5. Lokalradioerne

Som nævnt under den historiske optakt åbnede lovgivningen i begyndelsen af 80'erne mulighed for at supplere den nationale og regionale radio med lokalradioer. Og udviklingen i lyttetiden tydede på at lokalradioerne imødekom et udækket behov. Nogle af de tidligste opgørelser fra midten af 80'erne viser således, at den samlede lyttetid steg markant for de lyttere der fik mulighed for at lytte til en lokalradio (37%)[17]. Lokalradioerne medførte kun et beskedent fald i lytningen til Danmarks Radio. De fungerede først og fremmest som et supplement. Siden er der sket en stærk udbygning af lokalradioerne, så de nu dækker hele landet, ofte med flere inden for samme lokalområde. Lokalradioernes gennemsnitlige dækning på almindelige hverdage ligger her i 90'erne på omkring 20% med samme let vigende tendens som lytningen til DRs kanaler udviser. Og lokalradioerne synes stadig at fungere som et supplement snarere end som konkurrence i forhold til DR[18].

I 1994 gennemførte medieforskerne Per Jauert og Ole Prehn for Kulturministeriet en undersøgelse af lokalradio og lokal-tv i Danmark, jf. de tidligere henvisninger til den[19]. Undersøgelsen er baseret på et omfattende spørgeskema som blev sendt ud til alle 233 lokalradioer og 44 lokal-tv stationer. Formålet med undersøgelsen var at gøre status over området, og rapporten omfatter bl.a. en redegørelse for sendeforhold, de forskellige stationstyper og deres administrative, økonomiske og programmæssige profiler. Selvom det viste sig vanskeligt at få alle stationer til at svare - svarprocenten ligger på knap 60% med relativt flest blandt de reklamefri (65%) og færre blandt de reklamebærende (52%) - indeholder rapporten mange værdifulde informationer og en grundig analyse af dette sammensatte og vanskeligt overskuelige område.

De to hovedgrupper inden for lokalradioerne: de reklamebærende og de reklamefri dækker begge over en bred vifte af forskellige typer. De reklamebærende spænder lige fra nogle få store, forholdsvis velkonsoliderede døgnradioer med mange fastansatte medarbejdere og et stort programudbud (Radio Viborg), over ganske mange økonomisk svagt funderede kommercielle radioer som fører en konstant kamp for at overleve, til specialradioer som Dansk Erhvervsradio og enkelte religiøse radioer. Blandt de reklamefri findes en forholdsvis stor gruppe religiøse stationer, men naturligvis også forenings- og græsrodsradioer med politisk profil som Folket Radio, Radio Ålborg, Den grønne kanal og EU nærradio.

Lokalradioernes lyttere er først og fremmest unge mellem 13 og 40 år (DRs lytterundersøgelse 1994:45), og de lytter især på grund af musikken[20]. Og for hovedparten af lokalradioerne er musikken dominerende i programfladen. Ikke overraskende gælder det især de kommercielle stationer, hvor musikandelen ikke kommer under 50%. For godt halvdelen af de undersøgte stationer ligger andelen på 70-89%, men den ville formentlig være større endnu hvis ikke adskillige af de kommercielle stationer havde så store problemer med afgifterne til KODA og Gramex som tilfældet er. Til sammenligning er musikandelen i DRs P3 som nævnt 70%. De reklamefri lokalstationer fordeler sig mere jævnt, og tendensen er klart at musikandelen gennemgående er mindre, men her tynger KODA-Gramex afgifterne også på budgettet.

Med hensyn til reklamer er det ifølge undersøgelsen vanskeligt at få et få et præcist overblik. Således er der ikke mulighed for at angive de enkelte stationers reklameindtægter. Skønsmæssigt giver reklamerne for alle landets 160 reklamebærende stationer omkring 100 mill. om året, og reklameindtægterne udgør 50% af de samlede indtægter for den begrænsede del af de adspurgte der svarede på spørgsmålet. Gennemsnitligt bruger stationerne 4% af sendetiden på reklamer, kun 7 stationer går op til højest tilladte andel på 10%.

5.1. Fem typer

Med udgangspunkt i programfladerne kan man groft opdele lokalstationerne i fem grupper: Den første gruppe består af kommercielle stationer med en høj musikandel. Programfladen består i øvrigt af timenyheder, servicemeddelelser om trafik, lokale arrangementer og aktuelle begivenheder samt lytterhilsener. Fx Radio Victor/Esbjerg eller Radio ABC/Randers. Den anden gruppe - som kun tæller få stationer - er også kommercielle, men en ikke ubetydelig del af programfladen har højere journalistiske ambitioner og tyngde med samlede nyhedsudsendelser på op mod times varighed samt magasin- og debatprogrammer, ud over de programformer der kendetegner den øvrige kommercielle stationer. Indholdsmæssigt vil programfladen svare til lokalsiderne i en større provinsavis, inklusive forsiden med de mest markante nationale og internationale nyheder. Et karakteristisk eksempel er Radio Viborg Den tredje gruppe består af de såkaldte interessestationer, der navnlig optræder som talerør for bestemte grupper. Her dominerer magasinformen med en blanding af direkte studieindslag, båndede indslag, telefoninterviews og musik, fx Radio Aalborg og Den Grønne Kanal/Kbh. De religiøse stationer udgør den fjerde gruppe med en bred vifte af programmer lige fra udsendelser der behandler sociale og kulturelle problemer til direkte forkyndende programmer med bibellæsninger, bøn og forbøn. Eksempler er Radio Steno/Kbh. og IM-Puls/Esbjerg. Den femte og sidste gruppe kunne man kalde public access radioerne, dvs. radioer hvor en væsentlig del af programfladen sammensættes af udsendelser enkeltpersoner og/eller grupper producerer i samarbejde med stationens fast tilknyttede medarbejdere. Et karakteristisk eksempel er Radio DÅB - Det Åbne Båndværksted/Århus.

Programstrukturen spænder over den traditionelle blokradio til fladeradio og formatradio. Blokradio-formen finder man især blandt de ikke-kommercielle stationer med brede og sammensatte målgrupper, mens fladeradioen er gennemgående for de kommercielle stationer. Her finder man også eksempler på egentlig formatradio, hvor man programlægger efter en afgrænset målgruppe, fx Radio Victor. Men denne karakteristisk giver kun et groft billede af en betydeligt mere sammensat virkelighed. Således er programmerne på Radio Viborg struktureret i flader om dagen, mens de om aftenen er lagt som blokradio.

5.2. Lokalradioer og public service

For at få uddybet billedet af lokalradioernes programvirksomhed blev der foranstaltet en indsamling af programoversigter og konkrete programeksempler fra en række lokalradioer[21] Hensigten var på ingen måde at gennemføre en repræsentativ undersøgelse. Omfanget af en sådan undersøgelse ville helt sprænge rammerne for den stillede opgave. Det blev således besluttet at indsamle materiale fra lokalradioer i 6 regioner: København, Fyn, Østjylland, Midt- og Vestjylland, Nordjylland og Sønderjylland for at sikre en vis geografisk og demografisk spredning. Fra hver region blev udvalgt en kommerciel radiostation og en græsrodsradio. I København dog to græsrodsradioer, en mere bred og en egentlig specialradio[22] Blandt de kommercielle radioer blev valgt en af de større[23] der samtidig var kendetegnet af et forholdsvis alsidigt programudbud vurderet ud fra tilsendte programoversigter. Blandt græsrodsradioerne valgtes dem med den forholdsvis længste sendetid og det mest alsidige programudbud ud fra programoversigterne. I de nævnte regioner blev der desuden indsamlet et tilsvarende materiale fra regionalradioerne. Formålet med den beskedne undersøgelse var først og fremmest at få et fingerpeg om i hvilken udstrækning lokalradioer via deres programvirksomhed kan siges yde et bidrag til et samlet public servicesystem sammen med regionalradioerne. Der kan i sagens natur ikke blive tale om noget fyldestgørende svar, men kun nogle helt overordnede betragtninger.

Hvad angår den første rent kommercielle gruppe, er der ingen tvivl om at disse radioer tilfredsstiller et betydeligt behov for underholdning og service, jf. de betydelige lyttertal som en del af disse radiostationer har. På den anden side er programudbuddet så forholdsvis snævert og ensidigt, at værdien i forhold til et samlet public service system må anses for stærkt begrænset. Ud over en ren underholdningsfunktion og evt. kommerciel effekt er det vanskeligt at se, hvilken rolle denne type radio derudover kan spille for den lokale befolkning og lokalsamfundet.

Den anden gruppe synes derimod at kunne spille en vis rolle i et samlet public service system på grund af programfladens indhold af nyheds-, aktualitets- og debatstof der specielt vedrører lokalområdet. Dette stof har i et betydeligt omfang kun begrænset regional interesse, og vil derfor være tilbøjelig til at falde uden for de regionale mediers interessesfære. Problemet er især mærkbart i Jylland, hvor man netop også finder de større lokalradioer med en mere alsidig programflade.

De tre ikke-kommercielle grupper vil i princippet alle at kunne spille en begrænset rolle i forhold til et samlet public service system. De ikke-kommercielle radioer er under ét med til at sikre bredden i den lokale debat med synspunkter fra en lang række forskellige bevægelser, grupper og minoriteter som ellers ville have vanskeligt at komme til orde. Dette gælder ikke mindst public access gruppen. Og der er næppe heller tvivl om at lokalradioer i sig selv spiller en betydningsfuld rolle i fastholdelsen af en bevægelses identitet og i aktiviseringen af lokalsamfundenes medlemmer. Men de indsamlede eksempler viser at der er fare for, at programindholdet bliver så snævert og synspunkterne så ensidige og lyttergrupperne formentlig så små, at radioerne i praksis er afsnøret fra debatten i lokalsamfundet. På samme måde viser eksemplerne en risiko for at den radiofoniske professionalisme sakker agterud i forhold til den som de kommercielle radioer kan præstere.