2. Fagbladene i mediestrukturen

Det er nødvendigt at definere og afgrænse fagbladsmediet i forhold til det øvrige medielandskab for at kunne beskrive det som mediegruppe, men hvordan define-res fagbladsmediet principielt/teoretisk, og hvordan skal det afgrænses operationelt med henblik på den beskrivelse m.m., der er formålet med dette arbejde? Hvilke blade skal konkret indgå, som de "fagblade", der skal placeres i medielandskabet?

Der findes i konsekvens af den totale mangel på teoretisk eller forskningsmæssig interesse for mediet ikke en alment accepteret definition af fagbladsmediet. Det er mere forstyrrende, at de operationelle definitioner i de gængse mediestatistiske håndbøger har et betydeligt element af vilkårlighed med den konsekvens, at den gruppe af periodiske publikationer, der i statistiske sammenhænge indeholder begrebet "fagblade", dækker over forskellige afgrænsninger, både historisk og aktuelt. Problemet er altså ikke, at de enkelte blade, der tilsammen udgør mediet, til stadighed skifter, men at det netop er en fælles forståelse af den praktiske afgrænsning, der mangler.

Det er ikke kun et teoretisk, men også et praktisk og mediepolitisk relevant problem, at det ikke umiddelbart er muligt at fastlægge genstanden for denne rapport. Den diffuse virkelighed er et væsentligt vilkår for de praktiske (medie)politiske spørgsmål, der traditionelt har optaget fagbladsmediets udgivere, først og fremmest porto- og momsspørgsmålet.

Avisstøtten bygger på en antagelse om, at der findes andet end arbitrære afgrænsninger af, hvad "aviser" er. I praksis er der imidlertid ikke to ens afgrænsninger i de kommercielle opslagsværker - og ingen der er sammenfaldende med Momsnævnets.

Det samme problem findes i forhold til fagblade. Der er fx blade, der modtager kulturtidsskriftsstøtte, som er medlem af brancheorganisationen Dansk Fagpresse og optaget på Media Scandinavias[5] liste over fagblade - og der er kulturtidsskrifter med støtte, der ikke indgår i disse sammenhænge. På Media Scandinavias liste finder man også nogle, men langt fra alle, klart videnskabelige tidsskrifter, hvoraf nogle igen er medlem af en Dansk Fagpresse, andre ikke. Der er medlemsblade af begge fagbladsorganisationer, der ikke er med i Media Scandinavias liste over fagblade.

Definitionsspørgsmålet er blandt andet en konsekvens af en velkendt, aktuel brancheglidning - fx mellem avistillæg, ugeblad, magasin, fagblad - og af nye former for brancheglidning, som fx at ikke-trykte bærere af data som fax-, on-line- og videoudgaver kan indgå i fagbladsmediet. Hertil kommer som en væsentlig forklaring på afgrænsningsproblemet, at forholdene primært er styret af kommercielle interesser, i forhold til annoncesalg. Resultatet er under alle omstændigheder, at ingen kan sige, hvad et "fagblad" er, og at der ikke findes en ensartet praksis til at afgøre det.

Uklarheden omkring afgrænsningen af fagbladsmediet gør det vanskeligere for brancheorganisationerne at synliggøre fagbladene i medielandskabet og sværere at bringe informationsniveauet om mediet op på samme niveau som for andre medier - og at håndtere mediet i en hvilken som helst mediepolitisk sammenhæng.

Løsningen kan være enkel nok set fra brancheorganisationernes side, nemlig medlemsskab af en brancheforening. Men det er naturligvis ikke en tilfredsstillende løsning ud fra mediefaglige og mediepolitiske synspunkter.

Problemet bliver ikke løst ideelt men pragmatisk som udgangspunkt for det fortsatte arbejde her. På grund af den brogede virkelighed har jeg valgt at referere de få principielle og praktiske definitioner af fagblade; derefter fastlægges den forståelse af fagblade, der er anvendt i rapporten her.

Fagbladenes brancheorganisationer er omtalt i den efterfølgende markederede tekst.

Dansk Fagpresse er den største branche- og interesseorganisation for "danske fagblade, tidsskrifter og specialmagasiner"; organisationen, der midt i 90'erne havde ca. 300 medlemmer, er dannet i 1905 til varetagelse af medlemmernes fælles interesser og samarbejde om fx forhandlinger med andre medieorganisationer og myndigheder, nationalt og internationalt, og repræsentation i en række relevante danske fora.

Dansk Fagpresse udarbejder en medlemsstatistik og materiale, regler og normer, der gør det lettere og mere attraktivt at bruge medlemsbladene til annoncering. Organisationen fungerer også som serviceorgan for medlemmerne, fx gennem driften af et Christiansborg nyhedsbureau og gennem udgivelse af et medlemsblad.

Dansk Fagpresse ledes af en generalforsamlingsvalgt bestyrelse. De daglige forretninger varetages af et sekretariat med en direktør i spidsen. Der er en omfattende præsentation af organisationens aktiviteter i Dansk Fagpressekatalog, der udkommer årligt.

Sammmenslutningen af Arbejderbevægelsens Fagblade og Tidsskrifter (SAFT) fungerer som samarbejdsorgan for LO's medieaktiviteter. LO som hovedorganisation, et kartel, 20 forbund og LO's faglige seniorer udgiver i alt 30 fagblade, der indgår i SAFT-samarbejdet. De 20 forbund dækker ca. 97% af personer organiseret i LO-forbund. SAFT fungerer også som organisation for en række andre fagblade (og medieorganisationer) tilknyttet Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen, således at SAFT midt i 90'erne havde 39 medlemmer.

SAFT er organiseret med en generalforsamling, en bestyrelse og et sekretariat, der varetager fælles interesser og opgaver for medlemmerne, herunder et (andet) Christiansborg nyhedsbureau. Medlemskredsen nedsætter ad hoc udvalg til varetagelse af fx uddannelsesopgaver.

Dansk Fagpresse fungerer indad i forhold til medlemmerne, men er i høj grad også vendt mod omverdenen, og fremstår `i almindelighed' som brancheorganisationen for fagblade. SAFT har frem til 1995 helt primært fungeret indadvendt som en del af LO. Eksistensen af to brancheorganisationer skyldes ikke noget `fjendtligt' forhold, men forskellige hovedinteresser, specielt i forhold til annoncesalg. De to organisationer samarbejder om fælles interesser, fx porto, og SAFT-sekretariatets leder indgår i redaktionskomiteen for Dansk Fagpresses blad `Fagpressen'.

Det vil senere fremgå,, at fagbladene har en lav organisationsprocent, ikke mindst sammenlignet med distriktsblade, ugeblade og magasiner og aviser.

Hele fagbladsmediet

Der er to typer af definitioner og afgrænsninger af fagbladsmediet, `teoretiske' forsøg på at beskrive hvad der forstås ved fagbladsmediet, og praktiske afgrænsninger, der anvendes i konkrete sammenhænge; begge typer præges af det formål, de skal anvendes til, specielt de praktiske afgrænsninger i de kommercielle opslagsværker og opgørelser[6].

Definitionerne retter sig normalt ikke mod "fagblade", men mod "fagblade og tidsskrifter" uden dog at sondre mellem disse begreber[7]. Begge typer af definitioner har på grund af `brancheglidningen' stadig vanskeligere ved at sondre entydigt mellem forskellige kategorier af trykte medier. Mange enkeltmedier og medietyper afprøver desuden forskellige betalings- og distributionsformer og udgivelseshyppigheder.

Det bliver også stadig vanskeligere at klassificere et medie med udgangspunkt i indholdet. Mediernes produktudvikling skyldes så forskellige forhold som ændringer i trykteknologi, dataoverførsel, bruger- og annoncørbehov. Disse forhold har også gennem årene påvirket heterogeniteten i `fagbladsgruppen', der kan spænde fra det annonceavislignende til det magasin-, ugeblads- og avislignende.

Principielle afgrænsninger

I dette afsnit gennemgås de få tidligere forsøg på en principiel/teoretisk definition af fagbladsmediet.

Det første teoretiske forsøg på at definere fagblade findes i Munck(1980), der med udgangspunkt i UNESCOs internationale standardisering af statistik om trykte, periodisk udgivne publikationer når frem til, at fagbladene må afgrænses i forhold til "dagspresse, distriktspresse og magasinpresse" gennem indholdet ("faglig eller anden snæver grupperettet information") eller deres organisatoriske tilhørsforhold.

I en undersøgelse af danskerne mediebrug[8] definerer Danmarks Statistik "fagblade/tidsskrifter" som "periodiske publikationer, der primært henvender sig til målgrupper med fælles faglige/økonomiske selektive interesser, og økonomisk er baseret på medlemskontingenter, abonnementer og eventuelt annoncer". - Definitionens væsentlige elementer er det periodiske, den afgrænsede målgruppe, det selektive, det interessebestemte og finansieringen via medlemskontingenter. Dens konkrete indhold afhænger i høj grad af betydningen af "faglig" og er i øvrigt så bredt at den også kan omfatte, hvad der normalt forstås ved "magasiner", og er vanskelig at omsætte til praktiske afgrænsninger.

Mediehåndbogen[9] karakteriserer "fag- og foreningsblade" ved, at de ikke henvender sig til almenheden, "offentligheden, dvs hvem som helst", men til afgrænsede læsergrupper, der har en fælles tilknytning til en "fagforening, en arbejdsgiverorganisation eller et mere diffust fællesskab". - Denne karakteristik hæfter sig som den ovenstående ved den afgrænsede læsergruppe og kan lige som denne ikke anvendes til en praktisk afgrænsning.

I to tidligere rapporter til Medieudvalget[10] fastlægges `fagblade' i den første "populært [sagt som] stort set alle de medier, der ikke kan siges at være ugeblade, magasiner eller distriksblade", altså en reststørrelse, der forudsætter, at de nævnte medier kan defineres. I den anden sondres (uden definitioner) mellem ugeblade, månedsblade, specialmagasiner, gratisblade, sponsorerede magasiner og fagblade. For fagbladenes vedkommende sondrer rapporten mellem interesseorganisationsblade, brancheblade, foreningsblade, medlemsblade og andre fagblade, der igen opdeles i kulturtidsskrifter, videnskabelige tidsskrifter og nyhedsbreve. Disse opdelinger er hverken udtømmende eller gensidigt udelukkende og kan ikke bidrage til formålet her. - Begge rapporter påpeger, at `fagblade' er den største enkeltgruppe målt i antal af alle trykte medier, at fagbladenes indhold er heterogent, og at det samlede medie er kompliceret at beskrive og afdække forskydninger i, blandt andet fordi det er stort, foranderligt, dårligt beskrevet og uden forskningstradition.

Formålet med at citere disse definitioner er ikke at kritisere, men snarere at illustrere hvad der er at hente i litteraturen, hvor lidt der er gjort for at opstille stringente definitioner, hvor få kræfter der er lagt i seriøse forsøg på at indkredse en særlig mediegruppe - og måske også hvor vanskeligt det er.

Det mest omfattende forsøg på at definere "fagblade" indgår i en bog orienteret mod annoncørernes medievalg[11]. Dette arbejde danner da også en slags overgang mellem de `teoretiske' forsøg og de mere pragmatiske klassifikationer.

Afgrænsningen af fagblade tager udgangspunkt i, at Dansk Fagpresse ifølge sine vedtægter er brancheorganisation for "fagblade, tidsskrifter og specialblade" og i vedtægternes krav om, at medlemsblade skal være rettet mod et erhverv, en branche eller et fagligt eller emnemæssigt interesseområde og udkomme mindst fire gange om året. Det er også en forudsætning for optagelse, at bladene overholder Dansk Fagpresses etiske regler, hvori blandt andet indgår et krav om redaktionel uafhængighed af annoncørerne. Definitionen inddrager også, at et blad ikke kan optages i Dansk Fagpresse, hvis det fortrinsvis udgives for at fremme en enkelt virksomheds produkter ved hjælp af tekstreklame, eller hvis dets udformning og indhold skønnes at være af tvivlsom karakter eller tvivlsom betydning, - Det er klart `bløde' bestemmelser, som en organisation kan bruge ved medlemsoptagelse, men som ikke er anvendelige til en generel afgrænsning af en mediegruppe.

Rasmussen(1996) kommer frem til følgende definition, der er en form for autoritativ, `kommerciel', definition: "Fagblade, incl. tidsskrifter og specialmagasiner defineres som blade, der udkommer mindst 4 gange årligt til en nærmere afgrænset gruppe i befolkningen med det formål at formidle information af særlig betydning for den pågældende gruppe, og som giver denne information en selvstændig redaktionel behandling".

Der indgår tre `periodica-begreber' i definitionen, der dog klart er tænkt som definition af én mediegruppe. Der er netop tale om en definition; udgivelseshyppigheden er arbitrær, og "selvstændig redaktionel behandling" åbner naturligvis for et skøn. Definitionen lægger mindre vægt end de foregående på det selektive.

Rasmussen(1996) fremhæver, at trykteknik, reproteknik og redaktionel standard kan gøre det svært at placere et trykt medie i enten gruppen af "fagblade, tidsskrifter og specialmagasiner" eller gruppen af "uge- og månedsblade". - Der foreslås en sondring i forhold til graden af informerende og underholdende stof, en sondring som naturligvis ikke kan anvendes konkret, og peges på, at uge- og månedsblade især henvender sig til privatpersoner og dermed primært er annoncemedie for konsumentvarer, medens fagblade i overvejende grad henvender sig til personer i deres egenskab af en bestemt erhvervsudøvelse og dermed primært er annoncemedie for producentvarer.

Det er ikke kun fagbladsmediet, det er vanskeligt at afgrænse principielt, men også de øvrige traditionelle trykte hovedmediegrupper. Det eneste fuldstændige sæt af sådanne definitioner (i Dansk Oplagskontrol,1995), afspejler tydeligt, hvor svært det er entydigt at afgrænse grupper af trykte medier.

Konkrete afgrænsninger

De kommercielle, reklameorienterede definitioner, statistikker og opslagsbøger spiller en afgørende rolle for mængden og arten af mediestatistik, og mængden af information om et medie afspejler i høj grad dette medies betydning som reklamemedie.

For at finde frem til en praktisk afgrænsning af "fagblade m.v." er det derfor nødvendigt at vende sig til 1994-opgørelsen af reklameomkostningerne[12] og kategoriseringen af de trykte medier i Dansk Media Index, Media Scandinavia og de inddelinger, der anvendes af Dansk Oplagskontrol.

Imidlertid anvender disse halvofficielle, mediestatistiske standardværker ikke den samme betegnelse for én eneste af de traditionelle hovedgrupper af trykte medier, og - mere væsentligt - de fire kilder inkluderer ikke de samme konkrete medier i parallelle kategorier (som fx aviser).

De fire kilder er fælles om under forskellige betegnelser[13] at anvende en hovedkategori af trykte medier "fagblade m.v.", men ikke om hvilke blade der indgår i denne gruppe. Dette hænger igen sammen med en forskellig opdeling af 'magasinpressen'[14]. En række konkrete blade er forskelligt fordelt på de 'magasin-grupper', der er nævnt i noten og gruppen `fagblade m.v.' i de fire kilder. Det medfører, at fx medlemmer af Dansk Fagpresse i nogle kilder ikke indgår i fagbladsgruppen og ikke-medlemmer er placeret under fagblade. Problemet er ikke afgørende for formålet her, men illustrerer den usikkerhed, der hersker omkring fagbladsbegrebet.

Kun Dansk Oplagskontrol(1995) definerer "fagblade og tidsskrifter" verbalt, nemlig som "publikationer der bringer faglig eller anden grupperettet information til en målgruppe med fælles faglige og/eller økonomiske interesser".

De konkrete enkeltmedier, der indgår i gruppen af fagblade i DMI og DO, afhænger af bladenes villighed til at betale for at indgå i disse opslagsværker og naturligvis af disses kategorisering af bladene. Den operationelle definition af fagblade er stort set sammenfaldende for reklameforbrugsundersøgelsen[15] og Media Scandinavia og i begge tilfælde orienteret mod at medtage de blade, der anses for væsentlige i en annoncesammenhæng.

Definition af mediegruppen fagblade

Hvis man tager udgangspunkt i den samlede mængde af periodisk udgivne, trykte medier og ser væk fra de medier, der i grove træk falder under de traditionelle kategorier "aviser", "distriksblade", "ugeblade", "magasiner", og "årlige publikationer", er der tilbage en meget stor og heterogen gruppe af blade, der må betegnes som noget i retning af "fagblade, tidsskrifter, specialblade og andre blade".

Der findes ingen beskrivelser af disse blade, og det er ikke muligt i virkelighedens verden at afgrænse modsvar til de anvendte begreber. Det er ud fra denne gruppe af blade, hovedmediegruppen "fagblade" skal afgrænses.

Hovedmediegruppen "fagblade m.v." er karakteriseret ved, at der er tale om (1) et massemedie forstået på den måde, at afsenderen ikke kender eller er i personlig kontakt med modtagerne (brugerne/læserne); (2) et massemedie der ikke henvender sig til 'alle", men (3) til forholdsvis præcist afgrænsede modtagere/persongrupper, der (4) er karakteriserede ved at have et fællesskab omkring et foreningsmedlemsskab og/eller fælles "interesser" i den brede betydning af begrebet, der kan omfatte politiske og holdningsmæssige mål og interesser knyttet til arbejdsliv, privatliv og hobby m.m., og som (5) er finansieret gennem abonnement og/eller annoncesalg og/eller et foreningskontingent og/eller offentlige tilskud, og som (6) udkommer mere end én gang om året og (7) ikke har til formål at fremme en bestemt virksomheds produkter eller tjenesteydelser.

Også denne bestemmelse af mediet efterlader nogle gråzoner og tvivlspørgsmål i forhold til konkrete blade, men fortæller så meget om mediegruppen, at hovedmediegruppen fagblade m.v. principielt er afgrænset både i forhold til de (øvrige) traditionelle hovedmediegrupper og i forhold til en restgruppe af periodica, der karakteriseres ved betegnelser som kundeblade, firmablade, gratisblade, ta-selv blade.

Rapportens praktiske afgrænsning

Det helt overordnede udgangspunktet for den praktiske afgrænsning af fagbladsmediet er Dansk Periodica Fortegnelse. Den eneste optælling og kategorisering af denne fortegnelses indhold med henblik på at fastlægge antallet af "fagblade m.v." er fra 1974[16]. Efter fradrag af "distriktsblade, aviser og oplagskontrollerede magasiner" indeholdt fortegnelsen 3.225 blade, hvoraf de 1.840 blev fastlagt som fagblade, svarende til den generelle definition ovenfor, herunder en udgivelsesfrekvens på mindst to årligt.

Som det vil fremgå i kapitel 3 var ca. 450 af disse fagblade beskrevet med oplag og udgivelseshyppighed i Media Scandinavias 1975-liste. Heraf var ca. 200 medlem af Dansk Fagpresse og dermed yderligere beskrevet gennem Dansk Fagpresses medlemsliste og medlemsstatistik[17].

1995-tallet for publikationer i Dansk Periodica Fortegnelse kendes ikke. Det seneste skøn, der antages også at være dækkende midt i 90'erne, er på ca. 3.500 i 1985[18]. Det nøjagtige antal er ikke vigtigt for formålet her.

Ifølge Media Scandinavia(1995) og Dansk Oplagskontrol(1995), der i hovedsagen dækker 1993/94, indgår der i de ca. 3.500 periodiske, trykte medier 51 "aviser", 300 "distriktsblade" der er tilsluttet en brancheforening, og 62 blade der er registreret i de to publikationer som ugeblade og magasiner. Hertil kommer 516 årlige publikationer[19]. I alt svarer dette til 928 periodiske udgivelser, der som minimum er belyst ved udgivelseshyppighed og oplag i Media Scandinavia. Aviser, ugeblade, magasiner og distriktsblade, der udgør omkring halvdelen af disse publikationer, er yderligere beskrevet blandt andet med hensyn til læsning.

De resterende ca. 2.600 periodiske publikationer har ikke nogen fællesbetegnelse, men deler sig i en gruppe blade, der omfattes af den generelle definition på fagblade m.v. og andre blade af fx typen virksomheds-, kunde- og ta-selv-blade.

På basis af optællingen fra 1974 og tabel 1 vurderer jeg, at ca. 1.900 af de ca. 2.600 resterende publikationer tilhører gruppen af fagblade m.v. Det er principielt disse ca. 1.900 fagblade, der udgør fagbladsmediet.

I fagpressemiljøet tales om en voksende 'underskov' af fx lokale, geografisk bestemte blade og blade for foreninger, institutioner og klubber af enhver karakter (fx for menighedsråd, sportsklubber, højskoler, fagklubber under fagforbund); disse blade er karakteriseret ved beskeden opsætning, lille oplag og ikke-professionel produktion. - Det er ikke muligt at afgøre, hvor stor en del af underskoven, der indgår i de 1.900 fagblade og eventuelt i restgruppen på ca. 700 i Dansk Periodica Fortegnelse, men det er formodentlig de færreste[20].

Der er helt bogstaveligt ingen viden om ca. 1.300 af de 1.900 fagblade. Sammen med restgruppen betyder det, at man ikke kender blot udbredelsen af ca. 2.000 (57%) af alle registrerede, danske, periodiske publikationer; den uregistrerede 'underskov' udgør formodentligt et større antal.

I diskussionen om befolkningens læsevaner og dens kilder til information, oplevelser og underholdning er det bemærkelsesværdigt, hvor stor en del af de trykte medier, vi intet ved om, og hvor begrænset viden der eksisterer om brugen af de resterende medier - bortset fra de kommercielt interessante og traditionelle mediegrupper, aviser, magasiner, distriktsblade og ikke-periodiske trykte medier som bøger. (Man ved mere om brugen og udbredelsen af reklametryksager end om de 1.300 fagblade og 700 andre registrerede publikationer).

Uden at overdrive denne 'erkendelse', der er opstået som biprodukt af forsøget på at indkredse fagbladsmediet, er der en risiko for, at den gængse opfattelse af befolkningens læsning og brug af trykte medier er temmelig mangelfuld i forhold til virkeligheden.

Uanset det nøjagtige antal "fagblade m.v." er det praktisk nødvendigt at afgrænse, hvad der skal og kan beskrives i denne rapport. Specielt spørgsmålet om, hvad der kan beskrives er afgørende. Den eneste realistiske mulighed har vist sig at være en afgrænsning af undersøgelsens fagblade som: (fagblade organiseret i Dansk Fagpresse + fagblade organiseret i SAFT + (fagblade registreret i Media Scandinavia / (DF-bladene + S-bladene)). - Eller

Fagblade = (DF-blade + SAFT-blade + resten af MS's fagblade)

Rapporten omfatter den del af fagbladsmediet, hvis blade er organiseret i en af de to brancheorganisationer og de blade ud over disse, der er optaget på Media Scandinavias liste over fagblade. I de sidste 10 år har det drejet sig om ca. 300 DF-blade, ca. 35 SAFT-blade og en restgruppe på omkring 300 blade.

Denne afgrænsning passer med den traditionelle (kommercielle) opfattelse af, hvilke dele af fagbladsmediet der er væsentligt. Alligevel er afgrænsningen ikke ideel, men i høj grad bestemt af hvad det er muligt at finde information om, herunder muligheden for en kortlægning af denne gruppe fagblade for 1994.

Kortlægningen af de afgrænsede fagblade for 1994 antages at være dækkende for denne gruppe fagblade i midten af 90'erne, men ikke for hele fagbladsmediet.

Oversigten over de periodiske, trykte medier og afgrænsningen af alle fagblade og de fagblade, der indgår i denne undersøgelse, fremgår af figur 2, side . De anførte tal er typiske for årene omkring 1994.

Med enkelte undtagelser dækker rapporten kun årene efter 1980 med vægten på 90'erne og fokus på 1994[21].

Kategorisering af fagblade

I forhold til den samlede mediestruktur svarer afgrænsningen af fagbladsmediet til referencerammens første trin ("hvilke medier?"). I resten af rapporten skal referencerammen anvendes på fagbladsstrukturen. "Hvilke medier?" bliver dermed et spørgsmål om at undersøge, om fagbladsmediet kan opdeles i grupper af blade, der har sådanne fællestræk og er så indbyrdes forskellige, at det i en eller anden sammenhæng er givende at arbejde med en sådan opdeling.

Opdelingen i figur 2 mellem anonyme og identificerede fagblade er baseret på det praktiske forhold, om man ved mere om bladene end deres `navn og adresse'. Opdelingen af de registrerede fagblade i tre grupper har alene udgangspunkt i bladenes `organisering'. Kun en nærmere analyse kan vise, om der i øvrigt er andre forskelle mellem de tre grupper.

På forhånd findes ingen andre almindeligt accepterede kategoriseringer af fagblade. Dansk Fagpresse anvender nogle grupperinger i forhold til blandt andet udgivelseshyppighed, oplagsstørrelse og årsoplag i de medlemsstatistikker, der offentliggøres i Dansk Fagpressekatalog. Dansk Fagpresse og Media Scandinavia tilknytter bladene et stikordsindeks, der især er rettet mod hvilke interesser, produkter og faglige grupper, bladene dækker. - Disse sidste opdelinger er ikke relevante i en generel sammenhæng, og der kan ikke foretages grupperinger af bladene ud fra denne indeksering.

Rubicon Research(1994), Kristensen(1995) og Andersen(1995) anvender en opdeling af DF-bladene på "fritid/kultur", "foreningsudgivne" og "forretnings/offentligt udgivne". Disse opdelinger siger kun lidt om bladene og er ikke gensidigt udelukkende og udtømmende[22] og kan derfor ikke bruges til en meningsfuld fordeling af antal og oplag.

Fagbladene kan tænkes opdelt efter emner og indhold eller efter hovedgrupper af udgivere som fagforeninger, faglige foreninger, arbejdsgiverforeninger, brancheorganisationer, interesseorganisationer, forlag o.l. eller efter bladenes primære formål. - Mange opdelinger kan tænkes at være interessante i konkrete sammenhænge, men alle vil kræve indsamling af nye data på grund af den totale mangel på almen information om bladene.



Figur 2: Oversigt over de periodiske, trykte medier og afgrænsning af de undersøgte fagblade

Kort over de periodiske, trykte medier

(målestok: antal blade)


I alt

3.500 = 100%

Aviser, ca.

50 = 1%

Distriktsblade, ca.
300 = 9%
Ugeblade og magasiner, ca.
60 = 2%
Årlige publikationer, ca.
500 = 14%

Periodiske publikationer undtagen fagblade, ca.

900 = 26%

De resterende publikationer udgør ca.

2.600 = 74%

der fordeler sig på

[arrowdown] [arrowdown]

1.900 fagblade = 54%

heraf

ca. 700 publikationer i en rest-gruppe (+ et ukendt antal ikke registrerede 'diverse-blade') = 20% af alle publikationer
1.300 'anonyme' fagblade = 37%

og ca. 600 identificerede fagblade = 17%

fordelt på

[rbracemid]undersøgte fagblade
ca. 300 DF-fagblade = 8%

ca. 30 SAFT-blade = 1%

ca. 300 ikke-organiserede blade = 8%

de fleste registreret i Media Scandinavia