2. Moderne public service radio

Gennem de sidste 10-15 år har public service medierne befundet sig i en legitimeringskrise. Nok den væsentligste årsag hertil skal søges i et samfund der i stigende grad definerer sig i forhold til normer og procedurer, der er afledt af markedet. Samtidigt har der imidlertid de seneste år været en stigende erkendelse af at et fuldstændigt markedsstyret radio- og tv-udbud ikke vil kunne tilfredsstille de behov for information, kultur, debat og underholdning som befolkningerne i flertallet af de vesteuropæiske lande har. Men også at det har været nødvendigt at omdefinere og modernisere selve forestillingen om, hvad public service er - eller rettere bør være - her i 90'ernes mangefacetterede mediesamfund godt 70 år efter at de første public service institutioner så dagens lys. Men at formulere en nuanceret og præcis definition af hvad en moderne public service radio bør være, og dermed hvilke forpligtelser der skal påhvile en moderne public service radio, er ikke nogen helt enkel sag. Som bl.a. Henrik Søndergaard har påpeget er public service langt fra noget entydigt begreb, men snarere et begrebskompleks hvori der indgår nogle overordnede samfundsmæssige og kulturelle forestillinger om hvordan medierne skal fungere, et lovgrundlag der fastlægger rammer, forpligtelser og rettigheder, samt måder hvorpå public service medierne forvalter sine rettigheder og forpligtelser i programpolitikken[1]

Helt overordnet kan man sige at de moderne public service mediers begrundelse er at bidrage til at opretholde og fortsat udvikle et åbent, dynamisk og demokratisk samfund, hvor borgernes samfundsmæssige identitet og engagement udvikles og demokratiske handleevne stimuleres gennem væsentlig, troværdig og relevant information, kulturelle oplevelser, debat og underholdning af høj kvalitet og muligheder for selv at komme til orde gennem medierne. Kort sagt: moderne public service medier bør stå i befolkningens tjeneste i et demokratisk samfund. Umiddelbart indebærer dette at man i forsøget på nærmere at indkredse, hvad moderne public service bør stå for, må tage udgangspunkt i dem man henvender sig til. Og for radio vil det sige lytterne, i hvem de er og hvilke behov de måtte have i relation til radiomediet.

Da Danmarks Radio udgjorde et mediemonopol var der en tilbøjelighed til at betragte lytterne under ét som en nations befolkning, defineret i forhold til en fælles historie, et fælles sprog og ikke mindst en fælles kultur og kulturarv som det gjaldt om at bevare og udvikle, og her ønskede man at radioen (og senere tv) spillede en central rolle. Hvad befolkningen selv mente om denne kategorisering forekom mindre betydningsfuldt end den bagvedliggende folkeopdragende og pædagogiske interesse som denne kategorisering gav mulighed for at udfolde. Men den forskellige brug af det mangedoblede medieudbud inden for de seneste par årtier har tydeligt vist, at i befolkningens holdning til de elektroniske medier er der ligeså meget der skiller som samler. I forhold til nationen udgør danskerne naturligvis stadig en befolkning, men denne synsmåde mister stadig større legitimitet i forhold til mediebilledet i 90'erne, hvor accepten af befolkningen som en heterogen størrelse trænger sig på, bestående af mangeartede grupper og grupperinger af geografisk, politisk, social og kulturel art.

Udgangspunktet for en moderne public service opfattelse for radio må således være den danske befolkning betragtet som en sammensat gruppe med forskellige interesser og forskellige behov, som det kun i begrænset omfang lader sig gøre at betjene under ét. Spørgsmålet er herefter hvilke konsekvenser dette har for radioen (og tv) som public service medie. I den seneste radiolov fra 1988 hedder det i paragraf 6 om Danmarks Radio:

Danmarks Radio er en selvstændig offentlig institution, der er forpligtet over for hele befolkningen til at udsende radiofoni- og fjernsynsprogrammer omfattende nyhedsformidling, oplysning, underholdning og kunst. Der skal ved programlægningen lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Der skal i programudbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed.
Men som det fremgår giver lovteksten ikke mange konkrete bestemmelser af hvad public service skal forstås som. Der er tydeligvis tale om en rammelovgivning som det er op til institutionen selv at udfylde. Mediekommissionen er i sin betænkning[2]mere udførlig i sin angivelse af, hvilke forpligtelser der påhviler public service medierne: Programmerne skal være af interesse for hele befolkningen, også minoriteterne; programmerne skal indeholde forskellige opfattelser; borgerne skal både have mulighed for at ytre sig og modtage information; en væsentlig del af de originale programmerne skal være selvproducerede; radiofonierne skal i programlægningen være uafhængige af politiske og økonomiske interesser; brugerne skal sikres billige og gode modtageforhold; og radiofonierne skal støtte den nationale kulturproduktion.

Mediekommissionens præciseringer blev formuleret på basis af radioloven fra 1977, og havde hentet inspiration hos BBC. Senere har den engelske forskningsinstitution Broadcasting Research Unit (BRU) fremlagt et ambitiøst forsøg på at definere et moderne public service begreb[3] Forskellen mellem BRU's opfattelse og den tilsvarende danske er imidlertid at BRU opererer med et public service system bestående af flere institutioner, mens man i Danmark alene opererer med en bestemt medietype. BRU's krav til public service er i kort form: 1) Universel geografisk dækning, 2) programmer for enhver smag og interesse, 3) programmer for minoriteter, 4) loyalitet mod samfundet og den nationale identitet, 5) uafhængighed af staten og andre pressionsgrupper, 6) én radio/tv-institution skal være licensfinancieret, 7) der skal være konkurrence om kvalitet, men ikke om lyttertal, og 8) den offentlige regulering skal være indrettet mod frigørelse fremfor indskrænkning af programproducenternes virksomhed. De 8 krav refererer tydeligvis til en særlig britisk tradition og mediesituation med BBC i en klemt politisk og økonomisk situation med en til tider voldsom debat om BBC's samfundsmæssige rolle. Men på den anden side er det også klart at kravene har kunnet inspirere andre public service institutioner i deres legitimeringsbestræbelser inden for et multikanalsystem.

På europæisk plan har public service ligeledes påkaldt sig interesse, og senest har Europarådet formuleret et resolutionsforslag herom[4] En af de centrale bestemmelser indebærer at medlemsstaterne må sikre mindst én vidtspændende programservice som indeholder information, uddannelse, kultur og underholdning, og som er alment tilgængelig. Derudover præciserer resolutionsforslaget ud over det allerede nævnte fra BRU, at blandt public service mediernes vigtigste opgaver er det at fungere som fælles referencepunkt for hele befolkningen og som en social integrationsfaktor, og at udvide valgmulighederne ved at tilbyde programmer som normalt ikke findes på de kommercielle stationer.

Sammenfattende tegner der sig et billede af moderne public service med følgende kendetegn:

I forhold til de traditionelle bestemmelser af public service er det vigtigt at pege på følgende justeringer/fornyelser: Ændringer i opfattelsen er generelt et udtryk for at public service knyttes tættere til selve programmerne, programfladen og programlægningen end til institutionen. Det er i programmerne og i programstrukturen pluralismen og den kulturelle mangfoldighed skal komme til udtryk, og i højere grad end tidligere betones her kvaliteten.

Ud fra dette perspektiv på moderne public service synes alsidighedsbegrebet at få en særlig betydning. Alsidighed kan anskues ud fra flere følgende synspunkter:[5]I forhold til programfladen kan alsidighed vurderes ud fra i hvilken grad de enkelte programmer reflekterer forskellige synspunkter, i hvilken udstrækning programmerne giver adgang til forskellige synspunkter, og i hvilken udstrækning programfladen giver valgmuligheder. Desuden kan man skelne mellem intern og ekstern alsidighed, hvor ekstern alsidighed vil referere til radiosystemets samlede alsidighed. I forbindelse med valgmulighederne kan man endvidere skelne mellem vertikal alsidighed som udtryk for antallet af forskellige programmer på den enkelte kanal over et bestemt tidsrum (en dag, en uge) og horisontal alsidighed som udtryk for hvor mange programmer lytteren kan vælge på et givent tidspunkt. Endelig kan alsidighed anskues ud fra funktion: Er der i programmerne tale om alsidighed i forhold til en evt. politiske funktion, en kulturel funktion eller i forhold til en servicefunktion? Det er imidlertid en hovedpointe at public service medierne kombinerer disse former for alsidighed, da de indbyrdes supplerer hinanden.

I den efterfølgende vurdering af i hvilken grad radioen synes at leve op til en moderne public service funktion, er det vigtigt også at være opmærksom på det særlige ved radio i forhold til tv. Radioen er - i hvert fald for øjeblikket - i højere grad end tv et nær-medie. Det er lettere at bruge, og en båndoptager kan man have med sig overalt, ligesom man kan med en radiomodtager. Og i forhold til tv er det i langt højere grad et medie for musik. Hvad angår lytteradfærd er der generelt tale om større kanaltrofasthed end ved tv, og radioen tilbyder over betydelige tidsrum samtidigt programmer på et nationalt, et regionalt og et lokalt plan.