8. Efterskrift: de trykte medier i fagbladenes troldspejl

I de første linier i denne rapport antydes et spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er meningsfuldt at beskrive alle fagblade som ét selvstændigt hovedmedie, der udgør en samlet helhed i medielandskabet. Det er et klart eksempel på den form for bagklogskab, der kan komme til udtryk i og med, at indledninger sjældent skrives først.

På trods af en stigende skepsis over for at behandle fagblade som ét hovedmedie og efterhånden over for hele den traditionelle strukturering af de trykte medier, har jeg valgt at gennemføre en traditionel strukturel analyse af fagbladsmediet til og med kapitel 7 - selv om det kniber svært i dele af afsnittet om de mediepolitiske perspektiver. Det har jeg gjort, fordi det indgår i aftalen med Medieudvalget, og fordi jeg formodentlig ville have vanskeligt ved andet.

De tanker og indtryk, jeg forsøger at formulere i dette efterskrift, har under arbejdet trængt sig mere og mere forstyrrende på. Essensen er, at den traditionelle viden om, beskrivelse af og mediepolitiske ageren i forhold til de trykte medier i stigende grad hviler på en illusion. En illusion, der skyldes en historisk og organisatorisk struktur, en stivnet begrebsdannelse, en stivnet strukturering af de trykte medier. En illusion der fastholdes i mangel af bedre indsigt, af tradition, fordi den er bekvem, fordi den kommercielle produktion af mediestatistik har (kortsigtet) brug for den, og fordi den er stærkt knyttet til de trykte mediers organisatoriske struktur, til de eksisterende brancheorganisationer og dermed til laugsinteresser, der domineres af de store mestre/medier/økonomiske interesser.

Fagbladsmediets diffuse, multimedieagtige karakter har i sammenhæng med fastholdelsen af den traditionelle tilgang (og de heraf følgende vanskeligheder) været velegnet til at erkende nogle almene forhold omkring alle de trykte, periodiske medier. De få forhåndsantagelser, manglen på traditionel viden og vanskelighederne med at afgrænse fagbladsmediet og det heraf følgende arbejde med den øvrige traditionelle opdeling af de trykte medier, førte til en oplevelse af, hvordan virkeligheden har sprængt enhver tidligere fælles forståelse af den trykte mediestruktur, hvordan den resterende mediestruktur ligner fagbladsstrukturen, en oplevelse af hvordan de fleste trykte medier har udviklet sig til multimedier med mange varianter af traditionelt faste karakteristika, hvordan en avis ikke længere er en avis (hver dag), og hvordan grupper af fagblade har mere til fælles med medier i andre af de traditionelle mediegrupper, hvor de `egentlig' skulle have hørt hjemme, hvis de ikke var `forment adgang'.

Der er træk, der er fælles for de fleste `fagblade' (og for bladene i de andre mediegrupper), men `brancheglidningen', produktudviklingen og udviklingen af mange trykte medier fra mono-medier til multimedier har skabt en kløft mellem traditionel begrebsdannelse, mediestatistik, organisatoriske tilhørsforhold, viden og virkeligheden - de sorte videnshuller ufortalt.

Der skal en betydelig reorganisering af de trykte medier til, hvis de skal samles i homogene grupper med mange, stærke fællestræk og mulighed for at følge deres egen udvikling og læsernes anvendelse af dem.

Fagbladene kan kun med et kunstgreb betragtes som et selvstændigt afgrænset element i det trykte medielandskab på samme måde, som det gælder de andre medier, der optræder som grupper i mediestastitikken.

En række emner, jeg havde forventet at behandle, er ikke taget op, fordi det er så vidt forskellige ting, der er relevante i forhold til forskellige dele af `fagbladsmediet'. Det er spørgsmål om redaktionel etik, om betydning af redaktionel troværdighed, attraktiviteten som reklamemedie, betydning af momsen på bladsalget.

Fagbladene og de fleste andre trykte medier rummer inden for samme organisatoriske eller statistisk bestemte grupperinger fx forskellige udgivelsesformer, forskellige udgivelseshyppigheder, forskellig geografisk og demografisk dækning, forskellige finansieringsformer, ejerformer, distributionsformer, forskellige typer af indhold, forskellig kvalitet, forskellig professionaliseringsgrad.

Inden for alle mediegrupper har mange enkeltmedier udviklet sig til flere medier i ét, til multimedier. Og det er formodentlig kun begyndelsen til en endnu kraftigere udvikling hjulpet på vej af de teknologiske muligheder, en udvikling der vil/kan ende med vanskeligheder mellem at skelne mellem trykte og elektroniske medier, selektive, individuelle og massemedier. En udvikling der stadig vil være underkastet `mediehjulets' drejning, den drejning hvor ændringer og vækst udvikler nyt og giver grobund for `gammelt' til at lukke de huller, der opstår set med annoncør- og læserøjne.

Med udgangspunkt i de mindre traditionsbundne elektroniske medier, hvis udvikling har været og er hurtigere og mere synlig, ser der ud til at være en større mediepolitisk og mediepraktisk bevidsthed om disse forhold, en større vilje til at lade mediepolitikken tage udgangspunkt i udviklingen til både special- og multimedier.

På de trykte mediers område er det nødvendigt at gøre det samme. De nuværende mediepolitiske foranstaltninger bygger på illusoriske og i stigende grad uretfærdige opdelinger, der fastholdes af stærke interesser, men som er ude af takt med medieindustriens udvikling og brugernes anvendelse af dens produkter.

De problemer i arbejdet med fagbladsmediet, der er forbundet med den lidt `desperate' trang til systematisering for at kunne overskue, er først og fremmest et udtryk for en virkelighed under en hastig udvikling, der har opløst mulighederne for de vante analytiske greb.

Disse ufærdige tanker er mere udtryk for en oplevelse i forbindelse med arbejdet med fagbladene end for sikkerhed for, hvad det er for en udvikling, der er ved at forælde vores syn, viden og politik på de trykte mediers område.

De betyder ikke, at jeg mener arbejdet med fagbladsmediet på nogen måde er spildt; heller ikke at jeg kunne ønske at gøre det om, blandt andet fordi jeg ikke ville vide hvordan, men også fordi forsøget på at udrede dette `ukendte' medie har reduceret omfanget af hvide pletter på kortet over de trykte medier og tydeliggjort nye hvide pletter, der kun har været en meget vag udtrykt erkendelse af.

Blot det at vide, at vi ikke kan regne med den nuværende formodede viden om de trykte medier og deres brug, og det at have synliggjort et stort medie og sandsynliggjort dets betydning, opvejer for mig rigeligt tanken om at have anstrengt den traditionelle strukturelle medieanalyse til det yderste. Og erkendelsen af, at det ser ud til at være nødvendigt med en kraftig revision af kortet over det trykte medielandskab er vel ikke i sig selv nogen dårlig ting. Når blot resultaterne ikke negligeres, og der er ressourcer og vilje til at nogen arbejder videre med problemerne.