4. Scenarier

4.1. Indledning

Det er vanskeligt at opstille scenarier for den fremtidige udvikling af public service-fjernsynets programudbud, uden samtidig at inddrage spørgsmålet om de institutionelle og økonomiske rammer, der ligger bag. Hvis DR og TV 2 udgjorde et faktisk duopol og altså var de eneste tv-kanaler i Danmark, kunne man nøjes med at opstille modeller for de mest hensigtsmæssige lovgivningsrammer og for den bedst tænkelige styring af institutionerne ud fra helt ideale forestillinger om, hvad public service burde være.

Betragter man tv-systemet som et økologisk system, hvor de enkelte institutioner indgår i bestemte balanceforhold, kunne man måske nok fristes til at sige, at DR og TV 2 indgår i en symbiotisk relation, som man skal være forsigtig med at gribe forstyrrende ind i. De to kanaler konkurrerer nok med hinanden, men konkurrencen er "naturligt" begrænset af, at de finansieres forskelligt og producerer programmer på hver sin måde. Programmer, som ikke findes på den ene kanal, sendes til gengæld på den anden, og tilmed har kanalerne i en vis udstrækning delt seerne mellem sig, så den reklamefinansierede kanal som forventet har flest seere, mens den licensfinansierede må nøjes med lidt færre. Til gengæld har den sidste påtaget sig flere forpligtelser end den første, så ingen finder anledning til at gøre indvendinger mod denne uensartethed, da det blot er en naturlig konsekvens af det økosystem, man i mediepolitisk visdom har skabt.

Hvis man alvorligt har troet på, at dette økosystem var det eneste i verden eller har ment, at ingen fremmedorganismer kunne inficere de fredelige vækster, må man i dag indse, at man har taget grundigt fejl. Systemet er tvært imod præget af en voldsom ubalance, som med sikkerhed vil ændre livsbetingelserne for DR og TV 2 og i hvert fald forrykke balancen så meget, at det, der bliver tilbage af de oprindelige institutioner, måske ikke vil være til at kende igen.

Udfordringen kommer fra kommercielt tv og fra den kommercielle medieinsdustri, hvis fremmarch TV 2 kun midlertidigt og tilmed kun i begrænset omfang har dæmmet op for. Uanset hvad man stiller op, vil de offentlige medier miste markedsandele, fordi udbudet fra den kommercielle del af mediesystemet vil ekspandere ganske voldsomt og ad nye kanaler (f.eks. som kabelfødt betalings-tv), som ligger uden for de offentlige mediers kontrol. Udviklingen vil i første omgang ramme TV 2, hvis indtjening på reklamemarkedet sandsynligvis bliver reduceret, når TV 3 bliver landsdækkende på et eller andet tidspunkt. Dette vil næppe kunne undgå at forstyrre symbiosen mellem DR og TV 2, da TV 2 enten skal have en større andel af de licensmidler, som DR lever af, eller en større andel af DR's seere.

Public service-mediernes stilling og karakteren af det programudbud, de vil kunne tilbyde, kan beskrives i fire scenarier, som angiver yderpunkterne i det mulighedsfelt, der tegner sig på baggrund af den forventede skærpede konkurrence i fremtiden. I denne sammenhæng er det programudbudet, dets alsidighed og kvalitet, som har interesse, hvorfor jeg ikke vil gå nærmere ind på de mere specifikke tekniske, organisatoriske og finansielle sider af sagen. Jeg har forsøgt at beskrive mulighederne for enten at fremme eller forhindre de forhold, som beskrives i de enkelte scenarier, men der er ikke tale om gennemarbejdede forslag, da scenarierne trods alt ikke er andet end nogle grove modeller for mulige udviklingsforløb. Pointen med scenarierne er at angive programpolitiske udviklingsmuligheder, som forskellige versioner af public service indebærer, og de forslag, der stilles, tager alene sigte på den side af sagen. Om de forslag, jeg opstiller, er realistiske at gennemføre, kan næppe afgøres på det foreliggende grundlag. De økonomiske og ressourcemæssige muligheder sætter snævre grænser for, hvad der kan lade sig gøre, og derfor er det under alle omstændigheder nødvendigt, at fremtidige mediepolitiske initiativer bygger på mere detaljerede analyser af økonomi og ressourcer, end jeg har haft mulighed for at foretage.

4.2. Dødsscenariet

En afvikling af public service-medierne i Danmark vil formentlig ikke komme på tale, med mindre helt nye former for informations- og underholdningsforsyning, som udkonkurrerer fjernsynet som medium, skulle opstå. Det forekommer måske ikke umiddelbart sandsynligt, men man skal på den anden side ikke være blind for, at computerbaserede medier allerede ekspanderer kraftigt og - under gunstige økonomiske betingelser - meget vel kan få større betydning for medieforbruget, end traditionelt tv har i dag.

Hvis man vil undgå, at public service-medierne på længere sigt bliver overflødiggjort, er det nødvendigt, at de får mulighed for at operere på de nye områder, som den digitale udvikling vil skabe. Den traditionelle form for tv-distribution, den såkaldte broadcasting, vil utvivlsomt komme til at dække en stadig mindre del af det samlede programudbud i Danmark, hvorfor de kulturpolitisk begrundede krav, der stilles til denne form for programspredning, vil få svindende betydning. Kulturpolitisk nytter det ikke meget, at DR og TV 2 ved fælles hjælp dækker en stor del af den traditionelle tv-sening, hvis hovedparten af tv-forbruget formidles ad andre kanaler, hvor markedskræfterne er enerådende. Når grænserne mellem de forskellige aktører, som opererer på området, brydes ned, og når det i stigende grad bliver umuligt at sondre mellem tv-programvirksomhed, telegrafi og computermedier, bør public service-medierne få mulighed for at distribuere programmer ad så mange kanaler som muligt. Det er dog for mig at se nødvendigt, at en sådan aktivitetsudvidelse ikke begrænser selve tv-programvirksomheden, som fortsat vil udgøre en dominerende del af forbruget i en overskuelig fremtid.

Imidlertid kan man også forestille sig, at public service-medierne uddør, hvis udbudet på kommercielt tv og kommercielle programtjenester af forskellig art ændrer karakter, således at public service-medier med et bredt og alsidigt programudbud ganske enkelt bliver overflødige. Man skulle så forestille sig, at 15-20 specialkanaler med hver sit programområde - og med en dansk programproduktion - tilsammen repræsenterede et udbud, der i mangfoldighed og kvalitet ville overgå, hvad man i dag finder på DR og TV 2. Imidlertid er det fuldstændig urealistisk, at det skulle kunne lade sig gøre, da det danske marked slet ikke kan bære et sådant udbud, og der er derfor ikke nogen grund til at fordybe sig mere i dette scenario.

4.3. Selvkommercialiseringsscenariet (eller: selvmord af angst for døden)

Det næste scenario beskriver en udvikling, hvor public service-medierne for at overleve lægger sig tæt op ad de kommercielle konkurrenter og efterhånden etablerer en programprofil, som kun kendere kan adskille fra kommercielt tv. Udviklingen kunne man passende kalde en "selvkommercialisering", fordi den bygger på en programpolitik, hvis eneste formål er at fastholde seerne. I det omfang, kommercielt tv samtidig bevæger sig ind på nogle af public service-mediernes traditionelle områder (nyheder, visse former for kultur- og debatprogrammer, nationalt producerede fiktionsprogrammer), opstår en programpolitisk konvergens, som yderligere vil udviske forskellen mellem offentligt og privat fjernsyn. Offentligt fjernsyn vil på den måde overflødiggøre sig selv, og da de grundlæggende public service-funktioner med sikkerhed vil blive sat over styr i en sådan proces, vil det samtidig være umuligt at opretholde licensfinansieringen.

En sådan udvikling vil kunne finde sted, hvis public service-medierne på den ene side mister seere i meget stort omfang og på den anden side får mulighed for at tilsidesætte de programpolitiske krav, der i dag stilles til dem. Stærke kommercielle kanaler vil befordre denne proces, og svage politikere og løsagtig eller manglende kontrol med de offentlige mediers programudbud vil fuldende den.

I et vist omfang bærer TV 2 præg af "selvkommercialisering", fordi man af økonomiske grunde tolker public service-kravene på en sådan måde, at man er i stand til at konkurrere med kommercielt tv på reklamemarkedet. En udvikling, hvor TV 2 og TV 3 kommer til at ligne hinanden mere, end det er tilfældet i dag, forekommer ikke helt usandsynlig. Jo trangere økonomiske kår TV 2 får, desto mere nærliggende vil dette være, fordi TV 2 tvinges til at skærpe sin kommercielle profil for at overleve. Problemet er her, at TV 2 i økonomisk henseende er en meget sårbar konstruktion og derfor vil blive ramt meget hårdere af konkurrencen fra kommercielt tv, end tilfældet er med DR.

De tiltag, som formentlig vil være nødvendige for at sikre TV 2's fortsatte indtjening, går i sidste ende ud på at gøre kanalen til et mere attraktivt annoncemedium, hvilket på sin side vil forhindre, at public service-forpligtelserne kan indløses på en tilfredsstillende måde. Det første skridt vil givetvis bestå i en liberalisering af de nuværende reklameregler, så TV 2 får samme vilkår som TV 3, og da dette i sin fulde konsekvens vil betyde, at reklamespots kan anbringes i programmerne - og ikke blot mellem dem - vil det med sikkerhed føre til en kommerciel prægning ikke blot af sendefladen, men også af de enkelte programmer, som tendentielt omdannes til emballage for reklamer. Viser det sig senere, at TV 2 alligevel ikke kan løbe rundt, vil det næste skridt utvivlsomt være at slække på public service-forpligtelserne, så dyre eller mindre populære programområder skæres væk.

Hvis man vil forhindre en sådan udvikling, vil det være nødvendigt at fastholde, at TV 2 primært er en public service-institution og kun sekundært en forretning, som sælger publikum til annoncørerne (med det helt legitime formål at kunne producere danske programmer). Det betyder, at man skal være parat til at tilføre licensmidler i et sådant omfang, at den kommercielle "glidetur", som her er beskrevet, slet ikke kommer i gang. Er TV 2 nemlig først begyndt at sælge ud af public service-principperne, vil det formodentlig være vanskeligt at indføre dem igen. Ud fra denne betragtning rejser der sig nogle vigtige mediepolitiske spørgsmål: Hvis der ikke er politisk vilje til licensforhøjelser til TV 2, hvem skal så sørge for, at public service-principperne opretholdes? Er der en nedre grænse for, hvornår TV 2 ikke længere opfylder sine forpligtelser, og hvem skal i givet fald definere den? For at røre ved et meget konkret og ømt punkt, kunne man spørge, hvor stor en andel af importerede fiktionsprogrammer man vil acceptere på TV 2, før man ikke længere kan tale om public service? Hvor skrabede og "discountagtige" kan programmerne blive, før man må opgive at tale om kvalitet? Hvor mange sponsorerede programmer skal der til, før troværdigheden af de budskaber, der formidles, sættes over styr? Spørgsmål som disse er måske ikke voldsomt påtrængende i dag, men de kan hurtigt blive det, og de vil være lettere at besvare, hvis man på forhånd gør sig klart, hvordan man ønsker TV 2 skal udvikle sig i fremtiden.

For DR's vedkommende er risikoen for "selvkommercialisering" umiddelbart mindre, men det forudsætter, at der gives entydige politiske signaler om, at der ikke eksisterer nogen sammenhæng mellem licensmidlernes størrelse og seertallene. Hvis TV 2 udvikler en mere kommerciel profil, vil DR givetvis være nødt til at gøre det samme, såfremt man vil opretholde de nuværende seerandele, og dermed vil en lignende, om end mindre markant tendens til "selvkommercialisering" også opstå i DR. Også for DR's vedkommende er det derfor nødvendigt med en overvågning af, at public service-principperne ikke sættes over styr, når den intensiverede konkurrence sætter ind.

DR's muligheder for at undgå "selvkommercialisering" hænger under alle omstændigheder tæt sammen med, hvad der sker med TV 2, fordi de to institutioner både økonomisk og programpolitisk påvirker hinanden på en måde, som skaber et næsten uløseligt dilemma. Hvis TV 2 skal gøres selvfinansierende og dermed tjene flere penge, vil programudbudet få en mere udpræget kommerciel profil. For DR har det den fordel, at man kan beholde den fulde licens, men omvendt vil DR blive udsat for hårdere konkurrence, som uundgåeligt vil føre til seertab, som så på længere sigt kan gøre det svært at opretholde de nuværende licensmidler. Hvis man derimod beslutter, at TV 2 ikke skal kommercialiseres yderligere, men tvært imod tage bedre vare på public service-forpligtelserne, vil DR naturligvis møde mindre konkurrence, men til gengæld må TV 2 i den situation tilføres flere licensmidler, hvorved der bliver mindre tilbage til DR. Hvis de samlede licensmidler ikke forhøjes, står valget derfor tilsyneladende mellem pest og kolera, nemlig enten skærpet, kommercielt præget konkurrence (konkurrence om seertal) eller forringet økonomi, hvor man står tilbage med to underfinansierede public service-kanaler, som begge er for svage til at kunne begå sig i konkurrencen med kommercielt tv.

Det dilemma, der her er skitseret, peger på et vigtigt programpolitisk problem i det danske tv-system. På grund af de relativt begrænsede ressourcer, der står til rådighed, er det meget svært at indfri det dobbelte krav om både at skabe alsidighed og at sikre kvalitet. Hvis TV 2 "kommercialiseres", tilføres det samlede tv-system flere ressourcer, hvilket er til gavn for kvaliteten, men til ugunst for alsidigheden, og hvis TV 2 omvendt gøres mindre kommerciel, bliver den samlede alsidighed større, mens til gengæld de ressourcer, som de to public service-kanaler hver især vil råde over, beskræres med kvalitetsforringelser til følge. Som problemstillingen er stillet op her, kan valget let komme til at stå mellem et mere kommercielt præget programudbud på begge kanaler eller en "discountudgave" af public service.

4.4. Ghettoscenariet (eller: det heroiske selvmord)

Det tredie scenario tager udgangspunkt i, at public service-begrebet får en ny, men væsentlig mere begrænset betydning, som indebærer en anderledes programpolitisk prioritering end den nuværende. Man kan forestille sig to slags begrænsninger, én hvor programudbudet priorites i forhold til bestemte programtyper, og én hvor det prioriteres i forhold til bestemte målgrupper.

I den første variant vil public service-mediernes opgave bliver afgrænset til udelukkende at bestå i at udsende den slags programmer, som kommercielt tv ikke tager vare på. En sådan udvikling er måske ikke nærliggende i dag, men kan blive det, hvis public service-medierne enten mister hovedparten af seerne eller kommer til at ligne kommercielt tv så meget, at der bliver behov for at "opfinde" public service påny. Det, der gør en sådan udvikling til andet end rent tankespind, er dels, at det vil være forholdsvist let at legitimere den slags public service-institutioner i et mangekanalsystem, hvor der er rigeligt med kommercielle underholdningstilbud, dels at det vil være en billig "løsning". Offentlig tv vil i så fald omdannes til en slags "dannelseskanaler", som fortrinsvis, hvis ikke udelukkende, sender oplysnings- og kulturprogrammer, evt. også "seriøs" dansk tv-dramatik og børneprogrammer, mens alt det, der i bred forstand kan karakteriseres som underholdning, vil blive skåret bort. Konsekvensen er, at public service-medierne på den måde helt afskærer sig fra at give et meningsfuldt tilbud inden for de områder, som for de fleste seere opleves som de mest attraktive. Det siger næsten sig selv, at seergrundlaget ved en sådan omlægning vil blive overordentligt begrænset, og at seerprofilen givetvis vil få stærk social slagside, som gør det meningsløst at tale om public service i begrebets egentlige betydning.

Den anden variant består i, at man kun udsender programmer, som henvender sig til de målgrupper, som kommercielt tv forsømmer, dvs. på den ene side minoritetsgrupper af forskellig art og på den anden side de sociale grupper, som har så få økonomiske midler, at de er uinteressante for kommercielt tv's annoncører. Man vil ved en sådan udvikling helt tilsidesætte majoritetens behov for public service-tilbud og derfor havne i en ghetto, hvor public service-mediernes samfundsmæssige funktioner bliver helt marginale.

Begge de skitserede varianter af offentligt tv vil i det lange løb formentlig betyde, at det ikke med rimelighed kan licensfinansieres, hvorfor det enten må udbydes som betalings-tv, som selvsagt favoriserer de grupper i samfundet, der bedst har råd til at betale for kulturelle goder, eller finansieres over de offentlige kulturbudgetter med den risiko, det nu engang indebærer for politisk indblanding og undergravelse af den programpolitiske selvstændighed.

4.5. "I pose og sæk"-scenariet

Det sidste scenario bygger på det "moderniserede", multifunktionelle public service-begreb, som jeg tidligere har beskrevet, hvilket vil sige en opfattelse af public service som et alsidigt, overvejende danskproduceret og kvalitetspræget udbud henvendt til hele befolkningen. Skal dette kunne lade sig gøre under de meget skærpede konkurrencevilkår, som er i vente, må public service-medierne styrkes, så begge de to faldgruber, som er omtalt i de forudgående scenarier, undgås, altså på den ene side selvkommercialiseringens konvergensscenario og på den anden side marginaliseringsscenariet, fordi de begge, omend på hver sin måde, undergraver public service-funktionen. Man kunne også sige det på den måde, at i dette scenario undgår man behændigt at tage stilling til, om man vil have i pose (et alsidigt programudbud) eller i sæk (mange seere), men vælger begge dele ud fra den opfattelse, at dét nok i virkeligheden er det rigtigste og også det, der bedst tjener public service. Imidlertid er det en kompliceret og modsætningsfyldt opgave, som fordrer, at tv-institutionerne formulerer en sammenhængende programpolitik, som skaber balance mellem hensynet til alsidighed, valgmuligher, målgruppeorientering, seertilslutning og kvalitet.

Programudbudet vil derfor ikke adskille sig væsentligt fra det, vi kender i dag, når det drejer sig om den formelle, vertikale alsidighed, men den horisontale alsidighed og dermed de reelle valgmuligheder vil derimod være betydelig større, fordi programmerne distribueres ad flere, men indbyrdes koordinerede kanaler, og fordi andelen af "smalle", målgruppeorienterede programmer vil øges på bekostning af brede, masseattraktive programmer. Koordineringen sikrer først og fremmest, at homogeninseringen af programudbudet i prime time dæmpes, men det vil samtidig befordre en mere effektiv ressourceanvendelse, som skaber mulighed for at udvide andelen af danskproducerede programmer. Udbudet af regional-tv og entrepriseproducerede programmer vil forøges, fordi der gennem oprettelse af 1-2 supplementskanaler opnås større distributionskapacitet i systemet. Den samlede sendetid vil ikke forøges, men vil nok være noget mindre end i dag, måske kun 4-5000 timer årligt, og vil overvejende ligge i prime time, hvor behovet for flere valgmuligheder er størst, og da tv-forbruget i forvejen er koncentreret i dette tidsrum, vil udnyttelsesgraden samtidig kunne forbedres, ligesom det formentlig vil resultere i større dækning. Når sendetiden begrænses, vil der til gengæld kunne allokeres flere ressourcer til de enkelte programmer, så at man vil kunne højne kvalitetsniveauet, samtidig med at man kan sikre, at der fortsat bliver råd til dyreste programtyper, som ellers vil forsvinde.

Udbudet vil i mindre grad orientere sig mod et kulturelt og smagsmæssigt midtpunkt, men i kraft af den voksende målgruppeorientering og den stærke satsning på kvalitet skabe mere forskellige og markerede programmer. Som helhed vil udbudet være organiseret med henblik på dels at skabe valgmuligheder og dels at betjene alle seergrupper med et udbud, som kvalitetsmæssigt både er bedre og anderledes end det, som kommercielt tv tilbyder. Programudbudet dækker dog som helhed de centrale public service-funktioner (oplysning, kultur, underholdning), men således, at der samtidig tages højde for, hvad kommercielt tv udbyder. Det sidste betyder, at prioriteringen mellem de forskellige genrer kan ændre sig, afhængigt af det øvrige programudbud, men at public service-medierne fortsat producerer inden for alle områder for hele tiden at kunne levere et korrektiv til det kommercielle, udenlandsk dominerede programindhold.