2. Public service-begrebets aktualitet

Det springende punkt i enhver diskussion af public service-mediernes fremtid er naturligvis, om de fortsat har nogen berettigelse, når nu kommercielt tv breder sig med stor hast og formentlig i et vist omfang - afhængigt af det pågældende markeds størrelse - også vil tilbyde mere specialiserede og kvalitetsprægede programmer, end vi hidtil har set. Dette forhold er baggrunden for det spørgsmål, der formuleres i oplægget til den foreliggende rapport, nemlig om public service-begrebet på et eller flere punkter er et utidsvarende dogme, eller om begrebet 'blot' bør moderniseres for at passe ind i 90'ernes mediesystem. På baggrund af den udvikling af public service-begrebet, som her er blevet skitseret, er det svært at se, hvordan public service-begrebet kan opfattes som dogmatisk. I visse mediepolitiske diskussionssammenhænge benyttes det utvivlsomt dogmatisk (som udtryk for en nostalgisk længsel efter 60'ernes paternalistiske programpolitik), men generelt må man sige, at det stik modsatte er tilfældet. Public service-begrebet har i det sidste tiår været gjort til genstand for en så indgående kritisk granskning, at enhver dogmatisk brug af det forekommer at være umulig. For så vidt angår den anden halvdel af spørgsmålet, nemlig om begrebet bør moderniseres, må man på baggrund af denne rapport konstatere, at en endog gennemgribende modernisering allerede har fundet sted, og at en fortsat fornyelse forekommer umiddelbart sandsynlig. Spørgsmålet er måske snarere, om begrebet er blevet modificeret så meget, at dets betydning er blevet udvandet og centrale og vitale elementer i det forsvundet.

Skal man tage de begrundelser, som de offentlige tv-institutioner selv fremfører for denne medietype, for gode varer, hersker der ingen tvivl om, at public service-medierne fortsat har vigtige og nødvendige opgaver at løse. Det siger sig selv, at institutionernes selvopfattelse vanskeligt kan føre til andre konklusioner, så der er naturligvis god grund til at forholde sig kritisk til de argumenter, der fremføres.

Hovedargumentet for at bevare public service i en eller anden form er, at moderne pluralistiske samfund som det danske fordrer eksistensen af et åbent og alsidigt offentligt kommunikationssystem, som giver alle befolkningsgrupper lige adgang til information, kultur og underholdning. Dette er af vital betydning for den fulde udvikling af medbestemmende samfundsborgerskab og må derfor betragtes som noget nær en borgerrettighed i demokratiske samfund. Hvis man overlader denne opgave til medier, som er baseret på markedsøkonomiske principper, vil adgangen til information, kultur og underholdning enten blive gjort afhængigt af de enkelte borgeres betalingsevne eller kun udvikles i det omfang, det økonomisk set kan betale sig. I begge tilfælde vil det sandsynlige resultat være det samme, nemlig en endnu stærkere polarisering mellem informationsstærke og informationssvage grupper, end vi kender i dag. De grupper i samfundet, som har størst behov for fjernsyn som social og kulturel ressource, vil være dem, der bliver svigtet i et sådant system. En yderligere opdeling af samfundet i A- og B-hold kan ud fra et demokratisk synspunkt vanskeligt forsvares, også selv om det i dag er de mindst priviligerede, som med størst iver benytter det kommercielle tv-udbud.

Public service-medierne har i kraft af deres markedsmæssige uafhængighed mulighed for at tilgodese små og økonomisk/politisk svage grupper i samfundet, fordi de i økonomisk forstand kan foretage en krydssubsiduering, så "smalle" programmer tildeles samme ressourcer som de "brede", masseattraktive programmer. En sådan mekanisme fungerer ikke i kommercielt tv, og i et så lille sprog- og kulturområde som det danske er det helt usandsynligt, at der på noget tidspunkt kan etableres så mange "smalle" temakanaler, at et sådant behov kan dækkes. Selv betalings-tv vil ikke kunne være smalt nok, og hertil kommer, at betalings-tv under alle omstændigheder ikke er attraktivt for økonomisk svage grupper.

Et andet vigtigt, men ofte overset argument for public service-medierne, ikke i en hvilken som helst form, men som centrale, nationale institutioner, er deres funktion som kulturel og social integrationsfaktor. Den voksende fragmentering af samfunds- og kulturlivet og den segmentering af publikum, som kanaltilvæksten giver anledning til, gør klart nok denne opgave vanskelig, men omvendt også så meget mere nødvendig, hvis man vil opretholde et minimum af kollektive værdier. Offentlige nationale radio- og tv-institutioner udgør, som Tracey (1994) har påpeget, den mest magtfulde centripitalkraft i samfund med faretruende centrifugale tendenser, hvor enhver forestilling om samfund synes at splintres i markedsbestemte segmenter, som i stigende grad står uforstående, hvis ikke ligefrem fjendtlige over for hinanden. Kærnen i denne problematik er den fortsatte erodering af en offentlig sfære, hvor samfundets dialog med sig selv kan finde sted, og hvor kollektive værdier kan gøres til genstand for afprøvning. Historisk set har public service-medierne udgjort en vigtig drivkraft i etableringen og den fortsatte udvidelse af en sådan offentlighed. Også kommercielle medier kan principielt udvikle offentlighed, på samme måde som man kender det fra de trykte medier, men det er i den sammenhæng værd at hæfte sig ved den voldsomme magtkoncentration, som i øjeblikket finder sted på tv-området. Koncentrationsprocessen er så omfattende, at det forekommer helt usandsynligt, at kommercielt tv skulle kunne udvikle en uafhængig offentlig sfære til gavn for demokratiet og som modvægt til den "balkanisering af den offentlige bevidsthed" (Tracey), som mulimediesamfundet synes at befordre.

Hvis kvaliteten af det offentlige liv hænger tæt sammen med kvaliteten af mediesystemet, spiller public service-medierne klart nok en vigtig rolle, som ikke er blevet mindre i 90'ernes stadig mere kommercialiserede mediesystem. Defineres kvalitet i forhold til de valgmuligheder, som seerne tilbydes, er public service en vigtig del af det samlede tv-system. Flere kommercielle kanaler og øget konkurrence fører nemlig ikke kun til øgede valgmuligheder, men betyder også, at bestemte programtyper med stor sandsynlighed enten helt vil forsvinde eller i det mindste blive stærkt begrænsede. De mest truede programmer er dem, der er dyre at producere, og som vanskeligt kan give et økonomisk afkast, fordi publikumsinteressen er for beskeden. Det gælder ikke mindst original tv-dramatik, dokumentarprogrammer, kritiske og kontroversielle programmer, især samfunds- og kulturprogrammer, uddannelsesprogrammer og børneprogrammer med et pædagogisk sigte. Ved at tage vare på disse (og flere andre) områder har public service-medierne mulighed for at sikre større valgmuligheder og dermed give det samlede tv-system et kvalitativt løft.

En anden side af kvalitetsdiskussionen drejer sig om den fortsatte udvikling og fornyelse af fjernsynets udtryks- og programformer, hvor et vist økonomisk frirum, som muliggør eksperimenter, utvivlsomt udgør en forudsætning på samme måde som det er tilfældet i andre kulturformers udvikling. I den sammenhæng har public service-institutionerne klart bedre muligheder end de kommercielle konkurrenter, som af økonomiske grunde er tvunget til at satse på det sikre og i forvejen prøvede, fordi enhver investering skal give et afkast.

I et lille sprog- og kulturområde som vores spiller den form for offentlig kunst- og kultursubsiduering, som public service-medierne er i stand til at yde, en ganske betydelig rolle for opretholdelse af nationale, stedbundne kulturer. Det markedsmæssige underlag er formentlig for beskedent til, at kommercielt tv i nævneværdigt omfang vil kunne løfte denne opgave, og i modsat fald vil det kun være de mest populære og dermed mest gennemsnitlige kulturformer, som vil komme til udtryk. Udviklingen af kulturel pluralisme vil i hvert fald få trange kår, hvis markedet alene bliver den bærende instans. Problemet ved at lade markedet "overtage" de forpligtelser, som public service-medierne i øjeblikket varetager i relation til såvel kulturlivet som det politiske liv (begge dele i bred betydning), er, at disse opgaver næppe længere vil udgøre kærnen i programvirksomheden, fordi det økonomisk ikke kan svare sig sammenlignet med andre former for programforsyning. Det mest sandsynlige resultat af en sådan udvikling er ikke blot, at disse stofområder fortrænges fra programfladen, men at fjernsynet samtidig mister den samfundsmæssige og kulturelle betydning, det har i dag. Fjernsynet afkobles fra det samfund, det opererer i, og vil i stigende grad blive et ligegyldigt medium, som alene anvendes til tidsfordriv, og som ingen længere tager alvorligt. Problemet er, at intet andet kommunikationssystem i øjeblikket kan udfylde det tomrum, som en sådan udvikling vil efterlade, og spørgsmålet er derfor, om samfundet har råd til at løbe denne risiko.