3. Public service-fjernsynets programudbud

3.1. Det dobbelte public service-begreb

Som det fremgår, er der mange grunde til, at public service fortsat har relevans, men det er klart, at meget afhænger af, hvilken form for public service der får lov at udvikle sig i de kommende år. Når det fremhæves, at public service-medierne har en vigtig rolle i det danske mediesystem, bygger det på, at de grundlæggende træk i den nuværende og allerede stærkt "moderniserede" opfattelse af, hvad public service vil sige, opretholdes. Et tidssvarende public service-begreb består således ikke mindst i at fastholde "gamle dyder" i en situation, hvor det er fristende at ofre dem for at opnå markedsmæssige fordele. De vigtigste indholdsmæssige krav, der må stilles til public service, er derfor fortsat kravene om alsidighed, mangfoldighed og kvalitet i programudbudet, herunder fordringen om, at en betydelig del af det skal bestå af danskproducerede programmer, altså programmer, som er produceret i og til det samfund, som skal betjenes.

Kravene er ganske vist meget åbne og kan opfyldes på mange forskellige måder, men de kan retningsbestemmes, hvis det samtidig fordres, at public service-medierne både skal konkurrere med og fungere komplementært i forhold til kommercielt tv, herunder lægge særlig vægt på de (relevante) opgaver, som kommercielt tv lader ligge. Public service opfattes dermed primært som en fordring, som må stilles til det samlede tv-systems funktion, hvor de offentlige medier (public service-institutionerne) udgør den centrale (og efterhånden også den eneste) instans for regulering af systemet. Det betyder ikke, at public service-institutionerne kun skal opfattes som halehæng eller supplement til kommercielt tv, men at de har et særligt ansvar for, hvordan det samlede tv-system udvikler sig. Public service-medierne skal forsøge at være normsættende for tv-mediets indholdsmæssige udvikling ved fortsat at operere inden for alle programområder, ved at udvide alsidighed og ved at lægge særlig vægt på kvalitet.

Det moderne public service-begreb, som opstår af denne sammenhæng, kan indkredses nærmere, hvis man adskiller de to grundelementer, som det består af. På den ene side betyder public service, at medierne skal fungere i samfundets tjeneste, dvs. at medierne grundlæggende må opfattes som kulturinstitutioner med forpligtelser over for den politiske og kulturelle offentlighed i bred betydning. På den anden side betyder public service en service over for publikum, hvor det vigtigste er, at medierne skal betjene hele befolkningen ved at tilbyde de enkelte publikumsgrupper, som samfundet består af, et interessant og varieret programudbud, tilpasset forskelle i baggrund, behov og interesser, og ved at indgå i en vedvarende, tæt og alvorligt ment dialog med publikum.

I denne overordnede bestemmelse af public service fastholdes nogle af de grundlæggende træk i det traditionelle public service-begreb, som definerer modtagerne som samfundsborgere, samtidig med at der tilføjes et nyt moment, hvor publikum snarere defineres som (tv)forbrugere. I forhold til det traditionelle public service-begreb er der tale om en udvidelse af funktionsområdet, men samtidig ligger der også heri en omfunktionering, så medierne tilpasses den faktiske kommunikations- og brugssammenhæng, som de indgår i. Der tages højde for, at seerne ikke blot er statsborgere, som ønsker at holde sig orienteret om det politiske og sociale liv, men også har en privat eksistens og i den sammenhæng bruger tv-mediet til andre, mere lystbetonede formål.

3.2. Alsidighedsdimensioner

De programpolitiske krav, som kan formuleres på baggrund af dette tosidede public service-begreb, er på mange måder indbyrdes modsatrettede, og de hænger i hvert fald ikke sammen på en sådan måde, at de kan sammenfattes under ét overordnet begreb. Det eneste begreb, som er rummeligt nok til at dække begge betydninger af public service, er nok alsidighedsbegrebet, men det er til gengæld vanskeligt at give et præcist indhold. Det udgør nemlig ikke blot modbegrebet til "ensidighed", men er samtidig inklusivt på en temmelig radikal måde. Alsidig betyder alle sider og er derfor en så (alt)omfattende fordring, at det ganske enkelt ikke lader sig realisere. I stedet kunne man tale om "mangfoldighed", som ofte bruges sideordnet med alsidighed, men det er til gengæld ikke omfattende nok til at indfange alle de dimensioner, som indgår i alsidighedsfordringen. De krav, der stilles til public service, kan i virkeligheden bedst bestemme gennem et begreb, som ligger midt mellem "alsidighed" og "mangfoldighed", og som samtidig rummer betydningen "forskellighed", svarende til det engelske begreb "diversity".

Under alle omstændigheder er det er vigtigt at være opmærksom på, at alsidigheds/mangfoldighedsbegrebet har flere betydninger, og at det ofte bruges på en temmelig upræcis måde. Det kan for det første anvendes i et modtagerperspektiv, hvor det refererer til, at (alle mulige) forskellige modtagergrupper bliver tilgodeset, og at (alle mulige) forskellige modtagerbehov og -interesser bliver tilfredsstillet. Det er denne betydning, som især har relevans, når public service defineres som en seerservice. For det andet kan det anvendes i et programperspektiv, nemlig som en fordring om, at et givet emne skal belyst fra flere sider (ideelt set fra alle sider), hvilket ikke blot sikrer en afbalanceret og nuanceret dækning, men også udgør forudsætningen for dybdegående, analytisk behandling af et stofområde. Derfor er alsidighedskravet på programniveau også et kvalitetskrav, som især er vigtigt, når det drejer sig om journalistik, og når public service defineres i relation til den politiske offentlighed. Endelig kan det for det tredie anvendes i et programfladeperspektiv, enten som udtryk for bredden og variationen i det samlede udbud og eller som udtryk for, at alle mulige opinioner og kulturer, som findes i samfundet, er repræsenteret. I den sidste betydning er alsidighedskravet både et selvstændigt kvalitetskrav og en fordring om, at mediet skal være multifunktionelt (oplyse, underholde og uddanne). I et moderne public service-begreb må alle disse betydninger af alsidighed/mangfoldighed tilgodeses og betragtes som principielt lige væsentlige. I den forbindelse er det imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at fordringer om alsidighed kan indløses på flere forskellige måder, afhængigt af hvilke betydninger af alsidighed der sigtes til.

Alsidighed i medierne kan, som McQuail (1992) har påpeget, opnås på flere forskellige måder, nemlig

1) ved at reflektere forskelligheder i samfundet,

2) ved at give adgang til forskellige synspunkter og

3) ved at tilbyde seerne valgmuligheder.

Skønt disse måder at skabe alsidighed på indebærer meget forskellige opfattelser af, hvad alsidighed vil sige, udelukker de ikke hinanden, men kan snarere siges at supplere hinanden. Den reflektive alsidighed har traditionelt været dominerende, men har i dag mindre betydning, mens forståelsen af alsidighed som forskellige opinioners adgang til at komme til udtryk og som seernes valgmuligheder begge er af nyere dato. I pluralistiske samfund har det vist sig at være stadig vanskeligere at opnå refleksiv alsidighed baseret på forestillingen om fjernsynet som repræsentationsmedium. Problemet er, at det fører til en temmelig ensidig form for alsidighed, som snarere end at reflektere samfundet i dets komplicerede mangfoldighed, afspejler, hvad der foregår i nogle få magtcentre (parlamentet, interesseorganisationerne etc.), som trods alt kun udgør en lille del af det samfundsmæssige liv. Den voksende samfundsmæssige og kulturelle fragmentering, som undergraver de traditionelle forestillinger om repræsentation, skaber til gengæld behov for, at forskellige former for social kulturel identitet kan komme til udtryk. Dermed aktualiseres den opfattelse af alsidighed, som går ud på, at forskellige opinioners skal have adgang til medierne. Medierne kan på den måde kan udvikles som et kulturelt forum, som giver de forskellige grupper mulighed for at udtrykke og opretholde deres egen kulturelle identitet. Bestemmelsen af alsidighed som mængden af valgmuligheder tager derimod udgangspunkt i et forbruger- eller seersynspunkt og dækker en opfattelse, som i de seneste år har stået centralt i den mediepolitiske debat, hvor dereguleringen og det stærkt forøgede program- og kanaludbud, det har ført med sig, ses som en af de væsentligste måder at udvide alsidighed på.

I sidste ende er pointen, at alsidighed må opfattes flerdimensionelt, og at det i dag har en mere omfattende betydning, end de traditionelle bestemmelser af begrebet lægger op til. De alsidighedskrav, som er relevante at stille til public service-medierne, vedrører altså klart nok alle de tre dimensioner, som her er skitseret, men det er samtidig tydeligt, at alsidighed, uanset hvilken dimension det drejer sig om, ikke udelukkende kan vurderes på baggrund af den enkelte tv-kanals udbud. Man kan i den forbindelse sondre mellem intern og ekstern alsidighed, hvor det første er et udtryk for alsidigheden i en enkelt tv-kanals udbud, mens det sidste dækker alsidigheden i det samlede system. Helt principielt har den eksterne alsidighed størst betydning for seerne, men på den anden side er det tvivlsomt, om ekstern alsidighed kan realiseres, uden at der samtidig stilles krav om en vis intern alsidighed.

Når det drejer sig om alsidighed forstået som valgmuligheder er det desuden nødvendigt at indføre endnu en sondring, nemlig mellem horisontal og vertikal alsidighed. Den vertikale alsidighed udtrykkes ved antallet af forskellige programmer og programtyper, som tilbydes i den enkelte kanal eller i det samlede tv-system over et længere tidsrum, f.eks. en aften, en uge eller en måned, mens den horisontale alsidighed derimod er et udtryk for antallet af valgmuligheder (antallet af forskellige programmer/programtyper), som seerne tilbydes på et givet tidspunkt. Når denne distinktion er vigtig, hænger det sammen med, at der i et konkurrencebaseret og ukoordineret tv-system vil være en tendens til, at de enkelte kanaler sender samme slags programmer samtidig, således at mange kanaler (vertikal alsidighed) i realiteten ikke fører til tilsvarende mange valgmuligheder (horisontal alsidiged).

3.3. Multifunktionalitet

I den indkredsning af et moderne public service-begreb, som jeg har forsøgt at foretage, opereres med flere forskellige funktioner, som til sammen udgør substansen i, hvad public service vil sige: nemlig 1) en politisk og 2) en kulturel funktion, som begge udspringer af samfundets behov og vedrører den kollektive, samfundsmæssige identitet, samt 3) en servicefunktion, som først og fremmest retter sig mod mediebrugerne og deres mere private identitet. På sin vis er den multifunktionalitet, der ligger heri, det mest afgørende træk ved public service, hvad enten den udøves af enkelte kanaler med særlige forpligtelser eller af det samlede tv-system. Hovedpointen er, at den kombination af de forskellige funktionsområder, som public service-medierne må tilstræbe, udgør en forudsætning for den fulde udfoldelse af alsidighed, dvs. alsidighed, som omfatter alle de dimensioner, som er blevet skitseret, idet de indbyrdes supplerer hinanden: Den politiske funktion giver anledning til én type af alsidighed, den kulturelle funktion til en anden, mens seerservice-funktionen implicerer en tredie version af alsidighed. Hvis et tv-system alene udvikles i forhold til ét af disse funktionsområder, vil alsidigheden med andre ord være begrænset.

De enkelte funktioner, som indgår i public service-begrebet, kan udmøntes i en række programpolitiske forpligtelser, som her kort skal skitseres:

Den politiske funktion udspringer af public service-mediernes stilling som samfundsinstitutioner, som har til opgave at tilvejebringe et åbent og mangfoldigt kommunikationssystem, der står til rådighed for den frie meningsdannelse. Derfor må det kræves, at programudbudet skal omfatte uafhængig nyhedsformidling, samfunds- og kulturinformation, undervisning, samt programmer, som stimulerer samfunds- og kulturdebat. Det må først og fremmest være et mål, at programmerne bidrager til en kritisk samfunds- og kulturanalyse, og at denne analyse bliver alsidig, dvs. omfatter så mange sider af samfunds- og kulturlivet som muligt. Målet for denne del af programvirksomheden er at fastholde og udvikle en kritisk (medie)offentlighed, hvor samfundets dialog med sig selv kan finde sted. For at kunne løse denne opgave på en tilfredsstillende måde er det nødvendigt, at public service-institutionerne er uafhængige af bestemte politiske og økonomiske interesser, så de kan udøve en samfundskritisk funktion og overvåge politiske og økonomiske magtudøvere.

Public service-mediernes samfundsmæssige rolle begrænser sig imidlertid ikke til at bidrage til den politiske meningsdannelse, men har også en kulturel funktion, som vedrører mediets ekspressive dimension. Public service-mediernes opgave inden for dette område består i at bidrage til den kulturelle udvikling ved at sørge for, at forskellige kulturer kommer til udtryk og ved fortsat at udvikle tv-mediet som selvstændig æstetisk udtryksform. Målet er at udvikle en tv-kultur af højest mulige variation og kvalitet, fordi det udgør et vigtigt moment i den samlede kulturelle velfærd i et samfund. Det fordrer, at alle genrer skal være repræsenteret i programudbudet, og at der skal findes danskproducerede programmer, som dækker hele spekteret, da dette udgør forudsætningen for, at institutionerne kan udvide og udvikle de udtryksformer, som står til rådighed. Bag denne fordring ligger den opfattelse, at fjernsynets forskellige genrer udgør et udtryksregister, forskellige udtryksformer, som indbyrdes adskiller sig ved, at de kan noget forskelligt og repræsenterer forskellige kommunikative muligheder. Jo flere udtryksformer en kultur er er i stand til at betjene sig af, desto rigere vil den være, og desto større mulighed vil der også være for at lade forskelligheder komme til udtryk. Erfaringerne med kommercielt baserede tv-systemer viser, at det fører til en temmelig voldsom indskrænkning af mediets udtryksformer. Public service-mediernes opgave består derfor ikke mindst i at fastholde bredden og spændvidden i tv-kulturen og at udvide mediets ekspressive og kommunikative potentialer mest muligt.

Public service som seerservice vedrører publikums krav på et interessant og varieret programudbud og udgør et vigtigt led i sikringen af mangfoldighed, fordi man ikke længere legitimt kan orientere programudbudet efter autoritative definitioner af, hvad der er samfundsmæssigt relevant og "god kultur". Servicefunktionen betyder, at seerne selv afgør, hvad fjernsynet skal sende, og da publikum ikke udgør nogen homogen masse eller for den sags skyld et folk, men er en heterogen, kompleks og bevægelig størrelse, er det nødvendigt at udsende en mangfoldighed af programmer, som retter sig mod skiftende målgrupper. Det må fordres, at der sendes programmer til alle målgrupper, og at programmerne skal tilgodese deres forventninger, behov og interesser, hvad enten målgrupperne er demografisk bestemt ud fra alder, uddannelse, køn etc. eller er defineret ud fra situationsmæssige behov. Det må derfor fordres, at programudbudet skal være mest muligt varieret, ikke blot med hensyn til emner, men også med hensyn til genrer, deltagende personer, tiltaleformer, tempo, billedsprog, sværhedsgrad, geografisk oprindelse osv.

3.4. Seerservice vs. markedsorientering

Det kan være på sin plads nærmere at redegøre for, hvad der ligger i den form for modtagerorientering, som her er på tale, bl.a. for at forebygge den udbredte misforståelse, at det slet og ret drejer sig om populistisk markedsorientering og "kommercialisering" af public service. Grundlæggende kan seerorienteringen ganske vist ses som udtryk for en voksende markedsstyring, fordi programudbudet reguleres i forhold til efterspørgslen. Bag det ligger imidlertid ikke en kommercialisering i almindelig forstand og motivet er heller ikke at fralægge sig ethvert kulturpolitisk ansvar. Hvad det sidste angår, er der snarere tale om en tilpasning til nogle mere generelle forandringer i opfattelsen af, hvad offentlig service egentlig vil sige vil sige.

Hvor den traditionelle forståelse af offentlig service, som den kommer til udtyk i den klassiske velfærdsstat, bygger på forestillingen om, at offentlige institutioner skal varetage objektive behov hos brugerne, uden at brugerne selv kommer til orde, lægges der i den moderne opfattelse vægt på at tilbyde valgmuligheder, så brugerne i sidste ende selv afgør, hvilke ydelser der skal produceres. Denne forestilling, som indgår i begrebet om "den responsive stat", udgør på den ene side et brud med den form for formynderi, som den gamle opfattelse af offentlig service hviler på. På den anden side afspejler den det forhold, at at brugernes behov og interesser efterhånden er blevet så forskelligartede og indbyrdes uforenelige, at de ikke kan imødekommes gennem standardiserede ydelser, men må tilpasses individuelle krav.

Det er den samme udviklingstendens, som gør sig gældende på medieområdet, hvor de offentlige medieinstitutioner bliver mere "responsive". I relation til medierne indebærer dette en form for modtagerorientering, som står i modsætning til den traditionelle paternalisme og stærke afsenderstyring, som tidligere har været dominerende. Det betyder, at medierne skal søge for at "give publikum, hvad det vil have", og dermed er der naturligvis tale om en form for markedsstyring. Pointen er imidlertid, at denne markedsstyring er afgørende forskellig fra den udbudsregulering, som finder sted på et kommercielt marked. På et kommercielt marked vil kun nogle af seerbehovene blive imødekommet, nemlig de behov, som deles af så mange, at det kan betale sig at tilgodese dem, og da tv-området samtidig er præget af en overordentlig stærk koncentration, vil der under ingen omstændigheder være tale om nogen fri konkurrence, som kan befordre et programudbud, som blot nogenlunde svarer til efterspørgslen. Den efterspørgselsbetemte udbudsregulering, som ideelt set ville kunne finde sted via markedet, er nemlig sat ud af kraft, fordi cost/benefit-hensynet af indlysende grunde vejer tungere end hensynet til de seerbehov, som kommer til udtryk i en meget differentieret efterspørgsel.

Sigtet med public service er ikke (længere) at suspendere markedsmekanismen ved at udsende programmer, som nogen synes er vigtige, men som ingen vil se, men derimod at sørge for, at den faktiske og meget differentierede efterspørgsel, som markedet ikke reagerer på, bliver imødekommet. Public service-medierne kan på den måde "forbedre" markedsmekanismen, så der skabes et marked, hvor efterspørgslen mere direkte og uforstyrret af økonomiske interesser (cost/benefit) kan regulere udbudet. Det betyder først og fremmest, at public service-medierne langt bedre kan tilgodese alle seergruppers behov og interesser, uanset om disse grupper er store eller små, og samtidig tilbyde programmer, som imødekommer mere specifikke behov. Samtidig vil public service-medierne kunne betjene publikumssegmenter, som defineres på andre måder end dem, det kommercielle marked fastlægger, og de vil derved også kunne afdække nye behovstyper, som så at sige ligger uden for det kommercielle markedets horisont.

I dag har public service-institutionerne takket være seermålingerne, herunder de forkætrede seertal, en langt mere omfattende viden om seerne og deres programpræferencer og -vurderinger end tidligere, og dette udgør en vigtig forudsætning for, at man kan udvikle en seerservice af den type, som her er blevet skitseret.

3.5. Kvalitetsdimensioner

I de senere år har public service-medierne forsøgt at skabe sig en særlig identitet ved at slå på, at de tilbyder kvalitativt bedre programmer end de kommercielle konkurrenter. Hvis man ved kvalitet i fjernsynet først og fremmest forstår alsidighed og mangfoldighed i udbudet, er der klart nok tale om en kvalitativ profilering. Hvis det også drejer sig om kvaliteten af de enkelte programmer, har denne profilering imidlertid kun gyldighed, hvis man er i stand til at definere, hvad der skal forstås ved kvalitet. Det er ganske vist muligt at opstille visse normer for programmernes rent håndværksmæssige kvalitet, men når det drejer sig om den kulturelle kvalitet bliver det straks vanskeligere at opstille forbindtlige normer.

Problemet er, at der ganske enkelt ikke findes nogen konsensus om, hvad der udgør kulturel kvalitet, og når det som her drejer sig om tv-kanaler, der har hele befolkningen som publikum, bliver sagen selvsagt vanskeligere. I betragtning af, at public service-medierne på den ene side skal betjene et heterogent og kulturelt segmenteret publikum og på den anden side præsentere et bredt udbud af genrer og programtyper, er det nødvendigt at operere med mange forskellige kvalitetskriterier, som gør det muligt at lade forskelligheder komme til udtryk. Kvalitetsdiskussionen bliver derfor uhyre kompliceret, for det kan meget vel betyde, at et program, som er "godt" ud fra ét kvalitetskriterium, er "dårligt" ud fra et andet. Det betyder i øvrigt også, at det er helt urealistisk at tro, at en public service-kanals programudbud som helhed vil blive vurderet som værende af god kvalitet. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre, hvis den pågældende kanal er lydhør over for sit publikum og derfor benytter sig af flere forskellige og indbyrdes modstridende kvalitetsnormer afhængig af, hvem man adresserer. Kvalitet er ikke noget absolut, men er altid defineret i forhold til bestemte formål og i relation til bestemte modtagergrupper. Kvalitet må derfor måles i forhold til, om bestemte formål opfyldes, og i forhold til målgruppernes egen vurdering af de pågældende programmer.

Public service-medierne har kvalitet, når alle dele af befolkningen i løbet af en vis periode finder programmer, som de synes om, og når udbudet samtidig er sammensat, så alle de grundlæggende public service-funktioner dækkes. Om public service-medierne faktisk lever op til et sådant kvalitetskrav kan måles ud fra en række forskellige parametre, omfattende kanalens dækning (om man når alle i løbet af en periode), seernes vurdering og programudbudets sammensætning og bredde (dets alsidighed) set i forhold til det samfund og den kultur, som medierne opererer i.

Med det brede kvalitetsbegreb, som jeg mener er relevant at bruge, kan man ikke konkludere, at public service-medierne som sådan er af bedre kvalitet end kommercielt tv. Derimod kan man sige, at ordentligt drevne public service-medier har væsentligt flere kvaliteter, end kommercielt tv normalt har. På nogle områder, specielt inden for populærfiktion, kan kommercielt tv dog ofte frembringe programmer af en kvalitet, som ofte langt overgår, hvad offentligt tv kan præstere.

Når det drejer sig om kvaliteten af de enkelte programmer, er finansieringsformen ikke så vigtig som omfanget af de ressourcer, der investeres i programudvikling- og produktion. Det er karakteristisk for mange af de nye kommercielle kanaler, som er opstået i de senere år, at de hverken investerer i udvikling eller i programproduktion, men indkøber hovedparten af programmerne hos kommercielle produktionsselskaber. Ofte er der tilmed tale om dårlige programmer, som imidlertid kan erhverves så billigt, at der alligevel kan komme en forretning ud af det. Det er ikke usandsynligt, at mange af de nye kommercielle udbydere, som vil komme til i den nærmeste fremtid, vil operere med endog meget beskedne budgetter, og at programudbudet derfor kvalitetsmæssigt vil være ringere, end det vi hidtil har set. Problemet er ganske enkelt, at jo flere kanaler, der etableres, specielt inden for et så begrænset marked som det danske, desto færre ressourcer vil de enkelte kanaler have til rådighed. Uanset om det drejer sig om offentligt eller privat tv, vil det alt andet lige betyde, at programkvaliteten forringes, og at kun deciderede "discount-kanaler" kan overleve i længden. I en sådan situation, hvor tv-mediet bliver endnu mere underfinansieret end i dag, har det stor betydning, at public service-medierne fastholder de nuværende kvalitetsmål, så man kan forhindre en sådan generel kvalitetssænkning. Under mere begrænsede økonomiske vilkår end de nuværende er det formentlig også vigtigt, at public service-medierne prioriterer ressourcerne på en sådan måde, at programkvalitet går frem for en kvantitativ mangfoldighed i udbudet, fordi et begrænset repertoire af kvalitetsprogrammer trods alt er at foretrække for en skrabet version af det nuværende brede programudbud. Det skal dog samtidig pointeres, at det kræver en vis bredde i programudbudet og dermed en betragtelig sendetid, hvis seerne skal tilbydes valgmuligheder, og at der derfor er grænser for, hvor langt man kan gå med hensyn til at prioritere kvalitetet frem for kvantitet i udbudet.

3.6. Programstatistik

Når man skal vurdere en tv-kanals programpolitik, er karakteren af det samlede progamudbud et helt grundlæggende parameter. Programudbudet og dets organisering i programfladen tegner den enkelte tv-kanals programprofil. De centrale public service-krav om alsidighed og mangfoldighed er netop krav, som vedrører programudbudet som helhed, og som derfor ikke meningsfuldt kan diskuteres i forhold til enkelte programmer.

Programfladen og dermed programprofilen kan beskrives i to dimensioner. Den ene dimension, som har med programfordelingen at gøre, drejer sig om, hvilke programtyper udbudet består af, og i hvilket forhold de enkelte programtyper er repræsenteret. Den anden dimension angår programlægningen og drejer sig om, hvordan dette udbud er struktureret i daglige eller ugentlige sendeflader. Programudbudets organisering i de daglige sendeflader er naturligvis afhængig af den samlede udbudsprofil, men det skal understreges, at programlægningen spiller en helt afgørende rolle for de valgmuligheder, som seerne faktisk tilbydes. Public service-kanalerne kan i det samlede udbud nemlig meget vel have en høj grad af alsidighed, men samtidig placere programmerne på en sådan måde i sendefladen, at udbudet alligevel bliver temmelig ensidigt. Placeres alle de masseattraktive programmer (nyheder og underholdning) i prime time, hvor hovedparten af tv-forbruget finder sted, mens det øvrige programudbud udsendes i den marginale sendetid, vil alsidigheden, set fra et brugersynspunkt, således være begrænset. Dette forhold understreger betydningen af ikke blot at se på den samlede udbudsprofil, men at medtænke, hvordan udbudet mere specifikt er organiseret.

Baggrunden for at beskrive programudbudet er programstatistikker, som bygger på forskellige former for kategorisering af de udsendte programmer. Det er i den forbindelse et problem, at der først for nylig er blevet udviklet et fælles kategorisystem for DR og TV 2, og når det drejer sig om DR alene, er problemet, at man tidligere har anvendt et kategorisystem, som ikke helt svarer til det, man anvender i dag.

Programudbudet på DR og TV 2 i 1993 og 1994 er relativt veldokumenteret, idet der inden for tv-metersystemet foregår en klassificering af alle de programmer, der udsendes på de to kanaler. (I dette system registreres også TV 3's programudbud.) Disse data gør det muligt at sammenligne udbudet på DR og TV 2 (og TV 3), mens der endnu foreligger for få data inden for dette system til at kunne beskrive den historiske udvikling af programudbudet.

Når det drejer sig om DR, er programudbudet imidlertid mere detaljeret og udførligt beskrevet, dels gennem DR's egen udsendelsesstatistik og dels gennem nyere forskning, som har interesseret sig for den historiske udvikling i DR's programudbud[9]

DR's forskningsafdeling har for nylig fremlagt en tiårs-statistik (1984-94) baseret på de programkategorier, som DR har anvendt fra 1984 til 1992. Grundlaget for denne statistik er den såkaldte PLE-kodning, som først og fremmest er udviklet med henblik på DR's interne ressourcestyring, og som kun sekundært har til formål at dokumentere, hvordan DR har varetaget sine programpolitiske forpligtelser. På baggrund af denne registrering foreligger desuden to mere detaljerede analyser, som sammenligner DR og TV 2's programudbud i 1990 og 1991. I de to sidstnævnte analyser er data for TV 2 baseret på en kodning, som DR har ladet foretage.

Det fælles kodesystem, Telescope, som blev indført i 1992, men først taget i brug af TV 2 i 1993, bygger på kanalernes egne kodninger på baggrund en kodenøgle. I dette system klassificeres hvert program i 9 dimensioner:

1) Målgruppe

2) Indhold/emne

3) Form

4) Frekvens (enkeltprogram/serie)

5) Oprindelse (egen-, co- eller fremmedproduktion)

6) Sendestatus (førstegangsudsendelse/reprise)

7) Produktionsafdeling

8) Emneland

9) Produktionsland.

Alle disse dimensioner, pånær den kategori, der drejer sig om produktionsafdeling, har umiddelbar relevans, når man vil vurdere, i hvilket omfang - og på hvilken måde - en tv-kanals udbud er alsidigt og mangfoldigt.

DR har i 1994 benyttet et mere omfattende kategorisystem (Kategorisystem DR), som er umiddelbart kompatibelt med Telescope, da det blot rummer en række supplerende oplysninger. Det drejer sig om

- programmets hensigt

- produktionens tid og sted (direkte/redigeret udsendelse, studieprogram/transmission)

- produktionsår

- foreslået programplacering.

Bortset fra oplysninger om produktionsår bidrager disse kategorier yderligere til at belyse programfladens alsidighed og mangfoldighed. Især er kategoriseringen af programmets hensigt væsentlig, fordi denne oplysning gør det muligt at anlægge et mere nuanceret pespektiv på de form- og indholdskategorier, som indgår i systemet. Det understreger, at forskellige formål (at oplyse, at skabe debat, at underholde etc.) kan opnås ved flere forskellige kombinationer af form og indhold. Dette har selvsagt afgørende betydning for vurderingen af programudbudet, fordi programmer med samme målgruppe, indhold og form, men med forskellige hensigter, kan adskilles fra hinanden. Som udgangspunkt for evaluering af det samlede udbud i dansk tv kunne man derfor godt ønske, at DR's mere udfoldede kategorisystem blev taget i brug af TV 2 og ideelt set (men urealistisk) af samtlige kanaler.

Hvad angår de anvendte kategorier, skal man være opmærksom på, at indførelsen af det nye fælles kategorisystem betyder, at man ikke uden videre kan sammeligne de nye statistikker med de gamle. Kategorierne er så forskellige, at man ikke kan slutte fra det ene til det andet system, og hertil kommer, at fortolkningen af, hvordan de enkelte programmer skal kategoriseres, er ændret ganske betydeligt. Som eksempel på hvad dette fører med sig, kan nævnes, at TV 2's Eleva2'eren i den gamle statistik er kategoriseret som "underholdning", mens det i den nye er omdannet til "aktualitet & debat".

Generelt er det en svaghed ved det nye, fælles kategorisystem, at det mildt sagt er meget åbent i sine definitioner af ikke blot "aktualitet & debat", men også af "nyheder" og "oplysning & kultur", hvilket eksempelvis fremgår af, at TV 3's Rig og berømt placeres i samme kategori som TV 2's Kulturkompagniet eller DR's Polykrom. Anvendes kategorierne på denne måde, bliver de så udvandede, at statistikken bliver intetsigende eller i hvert fald stærkt misvisende, hvis man alene baserer sin læsning på konventionelle, common sense-agtige opfattelser af, hvad "nyheder", "aktualitet & debat" og "oplysning & kultur" er for noget. En del af det, der rubriceres under de to sidste kategorier, kunne med helt samme ret være placeret under "underholdning". Bag dette problem ligger flere forskellige forhold. Et af dem er, at mange programmer er blandingsgenrer og derfor er vanskelige at kategorisere på nogen entydig måde. Den vigtigste forklaring på problemet er dog formentlig, at programstatistik er blevet et politisk følsomt område, hvor indplaceringen af de enkelte programmer involverer andet end rent saglige hensyn. Under alle omstændigheder er der grund til at læse statistikken med kritiske øjne og gøre sig klart, hvad der gemmer sig bag de forskellige kategorier.

3.7. Public service-parametre

Det centrale parameter i et public service-perspektiv er som nævnt programudbudets alsidighed, som udgør et af de vigtigste træk, hvormed public service-mediernes udbudsprofil adskiller sig fra, hvad man normalt finder på kommercielt tv. Graden af alsidighed kan nærmere undersøges ved at se på programudbudets bredde og sammensætning med hensyn til a) stofområder/emner, b) programformater/genrer og c) målgrupper.

Hvis man måler på disse parametre, er public service-mediernes udbud generelt mere mangfoldigt end udbudet på kommercielt tv, og samtidig er prioriteringen mellem de forskellige programtyper væsentlig forskellig. Kommercielt tv er primært underholdningsmedier, hvis udbud overvejende består af fiktionsprogrammer (serier og film), underholdning (talkshow, tribuneshow) og nyheder. TV 3's programflade (omfattende 4371 timer i 1994) består således af 80% fiktion, 10% underholdning og sport, 2% nyheder, mens hhv. 2% og 6% er kategoriseret under "aktualitet & debat" og "oplysning & kultur"[10]

Public service-medierne er kendetegnet ved også at udsende programmer, som ligger uden for dette begrænsede repertoire, idet der generelt lægges betydeligt mere vægt på oplysning. De sender således a) flere faktaprogrammer, b) mere samfunds- og kulturorientering, og c) flere programmer for særlige målgrupper. Det mere mangfoldige udbud, man finder på public service-kanalerne, er naturligvis et resultat af de programpolitiske krav, der stilles til dem, men det hænger også sammen med finansieringsformen. Dette forhold er i de senere år blevet dokumenteret i en lang række undersøgelser[11] som påviser en tydelig sammenhæng mellem kommercialiseringsgraden og programudbudets karakter. Stigende kommercialisering indebærer mindre alsidighed, mere underholdning og større programimport. Generelt er alsidigheden derfor størst i licensfinansierede kanaler, noget mindre i offentlige reklamefinansierede kanaler og væsentligt mindre i rent kommercielle kanaler.

De områder, som adskiller public service-fjernsynets programudbud fra kommercielt tv's, har ikke blot betydning for alsidigheden, men er samtidig afgørende for udøvelsen af de centrale public service-funktioner. De grundlæggende oplysnings- og debatfunktioner beror således i høj grad på faktaprogrammer af forskellig art, hvor ikke mindst samfunds- og kulturprogrammer er af vital betydning. Programmer for særlige målgrupper er samtidig en nødvendig forudsætning både for at få alle dele af befolkningen i tale og for at forskellige interesser, livsformer og kulturer kan komme til udtryk.

Til listen over "public service-parametre" kan føjes endnu et vigtigt mål, nemlig andelen af originale, danskproducerede programmer, hvor især andelen af egen- eller entrepriseproducerede fiktionsprogrammer har vist sig at være signifikant. Når dette mål er vigtigt, hænger det først og fremmest sammen med, at originale, danskproducerede programmer udgør en forudsætning for overhovedet at kunne betjene det danske samfund, men også, at der er tale om programmer, som er væsentligt dyrere end tilsvarende udenlandske programmer. De findes kun i yderst beskedent omfang på kommercielt tv, og egen- eller entrepriseproduktioner er derfor i sig selv et vigtigt led i sikringen af alsidighed, som rækker ud over, hvad markedet kan præstere.

3.8. Udviklingen i DR's programudbud

På baggrund af de gamle PLE-koder er udviklingen i DR's programudbud over en tiårig periode dokumenteret (tabel 1). Af den tabel, som er udarbejdet af DR's medieforskning, fremgår, at udbudet fra 1984 til 1994 ikke har ændret sig synderligt, men faktisk er påfaldende konstant, hvilket må ses som udtryk for, at konkurrencen ikke på nogen afgørende måde har ført til ændringer i programudbudets rent kvantitative sammensætning. Hvis man mener, at DR opfyldte sin public service-opgave, før konkurrencen satte ind, er der derfor ikke noget belæg for den ofte fremførte påstand, at DR senere har svigtet den.

Tabel 1: Programfordeling af DR TV's sendetid 1984-93 i procent af sendetiden (kategorisystem: PLE-koder)

1984198519861987198819891990199119921993
nyheder9,610,810,59,89,013,311,012,19,713,0
samfund10,811,813,512,99,711,911,39,712,412,5
kultur19,820,518,919,718,918,015,413,815,616,8
sport16,49,110,57,913,47,410,012,216,910,6
dansk drama5,04,93,83,83,87,36,86,95,76,0
udl. drama18,619,720,824,225,623,824,523,522,723,7
musik5,56,25,56,65,64,45,74,94,74,6
underholdn.10,712,012,010,610,510,811,713,39,19,5
præsentation3,75,04,34,43,52,93,63,63,23,3
total (tim er)3003298130762971322829553105325433493345
Kilde: DR's udsendelsesstatistik, DR TV-medieforskningen (1994)

Det betyder dog ikke, at DR's programudbud har været upåvirket af konkurrencen, men at de programpolitiske forandringer, som har fundet sted, snarere skyldes ændringer inden for de enkelte kategorier og derfor ikke træder frem i det statistiske materiale. Ikke desto mindre er det tydeligt, at DR allerede i midten af 80'erne, altså inden TV 2 blev oprettet, påbegyndte en programpolitisk kursændring, som har ført til opprioritering af især indkøbte fiktionsprogrammer (der omfattede 26% af sendetiden i 1988 mod kun 19% i 1984) og senere også underholdning, mens kulturprogrammer omvendt er blevet nedskåret betragteligt: I 1985 omfattede kulturprogramerne 21% af udbudet, i 1991 kun 14%, og samme år nåede samfundsinformation ned på kun 10% af udbudet, mod tidligere 12-13%. I perioden op til TV 2's indførelse og frem til 1992-93 har DR tydeligvis forsøgt sig med et mere populært udbud, men har herefter sadlet om og er vendt tilbage til en programprofil, som igen opprioriterer traditionelle public service-områder som samfunds- og kulturinformation. Man kan med Sepstrup (1994) sige, at DR's "panikreaktion" på TV 2's succes har lagt sig, og at DR har fundet sine egne ben igen, men man kan også se det som udtryk for en mere langsigtet strategi, hvor DR forsøger at give public service en stærkere profil ved at konkurrere på andre præmisser end populariteten. I vores sammenhæng er det vigtigt at konstatere, at statistikken godtgør, at DR i hele perioden, på trods af disse bevægelser, har opfyldt alle de formelle krav, der er blevet stillet med hensyn til at udsende programmer omfattende nyheder, information, underholdning og kunst.

Der findes ganske vist ikke faste normer for, hvordan programfordelingen skal være for at være alsidig, ligeså lidt som der foreligger bestemmelser om, hvordan forholdet mellem oplysning, kunst og underholdning skal være for at lovens krav er opfyldt. Som hovedregel kan man dog nok sige, at det indebærer, at alle de nævnte programområder skal være repræsenteret, og at intet programområde må være dominerende, men at de skal fordeles nogenlunde ligeligt. Ikke desto mindre er det tydeligt, at de forskellige programkatagorier tegner sig for forskellige andele af sendefladen. Dette kan dog ikke uden videre opfattes som manglende alsidighed, fordi alsidighed også indebærer programpolitiske prioriteringer, hvor visse områder opfattes som vigtigere end andre. Hertil kommer, at statistikken kun angiver de former for variation, som lader sig indfange gennem de valgte kategorier. Nogle kategorier er brede og omfatter mange forskellige programtyper, mens andre er mere snævert definerede, hvilket automatisk fører til forskelle.

Når man vurderer udviklingen i programsammensætningen i denne periode, er det desuden vigtigt at gøre sig klart, at sendetiden gradvist er blevet udvidet. Det får naturligvis indflydelse på programfordelingen, med mindre alle programtyper udvides lige meget, hvilket sjældent er tilfældet. Et bestemt programområde kan altså godt få sin andel af sendetiden begrænset, uden at antallet af programmer inden for det pågældende område skæres ned. Det forrykker ganske vist balancen i udbudet, men det fører ikke i sig selv til, at alsidigheden reduceres.

Med de grove kategorier, der anvendes, viser opgørelsen dog en temmelig jævn fordeling mellem de forskellige programtyper, hvor den eneste, som skiller sig ud, er kategorien musik, som kun repræsenterer knapt 5 % af sendetiden. Fiktion omfatter ca. 30%, men bag den gemmer sig mange forskellige programmer, herunder også en del børneprogrammer. Andelen af faktaprogrammer er dog større: I DR's programflade udgør de informative programmer, omfattende nyheder, samfundsinformation og kultur, igennem hele perioden 84-94 omkring 40%, og det er her karakteristisk, at kultur udgør den største enkeltkategori (16-20%). Vurderet ud fra denne statistik er den generelle udviklingstendens i tiårsperioden, at andelen af nyhedsprogrammer og dramatik er vokset en smule, mens omvendt kulturprogrammer og musik er svagt reduceret, dog således at kultur fortsat udgør den største kategori.

På baggrund af et mere detaljeret kategorisystem, hvor også den intenderede målgruppe indgår, kan der påvises mere omfattende forskydninger i DR's programudbud[12] Konklusionen på denne analyse, som omfatter perioden fra 80 til 89, er, at mangfoldigheden eller alsidigheden ikke er blevet mindre, da der kun i beskedent omfang er foretaget egentlige indskrænkninger i eksisterende programområder. Imidlertid er sendetiden blevet udvidet, og denne udvidelse er først og fremmest blevet anvendt til at forøge på den ene side nyheder og på den anden side udbudet af underholdende programmer, især seriefiktion og journalistisk underholdning. De eneste stofområder, som er blevet nedskåret, er teater-transmissioner, "seriøs" musik og undervisningsprogrammer, samt den mere traditionelle (og "seriøse") del af kulturprogrammerne (kulturorientering i snæver betydning). Den stigende orientering mod underholdende, populære programmer viser sig især på fiktionsområdet, hvor andelen af serier er blevet udvidet, og hvor andelen af programmer, som henvender sig til et familiepublikum er forøget på bekostning af egentlige voksenprogrammer. Undersøgelsen peger også på eksistensen af en programpolitisk "Matthæuseffekt", som består i, at programmer, som i forvejen udgør en betydelig del af sendefladen, udvides, mens svagere repræsenterede programtyper nedskæres. Resultatet af denne udvikling er en vis "mainstreaming" af programfladen i prime time, hvor populære programtyper får en mere central placering.

En af hovedpointerne i denne analyse er imidlertid, at programlægningen og dermed programfladens struktur har undergået betydelige forandringer i 80'erne. Den vigtigste fornyelse er udviklingen af en egentlig prime time, hvor de mest populære programtyper koncentreres. Tidligere var underholdende programmer overvejende placeret sent om aftenen eller i weekends, men fra midten af 80'erne rykker de ind i prime time, mens de mindre populære programtyper placeres sent på aftenen. Dette forhold, hvor udbudet i prime time ændres, mens det samlede udbud stort set er konstant, har utvivlsomt betydet, at seerne (og offentligheden) har oplevet, at DR har forandret sit udbud mere, end der reelt har været tale om.

Udviklingen i programlægningen i prime time udgør en slags lakmusprøve på, hvordan en public service-kanal reagerer på konkurrencen. De resultater, der her er fremlagt, baseres på en forholdsvis snæver definition af prime time (kl. 19.30-21.30) og er derfor ikke uden videre sammenlignelige med de konklusioner, der kan drages ud fra DR's egen statistik. I DR's statistik opereres med en prime time, som er dobbelt så lang, nemlig kl. 18.30-22.30, og når det af DR's egen statistik fremgår, at der ikke er synderlig forskel mellem udbudet i prime time og i den øvrige sendetid, skyldes det denne "udvidede" prime time-definition. Nu er det ganske vist ikke muligt at opstille noget præcist mål for, hvad der udgør prime time, men det er klart, at jo større del af sendefladen, der deklareres som prime time, desto mere mangfoldig vil programudbudet normalt være i dette tidsrum. Hvis tv-institutionerne ønsker at vise, at programpolitikken i prime time ikke påvirkes af konkurrencehensyn, har de klart nok en interesse i, at prime time bliver defineret så bredt som muligt. Problemet er, at det giver et misvisende billede af den faktiske programlægning og derfor bliver mindre anvendeligt for analytiske formål. I de seertalskurver, der ligger til grund for DR's definition af prime time, er det samlede seetal for al tv-sening kl. 18.30 godt 30%, hvorfra det vokser til et maksimum på knap 50% kl. 20.30, for derefter igen at falde, så det kl. 22.30 udgør knap 30% (baseret på seningen i oktober 94). Den snævrere definition på prime time, som jeg har anvendt i min analyse, indebærer derimod, at perioden indledes og afsluttes med et seertal på 40%, dvs. at den dækker den periode, hvor seertallet og det potentielle publikum er størst muligt, og dermed også den periode, hvor det er mest tillokkende at placere attraktive programmer.

3.9. Sammenligning mellem DR og TV 2

TV 2's programstatistik har indtil for nylig være overordnetlig mangelfuld, og på baggrund af de oplysninger, som TV 2 selv har offentliggjort, er der ikke grundlag for at vurdere, hvordan kanalen har udviklet sig siden starten i 1988. Dog foreligger en god statistik for 1990 og 1991 udarbejdet af DR's forskningsafdeling[13] som har sammenlignet udbudet på DR og TV 2.

Når DR og TV 2 sammenlignes, er det mest slående, som fremhæves af Benzon et al., at de to kanaler ligner hinanden, og at de begge adskiller sig markant fra kommercielt tv. Dette kan ses som udtryk for, at den fortolkning af public service, som DR har stået for, grundlæggende deles af TV 2. Det indebærer, at faktadelen er forholdsvis omfattende, at der lægges betydelig vægt på samfunds- og kulturorientering, men at der på den anden side også indgår en stor del fiktion og en mindre andel deciderede underholdningsprogrammer. På begge kanaler udgør kategorierne fakta og fiktion hver en trediedel af udbudet, mens underholdning incl. sport udgør en fjerdedel. Hovedkonklusionen i DR's analyse er, at forskellene er mindre end lighederne, men at de forskelle, der trods alt findes, peger på TV 2 som en mere popularitetssøgende kanal, idet der sendes mere fiktion og flere populære programtyper, men færre kulturprogrammer.

I de to undersøgelser, som DR har foretaget af programudbudet på DR og TV 2 i 1990 og 1991, anvendes nogle af de ovenfor anførte mål for graden af public service. Det drejer sig om

1) nyheder,

2) danske faktaprogrammer, incl. regionalprogrammer,

3) dansk fiktion og

4) børneprogrammer.

Konklusionen er, at på DR udgjorde disse kategorier i 1991 43% mod kun 34% på TV 2, hvorfor DR kunne beskrives som "mere public service". Samme undersøgelse inddrager også andelen af "smalle" programmer med god vurdering som et public service-parameter og konkluderer, at DR sender flere "smalle" programmer målt ud fra dækning end TV 2. Analysen viser til gengæld også, at der ikke findes nogen klar sammenhæng mellem dækning og vurdering. Der er således ikke belæg for at hævde, at "smalle" programmer får bedre vurdering end brede, - for visse programtypers vedkommende forholder det sig faktisk omvendt.

Det skal dog i denne forbindelse nævnes, at DR's definition på "smalle" programmer er problematisk, da den alene bygger på den faktiske dækning, et givet program opnår, således at et program kaldes "smalt", hvis kun få ser det. Det betyder, at alle mislykkede eller fejlplacerede programmer eller programmer, som udsættes for skarp konkurrence, automatisk bliver "smalle". Bredden må derimod først og fremmest have at gøre med størrelsen af den intenderede målgruppe, som ikke nødvendigvis svarer til det faktiske publikum, som seertallene oplyser om.

DR's særlige profil med hensyn til "smalle" programmer opstår da også først og fremmest ved, at en betydelig del af udbudet retter sig mod mindre målgrupper. Det drejer sig især om programmer for børn og unge og om udsendelser for hørehæmmede samt undervisningsprogrammer af forskellig art. I 1993 bestod 14% af DR's udbud af børne- og ungdomsprogrammer, mens det for TV 2's vedkommende kun drejede sig om 9%. Til gengæld sender TV 2 regionalprogrammer, som med en vis ret også kan kaldes "smalle" programmer, for så vidt som de adresserer geografisk afgrænsede målgrupper.

De konklusioner, som Benzon et al. drager af sammenligningen mellem DR og TV 2 i 1990 og 1991, kan perspektives ved at inddrage Gallups årsstatistik for 1994, hvor det fælles kodesystem danner grundlag. I 1994 havde DR og TV 2 stort set samme sendetid (hhv. 3580 og 3371 timer) og kan derfor umiddelbart sammenlignes. Det fremgår (tabel 2), at andelen af nyheder og "aktualitet & debat" næsten er identiske på de to kanaler, men at TV 2 sendte halvt så meget "oplysning & kultur" som DR (315 mod 681 timer), samt at DR yderligere sendte en del undervisningsprogrammer (2%), som stort set slet ikke findes på TV 2. Til gengæld sendte TV 2 mere end dobbelt så meget underholdning (251 timer mod 171 timer) og dobbelt så meget fiktion som DR (2498 timer mod 1116 timer). Tal for 1993 viser, at DR's og TV 2's fiktionsudbud er forskelligt sammensat, således at TV 2's udbud ikke blot er mindre dansk, men også mere populært: DR sender dobbelt så meget dansk fiktion (104 timer mod 43 timer), mere tv-teater/tv-film (38 timer mod 2 timer), men derimod færre spillefilm (346 timer mod 443 timer) og væsentligt færre serier (306 timer mod 535 timer). Med hensyn til kategorien sport var udbudet på TV 2 dog betydeligt mindre end på DR (306 mod 487 timer), hvilket bl.a. hænger sammen med DR's dækning af Olympiaden, men generelt må man dog nok sige, at sport fylder ganske betragteligt i de danske public service-medier (i øvrigt er det ikke noget specielt dansk fænomen: på BBC 1 udgør sport ca. 16% af en væsentlig større sendeflade).

Sondrer man groft mellem oplysende og underholdende programmer, således at "nyheder", "aktualitet & debat", "oplysning & kultur", "undervisning" samt "regionalprogrammer" udgør oplysning, mens "fiktion", "underholdning", "musik" og "sport" til sammen betragtes som underholdning, kan man tegne den grundlæggende profil i udbudet. Det viser sig, at DR ud fra en sådan beregning er klart mere oplysningspræget end TV 2, da oplysningsdelen udgør 46% på DR mod 37% på TV 2, hvor TV 3 til sammenligning har en oplysningsandel på kun 10% (dog af en ca. 1000 timers længere sendetid). Forholdet mellem oplysning og underholdning er på DR og TV 2 stort set konstant fra 1993 til 1994, hvilket betyder, at oplysningsprogrammerne er blevet udvidet i absolutte tal, eftersom sendetiden er blevet forøget.

Går man nærmere ind på, hvad der gemmer sig bag de enkelte kategorier, ændres billedet en smule. Ser man på TV 2's programudbud i kategorien "aktualitet & debat", vil man kunne konstatere, at lavt sat 60 af de 450 timer udgøres af Eleva2'eren. Hvis man mener, at dette program snarere hører hjemme i kategorien underholdning end i "aktualitet & debat", hvilket ikke forekommer urimeligt, bliver profilforskellen mellem DR og TV 2 endnu tydeligere, da oplysning på TV 2 derved reduceres til 36%. At TV 2 også placerer sine to daglige vejrudsigter i kategorien "aktualitet & debat" forekommer heller ikke rimeligt, og det medvirker til at give et misvisende indtryk af TV 2's faktiske bidrag til samfundsdebatten. Forklaringen på, at vejrudsigter ikke placeres under nyheder, hvor de reelt hører hjemme, er, at programmet er sponsoreret, og at der er forbud mod sponsering af nyheder.

Tabel 2: Sendetid fordelt på programtype (i proc. af sendetiden) på DR, TV 2 og TV 3, 1993 og 1994 (kategorisystem: Telescope)
DR 1993DR 1994TV 2 1993TV 2 1994TV3 1993 TV 3 1994
nyheder141291112
aktualit et & debat1113131302
oplysnin g & kultur 21198946
undervis ning020000
musik455300
underhol dning75101165
dramati k & fiktio n313139408180
sport111310985
regional -tv006400
Program sendetid (timer)318335803070337136234371
Kilde: Gallups årsrapport 1994

Også andre af de anvendte kategorier tegner et skævt billede af, hvad der faktisk udsendes. I kategorien "nyheder" indgår således også sportsnyheder, og hvis man betragter sport som underholdning, således som jeg har gjort det her, er nyheder om sport det naturligvis også. En opgørelse, som DR's forskningsafdeling har udført til denne rapport, godtgør, at en væsentlig større del af TV 2's nyheder udgøres af sportsnyheder, end det er tilfældet på DR. Af de 335 timer, som kategoriseres som nyheder på TV 2, består 87 timer af sportsnyheder, mens det på DR, som sender 414 timers nyheder, kun drejer sig om 39 timer. De egentlige nyheder på DR og TV 2 udgør således i 1994 hhv. 11% og 7% af de respektive kanalers sendetid.

Tages dette i betragtning, bliver forholdet mellem "oplysning" og "underholdning" på DR og TV 2 noget anderledes, end det umiddelbart fremgår af statistikken. DR's oplysningsdel er således reduceret til at udgøre 45%, mens den på TV 2 kun andrager 32%. Denne beregning giver for mig at se et mere sandt billede af profilforskellen mellem de to kanaler, og det tydeliggør, at DR og TV 2 prioriterer oplysning og underholdning temmelig forskelligt.

Det generelle mønster er, at TV 2's programflade udgør en "lettere" udgave af DR's, idet der dermed menes, at TV 2's udbud er knapt så alsidigt, og at de traditionelle public service-områder som samfunds- og (især) kulturorientering er svagere repræsenteret. Billedet af forskellene med hensyn til alsidighed forstærkes yderligere, hvis man ser på programsammensætningen inden for de enkelte kategorier. Af den analyse, som Bentzon et al. har udført, fremgår således, at DR generelt udfylder kategorierne mere varieret, hvilket bl.a. skyldes, at andelen af faste programserier er større på TV 2 end på DR.

En andet vigtigt indeks for public service er programmernes oprindelse, hvor forholdet mellem egen/entrepriseproduktion og fremmedproduktion udgør det ene parameter og fremmedproduktionens oprindelse det andet. Målt på denne måde (og baseret på statistikken for 1993) er DR "mest public service", for så vidt som den nationale produktion udgør 62% mod TV 2's 50%. I betragtning af, at TV 2 har til formål at styrke dansk tv over for det udenlandske udbud, forekommer en national produktion på 50% at være mindre, end man kunne ønske. Det svageste led i TV 2's programudbud er som ofte påpeget, at udbudet af danskproduceret fiktion, som er den mest kostbare programtype, er uhyre beskedent (kun 3% i 1993). Selv om TV 2 på dette område klart nok ikke lever op til de forventninger, der almindeligvis stilles til en public service-institution, betyder det dog ikke, at TV 2 ikke honorerer de lovfæstede krav.

Andelen af danskproducerede programmer er i vid udstrækning bestemt af de økonomiske muligheder, som sætter snævre grænser for, hvad der kan lade sig gøre på dette område. Når det drejer sig om de indkøbte programmers oprindelse, er programpriserne (udgiftssiden) derimod mindre afgørende, og forskellene mellem, hvor DR og TV 2 placerer deres indkøb, er derfor mere direkte et udtryk for forskellige programpolitiske (og vel også kulturpolitiske) prioriteringer. TV 2 importerer primært amerikanske programmer (27% af sendetiden eller mere end halvdelen af programimporten), mens DR's import er væsentlig mere differentieret, idet 17% af sendetiden er amerikansk, 15% fra EF-lande og 4% fra Norden (tallene dækker 1993). TV 2's import, som generelt er større end DR's, er således overvejende hentet fra kommercielle produktionsselskaber, mens DR's i højere grad stammer fra andre public service-institutioner, og også i den forstand tegner TV 2 derfor en mere "kommerciel" profil end DR.

3.10. Kvalitativ vurdering

Programstatistikken oplyser ikke om karakteren af de programmer, der udsendes. Der foreligger heller ikke nogen systematisk analyse af, hvad de enkelte programkategorier rummer eller af den udvikling, der har fundet sted inden for de enkelte programområder i de senere år. Dette er klart nok en alvorlig mangel, når man skal vurdere public service, specielt når det drejer sig om en vurdering af programudbudets kvalitet. Skal det undersøges nærmere, er det nødvendigt at udføre omfattende kvalitative analyser, som går tæt på de enkelte programmers indhold, form og henvendelsesformer. I en sådan analyse vil det være muligt at undersøge, i hvilket omfang programmerne - fra nyheder, over kulturudsendelser og dokumentarprogrammer til fiktion - populariseres og gøres mere underholdende. I hvilken grad bliver nyheder "tabloidiseret" og gjort til "infotainment", præget af sensationsstof og human interest? I hvilket omfang omdannes debatprogrammer til spektakulære shows med kendte mennesker? Bliver fiktionen mere ensartet og i stigende grad udformet som plagiater af amerikanske serier?

Nogle generelle kvalitative udviklingstendenser i DR og TV 2's programflader kan dog kort skitseres. Selv om egentlig dokumentation savnes, er der ingen tvivl om, at både DR og TV 2 i stigende grad forsøger at gøre deres programmer attraktive for seerne ved at lægge vægt på programmernes oplevelses- og underholdningsside. Programmer konstrueres i stigende grad med henblik på, at de skal kunne fastholde publikum, enten i kraft af et attraktivt indhold eller en indbydende form, fordi seerne ellers blot skifter kanal. Samtidig er kanalernes programflader konstrueret med henblik på at opbygge og fastholde et publikum over længere tidsrum, hvilket har afgørende indflydelse på, hvilke programmer der kan udsendes på bestemte tidspunkter. Programfladerne er i stigende omfang blevet formaterede, opbygget som faste systemer af "slots", hvilket i sig selv indvirker på, hvilke programmer og programtyper der produceres. Et tydeligt eksempel på dette er den voksende serialisering af programudbudet, som generelt fører til, at programmerne (episoderne) er blevet kortere, og at der udvikles forskellige former for "strip planning", så bestemte serier udsendes på helt faste tidspunkter.

Det samme forhold viser sig i nyhedsprogrammernes placering i programfladen, idet der her, både på DR og TV 2, har udviklet sig et mønster, hvor flere daglige nyhedsprogrammer udgør den grundlæggende struktur i sendefladen. Denne udvikling er først og fremmest et resultat af konkurrencen, fordi nyheder er populære og danner baggrund for relativt stabile seerandele. Om de mange nyhedesprogrammer har bidraget til at højne befolkningens informationsniveau, er nok mere tvivlsomt, da i hvert fald en del af dem er mere overfladiske, fragmentariske og sensationssøgende, end det tidligere har været tilfældet.

Selv om de danske nyhedsprogrammer er blevet mere underholdende, har de dog ikke karakter af "infotainment", som det kendes fra kommercielt tv. Den egentlige "infotainment" finder man derimod i de mange underholdningsprogrammer, som har antaget journalistisk form (eksempelvis Eleva2'eren på TV 2 og Ulvetimen på DR), eller som baserer sig på interviewformen, som det er tilfældet med talk show'ene.

På fiktionsområdet har der i mange år været en udvikling i retning af øget serialisering, dels fordi serier er billigere at producere end enkeltprogrammer, og dels fordi de generelt giver bedre og mere stabile seertal. Desuden er det tydeligt, at DR i løbet af 80'erne har ændret sit fiktionsudbud, så det i stigende grad omfatter populærfiktion. Det gælder ikke blot seriefiktionen, men også de egentlige spillefilm, som tidligere overvejende bestod af "kunstneriske" film, men som nu omfatter væsentligt flere populære filmtyper. Også DR's forsøg på at lave en dansk "soap" (Ugeavisen) peger i retning af en større vægtning af populærkulturelle genrer.

Samtidig med denne bevægelse i retning af at gøre programudbudet mere populært og underholdende er der foregået en udvikling, som peger i en anden retning. På det journalistiske område repræsenterer udviklingen inden for dokumentargenren både på DR og TV 2 en tendens til både kritisk og mere dybdegående og analyserende journalistik, baseret på omfattende og selvstændig research. I mange tilfælde har dokumentarprogrammerne været debatskabende og har bragt ellers oversete problemer frem i lyset. Også udviklingen af regionale programmer på TV 2 har bidraget til en mere omfattende og mangfoldig belysning af det danske samfund og har utvivlsomt stimuleret den samfundsmæssige debat. Det samme er opnået gennem programmer, som involverer publikum i forskellige former for studiedebat, som det eksempelvis har været tilfældet med Højlunds forsamlingshus på TV 2 og Bytinget i DR. I det hele taget synes der at være en tendens til, at aktualitetsprogrammerne er blevet debatorienterede og åbne, hvor de tidligere typisk var mere belærende og baseret på, at eksperter skulle formidle viden til seerne.

DR har i de sidste par år lagt fornyet vægt på en mere omfattende og dybdeborende journalistik, hvad genoplivelsen af udenrigsmagasinet Horisont måske er det bedste eksempel på. Det samme er tilfældet med TV-avisen, hvis 21-udsendelse koncenterer sig om færre emner, men til gengæld giver dem en mere omfattende behandling. Til denne tendens, som går i stik modsatte retning af underholdningstendensen, hører også, at DR på det seneste er begyndt at placere "seriøse" journalistiske programmer i prime time, hvor debatprogrammet Profilen, som sendes lørdag aften, nok er det mest oplagte eksempel. DR's udvikling af en stor, ny sendeflade under overskriften TV Åben, hvor undervisningsprogrammer, eksperimentalvideo'er, kortfilm og seernes indsendte debatindlæg indgår som nogle af de centrale elementer, udgør måske i virkeligheden den mest bemærkelsesværdige tendens i øjeblikket, ikke blot fordi det med sit oplysningssigte så åbenlyst peger i en anden retning end den dominerende underholdningstrend, men også fordi det involverer seerne på en ny måde og derved udbygger den service-tanke, som indgår i det "moderniserede" public service-begreb.

3.11. DR og TV 2 som public service

Ændringerne i DR's programudbud siden begyndelsen af 80'erne og forskellene mellem DR og TV 2's programudbud kan fortolkes på flere måder, fordi de peger i flere forskellige retninger. Det er dog vigtigt med det samme at slå fast, at der ikke er belæg for at tale om nogen udtynding af public service. Skønt statistikken indikerer, at TV 2 står svagere inden for nogle af de traditionelle public service-områder og især profilerer sig gennem et massivt udbud af importerede, overvejende amerikanske fiktionsprogrammer, er der trods alt ikke tale om nogen egentlig kommerciel udbudsprofil af den type, man eksempelvis finder på TV 3.

Vurderet på baggrund af programudbudet er der ikke tvivl om, at DR i vid udstrækning lever op til de krav om alsidighed og mangfoldighed, der kan stilles til en public service-kanal, og at institutionen tilmed har styrket sin position på dette område i det sidste par år bl.a. ved at lægge fornyet vægt på oplysningsfunktionerne, ved at udvide andelen af danskproduceret fiktion og ved at placere flere "smalle" programmer i prime time. Public service-profilen understreges yderligere af DR's betjening af særlige målgrupper så som børn, unge, gamle, samt minoritetsinteresser af forskellig art (billedkunst, littatur, undervisning, religiøs forkyndelse etc.), som i følge DR's egne opgørelser tegner sig for ca. 1/3 af sendetiden i 1994. Set ud fra et public service-perspektiv er DR's mest åbenlyse svaghed, at den danskproducerede fiktionsandel trods alt er meget beskeden, og at mange af de "smalle" programmer for særlige målgrupper fortsat er placeret uden for prime time.

TV 2's programudbud er af en sådan karakter, at det nok i de fleste henseender falder inden for den definitionen af public service, som her har været anvendt, men omvendt er der også områder, hvor TV 2 bestemt ikke lever op til disse krav med det resulatat, at programfladen alt i alt er mindre alsidig og mangfoldig. Udbudet af især amerikansk produceret fiktion af den type, som dominerer i kommercielt tv, er ganske omfattende, mens dansk fiktion omvendt er overordentligt beskedent. Børne- og ungdomsprogrammernes andel af sendefladen er ligeledes påfaldende lille, og egentlige undervisningsprogrammer findes stort set ikke. Også andelen af kulturprogrammer, som udgør et kærneområde i public service, er beskeden, og da en betragtelig del af disse programmer tilmed er importerede, må TV 2's bidrag til den danske kulturdebat siges at være i underkanten af, hvad man kunne forvente sig af en public service-institution. Til gengæld har TV 2 regionale programmer, som pynter gevaldigt i det samlede regnskab, fordi det udgør en vigtig side af public service, som tidligere har været forsømt.

Denne vurdering af public service-profilen på DR og TV 2 tager udgangspunkt i den opfattelse, som indgår i lovgrundlaget, nemlig at begge kanaler hver for sig skal varetage de samme public service-forpligtelser. Ud fra en sådan vurdering får TV 2 som nævnt en dårligere "karakter" end DR, da DR er "mere public service", mens TV 2 fremstår som en "let" udgave af det samme. Der er imidlertid gode grunde til, at det forholder sig på den måde: På den ene side råder TV 2 over væsentligt færre ressourcer end DR og må derfor nødvendigvis blive mere "discountagtig", f.eks. ved at sende amerikanske serier i stedet for danske. På den anden side er TV 2 nødt til at skaffe sig høje seertal og en lang seertid for at kunne opnå den fornødne indtjening ved salg af reklamespots, og kanalen er derfor tvunget til både have en lang sendetid og til at udsende populære programtyper, f.eks. amerikanske serier i stedet for tyske og franske. Det er med andre ord svært at se, hvordan TV 2 kunne have udviklet en meget anderledes programflade under de nuværende økonomiske betingelser, hvor ønskeligt det end måtte være.

Tabel 3: Gennemsnitlig ugentlig dækning, 1992-94 (i proc.)
199219931994
TV 2 878890
DR888888
TV 3303238
lokal-tv252528
andre434445
i alt949495
Kilde: Gallups årsrapport 1994

Vurderingen af public service kan imidlertid ikke udelukkende baseres på programudbudets karakter, men må også tage højde for, hvordan seerne anvender og vurderer de pågældende kanaler, idet der heri indgår et andet mål for alsidighed, end det programstatistikken opererer med. Et af de centrale krav, der stilles til public service, er som bekendt, at hele befolkningen skal betjenes, hvilket kommer til udtryk i kanalernes dækning (tabel 3), som udgør et mål for hvor stor en del af befolkningen der i løbet af en dag eller en uge har anvendt den pågældende tv-kanal. Målt ud fra dette parameter er TV 2 "mere public service" end DR, for så vidt som TV 2 har en bedre dækning (den gennemsnitlige daglige dækning var i 1994 58% for TV 2 og 54% for DR, og på ugebasis var de tilsvarende dækningstal 90% og 88%). Bruges dækningen som et mål for public service, har DR altså det problem, at programfladen ikke rummer tilbud, som appellerer til hele befolkningen, dvs. at DR's programflade set fra et (gennemsnitligt) brugersynspunkt ikke er alsidig nok. TV 2's programflade er, som påpeget, mindre alsidigt, men seerne vurderer det anderledes, eftersom TV 2 opnår større dækning. Hvis man igen går ud fra, at DR og TV 2 skal leve op til de samme krav, får TV 2 altså på dette punkt bedre "karakter" end DR. Denne konklusion skal dog tages med visse forbehold, fordi dækningen ikke er et rent udtryk for programudbudets alsidighedsgrad, som det opleves af seerne. En af forklaringerne på DR's lavere dækning kan udmærket være, at konkurrencen fra TV 2 er så markant, at mange seere ganske enkelt ikke finder frem til DR's programmer. I den sammenhæng skal det i øvrigt bemærkes, at DR's dækning er næsten konstant på trods af, at seertiden er faldet betragteligt.

Trods lighederne mellem DR og TV 2 er forskellene dog så markante, at der er grund til at anfægte den udbredte opfattelse, at kanalerne ligner hinanden til forveksling. Vil man tegne forskellen mellem DR og TV 2 meget skarpt op, kan man med en vis ret karakterisere DR som en oplysningskanal, som indeholder en god portion underholdning og fiktion, mens TV 2 omvendt kan karakteriseres som en underholdnings- og fiktionskanal, som rummer en god portion oplysning.

I lyset af denne profilforskel må man spørge, om det er rimeligt at operere med en gradbøjning af public service, hvor DR og TV 2 beskrives som henholdsvis en "tung" og en "let" udgave af det samme. Det ville, som TV 2 selv lægger op til, måske være mere relevant at tale om to mere væsensforskellige former for public service, som ganske vist afspejler de forskellige konditioner, som de to kanaler arbejder under, men som også bygger på en en vis arbejdsdeling. At TV 2 har en "lettere" profil end DR, hænger som nævnt sammen med TV 2's finansieringsform, som gør en mere popularitetssøgende programpolitik nødvendig, men det er næppe den eneste forklaring. Det er klart, at TV 2 kunne have udviklet sig på en anden måde under andre økonomiske vilkår, men selv under de gunstigste økonomiske vilkår er det dog næppe sandsynligt, at TV 2 ville have kunnet profileret sig som minoritets- og eksperimentalkanal som det britiske Channel Four eller som uddannelses- og oplysningskanal som BBC 2, da det fordrer et væsentligt mere omfattende og differentieret tv-system end det danske. Tvært imod er det nærliggende at tro, at TV 2's overordnede profil som en "let", underholdningspræget public service-kanal ikke ville have været så meget anderledes, hvis TV 2 var blevet fuldt licensfinansieret. Spørgsmålet er nemlig, om ikke den "lette" udgave af public service, som TV 2 har udviklet, under alle omstændigheder ville opstå som det mest nærliggende resultat af konkurrencen og som konsekvens af, at DR har været for "tung" og ude af trit med de krav, som store dele af publikum har stillet til fjernsynet. Et af de erklærede mål med TV 2 har som bekendt været at holde de danske seere væk fra satellit-tv, og opskriften på, hvordan dette skulle gøres, har længe været velkendt. Den kritik, der allerede i 70'erne blev rettet mod DR, drejede sig om, at der blev sendt for lidt underholdning, og at DR repræsenterede både en "ufolkelig" kulturel "højbrynethed" og en form for "københavneri", hvor lokalt og regionalt stof ikke blev ordentligt dækket. På den baggrund er det ikke så underligt, at TV 2 især har profileret sig inden for underholdning og regionalprogrammer og i det hele taget har anlagt en mere populistisk stil. Dermed er det også sagt, at DR's programudbud, som det så indtil begyndelsen af 80'erne, ikke kan betragtes som den ideelle form for public service. Tilkomsten af TV 2 har bidraget til at rette op på dette forhold, så også DR har udviklet en noget "lettere", men samtidig mere differentieret profil, som øjensynlig svarer bedre til et moderne publikums behov og interesser.

Tabel 4: Seertid fordelt på stationerne 1994 (i proc.)
DR TV 2 TV 3
nyheder 48 511
aktualitet & debat 36 622
oplysning & kultur 523711
undervisning9370
musik71281
underholdning255916
dramatik & fiktion 314524
sport62335
regional-tv01000
Programseertid i alt 385012
Kilde: Gallups årsrapport 1994 (sening på andre kanaler er ikke medtaget)

Forskellene mellem de to kanalers programudbud forklarer, hvorfor TV 2 står stærkere hos seerne end DR (41% af seertiden mod 30%), og den giver også forklaring på, hvorfor TV 2 og DR i et vist omfang appellerer til forskellige dele af befolkningen: TV 2 står stærkest hos storforbrugerne af tv, hos de unge, de gamle, de lavest uddannede og folk bosat vest for Storebælt, mens DR ses mere af folk med et lavt og mere sporadisk tv-forbrug, nemlig de højtuddannede og de unge voksne. Imageundersøgelser har desuden vist, at seerne også opfatter DR og TV 2 forskelligt: DR opfattes som den seriøse kanal og har sin styrke i nyheder, kultur, samfund, debat og børneudsendelser, mens TV 2 opfattes som mere underholdende med en særlig profil inden for fiktion, populærmusik, sport og underholdning[14].

De nævnte forskelle mellem DR og TV 2's udbud viser sig også ved, at seerne i stort omfang bruger de to kanaler forskelligt, hvilket yderlige underbygger den tese, at konkurrencen har ført til en funktionel arbejdsdeling mellem dem. Den samlede seertid på DR, TV 2 og TV 3 var i 1994 på 689 timer fordelt med 268 timer til DR, 345 timer til TV 2 og 86 timer til TV 3. Mest tid blev i gennemsnit anvendt på fiktion (265 timer) og nyheder (119 timer), mens "sport", "aktualitet & debat" og "underholdning" blev set nogenlunde lige meget (hhv. 76, 74 og 71 timer), efterfulgt af "oplysning & kultur" (64 timer), regionalprogrammer (36 timer), musik (11 timer) og undervisning (1/2 time). Nyhedsseningen er næsten ligeligt fordelt mellem DR og TV 2 (tabel 4), mens TV 2 dominerer med hensyn til sening af "aktualitet & debat" (62% mod 36% på DR), idet man dog her skal huske på, at Eleva2'eren tegner sig for rundt regnet 1/3 af forbruget inden for denne kategori. Brugen af DR og TV 2 inden for "aktualitet & debat" er reelt næsten ens, hvis Eleva2'eren i stedet kategoriseres som underholdning. Hvad angår "oplysning & kultur", tegner DR sig for godt halvdelen af forbruget, mens TV 2 står for godt en trediedel. Når det drejer sig om underholdning (og når Eleva2'eren henregnes til denne kategori), tegner TV 2 sig for 65% af forbruget mod 20% på DR, og med hensyn til fiktion lægges 45% af forbruget på TV 2 mod 31% på DR. Til gengæld dækker DR 62% af sportsseningen mod TV 2's andel på 33%.

Sammenfattende kan man altså konstatere, at der tegner sig et forbrugsmønster, som svarer ganske godt til forskellene i programudbud, og dette er givetvis med til at befæste indtrykket af, at DR og TV 2 ikke er helt så ens, som det ofte hævdes. Hvis de to kanaler lignede hinanden på en prik, måtte det nemlig nødvendigvis indebære mere ensartede forbrugsmønstre og en mere ligelig deling af markedet mellem dem.

Når TV 2 har større markedsandel end DR, skyldes det, at TV 2 har et større udbud af den slags programmer, som tiltrækker et stort publikum, og som generelt appellerer til fjernsynets storforbrugere. Derimod er der ingen indikation for, at TV 2's programmer af seerne opleves som bedre end DR's, hvorfor man kan fristes til at drage den konklusion, at storforbrugerne lægger mere vægt på udbudsmængden end på kvalitet. Ser man på seernes vurdering af DR og TV 2, som det måles inden for tv-metersystemet, er der nemlig tilsyneladende ingen væsentlige forskelle: I 1994 var den gennemsnitlige vurdering af DR's programmer faktisk svagt bedre end TV 2's, nemlig 4,0 mod 3,9 på en skala fra 1 (dårlig) til 5 (god).

Bag disse gennemsnitstal gemmer sig mange variationer, men det er dog værd at notere, at man ikke kan konstatere nogen enkelt sammenhæng mellem vurdering og seertal. Det hænger bl.a. sammen med, at programvalg (og dermed kanalvalg) ikke foregår som en helt åben valgsituation, hvor seerne på baggrund af foreliggende programoversigter går efter det til enhver tid bedste program. Publikums størrelse beror i realiteten nok så meget på programlægningen, dvs. på sendetidspunktet og på programfladens samlede opbygning, som på de enkelte programmers kvalitet. Dårlige programmer kan få mange seere ved en god programlægning, mens nok så godt et program kan forbigå seernes opmærksomhed, hvis det placeres uhensigtsmæssigt i fladen.

Konkurrencen mellem DR og TV 2 har tydeligt demonstreret, at programlægningen spiller en helt afgørende programpolitisk rolle, og at en effektiv programlægning, baseret på faste slots og mange serialiserede programmer, kan generere et såkaldt seerflow, hvor seere fra ét program arves af det efterfølgende. TV 2 har klart nok udviklet en mere aggressiv og konkurrencedygtig programlægning end DR, idet der især satses på at "indfange" og fastholde et bredt publikum først på aftenen gennem en cocktail bestående af Set & Sket, Lykkehjulet, Nyhederne og regional-nyheder efterfulgt af et underholdningsprogram. I perioden fra ca. kl. 18 til 21 står TV 2 så stærkt, at DR ganske enkelt ikke har kunnet finde fodfæste, mens forskellene i seertal mellem de to kanaler derimod er væsentligt mindre både i den forudgående og i den efterfølgende periode. Uanset hvad DR har forsøgt at programsætte tidligt på aftenen, har det ikke været muligt at stille noget op over for denne såkaldte "mur", og dette forhold har utvivlsomt afgørende betydning for DR's samlet set svagere stilling.

DR's problem er imidlertid ikke blot, at man har haft svært ved at begå sig i konkurrencen med TV 2, men også at sendetiden er temmelig begrænset set i forhold til de mange opgaver, som institutionen varetager. Problemet er først og fremmest, at DR både er nødt til at sende masseatraktive programmer for at opretholde kontakten med et stort publikum og sende programmer for mindre målgrupper. Det siger sig selv, at det er vanskeligt at gøre begge dele, og selvom DR har forsøgt at funktionsopdele sendefladen, så der i prime time opereres med en "familieflade" og i den sene sendetid med en "målgruppeflade", har det ikke løst det indbyggede dilemma. I realiteten har man skabt en slags to-kanal-system inden for én kanal, men prisen har været, at mange af de "smalle" programmer har fået færre seere, end deres kvaliteter berettiger til, og at de seere, som har præference for den slags programmer, er blevet dårligt betjent. Samtidig er omdannelsen af især kulturprogrammer til "smalle" programmer ikke helt uproblematisk, da kulturudbudet som et af offentlighedens kærneområder, tendentielt bliver marginaliseret som en eksotisk "specialinteresse", som dyrkes af en eksklusiv minoritet.

3.12. Konsekvenser af tv-udviklingen

I første omgang må man konstatere, at tilkomsten af TV 2 og den sideløbende udbygning af kommercielt tv har ført til et øget tv-forbrug. Imidlertid er det vanskeligt at udtale sig med sikkerhed om, hvor stor væksten i tv-forbruget har været, fordi målemetoderne er blevet ændret på en sådan måde, at tilvæksten ser større ud, end det faktisk er tilfældet. Det gennemsnitlige forbrug i 1987 er opgjort til 84 minutter dagligt, mens det i 1994 udgjorde 154 minutter. Når den reelle vækst er mindre, end disse tal angiver, skyldes det, at den gamle, interviewbaserede målemetode systematisk undervurderede den faktiske sening, mens de nuværende tv-meter-målinger anses for at være mere præcise. Som Sepstrup (1994) pointerer, ligger stigningen fra 1987 til 1992, hvor tv-metermålingerne blev taget i brug, et sted mellem 33% og 77% i dagligt gennemsnit, men han konkluderer, at de 33% formodentlig kommer nærmest virkeligheden. Ser man alene på tallene fra 1992-1994, som bygger på tv-metermålingerne og derfor ikke er behæftet med samme usikkerhed, kan man trods alt konstatere en betragtelig vækst, idet der er tale om en stigning fra 2 timer og 23 minutter i 1992 til 2 timer og 34 minutter i 1994, altså en stigning på 21 minutter i dagligt gennemsnit.

Af den tid, der bruges på tv-sening, tegner DR og TV 2 sig for en ganske betydelig del, omend den fortsat er vigende, idet den fra 1992 til 1994 er faldet fra 75% til 71%. I husstande, som kan modtage TV 3, er andelen noget mindre, og også her er DR og TV 2 i tilbagegang, idet andelen af seertiden i samme periode er faldet fra 62% til 59%, mens TV 3's seertidsandel i disse husstande omvendt er vokset fra 14% til 17%. Set fra et public service-synspunkt er denne udvikling mere foruroligende end forskellen mellem TV 2 og DR's markedsandele.

Seertidsandelen er især afgørende for TV 2, fordi den udgør rygraden i reklameindtjeningen, mens dækningen derimod har større betydning, hvis man anlægger et kulturpolitisk synspunkt. I de sidste par år har DR's ugentlige dækning været stabil (88%), mens TV 2's dækning er blevet øget fra 87% til 90%. I betragtning af, at den samlede dækning for hele tv-systemet ugentlig er på 95%, kan man konstatere, at en betragtelig del af dem, der ser tv i løbet af en uge, kun benytter én af de to public service-kanaler: 7% af befolkningen har set tv uden at se DR, mens det for TV 2's vedkommende drejer sig om 5%. Blandt seere, som har adgang til TV 3, er de tilsvarende tal 9% og 7%, altså lidt større, som man kunne forvente. Den del af befolkningen, som ser tv i løbet af en uge uden at benytte hverken DR eller TV 2, er dog temmelig beskeden. DR og TV 2 havde til sammen en gennemsnitlig ugentlig dækning på 94% i 1994, og da dækning for hele tv-systemet som nævnt var på 95%, kan man konstatere, at det kun drejer sig om 1% af den danske befolkning.

Selv om DR og TV 2 under ét mister terræn, er det tydeligt nok, at danskerne foretrækker disse kanaler, og at public service-medierne altså fortsat står meget stærkt. Alt tyder imidlertid på, at det kommercielle udbud vil øges i de kommende år, og der er derfor grund til at forvente, at både DR og TV 2 vil svækkes relativt, da seertiden næppe vil blive udvidet i nær samme takt som udbudet.

Det siger sig selv, at TV 2's udbud på ca. 3000 timer årligt har forøget seernes valgmuligheder, men det er derimod tvivlsomt, om de reelle valgmuligheder er blevet så store, som man umiddelbart kunne forvente. Når det forholder sig på den måde, skyldes det først og fremmest konkurrencen, som næsten uundgåeligt fører til en vis homogenisering af programudbudet først og fremmest i prime time, hvor kampen om seerne er hårdest. TV 2 er af økonomiske grunde nødt til at placere populære, masseattraktive programmer i prime time, for det gør alle de kommercielle konkurrenter, og DR vil af programpolitiske grunde være fristet til at gøre det samme, da man ellers sætter seergrundlaget over styr. I det tidsrum, hvor de fleste gerne vil se tv, er det selv for en licensfinansieret kanal som DR vanskeligt at placere "smalle" programmer, som kun henvender sig til en lille del af seerne, fordi man risikerer helt at miste kontakten med det brede publikum og dermed blive marginaliseret som minoritetskanal.

Resultatet af konkurrencen i prime time har i begyndelsen af 90'erne været, at DR og TV 2 i dette tidsrum har udsendet relativt ensartede programmer og programmer, som henvender sig til samme målgruppe. Konkurrencen i prime time har næsten udelukkende været baseret på at opnå store seerandele, altså på antallet af seere, en målsætning, som i sig selv fremmer homogeniseringen. Hvis den ene kanal har succes med en quiz, er den mest nærliggende opskrift for konkurrenten at udsende et program af samme slags, da det jo allerede har vist sig, at en quiz tiltrækker seere. Denne såkaldte "like-against-like programming" er attraktiv, fordi den indebærer en større sikkerhed end man ville kunne opnå ved at sende noget helt andet, som det er tilfældet med den såkaldte "counter programming".

I de sidste par år har DR dog som nævnt revideret sin programlægning i prime time, så man i større udstrækning end tidligere forsøger sig med "counter programming". Resultatet af denne omlægning er, at der skabes flere reelle valgmuligheder for seerne, og at public service-systemet under ét bliver mere mangfoldigt. Baggrunden for DR's nye strategi er formentlig ikke kun, at man har besindet sig på konkurrencen og valgt at profilere sig stærkere som public service-kanal og derfor har villet undgå den sammenklumpning af populære programmer, som opstod med den gamle konkurrencestrategi, men også at det set ud fra et konkurrencehensyn er blevet mere hensigtsmæssigt ikke at "efterligne" TV 2. Det sidste har at gøre med ændringer i konkurrencesituationen, som gradvist har ændret på "magtbalancen" mellem DR og TV 2.

I slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne udspillede konkurrencen sig primært mellem DR og TV 2. Ganske vist var der på det tidspunkt også konkurrence udefra, men dels var den relativt beskeden og dels blev dens omfang målt på en måde, som konsekvent underdrev dens faktiske omfang. Ud fra den (delvist forkerte) opfattelse, at DR og TV 2 var de eneste konkurrenter, forsøgte begge kanaler at appellere til et massepublikum i en kappestrid, som ikke mindst blev fremtvunget af TV 2's kommercielle finansieringsform, men som også rummede stærke ideologiske overtoner, hvor det i sig selv var vigtigt at være størst. I en sådan begrænset konkurrencesituation består den mest effektive konkurrencestrategi for begge kanaler i at adressere det bredest mulige publikum. Selv om de to kanaler hver kun kan opnå halvdelen af dette publikum, vil de seertal, som opnås på denne måde, dog være større end dem, der kan genereres ved at adressere et helt andet, men mindre publikumssegment. I dag er konkurrencesituationen imidlertid en anden, især fordi TV 3 og andre satellit-kanaler indgår med større vægt, og fordi den faktiske størrelse af deres markedsandele nu er blevet kendt i kraft af tv-metersystemet. I den situation er den andel af det brede publikum, som den enkelte kanal kan gøre sig håb om at opnå, selvsagt mindre, så forskellen mellem de seerandele, der kan opnås ved at betjene de mange med et bredt appellerende udbud og alternativt at betjene de få med et målrettet udbud, snævres ind. Set ud fra et konkurrencehensyn bliver det derfor mere attraktivt, selv i prime time, at sende "smalle", målrettede programmer, end det tidligere har været tilfældet. For DR er en sådan programlægning så meget mere nærliggende, som man har erkendt, at man ikke kan hamle op med TV 2 i kampen om høje seertal (og måske heller ikke ønsker at gøre det).

Det vigtigste spørgsmål er naturligvis, om DR og TV 2 tilsammen har ført til en bedre og mere tidsvarende realisering af public service-funktionerne, herunder ikke mindst, om de to kanaler har befordret en udvidelse af alsidighed og mangfoldighed. Jeg mener ikke, at der er tvivl om, at dette er tilfældet: Public service-funktionen er blevet styrket i kraft af TV 2's tilkomst, både på grund af det større programudbud, gennem etableringen af valgmuligheder for seerne og sidst, men ikke mindst på grund af den omlægning af DR's programpolitik, som dette har befordret. Som DR og TV 2 har udviklet sig inden for de seneste år, hvor konkurrencen har fremtvunget mere distinkte profiler, supplerer de to kanaler hinanden bedre, end det tidligere har været tilfældet.

Der heller ingen tvivl om, at udviklingen har befordret en voksende modtagerorientering, som udgør en helt nødvendig forudsætning for realiseringen af public service. Det regionale element, som er indført med TV 2, har desuden bidraget væsentligt til større mangfoldighed, og sammen med den mere debatprægede og opsøgende journalistik, som er blevet udviklet i sammenhæng med DR og TV 2's større selvstændighed, har det utvivlsomt styrket public service-mediernes samfundsmæssige betydning. Hvad angår den kulturelle funktion, er effekten af to-kanal-systemet dog mere begrænset, bl.a. fordi den danskproducerede fiktion ikke er blevet udvidet, men også fordi kulturprogrammer generelt er blevet marginaliserede og omdannet til "smalle" programmer. Omvendt skal man ikke være blind for, at satsningen på mere populære programformater inden for såvel kulturformidling som fiktion har bidraget til en noget bredere og dermed også mere mangfoldig kulturdækning.

Sammenfattende kan man altså konstatere, at de stofområder, som public service-fjernsynet dækker, generelt er blevet udvidet både "nedad" og "opad", så spændvidden i udbudet er blevet større. I den forbindelse er det vigtigste nok, at den midtsøgende og forsigtige kurs, som DR i monopoltiden var nødt til at følge for ikke at vække politisk eller moralsk anstød, gradvist er blevet forladt til fordel for mere markerede programmer. Dette kan ses som udtryk for den voksende programpolitiske frihed, som er opstået i kraft af to-kanalsystemet. Denne frihed er ubetinget en af de største gevinster for alsidigheden i dansk fjernsyn, og det er formentlig af stor betydning, at fremtidige reguleringer bevarer dette nye spillerum i så vid udstrækning som overhovedet muligt.

Når DR og TV 2 til sammen efter min opfattelse har haft en overvejende positiv betydning for realisering af en mere moderne form for public service, skyldes det dog først og fremmest, at jeg betragter monopolbruddet i 1988 som en helt afgørende forudsætning for den fornyelse af public service, som har fundet sted i de senere år. Det har betydet, at fjernsynet har opnået frihed i forhold til det politiske system, at det i kulturelt henseende har kunnet løsrive sig fra idealet om en enhedskultur, og at det er blevet langt mere åbent over for forskellige seergruppers ønsker og interesser. Monopolbruddet ville være kommet under alle omstændigheder, men det kan vanskeligt betragtes som andet end en fordel, at det var en public service-institution og ikke en rent kommerciel kanal, som fik denne opgave.

Den hidtige udvikling har imidlertid også vist, at der i den nuværende organisering af public service-fjernsynet er en række problemer, som vedrører programudbudets alsidighed og kvalitet. Når det drejer sig om alsidigheden, kan man pege på følgende problemer:

1) DR og TV 2's indbyrdes konkurrenceforhold har ikke i fuldt omfang skabt den udvidelse af alsidighed, som et to-kanal-system gør muligt, primært fordi de to kanaler konkurrerer om det samme publikum. Dette viser sig især i den bedste sendetid, men gælder også sendefladerne som helhed, så at seernes reelle valgmuligheder, altså mulighederne for at vælge mellem forskellige programmer, derfor ikke er så stor, som de ideelt set kunne være.

2) DR har for mange opgaver i forhold til den begrænsede sendetid, institutionen råder over, hvorfor DR har svært ved at opfylde kravet om at sende både til et stort publikum og til skiftende (mindre) målgrupper. Det betyder, at alsidigheden i udbudet er for beskeden i prime time, eftersom smalle programmer tvinges ud i programfladens periferi, hvor der kun er få seere til stede. Programmer, som er henvendt til mindre målgrupper, bliver derfor ikke udnyttet i det omfang, som deres kvaliteter berettiger til.

3) TV 2/Danmark lever ikke i tilstrækkeligt omfang op til public service-forpligtelserne, idet hovedproblemet er den store import af populærfiktion og den beskedne andel af originale, danske produktioner.

4) TV 2's entrepriseproduktioner har ikke den spredning på mange forskellige lokalt forankrede produktionsselskaber, som man ud fra ønsket om alsidighed og mangfoldighed kunne forvente, men leveres hovedsagelig af nogle få store selskaber, som tilmed producerer inden for et relativt snævert område (overvejende underholdningsprogrammer baseret på internationale, kommercielle programkoncepter).

Når det gælder programudbudets kvalitet, er der yderlige nogle forhold, som skaber problemer:

1) Den nuværende konkurrence inden for public service-systemet, hvor DR og TV 2 er skarpt adskilte institutioner, forhindrer maksimal ressourceanvendelse og står dermid i vejen for udnyttelse af stordriftsfordele, som er nødvendige, hvis man i fremtiden skal kunne sikre den fornødne kvalitet.

2) De regionale TV 2-stationer har for lidt sendetid, idet der inden for de "vinduer", de tilbydes i TV 2's sendeflade, ikke er plads nok til, at deres potentiale og kapacitet kan udfoldes.

De problemer, der her er nævnt, er næppe de eneste, men efter min vurdering de væsentligste set ud fra et programpolitisk synspunkt, som drejer sig om alsidighed, valgmuligheder og kvalitet i programudbudet. Som det fremgår, består problemerne ikke primært i, at den samlede alsidighed er for lille, men at systemet under de nuværende betingelser har for lidt kapacitet til at transformere den vertikale alsidighed til horisontal alsidighed, som kan udvide de faktiske valgmuligheder og dermed muliggøre en mere fuldstændig og tilfredsstillende betjening af publikum. Spørgsmålet i det følgende er derfor ikke blot, om de gevinster, som er opnået ved monopolbruddet og etableringen af det konkurrende public service-system, kan fastholdes og udbygges i en fremtidig mediesituation med stærkt forøget konkurrence, men også, hvad det vil betyde for løsningen af de programpolitiske problemer, som det nuværende system har givet anledning til.