6. Diskussion

Danmarks Radio udgør den helt dominerende faktor i det danske public service system, og man kan spørge sig i hvilken udstrækning Danmarks Radios radiokanaler under ét synes at leve op til de krav et moderne public service begreb stiller. Her kan man til en begyndelse konstatere at Danmarks Radio synes at leve op til kravet om uafhængighed i forhold til økonomiske særinteresser og et langt stykke af vejen også i forhold til statsmagten og det politiske system. Radioloven af 1988 styrkede især uafhængigheden i forhold til det politiske system ved at erstatte det parlamentarisk sammensatte Radioråd med en bestyrelse, selvom politikerne ikke helt slap taget i Danmarks radio i og med at bestyrelsen udpeges af folketing og regering. Sendesystemet må siges at sikre rimelige og billige modtageforhold over hele landet, og efter indgåelse af en aftale i 1990 om at bruge de kraftige norske kortbølgesendere bliver danskere ansat i handelsflåden og bosat i udlandet betjent tilfredsstillende.

Også på de øvrige punkter kan den samlede programvirksomhed på radioområdet ses som udtryk for et ønske om at honorere kravene til en moderne public service station. Således må man sige at programfladerne under ét indeholder en rimelig grad af alsidighed, både internt og eksternt, vertikalt og horisontalt samt med hensyn til funktion. Der er ingen tvivl om at Danmarks Radios radioprogrammer kan yde et væsentligt supplement til udbuddet fra de lokale kommercielle stationer, især hvad angår de regionale kanaler. Alle kanalernes programflader indeholder et aspekt af public access, og både P1 og P2musik må siges på hver deres måde at understøtte den nationale kulturproduktion. Hvad angår kravet om at betjene hele befolkningen, herunder minoriteter, er det i sagens natur et spørgsmål om hvor små grupper man sigter mod. Og i den sammenhæng kan lokalradioerne selvsagt operere med betydeligt mindre grupper end Danmarks Radio, selv på regionalniveau. Men udbygningen af regionalsystemet har bidraget til, at de regionalt motiverede forskelle i behovet for information, kultur og underholdning har kunnet imødekommes, lyttertallene taget i betragtning. Endeligt er der næppe tvivl om, at det er væsentligt for den sociale integration af etniske minoriteter i Danmark, at der fortsat opretholder en programvirksomhed rettet mod disse minoriteter.

Ud fra en generel betragtning står Danmarks Radios radio stadig stærkt som public service medie i den danske befolkning. Det gælder internt i forhold til hovedparten af de lokale stationer, og det gælder hvis man sammenligner den tid lytterne bruger på DR radio i forhold til andre tilsvarende stationer i det øvrige Skandinavien. Som allerede nævnt går 80% af lyttetiden til Danmarks Radios kanaler og 20% til lokalradioerne. I Finland bruges 70% af tiden public service institutionen YLE's fire kanaler, mens 30% af tiden bruges på lokalradioer. I Norge bruges 61% af tiden på NRK, mens den kommercielle landsdækkende radiokanal P4 lægger beslag på 27% og lokalradioerne 12%. Sveriges Radio har endelig 77% af lytningen og de lokale og kommercielle 22%. Ser man på den samlede lyttetid i de fire lande ligger Danmark i bunden med 2 t. og 10 min. om dagen, mens finnerne lytter 3 t. og 43 min., svenskerne 3 t. og 16 min. og nordmændene 2 t. og 44 min[24] . Men ser man på den tid der rent faktisk bliver brugt på at lytte til de store public service radioer i de forskellige lande ser fordelingen knap så flatterende ud for Danmarks Radio. I Finland bruger man således op mod 3 timer på YLE, i Sverige 2 time på SR, i Danmark 1 3/4 på DR og i Norge 1 time på NRK. Med den forholdvis begrænsede tid man i Danmark bruger på at lytte til radio kan ændringer i mediebilledet få relativt større konsekvenser for public service radio. Eller sagt med andre ord er public service radio i Danmark mere sårbar end i Finland og Sverige alene på grund af den begrænsede lytning: En numerisk nedgang i lyttetiden indebærer et større procentvis fald for Danmarks vedkommende.

6.1. Problemfelter

Men selvom Danmarks Radio på væsentlige områder synes at leve op til kravene for moderne publice service radio og står relativt stærkt i forhold til de private lokalradioer under ét, har analysen ikke desto mindre udpeget en række problemer. Generelt udviser lytterdækningen en vigende tendens. Dette gælder dog både public service kanalerne og i nogen grad lokalradioerne. P1 har for få lyttere i forhold til de mål DR selv har sat op, og udviklingen de seneste år tyder ikke umiddelbart på at lytterdækningen øges. P2musik går det bedre for. Selvom den daglige dækning er beskeden, ligger den akkumulerede over måltallet og weekend dækningen væsentligt over den daglige. Et problem for P2 er imidlertid om programmerne og den opnåede lytterdækning på længere sigt kan begrunde de betydelige udgifter der er forbundet med ensemblerne, nu da man har forladt den generelle kulturforpligtelse som den ultimative begrundelse for at have dem. Et andet problem i denne sammenhæng kan blive at konkurrencen fra internationale klassiske musikkanaler over fx hybridnettet medfører en mærkbar reduktion af lytterdækningen.

P3 ligger ligesom P1 i underkanten af de fastsatte mål, ihvertfald når man anvender gennemsnitstal for hele året, og udviklingen synes at gå den gale vej. Dertil kommer at de unge mellem 13 og 19 har en tendens til at falde fra. Fortsætter denne udvikling vil der være en risiko for at P3 så at sige "slipper i bunden", og set fra et public service synspunkt er faren at man helt mister kontakten med hovedparten af de kommende lyttere, også til det øvrige public service tilbud om nyheder, debat og kultur. P3 er desuden udsat for en hård konkurrence fra visse af lokalradioerne og i fremtiden formentlig også fra internationale, kommercielle musikradiokanaler for unge via hybridnettet - en slags MTV-radioer. Allerede for et par år siden lyttede en væsentlig del (23%) af de unge der har mulighed for det til satellitradio, og det går ud over P3. Lyttetiden for denne gruppe er faldet fra 9 time ugentligt til 8 timer[25].

Danmarkskanalen, her forstået som de regionale kanaler, ligger pænt i forhold til måltallene. De regionale kanalers største problem er formentlig konkurrencen fra de større kommercielle lokalradioer i navnlig en række jyske byer. Som det fremgår har disse lokalradioer en betydelig dækning inden for deres primærområde. At det nogle steder kan være svært for regionalradioerne at tage konkurrencen op, kan skyldes regionernes udstrækning. Hvad der sker i Skjern har ikke nødvendigvis den store interesse i Viborg - eller omvendt.

For Radioavisen peger analysen på at de store udsendelser har et vigende lyttertal. De akkumulerede tal er stadigvæk særdeles høje, men de lange udsendelser især sidst på eftermiddagen har fået det noget sværere. Der er et stykke til måltallet for udsendelsen kl. 17, og 18.30 udsendelsens lyttertal falder drastisk. I forhold til måltallet på 42% har Radioavisen forholdsvis godt fat i de unge (under 30). Men spørgsmålet er om det er tilstrækkeligt kun at have kontakt med knap hveranden fra den gruppe hen over dagen, og ét er hvem og hvor mange der lytter til Radioavisens udsendelser, noget andet er hvad de får ud af det. Undersøgelser i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne har vist at Radioavisens kernelyttere lidt groft sagt er mænd med højere uddannelse over 40. Det er gennemgående også dem der får mest ud af at lytte. Men undersøgelserne viste også at når Radioavisen ændrede på sine traditionelle formidlingsformer, så steg udbyttet hos andre grupper væsentligt, vel at mærke uden at kernelytterne faldt fra eller følte sig talt ned til[26]. Og selvom der er sket visse fremskridt i den radiofoniske nyhedsformidling, så er den traditionelle form stadig den fremherskende, så det er ikke i alle henseender at man uden videre kan tale om at Radioavisen har hele befolkningen som målgruppe. Endelig indebærer den tydeligere formatering af de enkelte kanaler et problem for nyhedsformidlingen. Indtil videre er det lykkedes for NAR at fastholde en identisk nyhedsformidling på alle kanaler, med den konsekvens at der indimellem optræder en mærkbar diskrepans mellem nyhedsformidlingen og den radiofoniske iscenesættelse af det øvrige stof, navnlig på P3.

Endelig hvad angår lokalradioerne er der som nævnt generelt tale om en let vigende lytning. Lokalradioerne under ét har tilført radiomediet mange nye facetter, forøget tilbuddet til lytterne betragteligt og gjort det muligt for flere at ytre sig gennem radioen. På den anden side må man også erkende at flere radioer i sig selv ikke nødvendigvis indebærer en større alsidighed. En betydelig del af de kommercielle lokalradioer med høj musikandel har et programkoncept med musik, korte timenyheder, reklamer og service som til forveksling ligner hinanden. Men også en god del af græsrodsradioerne har programkoncepter med mange fællestræk. De mange radioer har i nogen grad medført at man som lytter blot har fået mere af det samme. Blandt de kommercielle lokalradioer er der desuden det problem at ganske mange har en endog ganske anstrengt økonomi, hvilket har medført et ønske om bl.a. at få lempet restriktionerne til fx at danne netværk og dermed styrke økonomien først og fremmest ved at tilbyde annoncørerne større lytterunderlag. Problemet her består i at sådanne netværk med tiden kan få en så dominerende stilling, at de underminerer markedet for de "frie" radioer. Endnu et problem er at tilstrækkeligt omfattende netværk kan fungere som en bagdør til en i praksis landsdækkende kommerciel kanal. Blandt de ikke-kommercielle lokalradioer består problemerne primært i risikoen for at lyttergrupperne bliver så små, at radioerne mister betydning i den lokale debat, og i at programmerne ikke har den tilstrækkelige professionalisme i tilrettelæggelse og afvikling til at de bliver taget seriøst.