5. Danskernes brug af tv

Det er måske for nogle bemærkelsesværdigt, at der ikke er nogen af de medvirkende husstande i undersøgelsen, der er voldsomt utilfredse med fjernsynet. De fleste kan for det meste finde nogle programmer, de gerne vil se og som giver dem et udbytte. Ingen fremsætter den foragt for mediet og dets formidlingsform, som man så ofte møder blandt avisernes tv-anmeldere og på debatsiderne.

Danskerne føler sig stort set godt informeret og godt underholdt af de tv-kanaler, der er til rådighed. De fleste har nogle ting, de gerne så anderledes (f.eks. afbrydelser i debatprogrammer, reklamer i programmerne), men generelt føler de sig godt betjent. Det hænger blandt andet sammen med, at tv's rolle i hverdagen mere og mere kommer til at minde om dets forgængere i medielandskabet.

5.1. TV i multikanal-kulturen

Hovedparten af husstandene i undersøgelsen kan i dag (1995) modtage over 20 tv-kanaler, og alt tyder på, at dette antal hastigt vil vokse i de nærmeste år. Folk ser ikke lige meget på alle disse kanaler - nogle af dem ser de aldrig på - men mange af dem ser de efterhånden en hel del på. I denne situation er tv ved at blive ét medie ved siden af de andre: radioen, aviserne, ugebladene og filmen. Og det er begyndt at ligne nogle af dem, i hvert fald når man ser sagen fra brugernes synsvinkel.

Når man går ind i en bladkiosk, forventer man at finde et væld af forskellige varer på hylderne: Dagblade, landsdækkende såvel som lokale, familieugeblade, dameblade, mandeblade, kulturmagasiner, musikblade, tegneserier, sundhedsmagasiner, populærvidenskabelige magasiner, fritidsmagasiner, lægeromanblade, og "gode bøger". Som forbruger kan man selv bestemme præcis hvad man vil have, og hvornår man vil bruge det.

Før midten af 1980erne var tv på danske skærme en kiosk med ét blad, der stort set rummede alle disse former for stof. Som borger og forbruger var man nødt til at købe det hele på én gang, og man kunne ikke selv bestemme, hvornår man ville bruge de enkelte dele: Nyheder kl. 19.30, Underholdning tirsdag, fredag og lørdag 20-22. Teaterkunst mandag kl. 21. Osv.

TVs udvikling som medie i de sidste 10 år består simpelthen i en gradvis udspaltning af alle disse stoftyper, således at de i princippet får hver sin kanal, og således at man, også pga. videoens udbredelse, selv kan bestemme, hvornår man vil nyde hvad.

DR og TV2 tegner sig stadig for langt hovedparten af danskernes tv-forbrug, de er klart de vigtigste primærkanaler, men den danske TV3-kanal gør måned for måned indhug i deres seerskarer og er blevet ligeberettiget primærkanal i mange husstande, især i de Rosa og Violette segmenter og blandt unge, hvor også MTV og DSF trænger sig på. Og disse og en række andre kanaler spiller en stigende rolle som reservekapacitet i mange hjem: Lokal-tv, Kanal 2, Discovery, MTV, FilmNet, Sverige 1 og 2, TV4, ARD, ZDF, Sat1, RTL, DSF, CNN, Cartoon Network, og kort efter undersøgelsens afslutning dukkede der nye pendanter til de trykte ungdoms- og kvindeblade op i form af Kinnevik-selskabets satellitkanaler TVZ og TV6.

Ligesom udbuddet af tv-kanaler begynder at minde om de trykte medier, så begynder den måde, hvorpå folk bruger kanalerne også at minde om brugen af aviser og ugeblade - det er f.eks. pudsigt, at 2 informanter flere gange bruger udtrykket "bladre" om deres kanalrundfarter (Violet A og F). Man ser ikke nødvendigvis hele programmer, men forlader uspændende udsendelser hvis man finder noget mere interessant, eller man hopper frem og tilbage mellem 2 eller flere kanaler, overbevist om at det ikke ødelægger nogen af programmerne. Zapping minder på mange måder om den måde, hvorpå man læser en avisside.

Samtidig er en husstand ikke længere så meget sammen om at se tv: tv-seningen individualiseres: 22 af de 30 husstande/personer, især fra de Rosa og Violette segmenter, og blandt de unge, beretter om se-rutiner, hvor husstandens medlemmer ser tv alene. At det sker i familier, hvor den ene part har skifteholdsarbejde er ikke så mærkeligt, men informanterne beretter om mangfoldige situationer, hvor alle husstandens medlemmer er hjemme, men ser forskellige programmer i stuen og i børneværelserne, præcis som det kan være tilfældet med trykte medier. I flere familier berettes der endog om situationer hvor man ser samme program i 3 forskellige rum. Skal man dele sine oplevelser med andre, må det altså foregå på samme måde, som hvis det havde været bøger eller aviser: man tilegner sig indholdet alene, og snakker om det bagefter.

Et andet lighedspunkt til de trykte medier - det at man selv kan bestemme, hvornår man vil bruge et program - skyldes videoen: Ud over at den bruges som hjemmebiograf til lejede film, bruges den af mange til tidsforskydning af både film og andre programmer: Skifteholdsarbejdende bestiller ægtefællen til at optage et spændende program, eller man optager et program, der udsendes lige mens middagsmaden står på bordet, eller mens man er til bestyrelsesmøde i daginstitutionen. Denne praksis foregår hyppigt i 16 af de 30 husstande.

Endelig minder tv-sening mere og mere om radiolytning på den måde, at fjernsynet bliver et elektronisk tapet, der kører i baggrunden samtidig med at man laver andre ting. I det Grønne segment er det stadig mest sådan, at man "ser, når man ser", men i 23 af de 30 husstande er det udbredt af følge med med et halvt øje, eller måske kun med ørerne: tv-nyhederne kører i stuen, mens man smører madpakker i køkkenet. Fjernsynet er på denne måde et akkompagnement til andre aktiviteter som retning af matematikopgaver (Grøn A), cykling på Turbo-træner (Rosa G), eller forskellige former for håndarbejde, læsning og huslige gøremål.

I multikanal-kulturen er fjernsynet altså nok det vigtigste medie, men den måde, det bruges på i hverdagen, er ikke længere noget enestående.

5.2. Fjernsynet og de daglige rutiner

Fjernsynet ville umuligt kunne indtage den plads, der i dag gør i hverdagslivet, hvis det ikke siden 1950erne gradvist havde skaffet sig plads imellem hverdagens mange gøremål, og på bekostning af nogle af dem. Der er nogle få husstande, hvor man i det daglige føler, at fjernsynet trækker så meget i én, at man næsten bliver stresset hvis man skal nå det hele: i Husstand Rosa E er det om torsdagen, hvor K arbejder sent, ret svært at få aftensmaden overstået inden tv-aftenen begynder; og om lørdagen må aftensmaden udsættes pga. Baywatch.

Men i størsteparten af husstandene oplever man det sådan, at dagligdagens rutiner sætter faste grænser for tv-seningen: I Blå B indgår sene programmer slet ikke i overvejelserne pga. sengetiden, og K ser kun 18.30-nyheder, "når jeg er færdig til det". I Rosa G ser man mest nyheder klokken 21, "det plejer at være dem, vi kan nå", og et spørgsmål om nyhedskvalitet besvares med en tidsbegrundelse: Projektmedarbejderen: "Men du synes at den TV-Avis (dvs. kl. 21) er den bedste?" - K, Rosa G: "Jo tidspunktet er det bedste og vi synes den er udmærket".

På samme måde er årstidernes forskellige gøremål skyld i det årlige "sommerdyk" i seertallene fra april til september, hvor folk færdes mere udendørs.

5.3. Danmarks Radio, TV2 og TV3

Stort set uafbrudt siden TV2s start i 1988 har Danmarks Radio mistet seertilslutning. I de sidste par år har udviklingen betydet, at DR fra i 1992 at have en gennemsnitlig seertillsutning på 35% i 1994 havde 30%, mens TV2 er gået fra 40% til 41% i samme tidsrum.

I den offentlige debat ser man ofte DRs mindre seertilslutning som et kvantitativt problem, der har med procenter og tv-hitlisteplaceringer at gøre. Men bag dette kvantitative problem ligger der et kvalitativt: at mange mennesker ikke længere opfatter DR som en primærkanal, dvs. en kanal som udgør en husstands udtalte præference: én som tv-apparatet rutinemæssigt er indstillet på, og som derfor bare "er der", når man tænder.

Mens TV2 er primærkanal i alle husstande (og TV2-Regionalen er det i 1/3 af de Rosa og Violette segmenter), er DR for mennesker i de Blå og Violette og delvist de Rosa segmenter, og blandt de Unge, blevet til en "reservekanal", dvs. en kanal man ind imellem ser udsendelser på, hvis man bliver opmærksom på noget særligt eller man dumper ind i noget. Undtaget fra denne tendens er DRs nyhedsudsendelser, som for de fleste stadig udgør en valgmulighed, som man benytter sig af, hvis det passer ind i husstandens aftenrutiner (det er dog ikke tilfældet hos den husstand, vi citerer nedenfor). Blandt de Unge i denne undersøgelse er DR endog i nogle tilfælde en "overskydende kanal", som man sjældent ser ret meget på.

I Husstanden Rosa A efterlyser man en uhøjtidelig tone: "Nu mellem Bengt Burg og Dennis. Men jeg synes at den slags plat ska' der da osse være plads til. Hvorfor ska' det være så stift? Nu f.eks. som 1'eren, de er da osse bøjet noget af ikke', men ikk' i den grad der. De er for stive endnu, de er så konservative så guderne må sig forbarme. Du ka' se de sender jo en landskamp du, "nå ja vi ka' desværre ikk' få de sidste ti minutter, for nu ska' TV-Avisen til".

Med denne holdning til DR, opsøger man ikke kanalen, hvis man er i gang med at se én af dem man er mere positiv overfor: "Så er vi måske igang med noget andet, ja og vi er færdig med maden og færdige med at vaske op, og vi er klar til at sætte os ind og så ser vi (...) så er man sådan set kommet ind på det der program 2", og selv om man egentlig synes at DRs nyhedsudsendelse er god, "men altså ligefrem slå over for at se TV-Avis, det gør vi altså ikke" (Rosa A).

I Husstand Blå E synes man, at DR er "gammeldags" og bruger kun kanalen til film. I Violet C er manden "fanatisk tilhænger af TV2", DR er blevet kørt ud på et sidespor, "det bliver simpelthen så højtravende og stift altsammen, det er meget lidt DR jeg ser". For Rosa D er DR "en stor gammel kolos, hvor der er opera og hvor der er børn, de holder mere på rammerne".

Sådanne karakteristikker kan forekomme helt urimelige i betragtning af DRs faktiske programudbud, men de er eksempler på nogle meget udbredte holdninger til DR, som er ved at gro fast som fordomme, der gør det endnu vanskeligere for kanalen at få tag i seerne. Samtidig er DR som reservekanal inde i en ond cirkel i husstande, hvor programtrailere i dagene forud spiller en stor rolle for programvalget: når DR ikke er primærkanal i en husstand, er chancen for at man overhovedet ser programtrailerne meget ringe.

Der er dog små tegn på, at der i nogle husstande er ved at være lidt opbrud i fordommene, som i citatet ovenfor, hvor det siges, at DR er "bøjet lidt af" på det sidste. En Grøn husstand (A), som grundlæggende er positivt indstillet over for DR, mener, at "DR ikke har mistet seriøsiteten, konkurrencen har været god, hvor TV2 de så er blevet i popgenren, men hvis man ser på DR, hvad vi hovedsageligt ser, så synes jeg de har oppet sig". Og i Rosa E mener man, at "det er ligesom om at Danmarks Radio er blevet lidt friere (...) det er ligesom om at ham der kører programmet (Casper Christensen) har lidt friere tøjler"; samme tendens ses i Jarlens overtagelse af jobbet som underholdningschef.

Det er vores fortolkning af de mange negative udtalelser om DR, at det ikke så meget handler om programmernes indhold, som om "tonen" i dem. DR er stadig offer for folks erindringer om det bedrevidende skolelærer-tv, der talte ned til folk, fra før monopolbruddet og de mange kanalers indtog, mens TV2 er kommet til at stå for en mere djærv henvendelsesform, hvor man opfatter modtagerne som jævnbyrdige og rent sprogligt rammer tæt på den folkelige hverdagstone.

Der er generelt stor tilfredshed med konkurrencen mellem de 2 store danske kanaler. Men i 3 husstande giver man spontant udtryk for, at de 2 kanaler bør samarbejde noget mere: "De ku' da godt samarbejde lidt mere TV1 og TV2, og så lave underholdningsprogrammerne, dem der er noget værd, altså forskyde dem lidt fra hinanden, så man ku' bladre lidt imellem de to. Det mangler der" (Violet A).

I Husstand Rosa A synes man, at problemet med sportstransmissioner, der støder sammen med børne- eller nyhedsudsendelser, må kunne løses: "Jeg ka' da godt se det for dem, der ikke er interesseret i sport, men hvorfor hulan bygger de det så ikke sammen med TV2 (...) ja for de ska' da ikke tro andet end det er sgu da os der betaler for de aber der sidder derinde, og de får da millioner af kroner fra statskassen, det er osse os. Sku' så'n nogle hertuger derinde så bare sige, "det skal så'n", i stedet for at gå sammen og sige vi ska' sende det og det, ka' I ikke ta' over så'n og så'n, så i god tid ka' de sgu da flytte programmerne, men de ska' jo sende det samme på samme tid". Kort sagt: "De to burde koordinere noget mere, ikke konkurrere" (Blå B).

TV3 er blevet primærkanal i de Rosa og Violette segmenter og blandt unge, men ses også meget i de øvrige segmenter, især Blå. Folk værdsætter dens underholdende fiktions- og gameprogrammer, men flere nævner også TV3s korte nyheder og snakkeprogrammet Tak for Kaffe, og debatprogrammet 3 til Tiden får et skudsmål, der er helt på højde med DRs 45 minutter/Studie 2001 og TV2s Højlunds Forsamlingshus (f.eks. Grøn F og Violet B). Blandt andet fremhæver mange, at debattørerne i denne udsendelse får lov til at tale ud.

Det er bemærkelsesværdigt, at alle uden undtagelse er voldsomt irriterede over reklamer i programmerne. Der bruges mere eller mindre stærke vendinger, såsom at TV3 er "befængt med reklamer" (Rosa I). I Husstand Rosa H zapper man normalt ikke, undtagen "når de forbandede reklamer kommer (...) jeg får små røde knopper af dem"; TV2s reklameblokke kan man leve med, men "TV3s de er uhyggelige fordi de kommer midt i en film" (M, Rosa H).

I hverdagen har de fleste dog en ret pragmatisk holdning til reklameafbrydelserne: "(...) så sidder man og er virkelig bidt af en film, så er det skideirriterende lige pludselig så er der bare BUM! reklamer", men "man lærer at udnytte de der pauser (...) det bliver en vane, man ved jo at sådan er det bare når man ser film derfra (...) så begynder jeg at zappe rundt på de andre kanaler og ser hvad der ellers er" (Violet D).

I betragtning af hvor udbredt utilfredsheden er, er budskabet klart nok: Hvis mediepolitikken skal lægges efter danskernes ønsker, skal reklamefinancierede kanaler pålægges, at reklamerne placeres i blokke mellem programmerne.

5.4. Fire tv-seertyper

I bogen Når danskere ser tv (1993) opstilles der 3 tv-seertyper: Moralister, Pragmatikere og Hedonister. Typerne defineres på baggrund af en kvalitativ analyse af 9 husstandes holdning til og brug af tv i hverdagen: Hvad angår holdninger drejer det sig om, hvorvidt seerne opfatter tv som tidsspilde (eller endog skadeligt) eller som et neutralt eller positivt kulturelt faktum; med hensyn til brug i hverdagen handler det om, hvorvidt man ser selektivt og planlagt eller ej:

Ifølge Når danskere ser tv er en hedonist er altså en seer, der vurderer tv positivt, som en kilde til lystfyldt nærvær, og som vælger løbende mellem kanalerne ud, fra hvilke programmer der kan give oplysninger og opfylde informative behov; hedonisten gør sig ikke større anstrengelser med planlægningen af sit tv-forbrug.

En moralist vurderer tværtimod tv negativt, ser det som en fristelse, bl.a. fordi det ikke bidrager til borgernes oplysning. Hvis man som moralist vil se tv, bør man i det mindste planlægge at se et bestemt program på et bestemt tidspunkt, og koncentrere sig om det.

En pragmatiker har en ret uhøjtidelig holdning til tv, der ses som et faktum i kulturen, som man uden dårlig samvittighed kan benytte sig af, når tiden tillader det. TV-sening må derfor indrettes efter hverdagens andre pligter og gøremål.

Mærkværdigvis lader Når danskere ser tv et felt i modellen stå tomt: Logisk set må der jo være en type, som anser tv for tidsspilde, men som alligevel ikke planlægger seningen - og som altså i sit faktiske tv-forbrug ligner hedonisten, dog med den dårlige samvittighed til forskel. Formentlig skyldes den manglende kategori, at der blandt undersøgelsens 9 husstande ikke var nogen, der passede ind her.

I den foreliggende undersøgelse er der 3 husstande, der udviser denne kombination af holdning og adfærd. Vi har derfor måttet opfinde en etikette til disse husstande: de er laissez-faire seere.

Når danskere ser tv foretog efterfølgende en meningsmåling blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen og fandt følgende udbredelse af de 3 typer i den danske befolkning: 24% moralister, 57 % pragmatikere, 12 % hedonister, 7 % andre. (Jensen m.fl. 1993:91).

Selvom denne undersøgelse ikke er repræsentativ for befolkningen, kan vi ikke lade være med at opgøre udbredelsen af de 4 typer blandt de 27 voksne husstande, vi har talt med:

Moralister: 2 husstande (7%) 1 Grøn, 1 Blå
Pragmatikere: 11 husstande (40%) 5 Grøn, 3 Rosa, 2 Blå, 1 Violet
Hedonister: 11 husstande (40%) 5 Rosa, 4 Violet, 2 Blå
Laissez-faire: 3 husstande (11%) 1 Grøn, 1 Rosa, 1 Violet

Uden at lægge for meget i disse tal kan man måske sige, at moralisten er en uddøende race, hvis sidste tilhængere findes blandt særligt standhaftige i de Grønne og Blå segmenter. I forhold til Samfundsborgertyperne (jvf. foregående kapitel) findes de 2 moralister begge i Type B (velorienterede, passive).

Pragmatikerne udgør en stor gruppe af mennesker med den forholdsvis klare indstilling, at tv-programmer er noget man opsøger enkeltvis og for det meste ser relativt opmærksomt. De findes mest i Samfundsborgertype A (velorienterede, aktive) og B (velorienterede, passive).

Hedonister bliver der flere og flere af; for dem er fjernsynet noget der bare kører, uden at man nødvendigvis hele tiden følger opmærksomt med. Måske skulle man til denne gruppe finde en betegnelse, der ikke smager af noget patologisk, men blot udtrykker dens uimponerethed af tv-mediet. Den findes især i Samfundsborgertype B (velorienterede, passive), C (ikke-velorienterede, aktive) og D (ikke velorienterede, passive).

Laissez-faire seerne er en mindre gruppe, der ser meget,og ind imellem gribes af kvababbelser: "jeg burde nok bruge tiden til noget bedre", uden at man dog gør en helhjertet indsats for at efterleve den moralske stemme. De findes især i type C og D.

5.5. Fjernsynet, seerne og samfundet: afsluttende diskussion

Pointerne i dette og det foregående kapitel betyder sammenlagt, at medierne, og først og fremmest tv, er en vigtig livline til de fællesskaber, vi tilhører: de hjælper os med at orientere os i de sociale rum og med at være på omgangshøjde med tidens strømninger.

Der har både i den offentlige og den videnskabelige debat om tv været en tendens til at tænke i modsætninger: enten er tv passiviserende eller også er det aktiverende; enten hjælper det med at skabe overblik, eller det øger uoverskueligheden i den moderne verden; enten fremmer tv demokratiet eller også fremmer det blot en kulturforbruger-holdning; enten er tv oplysende, eller også er det "underholdning altsammen" (Postman 1984).

For nogle få er tv kun passiviserende osv.; for nogle andre få er det kun aktiverende, osv. Men for begge disse grupper gælder det, at det ikke er noget tv "er", det er en måde tv bruges på. Og for de fleste danskere er der tale om en meget differentieret brug af tv, der rummer begge modsætninger på forskellige tidspunkter - og mange mellempositioner mellem polerne!

Den nævnte form for essens-tænkning har derfor udspillet sin rolle. Fjernsynet "er" ikke sådan eller sådan; det bruges til mangfoldige formål af forskellige mennesker på forskellige tidspunkter: på dagen, i ugen, i året, i livet. Og forskellige steder: I stuen, i køkkenet, på teenage-værelset, i fællesrummet på kollegiet, i sommerhuset, på værtshuse, i samfundet. Og til forskellige formål: som informativ ressource, som nydelse, som dagdrøm. Fjernsynet kan kun forstås gennem mangfoldigheds-tænkning