Resumé

I første kapitel redegøres for de definitionsproblemer, som knytter sig til public service-begrebet, og det diskuteres i sammenhæng med de aktuelle problemer, som public service-medierne står over for. Public service-begrebets lovgrundlag fremlægges med henblik på at bestemme på den ene side de organisatoriske og institutionelle rammer og på den anden side de programpolitiske principper, der ligger bag public service. Public service-begrebet bliver først og fremmest analyseret i en historisk sammenhæng, som kan forklare, hvordan det har ændret betydning, idet der samtidig peges på, hvad der ligger bag de nuværende problemer med at redefinere public service-mediernes rolle. Desuden redegøres der for, hvordan DR og TV 2 opfatter public service. Konklusionen er, at de to institutioner har divergerende opfattelser, som hænger tæt sammen med den måde, som de finansieres på. Der gives et kort rids af, hvordan public service opfattes i andre lande (Sverige, Norge og England), og det fremhæves, at public service-medierne i Europa på mange områder har fælles problemer.

I kapitel 2 fremføres en række begrundelser for public service-mediernes fortsatte betydning i det danske mediesystem, hvor det centrale er, at en alsidig og kvalitetspræget dansk tv-kultur næppe vil overleve uden offentlige medier, ligesom det fremhæves, at en større polarisering mellem informationsrige og informationsfattige vil være en nærliggende følge af et svækket public service-system.

I kapitel 3 belyses, hvordan og i hvilket omfang DR og TV 2 lever op til public service-forpligtelserne. Indledningsvis opridses grundelementerne i et moderne public service-begreb, hvor alsidighed og kvalitet udgør de centrale parametre, som nærmere begrundes i forhold til tre funktionsområder: en politisk funktion, en kulturel funktion og en service-funktion, som består i at betjene seerne. På baggrund af dette begreb opstilles en række programpolitiske krav, som skal opfyldes, for at disse funktioner kan løses. Der peges på, at både alsidighed og kvalitet må udvikles i flere forskellige dimensioner, hvis public service-medierne skal kunne betjene et stadig mere heterogent publikum, som stiller forskelligartede krav til fjernsynet.

Programudbudet på DR og TV 2 belyses på baggrund af programstatistisk materiale, idet der i første omgang nærmere redegøres for de problemer og muligheder, som dette materiale rummer. På baggrund af en analyse af såvel udbudets kvantitative sammensætning som dets organisering i sendeflader diskuteres, hvordan alsidighedskravet opfyldes dels på de to kanaler hver for sig og dels i det samlede system. Udviklingen i DR's programudbud i det sidste tiår diskuteres med henblik på at afgøre, hvad konkurrencen har betydet for udbudets karakter. Konklusionen er, at DR ikke har ændret sig væsentligt, men at udbudet i prime time dog er stærkt præget af konkurrencens krav om at nå et stort publikum. Det påvises, at DR og TV 2 har temmelig forskellige programprofiler, at DR er væsentlig mere alsidig end TV 2, og at TV 2 generelt har et mere underholdningspræget udbud end DR. Disse konklusioner perspektiveres i forhold til seernes brug af de to kanaler, og der peges på, at TV 2's "lette" profil ikke blot er et resultat af reklamefiansieringen, men også er en reaktion på nogle problemer i DR's programpolitik. Nogle kvalitative udviklingstræk, som ligger under det niveau, som programstatistikken kan indfange, diskuteres i et selvstændigt afsnit med henblik på at perspektivere alsidighedsproblematikken i forhold til programindholdet. Til sidst foretages en sammenfattende vurdering af, hvad konkurrencen og det nuværende to-kanalsystem har betydet for programudbudet. Hovedkonklusionen er, at tilkomsten af TV 2 har bidraget væsentligt til øget mangfoldighed og til en modernisering af public service, men at det nuværende system også rummer problemer, som gør alsidigheden mindre, end man kunne forvente.

I kapitel 4 opstilles fire forskellige scenarier for public service-mediernes udvikling: Det første scenario beskriver en udvikling, hvor public service-medierne overflødiggøres, fordi de udkonkurreres af andre medier. Det næste scenario beskriver, hvad der sker, hvis public service-medierne bliver mere beslægtede med kommercielt tv, mens det tredie scenario belyser den modsatte udvikling, nemlig en udvikling, hvor public service-medierne alene får til opgave at kompensere for manglerne i det kommercielle programudbud. I det sidste scenario, som behandles mere udførligt end de øvrige, tages der udgangspunkt i, at public service-medierne fastholder et programudbud af den karakter, som vi kender i dag, men som organiseres på en ny måde, så der først og fremmest lægges større vægt på alsidighed og kvalitet.

Til sidst peges der i kapitel 5 på, hvordan public service-medierne programmæssigt kan styrkes, især med henblik på alsidighed og kvalitet. Det foreslås, at kanalerne forpligtets til et programpolitisk samarbejde, der kan fremme alsidigheden i det samlede programudbud og føre til bedre ressourceanvendelse, men at DR og TV 2 i øvrigt skal bevares som uafhængige institutioner. Videre foreslås det, at der skabes rammer, som stimulerer udviklingen af mere præcise og klart definerede opgaver for public service-medierne - i form af en slags "public service-kontrakter" - og at der samtidig indføres bedre kontrol med, at institutionerne faktisk lever op til kravene. Det anbefales, at de nuværende kapacitetsproblemer, som begrænser udbudet i prime time, løses ved oprettelse af supplementskanaler, men at der samtidig indføres et loft over sendetiden, da øget sendetid med de nuværende ressourcer vil forringe programkvaliteten og fjerne det økonomiske grundlag for de mest ressourcekrævende programtyper.