i gammelkendte variationer. Men efter at titlen nyhedsbrev i mange år har forekommet lidt altmodisch, står det nu for en medietype, der signalerer en mere personlig og direkte henvendelsesform. Ny tekstbehandling, lay-out og printerteknik har også betydet, at det er enklere og hurtigere at udsende nyhedsbreve uden om trykkerier m.m. Nyhedsbrevene forstærker fagpressens force og problem: De mange titler er uoverskuelige at orientere sig i, men rammer bladet en motiveret læsergruppe og tilbyder det seriøs information, og dermed også underholdning og en æstetisk oplevelse, så er fagbladene det trykte medie, der får mest opmærksomhed fra læserne.