6. Medier og Demokrati i Danmark
Afsluttende diskussion

I 1994 udkom bogen Demokratiets lette tilstand (af Ove K. Pedersen m.fl). Bogens hovedtese er, at der i befolkningen er opstået "en svindende tiltro til, at det er muligt at løse sociale, økonomiske og økologiske problemer gennem de politiske institutioner" (s. 9). En af årsagerne hertil er ifølge bogens analyse, at "der i dag træffes bindende beslutninger med betydning for hele samfundet eller dele af det, uden at disse nødvendigvis er omfattet af de demokratiske spilleregler" (s. 16). Det betyder at mange af dem, der reelt fungerer som beslutningstagere "ikke er på valg, ikke kan kontrolleres og ej heller stilles politisk til ansvar" (s. 18).

Efter mange kapitlers analyser og diskussioner rummer det afsluttende kapitel nogle anbefalinger til, hvordan demokratiet i Danmark kan gøres "tungere". Det drejer sig bl.a. om at skabe nye former for national og lokal identitet, men også om "meningsdannelse, en åben strid om, hvad der i fremtiden skal udgøre forskellen mellem Danmark og resten af verden, danskeren og 'de fremmede'" (s. 236).

Det handler altså om debat og dialog, ikke mindst gennem medierne: Den skal være "åben og tilstræbe bred deltagelse", den "skal føres i frihed og frivillighed, uden vilkårlig tvang og institutionaliseret manipulation. Den skal føres ekstensivt, om mange emner mellem mange interesser. Og den skal føres intensivt, i dybden gennem bred deltagelse". Demokratiets kendetegn er bl.a. nogle fastsatte "spilleregler til sikring af, at samtalen ikke bringes til ophør" (s. 241).

Medierne kan kun udfylde deres rolle i disse samtaler og få folk i tale, hvis de bygger på en forestilling om ligebyrdige modtagere; hvis de bestræber sig på at indgå i et kredsløb af samtaler: Samfundet består i en vis forstand af samtaler, af kommunikation: Mediernes indhold skabes ud fra interpersonelle og institutionelle "samtaler", medie-indholdet består selv i høj grad af sådanne samtaler, og fører til atter nye samtaler mellem mennesker.

Det, der skal tales om i medierne, skal derfor være noget der vedkommer folk, dvs. noget som folk selv føler vedkommer dem, ikke det programlæggerne føler burde vedkomme dem. Og måden der skal tales på, også i nyhedsudsendelser, skal være ligefrem og folkelig (i ordets mest Grundtvigske forstand), ikke stiv og formanende.

I de senere år har TV 2 været hurtigere til at finde den folkelige bølgelængde, som er nødvendig for at folk tager imod en tv-stations påfyldning af viden og kultur, og dens invitation til dialog og engagement. Det gælder både i en række nye programformer (jvf. forskellen på det dannede Bytinget (DR) og det kaotiske Højlunds Forsamlingshus (TV2)), og i den sproglige henvendelsesform der benyttes i alle mulige forskellige programtyper.

Eftersom folk er forskellige mht. hvad der vedrører og interesserer dem, er der intet alternativ til mangfoldighed i medie-indholdet: Noget for enhver smag, både forskellighed og fællesgods. Det må sikres, at der i Danmark eksisterer elektroniske medier, der er forpligtede på denne rolle i samfundets samtaler med sig selv.

Denne undersøgelse viser, at det først og fremmest vil sige, at der skal være debat- og samtaleprogrammer, hvor alle slags mennesker kommer til orde, således at også det store flertal, der "kigger på" føler, at der er nogen, der siger det, de ville have sagt. Dette er en særlig udfordring og forpligtelse for de elektroniske medier, fordi de ikke kræver skriftlig dannelse af den enkelte samtaledeltager. Folk kan i den slags programmer overvære samtaler og debatter med mennesker som dem selv (Voksdugen, Tak for kaffe, Damernes Magasin, Højlunds Forsamlingshus), mennesker der hver fra deres perspektiv - "i frihed og frivillighed" - kan kommentere, kritisere, problematisere, "brokke sig", sige præcis, hvad de har på hjerte. Samtidig er det vigtigt at disse programmer viser, at det folk siger, bliver taget alvorligt: at nogen lytter, nogen svarer, nogen reagerer, nogen gør noget - både i selve samtalen i programmet, og undertiden i samtaler og reaktioner, der udspiller sig efter programmet (i modsætning til avisernes læserbreve, hvor kun de færreste indlæg fører til egentlig debat).

Forskningsresultater fra de senere år peger på, at især medlemmer af den brede befolkning virkelig påskønner det demokratiske element i denne form for tv-programmer. Graber (1994) konkluderer således ud fra analyser af almindelige menneskers oplevelse af mediernes dækning af amerikanske politik, at "forsamlingshusprogrammer" ("Oprah-style"-programmer) er de vigtigste for folks forståelse af komplekse politiske spørgsmål. Og at de er det, fordi deres diskussioner foregår som folkelige samtaler: de tager fat om folks rygmarvsreaktioner på en måde, der svarer til den måde, folk faktisk tænker på - uden at det behøver at medføre overfladiskhed i behandlingen af de politiske problemstillinger (Graber 1994:340). Tilsvarende britiske undersøgelser viser, at almindelige mennesker involverer sig i "forsamlingshusprogrammer", fordi de kan identificere sig med de andre almindelige mennesker, som er med i programmet. Folk, der kan lide den slags programmer, ser dem som en legitim og værdifuld del af den offentlige debat (Livingstone, Wober og Lunt 1994).

De gamle og de nye medier

Denne rapport har mest handlet om "de gamle medier", hvortil fjernsynet jo efterhånden også hører. Det er rimeligt nok, fordi disse medier i en overskuelig fremtid stadigvæk vil spille en dominerende rolle i folks dagligdag og i samfundets meningsdannelse.

Men det er på en måde ikke særlig fremsynet udelukkende at kigge på folks brug af disse gamle medier på et tidspunkt, hvor de er begyndt at smelte sammen med en række nye informations- og kommunikationsteknologier. Adskillige af husstandene i denne undersøgelse bruger pc'en til forskellige former for tekst- og tal-opgaver, en enkelt er på Internettet, og flere overvejer at anskaffe multimediecomputere.

Der var engang, hvor man troede, at fjernsynet, som apparat og som teknologi, ville bevare sit særpræg, selv om det nok ville blive koblet sammen med andre teknologier (satellit, computer, telefon) og derved blive en del af en mere interaktiv kommunikation end de klassiske elektroniske medier.

I dag er det ved at blive sådan, at den personlige computer indoptager fjernsynet, radioen, de trykte medier, og telefonen i sig: multimedie-pc'en har tv/video-indgang, så man kan se fodbold i et hjørne af skærmen, mens man læser sin elektroniske avis på resten, modtager en fax fra en kollega, og taler i pc'ens mikrofon med en bekendt i Tyskland, hvorefter man via Internettet henter informationer fra Det hvide Hus's nyhedstjeneste, eller fører dialog med andre økologiske aktivister, eller opsøger McDonalds nye hotline for at høre, hvad legetøjstilbuddet i ugens Happy Meal er.

For de fleste er det stadig sådan, at medierne i en envejsproces forsyner os med oplysninger og underholdning. Men allerede i dag bruger mange mennesker Tekst-TV som database, hvor de indhenter oplysninger om ting, de har behov for at vide noget om: Vejret, trafikken, lottoresultater, flyenes ankomsttider, osv. osv.

Formentlig ligger det allerstørste potentiale for det ovennævnte ideal om mellemmenneskelig og samfundsmæssig dialog i de nye integrerede medier: Den personlige computer, der forener telefonen, faxen, fjernsynet og nogle af de trykte medier i et avanceret database- og kommunikations-redskab. I et land som Danmark er levestandarden for selv de dårligst stillede høj nok til, at den enkeltes tekniske knowhow og økonomiske forudsætninger (anskaffelse, drift) i løbet af få år kan virkeliggøre dette perspektiv. Så bliver det i hvert fald en mulighed, at folk gennem elektroniske opslagstavler og diskussionsklubber kan kontakte og kommunikere med ligesindede - og forskelligsindede - i ægte dialogform.